Italien og Europa ved en ny skillevej
Af Gert Sørensen

Offentliggjort: 15. februar 2018

Valgresultaterne sidste år i Holland, Frankrig og Tyskland udlægges gerne som en i hvert fald foreløbig inddæmning af de højrepopulistiske bevægelser. Nu er der så valg i Italien, her d. 4. marts, og spøgelserne, der længe har hærget Europa, vender tilbage med fornyet styrke.

Det kunne være en anledning til at fremhæve, at fordi Front National og Alternative für Deutschland ikke fik den fremgang, de selv havde forventet og andre frygtet, er betingelserne for deres vækst ikke dermed fjernet. Medtænker man tilbageslaget i Østeuropa, i Polen og Ungarn, ville en sådan konklusion være stærkt forhastet.

Det kunne begrunde et kort tilbageblik på den hastige forvandling af det partisystem, der dikterede det politiske liv i Italien op igennem efterkrigstiden. Frem til Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990 udviste partisystemet en vis stabilitet til trods for det hyppige antal regeringer i perioden. Krumtappen var de tre store folkepartier: Democrazia Cristiana (det evige regeringsparti), Partito Comunista Italiano (det evige oppositionsparti, som under Den kolde Krig blev anset for en strategisk trussel) og Partito Socialista Italiano, der fra midten af 1950erne løsrev sig fra PCI og indledte et centrum-venstre samarbejde med DC om reformer inden for energisektoren og på uddannelsesområdet. Disse tre partier havde domineret den grundlovgivende forsamling, der blev sammensat i 1946, og hvis mål det var at udfærdige Italiens første egentlige demokratiske forfatning med dens fremsynede paragraffer om de civile og sociale rettigheder og om statens opbygning efter den fascistiske katastrofe. Den kolde krig og neutraliseringen af hele den sociale og politiske opposition, som Kommunistpartiet organiserede, gjorde dog, at forfatningens mange løfter ikke blev indfriet.

Med den ændrede geopolitiske situation i 1990erne forsvandt imidlertid mange af de internationale faktorer, der havde holdt de mange kristeligdemokratiske regeringer ved magten igennem efterkrigstiden. Grundlaget var dog allerede begyndt at skride i 1980erne. PCI’s sidste store leder Enrico Berlinguer døde pludselig ved et vælgermøde i 1984. Selvom partiet ved det efterfølgende valg til Europaparlamentet blev Italiens største og overhalede DC, varslede det i realiteten begyndelsen på partiets ende. Og ikke kun PCI’s. Det gjaldt også årtiets regeringsbærende partier (inklusiv PSI under Bettino Craxis aggressive ledelse), der langsomt imploderede, efterhånden som det i begyndelsen af det nye årti blev kendt, hvor udbredt korruptionen og den illegale finansiering af partiaktiviteterne egentlig havde været. Det førte til en afgørende svækkelse af de partier, der hidtil havde båret det politiske ansvar. Flere af partierne forsvandt, efterhånden som sagerne hobede sig op ved domstolene, eller de genopstod under andre betegnelser og i andre kombinationer.

I det opståede magttomrum forstod Berlusconi at reorganisere magtapparatet hurtigere end andre. Forventningen om, at centrum-venstre som den mindst korruptionsramte fløj under ledelse af PCI’s sidste generalsekretær Achille Occhetto, nu leder af Partito democratico della Sinistra, skulle tage over ved valget i 1994, blev gjort til skamme og udstillede en utvetydigt klar undervurdering af de ændrede stemninger i vælgerdybet efter mere end ti år med Berlusconis private reklamefinansierede tv. Det var Berlusconi, der forstod politisk at høste, hvad han kulturelt allerede havde sået. Han havde ressourcerne til at påvirke situationen, og han havde kadrerne bl. a. fra sin egen koncern, Fininvest, til at stable et parti, Forza Italia, på benene. Han kunne suverænt lancere sit kandidatur på alle kanaler og uhindret præsentere sig som den uplettede forretningsmand, der kunne genskabe Italien. Glemt var, at Berlusconi kun kunne bygge sit medieimperium op, fordi han havde været dybt involveret i den hemmelige, demokratiundergravende loge P 2 og op igennem 1980erne fik politisk beskyttelse af Craxi, hvis parti, PSI, han da også behørigt finansierede i strid med lovgivningen for økonomisk støtte til partierne. Han blev dog aldrig dømt, da sagen senere faldt for forældelsesfristen.

