En Ny Fortælling om Fælleseje og Fællesskab
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. februar 2018

Den økonomiske krise efter 2008 har aktualiseret diskussionerne om kapitalismens mulige endeligt, om hvad der i givet fald skal afløse den og hvordan dette kan ske. Svaret på det spørgsmål har George Monbiot i sin nye bog  søgt at finde frem til. Han slår her til lyd for, at der skabes en ny politisk fortælling, bygget op omkring begreberne, altruisme, samarbejde, fælleseje og fællesskab, som kan erstatte de to fortællinger, der har været dominerende i store dele af både sidste og det nye århundrede: socialdemokratismen og neoliberalistmen.

Den økonomiske krise efter 2008 har aktualiseret diskussionerne om kapitalismens mulige ende-ligt, om hvad der i givet fald skal afløse den og hvordan dette kan ske. Umiddelbart virker det som om Margaret Thatcher havde ret, da hun om sin egen neoliberalistiske strategi sagde: “ Der er ikke noget alternativ”. Men hvis det kapitalistiske system kun kan fungere, hvis det med jævne mellemrum kan skubbe millioner af mennesker ud i økonomiske ulykker, er det nødvendigt at overveje, hvad perspektiverne er for udviklingen af et alternativ til kapitalismen. Det spørgsmål har George Monbiot  søgt at finde svaret på  i sin nye bog (G. Monbiot, Out of the Wreckage. A new politics for an age of crisis. Verso 2017.)

Han slår her til lyd for, at der skabes en ny politisk fortælling, som kan erstatte de to fortællinger, som har været dominerende i store dele af sidste århundrede og starten på det nye, og som har udstukket rammerne for, hvad man kan forestille sig om politisk og økonomisk udvikling :  Den socialdemokratiske fortælling, som i tæt forening med den keynesianske økonomiske teori var enerådende i årene fra afslutningen på Anden Verdenskrig og frem til 1970rne, og Neoliberalismen som stod parat til at tage over, da socialdemokratismen mødte sin grænse.

Den socialdemokratiske fortælling var baseret på en forestilling om, at verdens folk i kamp for deres fælles interesser satte sig op mod den elite, som med tredivernes økonomiske krise havde skabt uorden i verden.  Ordenen blev genoprettet ved hjælp af en beskyttende stat som med basis i keynesiansk økonomisk politik skabte velstand og velfærd.

I den neoliberale fortælling var det netop denne almægtige stat, som skabte uorden, mens de heroiske iværksættere, og i særlig grad den økonomiske elite, skulle befri samfundet ved at frisætte markedet fra statens jerngreb.

Den socialdemokratiske fortælling løb ind i en afgørende krise, da keynesianismen i 1970rne mødte sin grænse. Almindeligvis forklarer man keynesianismens krise med udviklingen af stagflation, dvs. en kombination af stagnation og inflation. Keynesianismen kan grundlæggende regulere konjunkturudviklingen, fordi teorien indeholder midler til at bekæmpe økonomisk tilbagegang eller stagnation ved hjælp af ekspansiv finans- eller pengepolitik. Omvendt kan man når der er  inflation føre en  kontraktiv finans- eller pengepolitik. En krise som skyldes en  kombination af stagnation og inflation har keynesianismen imidlertid vanskeligt ved at løse, og da den socialdemokratiske fortælling i 1970rne løb ind i problemer med realiseringen af keynesiansk kriseregulering,  stod neoliberalismen parat til at tage over.  

