Drømmen om blå borgfred
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. februar 2018

Socialdemokratiet går nu til valg på en gammel udlændingedrøm. På en drøm om at sende udlændinge- og flygtningeproblemet langt uden for egne grænser, som mange i både Danmark og det øvrige Europa allerede har drømt i mange år. Ingen af de, der tidligere har drømt denne drøm, er imidlertid kommet i nærheden af at gøre drømmen til virkelighed.  Herhjemme drømte VK-regeringen drømmen allerede i 2007, og Dansk Folkeparti har foreslået det i både 2014 og 2016, uden at der kom noget ud af det. 

Trods dette lægger Socialdemokratiet stor vægt på at beskrive sin drøm som en realistisk drøm. Som en drøm, der kan blive til virkelighed. En aldrig tidligere realiseret drøm, der nu skal blive til virkelighed med Mette Frederiksen som statsminister. Partiet har ligefrem givet valgudspillet titlen ’Retfærdig og realistisk’. Hvordan hænger det nu sammen – hvis det da hænger sammen?

Det spørgsmål forsøger denne artikel at give svar på. Jeg kan allerede nu røbe, at det hænger overraskende godt sammen både sammen på den korte valgkampsbane og på den måske lidt længere regeringsbane. Derfor vil det være både meget forkert og politisk farligt, hvis man alene afviser det socialdemokratiske udspil som en drøm, der alligevel aldrig bliver til noget. Det socialdemokratiske udspil vil kunne vise sig at være alt andet end politisk ligegyldig. Det kan tværtimod meget vel få afgørende betydning for de kommende års danske udlændingepolitik. Ikke mindst derfor er det afgørende, at venstrefløjen og andre sætter skoen rigtigt ned i denne sag. Det vil fremgå af det følgende.

En bøn om et stærkt vælgermandat

Lad mig starte med Socialdemokratiets eget svar på spørgsmålet om, hvordan Socialdemokratiet kan gå til valg på en udlændingedrøm og alligevel kalde det for en realistisk udlændingepolitik. Det korte svar giver Mette Frederiksen selv i sit forord til udspillet, og som hun gentager i en video, partiet har lagt ud på Facebook. Mette Frederiksen beder her om at få det stærkest mulige vælgermandat fra alle dem, der deler hendes udlændingedrøm. Det gør hun ved at tilbyde sig som den statsminister, der ønsker at repræsentere alle de danskere, der på én gang gerne vil hjælpe mennesker på flugt og sætte en grænse for, hvor mange nye ikke-vestlige udlændinge, der kan komme til Danmark. Vel at mærke samtidig med at vi overholder de internationale konventioner.

Den drøm har hidtil har været noget nær cirklens kvadratur. Her ligger en væsentlig forklaring på, at Socialdemokratiet lader udspillet tage form af et drømmescenarie. Socialdemokratiet kalder selv i udspillet (s. 6) partiets drøm for ’en holdning og vilje’, ’den ideelle løsning’, som ’ikke kan gennemføres lige med det samme’. Holdning og vilje er, hvad Mette Frederiksen har valgt at tilbyde danskerne som statsministerkandidat.

Mette Frederiksen går med udspillet til valg på en holdning og en entydig vilje til at gøre holdningerne til konkret politik under en socialdemokratisk regering. Med andre ord et valgløfte, der forpligtiger. Socialdemokratiet vil bruge regeringsmagten til at knokle for holdningerne, for at virkeliggøre en urealistisk drøm, som mange danske sikkert umiddelbart kan dele. Det er kernen i det socialdemokratiske setup.

Den socialdemokratiske drøm på danskernes vegne er på én gang at hjælpe mennesker på flugt og samtidig sætte en grænse for, hvor mange nye ikke-vestlige udlændinge, der kan komme til Danmark. Mennesker på flugt, der søger til Danmark for at søge asyl, skal have sin danske asylsag behandlet efter alle internationale konventioner. Bare ikke i Danmark.

