Har marxismen en fremtid i det 21. århundrede?
Af Jacques Hersh

Offentliggjort: 15. februar 2018

Dissidenter i de kapitalistiske samfund står over for et fundamentalt problem: Hvordan kan kapitalismens grundlæggende modsigelser forstås og inddrages i kampen om et systemskifte. Det vil sige, hvilken fortolkningstilgang kan bedst fremme forståelsen af virkeligheden og verdens gang samt nødvendigheden af et alternativ til det bestående.

Kampen om fortolkningen af verdens gang

Før man kan komme videre, er vi nødt til at problematisere betegnelsen ”de antikapitalistiske kræfter” som en flydende politisk kategori! Venstrefløjen er ikke en homogen størrelse. Ikke desto mindre kan to tilgange med deres uenighed og konfrontation identificeres. At forstå forskellen mellem modstand imod kapitalismens fremtrædelsesmåde (systembevarende) og antikapitalismens væsen (systemskifte) er af strategisk betydning. Den første medfører en praxis der er konjunkturel baseret mens den anden bygger på en strukturel forståelse af kapitalismen. Mens den system-tro venstrefløj fører en ”her og nu” politik der lider af historieløshed, teoriløshed og perspektivløshed, inddrager den antisystemiske bevægelse disse dimensioner.

Formålet med dette essay er at opstille et begrebsapparat og en fortolkningsramme med henblik på at kontekstualisere en bedre forståelse af den kapitalistiske verdens udviklingssystem. Mens den reformistiske venstrefløj således er defensiv er den militante venstrefløj offensiv. I en tid hvor revolution næppe er på den politiske dagsorden, kan de to ”strømninger” sameksistere og samarbejde dog uden for de antisystemiske kræfters vedkommende at være, på bekostning af det antikapitalistiske perspektiv.
Politik udvikles ikke i et tomrum. Derfor er forståelse af virkeligheden en forudsætning for det politiske arbejde.  Begribeliggørelsen af den objektive verden vi lever i, nødvendiggør en anvendelse af videnskabelige teorier og fortolkningsrammer, som uvilkårligt samtidig genspejler personlige og normative holdninger, eller hvad man i akademisk jargon kalder subjektivisme.

I 1960erne forkastede den svenske udviklingsøkonom Gunnar Myrdal, antagelsen om ”værdifrihed” i samfundsvidenskaber, som den tyske sociolog Max Weber havde promoveret i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det tyvende. Ifølge Gunnar Myrdal var samfundsvidenskabelig objektivitet uopnåelig, fordi forskere ikke kunne frigøre sig fra deres sociale miljø og den baggrund de var/havde været en del af. Ifølge denne erkendelse måtte normativt engagement ikke gemmes bag et neutralitetsslør, men gøres synligt og accepteres.  

I marxismens metodik er erkendelsen af ideologisk/politisk engagement en bestanddel af den videnskabelige tilgang. Akademikere og intellektuelle bliver således betragtet/vurderet i relation til deres ideologiske tilhørsforhold, som Antonio Gramsci gjorde opmærksom på. Allerede for Karl Marx var den sociale praxis afgørende for individers politiske udvikling og virke. Ifølge denne approach var forståelsen af verden ikke en tilstrækkelig målsætning: det gjaldt også om at forandre den eksisterende virkelighed! Med andre ord kan den marxistiske tradition betragtes som en revolutionerende videnskabelig tilgang, der ikke skjuler sin politiske målsætning.

Klassekamp og paradigmeskifte

For marxister var/er samfundsudvikling betinget af klassekamp og ikke af ”markedets skjulte hånd” og ”laissez-faire”, som antaget af klassiske økonomer, selvom det faktisk er de feudale og kapitalistiske strukturer der ansporer til sociopolitiske modsigelser. Både klassisk økonomi og marxisme, hver for sig, genspejler en normativ (politisk) holdning med både styrke og svaghed. 
 
I denne sammenhæng, og uanset den enkelte forskers virke og normative præference, udvikler forståelsen af den virkelige (objektive) verden sig i takt med den videnskabelige proces som bringer nye erkendelser og analytiske metoder frem. Under studenteroprøret i 1968 var der tilløb til et kvalitativt spring i kritisk tænkning på universiteterne i Vesten. I forbindelse med søgen efter en organisk forståelse af samfundsudviklingen, lancerede den amerikanske filosof, Thomas Kuhn, i begyndelsen af 1960erne, forestillingen om videnskabelige revolutioner.