Berlusconi viste sit politiske snilde og fik sammentømret en stærk centrum-højre koalition, der foruden hans eget Forza Italia bestod af Lega Nord og de tidligere nyfascister i MSI, der dog hurtigt skiftede navn til Alleanza Nazionale. Selvom den første regering under Berlusconis ledelse varede meget kort, var det dog lykkedes at flytte det politiske centrum så meget til højre, at koalitionen vendte tilbage i 2001-06 og igen 2008-11. Romano Prodi, selv oprindelig kristelig demokrat, havde dog held til i spidsen for et centrum-venstre samarbejde at slå Berlusconi ved valgene i 1996 og igen i 2006 under fællesbetegnelsen L’Ulivo (senere L’Unione), der i vid udstrækning samlede sine kandidater fra de gamle partier PCI og DC.

Det ændrede dog ikke ved, at det gamle partisystem var definitivt afviklet. Berlusconis åbenlyse populisme var den accelererende faktor i denne proces, der skulle underminere ikke bare den form for partier med valgte partiformænd, mellemledere, kongresser og programmer, man havde været vant til, men også holdningen til de forfatningssikrede institutioner. Berlusconi indførte kontraktpolitikken og styrkede dermed hele idéen om den direkte og uformidlede forbindelse mellem folket og den karismatiske leder, der fik næring fra den ulmende lede ved den politiske klasse. Som regeringsleder var Berlusconi både ansvarlig for den førte politik og i evig opposition til de etablerede eliter og kaster. Det gav ham rige muligheder for at tilgodese sine egne forretningsinteresser og få vedtaget en lovgivning, der skulle sikre ham immunitet i de løbende sager for magtmisbrug og korruption, som anklagemyndigheden kørte mod ham. Det påvirkede dog ikke synderligt vælgeradfærden, der heller ikke lod sig påvirke af regeringslederens ‘elegante middage’ med prostituerede og mindreårige piger.

Historien om Berlusconis vej til magten, er også historien om, hvorledes stærke kapital- og medieinteresser træder direkte ind i den offentlige politiske sfære ikke så meget for at styrke som for at privatisere det fælles gode og dermed svække det politiske livs betydning for ikke at nævne de etisk standarder for valgte personers offentlige optræden. I denne henseende afspejler Berlusconi en italiensk variant af de tilsvarende postdemokratiske (og postetiske) processer, som er fulgt i kølvandet på globaliseringen og den neoliberalistiske vending. Berlusconi har da heller ikke nogen løsninger på finanskrisen, der rammer det gældsplagede Italien meget hårdt. I 2011 blev Berlusconi tvunget til at gå af, også efter europæisk pres, bl. a. fra Den europæiske Centralbank, og i 2014 blev han endelig dømt for skattesvindel med den øjeblikkelige konsekvens, at han måtte forlade sin plads i parlamentet som senator og frem til 2019 ikke kan genvælges med mindre Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som sagen er indklaget for, skulle mene noget andet.

Denne nedtur, om end ikke endelige opløsning af centrum-højre projektet, gav plads til en yderligere fragmentering af ‘den politiske vilje’. PCI, der genopstod som PdS, muterede igen i 2007 til Partito Democratico, der i dag ledes af den unge Matteo Renzi. Hans vej til denne post illustrerer meget godt den personliggørelse af partierne, som Berlusconi allerede var en forløber for. Renzi var tidligere borgmester i Firenze, men det lykkedes ham med dette afsæt at bygge en stærk gruppe af loyale partifolk op omkring sig, der gjorde ham i stand til nærmest at tilrane sig PD. Renzi er født i 1975 og er så at sige vokset op med tv-mediet. Han forstår den nye politik-medie logik og fører sig frem med åbenlys succes i de første år som landspolitiker og gør sig til en højtråbende tilhænger af en ‘skrotning’ (it. la rottamazione) af alle levn fra tidligere, også i hans eget parti. Karrieren synes dog at kulminere allerede i 2014: I februar blev han sat i spidsen for sin egen regering og i maj opnåede han og PD det bedste resultat ved valget til Europa-parlamentet. Her fik han 40% af de afgivne stemmer.

