Hvad er alternativet?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. februar 2018

Efter hårde forhandlinger er den nye tyske regeringskoalition mellem SPD-CDU-CSU dannet om end ikke endeligt konfirmeret. En urafstemning i SPD har det sidste ord at skulle have sagt. Den løber af stablen den 4. marts, og det er langt fra sikkert, at SPD ledelsens tilslutning til de 177 sider lange regeringsdokument vinder det nødvendige flertal blandt de ca. 460.000 medlemmer. Siden forhandlingerne blev indledt efter en kongres i december 2017, har SPD været delt i 2 næsten lige store fløje. Men spørgsmålet er, om der er noget alternativ?

I forhandlingerne om både ”sonderingsgrundlaget”, som SPD-kongressen sidst i januar måned godkendte med et spinkelt flertal, og i det senere udkast til et egentligt regeringsgrundlag er det lykkedes at aftvinge Angela Merkel flere indrømmelser, som det ikke var muligt forud for dannelsen af den sidste store koalition. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt til at tilfredsstille oppositionen i SPD og for store indrømmelser til, at højrefløjen i CDU og CSU vil acceptere Merkels kompromis. Efter aftalens indgåelse er modstanden vokset især i CSU og i arbejdsgiverkredse.

Så når Angela Merkel erklærer, at man med den indgåede aftale kan genskabe stabiliteten i Tyskland efter 5-6 måneder uden en ny regering, skal uenighederne og modstanden i begge lejre regnes med, og i det lys er der ikke meget, der tyder på genopretning af stabiliteten. Faktisk vidner det kaotiske forhandlingsforløb siden de to store partiers valgnederlag sidste september om et markant opbrud ikke alene i tysk politik, men i hele Europa, når de forudgående valg i Holland, England og Frankrig tages i betragtning.

Af samme grund kan man ikke vurdere betydningen af koalitionsforhandlingerne og dannelsen af en ny GroKo regering isoleret, og lige så lidt giver det mening at diskutere SPD-ledelsens beslutning indenfor rammerne af et isoleret venstre-højre perspektiv. Det bekymrende i den henseende må være, at der på den sidste SPD-kongres ikke blev diskuteret ret meget politik, men om SPD med Die Linkes politiske ordfører i Forbundsdagen, Sara Wagenknechts ord var i færd med at begå harakiri ved at gå ind i endnu en stor koalition med CDU/CSU.

Formanden for SPD’s ungdomsorganisation (Juso), Kevin Kühnert, der nu fører an i en stor kampagne #NoGroko, argumenterede på samme måde som Wagenknecht med påstanden om, at det var deltagelsen i den sidste store koalition, som var hovedårsagen til SPD’s markante valgnederlag, hvor partiet for første gang siden 2. Verdenskrig røg helt ned på 20,5%. Men når SPD nu gennemgår samme forløb som de socialdemokratiske partier i det meste af Europa, er det spørgsmålet, om koalitionsdeltagelsen er tilstrækkelig til at forklare tilbagegangen og AfD’s tilsvarende fremgang indenfor SPD’s traditionelle vælgergrundlag.

En del tyder på, at det ikke er tilfældet, og nok så meget er det en illusion at hævde, at SPD med vedtagelsen af regeringsgrundlaget har svigtet partiets grundværdier og bremser for en omfattende kursændring. Det var ellers det, formanden Martin Schultz lagde op til umiddelbart efter valget, hvor han afviste at indgå i nye koalitionsforhandlinger, afviste at ville have en post i en ny Merkel-ledet regering og henviste til, at SPD havde brug for at gå i opposition og diskutere en ny kurs for partiet.

SPD’s program op til valget var nu ikke synderligt radikalt. For det meste blev valgkampen kørt på parolen ”for social retfærdighed”, men programmet indeholdt ikke en klar afstandtagen fra Hartz IV, som den SPD-ledede regering først i 00erne havde gennemført, og som har spillet en central rolle i ødelæggelse af det tyske arbejdsmarked, hvor flere millioner lønmodtagere i dag er bundet til korttidskontrakter, flere samtidige jobs og minijobs i skarp konkurrence med masseimport af billig arbejdskraft fra Polen, Tjekkiet, de baltiske lande, Rumænien, Bulgarien og efter 2010 også fra Grækenland. Tysk industris stærke eksportstatus baserer sig hovedsageligt på mangeårig import af billig arbejdskraft, lønkonkurrence og undergravelse af de indgåede overenskomster. Resultatet er i dag massiv social ulighed og vækst i antallet af ”working poor”. Hertil kommer forsømmelse af udvikling af landets infrastruktur, støtte til innovation, investeringer i moderne teknologi og offentlige investeringer i boliger, uddannelse af arbejdskraften med videre - samme model som den tidligere koalitionsregering med finansminister Schäuble som foregangsmand påførte det øvrige EU under gældskrisen. Samme model, som har udgjort kernen i den austerity-politik, som statslederne i EU tilsluttede sig fra 2011, og som siden har holdt Europa i lavvækst, udsultet den sociale sektor og øget den sociale ulighed til et niveau, hvor uligheden er blevet en belastning for samfundenes sammenhængskraft og nu også opløser grundlaget for politisk stabilitet.