Ifølge denne forståelsesramme opstår behovet for nye paradigmer, når den eksisterende og dominerende ortodoksi ikke logisk kan tilbagevise eller neutralisere såkaldte anomalier eller uregelmæssigheder der kommer frem i analysen af samfundet. Det vil sige, fremkomsten af uforklarlige anormaliteter der sætter spørgsmålstegn ved de herskende grundantagelser eller forståelsesrammer, der nu udfordres af virkeligheden og nye landvindinger i videnskabelig fortolkning. Når den dominerende forståelse mister sin forklaringskraft, opstår en kamp mellem det nye og det gamle om opnåelse af paradigme dominans. En sådan proces gør sig gældende i forståelsen af den samfundsudvikling og den sociale praksis. Forandringer i politiske konstruktioner, ideologier eller sågar økonomiske modeller, udfordrer således det eksisterende begrebsapparat og forståelsesmønster.

Siden det 19. århundrede har den moderne kapitalistiske verdensøkonomi gennemgået store paradigmeskift og økonomiske modeller, hvor den ene ortodoksi erstattede den anden. I sin udredning af Europas overgang til kapitalismen mente Karl Polanyi at siden den industrielle revolution og modernitet havde den sociopolitiske udvikling været præget af ”en dobbelt bevægelse”. Det vil sige en indbyrdes kamp mellem to samfundsorganiserende principper. Den ene byggede på økonomisk liberalisme der bestræbte sig på at fremme det ”selvregulerende-marked”. Dette projekt fik støtte fra de kapitalistiske klasser og var baseret på ”laissez-faire” og frihandel. Den modsatte bevægelse byggede på princippet om samfundsbeskyttelse fra markedets udskejelser med henblik på fredningen af mennesker og naturen, såvel som produktions organisation.

Efter Første Verdenskrig blev liberalisme, som herskende samfundsparadigme, udfordret af socialisme og økonomisk nationalisme. I Vesten blev liberalismen afløst af (civil og militær) keynesianisme under den store depression. Denne samfundsmodel byggede på en herskende statslig organisk tilgang, der efter Anden Verdenskrig kunne fremvise stor økonomisk vækst under genopbygningen af Europas og Japans økonomier.

I den forbindelse skal det ikke glemmes, at det faktisk var krigen der løste 1930ernes store økonomiske krise. Joseph Schumpeters tese om ”kreaktiv destruktion” fik en bekræftelse med genopbygningen af de europæiske økonomier efter Anden Verdenskrig. Under kapitalismens ”tredive gyldne år” i årene 1945-1975 fandt den økonomiske vækst sted i en situation hvor det sociopolitiske magtforhold var domineret af en styrket arbejderbevægelse. Med udtømningen af den keynesianske statslige models potentiale blev den erstattet af nyliberalismen på det ideologiske plan mens fagbevægelsernes magt blev knækket politisk af Margaret Thatcher i England og Ronald Reagan i USA. Nyliberalismens indtog (Polanyis første bevægelse) promoverede en ideologisk forkærlighed for en frigørelse af markedet/økonomien fra statslig dirigisme og i sidste instans fra den sociale sektor.  

Keynesianisme besejret af nyliberalisme
Nu, i begyndelsen af det nye millennium står den internationale politiske økonomi og samfundsudvikling igen overfor en situation, hvor nyliberalismen viser sig ude af stand til at forklare eller løse den i gang værende globale krise. På grund af tiltagende anomalier og manglende forklaringskraft bliver det nyliberale paradigme udfordret på de ideologiske og politiske niveauer. Processen er begyndt!
 
Som forudset af Karl Polanyi er dilemmaet imidlertid, at nyliberalismen, som besejrede det socialdemokratiske alternativ, nu er svækket. Det puster nu nyt liv i de ideologier, som i 1930erne byggede på ultra-nationalisme, fascisme og militarisme, samt kulturel etnocentrisme (for ikke at tale om racisme). Keynesianismens deroute som statslig samfundsmodel og de reformistiske socialistiske kræfters nederlag bliver således forvandlet til højre kræfters fremmarch også imod globaliseringen. Flygtningestrøm i Europa fra de vestligt inspirerede krige i Mellemøsten samt indvandring af mennesker fra ikke-europæiske kultursfærer styrker denne reaktion.
Behovet for en genoplivelse af marxismen, både som forståelsesramme og videnskabeligt paradigme, for ikke at tale om socialistisk alternativ til kapitalismen, har aldrig været større. Ikke mindst på grund af klimaforandringerne og faren for atomkrige.

Som Rosa Luxembourg forudså, står valget mellem ”barbari eller socialisme.” Med andre ord: Fremtiden er ikke afgjort, og til trods for Francis Fukuyamas tese, er historien ikke afsluttet! Det er i denne kontekst at antisystemiske kræfter nødes til at forstå krisens perspektiver og udviklingstendenser med henblik på at fremme et alternativ. Som lille opmuntring er det kommet frem for nylig at 40 % amerikanere ”foretrækker socialismen frem for kapitalismen”. Problemet er naturligvis hvad der menes med socialismen!