Siden har Renzi haft svært ved at holde sammen på sit parti, da hans personlige ledelsstil har skabt flere interne mindretalsgrupper, der åbenlyst viser deres utilfredshed med Renzis midtersøgende politik. En medvirkende årsag til disse opbrudstendenser var Renzis hasarderede satsning på en forfatningsændring, der skulle gøre det nemmere at gennemføre hans ‘reformer’. Hovedidéen indebar en delvis nedlæggelse af senatet, det ene af parlamentets to kamre. Renzi satte hele sit politiske liv på spil. Imidlertid var forslaget forfatningsteknisk så dårligt skruet sammen, at førende forfatningseksperter afviste det. Men den folkeafstemning om forslaget, der blev fastsat til d. 4. december 2016, blev imidlertid brugt af oppositionen til at komme af med Renzi. Resultatet blev, at Renzi nok beholdt sine 40% men hele 60% stemte imod, hvilket tvang Renzi til at gå som regeringsleder og give plads til den nuværende Paolo Gentiloni, også fra PD og med en betydelig mere afdæmpet ledelsesstil.

Nederlaget fik flere på PD’s venstrefløj til at forlade partiet. Det skete i slutningen af 2017, da ikke mindst de mere ældre, som havde haft en fortid i PCI, sammen med en række mindre venstrefløjspartier dannede deres eget parti Liberi e Uguali (Frie og Lige) med den nuværende formand for senatet, Pietro Grasso, som frontfigur. Der kan ikke være tvivl om, at Renzi har et stort ansvar for noget, der ligner et politisk selvmord på centrum-venstrefløjen, og at han har været vildledt af troen på, at PD kan klare sig bedre uden en besværlig venstrefløj. Men nok så vigtigt også for de fronter, der tegner den politiske scene op til valget her d. 4. marts, fik de mere populistiske partier vind i sejlene i den tilspidsede kampagne mod den foreslåede forfatningsreform. Det er dog ikke indtrykket, at oppositionen var dikteret så meget af en særlig forkærlighed for forfatningsspørgsmål som af udsigterne til at svække PD.

Vi har da også set Movimento 5 Stelle storme frem. Det er ifølge de seneste meningsmålinger det største enkeltparti. Som parti eller netop bevægelse grundlægges det tilbage i 2009 med stand-up komikeren Beppe Grillo som den altdominerende motor i den proces. Med paroler om direkte demokrati, antiestablishment og euroskepticisme appellerer det til vælgere på begge fløje. Fremtrædende intellektuelle på venstrefløjen, eksempelvis Paolo Flores d’Arcais, redaktør af det politisk-kulturelle tidsskrift MicroMega, valgte at bakke op, men har nu fortrudt. M5S er den første politiske gruppering, der har forstået brugen af de sociale medier og deres betydning for den politiske konsensusdannelse. Via Grillos blog, oprindelig styret af en ekspert på området (Roberto Casaleggio), blev der sat ind med lokale initiativer og indkaldelser til stormøder med Grillo, ofte som den eneste taler, der kunne samle titusinder af tilhængere og nysgerrige. Nettet blev også brugt til afstemninger, hvilket kunne indtryk af stor indflydelse nedefra, når kandidater skulle udpeges. Men det skal dog ikke skygge for det forhold, at bevægelsen er meget topstyret ikke mindst med Grillo selv som den karismatiske og drakoniske problemknuser.

Senest har vi dog været vidner til, at Grillo er trådt et skridt tilbage og har overladt lederskabet til en yngre generation omkring Luigi di Maio, der da også er partiets topkandidat til det kommende valg. Med dette generationsskifte er det også blevet tydeligere, at bevægelsen er gået fra en fase præget af improvisation og spontanitet til en fase, hvori organisationsspørgsmål er kommet i større fokus. Det sker også på baggrund af, at M5S ved en række kommunevalg i 2016 overtog borgmesterposten efter PD i de to store byer Rom og Torino. Erfaringerne fra Rom med den unge Virginia Raggi har dog efterladt det indtryk, at manglen på politisk kunnen hos bevægelsens repræsentanter har skabt mere kaos og i enkelte tilfælde også vist eksempler på magtmisbrug med retslige efterspil.

