Catalansk uafhængighed i historisk perspektiv Del II - Nutiden
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. februar 2018

Catalonien udgør sammen med Baskerlandet og Galicien på grund af sin kultur, historie og eget sprog en særlig del af Spanien. I den første artikel, der behandlede tiden frem tid den spanske borgerkrigs afslutning i 1939, forsøgte vi i et historisk perspektiv og med udgangspunkt i Catalonien at ridse baggrunden for den catalanske uafhængighedsbevægelse op. I denne sidste del behandles tiden fra borgerkrigens afslutning op til dagens Catalonien. Det forsøges i artiklerne at vise den catalanske nationalismes udvikling i sammenhæng med Cataloniens og det øvrige Spaniens politiske og økonomiske udvikling, herunder ikke mindst arbejderbevægelsen.

Francos tropper marcherede ind i Barcelona i slutningen af januar 1939 og Franco kunne erklære sig som sejrherre i den tre år lange spanske borgerkrig. Undertrykkelsen af både arbejderbevægelsen og den catalanske og baskiske nationalisme startede omgående. Det blev forbudt offentligt at bruge det catalanske sprog, i hundredtusindvis af bøger blev brændt eller kørt til papirmøllen og alle symboler og udtryk for catalansk kultur blev i det omfang, det var muligt, ødelagt eller fjernet fra det offentlige rum. Samtidig blev tusinder fængslet eller indsat i koncentrationslejre[1] og flere hundrede henrettet. Omkring 450.000 flygtede og alle partier og fagforeninger blev naturligvis forbudt og den catalanske selvstyrestatut annulleret.

Undertrykkelsen af venstreorienterede, fagforeningsfolk og republikanere var voldsom i hele Spanien, men blev særlig hård i Baskerlandet og Catalonien, fordi den nationale selvfølelse i disse dele af Spanien af Franco-regimet ansås for forræderi mod Spaniens enhed. Allerede før borgerkrigen brugte falangisterne udtrykket rojoseparatistas (røde separatister) som et af deres værste skældsord og finansminister Calvo Sotelo sagde i 1936 inden, han blev myrdet, at han fortrak et rødt Spanien for et delt Spanien. 

Efter borgerkrigens afslutning drog de fleste catalanske politikere i eksil og de oprettede i Paris et catalansk nationalråd, ligesom den anden spanske republik også oprettede en republikansk eksilregering. Mange flygtede republikanere blev fanget af den nazistiske okkupationsmagt eller af Vichy-regeringen, da Frankrig i 1940 blev besat og der oprettedes en fransk lydregering – heraf omkom mange i tyske koncentrationslejre eller blev udleveret til Franco-styret. Senere deltog mange republikanere i den franske modstandsbevægelse og som regulære enheder i den franske hær, noget der faldt general de Gaulle for brystet.

Det eneste tilladte parti i Franco-tiden var falangisterne, Falange Española Tradicionalista, der kun tålte et nationalt sprog, nemlig spansk og en spansk kultur, hispanidad.

Der opstod også en væbnet modstand baseret i Frankrig og et af dens berømte forehavender var invasionen i oktober 1944 i Vall d’Aran, hvor 2.500 velbevæbnede guerillakæmpere med tunge våben under kommunistisk ledelse besatte området for at tvinge de allierede til befri Spanien for Franco-styret. Forsøget mislykkedes fordi de allierede havde en anden dagsorden og derefter blev der kun tale om sporadiske, guerrillaaktioner.

Francostyret

Mange eksilerede republikanere havde naturligvis håbet, at de allieredes sejr i anden verdenskrig ville have medført Franco-styret fald, fordi styret åbenlyst havde været på aksemagternes side både før og under krigen, men klogeligt formelt havde været neutralt, selvom man f.eks. tillod tyske ubåde at proviantere og bunkre i Spanien, eksporterede krigsvigtige råmaterialer - betalt med guld røvet i de besatte lande og fra jøderne - til aksemagterne og ikke mindst sendte 18.000 soldater i Den blå Division til østfronten på Hitlers side.

Sammenholdet mellem de allierede varede kun til kort efter anden verdenskrigs ophør. Så startede Den kolde Krig og de vestallieredes forhold til Franco-styret ændrede sig fra at være fjendtligt – FN havde ved sin oprettelse opfordret de allierede til af afbryde de diplomatiske forbindelser med Spanien – til en tilnærmelse, man havde nemlig brug for baser på spansk jord. Franco nedtonede på sin side de åbenlyst fascistiske elementer i styrets ideologi, f.eks. blev den strakte arms hilsen afskaffet og det religiøse og nationale fremhævet. Falangen blev omdøbt til Den nationale Bevægelse (El Movimiento Nacional) eller blot Bevægelsen og kirken blev optaget i bevægelsens ideologi som nationalkatolicisme.

For Catalonien betød de allieredes sejr, at der blev svækket en smule på den nationale undertrykkelse og der blev tilladt enkelte teaterstykker på catalansk, ligesom der udkom en del bøger med historiske emner på dette sprog. Vigtigst var en ordbog over catalansk, valenciansk og balearisk (Franco-styret anerkendte ikke et samlet catalansk sprog), der viste at sproget og den catalanske identitet eksisterede.

Som under alle undertrykkende regimer var der naturligvis også i Catalonien lag i befolkningen, der var villige til at samarbejde med Franco-styret i bytte for politisk eller økonomisk magt. Det gjaldt både konservative dele af den catalanske nationalisme og den højere middelklasse. Den tidligere Regionalliga skiftede navn til Liga de Catalunya og blev stueren og adskillige borgerlige catalanere kunne indtage juridiske eller administrative stillinger under det nye regime.

Økonomien og selvforsyningspolitikken

Under borgerkrigen splittedes den spanske økonomi i to, centraliserede dele – en republikansk og en fascistisk - men den samlede indsats var naturligvis koncentreret om krigsindustrien. Da Franco-siden havde sejret stod den med enorme økonomiske problemer: Krigen havde ødelagt store dele af den produktive kapacitet i både industrien og landbruget, der var ingen guld- eller valutareserver tilbage og selvom man havde haft midlerne til det, kunne man på grund af anden verdenskrigs udbrud nu heller ikke købe de nødvendige råvarer og maskiner.

Krigens afslutning bragte ikke nogen lindring af Spaniens økonomiske plager. Der var råvaremangel og mangel på de produkter, der hører freden til. På grund af Francos alliance med Hitler og Mussolini havde landets europæiske naboer ingen tilskyndelse til at inkludere Spanien i gensidig hjælp og handel. Resultat var, at landets ødelagte og isolerede økonomi i adskillige år efter krigen var i dyb recession.

På grund af sin hældning til aksemagterne fik Spanien heller ikke adgang til den amerikanske Marshall-plan, der skulle hjælpe Europa på ode efter krigens ødelæggelser. Franco-regimet forsøgte at bøde på problemerne ved sin selvforsyningspolitik, der var en integreret del af falangens politiske ideologi og som hvilede på et halvt århundredes pression fra indenlandske, økonomiske interesser.

Men selvforsyningspolitikken fik negative følger pga. en række faktorer: Landets mest industrialiserede regioner mistede sine udenlandske markeder og røg ind i en kvantitativ og kvalitativ stagnation. Det indenlandske marked var ikke i stand til opsuge produktionen, fordi købekraften var kraftigt svækket efter borgerkrig og verdenskrig, tabet af menneskelig kapital i løbet af borgerkrigen gjorde at investeringerne ikke kunne udnyttes, industripolitikken under Det nationale Industriinstitut led under manglen på budgetter, på overvældende bureaukrati og mangel på kompetencer og mangelsituationen skabte korruption og sorte markeder, der skadede økonomien.

Fagforeningerne

Som noget af det første blev fagforeningerne naturligvis forbudt, så snart Franco havde vundet borgerkrigen. I det falangistiske Spanien blev arbejdere og arbejdsgivere organiseret i fælles brancheorganisationer (vertikale syndikater) under falangens kontrol og hvor arbejdsgiverne naturligvis havde overmagten, idet arbejderne ingen muligheder havde for at organisere sig selvstændigt. Arbejdsmarkedet blev centralt administreret under arbejdsministeriet. Alligevel opstod der vigtige konflikter som f.eks. generalstrejken 1.maj 1947 i de baskiske provinser, som støttedes af både nationalister og venstreorienterede og som blev voldsomt undertrykt.

I Catalonien udbrød der i marts 1951 uro i Barcelona pga. en 40% forhøjelse af billetpriserne i den kollektive transport. Sporvogne og busser blev boykottet og der udbrød strejke blandt sporvejspersonalet, der bredte sig til andre sektorer. Boykotten og strejkerne fortsatte indtil Guardia Civil 12. marts skød på de strejkende, hvorefter disse vendte tilbage til arbejdet. Under strejken havde byen været omdannet til en militærlejr og tusinder af strejkende var blevet interneret eller fyret. Men regimet måtte give efter: Man annullerede prisstigningen på sporvognsbilletterne, løslod de internerede og beordrede arbejdsgiverne til at betale de strejkende fuld løn for strejkedagene. Desuden blev guvernøren og Barcelonas borgmester afsat.

Mange anser strejken i Barcelona som et vendepunkt for arbejderbevægelsens genrejsning i Spanien. Omkring midten af 1950erne havde mange arbejdere organiseret sig i arbejderkommissionerne (Comisiones Obreras (CC.OO)), der nu begyndte at virke mere eller mindre åbenlyst under ledelse af det illegale kommunistiske parti, ofte med deltagelse af de lavere dele af de vertikale syndikater.