Socialdemokratisk retfærdighed

Socialdemokratiet har med udspillet lagt en række af partiets retfærdighedsbetragtninger ind i drømmen. F.eks. har nogle af topsocialdemokraterne bag udspillet lagt stor moralsk vægt på, at selv om flygtningekonvention, mv. ikke giver Danmark ret til at stoppe akut asyl, så giver konventionerne til gengæld ikke asylansøgere i Danmark ret til hverken asylbehandling eller eventuelt asyl i det danske velfærdssamfund, og det er ifølge Socialdemokratiet både godt og rigtigt. Hvis ikke konventionerne åbnede for eksport af både asylbehandling, flygtningeophold og håndtering af afviste asylansøgere ville Danmark aldrig for alvor blive herre over antallet af flygtninge og asylansøgere i Danmark, og det anser Socialdemokratiet for en nærmest uundgåelig kvantitativ trussel mod det socialdemokratiske velfærdsprojekt, da det både vil ’stjæle’ samfundsressourcer fra bl.a. danskernes velfærd og true den nationale politiske opbakning bag velfærdssamfundet. Velfærdsnationalisme har det svenske dagblad Dagens Nyheter ikke helt upræcist kaldt dette synspunkt i en leder.

Ifølge Socialdemokratiet er det således både godt og rimeligt, at asylbehandling kan flyttes fra Danmark til et afrikansk eller mellemøstligt land. Af sted med flyveren på en enkeltbillet til alle de, der kommer til Danmark og søger asyl. De, der så opnår asyl ved behandling af deres sag i et dansk modtagecenter i et afrikansk eller mellemøstligt lande, skal heller ikke uden videre til Danmark. De skal i stedet sendes til en flygtningelejr i f.eks. et afrikansk land, eventuelt samme sted som modtagecentret. Endelig de, der ikke opnår asyl. Dem skal Danmark heller ikke besværes med. De skal sendes fra det afrikanske modtagecenter og hjem til der, hvor de kom fra, hvis det da er muligt inden for konventionerne. Ellers må de forblive i det afrikanske modtagecentret, da Danmark ifølge Socialdemokratiet fortsat skal overholde FN’s princip om, at man ikke må tilbagesende flygtninge til forhold, hvor de risikerer forfølgelse. Både asylansøgere, flygtninge og afviste asylansøgere skal således ’eksporteres’ fra Danmark til Afrika eller Mellemøsten.

Skal Danmark så i den socialdemokratiske drøm eksportere hele ansvaret for fremtidens flygtninge? Nej, ikke nødvendigvis. Socialdemokratiet foreslår, at Danmark vedtager et loft for, hvor mange ikke-europæere, man hvert år vil lade komme ind i Danmark. Herunder skal der tages stilling til, hvor mange FN-kvoteflygtninge man ønsker at modtage i Danmark. Socialdemokratiet foreslår, at den til enhver tid siddende regering drøfter loftets størrelse med kommunerne i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger og skaffer sig politisk opbakning hertil bl.a. i forbindelse med Folketingets godkendelse af økonomiaftalerne hvert år i juni måned.

Socialdemokratiet konkretiserer ikke forslaget om et loft for, hvor mange ikke-europæere, man hvert år vil lade komme ind i Danmark. F.eks. afviser Socialdemokratiets udspil at sige noget om, hvor mange flygtninge der må komme til Danmark. Til gengæld gør partiet det helt klart, hvem der skal bestemme, hvor mange flygtninge, der må komme. Det skal den blå borgfred i form af et langsigtet aftalesamarbejde mellem Socialdemokratiet, DF, Venstre og formodentlig også andre blå partier. Gennem det politiske løfte om blå borgfred og ved at bede kommunerne om at melde på, hvor mange ikke-europæere de inden for en mere eller mindre given økonomisk ramme ønsker at modtage, har Socialdemokratiet fundet en politisk formel, der er mere end almindeligt velegnet til at realisere Henrik Sass Larsens gamle drøm om at bringe tallet ned i nærheden af 1.000.

Det er der selvfølgelig intet tilfældigt i. Der sigtes på et meget, meget lavt antal kvoteflygtninge. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at der ikke ligefrem skiltes med det i et valgudspil, der også skal kunne appellere til dem, der gerne vil hjælpe flest mulige mennesker på flugt. Her er der et gab mellem drøm og politik, som Socialdemokratiet ikke just brug for hverken spotlight på eller debat om. Det vil være op til andre at skabe en folkelig debat om, hvorvidt vi som danskere vil finde det retfærdigt over for os selv, europæerne og afrikanerne at etablere et flygtningesystem, der eksporterer ansvaret for alle flygtninge og asylansøgere til Afrika, mens Danmark kun selv mener at kunne finde plads til et antal danske familiesammenføringer fra Asien og USA plus og i bedste fald ganske få udvalgte kvoteflygtninge.