Antisystemiske og reformistiske strategier
I den forbindelse burde antisystemiske kræfter afklarer spørgsmålet om hvor ”Venstrefløjen” befinder sig ideologisk, politisk, og teotetisk i forhold til de store forandringer verden står overfor. Der er gået inflation i begrebet og den parlamentariske venstrefløj er nærmest blevet irrelevant eller ”nyttige idioter”! En erkendelse der let kan føre til depression.
 
En antagelse der burde anses som central for vurderingen af ”Venstrefløjen” som politisk kategori, er: Uden en antikapitalistisk/antiimperialistisk holdning og forståelse er betegnelsen, måske ikke helt betydningsløs, men kan ikke andet end i bedste fald føre til ”reformisme”. Dvs. en politisk/ideologisk diskurs og praksis som søger, med en problemløsningsstrategi, at forhindre et sammenbrud af systemet. I denne sammenhæng er det liberale politiske folkestyre uden økonomisk demokrati, et oxymoron! Med andre ord: En art komprimeret paradoks, hvor enkelte sætninger eller udtalelser indeholder modsætninger.

Betyder denne kritik af den reformistiske strategi, at man skal ignorere befolkningernes historiske kamp for bevarelsen af de sociale goder der blev vundet af tidligere generationer under keynesianismens storhedstid? Tvært imod! Men denne forsvarspolitik burde også medføre en bedre forståelse af systemets måde at fungere på, samt nødvendigheden af postkapitalistiske alternativer.

I adskillige europæiske lande har den såkaldte venstrefløjs partier fået regeringsmagten uden at det har medført en forkastelse af en imperialistisk-venlig politik på internationalt plan, eller et reelt forsvar for velfærdsstaten på internt plan. Udover erfaringen med ”rød blok” i Danmark, har man i de senere år også kunnet iagttage en variant af denne ”lose-lose” strategi med Syrizas praksis i Grækenland.  

Samir Amin skrev for nylig i Monthly Review, at det ikke er tilfældigt at en radikal transformation af systemet ikke er på dagsorden i Norden, mens Syden forbliver ”stormzonen” (zone of storms) for nye revolter, nogle med revolutionært potentiale. Denne vurdering svarer til 1960ernes daværende opfattelse, som var fremherskende i Maos og Che Guevaras revolutionære strategi samt teorien om  selvcentreret socialistiske økonomisk opbygning.

Under de nuværende forhold kan denne såkaldte ”tredje verdenisme” selvfølgelig diskuteres og sågar problematiseres i lyset af strukturforandringerne i den globale kapitalisme i de senere årtier. Især den tiltagende overproduktion og overkapacitet, som til dels skyldes ikke alene Kinas vækst men også andre periferilande.
I den forbindelse ville det være forkert at se bort fra den kendsgerning at ”historisk kapitalisme” blev opbygget som en imperialistisk struktur med en arbejdsdeling der var mest til Europas fordel og på koloniernes bekostning. Om Kinas og andre landes udvikling i de senere år betyder et brud inden for det kapitalistiske system er et vigtigt spørgsmål.

I denne sammenhæng er det ikke uinteressant at minde om, at både Adam Smith og Karl Marx, hver for sig mente, at opdagelsen af Amerika og søvejen omkring Kap det gode Håb havde været epokegørende for Europas kapitalistiske udvikling.
Mens Smith i sin bog ”The Wealth of Nations” udtrykte skepsis med hensyn til de fordele de ikke-europæiske folkeslag ville få ud af det, udtrykte Karl Marx og Friedrich Engels en vis optimisme overfor denne inddragelse af store dele af verden under europæisk kapitalisme. Nogle formuleringer i ”Det kommunistiske Manifest” er blevet kritiseret for at være udslag af Eurocentrisme. (Se for eks. Andre Gunter Frank). Kernen i denne ideologisk-kulturelle konstruktion bygger på antagelsen at Europa var/er mere avanceret end andre civilisationer og lande og at Vesten viser vejen for de andre.
Først senere forlod Marx opfattelsen om den ”unilineære” samfundsudvikling for en erkendelse af muligheden/nødvendigheden for multilineære udviklingsmodeller. I denne sammenhæng var Marx blevet klar over at kolonialisme og imperialisme, i stedet for at udvikle koloniernes produktive kræfter, selv udgjorde hindringer for økonomisk udvikling og derfor måtte disse nationer frigøre sig fra metropolerne.

I den reelt eksisterende verden har der hersket en vis spænding mellem Eurocentrisme i centerlande og kampen for selvstændighed i periferien. Det er ikke en behagelig erkendelse, at konstatere at den socialistiske bevægelse har haft svært ved at overvinde den kendsgerning, at imperialismen i kapitalismens industrielle fase var i stand til at pacificere og neutralisere arbejderklassens socioøkonomiske kamp for overlevelsen. Disse krav var hovedsageligt af økonomisk karakter og kunne tilfredsstilles gennem udbytningen af kolonierne.