Økonomiske reformer

40ernes spanske økonomi var mere tilbagestående end den havde været et årti tidligere og inflationen skød i vejret, der var fødevaremangel og i enkelte år oplevede landet negativ vækst. I de tidlige 50ere lå nationalproduktet pr. indbygger på 40% af det vesteuropæiske gennemsnit og det var først efter et årti med økonomisk stagnation, voldsomme prisstigninger og afsavn, at forbedringer begyndte at sætte ind og regimet begyndte at tage tøvende skridt væk fra sin selvforsyningspolitik og henimod økonomiske reformer. Industriproduktionen nåede i de tidlige 50ere op på niveauet fra før borgerkrigen, men det var først i 1958, at landbrugsproduktionen nåede dette niveau.

Spaniens økonomiske genrejsning tog fart, da der i september 1953 blev undertegnet en gensidig forsvarspagt med USA. Til gengæld for retten til at oprette baser ydede USA i det følgende årti økonomisk bistand for over en milliard dollars og det spanske bruttonationalprodukt steg i perioden med omkring 5% om året. Imidlertid hæmmedes de store økonomiske fremskridt bl.a. af et korrupt, opsvulmet og ineffektivt bureaukrati. Inflationen fik ben at gå på og reserverne af udenlandsk valuta faldt drastisk. Denne udvikling skyldtes ikke mindst, de krav som den voksende middelklasse og den voksende turisme stillede til livsfornødenheder bl.a. i form af importerede madvarer og luksusartikler. Samtidigt sakkede eksporten agter ud på grund af den voksende, indenlandske efterspørgsel og de statslige hindringer for udenrigshandlen. Det medførte et pres mod landets valuta, pesetaen, der faldt i kurs på den sorte børn og at udlandets fordringer på Spanien steg voldsomt.

Franco-styret måtte nødvendigvis finde en vej ud af den økonomiske blindgyde og det blev den neoliberale strømning, der omfattede bankfolk, industriledere, økonomer og medlemmer af den katolske lægmandsorganisation Opus Dei, der vandt på bekostning af den gamle garde af falangister. Opus Dei skulle i de kommende år komme til at spille en vigtig rolle i de reformer, der blev sat i gang.

For arbejderklassen medførte halvtredsernes moderate vækst små forbedringer som beskedne lønstigninger og i 1951 ophævelsen af rationeringen. Også Spaniens åbning af markedet og udvidelsen af handlen med udlandet hjalp til.

Reformerne af den spanske økonomi var i første omgang tøvende og spredte, men efterhånden som krisen tiltog stod det klart, at man måtte i gang med radikale og omfattende reformer. I slutningen af 50erne tilførtes nøgleministerierne derfor en gruppe yngre økonomer med akademisk baggrund og der oprettedes en kommission for økonomiske anliggender og et ministerium for økonomisk koordinering og planlægning. For at komme firmaernes udbredte skatteunddragelse til livs effektiviseredes beskatningen ved oprettelse af et nyt selskabsbeskatningssystem og skatteindtægterne øgedes derefter drastisk. Dette sammen med nedskæringer på statsbudgettet medførte at Spanien i 1958 stod med det første budgetoverskud i mange år.

Spanien kommer ind i varmen

En anden væsentlig forhindring for landets økonomiske udvikling var dets fortsatte isolation fra de andre vesteuropæiske lande, der var i færd med at oprette EF og EFTA. Bortset fra det politisk umulige i at optage et diktaturland i en af disse sammenslutninger, gjorde Spaniens holden fast ved handelskvoter og bilaterale handelsaftaler det meget vanskeligt at integrere landet i den europæiske udvikling.

Spaniens politiske isolation mindskes dog gradvist – i 1953 var Spanien blevet medlem af FN - og landet blev optaget i OEEC – det senere OECD – i 1958 og året efter sluttede Spanien sig til IMF og Verdensbanken. Begge organisationer gik straks i gang med at hjælpe Spanien med at forlade landets handelspolitik, der hvilede på selvforsyningens principper for således at integrere det i den europæiske økonomi.

Det spanske mirakel

Efter lang tids forberedelse offentliggjorde Spanien sin stabiliseringsplan i juni 1959. Planen, der var blevet til med hjælp fra IMF, havde to mål: At formindske efterspørgslen og kontrollere inflationen og samtidigt at liberalisere udenrigshandlen og fremme udenlandske investeringer. Det først mål søgtes opnået ved skattemæssige og pengepolitiske foranstaltninger og resultatet var i det første år øget deflation og afmatning, der førte til fald i befolkningens realindkomst og en stigning i arbejdsløsheden.  Kombinationen af lønsænkningerne og arbejdsløsheden var at ca. en halv million spanske arbejdere søgte til andre vesteuropæiske lande i søgen efter arbejde. Ikke desto mindre nåede planen sine mål og i slutningen af 1959 viste valutareserverne overskud. Udenlandske investeringer syvdobledes i perioden 1958 og1960 og antallet af udenlandske turister steg med ekspresfart. Denne udvikling indbragte sammen med overførsler fra spanske arbejdere i udlandet hårdt tiltrængt valuta.

Spaniens økonomiske struktur kom til mere og mere at ligne en økonomi baseret på det frie marked og landet oplevede den største periode i sin historie med industrialisering og velstand. Den økonomiske hjælp fra udlandet skete i form af særlige trækningsrettigheder fra IMF, store kreditter fra OEEC, fra amerikanske storbanker og USAs regering. Men det var spanske udlandsarbejderes – hvis antal i mellemtiden var steget til over en million - overførsler, der sammen med turismen var økonomiens virkelige drivkraft. Også den nystartede bilindustri og direkte, udenlandske investeringer hjalp godt til hovedsageligt fra USA (ca. halvdelen) men også fra især Schweiz, Tyskland og Frankrig. Men vigtigst var det, at de udenlandske investeringer gav Spanien adgang til moderne teknologi og således mulighed for at forny sit forældede og ineffektive produktionsapparat.

Den spanske stat agerede fødselshjælper for denne hurtige udvikling gennem massive statsinvesteringer, der foregik gennem Det nationale Industriinstitut og statsejede virksomheder som bilfabrikken SEAT i Barcelona og skibsværftet Bazán. Da spansk industri fortsat var beskyttet af toldmure og kvoter, var det disse store, statsejede virksomheder, der stod for landets industrialisering, hvilket betød at de traditionelle industriområder som Bilbao og Barcelona oplevede en genopblomstring og at der blev skabt nye industriområder hovedsageligt omkring Madrid.

Cataloniens økonomi blomstrer op

I Catalonien medførte udviklingen at mange multinationale selskaber indenfor metalvirksomhed og kemi slog sig, noget der faldt sammen med nedgangen i tekstilindustrien. Efterspørgslen på arbejdskraft til den catalanske industri steg og der opstod det ’røde bælte’ af arbejderkvarterer omkring Barcelona hovedsageligt befolket af den tæt mod ene million arbejdere, der kom tilrejsende fra andre dele af Spanien – en indvandring, der forandrede det catalanske samfund fra om ikke nationalt (catalansk) homogent så til i langt højere grad at være et blandingssamfund, især af andalusiske arbejdere, der udfyldte det store behov for arbejdskraft.

Grundene til den stærke, udenlandske investering i Catalonien skyldtes flere faktorer som lave lønninger, at fagforeninger var ikke-eksisterende og at de catalanske arbejdere var relativt specialiserede. Væksten understøttedes også af den delvise åbning af det catalanske og spanske marked og den kraftige vækst i turismen, der også fik sociale og politiske bivirkninger. Franco-regimet opgave sin økonomiske udsultning af Catalonien og gik over til aktivt at opmuntre til investeringer i området, noget der bl.a. førte til opbygningen af den petrokemiske industri i området omkring Tarragona syd for Barcelona. Hertil kom, at der opstod en stærk bygningsindustri.

De økonomiske bånd mellem Catalonien og resten af Spanien forstærkedes, fordi det udenlandske marked endnu kun spillede en beskeden rolle i den catalanske økonomi. Det medførte at Catalonien eksporterede næsten hele sin produktion til Spanien.

Perioden kaldes ’det spanske mirakel’ og medførte, at Spanien mellem 1959 og 1974 efter Japan havde verdens næsthøjeste vækst. Væksten fik imidlertid en brat ende med 70ernes olieprischok og den politiske ustabilitet som opstod i overgangsperioden mellem Franco-diktaturet og demokratiets genindførelse.

For Catalonien betød den første oliepriskrise i 1973 naturligvis også et chok og Franco-regimet tilbød hverken understøttelse eller anden hjælp til arbejdsløse eller arbejdsskadede.

De kommunistisk ledede Arbejderkommissioner, der arbejde på græsrodsniveau og som også havde infiltreret Franco-styrets korporative fagforeninger, Central Nacional de Sindicatos, opstod efter minearbejderstrejkerne i Asturien i begyndelsen af 1960erne. På grund af deres voksende styrke blev de erklæret illegale i 1966 og illegaliteten medførte et tilbageslag for fagforeningsaktiviteterne. På grund af deres ry for militans vandt Arbejderkommissionerne valgene til fagforeningerne i 1978. 

Kulturel og kirkelig modstand

På den kulturelle front var der i Catalonien ikke megen opblødning på trods af regimets modernisering af økonomien. Der blev slået hårdt ned på alt hvad regimet opfattede som catalansk nationalfølelse og selv konservative og katolske catalanere som Jordi Pujol – senere præsident for den catalanske regering i 1980 -  hvis aktiviteter indskrænkede sig til det rent kulturelle og sproglige og krav om større økonomisk frihed måtte i 1960 syv år i fængsel på opdigtede anklager.

Men tiderne var ved at vende og den stærkt stigende turisme eroderede Spaniens isolation. Mange fik øje på en verden uden diktatur, politibrutalitet og censur. Kun på det økonomiske område tolererede regimet kritik og det var derfor her venstrefløjen satte ind med sin kritik af, at moderniseringsteknokraternes tro på det private erhvervsliv overlod landets økonomi til et lille oligarki.

