Big organizing – at samle kræfter til at opnå store mål
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. februar 2018

I bogen ”Big Organizing” drager Becky Bond og Jack Exley perspektivrige erfaringer fra deres arbejde fra Bernie Sanders’ præsidentkampagne. Også nogle som vi kan lære af herhjemme. Det handler blandt andet om at sætte sig store mål og om, hvordan virkelige fremskridt kan gøres af tusindvis af frivillige, der er kvalificerede til selv at handle.

Becky Bond og Jack Exley var seniorrådgivere i Bernie Sanders kampagne for at blive nomineret til demokratisk præsidentkandidat i 2016. De var begge centralt placeret i udviklingen af en kampagne, som ikke alene blev mere omfattende og succesfuld end forventet af stort set alle, men som også vendte op og ned på det, der hidtil var blevet opfattet som ’best practices’ i kampagnesammenhæng på den brede amerikanske venstrefløj.

I bogen ’Rules for revolutionaries – How Big Organizing can change everything’ (’Regler for revolutionære – Hvordan Big Organizing kan ændre alt´), som udkom i slutningen af 2016, har Bond og Exley nedfældet deres erfaringer fra Sanders kampagne, som blev ført under overskriften ’We need a Political Revolution’ (bær venligst over med deres – og Sanders’ - gentagne og lemfældige anvendelse af begrebet ’revolution’).

De to forfattere er ikke politikere, endsige politiske teoretikere, men erfarne praktikere som i årevis har arbejdet med IT og sociale medier i forskellig kampagnesammenhæng på den brede amerikanske venstrefløj og i bevægelsessammenhæng. Og netop gennem deres tekniske tilgang og deres meget konkrete eksempler fra Sanders kampagne formår de at illustrere de politiske forskelle mellem hans og andre demokratiske præsidentkampagner, inklusiv Obamas. Desuden tegner de et organisationspolitisk billede, som for mig at se også er interessant for fagbevægelsen og den venstre halvdel af den politiske midte på denne side af Atlanten.

I bogen oplister de 22 ’regler for revolutionære’ på baggrund af deres erfaringer fra Sanders’ kampagne – alt fra ’Vær forberedt på kontrarevolutionen!’ til ’Giv dine passwords videre!’ I det følgende vil jeg dog nøjes med nogle få pointer, som forhåbentligvis kan virke inspirerende for den – for mig at se - tiltrængte fornyelse af centrum-venstre og fagbevægelsen herhjemme. Og som også gerne skulle fortælle lidt mere om, hvad der gemmer sig bag begrebet ’Big Organizing’, som vi dog allerede indledningsvist – med Bond og Exley - kan identificere som en kombination af de muligheder, som sociale medier tilbyder med effektive principper og praktikker i peer-to-peer-organizing som en del af en velgennemtænkt, centraliseret plan.

Men mere om det senere.

To grundlæggende læresætninger

Bernie Sanders lancerede sin kampagne som en ’politisk revolution’ ud fra devisen: Når problemerne er store, må vores løsninger også være det. Han satte blandt andet en minimumsløn på dagsordenen samt markant større beskatning af de rige, gratis ungdomsuddannelser, sundhedsforsikring til alle, stop for olie-fracking samt en grundlæggende reform af det amerikanske valgsystem.

I stedet for de beskedne justeringer, som politikerne normalt anser for realistiske, gik Sanders således efter de forandringer, som kan løse problemerne[1]: Han talte ikke om bedre lånemuligheder for studerende, men krævede gratis uddannelse. Han talte ikke om bedre sundhedsforsikringer for nogle, men om lægehjælp til alle. Han talte ikke om en øget regulering af fracking, men krævede det ganske enkelt forbudt.

Det fører til den første læresætning, som jeg mener, vi kan uddrage af Bond og Exleys bog: Langt flere vil gøre meget mere for at løse store problemer, hvorimod kun få vil engagere sig i løsningen af små problemer; fordi udsigten til forandringer er alt for lille i forhold til den tid og de kræfter, der skal lægges i arbejdet.

