Argumenter imod universel basisindkomst
Af Daniel Zamora

Offentliggjort: 15. februar 2018

Oversat fra Jacobinmag, december 2017. Zamora er doktor i sociologi ved Université Libre de Bruxelles og universitet i Cambridge. Noterne er indsat af oversætteren.
En universel basisindkomst vil styrke markedet, men der er behov for noget, der kan indskrænke det.

Hillary Clinton skrev i sine valgkampsmemoirer What Happened, at ideen om en universel basisindkomst (UBI) for alle amerikanere ’fascinerede’ hende. I refleksionerne over sin fuldstændig uinspirerende kampagne, forklarede hun, at hun havde ønsket at tage UBI med i sin platform, men ”ikke kunne få tallene til at hænge sammen”, så hun droppede ideen.

Hun havde planlagt at kalde ideen for ”Alaska for Amerika”, der refererer til Alaskas permanente fond. Denne fond, der blev oprettet i 1982, giver hver borger i delstaten et årligt udbytte fra indkomsterne af olieudvindingen. Ideen [om basisindkomst] blev populær i midt-1960erne og Nixon fik næsten indført systemet over hele landet. Amerikanske forskere udførte forsøg i stor skala i New Jersey og en canadisk undersøgelse blev gennemført i Winnipeg i midt-70erne. På det tidspunkt frembragte forslaget ophidsede debatter på det europæiske fastland og i Nordamerika, men de følgende årtier førte til et langsomt, men sikkert fald i støtten til ideen. Den konservative forkærlighed for ’workfare’- og aktiveringspolitik, der karakteriserede velfærdsreformerne i 90erne – anført af en anden Clinton – forvandlede basisindkomst til en utopisk fantasi.

Men som den interesse for UBI, som en af klodens med magtfulde politikere udviser, bevidner, har de sidste ti år pustet nyt liv i ideen. Den er faktisk på mange bevægelsers og regeringers dagsorden nu. For Philippe van Parijs[1] og Yannick Vanderborght[2], to af UBIs førende fortalere, ”har sammenfaldet af voksende ulighed, en ny bølge af automatisering og en mere akut bevidsthed om de økologiske grænser for vækst gjort den [UBI] til genstand for en hidtil uset interesse i hele verden.”

Finlands højre-regering afprøver ideen og erstatter en del af arbejdsløshedsunderstøttelsen med en basisindkomst, der tildeles alle finske borgere. I Canada udfører provinsregeringen i Ontario et eksperiment i stor skala siden sommeren 2017. I Europa har Holland det mest udviklede eksperiment med et UBI-program. Adskillige kommuner afprøver programmets virkninger på dem, der deltager i det. Og i Frankrig gjorde den uheldige kandidat for socialistpartiet, Benoît Hamon, basisindkomst til sit centrale tema.

Politiske partier over hele kloden diskuterer nu åbent ideen om at tildele alle borgere en betingelsesløs basisindkomst. Begge sider af det politiske spektrum peger på forskellige formodede fordele: Højrefløjen lovpriser UBI for ved hjælp af denne at kunne at slippe af med forældede statsbyrokratier, venstrefløjen for at den kan udrydde fattigdommen.

Fordi basisindkomsten efter en populær opfattelse på en gang fremstår som ’liberal’ og ’social’, skiller den dem, der i gammeldags termer stadigvæk tænker i klasser og den industrielle revolution, fra dem, der anerkender, at ’videnøkonomien’ har forvandlet vor økonomi og samfund grundlæggende. For denne sidste gruppe er fuld beskæftigelse utopisk, stabilt arbejde er et forældet krav og lønarbejdets gamle institutioner – socialt sikkerhedsnet, fagforeninger osv. – er gammeldags og bremser fremskridtet og den individuelle frihed. For den radikale venstrefløjs ’accelerationistiske[3] teoretikere Nick Srnicek[4] and Alex Williams udgør basisindkomst en ’post-kapitalistisk’ udvej, mens Peter Barnes, der beskriver sig selv som ’iværksætter’ og hvis bestseller With Liberty and Dividends For All inspirerede Hillary Clinton, ser den som en måde at skabe en ”bedre balanceret kapitalisme – vi kalder den alle-får-en-bid-kapitalisme”.