Udviklingen i den øvrige verden gik ikke henover hovedet på hverken Spanien eller Catalonien og med den stigende kontakt med omverdenen steg den kulturelle modstand også. I Catalonien opstod der musikgrupper som Els Setzes Jutges, der sang på catalansk og det blev med tiden til en hel bevægelse, Novo Cançó, ’den nye sang’. Men da en catalonier blev udvalgt til at synge for Spanien i Eurovisions-konkurrencen i 1968 og forlangte at synge på catalansk, blev han straks udskiftet.

Modstanden bredte sig også til den katolske kirke og fik nye kræfter efter pave Johannes XXIII blev valgt i 1958 og indkaldte til det andet Vatikan-koncil.  Pavens fordømmelse af politisk og økonomisk undertrykkelse af bl.a. nationale mindretal satte regimet i en kattepine, fordi en af dets hovedsøjler var nationalkatolicismen. Pavens og konciliets udtalelser gav det nationale, catalanske kleresi fornyede kræfter til at tage den catalonske sag op. Da abbeden af Montserrat i Catalonien, Aureli Escarré i 1963 i et interview i den franske avis Le Monde fremkom med den hidtil stærkeste fordømmelse af regimet, gik der chokbølger gennem Spanien. Abbeden fordømte regimet for under dække af den kristne tro at gå imod fundamentale, kristne principper.

Udviklingerne medførte en hidtil uset religiøs bevægelse i det ellers temmelig sekulære Catalonien og utallige former for samarbejde mellem kirken og civilsamfundet sprang op. Forældre sendte deres børn til katolske skoler og til kirkelige spejderorganisationer, hvor det nationale, catalanske budskab blev udbredt. Og Montserrats forlag trykte publikationer med hidtil uhørt indhold.

Politisk opbrud

Cataloniens illegale kommunistparti, Partit Socialista Unificat de Catalunya, PSUC stod for organisering af bred, politisk front, der samlede mange bevægelser, ikke mindst nabolagsforeningerne, Associacions de Veïns, der var aktive i de nedslidte arbejderkvarter for at forbedre forholdene, men samtidig var en samlende kraft i anti-Franco-bevægelsen. PSUCs tidsskrift, der udkom udelukkende på catalansk blev en vigtig platform for både venstrefløj og catalansk nationalisme og PSUC øvede væsentlig indflydelse på arbejdspladserne gennem Commissions Obreres, den catalanske pendant til de illegale spanske fagforeninger Comisiones Obreras. Studenterbevægelsen oplevede også et voldsomt opsving ikke mindst fordi 68-bevægelsen i resten af Europa naturligvis også bredte sig til Spanien og med maj-oprøret i Frankrig fik ikke-kommunistiske venstrefløjsstrømninger også indflydelse i Spanien.

De illegale fagforeninger deltog sammen med kirken for første gang i den catalanske nationaldag La Diada i september 1967, der havde stor tilstrømning af spansktalende arbejdere. Det, der havde bragt så forskellige grupperinger sammen, var spørgsmålet om integrationen af de spansktalende immigranter og det nationale spørgsmål, der var centreret omkring rettigheder for det catalanske sprog. På den måde blev den catalanske nationalbevægelse koblet sammen med modstanden mod Franco-styret og kampen for sociale rettigheder.

Modstanden i Catalonien mod styret blev samlet under paraplyorganisationen Assemblea de Catalunya, AC, der blev stiftet i 1971 og som kommunistpartiet havde taget initiativ til og som samlede både fagforeninger, politiske partier og andre samfundsmæssige organisationer.  AC blev den vigtigste, samlende faktor for regimemodstanden i Catalonien under kravene om demokratisk frihed, borgernes ret til politisk og økonomisk magt og Cataloniens ret til selvbestemmelse. Foreningens sidste store begivenhed var frihedsmarchen i 1976 året efter Francos død og den opløste sig selv, da dens mål var nået.

ETAs attentat på Francos udpegede efterfølger admiral Luis Carrero Blanco december 1973 udløste regimets sidste terrorgerninger i dets dødskamp, nemlig fuldbyrdelsen af en række dødsstraffe. Den 20. november 1975 døde Franco langt om længe og mens tusinder af falangister sørgede over hele Spanien, sprang champagnepropperne i Barcelona.

Overgangsperioden

Franco-styrets forhold til det bourbonske monarki havde hele tiden været tvetydigt: På den en side gik man ind for monarkiet, på den anden side undlod man at indsætte en konge som statsoverhoved i stedet for Franco. Francos død tvang imidlertid falangisterne til to dage efter Francos død at indsætte kong Juan Carlos som statsoverhoved, men Francos hårdhudede premierminister, Arias Navarro, fortsatte på posten med Manuel Fraga Iribarne som vicepremierminister og indenrigsminister. Grunden til at fortsætte med et Franco-ministerium var en velbegrundet frygt for et kup fra det der kaldtes ’Bunkeren’, de mange og magtfulde højere officerer og embedsmænd, der var trofaste tilhængere af det fascistiske diktatur. På trods af de stigende krav om demokratisering, klyngede regeringen sig til magten og slog hårdt ned på demonstrationer.

Også i Catalonien var der uro og strejker og de største catalanske partier dannede et fælles råd, for at forhandle med centralregeringen om en genoprettelse af de catalanske institutioner. Man tog også kontakt til præsidenten for Generalitat i eksil, Josep Taradellas. Mange venstrefløjsgrupperinger foretrak en brudstrategi med folkeafstemning om monarkiet, øjeblikkelig oprettelse af en provisorisk regering og indledning af retssager mod Francos kollaboratører.  

Under indtryk af den folkelige uro i landet udskiftede kongen premierminister Navarro med den mere moderate Adolfo Suárez og i december 1976 vedtoges ved en folkeafstemning en lov om politisk reform. Denne udvikling gjorde sammen med truslen fra Bunkeren, at man i Catalonien droppede de mest yderligtgående krav og slog ind på en mere moderat kurs mod demokratiet, der imidlertid som sideeffekt havde, at der aldrig kom et opgør med Francos folk, der nu kunne fortsætte i spansk politik under demokratisk dække.

Oliepriskriserne i midten af halvfjerdserne ramte Spanien hårdt fordi man var så afhængig af olieimporten. Produktiviteten faldt brat, lønningerne steg, og den afmatning, der også ramte Vesteuropa, betød at mange migrantarbejdere vendte hjem med det resultat, at strømmen af udenlandsk valuta tørrede ind. Samtidig fortsatte arbejdskraft fra de spanske landbrugsområder på trods af jobmanglen med at strømme til byerne. Resultatet var en brat stigning i arbejdsløsheden, i statens budgetunderskud og i udgifterne til arbejdsløshedsforsikringen.

Det første demokratiske valg

Ved de første demokratiske valg i juni 1977 vandt Suárez borgerlige Unión de Centro Democrático en overbevisende sejr med næsten halvdelen af pladserne i det spanske parlament, mens PSOE – det spanske socialdemokrati – blev det næststørste parti og partierne på fløjene herunder PCE, det spanske kommunistparti, fik meget beskedne resultater. Resultaterne i Catalonien afveg betydeligt fra disse resultater. Her blev PSOEs catalanske gren PSC det største parti tæt fulgt af PSUC, det catalanske kommunistparti og Jordi Pujols borgerligt-nationalistiske Convergència Democràtica de Catalunya (CDC), mens det traditionelle catalanske venstre-republikanske selvstændighedsparti ERC (Esquerra Republicana de Catalunya) fik forbavsende få stemmer.

Men selvom den catalanske lokalregering endnu ikke var oprettet blev nationaldagen, hvis indhold mere var venstreorienteret end nationalistisk, d.11.september en af de største demonstrationer i Europa siden 1945 med over en million deltagere under sloganet ”Frihed, amnesti og selvstyre”. Signalet blev opfanget i Madrid og d.29.september annulleredes den lov fra Franco-tiden, der havde opløst de catalanske institutioner og et provisorisk Generalitat blev oprettet. Samtidig gav centralregeringen amnesti til de, der havde kæmpet på republikkens side i borgerkrigen, men også til Francos bødler, der således aldrig blev bragt for retten.

Forfatningen af 1978

Indførelsen af en ny forfatning skete i 1978. Denne slog fast at Spanien er et konstitutionelt arvekongedømme med en demokratisk valgt ministerpræsident og der oprettedes et system af autonome fællesskaber med hver deres egen statut. Forfatningen fastslår, at spansk (castilliansk) er landets officielle sprog, som alle skal kunne og har ret til at bruge, mens andre, spanske sprog kan bruges i de autonome fællesskaber i overensstemmelse med deres autonomistatutter. Forfatningen fastslår også den centrale, spanske stats overhøjhed i sin skelnen mellem den spanske nation og mindretalsnationaliteterne. Endelig fastslås det, at Spaniens enhed er udelelig samtidig med, at forfatningen anerkender og garanterer retten til autonomi[2] for de nationaliteter, der udgør den spanske nation og den indbyrdes solidaritet mellem disse. Det er også værd at notere, at forfatningen udtrykkeligt forbyder forbund mellem de autonome fællesskaber. Catalanske nationalister hævder, at denne bestemmelse blev indsat i forfatningen for at forhindre, at de tre fællesskaber med catalansktalende befolkninger – Catalonien, Valencia og De baleariske Øer – skulle slutte sig sammen.

Autonome fællesskaber

Regionalt selvstyre går i Spanien under betegnelsen ’autonomt fællesskab’ (comunidad autonóma) og omfatter administrativt set et antal provinser, der slutter sig sammen. Hvem kan så oprette et regionalt selvstyre? Det kan en ’nationalitet’ eller en ’region’, men den spanske forfatning er temmelig uklar omkring begreberne ’nation’ og ’nationalitet’, mens det er ulovligt for en region eller nationalitet at erklære sig som nation. Uklarheden præger naturligvis også politikken, f.eks. gik den socialdemokratiske regering under Zapatero for at inddæmme nationalistiske krav ind for at Spanien var en ’nation af nationer’. Under alle omstændigheder består Spanien af autonome fællesskaber baseret på ’nationalitet’ (Baskerlandet, Catalonien, Valencia, De baleariske Øer, Galicien, Aragonien og De kanariske Øer) mens de resterende fællesskaber består af ’regioner’.