De tungtvejende politiske budskab kombineret med Sanders personlige autenticitet som afsender havde stor betydning for kampagnens succes. En del af hans gennemslagskraft som politisk kommunikator udspringer af hans praktiske og faktuelle tilgang til problemerne. Men hvad virkelig fik folk til at stole på ham, var det forhold, at han igennem tredive år i Washington havde været konsistent i sine holdninger og handlinger. Bond og Exley erindrer, at overalt hvor kampagnen kom frem, nævnte de frivillige dette som et stort plus ved Sanders (det samme siges i øvrigt i UK om Labours formand Jeremy Corbyn). En bred, dyb og hurtigt voksende bevægelse for store forandringer kræver klare politiske krav og troværdige personer til at stå i spidsen for hele processen. Det er efter min mening lære nummer to af bogen.

Folkeligt engagement

De ambitiøse forslag til løsning af de virkelige problemer - for den enkelte og for samfundet - vil støde på modstand fra dem, der drager fordel af den nuværende situation. Derfor skal vi være mange om at lave ’den politiske revolution’. Vi kan ikke overlade det til nogle få politikere og PR-folk; det skal være et ægte folkeligt projekt, hvis det skal lykkes, slår Bond og Exley fast.

I bogen skriver de: ”Nøglen […] er, at du ikke blot spørger folk, om de vil betale til nogle professionelle i en organisation for at gøre noget stort (selv om at støtte et professionelt apparat også er en del af det). Du spørger folk, om de selv vil være en del af noget stort. Det er nemlig kun muligt at gøre noget stort, hvis vi gør det i fællesskab. Og det kræver en masse arbejde. Der er brug for, at folk vil gøre store ting (og en masse små ting, der tilsammen bliver noget stort) for at få iværksat en plan og gennemføre store forandringer” (side 14).

Denne lære kan synes som en banalitet, men dog er det en metode eller målsætning, som hverken den danske fagbevægelse eller politiske centrum-venstre anvender i praksis. Tværtimod. Også herhjemme har vi overtaget den udbredte amerikanske model, hvor organisationer med et professionelt apparat fører kampagner på andres vegne og kun i sjældne og meget afgrænsede tilfælde forsøger at mobilisere dele af baglandet.[2]

Ikke desto mindre var dette sidste, hvad der skete, efterhånden som Sanders’ kampagne udviklede sig. Og ikke alene blev flere og flere almindelige mennesker involveret, men de udfyldte også stadigt flere ledelsesfunktioner, hvilket til at begynde med gav de professionelle mange hovedbrud.

Selv om der på forhånd i kampagnen var en vilje til at engagere bredt, kom størrelsen af det folkelige engagement bag på kampagnens professionelle apparat. Og endnu mere bemærkelsesværdigt udviklede den folkelige deltagelse sig i et omfang og dybde, som ret hurtigt ikke lod sig styre af kampagneledelsen.

Netop i forhold til denne organisationspolitiske pointe viser Bond og Exleys praktiske tilgang sig at være meget lærerig. De to forfattere har begge lang erfaring med det omfattende arbejde med at finansiere bevægelsesarbejde gennem crowdsourcing – at en kampagne via en åben invitation over internettet outsourcer indsamlingen til et større netværk af frivillige.[3] Men arbejdet i Sanders’ kampagne stillede dem hurtigt over for kravet om at crowdsource ikke alene finansieringen, men også selve organiseringen af kampagnen; altså at acceptere dét for en hver professionel organizer nervepirrende, nemlig at outsource centrale opgaver og nøglepositioner til et netværk af frivillige.