Studierne, eksperimenterne og debatterne vokser og gør endnu engang UBI til en ide, ’hvis tid er kommet’.

Paradoksalt nok synes UBI derfor at være et krisens krav, der fremføres i tider med samfundsmæssig tilbagegang og nedskæringspolitik. I samme grad som politikken bevæger sig mod højre og de sociale bevægelser kommer i defensiven, vinder UBI fodfæste. Jo mere de samfundsmæssige forbedringer synes uopnåelige, jo mere giver UBI mening. Den er det, en botaniker ville kalde en ’bioindikator’: Den bliver et tegn på neoliberalismens fremgang. Opbakningen til basisindkomst blomstrer, hvor neoliberale reformer har været mest ødelæggende.

I den forstand er UBI ikke et alternativ til neoliberalismen, men en ideologisk kapitulation til denne. Faktisk ville den mest levedygtige form for basisindkomst gøre prekært arbejde universelt og udvide markedets sfære – ligesom Silicon Valleys guruer håber på.

Umuligheden af en ’venstreorienteret’ basisindkomst

Skønt spørgsmålet om UBIs levedygtighed i hovedsagen er teknisk, er det afgørende for at kunne bestemme UBIs politiske karakter. Det skyldes, at UBIs virkninger afhænger af størrelsen af det beløb, der udbetales og betingelserne for dens implementering.

Nick Srnicek og Alex Williams skriver i deres accelerationistiske manifest Inventing the Future, at ”UBIs virkelige betydning ligger i den måde, den vender den magtens asymmetri om på, der nu eksisterer mellem arbejde og kapital.” Indførelse af UBI ville give arbejderne ”muligheden for at vælge mellem at tage et arbejde eller lade være … UBI opløser derfor lønarbejdets undertrykkende aspekter, afvikler delvist arbejdets varekarakter og transformerer på den måde den politiske relation mellem arbejde og kapital.”

Forfatterne insisterer på, at for at kunne gøre dette, må basisindkomsten ”levere en indkomst, der er tilstrækkelig til at leve af.” Hvis betalingen ikke er høj nok til, at den tillader folk at afslå at arbejde, kan UBI trykke lønningerne og skabe flere ’møgjob’.

På trods af vigtigheden af UBIs størrelse og den måde, den gennemføres på, diskuterer de utallige tekster – inklusiv Srniceks og Williams arbejder - der er helliget indførelsen af UBI, sjældent politikkens konkrete detaljer. Mange af basisindkomstens fordele ville først vise sig, hvis den hviler på et betragteligt, månedligt beløb, hvilket betyder at udgaver, der er baseret på moderat eller lav indkomst, potentielt kan få negative virkninger.

Guy Standing[5], der er en af basisindkomstens pionerer i Storbritannien, forsvarer for tiden lavindkomstudgaven. For at fremme sit forslag peger han på tænketanken Compass, der har lavet adskillige mikrosimuleringer for at vurdere virkninger og anvendeligheden af tiltaget i en engelsk sammenhæng. Compass’ studie[6] viser de risici, der er ved alle basisindkomstsudgaver, der forsøger at erstatte trangsbestemte ydelser: I sin enkleste form ville et sådant totalarrangement give hver voksen 392 USD (292 GBP) pr. måned og ville fjerne de eksisterende trangsbestemte ydelser. Resultaterne ville blive katastrofale: Børnefattigdommen ville stige med 10%, fattigdommen blandt pensionister med 4% og fattigdom blandt lønmodtagerne med 3%.

Compass analyserede også en ’modificeret udgave’ med en månedlig basisindkomst på 284 GBP (380 USD) for voksne i den arbejdsdygtige alder (og lavere udbetalinger for andre), der skulle være sideløbende med i stedet for at erstatte de fleste eksisterende, sociale ydelser. Men basisindkomsten ville også tælle som indkomst, når modtagernes berettigelse til at modtage disse ydelser og skat skulle beregnes; denne struktur, hvor UBI er et supplement, gør indførelsen mindre omkostningstung end den ellers ville være blevet, eftersom en stor del af omkostningerne er indbefattet i de eksisterende socialudgifter. Men dette dæmper også det samlede løft i de fattiges nettoindkomst. Ikke desto mindre udgør de samlede omkostninger ved denne udgave – størrelsen af de skatter, der ville skulle inddrives – 170 GBP milliarder eller 6,5% af Storbritanniens bruttonationalprodukt (BNP). Det er denne udgave, der nu støttes af Standing.