I praksis behøver det at erklære sig som ’nationalitet’ ikke umiddelbart at betyde så forfærdeligt meget. Graden af selvstyre bestemmes nemlig dels af, om den pågældende ’nationalitet’ havde selvstyrestatus før borgerkrigen (det fik Catalonien i 1932 og Baskerlandet i 1936) og af befolkningens ønsker. Man skal imidlertid ikke forveksle retten til regionalt selvstyre med retten til selvbestemmelse eller uafhængighed. Og for at gøre sagen endnu mere kompliceret gælder betegnelsen ’nationalitet’ kun det autonome fællesskab, ikke dette fællesskabs borgere, idet der kun findes et spansk borgerskab, ikke et regionalt. På den måde kan et autonomt fællesskabs borgere ikke påtvinges en lokal ’nationalitet’ og det står borgerne frit for at opfatte sig selv som tilhørende et hvilket som helst historisk, sprogligt eller kulturelt fællesskab. På det politiske plan betyder uklarhederne, at nationalister i Spanien ikke nødvendigvis er separatister, der kræver fuld uafhængighed, men sagtens kan være tilhængere af udvidet regionalt selvstyre.

Også på det vigtige område, som opkrævningen af skat udgør, er der store forskelle. F.eks. har både Baskerlandet og Navarra ret til egen skatteopkrævning, mens Catalonien ikke har det – formentlig fordi catalansk politik i tiden omkring den demokratiske forfatnings indførelse var domineret af de lokale socialdemokratiske og kommunistiske partier, for hvem solidaritet med resten af Spaniens arbejdere stod højt og fordi angsten for Bunkeren lurede i baggrunden. Skattespørgsmålet har sammen med spørgsmålet om det catalanske sprogs stilling været noget af det, der skabte flest gnidninger og har bidraget til ustabiliteten.

Den nye selvstændighedsstatut for Catalonien blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1979. Valgene til Generalitat samme år, der medførte at Pujol blev catalansk ministerpræsident, etablerede et topartisystem bestående af Pujols konservative Convergència i Unió (CiU) og det socialdemokratiske PSC, der i mange år skulle komme til at dominere catalansk politik. Med forfatningens og selvstyrestatuttens vedtagelse syntes det nu som om de vigtigste mål var nået, men den spanske økonomi skrantede med høj inflation og arbejdsløshed og med stigende vold fra ETAs side.

El Tejerazo

Det syntes som om demokratiet havde slået rod, men den 23.februar 1981 viste det sig, at angsten for Bunkeren ikke havde været uden hold i virkeligheden, for den dag stormede en afdeling Guardia Civil under anførsel af oberstløjtnant Tejero (deraf kuppets navn El Tejerazo) det spanske parlament midt under indsættelsesceremonien for ministerpræsident Suárez efterfølger. I Valencia rejste tredje militærdistrikt sig og tanks rullede i gaderne og i Catalonien stod tankdivisionen, der var kaserneret i Barcelonas udkant og den daværende falangistiske chef for det catalanske regionalpoliti, Mossos d’Esquadra, parat til at rykke ind i byen og arrestere Generalitats leder, Pujol, men heldigvis nægtede Cataloniens militærguvernør at slutte sig til kupforsøget. Da kongen også nægtede at slutte sig til kuppet var dets skæbne afgjort og næste dag overgav hovedgerningsmændene sig. Mange mener, at det var kongens resolutte optræden på demokratiets side og den hurtige oprettelse af en provisorisk regering med kongen i spidsen, der forhindrede kupforsøget i at brede sig.

Efterdønninger

Kupforsøget blev slået relativt let ned, men viste, at Franco-tidens ånd og politiske tankegods stadigvæk var i live og at faren fra Bunkeren ikke var drevet over. Kampen flyttedes nu over på indholdet af de autonome fællesskaber. Knap en måned efter det fejlslagne kup undertegnede nogle intellektuelle og embedsmænd et manifest, hvori det hævdedes, at det castillianske sprog i den nye selvstændighedsstatut var udsat for sproglig diskrimination. Modsvaret lod ikke vente længe på sig i form af et manifest og kæmpedemonstrationer, der forsvarede det catalanske sprog. Som vanligt i Catalonien blev et kulturelt spørgsmål meget hurtigt til et politisk spørgsmål.

Fagforeningerne anerkendes

I april 1977 anerkendtes fagforeningerne officielt. Der fulgte nu en periode med en række interne kampe i fagbevægelsen først og fremmest mellem de kommunistisk dominerede Comisiones Obreras og det socialdemokratiske UGT. Disse kampe reflekterede grundlæggende forskelle i opfattelsen af fagforeningernes rolle, men også den historiske arv. Arbejderkommissionerne stod for de arbejdsmetoder og holdninger, der var udviklet i illegaliteten og var bevægelsesorienteret, mens UGTs opfattelser og arbejde lå i forlængelse af den vesteuropæiske, socialdemokratiske tradition, der byggede på at kunne fungere legalt og på mere at være en institution end en bevægelse. Spaniens største fagforening i årene op til borgerkrigen, CNT, genopstod, men svækkedes af interne fraktionskampe og spiller i dag en beskeden rolle.

Første socialdemokratiske regering

Før det spanske parlamentsvalg i oktober 1982 opløstes UCD og i stedet blev Alianza Popular højrefløjens parti. Ved valget vandt PSOE det absolutte flertal i parlamentet og det så endeligt ud til at overgangen til demokrati var sikret. Men statsapparatet var ikke blevet reformeret og mange gamle Franco-folk fortsatte på vigtige poster.

PSOE dannede nu regering under ledelse af Felipe González og havde regeringsmagten indtil 1996. PSOE overtog et land med galoperende inflation på 16%, et kæmpe underskud overfor udlandet, stort offentligt forbrug og lavvande i valutareserverne. Fordi den socialdemokratiske regering havde absolut flertal i begge parlamentets kamre, kunne man gennemføre de hårdhændede reformer, man anså for nødvendige, herunder lukning af nogle af de store, underskudsgivende statsvirksomheder og forøget fleksibilitet på arbejdsmarkedet, dvs. forringelser af lønmodtagernes vilkår og sikkerhed. Med tiltagene formindskedes både budgetunderskuddet og inflationen og reallønnens vækst blev bremset.

En række faktorer medvirkede til forbedring i økonomien i 1980erne: Fald i oliepriserne, vækst i turismen og voldsom forøgelse af udenlandske investeringer, og ikke mindste en dramatisk vækst i den indenlandske efterspørgsel – det sidste medførte naturligvis en voldsom importvækst og forværrede på sigt balancen mellem eksport og import.

Også Catalonien oplevede en forbedret økonomi, ikke mindst landbruget, med specialisering og kvalitetsforbedringer af afgrøder og en voksende fødevareindustri hjulpet af tilskud fra EF. Industrien modtog store udenlandske investeringer, multinationale virksomheder slog sig ned og tilførte Catalonien ny teknologi og nye ledelsesformer. Catalonien var fortsat Spaniens vigtigste industriområde. Turismen voksede og det gjorde banksektoren også.

I 1986 trådte Spanien ind i NATO efter en folkeafstemning, hvor Catalonien, Baskerlandet, Navarra og De kanariske Øer stemte nej, mens de resterende autonome fællesskaber stemte ja (60% af de stemmeberettigede stemte, heraf 57% ja og 43% nej) – PSOE, der oprindeligt havde været imod NATO-medlemskab, vendte på en tallerken og opfordrede til et ja. Samme år trådte Spanien også ind i EF.

Catalonsk politik skifter retning

Mens spansk politik i tiden optil år 2000 var domineret af et de facto topartisystem bestående af PSOE og PP, var catalansk politik domineret af et topartisystem bestående af PSC og CiU med PSC på Barcelonas borgmesterpost i hele perioden.

CiU under Jordi Pujol havde regeringsmagten i hele perioden fra Generalitats genoprettelse til 2003. Pujols politiske kunst bestod i, at han var i stand til at transformere CiU fra at være et mere snævert baseret, borgerligt parti til en bred centrum-højre-koalition på catalansk, nationalt grundlag. Partiet gik ikke ind for catalansk uafhængighed, men for udvidet autonomi og respekt for catalansk egenart. Det opnåede man ved at støtte det parti, der nu engang var ved magten i Madrid, til gengæld for løfter om større magt og bedre finansiering af Generalitat. Denne politik vakte modstand fra mere radikale, catalanske kræfter. Samtidig arbejdede Pujol for at gøre Catalonien kendt i Europa og man oprettede kontorer, såkaldte ambassader, i flere europæiske storbyer, der skulle fremme handel og kultur. Pujols og CiUs politik havde bred støtte i den catalanske befolkning, der stemte CiU ved de catalanske lokalvalg, men PSOE ved de nationale valg.

Den anden hovedkraft i catalansk politik i denne periode var som sagt PSC, PSOEs catalanske søsterparti. PSCs base var en alliance mellem den spansktalende arbejderklasse i Catalonien og catalansk middelklasseintelligentsia. Partiets leder Pasqual Margall var Barcelonas borgmester helt frem til 1997 og det var under ham, at Barcelona afholdt de olympiske lege i 1992. PSC brugte behændigt legene til omfattende byggerier ikke bare på havnefronten og i andre centrale områder, men også i byens store forstadskvarterer, der rummede arbejderklassen og som var opført som lavkvalitetsbyggeri i Franco-tiden.