Urealistisk drøm

Socialdemokratiet er ellers helt på det rene med, at det ikke er nok kun at præsentere en drøm. En drøm er ikke nok til at få vælgerne til at tro, at Socialdemokratiet vil kunne beskytte det danske velfærdssamfund ved kun at lukke et stærkt begrænset antal flygtninge og familiesammenførte ind. Drømmen skal også opleves realistisk, hvis Mette Frederiksen for alvor skal vinde danskernes tillid til partiets udlændingepolitik.  

Derfor vil det ganske være katastrofalt for Socialdemokratiet, hvis vælgerne får det indtryk, at Mette Frederiksen nu blot lettere forsinket halser i Kristian Thulesen Dahls fodspor. Så vil socialdemokratiet kun have hældt yderligere vand på DF’s mølle. Det ved DF tydeligvis godt, og partiet har derfor gjort alt for at få det til at se sådan ud: ”Vi kunne ikke have gjort det meget bedre selv”, som DF’s gruppeformand Peter Skaarup udtrykte det i Ekstrabladet.[1]

Netop derfor har det været det altafgørende for Socialdemokratiet at præsentere udspillet som på én gang både retfærdig OG realistisk. I den forstand tjener selve titlen et velvalgt formål. Socialdemokratiet har brug for at fortælle, at den socialdemokratiske plan fuldt og helt kan gennemføres af Danmark uanset, hvad der måtte ske i EU og resten af verden. Derfor er det ikke så underligt, at Socialdemokratiet vælger at argumentere for det realistiske i en dansk enegang.

Men det socialdemokratiske valgoplæg er ikke bare et oplæg til at vinde vælgere tilbage fra DF. Det er samtidig et entydigt og insisterende oplæg til at føre socialdemokratisk udlændingepolitik sammen med bl.a. DF. Mette Frederiksen ønsker at føre udlændingepolitik efter det, hun ynder at kalde mandaternes logik. Hun ønsker at føre en praktisk, langsigtet udlændingepolitik aftalt mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Dette politiske sigte sætter tydeligvis sine klare grænser for den socialdemokratiske realisme-argumentation. I et politisk oplæg til blå borgfred med bl.a. DF kan man f.eks. ikke henvise til nødvendigheden af nye fælles forpligtigende EU-løsninger. Dermed har Socialdemokratiet udelukket sig selv fra det, der ville være det mest oplagte argument for realismen i det socialdemokratiske forslag: At satse de fælles EU-løsninger.

Hensynet til den blå borgfrem gør det reelt umuligt for Socialdemokratiet at argumentere med, at det tiltagende sammenbrud i det internationale flygtningesystem i de kommende år kan presse EU-lande til sammen at finde nye løsninger. Disse løsninger kan gå i retning af en ny og mere solidarisk forpligtigende europæisk flygtninge- og migrationspolitik. De gør det langtfra nødvendigvis. Det afhænger først og fremmest af, om de europæiske centrum-venstrekræfter kender deres besøgstid og presser tilstrækkeligt på. Men det argument – og den politiske rolle - afstår det socialdemokratiske udspil desværre fra.

I stedet får de rent danske muligheder for selv at eksportere flygtninge- og migrationsproblemerne til Afrika fuld skrue. ”Socialdemokratiets plan kan realiseres af Danmark alene.” EU’s rolle i fremtidens internationale flygtningepolitik reduceres derimod til at slags tillægsgevinst, hvor Socialdemokratiet ’helst sammen med øvrige EU-lande’ vil tage ud i verden for at finde egnede og villige lande at etablere modtagecentre og flygtningelejre i.

Den entydige bekendelse til muligheden for en ren dansk løsning sammen med blå blok kan vise sig at være det, der får drømmen til at briste hos de fleste andre end inkarnerede socialdemokrater og DF-vælgere. Overdreven optimisme fremmer ikke altid forståelsen – eller troværdigheden.

Gammel vin uden nye flasker

Rent sagligt er der ualmindelig gode grunde til at sætte op til flere spørgsmål ved realismen i en dansk enegang. Når man læser det socialdemokratiske udspil får man let det indtryk, at der i betydelig grad er tale om gammel vin – uden nye flasker. Der er ikke rigtigt fundet nye løsninger på de udfordringer, der har fået tidligere forslag om i højere grad at eksternalisere det europæiske flygtninge- og migrantproblem til Afrika til at falde til jorden.