Resultaterne er på trods af den indsats på skatteområdet, der ville skulle sættes i værk for at indføre det nye system – 6,5% af BNP eller næsten det dobbelte af den andel af BNP, som USA for tiden anvender på sit militær – temmelig skuffende. Fattigdommen blandt børn ville mindskes fra 16 til 9%, men for mennesker i den arbejdsdygtige alder mindskes den mindre end 2% (fra 13,9 til 12%) og for pensionister kun 1% (fra 14,9 til 14,1%). Den anselige sum penge, der mobiliseres, har kun en beskeden indvirkning på fattigdommen og kommer ikke i særlig grad de, der har mest brug for det, til gode. Som økonomen Ian Gough skriver, ser ideen ud til at være ”en magtfuld skattemaskine”, der ”er spændt for en lille vogn.”

Denne kendsgerning bliver endnu mere slående, når man tager i betragtning, at udgifterne til at udrydde fattigdom i et udviklet land ligger på omkring 1% af BNP. En individuel arbejdsløshedsunderstøttelse, der ligger på fattigdomsgrænsen (ca. 1200 USD om måneden) og som tildeles alle uden arbejde uanset deres plads i familiestrukturen, ville ikke alene få alle ud af fattigdommen, men også betyde afslutningen på workfare, udfordre familiestrukturens normative dimensioner og ændre arbejdsmarkedet fundamentalt. Alt dette for mellem seks og 35 gange mindre omkostninger end en universel basisindkomst.

Den samme kritik gælder for den moderate udgave, som Philippe van Parijs, en af grundlæggerne af Basic Income Earth Network (BIEN), der har arbejdet for UBI siden midt 1980erne, går ind for. van Parijs kræver en ’bundinkomst’ på 600 EUR (170 USD), der som i Standings udgave ikke i fuld udstrækning lægges til eksisterende sociale ydelser. Denne form ville koste lidt over 6% af BNP i et land som Belgien, der i forvejen har et højt niveau af sociale udgifter og ydelser og det for et system, der ikke er i stand til øge de magre indkomster for den store majoritet af mennesker, der er afhængig af sociale ydelser. Dette er en bemærkelsesværdig kendsgerning omkring en foranstaltning, der så ofte beskrives som ’revolutionær’ – en kendsgerning, der kom klart til udtryk i det finske forsøg: Den nævner sit ’primære mål’ som værende at ’fremme beskæftigelse’ ved give folk tilskyndelse til at ”acceptere lavt betalte og lavproduktivitetsjob”.

Man kunne naturligvis argumentere for en mere generøs udgave [af UBI], der lå nærmere antikapitalistiske eller accelerationistiske forslag, som det, der er fremsat af den franske økonom Yann Moulier-Boutang[7]. Hans UBI-forslag beløber sig til 1100 EUR (1302 USD) om måneden til hver borger og skal lægges til eksisterende ydelser.

Arrangementet ville i Frankrig koste 871 milliarder EUR eller 35% af BNP. Da det franske socialistpartis tænketank Fondation Jean Jaurès studerede den indvirkning, en månedlig UBI på 1000 EUR ville få på statsbudgettet, anslog den, at den ville koste lige så meget som de nuværende socialudgifter – pensioner, understøttelse, sociale ydelser osv. – plus budgetterne for enten uddannelses- eller sundhedssystemet. Det rækker vist at sige, at det er usandsynligt, at denne udgave af UBI ser dagens lys.