Efter Pujols afgang som leder af lokalregeringen var det Margall, der overtog posten i 2003. Landspolitisk fulgte PSC PSOEs linje, men opererede temmelig uafhængigt med hensyn til den førte politik i Catalonien og Barcelona. Under Margalls ledelse formåede Barcelonas bystyre at holde balancen mellem den kæmpestore tilstrømning af folk fra andre dele af Spanien op igennem 60erne og 70erne og de indfødte catalanere med erkendelsen af, at byens fremgang afhang af, at begge grupper følte sig imødekommet og inkluderet. PSCs catalanske nationalisme kan nok bedst karakteriseres som værende, at man opfattede en catalaner som en, der stod for en catalansk identitet, men ikke var nationalist. Denne holdning stod i modsætning til CiUs borgerlige og konservative nationalfølelse, som ofte indebar, at man så ned på den spansktalende arbejderklasse.

På det sproglige område var en af lokalregeringens hovedopgaver, at sørge for at udforme en sammenhængende sprogpolitik. Man ønskede at undgå en opsplitning af befolkningen i catalanske og spanske parallelsamfund og den deraf følgende fare for ghettodannelser og spændinger mellem ny- og gammelcatalanere. Som instrument til integrationen skulle alle lære at tale catalansk og lokalregeringen satte en omfattende kampagne i gang for at udbrede kendskabet til det catalanske sprog. Idealet var at alle i Catalonien skulle have lov til at udtrykke sig på deres eget sprog og omvendt forstå modpartens sprog uden at skulle kunne tale eller skrive begge sprog, den såkaldt passive tosprogethed. Den nye sprogpolitik blev nedfældet i loven om sproglig normalisering, der i 1983 blev enstemmigt vedtaget af alle partier i det catalanske parlament. Oprettelsen af offentligt drevne catalansksprogede fjernsynskanaler og radiostationer støttede denne udvikling. Kigger man på afgangsklassernes sprogegenskaber ser det ud til at sprogpolitikken har medvirket til at catalanske elever i gennemsnit sjovt nok opnår bedre resultater i castilliansk (spansk) end i andre områder af Spanien.

Modsætningen mellem PSCs inkluderende catalanske nationale identitet og opfattelse af, at Barcelona havde skabt Catalonien og ikke omvendt og CiUs hævdelse af, at der eksisterende en evig og uforanderlig catalansk identitet forankret i Cataloniens landområder og at Barcelona stod udenfor denne identitet var stærk. Resultatet af denne kamp mellem holdninger var, at Barcelona, der som få andre olympiske byer, havde udnyttet de olympiske lege til at blive en del af samlingen af kosmopolitiske, europæiske storbyer, noget som medlemskabet af EU naturligvis understøttede og lettede, kom til at adskille sig fra resten af Catalonien.

PP får atter magten og sender CiU ud i kulden

Ved valgene i 1993 mistede PSOE flertallet i det spanske parlaments to kamre og måtte indgå aftaler med de baskiske og catalanske nationalistpartier. PSOEs sidste regeringsperiode blev præget af korruptionsskandaler og ikke mindst oprulningen af en hemmelig, statslig organisation GAL, hvis likvideringspatruljer bestående af Guardia Civiles og politifolk stod bag drabene på en række ETA-medlemmer. Pujols støtte til Felipe Gonzálezs forsøg på at blokere undersøgelser af korruptionen og GAL sled imidlertid på CiU, der i de catalanske valg i 1995 mistede sit flertal i det catalanske parlament, ikke mindst fordi PP, der aldrig havde spillet nogen rolle i Catalonien begyndte at få støtte fra catalanske konservative. Under pres fra Pujol udskrev González i 1996 nyvalg, som PSOE tabte til PP under José Maria Aznar. Tro mod CiUs politiske taktik støttede Pujol nu Aznars regering, idet PP heller ikke havde opnået et klart flertal i parlamentet. 

Aznar-regeringen satte ind med voldsomme foranstaltninger for at få bragt Spaniens økonomi, der ligesom resten af Europa var inde i en afmatningsperiode, under kontrol og gøre landet parat til at indtræde i euroen. Et lønstop udløste en række strejker, men besparelser, skatteændringer og omfattende privatiseringer af offentligt ejede virksomheder og tjenester gjorde, at både spanske og catalanske borgerlige glædede sig.

Ved valgene i år 2000 vandt PP en klar sejr og havde ikke længere brug for CiU. PPs grundlæggende afvisning af, at Spanien rummede mere end et folk, kunne nu få frit spil. Man påbegyndte en serie angreb på den lokale sprog- og undervisningspolitik. Formålet var at recentralisere Spanien og svække de autonome fællesskaber. Denne udvikling understregedes af den udtalt anti-baskiske og anti-catalanske tone, der anvendtes af regeringen. Udtrykket estado de derecho, retsstaten, der i en spansk sammenhæng nærmest betyder at stå på forfatningens retsstatlige grundlag, brugtes konstant af regeringen med den underforståelse, at de nationale bevægelser i Baskerlandet og Catalonien ikke stod på dette grundlag. I Catalonien udeblev resultatet ikke - La Diada, nationaldagen d.11.september genvandt den popularitet, den havde mistet i tiden siden overgangen til og befæstigelsen af demokratiet.

De catalanske lokalvalg i 1999 førte til, at CiU og PSC stod lige, hvorefter Artur Mas afløste Pujol som leder af CiU, mens Pujol fortsatte som leder af Generalitat til 2003.

Spaniens indtræden i EF gav økonomien et vældigt boost, moderniserede industrien, åbnede markedet og gav anledning til en strøm af udenlandske investeringer. EFs fonde hældte store beløb i moderniseringen af Spanien og ny infrastruktur og vækst i BNP medvirkede til at mindske statsgælden. Lige siden optagelsen har Spanien været en drivende kraft i EF, senere EU og var ligeledes kraftig fortaler for indførelsen af euroen som man tiltrådte 1.januar 2002.

National egenart og skattepolitik

I Catalonien voksede utilfredsheden med den politik, som CiU under Pujol, havde ført og partiet tabte valgene i 2003. Det medførte at CiU mistede regeringsmagten til en koalition bestående af PSC, venstrerepublikanerne i ERC og et lille, grønt parti. PSCs Margall indtog derefter posten som leder af Generalitat.

Allerede året før var alle partier i det catalanske parlament undtagen PP blevet enige om, at selvstyrestatutten skulle revideres. Pujols holdning havde været, at hvis statutten fra 1979 blev implementeret uden restriktioner, kunne Catalonien finde sin plads i et demokratisk Spanien. Denne holdning deltes imidlertid ikke af den yngre generation i CiU, der ikke mente, at dette kunne ske og slet ikke så længe PP havde magten i Madrid.

PSC stod som hele tiden for den såkaldt asymmetriske føderalisme, der gav større magt til de catalanske og baskiske selvstyreregeringer ud fra den opfattelse, at i en flernational stat som Spanien, hvor castilliansk er hovedsproget, var det afgørende, at mindretalsnationaliteterne fik større kontrol med undervisnings-, kultur- og sprogpolitik, noget som hverken PSOE eller PP har forstået eller accepteret.

En anden anstødssten var skattepolitikken, hvor Catalonien siden 1600-tallets krige havde klaget over uforholdsmæssig hård beskatning. Denne belastning fortsatte under trediveårskrigen og Philip V, der under sin Nueva Planta-reform fjernede de catalanske institutioner og de senere enevældige konger og diktatorer. Beskatningen af den catalanske industri blev ikke brugt til reinvestering i f.eks. infrastrukturen, men forsvandt i den spanske statskasses bundløse dyb.

Også i moderne tid fortsatte denne ubalance, selvom man naturligvis skal være forsigtig med de tal, som både nationalister og centralregering bruger for at underbygge hver sine standpunkter. På den ene side er Catalonien blandt de rigeste regioner i Spanien og skal derfor bidrage til det samlede budget og på den anden side har Catalonien et behov for skatteindtægter, der skal finansiere en velfærdsstat og som derfor må stå i forhold til landets andel af det samlede befolkningstal. Man skal i den forbindelse ikke glemme, at spansk politik især i PP-regi stadigvæk har stærke elementer af klientilisme, der betyder at man ’køber’ stemmer ved at sørge for investeringer i ’venligtsindede’ regioner.

Netop skattespørgsmålet skabte også friktioner mellem det catalonske selvstyre og centralregeringen i 2003 og der blev derfor indledt en diskussion om dette emne, der ville kunne løses uden at skulle ændre selvstyrestatutten. Man blev enige om, at et skattesystem, som det, der eksisterer for Baskerlandet og Navarra, hvor selvstyreregeringerne opkræver skatterne og sender en aftalt del af disse til centralregeringen, kunne løse problemerne.

Ny selvstyrestatut

Med indgåelse i 2003 af en aftale om en catalansk-national og venstrefløjsregering - Tinell-pagten - mellem partierne i den trepartikoalition, der afløste CiU-regeringen, påbegyndtes processen i det catalonske parlament med at ændre selvstyrestatutten af 1979 og denne vedtoges i 2005. Den gamle status havde eksisteret i tredive år og var blevet til i en atmosfære frygt for Bunkeren og det francoistiske apparat, der stadigvæk stod stærkt.

I udkastet til en ny statut ændredes definitionen af Catalonien fra ’nationalitet’ (det er den spanske forfatnings betegnelse) til ’nation’, catalansk skulle ikke længere blot være et sprog på lige fod med castilliansk, men skulle være obligatorisk og Generalitat skulle være øverste instans hvad angik borgerlig lov, kultur, uddannelse, sprog og regeringssystem og endelig skulle der oprettes en catalonsk højesteret. Skatteproblemet søgtes løst ved oprettelse af et lokalt finansministerium med skatteopkrævning. Centralmagtens budgetmæssige forfordeling skulle modvirkes af en garanti for, at fremtidige investeringer i Catalonien fra centralt hold skulle svare til landets befolkningsandel af Spaniens samlede befolkning.

Under en PP-regering ville forslaget til ny selvstyrestatut ikke have haft en snebolds chance i helvede, men PP-regeringen var i 2004 blevet afløst af en PSOE-regering.