Zack Exley sagde i et interview, mens kampagnen endnu løb: ”Efter at Bernie annoncerede sin kampagne, strømmede folk til hans møder, samlede sig i grupper på facebook og Reddit og begyndte i hundredvis af byer at organisere deres egne dagligstuemøder og uddelinger af flyers. Frem for at forsøge på at inkludere alt dette i den officielle kampagne oprettede vi ganske enkelt bare en godkendelsesprocedure (et ’clearing house’) - konstrueret af frivillige softwareudviklere - på den centrale hjemmeside. Og så hurtigt som vi kunne oprettede vi specialiserede nationale teams af frivillige til støtte for den lokale organizing. På denne måde fik vi til valgene i de første delstater udviklet redskaber, som de frivillige kunne bruge i den direkte vælgerkontakt. Således har vi samlet set fået en kæmpestor organisation af frivillige, som for øjeblikket foretager mere end en million telefonopkald pr dag, stemmer et utal af dørklokker samt meget mere.”[4]

Frivillige i centrum

Der blev opbygget en bevægelse af frivillige, fordi der ikke var andre muligheder, hvis kampagnen skulle vokse i det omfang, som vælgerne selv – og ikke kampagneledelsen - havde tænkt sig. Men fordi stadigt flere engagerede sig stadigt hurtigere i kampagnen, måtte den professionelle stab acceptere et kontroltab. Det var en pris, som Sanders folk var villige til at betale, fordi hans kandidatur - modsat andre og tidligere kandidaters - havde en chance på grund af det folkelige engagement og ikke på trods af det.

Og lige præcist heri lå Sanders-kampagnens interessante fornyelse af kampagnekonceptet. Kampagnen forsøgte at udføre den politiske strategi med en open-source tilgang og dele det nødvendige arbejde mellem professionelle og frivillige. Særligt bemærkelsesværdigt var, hvordan de frivillige indgik i et indbyrdes samarbejde, hvor de forpligtede sig over for hinanden - og ikke primært over for en professionel stab – til at udføre politisk besværlige og arbejdskrævende opgaver - blandt andet at besvare de mange e-mails, drifte frivillige call centre (det er min oversættelse af deres ’phone banks’), være ansvarlige for forskellige web- og IT-opgaver, være vært for offentlige debatter osv.

Ved således at fravriste det betalte personales fulde kontrol med organizing-processen blev der i princippet åbnet op for en stort set ubegrænset skalering - på grund af det store potentiale af frivillige, der hellere end gerne vil gøre et stykke arbejde, og som ikke ville vente på, at det overbebyrdede professionelle apparat kunne følge med.

Adskillige teams af frivillige kastede sig ind i løsningen af de mange opgaver, arbejdede i høj grad selvstændigt og med en sprudlende bottom-up kreativitet. Den professionelle stab fik derfor en ny og anderledes opgave – nemlig at holde græsrødderne på dydens smalle vej; dvs. at kanalisere deres energi over i en effektiv vælgerkontakt med henblik på at opnå de mål, som kampagnen havde sat sig (eksempelvis – surprise! - at få kandidaten til at vinde et forestående delstatsvalg).

Zak Exley: ”Vi kontrollerer ikke lokale grupper eller individuelle frivillige, og vi gør ikke nogen forsøg herpå. Men vi har et meget disciplineret og struktureret vælgerkontaktprogram, som vi inviterer grupper og frivillige til at deltage i. Alle kan være med. Og vi tror på, at dette virkelig kan hjælpe med til at gøre Bernie til USA’s næste præsident. Vi bemyndiger teams til at bringe dette arbejde fremad ved at give dem værktøjerne hertil. Og selv om der er lederskab og veldefinerede roller, består 99 procent af dette lederskab af frivillige og er peer-to-peer i sin natur. Det kan lykkes for frivillige at flytte stemmer, når de både følger kampagneledelsens råd om taktikker og metoder og samtidig improviserer på alle mulige unikke, bottom-up måder for at få flere mennesker aktive og opgaverne løst.”[5]

Dette var Sanders-kampagnens version af begrebet ’distributed organizing’.

To korte begrebsafklaringer

Peer-to-peer: Med dette begreb bruger Bond og Exley billedet af et datanet, hvor alle opkoblede computere har lige stor betydning for nettets funktion, som eksempel på det de forsøgte i Sanders’ kampagne, nemlig at få deltagerne til at indgå i ligeværdige samarbejder med hinanden. Som i et peer-to-peer-datanetværk er en kampagne med en målsætning som Sanders afhængig af alles ligeværdige og aktive medvirken, er deres pointe.