Neoliberalismen blev udviklet i 1930rnes USA som det liberalistiske modsvar til  New Deal poli-tikken, som ved hjælp af  statslige investeringer genoprettede økonomien efter den økonomiske krise fra 1929 og frem. Neoliberalismens teorietikere, Fredrick Hayek, Ludvig von  Mises og senere  Milton Friedman, var tilhængere af at begrænse statens indflydelse gennem privatisering af offentlig virksomhed og skattelettelser, og desuden at stække  fagforeningernes magt i kampen om arbejdernes lønninger, så virksomhedernes muligheder for indtjening kunne øges. Værdimæssigt baserede neoliberalismen sig på individualisme og konkurrence. Konkurrence mellem individer, vil naturligt dele samfundet op i vindere og tabere, og den ulighed, der hermed opstod vil, ifølge neoliberalismen, føre samfundet fremad. Ulighed er roden til alt godt. Neoliberalismens vigtigste teoretiker, Hayek, opfattede samfundets økonomiske elite som en slags avantgarde, der med sin livsstil og lyst til innovation er med til at fremme samfundsudviklingen. Allerstørst betydning har de dele af den økonomiske elite, som med nedarvede formuer i ryggen er uafhængige af at arbejde, og derfor kan bruge al deres tid på at bringe samfundet fremad gennem innovative aktiviteter og kulturel fornyelse. Neoliberalismen nåede tilsyneladende sin grænse  med finanskrisen i 2008, hvor alle forestillinger om markedet som  selvregulerende motor i samfundsudviklingen så ud til at lide afgørende skibbrud. Det naturlige i denne situation ville, ifølge Monbiot, have været, at neoliberalismen var blevet afløst af en anden fortælling, som kunne angive en alternativ retning for samfundsudviklingen, men der fandtes ikke nogen alternativ fortælling. Socialdemokratismen kunne af flere grunde ikke overtage denne rolle. For det første var grundlaget for at føre keynesiansk økonomisk politik eroderet væk med fjernelsen af to af dens vigtigste forudsætninger: faste valutakurser og kontrol med kapitalbevægelser. De faste valutakurser blev sat ud af kraft, da USA i 1971 gik bort fra guldindløseligheden af dollars, og frie kapitalbevægelser blev gennemført globalt i løbet af firserne. Globaliseringen betyder desuden, at virkningerne af keynesiansk konjunkturpolitik ikke kan begrænses til den enkelte nationale økonomi, fordi en del af de mulige positive konsekvenser vil sive ud i andre landes økonomier. Øgede forbrugsmuligheder vil ikke kun stimulere forbrug og økonomisk aktivitet i det land hvor de gennemføres, men fordi det øgede forbrug også vil føre til øget import af udenlandsk producerede varer, påvirke den økonomiske aktivitet i omverdenen.  Det ultimative problem med keynesiansk politik er imidlertid, ifølge Monbiot, at ønsket om at øge den økonomiske vækst uundgåeligt vil kollidere med hensynet til klimaudviklingen. Dertil kommer, at de socialdemokratiske bevægelser i både Europa og USA (Det Demokratiske Parti) har foretaget det  Monbiot kalder en “triangulering”. For at kunne konkurrere politisk med neoliberalismen tilpassede man de politiske principper. Man uddrog nogle få af sine egne gamle ideer, blandede dem med elementer af modstandernes (neoliberalismens) ideer og  nåede dermed  frem til en besynderlig kombination, “Den Tredje Vej” , som Blair og Giddens formulerede det. De socialdemokratiske partier har vanskeligt kunnet lægge afgørende afstand til den neoliberalistiske politik, fordi man selv har overtaget væsentlige elementer af den. Derfor er neoliberalismens dominans fortsat, også efter det, som burde have været dens endelige nederlag, nemlig den økonomiske krise efter 2008.

I den periode hvor neoliberalismen har været den dominerende ideologi har der stort set ikke været økonomisk vækst, til gengæld har uligheden været stigende. Væksten er udelukkende kommet de rige til gode.

Monbiot mener, at Labour og dets leder, Jeremy Corbyn, med det program man fremlagde før sidste parlamentsvalg i England, har præsenteret et sammenhængende politisk alternativ til neoliberalismen, men ikke en ny fortælling. Det er den man, ifølge Monbiot, nu skal etablere.

Neoliberalismens grundlæggende værdier, individualisme og konkurrence, har i løbet af det neoliberalistiske hegemoni skabt ensomhed og fremmedgørelse, og givet almindelige mennekser en fornemmelse af, at det er deres egen skyld, hvis det går dem dårligt. Den udbredte ensomhed og fremmedgørelse kompenseres gennem forbrugerisme og har desuden ført til en udbredt mistillid til regeringer, medier, eksperter og globaliseringen som sådan.
 