Samme dag, som forslaget til ny status blev forelagt Madrid-parlamentet, indklagede PP statutten for forfatningsdomstolen, der imidlertid afviste klagen, fordi forslaget endnu ikke var blevet til lov. Efter en heftig mødeaktivitet blev over halvdelen af statuttens paragraffer ændret og kunne i denne udvandede form forelægges kongressen til debat. Det udløste en voldsom kampagne mod statutten med kraftige anti-catalanske overtoner i de spanske medier og en modstand, der strakte sig fra PP over den katolske kirke til fagforeningerne. Der blev opfordret til boykot af catalanske varer og afholdt massive demonstrationer.

PSOEs holdning var klar, man ønskede et mere føderalt Spanien end den centralistiske stat, der med enkelte undtagelser i flere hundrede år havde præget Spanien. Da den nye selvstyrestatut for Catalonien kom til afstemning i kongressen blev den vedtaget med PSOEs, CiUs og de fleste andre partiers stemmer, mens PP og ERC stemte imod, men af vidt forskellige grunde. ERCs modstand var begrundet i utilfredshed med statuttens udvandede form og udløste en krise i den catalonske regeringskoalition, hvor ERC blev smidt ud af regeringen. I Catalonien blev statutten derefter i august 2006 vedtaget ved en folkeafstemning med svag deltagelse.

Efter vedtagelsen af den nye statut fortsatte forfatningsdomstolen behandlingen af PP og andres[3] klager og var i juni 2010 klar med en kendelse. Under henvisning til forfatningens bestemmelse om den spanske nations uopløselige enhed blev det ganske vist tilladt at opretholde udtrykket ’nation’ i statuttens forord, men det tilkendtes ingen juridisk gyldighed med hensyn til Cataloniens status. Det catalanske sprog måtte heller ikke være det foretrukne i forvaltningen eller undervisningen i det obligatorisk. En hel række paragraffer blev dømt som enten værende i strid med forfatningen eller af domstolen udstyret med dens egne fortolkninger. At ændringer i beskatningssystemet også blev dømt forfatningsstridige eller fortolket på en restriktiv måde kan i denne sammenhæng ikke overraske.  

Uafhængighedsbevægelsen får nyt liv

Indholdet i det oprindelige forslag til ny statut som vedtaget af det catalonske parlament opfattedes af mange i Catalonien som fornuftig og moderat og ville have imødekommet et udbredt ønske om mere selvstyre, men indenfor den spanske stat. Men den efterfølgende proces i det spanske parlament og ved forfatningsdomstolen opfattedes som et stort benspænd og kæmpe ydmygelse, som vakte mindelser om Franco-tidens forfølgelser af ’forræder’-provinserne Baskerlandet og Catalonien – man kunne åbenbart ikke komme videre indenfor Spanien. Der er derfor ringe tvivl om, at processen omkring den nye statut gav nyt liv til den strømning i catalansk nationalisme, der ønskede uafhængighed af Spanien. Igen var modsvaret kæmpe demonstrationer i Catalonien, hvor over en million deltog 10. juli 2010 i Barcelona.

Forfatningsdomstolens kendelser blev som sagt et vendepunkt i catalansk nationalisme, hvor tilslutningen til fuld selvstændighed ikke efter demokratiets genindførelse havde haft særlig megen støtte undtagen hos ERC. Eftersom man havde bange anelser om udfaldet af forfatningsdomstolens kendelse var flere kommuner i Catalonien begyndt at holde uformelle afstemninger om selvstændighed og ved begyndelsen af 2011 regner man med, at over 500 kommuner havde gennemført sådanne afstemninger, der naturligvis straks af centralregeringen var dømt ulovlige. Spændingerne voksede, da busser fulde af skinheads og Franco-tilhængere begyndte at ankomme til catalanske småbyer for at marchere gennem disse.

Finanskrisen

Spanien blev i lighed med andre sydeuropæiske lande meget hårdt ramt, da finanskrisen i 2008 kom væltende. Boomet i Spanien var i høj grad baseret på en bygeboble, der nu brast og trak bankerne med sig i faldet, fordi de sad med bjerge af dårlige lån, der ikke kunne tilbagebetales. Dermed stoppede långivningen og den spanske økonomi gik ind i en recession:  Statens indtægter faldt drastisk samtidig med at statsgælden voksede – ved verdenshistoriens største legale røveri lykkedes det de herskende klasser over hele kloden at konvertere bankernes private gæld til statsgæld og spænde staterne for en voldsom nedskæringspolitik (austerity), der accelererede den demontering af velfærdsstaten og undergravelse af fagforeningerne, som allerede i neoliberalt regi længe havde været i gang. I 2012 var arbejdsløsheden nået op på 25% i gennemsnit, men lå på omkring 50% for unge mennesker. Samme år måtte den spanske regering bede eurozonens regeringer om økonomisk hjælp for at redde landets banksystem.

I maj 2011 startede en landsomfattende protest mod krisen. De protesterende fik navnet De Indignerede (spansk Indignados, catalansk Indignats) eller 15.maj-bevægelsen. Bevægelsen fik meget hurtigt vind i sejlene og tag i meget brede samfundsgrupper, især blandt unge og de mange, der levede på kanten af tilværelsen på grund af den meget høje ungdomsarbejdsløshed. Som så mange andre bevægelser blev den kortlivet, men efterlod alligevel en oplevelse af at man kunne få noget ud af at organisere sig og i Catalonien vakte den minderne om den hedengangne bevægelse af nabolagssammenslutninger til live. Det var også i Barcelona, bevægelsen af de gældsramte startede og som bredte sig til hele Spanien. Bevægelsen fik stoppet mange udsættelser af folk, der ikke kunne betale afdragene på deres boliger.

Catalansk nationalbevægelse på fremmarch

Ved valgene til det spanske parlament i 2011 vandt PP en overvældende sejr og landets nuværende ministerpræsident Mariano Rajoy kom til magten. Igen så man en stemmeafgivelse, der afspejlede landets sammensathed: Hele landet undtagen Catalonien, Baskerlandet og Andalusien stemte PP. Nu startede ydmygelserne og fornærmelserne igen og det samme gjorde modsvarene. Byråd i Catalonien oprettede en sammenslutning af byråd for uafhængighed og i 2012 oprettedes den ene af de to[4] store uafhængighedssammenslutninger Assemblea Nacional Catalana, ANC. Da den catalanske ministerpræsident, Artur Mas bad Madrid om midler fra den spanske likviditetsfond, lød der et brøl fra PP. Ikke desto mindre kunne man med centralregeringens egne tal konstatere, at Catalonien var det autonome fællesskab med de højeste skatter som fik mindst tilbage og færrest investeringer. Der fremkom også beregninger, der havde til hensigt at påvise, at Catalonien ville være økonomisk bæredygtig som uafhængig stat.

La Diada 2012 blev en voldsom manifestation af catalonsk nationalbevægelse, hvor et sted mellem 1,2 og 1,5 millioner demonstrerede under sloganet Catalunya, nou estat d’Europa, Catalonien – Europas nye stat. Mærkeligt nok havde Mas holdt sig væk fra La Diada, men et par dage efter rejste han til Madrid for at mødes med Rajoy. Mas kom tomhændet tilbage – Rajoy havde været fuldstændig stejl og havde ikke givet den mindste indrømmelse på nogen punkter, selvom den almindelige opfattelse var, at blot en smule indrømmelser på skattepolitikken ville have dæmpet gemytterne ganske betragteligt. I stedet eskalerede konflikten nu. I september erklærede det catalonske parlament, at der var behov for, at det catalonske folk kunne bestemme sin fremtid og opfordrede den catalanske regering til at udskrive en folkeafstemning efter et nyvalg. Disse valg blev så udskrevet i utide til november 2012.

Valgkampen kom hurtigt til at handle om udskrivningen af folkeafstemningen med CiU, ERC og den nye venstreorienterede og nationalistiske græsrodsbevægelse Candidatura d’Unitat Popular, CUP – med betydelig indflydelse blandt unge, utilfredse og antikapitalistiske vælgere – for, mens PP og Ciutatans var voldsomt imod og PSC holdt sig neutral. For CiU blev valgresultatet en stor skuffelse, men meget fint for de andre partier, der gik ind for en folkeafstemning med en balance på 87 ud af parlamentets 135 pladser. PP og Ciutatans fik tilsammen 28 og PSC 20 pladser. Alligevel kunne Mas fortsætte som leder af den catalanske regering fordi man indgik en aftale med ERC om parlamentarisk støtte mod afholdelse af en folkeafstemning om uafhængighed inden en given frist.

Ciutatans (spansk Ciudadanos) (Cs) var et nyt parti opstået i Catalonien. Partiet opfattede sig selv som et moderne centrum-venstre-parti, men er reelt et centrum-højre-parti. Det opstod som en borgerlig reaktion på den udbredte korruption i det catalanske partisystem.  Cs begyndte at organisere sig selv i resten af Spanien i 2013 og opnåede pæne resultater (ca. 14%) ved valgene til parlamentet i 2015 og 2016.

I januar 2013 vedtog det catalonske parlament en erklæring om suverænitet og det catalonske folks ret til at bestemme sin egen skæbne. Erklæringen blev kendt forfatningsstridig af forfatningsdomstolen i maj. Kendelsen gav startskuddet til PPs retsstatskampagne, hvor alle argumenter forenkles til indholdet af forfatningen af 1978 og antager en grad af hellighed og uforanderlighed, der kun overgås af de ti bud. Og så længe forfatningens artikel 1 og 2 består, kan man hænge sin hat på dem[5]. Noget der føres så langt ud i sit ekstrem, at man end ikke kan sætte spørgsmål ved disse paragraffer uden at udsætte sig for mistanke om illoyalitet.