Moulier-Boutang selv anerkender dette og skriver, at selvom ”et detaljeret regnestykke under alle omstændigheder skal opstilles, så står en ting klart: Det nuværende indkomstskattesystem kan kun finansiere en lille del af indførelsen af denne foranstaltning.” For at løse problemet foreslår Moulier-Boutang, at man erstatter det nuværende beskatningssystem (herunder den progressive indkomstskat) med en 5% skat på finanstransaktioner – en ’skatterevolution’ der ville ”reducere budgetunderskuddet” og samtidigt ”opretholde det nuværende niveau af de sociale udgifter og tilføje en UBI på 871 milliarder EUR”.

Forfatterens temmelig fantastiske beregninger lyder fristende, men en skat på finanstransaktioner ville aldrig kunne indbringe så stor en sum. Omfanget af finanstransaktioner er uhyre – for tiden ti gange BNP – men det er præcis, fordi de ikke beskattes med 5%. Eftersom finanstransaktioner typisk udføres for at opnå profitter så små som nogle få tiendedele af en procent, ville de simpelthen ophøre, hvis man indførte den beskatning, Moulier-Boutang foreslår. Til sammenligning forestilles den eneste skat på finansielle transaktioner, der i dag for alvor overvejes, Tobin-skatten, at skulle ligge på mellem 0,05 og højest 2% - hundrede gange mindre en Moulier-Boutangs forslag – og det selvom den specifikt er beregnet på at formindske spekulation (og som følge deraf transaktionerne).

Ingen eksisterende økonomi kan betale for en generøs basisindkomst uden at tage penge fra alt andet. Vi måtte enten skulle slå os til tåls med den minimalistiske udgave – hvis virkninger ville være højst mistænkelige – eller vi måtte skulle eliminere alle andre sociale udgifter og reelt skabe Milton Friedmans paradis. Stående overfor disse kendsgerninger må vi sætte spørgsmålstegn ved UBIs fornuft. Som Luke Martinelli[8] har sagt det: ”En UBI, vi har råd til, er utilstrækkelig og en UBI, der er tilstrækkelig, har vi ikke råd til.”

Hvis UBI endelig skulle tage form, vil de eksisterende magtrelationer gavne de, der har økonomisk magt og som ønsker at få noget ud af at svække det nuværende system med dets sociale beskyttelse og regulering af arbejdsmarkedet. For hvem skal beslutte det månedlige beløbs størrelse og hvem skal diktere betingelserne og udformningen af UBIen? Hvem har gavn af de eksisterende magtrelationer? I hvert fald ikke arbejderen.

Arbejdets krise?

Når man spørger Philippe van Parijs om arbejdet, ynder han at citere lægen Jan Pieter Kuiper, der startede debatten om basisindkomsten i Holland i 1970erne: ”Der er blandt mine patienter nogen, der er syge, fordi de arbejder for meget og nogen, der er syge, fordi de ikke er i stand til at finde et arbejde.” Denne modsætning går som en rød tråd gennem kapitalismens historie og motiverer van Parijs og mange af hans tilhængere.

Indførelsen af UBI ville skabe et samfund i hvilket, ”de, der arbejder for meget … arbejder mindre for at undgå udbrændthed, for at kunne trække vejret lidt, videreuddanne sig til et nyt job eller tage sig af dem, de holder af og de job, der således blev ledige, kunne overtages af andre.” Det vil sige, man sigter ikke mod at ”arbejde mindre, så alle kan arbejde”, som arbejderbevægelsen traditionelt gjorde, men lade alle vælge, hvor meget de vil arbejde på et givet tidspunkt. Fortalerne præsenterer dette som en måde at opnå en mere harmonisk fordeling af arbejdet på. Den målsætning kan synes fornuftigt, men den rejser adskillige spørgsmål. Og hvad der er vigtigst, den risikerer at forstærke det nuværende kapløb mod bunden, som arbejdsgiverne har iværksat.

Dagens arbejdsmarked er stærkt lagdelt: Nogle nyder godt af adgang til gode job, mens andre, der er udsat for hård konkurrence, kun kan finde prekært og ustabilt arbejde. En lav eller moderat UBI – for lav til at folk kan tillade sig at sige nej til et job – kunne forvise de mindst kvalificerede til endnu mere intenst prekære situationer. Som Luke Martinelli siger: ”

Manglen på en udvej for den type arbejdere og deres svage forhandlingsposition i forhold til arbejdsgiverne betyder, at en basisindkomst kunne ende med at forværre dårlige lønninger og arbejdsbetingelser, hvis andre arbejdere var villige til sænke deres lønkrav som resultat af de betingelsesløse udbetalinger.

