En revolutionær blev myrdet, men Thomas Sankaras ideer kan ikke dræbes
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. februar 2018

Præsident Thomas Sankara, som var leder i Burkina Faso fra revolutionen i 1983 til han blev myrdet i et kontrarevolutionært kup i 1987, vil ikke rigtig dø. Hans ideer og mindet om ham er stærk. Han var en af Afrikas sønner som trådte op imod imperialisme og kolonialisme og betalte den højeste pris.

I et nyligt folkeligt oprør i 2014 mod det korrupte neo-liberale regime som blev væltet og hvor præsidenten flygtede ud af landet, var Sankara igen på manges læber.

Mindet er så stærkt at den franske præsident Macron på officielt statsbesøg i Burkina Faso i nov 2017 omklamrede Sankara i et forsøg på at vise et andet ansigt på Frankrig.

Et andet ansigt end det forhadte Frankrig som gennem neokolonialisme har opretholdt sin undertrykkende rolle overfor ethvert forsøg på selvstændig økonomisk og politisk udvikling i Vestafrika.

Mordet i 1987 er indhyllet i mørke og mistanken om fransk indblanding er stærk. Thomas Sankara International Memorial Committee (ICD-TS) demonstrerede d. 15 okt 2017 i hovedstaden Ouagadougou med krav om at få sandheden om mordet frem. Kravet blev fremført til den franske ambassade og til de militære myndigheder.
Alle nye franske præsidenter plejer at holde en stor Afrika tale. Overfor studerende på universitetet hyldede han antiimperialisten Sankara på smart vis, samtidig med at Macron ikke flyttede sig i forhold til Frankrigs økonomiske og militære rolle i Afrika. Som sukker lovede Macron at offentliggøre alle hemmelige dokumenter i relation til mordet. Han tog afstand fra kolonitidens forbrydelser, men rørte ikke ved de neokoloniale strukturer som Frankrig ensidigt profiterer af.

Sankara er populær blandt ungdommen og skulle hans ideer og politik vinde fodfæste igen kan det alvorligt true Frankrigs og vestens interesser i regionen. Ved at reducere Sankara til en mordsag så kan man fjerne fokus fra hans revolutionære ideer og revolutionens antiimperialistiske karakter. Men hvad stod Sankara for? Lad os bygge på hans taler i hans alt for korte regeringsperiode fra 1983 til 1987.  Taler som er udgivet af AfricAvenir International(2016) og som kan findes på www.thomassankara.net.

Sankara var revolutionær og marxist.
Mange har forsøgt at beskrive Sankara som en afrikansk nationalist som så mange andre. Men Sankara var mere end dette, og derfor udløste augustrevolutionen i 1983 også nervøsitet i både Paris og Washington. Sankara var revolutionær marxist og i 1976 dannede han og 3 andre en kommunistisk officersgruppe i militæret. Han lægger i sine taler ikke skjul på sin kompromisløse holdning til imperialismen. Efter 23 års imperialistisk udbytning og herredømme i den tidligere franske koloni Øvre Volta skulle det være slut. Den unge officer og hans medsammensvorne tog magten d. 4. august 1982 og dannede et revolutionært nationalråd og komiteer ud i hele landet til forsvar for revolutionen(CDR).  I det tilbagestående landbrugsland med en analfabetisme på over 90 % var der kun en lille svag arbejderklasse. CDR komiteerne blev derfor væsentlige for den nye revolutionære orden ud i landsbyer, bydele og arbejdspladser.

Sankara var bevidst om de store udfordringer i et tilbagestående land og nødvendigheden af at forbinde sig med masserne, hvis revolutionen skulle sikres mod tilbageslag. I sine møder med befolkningen og i sine taler understregede han, at det også var en moralsk revolution. Man skulle undgå autoritære metoder, Revolutionen var national i sin karakter men også folkelig, og derfor skulle kulturen spille en væsentlig rolle. Tidligere magthavere havde brugt folket som en trampolin for at komme til magten, nu skulle det være anderledes.