Distributed organizing: Dette begreb – eller metode - vokser i disse år på den amerikanske venstrefløj, i bevægelsesmiljøet og i fagbevægelsen i takt med, at den hidtidige euforiske opfattelse af internettets muligheder afløses af en mere behersket vurdering. Dels fordi trafikken og konkurrencen på nettet er blevet for stor til, at det fortsat kan lykkes at trænge igennem til folk via de hidtidige teknikker i den traditionelle ’Broadcast Organizing’ (med e-mails og andre henvendelser fra én afsender til mange modtagere). Og dels fordi de senere års erfaringer fra Occupy og andre folkelige bevægelser har vist, at fællesskab og sammenhold afhænger af – undskyld udtrykket - det virkelige liv, hvor folk møder deres kolleger og naboer, udvikler relationer over tid og arbejder sammen om bestemte målsætninger. Og selv om IT og internettet er vigtige redskaber, kan dette altså ikke ske via indbakken i Gmail og Outlook eller på facebook.

Imidlertid kan ’distributed organizing’ også være et udtryk for nedtonede politiske ambitioner om større – i USA: nationale – forandringer. I stedet forsøges at sætte ind over for lokale myndigheder og institutioner, hvilket altså kan ske ved at styrke lokale netværk. En tendens som Bond og Exley med Sanders’ kampagne gjorde deres til at overkomme ved at koble de lokale initiativer sammen med et centraliseret perspektiv.

Men hvad er ’distributed organizing’? Mig bekendt findes der ingen entydig definition. På hjemmesiden/platformen ’Control Shift’ modstilles de to begreber, ’broadcast organizing’ og ’distributed organizing’. [6] Frit efter denne kommer her et bud på en sammenligning af de to:

Broadcast Organizing

Distributed organizing

Den centrale organisation beslutter sig for en kampagne, og medlemmerne reagerer herpå og følger trop.

Den centrale organisation definerer en overordnet strategi, og medlemmerne engagerer sig som organizere i kampagner for at vinde.

Medlemmerne modtager masser af e-mails fra kampagnen, men kommunikerer sjældent med hinanden.

Medlemmer kommunikerer direkte med hinanden og mødes ofte personligt.

Succesen måles i antal klik, antal underskrifter, telefonopkald, nye e-mails på listen og – ind imellem – store gevinster.

Succesen måles i mange små sejre – og indimellem også nogle store – først og fremmest på basis af egne anstrengelser.

Hvis den centrale organisation fejler, står medlemmerne alene tilbage.

Medlemmerne opbygger magtpositioner og fællesskaber, der kan overleve, selv om den centrale organisation fejler.

Medlemmerne læser og klikker på mange e-mails.

Medlemmerne lærer ægte færdigheder i organizing og udvikler sig til ledere.

’Barnstorms’

På et tidspunkt var det tydeligt for kampagneledelsen, at den ikke kunne følge med behovet ved at tale med de frivillige én af gangen eller ved at sende mails ud til dem. I stedet blev de frivillige inviteret til stormøder – ’Barnstorms’ - i deres egen by med repræsentanter for den nationale kampagneledelse. Til ledelsens store forundring kom de i hundredevis hver eneste gang, der blev indkaldt til møde; deltagerne i disse møder blev rygraden i opbygningen af kampagnens vælgerkontakt.

Således at bringe de frivillige sammen med hinanden i det virkelige liv, gjorde hele forskellen. Det fik dem til at gå fra at være inspirerede til at gøre et stykke praktisk og betydningsfuldt arbejde i kampagnen.