Martinelli lægger vægt på, at ”faren for at en basisindkomst ’ville forværre lavtlønsproblemerne og understøtte ineffektive arbejdsgivere’, hvilket ville føre til en opblomstring i antallet af ’møgjob’.” I dette scenarie vil de med gode job fortsætte med at leve et tilfredsstillende liv, nu suppleret med en universel indkomst, mens andre må kombinere deres UBI med et eller flere ’møgjob’. Med forslaget gøres der intet forsøg på at hjælpe dem, der står uden et arbejde i dag, med at få et i morgen eller med at forbedre det job, de allerede har. Alt tyder faktisk på, at det modsatte vil ske: UBI vil fungere som krigsmaskine, som bruges til at sænke lønningerne og udbrede det prekære arbejde.

Dette aspekt af basisindkomsten er ikke nyt: Det forklarer, hvorfor den neoliberale økonom George Stigler[9] oprindeligt forslog UBI i form af negativ indkomstskat. I modsætning til Keynes, der nedtonede lønniveauernes rolle i sin forklaring af arbejdsløshed, argumenterede Stigler i sin berømte artikel fra 1946 The Economics of Minimum Wage Legislation mod [den opfattelse], at en mindsteløn skulle kunne mindske arbejdsløsheden. Han opfordrede [den amerikanske] regeringen til at afskaffe den slags regulering, så arbejderne ville acceptere lønninger, der ikke lå over markedsprisen.

Stiglers negative indkomstskat, der skulle supplere indkomster op til en vis størrelse, ville gøre det muligt for arbejdere at acceptere lavtlønsjob, men stadig leve over fattigdomsgrænsen. I virkeligheden garanterer systemet en minimumindkomst uden, at det berører lønnens pris. Som Friedman skrev i 1956 ville en sådan foranstaltning ”der opererede gennem markedet, ikke forvride markedet eller lægge hindringer i vejen for dets funktion”, som keynesianske foranstalninger gør.

Det er i vore dage stadigvæk almindeligt, at se tilhængere af UBI falde tilbage til neoklassiske platheder omkring beskæftigelsen. Man kan for eksempel kun overraskes over de tvivlsomme påstande, som van Parijs og Vanderbergh fremsætter i deres nye bog Basic Income: A Radical Proposal for a Free Society and a Sane Economy som f.eks.: ”Hvor lønnens niveau effektivt beskyttes af lovgivning om mindsteløn, kollektive forhandlinger og generøs arbejdsløshedsforsikring, tenderer resultatet til at blive et massivt tab af job.”

[Men] vi skal ikke gå ud fra den præmis, at for høje lønninger frembringer arbejdsløshed ved at forstyrre økonomiens optimale ligevægtstilstand: Det er præcis den ide, vi skal udfordre så kraftigt, vi kan. Faktisk underminerer nylige studier disse påstande alvorligt. I modsætning til neoklassiske forudsigelser, har lande, der beskatter arbejde højest, den højeste beskæftigelse, fordi indkomstskatterne finansierer de sociale ydelser, hvilket fremmer deltagelse i arbejdsmarkedet, især for kvinder.

Hvem arbejder?

Lad os alligevel forestille os, at det var matematisk muligt at indføre en UBI, der var stor nok til, at ingen af os behøvede at arbejde. Antag, at vi kunne modtage denne generøse basisindkomst og stadigvæk beholde en stærk velfærdsstat. Det ville i sandhed ændre spillets regler. Alligevel hviler selv denne utopi på to problematiske antagelser.

For det første antages det, at arbejdsløse ikke ønsker at arbejde eller ville være lige så glade for at modtage en generøs, månedlig check. Men hvad nu hvis denne antagelse ikke holder? Ideen om at vi burde formindske efterspørgslen efter job i stedet for at kæmpe for fuld beskæftigelse overser, at mange mennesker faktisk ønsker at arbejde. Som Seth Ackerman[10] har argumenteret for, ligger der til grund for denne antagelse opfattelsen af, at den desperation, folk uden arbejde giver udtryk for, er en slags falsk bevidsthed, et problem der kan løses ved propagandakampagner, der hylder ikke-arbejde.