Adskillige europæiske regeringer har i årtier haft en drøm om at ’eksternalisere’ flygtninge- og udlændingespørgsmålet uden for EU’s grænser. Der er blevet udfoldet betydelige diplomatiske bestræbelser på at skabe forudsætninger for at gøre drømmen til virkelighed. Alligevel har ingen endnu kunnet pege på ét eneste sikkert nordafrikansk eller mellemøstligt land med en demokratisk valgt regering, der har vist den mindste interesse i at indgå i et samarbejde med Danmark om oprettelse af et dansk modtagecenter for asylansøgere.

Der har været gode klare grunde til, at store europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien indtil dato ikke har kunnet indgå tilstrækkelige aftaler med nordafrikanske lande. Det er de færreste regeringer, der frivilligt ønsker at få indskrænket sin nationale suverænitet ved at støtte oprettelse af et større eller mindre territorium med et modtagecenter eller en flygtningelejr under jurisdiktion af en eller flere europæiske lande. Den slags er ikke bare noget, et enkelt lille land forhandler om mod passende betaling. Det gælder ikke mindst for de lande, der i forvejen er mere eller mindre hårdt belastet af flygtninge og migranter. 9/10 af alle flygtninge opholder sig i forvejen i nærområderne.

Socialdemokratiet ynder her at henvise til EU’s aftale med Tyrkiet. Men Tyrkiet sagde ikke ja til aftalen med hele EU mod en milliardbetaling. Tyrkiet sagde kun ja til aftalen mod, at EU-landene forpligtede sig på at modtage én syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet for hver syrer, der blev sendt tilbage til Tyrkiet og mod, at tyrkiske borgere fik ret til visum-fri indrejse i alle 28 EU-lande. Den slags tilbud er ikke just lagervarer i det danske udenrigsministerium.

Rundhåndet på EU's vegne

Det socialdemokratiske udspil er tvetydigt, hvad angår viljen til at imødekomme krav fra afrikanske lande for at oprette danske modtagecentre og flygtningelejre. På den ene side lægger Socialdemokratiet op til at være rundhåndet - på EU’s vegne. På den anden side er det så som så med den rent danske imødekommenhed.

Socialdemokratiets forslag om at være rundhåndet i EU kommer bl.a. til udtryk i udspillets forslag om en markant prioritering af Afrika i EU’s næste budget, en målretning af den europæiske støtte til klimatilpasning, uddannelse og statsopbygning i Afrika, udviklingsbistand mod Afrika, et opgør med EU’s urimelige skatte- og handelsaftaler, fordeling af fiskekvoter mv. Men alt dette vedrører kun EU’s Afrika-politik. Hertil kommer et forslag om at omlægge den danske udviklingsbistand, hvor nedskæringer i andre udviklingsprogrammer skal finansiere en forstærket indsats i Afrika. Derimod afviser Socialdemokratiet at øge den samlede danske udviklingsbistand.

Både den europæiske og den danske omlægning handler grundlæggende om de afrikanske landes muligheder for at producere nye store flygtninge- og migrantstrømme på længere sigt. Selv hvis alle disse i øvrigt meget relevante EU-tiltag skulle blive realiseret engang i fremtiden, er det mere end svært at forestille sig, hvordan de skulle kunne bidrage til, at et enkeltstående land som Danmark vil få lettere ved at købe sig til modtagecentre og flygtningelejre i et eller flere afrikanske lande. Det kommer Danmark med andre ord ikke nødvendigvis nærmere en aftale om modtagecentre og flygtningelejre i et afrikanske land af. I ’bedste’ fald påtænker Socialdemokratiet at bruge nedskæringer i danske udviklingsprogrammer andre steder i verden til bl.a. at betale regningen for sådanne modtagecentre og flygtningelejre, f.eks. i form af skoler og uddannelse i flygtningelejre.

Omprioritering af dansk udviklingsbistand

Ser man dernæst nærmere på, hvad Socialdemokratiet selv påtænker at tilbyde et afrikansk land for at få lov til at placere modtagecentre og flygtningelejre i landet, så synes der at være meget snævre grænser. Socialdemokratiet lægger ikke just op til rundhåndet betaling. Om modtagecentre hedder det f.eks.: ”Landet kompenseres med bl.a. direkte tilskud og målrettede investeringer i vækst og job.” Tilsvarende skal det sikres, ”at Danmark mere end dækker de udgifter, der er forbundet med, at FN overtager ansvaret for de flygtninge, der har fået tilkendt asyl i modtagecentret.” Med andre ord en beskeden fortjeneste ved at modtage asylansøgere i et modtagecenter under dansk jurisdiktion og for at tage imod dansk godkendte flygtninge i en flygtningelejr i landet drevet mere eller mindre af FN.