Med en vis malice kan man sige, at SPD og CDU/CSU er blevet ofre for deres egen medicin. Og det er kun i begrænset omfang, at den erkendelse er trængt ind i SPD. På kongressen i december 2017, hvor der skulle vedtages et grundlag for indledning af koalitionsforhandlinger, efter at det indtil da ellers havde været pure afvist, lagde Martin Schultz kun moderat afstand til Hartz IV-bestemmelserne og -lovene og stillede kun få forbedringer i udsigt. Meget længere gik man heller ikke på kongressen i januar 2018.

Ganske vist blev der fremlagt et grundlag for de videre forhandlinger, som bl.a. indeholdt forhøjelse af mindstelønnen til 12 euro, strammere vilkår for deltidsarbejde og korttidskontrakter, bedre beskyttelse af overenskomsterne, nybyggeri af 1,5 mio. boliger, en statslig pensionsordning og en statslig sygesikring, sikring af børnefamilier og enlige samt en forbedring alderspensionen. Men med fraværet af en klar politik for, hvordan den tyske og globale kapitalisme skal reguleres for at komme uligheden til livs og en præcis skattepolitik for at komme de store kapitalfirmaers omfattende skatteunddragelse til livs, stod det på den anden side klart, at heller ikke SPD indtil nu har fremlagt en politisk strategi for, hvordan kapitalen skal reguleres og velfærdsstaten genoprettes.

Kun på ét punkt adskiller kongressens beslutningsgrundlag sig fra den linje, de andre, decimerede, europæiske socialdemokratier er nået frem til efter deres valgnederlag. SPD har valgt en klar Europa-orienteret linje, og Martin Schultz og den siddende udenrigsmister Sigmar Gabriel er ikke veget tilbage fra at hævde, at SPD slet ikke kan løse de tyske lønmodtageres problemer, med mindre en ny, tysk regering gør op med den hidtidige neoliberale politik i EU og sammen med Macron-regeringen i Frankrig kaster deres samlede vægt ind i opbygningen af en social og solidarisk Union. Den linje vækker på den anden side arg modstand i dele af CDU/CSU. Modstanden er vendt mod det, der i Tyskland kaldes ”transfer-unionen”, hvor en ny politisk linje i EU ikke blot skal åbne for et opgør med nationalstaternes ”krisepolitik”, men også for kapitaloverførsel fra de rige, nordeuropæiske EU-lande til de fattigere syd- og centraleuropæiske medlemslande. Reelt går modstanden ikke så meget på det fordelingspolitiske element, som på forestillingerne om et fremtidigt EU, hvor den tyske storkapital ikke længere kan importere billig arbejdskraft og videreføre sin aggressive eksportpolitik.

Modstanden i dele af CDU/CSU har dog ikke været kraftig nok til at forhindre Angela Merkel i at imødekomme flere af SPD’s krav både, hvad angår social- og arbejdsmarkedspolitikken i Tyskland og hvad angår et ”paradigmeskifte i EU” med øget regulering af kapitalen, større indsats for at bekæmpe uligheden og, hvad der ikke skrives så meget om – en imødekommelse af Macrons genoplivelse af Mitterand-Attali-politikken fra 90’erne. Mitterands udspil om fælleseuropæiske industrisatsninger i lighed med Airbusprojektet strandede i sin tid på, at tysk kapital i den grad orienterede sig mod de nye eksportområder i Østeuropa samt monopol på den store og veluddannede arbejdskraftreserve, der blev frigjort efter murens fald og de gamle, stalinistiske staters opløsning. Den tyske politik er nu ved at nå vejs ende, fordi især kineserne trænger frem i det gamle Østeuropa med voldsomme investeringer i Tjekkiet, Polen og Ungarn på nøjagtig de samme arbejdsmarkedsvilkår, som tysk erhvervsliv hidtil har påtvunget de samme lande. Forskellen er, at kinesernes investeringer gør det muligt for at arbejdskraften at blive hjemme, hvilket også er begyndt, at kunne mærkes i Vesteuropa.