Dette er en fejlbehæftet forklaring på, hvad der er på højkant, når det drejer sig om spørgsmålet om arbejdet. Der er noget mere grundlæggende på spil: Arbejdet er mere end et middel til at tjene penge. Det skyldes ikke blot ’arbejdsideologien’, men også de objektive betingelser, der stilles af et samfund, der er baseret på en arbejdsdeling i stor skala, hvor alle hver for sig bidrager til den kollektive produktion. Dette system frembringer både en vis fordeling af indkomsterne og af arbejdet. Folk er naturligvis bekymret om ulighed i indkomst, men er de ikke også bekymrede for ulighed i job? Som Ackerman skriver ”så længe den samfundsmæssige produktion kræver fremmedgjort arbejde, vil det samfundsmæssige krav om alles lige forpligtelse til at arbejde eksistere og [derfor også] en utilpas bevidsthed om [dette krav] hos dem, der kunne arbejde, men af en eller anden grund ikke gør det.”

Det er derfor, at en universal garanti for et arbejde og en nedsættelse af arbejdstiden stadig er de vigtigste mål for al venstreorienteret politik. At nedsætte arbejdstiden kollektivt er politisk og samfundsmæssigt at foretrække fremfor at skabe en socialt lagdelt pulje af arbejdsløse arbejdere – en situation der ville få alvorlige konsekvenser for dem, der er i arbejde. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan en sådan situation kunne fremme [yderligere] splittelse i arbejderklassen, på samme måde det allerede er sket i de sidste, adskillige årtier.

For det andet rejser en sådan ’utopisk’ UBI spørgsmål om, hvordan fordelingen af arbejdet, dvs. arbejdsdelingen, skulle afgøres i et samfund, hvor vi kunne vælge ikke at arbejde. Under kapitalismen afgøres arbejdsdelingen på brutal facon og henviser store dele af befolkningen til job, der er vanskelige at udføre og dårligt betalt, men ofte af stor værdi for samfundet. En ’utopisk’ UBI antager derimod ganske enkelt, at den spontane samling af individuelle ønsker i et samfund, der er befriet fra arbejdets tvang, vil fremkalde en arbejdsdeling, der fører til et ordentligt fungerende samfund; at ønskerne hos de individer, der nu er fri til at vælge, hvad de spontant ønsker at lave, vil frembringe en perfekt, funktionel arbejdsdeling. Men denne forventning er noget, der antages og ikke noget, der kan påvises.

Hvis vi ønsker at forestille os et samfund, hvor arbejdsdelingen ikke længere afgøres ved hjælp af tvang, må vi gentænke selve arbejdet. Og en gentænkning af arbejdet vil kun pege i en frigørende retning, hvis arbejdet gøres mere meningsfuldt og tiltrækkende. I et samfund, hvor arbejdets natur gennemgribende er ulige, ikke blot med hensyn til dets fordeling, men også dets indhold, bliver det afgørende at forandre det.

Kontanter eller ophævelse af at alt gøres til varer?

Udover argumenterne omkring mulighederne for gennemførelse [af UBI] eller dens indvirkninger på arbejdsmarkedet, er det nødvendigt at stille et mere fundamentalt spørgsmål: Er det at uddele 1100 EUR til hele befolkningen den bedste måde at bruge 35% af BNP på? Er den bedste måde at bekæmpe kapitalismen på ikke at indskrænke den sfære, den opererer i? Indførelse af en basisindkomst vil derimod bare tillade alle at deltage i markedet.