Man kan jo som en tankeeksperiment overveje, hvad en dansk regering ville gøre i en tilsvarende situation. Hvad ville en danske regering sige, hvis f.eks. Jordan kom til den danske regering og spurgte, hvad det skulle koste at købe sig til en flygtningelejr i Nordsjælland eller på Langeland? Hvad ville vi sige, hvis flygtninge- og migrantstrømmen til Danmark forinden var blev 10- eller 100-doblet i nogle år? Ville en beskeden fortjeneste være tilstrækkelig? Næppe.

Socialdemokratiet hævder i udspillet at have en ambition om at kunne betale sig til at sikre ordentlige, humane livsvilkår i disse lejre og lande. Hvordan det skal kunne ske, fremgår ikke direkte af det socialdemokratiske valgoplæg. Valgoplægget nævner kun, at aftalerne om modtagecentre og flygtningelejre skal indgås med såkaldt sikre lande, og at asylbehandlingen skal ske under dansk jurisdiktion. Oplægget efterlader det indtryk, at Socialdemokratiet gerne vil præsentere danskerne for en drøm om at hjælpe flest mulig bedst muligt inden for konventionernes rammer som en billig eksportløsning.

Socialdemokratiets tvivlsomme realisme fremgår yderligere af, at der ikke er ret mange lande at vælge imellem, når en socialdemokratisk udenrigsminister som bebudet indleder en diplomatisk offensiv for at få aftaler om modtagecentre og flygtningelejre på plads. Kun nogle få – mere eller mindre tvivlsomme - lande vil kunne komme på tale. Et splittet Libyen truet af statskollaps? Måske et politisk meget ustabilt, men formelt ’frit’ Tunesien?  Eller et politisk ustabilt Algeriet, Marokko eller militærregimet i Egypten?

Af disse lande har Tunesien og Marokko allerede selv følt sig kaldet til kategorisk at afvise at lægge land til et dansk modtagecenter for spontane asylansøgere – ligesom de to lande tidligere har afvist sonderinger om noget tilsvarende fra andre EU-lande. Selv har Socialdemokratiet klogeligt afvist at nævne blot ét muligt land, som en socialdemokratisk regering kunne tænke sig at kontakte med henblik på at indgå aftale om oprettelse af et dansk modtagecenter for asylansøgere.

EU-landene har allerede i flere år investeret mange kræfter og ressourcer i at skabe mulighed for en tilstrækkelig sikker behandling af asylansøgere i Grækenland, således at bl.a. Danmark i henhold til den gældende Dublin-forordning kan sende asylansøgere tilbage til Grækenland, hvis de er kommet til Danmark via Grækenland. Når det endnu ikke er lykkedes for et samlet EU at skabe grundlag for sikker asylbehandling i Grækenland, siger det noget om, hvor vanskeligt det vil være for Danmark at skabe grundlag for sikker asylbehandling i et modvilligt nordafrikansk eller mellemøstligt land. Det bekræftes af alle eksperter og repræsentanter for f.eks. FN-systemet.

Dansk godkendte flygtninge i afrikanske flygtningelejre

Tilsvarende gælder Socialdemokratiets forslag om at henvise dansk godkendte flygtninge til særlige flygtningelejre uden for Danmarks grænser. Heller ikke her står noget land i kø for at tage imod de flygtninge, der får asyl i et eventuelt nordafrikansk modtagecenter. Det forekommer helt urealistisk, at et lille land som Danmark skulle kunne placere flygtninge, der har fået asyl, i en i forvejen overfyldt nordafrikansk flygtningelejr.

Det socialdemokratiske udspil forsøger at argumentere med, at det må være muligt at få en aftale om at placere flygtninge med asyl i en såkaldt FN-lejr. ”Derfor skal Danmark indgå en aftale med FN, om at de, der tilkendes asyl, overføres til FN’s flygtningeorganisation UNHCR. FN skal så sikre, at man integreres lokalt i det land, hvor modtagecentret ligger. Eller at man bliver overført til en af FN’s flygtningelejre. (…..)Det kan vi sikre ved, at Danmark mere end dækker de udgifter, der er forbundet med, at FN overtager ansvaret for de flygtninge, der har fået tilkendt asyl i modtagecentret.” (s. 13) Det socialdemokratiske argument er, at betaler Danmark en afrikansk overpris for at huse og integrere de flygtninge, der for alt i verden ikke skal til Danmark, må der da være en udvej.