Så en orientering mod Mitterand og Attalis gamle planer kommer i ellevte time, og de mest fremskredne dele af erhvervslivet og dets intellektuelle elite er ved at indse det og har gravet de gamle planer frem, som den så manuducerer Macron i. Hvis EU og dets medlemslande skal bevare deres hidtidige status på verdensmarkedet og undgå at blive marginaliseret, skal der opbygges et fælleseuropæisk ”Airbus-samarbejde” indenfor alle vigtige erhvervsområder, hvilket ikke kan overlades til markedskræfterne, men kun realiseres gennem en overordnet og EU-koordineret, politisk indsats. Men modstanden i dele af ”det gamle erhvervsliv” i alle medlemslandene er stor, og styrkeforholdet mellem de ”gamle konservative kræfter”, der har lukreret på den neoliberale linje og ”de nye selvproklamerede socialliberale kræfter” (kræfterne, der har formet Macron og hans bevægelse) indenfor erhvervslivet er på ingen måde afgjort. Det selv om udviklingen på verdensmarkedet, de geopolitiske spændinger og nyordninger samt ikke mindst den interne politiske og sociale ustabilitet i Europa taler for, at en kapitalistisk nyordning i Europa vil gå de socialliberales vej for at hele de polariserede samfund, med mindre det hele bryder sammen en gang til på grund af fornyet uro om den reelle vækst i den kapitalistiske verdensøkonomi.

Ikke desto mindre har Angela Merkel og hendes centristiske fløj indset, at et større skifte i EU er nødvendigt, og at hun hverken kan komme uden om samarbejdet med SPD eller med Macron i Frankrig. Af samme grund er hun, og det man med nogen ret kan kalde den socialliberale fløj i CDU, gået meget langt for at imødekomme SPD’s forholdsvis beskedne krav på den indenrigspolitiske arena og forholdsvis vidtgående krav, hvad angår ændringer af EU, reform af euroområdet, øget beslutningsmagt til EU-parlamentet, færdiggørelse af Bankunionen, omdannelse af den mellemstatslige krisemekanisme til en egentlig EU-stabilitetsfond og sidst, men ikke mindst påbegyndelse af sonderinger for demokratiske ændringer af EU-traktaten.

I den retning er SPD langt mere realistisk og fremsynet end nogen af de andre socialdemokratier på nær det portugisiske, der er i stigende grad lægger sig op ad en socialkonservativ, nationalistisk politisk linje. Noget man bl.a. gør for at vinde de arbejderstemmer tilbage, der i vidt omfang støtter de højrepopulistiske partier, mestendels fordi de har følt, at socialdemokratierne reelt ikke forsvarede deres basale leveforhold. Og hvad skal man så som dårligt lønnet arbejder i produktionen eller indenfor serviceindustrien bruge socialdemokratierne til? Den traditionsbestemte stemmeafgivelse er stærkt på retræte. Som en hollandsk, socialdemokratisk analytiker tørt konstaterede efter det hollandske socialdemokratis rædselsfulde valg i foråret 2017: ”Vælgerne spørger ganske enkelt, hvad de forskellige partier kan bruges til og et stort flertal finder ikke længere, at de kan bruge socialdemokratiet til ret meget. Derfor er vi blevet voldsomt decimeret. Det handler ikke om krise, men om vi kan bruges til noget”.

Socialdemokratierne har også fanget sig selv i en europæisk perspektivkrise og gjort sig selv afhængig af en defensiv nationalisme, der mere og mere indgår som central bestanddel i deres nye, politiske kurs bygget op omkring flygtninge- og migrantproblematikken. Dvs. partierne søger at nå tilbage til en central samfundsposition ved at appellere til de mest tilbagestående dele af arbejderklassen og middelklassen med det nationale forsvar af disse gruppers sociale og økonomiske interesser. I øvrigt i skarp konkurrence med de højrenationale kræfter. En kamp socialdemokratierne aldrig kan vinde. Eksempelvis kan det danske socialdemokrati nok lige her og nu konstatere en pæn vælgergevinst med den nye flygtningepolitik, men alt, hvad partiet i øvrigt kan præstere, er bagudskuende og uden et eneste perspektiv for, hvordan velfærdsstaterne og lønmodtagerne skal forsvares overfor en stadigt mere påtrængende globalisering styret af de store, transnationale korporationer tæt integreret i de toneangivende, finansielle netværk.