Revolutionen er en demokratisk handling, siger Sankara, og hvor der er udbytning og undertrykkelse, vil der være to slags retfærdighed: Undertrykkernes og de undertryktes. Den revolutionære folkerevolution vil altid være på de udbyttedes og undertryktes side. I et samfund hvor udbytterne hersker over flertallet vil justits og retsvæsen tjene udbytterne. Lad fortalerne for det ”rene demokrati” jamre og klage. De eksisterende domstole, hvor det er tilladt at købe en advokat og en dommer, blev erstattet af folkedomstole, for at gøre op med den eksisterende uretfærdighed og klasseundertrykkelse. ” I et samfund med 95 % analfabeter, som holdes nede i uoplysthed og uvidenhed af den dominerende klasse, der vover den borgerlige justits imod enhver sund fornuft at udtale at alle skal overholde loven. Med dette kunstgreb undertrykker de besiddende og dovne klasser de store folkemasser, bønderne og arbejderne”.

Sankara talte på 3 års dagen for den burkinske revolution om den politiske kurs: ”Augustrevolutionen drejede sig ikke blot om at indføre et nyt regime i Øvrevolta. Den bryder med alle hidtidige regimer. Målet består i dannelsen af et nyt samfund, hvor enhver borger på grundlag af sin revolutionære bevidsthed bliver skaber af sin egen lykke, en lykke som svarer til de anstrengelser som ligger bag. Om det passer de konservative og reaktionære kræfter eller ej, så vil revolutionen som en total og dybt indgribende omvæltning ikke spare noget område, nogen sektor økonomisk, socialt og kulturelt….Takket være agrar- og jordreformen har vi brudt med den feudale udbytning og givet folket retten tilbage til at bestemme over jorden og nyde frugten af deres arbejde”.

Han talte imod misbrug og fejl i udøvelsen af folkemagten, Revolutionære må ikke frygte at indrømme fejl og mangler, ikke engang overfor deres fjender og modstandere. Ellers kan disse mangler ikke bekæmpes offentligt. ”Som revolutionær anvender jeg det princip som Lenin med stor skarpsindighed og klarsyn stod for. Sagde Lenin ikke at brugen af kritik og selvkritik er det bedste bevis på en organisations troværdighed? Jeg har besluttet at offentliggøre mine vurderinger, da jeg ved at ingen kan komme i tanker om nogen som er mere anstændige end vi er”.

Sankaras revolution var inspireret af den cubanske revolution med idealer om lighed og brud med imperialismen. Men ikke alle dele af arbejderklassen(meget lille) og de fattige var parat til at bryde med de traditionelle og neo-koloniale magtstrukturer. Dette bragte også regeringen i konflikt fagforeninger som var tidligere allierede. Sankara indrømmede også at der blev begået fejl, men blev myrdet alt for tidligt i revolutionen til at der var tid til at løse disse modsætninger.

Internationalist og anti-imperialist.
Sankara var ikke bare en panafrikaner med fokus på Afrika, selv om han talte om Afrika for afrikanerne. Han var også tydelig når han talte om revolutionen som en integreret del af den globale bevægelse for fred og demokrati, imod imperialismen og imod enhver stræben efter hegemoni.
I sin tale på FN`s Generalforsamling i New York d. 4 okt. 1984 siger Sankara, at man tilhører den tredje verden, vil være alliancefri og kæmpe for trikontinental solidaritet mellem Afrika, Asien og Latinamerika imod studehandler og udbytning. Han citerede den cubanske revolutionær José Marti med ordene ”vi kan på vores kinder mærke hvert eneste slag et menneske udsættes for, og her uanset hvilket menneske”. Hidtil har vi vendt den anden kind til. Ørefignerne er blevet fordoblet. Ondskaben er taget til. Det har åbnet vores øjne for klassekampen”.

Den såkaldte udviklingshjælp og dens mange eksperter har ikke hjulpet og derfor må man vende ryggen til disse modeller som støttes af et elitært småborgerskab i Afrika. Et småborgerskab som er passive konsumenter af vestlig livsstil, og ikke vil opgive sine privilegier.  Det er nødvendigt at disse eliter i Afrika og i den tredje verden vender tilbage til sig selv og deres samfund, til elendigheden som man har arvet, for at forstå at kampen for de oprejste masser ikke er forgæves, men også må føres internationalt for at opnå troværdighed.

Samtidig med betingelsesløs støtte til palæstinensernes antizionistiske kamp, udtalte Sankara at han” hæver sin stemme for alle de som forgæves forsøger at blive hørt og få anerkendelse. På denne talerstol har der været mange før mig, og flere vil følge. Men kun få vil træffe beslutningerne, selv om vi præsenteres som ligestillede. Derfor fungerer jeg også kun som ordfører for de, som forgæves søger efter et forum hvor de vil blive hørt. Ja, jeg vil også tale på vegne af alle disse udstødte, da ”jeg er et menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed”.