’Barnstorms’ var dog ikke politiske stormøder, som når Sanders selv kom forbi. Formålet var ikke den politiske agitation men at organisere dem, der i forvejen havde meldt sig som interesserede. Møderne var arrangeret, så de var lette at gentage andre steder, udgifterne var meget beskedne og hele tiden gik man efter at så mange som muligt tilsluttede sig de opgaver, som kampagnen ønskede udført. Becky Bond oplister en række forudsætninger for et godt ’Barnstorm’-møde:

  • Mødet skal have en klar og sammenhængende dagsorden og et angivet sluttidspunkt
  • Der skal være en procedure for at stoppe folk, der hellere vil snakke end få opgaverne organiseret
  • Mødeledelsen skal fremlægge en klar kampagnestrategi
  • Der skal ske en on the spot-forpligtende tilmelding til de ønskede opgaver
  • En stærk og præcis opfordring til folk om at indtræde i teams, som dannes på stedet
  • Der skal være en professionel varetagelse af IT og teknik på stedet. Alt skal klappe.

I forbindelse med dannelse af teams sigtede man efter at få 10-20 procent af deltagerne til at træde frem som frivillige ledere, og 70-80 procent til at melde sig til at afholde ugentlige vælgerkontaktarrangementer i deres lokalsamfund, andre til at deltage i call centre eller til stemme dørklokker. Det forpligtede deltagerne hver især – ikke blot over for kampagnen men over for hinanden ”in a real and personal way” (bogen, s. 80).

Big organizing

Vi lader Becky Bond få de sidste konkluderende ord om kampagnen: ”Når mennesker mødes, indgår i teams og forpligtiger sig over for hinanden fungerer det langt mere effektivt end et forsøg på online at forbinde nogle folk, som aldrig før har truffet hinanden.” Og videre: ”De forstår, at virkelige forandringer ikke sker ved at slå noget op på facebook, men i stedet ved at skabe det ene team efter det andet af frivillige som arbejder sammen i netværk både online og ved personlig tilstedeværelse for at opnå konkrete kampagnemål. Rigtig mange mennesker, især mange under 30 år, vil ikke vente på en særlig tilladelse eller en lønseddel for at forfølge den forandring, som de ved, at dette land har brug for.” [7]

Som jeg læser Bond og Exley kan ’Big Organizing’ altså ses som en kombination af

  • et perspektiv om store forandringer
  • præcise målsætninger
  • en strategi for at opnå disse
  • en troværdig ledelse
  • et professionelt apparat
  • tusindvis af frivillige, der er kvalificerede til selv at handle
  • en organisatorisk evne til at vokse hurtigt og bredt.

Og sidst men ikke mindst er det en jernhård vilje til at ville vinde.

’Big Organizing’ er således ikke blot en mere effektiv udnyttelse af den nyeste teknologi, men handler grundlæggende – i hvert fald ifølge Bond og Exley - om, hvordan vi skaber nogle kampagneformer, som tillader mennesker at arbejde sammen for at realisere deres drømme om en mere retfærdig verden.


[1] Vi kender det også herhjemme, hvor mange beslutningstagere, politikere og fagforeningsledere kan findes blandt drivkræfterne i en udvikling, der indsnævrer horisonten for, hvad der kan lade sig gøre; selv om de måske formulerer det som om, at det er vælgere og medlemmer, der er uinteresserede og apatiske. Mange beslutningstagere baserer sig således på, hvad de forventer en begrænset gruppe midtervælgere vil være med til.

[2] Se eksempelvis artiklen ’ Whole worker-organizing’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat, oktober 2017 - http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1880

[3] https://da.wikipedia.org/wiki/Crowdsourcing

[4] HTTPS://WWW.THENATION.COM/ARTICLE/HOW-THE-SANDERS-CAMPAIGN-IS-REINVENTING-THE-USE-OF-TECH-IN-POLITICS

[5] HTTPS://WWW.THENATION.COM/ARTICLE/HOW-THE-SANDERS-CAMPAIGN-IS-REINVENTING-THE-USE-OF-TECH-IN-POLITICS

[6] http://www.controlshiftlabs.com

[7] HTTPS://WWW.THENATION.COM/ARTICLE/HOW-THE-SANDERS-CAMPAIGN-IS-REINVENTING-THE-USE-OF-TECH-IN-POLITICS