Selv ikke en så progressiv, socialdemokratisk leder som Labours leder Corbyn har meget at byde på i den henseende. Labour vil gennationalisere en række af de offentlige opgaver og virksomheder, som Thatcher privatiserede. Partiet vil forbedre den social service og øge kommunernes selvbestemmelse, men man afstår fra at gribe afgørende ind overfor de store banker og finansinstitutter og har ikke en realistisk politik overfor skatteunddragelse.

Selvfølgelig har Labour ikke det, fordi man endnu ikke har lagt sig fast på en brexitpolitik af frygt for at rage uklar med en stor del af partiets vælgerbasis, der stemte for brexit. Så kan partiets nye og inspirerende Momentum-bevægelse være nok så demokratisk og progressiv, men i sidste ende kan en eventuel Labour-regering ikke realisere meget af sin politik og bekæmpe uligheden, fordi de ledende kræfter i Labour har valgt at underlægge sig en nationalkonservativ brexitpolitik ved ikke at gennemføre det nødvendige opgør.

Dilemmaet for socialdemokratierne beskrives forbilledligt klart i den SWOT-analyse af nitten socialdemokratiske partier, som Friedrich-Ebert-Stiftung har foretaget. Den gennemgående konklusion i alle delanalyserne er, at socialdemokratierne er spændt ud mellem et kosmopolitisk svar på kapitalismens globalisering og et kommunitaristisk-nationalistisk forsvar af lønmodtagerne og især de grupper, der nu føler sig bedst repræsenteret af de nationalkonservative og populistiske partier og bevægelser. Den socialistiske regeringsleder i Portugal Antonio Costa sætter problemet på spidsen, når han gør det klart, at det nu er lykkedes hans regering med opbakning fra venstrefløjen at reparere på nogle af de sociale, økonomiske og kulturelle skader, som EU’s neoliberale politik har påført alle de europæiske lande i almindelighed og de sydeuropæiske lande i særdeleshed. Men indenfor den politiske ramme har den portugisiske regering ifølge Costa også nået sin grænse. Skal den gå videre for at videreføre velfærdspolitikken og opgøret med den utålelige ulighed og de elendige forhold for lønmodtagerne, skal de næste skridt føre til markante ændringer af hele EU-politikken på alle centrale, sociale og økonomiske områder og ikke mindst en demokratisk genopretning af hele EU- grundlaget.

Antonio Costa formulerer blot det problem, der gælder for alle socialdemokratierne på en så prægnant måde, fordi det er i de sydeuropæiske lande, at krisen siden 2008 og den førte EU- politik har forvoldt størst skade og elendighed. Men hans konstatering rammer for så vidt også det problem, SPD står overfor.

Det er selvfølgelig spændende og fremsynet, at man i SPD har indset, at selv for de store lønmodtagergrupper i Tyskland, ligger løsningen på tyve års tilbagegang og voksende social elendighed og utryghed i et opgør med den neoliberale politik. Men de formuleringer, som det er lykkedes SPD-ledelsen at få presset ind i det nye regeringsprogram, rækker ikke, med mindre det bliver så konkret, at også lønmodtagerne i alle EU-landene kan se, at deres helt fundamentale interesser bliver tilgodeset i et reformeret EU. Det er ikke tilstrækkeligt med en EU-mindsteløn, en social søjle og mere fokus på borgernes helt almindelige interesser, hvis ikke de brede lønmodtagergrupper kan se en vilje til at foretage store offentlige investeringer, der forbedrer samfundsøkonomien, forbedrede, sociale sikringsordninger, afskaffelse af de mange aftaler i kølvandet på gældskrisen, der i dagligdagen binder de nationale regeringer til at underordne al samfundspolitik hensynet til erhvervslivets interesser. Kort sagt, hvis ikke socialdemokratierne kan diske op med en kosmopolitisk strategi for EU med en klar politik for, hvordan kapitalismen skal reguleres og konkrete bud på demokratiske reformer, burde man egentlig ikke undre sig over, at socialdemokratierne taber terræn eller forsøger at overleve bag socialkonservative og nationalistiske programmer. Og at man ikke repræsenterer fremtiden, står lysende klart.

Indenfor det felt er det ikke uden interesse, at PES (de europæiske socialdemokratiers sammenslutning og ETUC (den europæiske fagbevægelses sammenslutning) er de to socialdemokratisk dominerede sammenslutninger, der har bevæget sig længst af alle i erkendelsen af, at det ikke længere er tilstrækkeligt at formulere sig i brede, kosmopolitiske vendinger, som først og fremmest tilfredsstiller den øvre middelklasse. Der skal formuleres en hard-core lønmodtagerpolitik for EU, hvis de vælgere, der nu støtter de populistiske højrepartier og bevægelser skal overvindes. Det gælder også demokratiseringen af hele Unionen. Man kan hverken gennemføre en ny fordelingspolitik eller gå i lag med Mitterands fremsynede industripolitik, hvis ikke EU reformeres institutionelt og politisk. Omvendt hjælper det ikke stort, som Macron at agitere for transeuropæiske partier og valglister, hvis deres program ikke opfattes som relevante og solidariske af de nationale lønmodtagergrupper. Europapolitikken skal ned på jorden, hvis den skal udgøre et opgør med de socialkonservative tendenser både i Øst-og Centraleuropa, Sydeuropa og efterhånden også i Nordeuropa.