Den nuværende, økonomiske krise rækker videre end problemet omkring indkomstulighed. Selvom uligheden tiltrækker sig mest opmærksomhed, er den et sekundært træk ved kapitalismen. En af kapitalismens mest markante bedrifter (men også en af dens mest voldelige) er, at den har gjort udveksling via markedet noget nær den eneste måde, vi kan få fat i de goder, der er nødvendige for vores egen reproduktion. Dette betød, at penge blev gjort til næsten det eneste, gyldige udvekslingsmedie og har gjort hovedparten af befolkningen afhængig af kapitalen og derved gennemtvunget en fundamentalt asymmetrisk magtrelation mellem chefen og arbejderen. Dette i bund og grund ulige forhold betyder ikke blot en underkastelse af menneskene indenfor arbejdets sfære, men i lige så høj grad udenfor denne gennem den stærke indflydelse økonomisk magt øver på politik, ideologi og kultur.

Ved det nittende århundredes slutning forstod venstrefløjen udmærket dette problem. Velfærdsstaten prøvede at begrænse de områder, hvor markedet og den økonomiske magt kunne operere. Hvis industrialiseringen havde gjort ejerne [af produktionsmidlerne] alene til fuldværdige borgere med reelle rettigheder, så indførtes der med det sociale sikkerhedsnet og arbejdsløshedsforsikringen det, som Robert Castel[11] kaldte ’social ejendom’ og som markerede ”fremkomsten af en ny funktion i staten, en ny form for rettigheder og en ny opfattelse af ejendom”. Som den britiske sociolog T.H. Marshall[12] forklarede, er lighed ikke mulig ”uden at indskrænke de konkurrerende markeders frihed”, uden at åbne samfundsmæssige rum, der er befriet fra markedets tvang. Med andre ord skilte venstrefløjen aldrig de økonomiske virkninger af at udvide markedet (det gælder også de politiske og kulturelle virkninger) fra, at man satte spørgsmålstegn ved selve markedets logik.

Selvom dette perspektiv har lidt enorme tilbageslag siden de tidlige 1970ere, tilbyder det stadig en vision, der radikalt afviger fra vores nuværende, neoliberale konsensus. Det endelige mål er ikke at gøre konkurrencen mere ’fair’, mindre ’diskriminerende’ eller mindre ’normsættende’. I stedet er det at søge at indskrænke det rum, i hvilket konkurrencen eksisterer. Frihed betyder i denne forstand ikke evnen til at få adgang til markedet, men snarere evnen til at indskrænke det rum, hvori det opererer.

Hillary Clinton havde ret, da hun sagde, at hun havde undervurderet ’de store ideers’ magt. Men det betyder ikke, at UBI er den store ide, vi har brug for. Vi bør igen knytte forbindelsen til efterkrigstidens frigørelsesarv. De institutioner, arbejderne oprettede efter 2. verdenskrig gjorde andet end at stabilisere kapitalismen eller være en stødpude for den. De udgjorde i kimform elementer til et demokratisk og egalitært samfund, hvor markedet ikke skulle have den centrale plads, det nu indtager. Og hvis Bernie Sanders og Jeremy Corbyns succes er noget at gå efter, kan døren nu være åbnet for en genfødsel af socialistisk politik.

Utopien er ikke uden for vor rækkevidde – den er nærmere end vi tror.

Jacobinmag har tilføjet denne note til artiklen: ”I en tidligere version af denne artikel citeres Philippe van Parijs for i Le Monde at have skrevet, at ”en universel indkomsts niveau ikke må være så højt, at det tillader en person, der bor alene, at undslippe fattigdom.” Ifølge van Parijs var hans mening snarere, at et sådant niveau for en basisindkomst ”ikke er nødvendigt” for at skabe positive virkninger. Ovenstående artikel er blevet ajourført i overensstemmelse med dette. ”


[1] Belgisk økonom og filosof (1951 - )

[2] Belgisk professor i statskundskab

[3] Accelerationisme er ideen om, at kapitalismen eller vise teknologiske processer, der historisk set har karakteriseret den, skal udvides, rettes mod andre mål eller accelereres med det formål at frembringe radikale samfundsændringer.

[4] Amerikansk forfatter, psykolog, filosof og økonom

[5] Engelsk økonom (1948 - )

[7] Fransk økonom (1949 - )

[9] Amerikansk økonom og Nobelprisvinder (1911 – 1991)

[10] Medlem af Jacobinmags redaktion og historiker.

[11] Fransk sociolog (1913 – 2013)

[12] Engelsk sociolog (1893 – 1981)