Neoliberalismens individualisme og konkurrence er følge Monbiot grundlæggende i modstrid med menneskets to mest centrale kendetegn, nemlig altruisme og evnen til at samarbejde. Monbiot påpeger at mennesket  ifølge videnskabelige studier indenfor psykologi, neuroscience og biologi er enestående i dyreverden, ingen andre dyr deler disse karakteristika. Man kan diskutere om disse menneskelige karakteristika bedst begrundes, som Monbiot gør det, ud fra menneskets natur, altså ved hjælp af en biologiserende forklaring, men der er ingen tvivl om, at der er tale om væsentlige kendtegn ved det civiliserede menneske, og man kunne lige så gyldigt forklare dem som resultatet af den historiske civilisationsproces. Monbiot skriver da også et andet sted i bogen “ Vi fødes ikke med disse værdier. De dannes i høj grad af vores sociale omgivelser. “

Når Monbiot skal beskrive den fortælling, der vil kunne konkurrere med den neoliberale fortælling tager han udgangspunkt i disse grundlæggende menneskelige kendetegn, som modsiger neoliberalismens værdier: individualisme og konkurrence.

Altruisme og samarbejde er de værdier som kan udgøre grundlaget for en alternativ vision, en alternativ fortælling. I forbindelse med disse værdier lægger han vægt på begreberne “commons” og “community”, altså fælleseje og fællesskab.

De kvantitative modeller som bruges inden for økonomisk videnskab opererer primært med to sektorer af økonomien - marked og stat. Husholdningerne indgår også, men primært som rammerne om privat forbrug. Den produktion i form af madlavning og rengøring, der også finder sted i husholdningerne indgår ikke i beregningen af bruttonationalproduktet, så længe de udføres af beboerne selv. I det øjeblik disse produktioner kommercialiseres indgår de med fuld styrke i bruttonationalproduktet.

En anden del af økonomien, der ikke indgår i de økonomiske modeller er det, som på engelsk kaldes “Commons”, og som på dansk kan kaldes “fælleseje”. Han skriver: “Fællesejet  består ikke kun af de ressourcer som et fællesskab har delt og lige ret til, som  jord, rent vand, mineraler, viden, kultur, videnskabelig forskning eller software. Begrebet beskriver også det fællesskab som organiserer sig om at administrere og beskytte ressourcerne og de regler, systemer og aftaler som er nødvendige for at bevare dette fællesskab.”

 De fællesskaber han tænker på er både funktionelle fællesskaber omkring produktion af materielle eller immaterielle produkter og geografiske omkring lokalområder bydele og kvarterer.
 
Neoliberalismen har i høj grad handlet om privatisering af netop fællesejet.  Som eksempel nævner Monbiot den kommercielle cirkulation af viden i form af akademiske artikler. Offentligt ansatte forskere er i de fleste lande forpligtet til hvert år at offentliggøre et bestemt antal akademiske artikler, som for at tælle med skal offentliggøres i velrenommerede akademiske tidsskrifter. Disse tidsskriftet tjener derefter styrtende med penge på at sælge dyre abonnementer til biblioteker, institutioner og akademikere. På denne måde tvinges forskere til at lade andre privatisere og kommercialisere den viden, som de har udviklet i fællesskab og samarbejde med andre forskere.  I Danmark har man brugt slogan’et “Fra forskning til faktura”, som beskrivelse af den proces, hvor forskning privatiseres og kapitaliseres, selv om den er udført af forskere som for de flestes vedkommende enten er offentligt ansatte eller under alle omstændigheder har fået deres uddannelse stillet gratis til rådighed gennem skattefinansierede uddannelsesinstitutioner.

Håndhævelse af intellektuel ejendomsret og patentering er andre måder at kommercialisere viden på.