Ifølge antiimperialist teori antastede ”økonomismen” (kampen om bedre vilkår i centerlande) ikke imperialismens væsen og måde at fungere på. Måske tværtimod. Begrebet ”arbejderaristokrati” som først blev anvendt af Friedrich Engels og senere teoretiseret i Lenins imperialismeforståelse, blev forkastet af II Internationale og europæisk marxisme. Denne økonomistiske form for klassekamp bidrog til skabelsen af den vestlige politiske kultur, der så nedsættende på de ikke-europæiske folkeslag. I den forbindelse skal det ikke glemmes at den imperialistiske diskurs byggede på ”Eurocentrisme”, der understregede en antagelse om europæisk humanisme som blev indkapslet i begreberne ”White Man’s Burden” (i England) og ”Mission civilisatrice” (i Frankrig).
    
Fortiden, nutiden og fremtiden
Dette betyder ikke, at Europa ikke har kendt til kampe for socialismen. Man kan henvise til den antikapitalisitske bølge som fandt sted i første halvdel af det 20. årh. Det vil sige perioden fra Første Verdenskrig, revolutionen i Rusland og den kapitalistiske nedkæmpelse af revolutioner i Centraleuropa, den store depression i 30erne, Den spanske Borgerkrig, Anden Verdenskrig og Sovjetunionens overlevelse. Efter fascismens nederlag i Anden Verdenskrig blev kapitalismen konsolideret under USA's ledelse (Marshall Plan til de europæiske lande og Japan) og reformismens fremmarch i Vesten.

Samtidig kom vestlige lande (medlemmer af NATO) til at føre krige i Afrika og Asien imod befrielsesbevægelserne. På den anden side var det en stor potentiel sejr for anti-kapitalistiske kræfter da Kinas Kommunistiske Parti kom til magten i 1949. Selvom styrkeforhold mellem socialisme og kapitalisme syntes at være blevet lige fra begyndelsen af 1950’erne, faldt den socialistiske alliance fra hinanden da Kinas og Ruslands kommunistiske partier ikke kunne enes om en fælles front imod den imperialistiske lejr under USA's ledelse.

Vi befinder os nu i en verden hvor socialistiske kræfter er svækket politisk og med en svag strategisk forståelse af de store forandringer som er i færd med at finde sted på det geopolitiske og geoøkonomiske plan. Omfanget af denne proces kommer til udtryk i de forskellige politiske, økonomiske og institutionelle alliancer/partnerskaber som er opstået udenfor den vestlige sfære og indflydelse. Her ligger måske den reelle mening af tesen om ”civilisationers sammenstød”.

Også på det samfundsmæssige plan er et spørgsmål om forandringer blevet aktuelt: Risikerer den tribut, som den ikke-europæiske verden har betalt de imperialistiske lande og som blev anvendt til at pacificere økonomismens krav, ikke at komme i fare nu hvor verdensøkonomien har fået eller vil få konkurrence fra den ikke-vestlige verden. I denne tid er levestandarden for den arbejdende befolkning stagnerende eller faldende i adskillige lande i Europa og USA. På globalt plan er uligheden mellem et lille mindretal og flertallet slående! 

   
For at vende tilbage til Kuhns problemstilling om paradigmeskift, kan vi forvente at marxismen ville kunne opstille en forståelsesramme som kan inddrage de mange anomalier som opstår under senkapitalismen uden at miste sin forklaringskraft og pege på en mulig fremtid. Ikke så lidt står på spil!
I forskellige bemærkninger om Kinas inddragelse i det kapitalistiske system mente Marx og Engels, at denne bedrift ville bidrage til at underminere kapitalismen. For Rosa Luxemburg var kapitalakkumulation uden en periferi utænkelig for kapitalismens overlevelse.

Ingen kan vide præcis hvordan fremtiden vil forme sig. Men der kan ikke herske tvivl om at menneskeheden er trådt ind i en ny epoke hvor Vestens dominans er i færd med at blive reduceret i forhold til den ikke-europæiske verden. Det kapitalistiske verdenssystem Vesten fik etableret siden 1500, er i færd med at blive udfordret af ”Resten”. Heri ligger Samuel Huntingtons tese om ”Civilisationers sammenstød” som svar på Francis Fukuyamas antagelse om ”Historiens afslutning”.  

Kan marxismen hjælpe os til at forstå denne udvikling og bidrage til at forandre verden i en postkapitalistisk retning? Det kan i hvert fald siges at de vestlige samfund ikke forekommer at være ideologisk/politisk/økonomisk udrustet til at tilpasse sig de store forandringer som denne proces vil indebære. Militarismens fremmarch samt trusler om atomkrig er nøgtern set blevet mere end skræmmende!