Sankara knytter an til de store revolutioner, den franske revolution og den russiske, hvor ”den store oktoberrevolution i 1917 forandrede verden, gjorde proletariatets sejr mulig, og rystede kapitalismens grundlag og gjorde Pariserkommunens drøm om retfærdighed mulig. Vi er åbne for andre folkeslags revolutioner, og som også førte til frygtelige fejltagelser med tragiske overgreb på menneskerettigheder, så vil vi fra hver revolution kun bevare den rene kerne. Vi vil ikke gøre os afhængig af andre, selv om vi ideologisk har fælles interesser”.

”Vi vil ikke længere bedrages. Den nye verdensorden som vi kæmper for, er kun opnåelig, når det lykkes at knuse den gamle orden. Og vi indtager vores retmæssige plads i den politiske verdensorden. Vi forstår vores betydning og ønsker medbestemmelse når det gælder beslutninger og handel, økonomi og valuta på globalt plan. Den nye verdensorden ligger i forlængelse af folkeretten: ret til uafhængighed, til frit valg af regeringsform og regeringsstruktur og ret til udvikling. Og som alle folkerettigheder er det gennem folkenes kamp disse rettigheder erobres. Det vil aldrig være et resultat af andre magters storsindethed uanset hvem.”

Sankara er altså ikke den ydmyge som bukker for stormagterne for at fortjene den næste almisse. Han tror på de folkelige kræfters styrke og ser muligheder i den alliancefri eller blokfri bevægelse, en bevægelse som det i dag er lykkedes imperialismen at svække alvorligt, så man næsten ikke mere hører om den.
Han citerer Fidel Castro på generalforsamlingen for at have udtalt hvor lidt der skal betales af de rige lande for at sikre skoler, boliger, sygehuse og arbejdspladser til de fattige. Set i forhold til de brødkrummer af såkaldt hjælp som gives, så forstår han godt at den folkelige vrede slår om i oprør og revolution. De groteske militærudgifter kunne anvendes hertil, og han siger at kampen for fred og nedrustning er af afgørende betydning.

Slaveriet og nedværdigelsen af Afrika og de sorte er aldrig blevet kompenseret: ”Det er vores blod som har næret kapitalismens opsving, gjort vores afhængighed mulig, og beseglet vores underudvikling……..Da vi hører til de folkeslag som har lidt mest, har vi svoret, vi burkinabé, at vi aldrig på det mindste stykke land på denne klode, vil acceptere den mindste afvisning af retfærdighed”.

Kvindernes frigørelse
Kvindernes situation lå Sankara meget på sinde. Omskæring af piger, tvangsægteskab og flerkoneri blev forbudt. Kvinder blev rekrutteret til vigtige stillinger i regeringen og i militæret, og blev omfattet af militær værnepligt. I sin tale på FN`s Generalforsamling i 1984 talte Sankara om kvinder som må se deres børn dø af malaria og diarre, uden at vide at deres børn kunne reddes med enkle midler, som de multinationale forhindrer dem i at får adgang til, medens de foretrækker at investere i skønhedskirurgi og kosmetiske laboratorier.

I Sankaras demokratiske folkerevolution spiller kvinderne en nøglerolle i klassekampen. 8 marts 1987 holder han en af sine vigtigste taler:  ” I som har vugget os i jeres arme og ledt os gennem livet, vores kampfæller, skal deltage med fuld ret som ligeberettigede partnere i revolutionens sejrsfest”. ” I spørgsmålet om kvindens stilling udkrystalliserer sig spørgsmålet om menneskehedens skæbne, her, der og overalt. Det er et spørgsmål af universel karakter”.

Med Engels og den historiske materialisme griber Sankara fat i rødderne til kvindens undertrykkelse: ” Med privatejendommen starter menneskets underkastelse. Manden som herre over sine slaver og sine landområder gør også kvinden til sin ejendom. Herfra stammer det kvindelige køns historiske nederlag. Det kan forklares gennem de store ændringer i arbejdsdelingen. Gennem nye produktionsmetoder og revolutionære ændringer i produktionsmidlerne. Sådan erstatter den patrilineære ret den matrilineære ret. Land arves fra far til søn, og ikke fra kvinden til hendes klan. Der opstår en patriarkalsk familie byggende på faderens privatejendom og hvor kvinden er undertrykt, Som alenehersker kan manden tilfredsstille sine seksuelle lyster med slavinder og hetærer. Kvinder bliver til hans bytte, en markedserobring. Han ser hendes nytte som arbejdskraft og nyder de mange glæder som hun bringer ham”.