Af eksempler på commons, som ikke er privatiserede nævner Monbiot open source software udvikling, herunder styresystemet Linux, som af mange eksperter betragtes som langt bedre end både Microsoft’s Windows og Apple's MacOS. Open source produktionen giver brugerne mulighed for løbende at kvalitetsudvikle styresystemet fordi alle kan gå ind i kildeteksten og finde eventuelle fejl og mangler og få dem rettet. Det kan ikke lade sig gøre ved de lukkede og beskyttede styresystemer, som derfor må basere løbende kvalitetskontrol og forbedringer på egne it-specialister.

Open source filosofien udfordrer neoliberalismens grundlæggende tro på individualisme og konkurrence.

Monbiot erklærer sig ikke på noget tidspunkt i bogen som socialist eller marxist, men begrebet “commons” indgår som et vigtigt begreb i vore dages debatter om marxistisk teori.

Marx beskæftigede sig med begrebet i forbindelse med det han kalder “primitiv” eller “oprindelig” akkumulation. Den engelske landadels indhegning og privatisering af de landbrugsarealer, som ejedes i fællesskab af lokale bønder (commons), betragtede han som den praktiske etablering af forudsætningerne for egentlig kapitalakkumulation fordi man med indhegningen fratog bøndernes deres muligheder for at ernære sig selv gennem landbrug, og dermed skabte en klasse af besiddelsesløse, som kun kunne tjene til dagen og vejen ved at sælge deres arbejdskraft. Samtidig tilegnede adelen sig på denne måde med ikke-økonomiske midler et kapitalgrundlag, som kunne danne udgangspunkt for en egentlig kapitalakkumulation, som et autonomt kredsløb af merværdiproduktion og tilegnelse af profit.

Hvor Marx opfattede denne privatisering af the commons som en afgørende forudsætning for etab-leringen af kapitalakkumulationen opfatter David Harvey dette fænomen som et integreret element også i vore dages globale kapitalakkumulation, og foreslår at man i stedet for “primitiv” eller “oprindelig” akkumulation kalder denne akkumulationsform for “ akkumulation ved tyveri” (accumulation by dispossession). (se eksempelvis David Harvey: The New Imperialism, Oxford University Press, 2003).

I marts 2009 afholdt en række marxistiske teoretikere en konference under overskriften “ The Idea of Communism”. Formålet med konferencen var at diskutere, om begrebet “kommunisme” stadig efter sammenbruddet i “de reelt eksisterende socialismer” har berettigelse i politiske diskussioner om alternativer til kapitalismen. Oplæggene fra konferencen blev året efter udgivet i en bog med samme titel som konferencen ( Douzinas & Zizek(eds): The Idea of Communism, Verso 2010). Michael Hardt, Antonio Negri og Slavoj Ziek beskæftigede sig alle i deres oplæg på konferencen med commons-begrebet. Jeg vil i det følgende se nærmere på Michael Hardt’s argumentation.

Til forskel fra Monbiot, som selvom han opfatter commons og community som væsentlige elemen-ter i fortællingen om det mulige alternativ til neoliberalismen, alligevel understreger at både marked og stat bør have en rolle i det alternative økonomiske system, mener Michael Hårdt, at markedet og staten har udspillet deres roller. Liberalismen og neoliberalismen baserede deres økonomiske visioner på markedet, mens socialdemokratismen, socialismen, som Hardt kalder det, baserede sine økonomiske visioner på staten og den offentlige sektor. Hardt mener at fremtiden derimod tilhører en kommunisme baseret på commons som det væsentligste element i økonomien.

Hardt bygger denne vision på en påstand om at  immateriel produktion har overhalet produktionen af materielle goder. Industriproduktion kan ikke længere diktere rammerne for økonomi og samfund, fordi en større og større del af økonomien har form af ikke-industriel immateriel produktion.

I parentes kan her bemærkes, at den engelske avis, The Guardian, for nylig konstaterede, at de globale datastrømme nu bidrager mere til det globale BNP end cirkulationen af fysiske varer.