Alligevel er forfatningen blevet ændret af PP og PSOE i 1992 og senest i 2011, hvor paragraf 135 stod i vejen for at EUs budgetkrav kunne indskrives. For naturligvis kan forfatningen ændres, hvis der er et ønske om og en vilje til det.

I 2014 viste 15.maj-bevægelsens (De Indignerede) vigtigste resultatet sig, nemlig oprettelsen af et parti af ny type, Podemos, der hurtigt vandt fodfæste over hele Spanien især blandt unge arbejdsløse og intellektuelle, men også traditionelle grupper, der lede og kede af den omsiggribende korruption i partisystemet. Partiet brugte moderne kommunikationsmidler og tiltrak med sin flade og løse struktur helt nye grupper, der ikke før havde været politisk aktive ikke mindst takket være sin karismatiske frontfigur Pablo Iglesias. Medvirkende til succesen var også, at partiet ikke anerkendte den traditionelle højre-venstre-akse i politik, men opererede med en kaste-elite-akse, der ikke var klasseorienteret, men lå nærmere en populistisk fortolkning af ’folket’ i lighed med den senere Occupy-bevægelses 1% mod de 99%. Under alle omstændigheder betød Podemos og Ciudadanos fremkomst, at det spanske, politiske landskab, der siden demokratiets genindførelse havde hvilet på et topartisystem bestående af PP og PSOE, blev sprængt i stumper og stykker.

Den første folkeafstemning 2015

Centralregeringens afvisning af at diskutere noget som helst fremkaldte selvfølgelig en tilsvarende holdning i den catalonske nationalbevægelse, noget der bl.a. kom til udtryk i den stærkt voksende deltagelse i den catalanske nationaldag. Og i december 2013 blev 9. november 2014 fastsat som dagen for den lovede folkeafstemning. Vælgerne skulle svare på to spørgsmål: ” Ønsker De, at Catalonien bliver en stat?” og ”Hvis ja, ønsker De, at denne stat skal være selvstændig?”. Det var naturligvis med vilje, at der var næsten et år mellem proklamationen og afstemningen – dels ville det give mulighed for forhandlinger med centralregeringen og dels gav afstemningstemaernes udformning mulighed for alle partier for at føre valgkamp på deres egne præmisser: Fastholdelse af status quo, forfatningsændringer i retning af mere selvstyre eller selvstændighed. Men næsten omgående afviste centralregeringen folkeafstemningen som illegal og al diskussion om emnet.

For at undgå konfrontationen indbragte CiU, ERC og De Grønne en anmodning for det spanske parlament om at få lov til at afholde en ikke-bindende konsultation om catalonsk uafhængighed, men anmodningen blev afvist med stort flertal. Den centrale stejlhed voksede og La Diada 11. september 2014 samlede næsten 1,8 millioner deltagere. En uge efter vedtog det catalonske parlament loven om en folkelig konsultation, der ikke var en folkeafstemning. Allerede inden lovens tekst var offentliggjort, havde centralregeringen slået fast, at forfatningsdomstolen ville erklære konsultationen ulovlig. Alligevel underskrev Artur Mas lørdag d.27. september et dekret om, at konsultationen skulle finde sted 9. november. Det spanske statsråd samledes om søndagen og allerede om mandagen suspenderede forfatningsdomstolen den catalonske lov indtil domstolen kunne afsige en kendelse. Det betød, at valgkampen også måtte standsede og at alle offentligt ansatte og folkevalgte kunne bringes for retten for civil ulydighed, skulle de på nogen måde have forbrudt sig mod domstolens kendelse.

Der opstod nu en splittelse mellem de partier, der gik ind for retten til selv at bestemme, fordi Mas 14. oktober fremsatte en plan om at afstemningen d.9. november hverken ville være en folkeafstemning, en ikke-bindende konsultation, men en begivenhed med borgerdeltagelse. Det gjorde han for at undgå, at Generalitat ville kunne bringes for retten, hvis man brugte borgernes identitetskort til at identificere dem, når der skulle udleveres valgkort. De valgtilforordnede skulle heller ikke være offentligt ansatte, men frivillige. Men afstemningsstederne skulle være i Generalitats bygninger.

På trods af forfatningsdomstolens suspension afholdtes afstemningen alligevel, men selvom der var 81% stemmer for uafhængighed, var det kun 42% af de valgberettigede, der stemte. Resultatet kunne kun forstås som, at et flertal var imod uafhængighed og imod afstemningen, men det viste også, at Cataloniens indbyggere stort set var splittet i to dele. Der blev derpå rejst sigtelser mod Mas og andre for foragt for retten.

CiU, der egentlig var en koalition af to partier, splittedes i juni 2015 på grund af uenigheder om uafhængighedsprocessen. Den del af CiU som Mas ledte, Convergència Democràtica de Catalunya (CDC), sluttede sig nu sammen med ERC i koalitionen Junts pel Sí, (JxS) ”Sammen for et ja”, som åbent erklærede, at man ville udråbe Catalonien som selvstændig stat, hvis man vandt valget i september.

JxS og CUP fik ved valget ganske vist flertal i det catalanske parlament, men opnåede kun 48% af stemmerne.  Med dette flertal i ryggen kunne man i november 2015 vedtage at starte processen henimod uafhængighed. Igen advarede centralregeringen om, at staten ville tage alle til rådighed stående juridiske og politiske midler, som forfatningen tillader, i brug for at forsvare det spanske folks suverænitet.

I januar 2016 afløste Carles Puigdemont Mas som ministerpræsident i Catalonien, men undlod, da han aflagde ed, troskabseden til kongen og den spanske forfatning.

I næsten hele sin magtperiode havde CiU og dets leder Pujol i lighed med de fleste spanske partier været plaget af korruptionsskandaler, der især udfoldedes ved tildeling af kontrakter med leverancer til det offentlige i form af returkommission, der gik i partiernes kasser og politikernes lommer. For at ryste det dårlige ry af sig besluttede CiU at nedlægge sig selv ved en kongres i juli 2016 blot for at genopstå samme dag som Partit Demòcrata Europeu Català (PDeCat).

Den anden folkeafstemning 2017

Sent i september 2016 besluttes det med eller uden tilslutning fra landets centrale organer at afholde en bindendende folkeafstemning om catalonske uafhængighed i slutningen af 2017. Og i juni 2017 fastsættes datoen til 1.oktober og at spørgsmålet på stemmesedlerne vil blive: ”Ønsker De, at Catalonien bliver en uafhængig stat i form af en republik?”. Den spanske regerings svar faldt prompte: Afstemningen er ulovlig. D.6.september vedtager det catalonske parlament en lov, der, hvis folkeafstemningen giver et ja til uafhængighed, vil oprette en uafhængig republik. Oppositionen udvandrer bl.a. fordi loven hastes igennem og ikke sætter et minimum for valgdeltagelsen. Dagen efter vedtager parlamentet en lov om overgangen til selvstændighed og oppositionen udvandrer atter. Samme dag suspenderer forfatningsdomstolen loven af 6.september og erklærer loven for ugyldig d.17oktober. Det skal bemærkes, at den catalonske selvstyrestatut kræver to tredjedeles flertal ved ændringer af Cataloniens status.

I dagene op til folkeafstemningen trækker centralregeringen store politistyrker – Guardia Civil og det nationale politi – til Catalonien for fysisk at kunne forhindre afstemningen 1. oktober - man stoler ikke på det catalonske lokalpoliti, der for en sikkerheds skyld bliver underlagt national kommando. Der blev gennemført razziaer i flere selvstyreministerier og -institutioner, beslaglagt stemmeurner og stemmesedler, lukket websider og og folk, der bemandede valgstederne blev truet med enorme bøder. Imens voksede demonstrationerne og en del valgorganisatorer blev anholdt. På trods af spændingen var der ingen voldelige episoder værd at nævne.

På trods af det enorme politiopbud lykkedes det at gennemføre afstemningen idet urner og stemmesedler på forhånd var smuglet ind via Frankrig og gemt rundt omkring. Det spanske politi gik til angreb på forskellige valgsteder og der var en hel del lettere sårede, mens en person mistede et øje da politiet skød med gummikugler, noget der i flere år havde været forbudt i Catalonien. Imidlertid blev resultatet af denne anden folkeafstemning nogenlunde den samme som ved den første, nemlig omkring 90% for, men med en valgdeltagelse på kun 43%: Frem og tilbage er lige langt.

I sommeren 2017 havde det catalanske meningsmålingsinstitut lavet en undersøgelse, der viste, at der var en ret høj omvendt sammenhæng mellem indkomst og ønsket uafhængighed, dvs. jo lavere indkomst, jo mindre ønske om uafhængighed. I klassetermer vil det sige, at den catalanske arbejderklasse, der først og fremmest er koncentreret i og omkring Barcelona og Tarragona i udpræget grad var imod uafhængighed. Dette er ikke så overraskende, når man tager i betragtning at de borgerlige regeringer, hvis man ser bort fra det nationale spørgsmål, under CiU havde samme politiske dagsorden som PP havde på landsplan og også i Catalonien i kølvandet på finanskrisen havde gennemført en hård nedskæringspolitik. En anden vigtig faktor er, at den catalonske arbejderklasse i høj grad er spansksproget. Venstrefløjen formåede ikke at gøre det sociale spørgsmål til et omdrejningspunkt, hvilket resulterede i at flagsvingeriet ganske kom til at overskygge klassekampen selvom både Podemos og Barcelonas borgmester søgte at sætte det på dagsordenen.

Paragraf 155, Catalonien under direkte styre

27.oktober vedtog det catalonske parlament så ved en hemmelig afstemning en ensidig uafhængighedserklæring med stemmerne 70-10 ud af 135 idet oppositionen efter heftige meningsudvekslinger var udvandret fordi den nægtede at deltage i en afstemning som forfatningsdomstolen havde erklæret ulovlig. Catalonien blev straks efter efter forfatningens paragraf 155 sat under administration af centralregeringen med PSOEs støtte. Det catalanske parlament blev opløst og flere parlamentsmedlemmer, herunder formanden for parlamentet og lederen af ERC blev fængslet sigtet for oprørsforsøg og forsøg på løsrivelse, mens ministerpræsident Puigdemont flygtede til Bruxelles sammen med andre tidligere regeringsmedlemmer.