”I det kapitalistiske samfund bliver kvinden, moralsk og socialt undertrykt, også økonomisk domineret. Afhængig af mandens underhold, når hun ikke har noget erhvervsarbejde, så erfarer hun også mandens dominans selv om hun slider sig til døde. Kvindens elendighed kan ikke belyses mere klart end at beskrive hendes nære forbundethed med proletaren”. ”En social revolution er først virkelig revolutionær, når kvinden er befriet”.

Enhedsfront mod udplyndringen af Afrika.
Sankara måtte lade livet som mange andre revolutionære som har taget kampen op imod kolonialisme og imperialisme. Hans direkte angreb på stormagterne og politik for ”self-reliance”, bla. i sin tale på OAU mødet i Addis Abeba d. 29 juli 1987, gjorde ham til en farlig mand. Den enorme gæld som bremsede al udvikling kaldte han for en rekolonisering af Afrika, hvor man gør afrikanerne til slaver. Hvis det kun er Burkina Faso som afviser at betale gælden, så ville han ikke komme til næste konference. Hans radikalitet skaffede ham også interne fjender, som myrdede ham og hans nærmeste kolleger på et møde i militæret. Et nykolonialt regime blev genindført, til stor tilfredsstillelse for korrupte regimer i nabolandene som frygtede at revolutionen skulle spredes, for udenlandske investorer og Frankrig som har holdt Vestafrika i politisk og militær afhængighed siden afkoloniseringen.

Burkina Faso er Afrikas fjerdestørste producent af guld. Guldet udvindes af udenlandske transnationale selskaber, hvor arbejderne har elendige forhold og regeringen kun har sølle 10 % af aktierne. Udplyndringen af Afrikas mineraler, olie og gas er systematisk, og Verdensbankens seneste rapport viser dette tydeligt(Bond, 2017).
Med oprøret mod styret i 2014 åbnedes muligheden igen for et opgør med neoliberal politik og imperialisme, men der mangler en socialistisk organisation til at videreføre Sankaras ideer, ideer som stadigvæk er levende i Burkina Faso.
Men samtidig vokser USA`s strategiske interesse for Afrika, og bygger på ”regime change” hvis der er lande som udfordrer den neoliberale verdensorden. En strategi hvor lande bliver fjernet fra verdenskortet, som Eritreas præsident Afewerki udtrykker det(2018). En strategi som både Frankrig og EU er indforstået med og bidrager til.

Sankara afsluttede altid sine taler med: Fædrelandet eller døden. Vi vil sejre.

Kilder:

www.thomassankara.net.

Thomas Sankara: Die Ideen sterben nicht! Reden eines aufrechten und visionären Staatsmannes. AfricAvenirInternational. Berlin, 2016. www.africavenir.org

PAMBAZUKA NEWS 701: 'YOU CANNOT KILL IDEAS': THE RETURN OF THOMAS SANKARA, www.pambazuka.org

 

Burkina Faso: The West's armed puppets broken by the masses, 5 nov 2014, Explo Nani-Kofi,

https://www.pambazuka.org/global-south/burkina-faso-wests-armed-puppets-broken-masses

 

Demonstrators want justice for Thomas Sankara, 18 okt 2017,

https://www.enca.com/africa/demonstrators-want-justice-for-thomas-sankara

What France’s Macron really means when he says Africa needs to look after itself

https://qz.com/1141401/francafrique-macron-hails-thomas-sankara-preaches-cfa-independence-but-nothings-changed/

French President vows to declassify Thomas Sankara’s file

http://apanews.net/index.php/en/news/french-president-vows-to-declassify-thomas-sankaras-file

New Evidence of the World Bank’s Systematic Looting of Africa, Patrick Bond,

https://www.mintpressnews.com/new-evidence-of-the-world-banks-systematic-looting-of-africa/237176/

Interview with president Isaias Afwerki, 31 jan 2018, www.shabait.com