Men intet kan være mindre realistisk. Der eksisterer slet ikke nogen ’FN-flygtningelejre’ noget steds i verden. FN råder ikke over noget territorium til flygtningelejre noget steds på jorden. Det er de enkelte lande, der har forskellige flygtningelejre, og hvor nogen af dem så modtager FN-støtte eller drives mere eller mindre af FN. Men det giver på ingen måde FN charge til at indgå aftale med Danmark om en dansk placering af flygtninge i sådanne lejre. Det vil under alle omstændigheder skulle aftales med de enkelte lande. Er lysten til at oprette særlige danske modtagecentre for asylansøgere mere end beskeden, er den om muligt endnu mindre, når det kommer til at give mere eller mindre permanent ophold til flygtninge godkendt af de danske myndigheder. Det er derfor mere end usikkert, om en socialdemokratisk regering vil kunne betale sig fra selv at tage sig af de flygtninge, der godkendes af de danske myndigheder i et dansk modtagecenter i et nordafrikanske land. At ’tilbyde’ FN, at Danmark ’mere end dækker’ de udgifter FN har ved driften af en flygtningelejr – plus lidt kvoteflygtninge i et godt år - er og forbliver efter al sandsynlighed en ren drøm.

Det er stærkt bekymrende, at det socialdemokratiske udspil ikke gør mere ud af at overveje, hvad det vil kræve at sikre ordentlige og humane livsvilkår for asylansøgere og flygtninge. Endnu mere bekymret bliver man, når udspillet med flammeskrift at gøre opmærksom på, at leveomkostningerne for 10.000 asylansøgere i Danmark svarer til, hvad det koster at drive hele Kenyas flygtningeprogram med ca. 600.000 udsatte flygtninge.

Kenyas regering har gentagne gange truet med at opløse verdens største flygtningelejr og hjemsende op mod 250.000 flygtninge til en uvis skæbne. Tilsvarende har myndighederne i Kenya presset somaliske flygtninge til at vende tilbage til deres hjemland til trods for den væbnede konflikt i Somalia, ligesom de keynesianske flygtningelejre har været beskyldt for korruption i forbindelse med udpegning af kvoteflygtninge. Derfor forekommer det ikke just beroligende, at Socialdemokratiet har valgt at nævne Kenyas flygtningeprogram som et eksempel på, hvordan Danmark vil kunne købe sig til at hjælpe flest mulige bedst muligt.

Fra drøm til realpolitik

Men det er ikke nok alene at se på, hvorvidt man finder den socialdemokratiske drøm sympatisk og realistisk. Det socialdemokratiske udspil er nemlig andet og langt mere end en drøm. Det er måske først og fremmest et udspil til de kommende års realpolitik, der pakkes ind i en stort tænkt drøm.

På et plan er det socialdemokratiske valgoplæg en springende, usammenhængende drøm. På et andet og måske vigtigere plan er udspillet et oplæg til dansk realpolitik, der meget vel kan få afgørende og meget jordnære konsekvenser for dansk udlændingepolitik i de kommende år. Udspillet er som allerede omtalt et forpligtigende udspil til, hvem Socialdemokratiet vil føre udlændingepolitik sammen med, og hvem man absolut ikke vil give indflydelse. Udspillet er Socialdemokratiets forslag til en afgørende ny form for effektiv, handledygtig blokpolitik i udlændingepolitikken. Mandaternes logik har Mette Frederiksen på forhånd kaldt det.

I Socialdemokratiets aftapning betyder mandaternes logik, at Mette Frederiksen som kommende statsminister vil afvise at føre udlændingepolitik sammen med sit eget parlamentariske grundlag i EL, Alternativet, SF og de radikale. Medmindre de selvfølgelig skifter politik og stiger ombord i den socialdemokratiske drøm og den dertil hørende realpolitik. Den blå borgfred. Mette Frederiksen går med udspillet til valg på at få et klart folkeligt mandat til at føre en fortsat meget stram udlændingepolitik sammen med præcis partier, der med DF og Venstre i spidsen vil pege på en anden statsminister end hende selv. Derfor er der rigtig god grund til at se nærmere på den realpolitiske del af Socialdemokratiets udspil.