 Facebook, Google, Yahoo og Amazon er alle eksempler på firmaer, som realiserer en eksplosiv økonomisk vækst ved at indsamle informationer om brugerne på deres respektive platforme og sælge dem til tredjepart. Big Data, som dette kaldes er den mest dynamiske sektor i vore dages kapitalistiske økonomi. Information om brugeradfærden er i udgangspunktet ingens ejendom, men privatiseres og kapitaliseres i denne praksis, som ud ad til fremstår som en leverance af gratis muligheder for social kontakt og informationssøgning.

I Danmark har vi for nylig oplevet en helt parallel udvikling, nemlig da regeringen planlagde at sælge data fra de nationale sundhedsdatabaser til medicinalvirksomheder. Sundhedsdatabaserne indeholder en enestående opsamling af informationer om udviklingen i den danske befolknings sundhedstilstand. Disse informationer er alles og ingens ejendom, og man burde i stedet for at lade private virksomheder profitere af disse informationer, anvende dem i en bestræbelse på at forbedre den danske befolknings sundhedstilstand, eksempelvis i form af ikke-privat udvikling af medicin og behandlingsmetoder  til gavn for alle.

Så kan man diskutere om organiseringen af en sådan bestræbelse bedst varetages af offentlige institutioner, som Monbiot ville mene, eller om den kan håndteres af institutioner baseret på et fællesskab, som hverken er privat eller offentligt.

Den kapitalistiske økonomi drejer sig i stigende omfang om frembringelse af information, og som The Guardian skriver, er datastrømme allerede en vigtigere faktor i den globale økonomi end cirkulation af materielle produkter. Ifølge Michael Hårdt bliver det imidlertid vanskeligere og vanskeligere for den kapitalistiske økonomi at kontrollere den immaterielle produktion, bl.a. fordi den er reproducerbar. Patentlovgivning og kampen for hævdelse af intellektuel ejendomsret spiller en stadig større rolle ved indgåelse af internationale handelsaftaler. Grundlaget under den kapitalistiske økonomi vakler. Jeg har tidligere nævnt Linux-styresystemet, som burde - og måske vil - udkonkurrere såvel Microsoft’s som Apple’s styresystemer. Hele open source filosofien udfordrer den kapitalistiske økonomi idet den åbner døren for en udvikling af immaterielle og materielle produkter uafhængigt af kapitalens akkumulationstvang. Man kunne eksempelvis forestille sig at forskere i biologi og medicin gik sammen i åbne globale netværk for at udvikle billig men virkningsfuld medicin. Det samme kunne ske inden for en lang række områder, hvor åbne netværk kunne udvikle den globalt tilgængelige viden uafhængigt af ønsker om at kapitalisere denne viden ved hjælp af patentering eller hævdelse af intellektuel ejendomsret.

Kan vi, som er vokset op i et privatkapitalistisk samfund overhovedet forestille os et samfund uden privat ejendomsret? Her tænker jeg ikke på diskussioner om hvorvidt man i et postkapitalistisk samfund skal have lov til at eje sin egen tandbørste eller ej.   Hardt citerer Marx, som på et tidspunkt har udtalt: “Privatejendommen har gjort os så dumme og enøjede, at et objekt kun kan være vores, når vi besidder det.”  (Min oversættelse. Douzinas & Zizek, 2010, side 139.)

Men heroverfor står John Lennon’s håbefulde ord fra sangen “Imagine”:

“Imagine no possessions - it’s easy if you try.”

En ny fortælling som den Monbiot ridser op om et andet samfund kan helt sikkert ikke  i sig selv føre til forandring af den eksisterende kapitalistiske samfundsform. Men lige så sikkert er det, at det vil være meget vanskeligt at etablere et alternativ til det eksisterende, hvis ingen har forestillinger om hvordan samfundet kan forandres i den retning man ønsker, eller hvordan en alternativ organisering af samfundet kunne tænkes at vokse frem. Monbiot’s fortælling der handler om hvordan altruisme, samarbejdsevne, fælleseje og fællesskab kunne tænkes at hjælpe med til at opbygge disse forestillinger som alternativ til den uorden som det dominerende neoliberalistiske verdensbillede har skabt.