Valget 21.december 2017

Centralregeringen udskrev nyvalg i Catalonien til afholdelse d.21.december 2017 og ved dette valg blev som noget helt nyt borgerligt, ikke-nationalistisk parti, Ciutatans (i Spanien Ciudadanos), det største parti med 25% af stemmerne. Alligevel fik selvstændighedspartierne med Junts per Catalunya (JxCat) – en politisk platform omkring Puigdemont – i spidsen endnu engang flertal i parlamentet og skal dermed danne regering. Endnu engang var der nærmest dødt løb. De partier, der havde støttet indførelsen af direkte styre fik 43,5% af de afgivne stemmer, mens de partier, der ikke havde uafhængighed på programmet fik 52,5% - Podemos og Catcomu fik nemlig 7,5%, men disse venstrefløjspartier ønsker ikke under nogen omstændigheder at samarbejde med Ciutatans og går ind for en folkeafstemning indenfor forfatningens rammer og er imod suspension af selvstyret.

Valget har aktualiseret den kamp om magten, der hele tiden har foregået indenfor separatistbevægelsen, mellem Puigdemonts JxC og Oriol Junqueras ERC, hvor de to partier hvad angår antal pladser i parlamentet står næsten lige. Kampen står mellem hvem der kan være mest radikal og det betyder at ingen vil være den første til at træde på bremsen. Resultatet var det cirkus man oplevede mellem afstemningen d.1.oktober og uafhængighedserklæringen d. 27.oktober. Mange havde forventet at Puigdemont havde udskrevet valg d.26.oktober[6], men den interne logik i selvstændighedsblokken tvang ham til en uafhængighedserklæring, som alligevel ikke viste sig at være bindende til stor forvirring og vrede for tilhængerne af selvstændighed og latterliggørelse fra modstanderne. Kendsgerningen var imidlertid at selvstændighedsfløjen intet kunne stille op mod centralregeringens anvendelse af paragraf 155, den støtte fra EU og andre europæiske lande som man havde satset på udeblev totalt, det samme gjaldt støtten fra catalansk erhvervsliv, hvor centralregeringen havde held med til at skræmme mange større firmaer til at forlægge deres hovedkontorer til andre egne af Spanien. Skal selvstændighedsbevægelsen videre er man nødt til at sadle om og satse på en forhandlingslinje, hvor man satser på forandringer af forfatningen og gradvise ændringer af selvstyrestatutten.

Hvor fik Ciutatans (Cs) så sine mange stemmer fra? På grund af sin stærke modstand mod selvstændighed tiltrak partiet mange borgerlige vælgere og vælgere der ikke før havde stemt. Partiet stod stærkest i Barcelona og i byens opland som i industribyen Tarragona, men også i de to andre større byer, Lleída og Girona, der er JxCs stærkeste bastion. Ser man på Barcelona blev Cs størst i både de rigeste og fattigste kvarterer i byen. Det samme skete i Stor-Barcelona, hvor arbejderklassen bor, dvs. de spansktalende immigranter fra andre dele af Spanien og deres børn, der ikke går ind for catalonsk selvstændighed.  Denne vælgergruppe stemmer ikke på den traditionelle højrefløj, men gerne på Cs, der fremstår som ukorrupt og med en politik efter retningslinjen ’stop al den snak og selvstændighed og løs folks reelle og sociale problemer’. Der er ingen tvivl om at mange i arbejderklassen har følt sig ekskluderet af de sidste fem års stigende polarisering og en regering, der tilsyneladende har brugt alle kræfter på at fremme selvstændighedssagen.

Catalunya en Comú (Catcomu), Ada Colaus parti, førte valgkamp på et grundlag, der kritiserede centralregeringens brug af paragraf 155 og samtidig den ensidige vej til uafhængighed og som fokuserede på de sociale problemer, der i Catalonien er mindst lige så store som i resten af Spanien, ikke mindst på grund af de hårde nedskæringer, som CiU/PDeCat-regeringerne har gennemført, men som er druknet i flagsvingeriet. Men hvor Ada Colau som partiets kandidat vandt borgmesterposten i maj 2015 og sammen med Podem (Podemos autonome, catalanske afdeling) ved valgene i 2015 og 2016 fik de bedste resultater i de fattigere distrikter, foretrak man der ved det sidste valg at stemme for Cs på grund af dets modstand mod uafhængigheden.

Cs overvældende resultat udnyttes nu til at sætte PP kniven på struben i landspolitik, hvor der allerede nu sker en sivning ikke alene af vælgere i meningsmålingerne, men også af PP-rådmænd og lokalpolitikere. De seneste meningsmålinger viser, at var der valg i dag i Spanien ville Cs blive det største part fulgt af PP, PSOE g Podemos i den rækkefølge.

Det overordnede resultat af Spaniens værste politiske krise siden demokratiets genindførelse har i Catalonien været en enorm polarisering af det catalanske samfund, hvor befolkningen i landområderne, hvor der tales catalansk, er for en eller anden grad af uafhængighed, mens de store byer enten er imod eller går ind for udvidet selvstyre i et føderalt Spanien[7].  Polariseringen omkring det nationale spørgsmål har i hvert fald for en tid skubbet løsningen af Cataloniens store, sociale spørgsmål som den store ulighed og det usikre arbejdsmarked i baggrunden og svækket venstrefløjen.

Også i Spanien som helhed har den catalonske krise væltet det politiske landskab. Først og fremmest har det svækket et PP, der i forvejen er alvorligt svækket af omfattende korruptionsskandaler, der rækker helt op i toppen af partiet og styrket Cs. PSOE vakler fordi man er udmattet af interne magtkampe. Under alle omstændigheder er man på et snarligt tidspunkt nødt til at tage forfatningen af 1978 op til revision. Dønningerne fra de catalonske krav om en ny statut er nemlig også nået Baskerlandet, hvis selvstyreregering nu også ønsker en ny selvstyrestatut, hvor retten til at bestemme egen skæbne er indskrevet, men indenfor forfatningens rammer. Højrefløjen er alt i alt styrket og storspansk centralisme og chauvinisme har fået en saltvandsindsprøjtning, med højlydte krav langt ind i regeringspartiet om at stramme tøjlerne overfor de autonome fællesskaber. Det vil derfor kræve en kraftanstrengelse fra den samlede venstrefløj atter at få sat de centrale spørgsmål om ulighed og velfærdsstatens erosion på dagsordenen samtidig med at man imødekommer de nationale mindretals ønsker om udvidet selvstyre.

Kilder, inspirationer mv.

Juan-Ramón Capella: Cómo se llegó a la Constitución de 1978, 23. januar 2018

Vincenç Navarro: El mayor problema que tiene hoy Catalunya del cual no se habla: la crisis social, 30. juni 2017

Sebastiaan Faber, Béquer Seguín: Spain’s Conflict Over Catalonia is Covering Up massive Political Corruption, 24. November 2017

Jorge Tamames: The Roots of Rage, 18. november 2017

History of the Basques

Movimiento obrero español

Història econòmica de Catalunya

Segle XX a Catalunya

Catalanisme

History of Catalonia

History of Spain

Economic History of Spain

Simon Harris: Catalonia Is Not Spain – A Historical Perspective, 2014

Paul Preston: Franco – den store bedrager, 2012

Paul Preston: The Spanish Holocaust – Inquisition and Extermination in Twentieth-Century Spain, 2013

Paul Preston: The Spanish Civil War – Reaction, Revolution and Revenge, 2006

El Páis, spansk avis, spansk og catalansk udgave

InfoLibre, spansk netmedie

El Publico, spansk avis


[1] Det anslås, at antallet af omkomne pga. henrettelser eller sult og sygdom i fængslerne bare mellem 1939 og 1943 lå på 200.000 (se Gabriel Jackson: ”The Spanish Republic and the Civil War, 1931-1939”, Princeton University Press, 1967, Princeton og Paul Preston: ”The Spanish Holocaust – Inquisition and Extermination in Twentieth-Century Spain”, HarperPress, 2012 ).  Manuel Altazano skriver i dagbladet El País, at mindst 90.000 personer blev henrettet af ideologiske grunde i løbet af borgerkrigen og tiden der fulgte.

[2] Autonomi skal efter forfatterens mening her forstås som retten til regionalt selvstyre, ikke løsrivelse eller selvstændighed.

[3] Det var ikke alene PP der klagede. Også den spanske ombudsmand og en række autonome fællesskaber havde indbragt egne klager for domstolen. Det var naturligvis først og fremmest brugen af udtrykket ’nation’, der vakte PPs vrede, men også brugen af det catalanske sprog og udvidelsen af det catalanske selvstyres områder til også at omfatte kultur og undervisning.

[4] Den anden er Òmnium. Begge organisationers ledere blev efter folkeafstemningen 1.oktober 2017 fængslet på anklager om forsøg på oprør og løsrivelse fra Spanien.

[5] Artikel 1 slår fast, at den nationale suverænitet ligger hos det spanske folk og artikel 2 fastslår den spanske nations uopløselige enhed.

[6] Der går vedholdende rygter om, at det baskiske selvstyres leder, der optrådte som diskret mellemmand mellem den catalonske regering og centralregeringen skulle have opnået et mundtligt løfte fra Rajoy om at et valg kunne afværge truslen om anvendelse af paragraf 155, men at Puigdemont kom til at vente forgæves på den afgørende opringning fra Rajoy.

 

[7] Der nu røster fremme – halvt for sjov, halvt for alvor – om at løsrive Barcelona og Tarragona fra Catalonien som et nyt, autonomt fællesskab under navnet Tabarnia.