Den socialdemokratisk realpolitik (sammen med Venstre og DF) begynder præcis der, hvor den socialdemokratiske drøm er mest urealistisk. Nemlig der, hvor en socialdemokratiske regering er ude af stand til at indgå aftale om etablering af modtagecentre og flygtningelejre i Afrika eller Mellemøsten. Realpolitikken begynder præcis der, hvor det viser sig, at den danske regering ikke kan gennemføre et egentligt forpligtigende loft over, hvor mange der må komme til Danmark uden at bryde med FN-systemet og de internationale konventioner, som det socialdemokratiske udspil entydigt bekender sig til. Realpolitikken begynder der, hvor Socialdemokratiet hverken vil kunne gennemføre et stop for spontan asylbehandling i Danmark eller have noget sted, hvor såvel flygtninge som afviste asylansøgere kan sendes hen.  

Her foreslår Socialdemokratiet så alligevel, at Folketinget gennemfører et loft over ikke-europæere, der kan komme til Danmark hvert år. Så længe der ikke er etableret modtagecentre og flygtningelejre uden for Europa, skal loftet fungere som en politisk ’rettesnor’. Folketingspartierne bag loftet skal politisk forpligtige sig til, at gennemføre de begrænsninger, der er nødvendige for at holde tilstrømningen til Danmark under loftet.

Loftet tænkes fastlagt sammen med især Venstre og Dansk Folkeparti på baggrund af forhandlinger mellem regeringen og kommunerne i forbindelse med de årlige økonomiaftaler. Det skal formodentlig forstås således, at kommunerne vil blive bedt om at vurdere, hvor mange man mener at kunne integrere inden for en given økonomisk ramme, er det ikke svært at gætte på en meget ’lavloftet’ udlændingepolitik med dertil hørende politisk forpligtigelse til en særdeles stram dansk udlændingepolitik. Hermed vil det politisk ’vejledende’ loft kunne komme til at tjene som indgangen til at endog meget hårdhændet dansk udlændinge- og integrationspolitik under en eventuelt kommende socialdemokratisk regering.

De socialdemokratiske tanker om en sådan hårdhændet udlændinge- og integrationspolitik kan bl.a. illustreres af Socialdemokratiets nej til ægtefællefamiliesammenføring for personer, der bor i et udsat boligområde. Det socialdemokratiske argument er, at hvis det nogensinde skal lykkes af nedbryde parallelsamfund, er det afgørende at sikre, ’at der ikke bliver ved med at flytte mennesker til områder, som i forvejen er svære at integrere i det danske samfund’. 

Hvis en sådan bopælsdiskrimination i forbindelse med familiesammenføring havde været sagligt begrundet og eventuelt forbundet med at tilbud om anden bolig i forbindelse med familiesammenføring, vil man kunne diskutere diskriminationskravets relevans. Men der foreligger ikke forskning, der dokumenterer, at selve det at bo i et udsat boligområde hæmmer beskæftigelse og integration.

Det er ganske vist velkendt, at udlændinge med begrænsede danskkundskaber ingen eller ringe erhvervsuddannelse har sværere ved at komme i arbejde end andre. Men der foreligger ifølge professor John Andersen, der forsker i planlægning, fattigdom, social innovation og empowerment inden for det bypolitiske, arbejdsmarkeds- integrations- og velfærdspolitiske område, ingen forskning, der dokumenterer, at selve det at bo i et udsat byområde gør det ekstra svært for de pågældende at komme i arbejde. Når en relativ stor del af beboerne i et belastet område ikke er i arbejde, beviser i sig selv intet. Det er nemlig velkendt, at en stor del af dem, der kommer i arbejder, flytter fra området. Derfor kan forslaget om negativ diskrimination af borgere i belastede boligområder i forbindelse med ægtefællefamiliesammenføring meget vel vise sig at være usagligt begrundet og uden effekt for integrationen.

Det samme gælder Socialdemokratiets forslag om at bruge mange kommunale kræfter på at indføre pligt for alle indvandrere på kontanthjælp og integrationsydelse til at ’bidrage’ i 37 timer om ugen i form af nyttejob, virksomhedspraktik, danskundervisning, jobsøgning, mv. Heller ikke her foreligger der forskningsmæssigt belæg for, at nyttejob mv. bidrager til at åbne adgang til det almindelige danske arbejdsmarked for flygtninge og familiesammenførte.