Med til at komplettere billedet af et politisk system under hastig forandring og med nogle foruroligende perspektiver hører også Lega Nord, hvis grundlæggelse som parti går tilbage til 1991. Som navnet antyder var Ligaen oprindelig forankret i Norditalien. Årene var da også dengang præget af de store korruptionsskandaler, og det forklarer også den stærke opposition til det korrupte Rom og de mange ‘fremmede’ immigranter fra Syditalien, der i årtierne efter krigen var strømmet til den boomende norditalienske industri under ‘det økonomiske mirakel’. Partiets historiske leder Umberto Bossi har dog måttet trække sig pga sygdom, men også pga sit medansvar i en korruptionssag, der involverede ulovlig brug af offentlige midler. Dermed mistede Berlusconi også en af sine nærmeste alliancepartnere. Bossi er i dag blevet afløst af Matteo Salvini, der på et udpræget fremmedfjendsk og etnonationalistisk og decideret antieuropæisk grundlag har haft succes med at styrke vælgeropbakningen til partiet. Dertil bidrager også, at Salvini bryder med Ligaens oprindelige regionale forankring i et forsøg på hen over de modsigelser, det åbner, at få et mere landsdækkende fodfæste og dermed lancere partiet som en italiensk variant af det franske Front National.

Som det ser ud lige nu, en lille måned før valget, står Berlusconis centrum-højrefløj til at vinde. Om Forza Italia, Lega Nord og det lille Fratelli d’Italia (en udløber af Alleanza nazionale) så også vil være i stand til at tilvejebringe et regeringsdueligt flertal, er det straks lidt sværere at forudsige, da den netop vedtagne valglov med sin kombination af enkeltmandsvalgkredse og en fordeling af mandaterne efter et forholdstalsprincip ikke ligefrem favoriserer dannelsen af et sådant. Denne forskydning har dog givet et større råderum for aktiviteter blandt nyfascistiske grupper som Casa Pound, Forza Nuova og Terza Posizione, senest (d. 3. februar) i byen Macerata i regionen Le Marche, hvor en tidligere kandidat for Lega Nord nedskød og sårede 6 indvandrere for til sidst at blive pågrebet foran byens monument for de faldne, indsvøbt i det italienske flag og med den karakteristiske romerhilsen.

Selvom Forza Italia’s leder ikke er valgbar, har det ikke forhindret ham i med stor styrke, og godt hjulpet af sine tv-kanaler, at fremstille sig selv som den naturlige leder og på et program, der lover højere pensionsalder og skattelettelser. Den indre sammenhængskraft blandt koalitionens partier har dog ændret sig siden Berlusconis velmagtsdage, for så vidt forskellen i vælgeropbakning mellem Forza Italia og Lega Nord er reduceret til nogle få procentpoint til foreløbig Forza Italia’s fordel. Desuden påberåber Salvini sig højlydt rollen som den samlende lederfigur.

På den baggrund har Berlusconi da også åbnet et andet perspektiv, hvis valgresultatet skulle give mulighed for det, nemlig et kommende regeringssamarbejde med PD hen over midten og lidt i retning af det tyske regeringseksperiment. Det forklarer den på mange måder overraskende men også noget tvetydige opbakning, som Berlusconi har fået fra Bruxelles, fra kommissionsformanden Juncker og fra lederen af de store liberale og kristelig-demokratiske folkepartier i Europaparlamentet. Hvor Berlusconi tidligere blev ildeset af de europæiske ledere, anskues han nu som et bolværk mod populismen, også den han selv har stået for og ikke mindst den, som hans nuværende alliancepartnere i Ligaen repræsenterer. Den politiske geometri i Italien og i Europa er stærkt på vej til at underminere den sidste rest af troværdighed. Atter må man konstatere, at disse udsigter ikke er blevet mindre af den nærmest kroniske splittelse på den centrum-venstrefløj, der faktisk tidligere har slået Berlusconi og højrefløjen, men som i dag mangler klare idéer og klare alternativer til det miks af populisme og neoliberalisme, der behersker den dominerende diskurs.


Denne artikel, der kort præsenterer aktører, temaer og tendenser i forbindelse med det italienske valg d. 4. marts 2018, vil blive fulgt op af en nærmere analyse i næste nummer af Kritisk Debat til april, når valgresultatet er kendt.