Også blå borgfred om ydelserne

Tidligere har den socialdemokratiske udlændinge- og integrationspolitik adskilt sig fra de blå partiers på ydelsesområdet. Der var grænser for, hvor lave ydelser og hvor megen fattigdom, Socialdemokratiet ville byde vores flygtninge og familiesammenførte. Men her lægger Socialdemokratiets nye udspil op til en kovending og et brud med ’smalle politiske aftaler’ i henholdsvis rød og blå blok. Nu er det Socialdemokratiets ambition, ’at et bredt politisk flertal kan sikre ro om ydelserne’. For at bane vej til en sådan borgfred om ydelserne vil Socialdemokratiet nedsætte en såkaldt ydelseskommission, der i løbet af 12 måneder skal komme med bud på grundlaget for en sådan blå borgfredsaftale om ydelserne.

Venstrefløjen sendt i opposition - også efter valget

Som det er fremgået, sender det socialdemokratiske valgoplæg venstrefløjen i mere eller mindre politisk isoleret opposition på udlændinge- og integrationspolitikken. Vel at mærke også efter folketingsvalg og eventuel dannelse af en socialdemokratisk regering. End ikke hvad angår ydelsespolitikken over for dem, der trods stram udlændingepolitik kommer til Danmark, levner Mette Frederiksen plads til Pia Olsen Dyhrs eller andres ultimative krav om forbedringer sammenlignet med VLAK-regeringen.

Pia Olsen Dyhr har tidligere udtalt, at hvis SF skal være støtteparti for en rød regering, skal det omstridte kontanthjælpsloft begraves. Kravet var ifølge Olsen Dyhr så vigtigt, at det skal skrives ind i regeringsgrundlaget, hvis SF skal støtte dannelsen af en S-regering. Men nu er blå borgfred om ydelserne så vigtig for Socialdemokratiet, at Mette Frederiksen synes parat til at trykteste SF og andre venstrefløjspartier på, om de virkelig ønsker at spænde ben for en mulig socialdemokratisk regering. Jeg tør godt væde på, at SF ikke fastholder sit ultimative krav den dag, Mette Frederiksen beder om lov til at danne en regering, der alene har en ydelseskommission på programmet.

Skal SF og Enhedslisten gøre sig det mindste håb om at blive i stand til at lægge politisk pres på Socialdemokratiet i udlændinge- og integrationspolitikken, gør de da også klogt i snarest mulig at lægge de ultimative krav på køl indtil det tidspunkt, hvor det er lykkedes dem at udfordre Socialdemokratiets politik og mandaternes logik. Socialdemokratiets udlændingepolitik udfordres ikke effektivt ved højlydte ultimative krav og stålblå øjne i bedste Anders Samuelsen stil. Men derimod ved at vinde vælgerne for en anden flygtninge- og integrationspolitik.

Der er kun én vej for venstrefløjen, og det er at skabe en stærk vælgeropbakning bag et krav om en ganske anden politik til at virkeliggøre en drøm om at hjælpe flest mulige mennesker på flugt bedst muligt uden at det går ud over danskernes opbakning til et solidarisk flygtningeansvar eller undergraver det økonomiske grundlag for det danske velfærdssamfund.

Både SF og Enhedslisten er milevidt fra at have stor vælgeropbakning til en sådan politik. Det har været sigende, at hver gang Mette Frederiksen de seneste uger har forsvaret det socialdemokratiske udspil med, at det nuværende asylsystem ikke fungerer, og at alle derfor måtte være forpligtede til at finde en ny model, har venstrefløjen været tavse. Selv når Mette Frederiksen har opfordret venstrefløjen til lægge sine forslag frem til debat, hvis den havde bedre ideer end de socialdemokratiske – og det har hun gjort adskillige gange - er hun blevet mødt med tavshed fra venstrekanten. Venstrefløjen har (endnu) ikke noget konkret svar på det socialdemokratiske udspil – og dermed heller ikke et bud på de krav, der bør stilles til en kommende socialdemokratisk regering.

Så længe hverken Enhedslisten eller SF er i stand til at gå konstruktivt og offensivt ind i debatten, er der ikke meget håb om at skaffe større folkelig opbakning til at lægge politisk pres på Socialdemokratiet fra venstre. Det socialdemokratiske udspil bebuder en tid, hvor Mette Frederiksen ikke har tænkt sig at levne venstrefløjen andre muligheder, hvis den da ikke vil tage til takke med at stå uden reel indflydelse på dansk flygtninge- og migrationspolitik.


[1] Modsat Søren Pind, der på Facebook mente, at et forslag om at bygge en månestation, hvor flygtninge kan søge asyl og vente, måtte være nogenlunde ligeså realistisk og derfor fortjene samme medieomtale som det socialdemokratiske udspil.