Den indsigt fremgår meget tydeligt i de seneste to udspil fra henholdsvis PES (resolution om Europa december 2017og ETUC (En ny vej for Europa 2013 og 17). Men endnu er disse strategiske pejlemærker langt fra trængt ind i deres respektive nationale organisationer, selv om Martin Schultz og Sigmar Gabriel har slået til lyd for et Europas Forenede Stater. En tom parole så længe man ikke i SPD eller nogen af de andre socialdemokratier fremlægger blot antydning af en skitse til, hvordan en sådan konstruktion skal opbygges, og hvad den skal indeholde. I øvrigt har de fleste andre nordeuropæiske socialdemokratier vendt sig mod deres bombastiske udtalelser.

Det drejer sig nemlig ikke om, hvad det er for ønsker, man i SPD eller flere af de andre socialdemokratier måtte have til fremtiden. Helt kontant er spørgsmålet, om de har en strategi for, hvordan EU skal reformeres og for, hvordan den globale kapital og de magtfulde kapitalnetværk skal reguleres og underlægges samfundshensyn. Skulle det være tilfældet, har vi til gode at se den formuleret som den politik, der skal samle lønmodtagerne bag en genrejsning af en overbevisende socialistisk reformpolitik.

En sådan politik blev heller ikke fremlagt på SPD- kongressen, hvor oppositionen og #NoGroKo-bevægelsen først og fremmest har formuleret sig på indenrigspolitiske spørgsmål, og på at man efter deres opfattelse har fået for beskedne indrømmelser.

Rationalet bag oppositionens afvisning af regeringsdeltagelsen, er, at hvis SPD afviser at indgå i regering, vil resultatet højst sandsynligt afstedkomme et nyvalg, og her kan SPD så uden hensyn til en regeringsdeltagelse føre valgkamp for partiets program. Problemet er bare, at det program, som oppositionen henviser til, ikke beskæftiger sig meget med den europæiske løsning, som ikke desto mindre er nødvendig selv for et stort land som Tyskland. Et Tyskland der i øvrigt som kapitalistisk stormagt står overfor store ændringer, hvis det vil fastholde sin status på verdensmarkedet og ikke, som det har gjort indtil nu, ødelægge sin baghave i EU og stimulere de antidemokratiske regeringer i Østeuropa.

Oppositionens bud på en alternativ kurs for SPD er at orientere sig mod en fremtidig koalition med De Grønne og Die Linke, hvilket selvfølgelig modsvares af den samme interesse i de to partier. Problemet her er, at fløjene i Die Linke som i de fleste andre venstrefløjspartier ikke kan enes om en fælles EU-politik. I Die Linke foregår der desforuden en magtkamp mellem partiets ledelse på den ene side og Sara Wagenknecht og Lafontaine på den anden side om, hvorvidt partiet skal omdannes til et bredt, progressivt folkeparti, der kan tiltrække venstresocialdemokrater og De Grønne. Altså en helt åben splittelsespolitik overfor SPD, fordi man ikke mener, at partiet nogen sinde kan reformeres og bringes på en ny venstrekurs. Et helt legitimt politisk ærinde, hvis man havde noget at byde ind med og var forankret bl.a. i den tyske fagbevægelse, så man kunne stå frem som morgendagens ledere for lønmodtagerne. Men det er ikke tilfældet.

Temaet i den politiske magtkamp internt i Die Linke har selvfølgelig svækket venstrefløjen i SPD, hvor Kevin Kühnert har måtte tage afstand fra de strømninger i Die Linke, der går efter SPDs venstrefløj, og affærdige partiet som uvederhæftigt. Wagenknecths linje udfordrer i virkeligheden også Kühnerts egen drøm om at kopiere Momentumbevægelsen i Labour. Men det kommer der jo ikke større politisk klarhed ud af, så der tegner sig faktisk ikke noget klart og entydigt billede af et alternativ til regeringskoalitionen, selv om SPD skulle gå i opposition, fordi det kun ville være muligt at vinde regeringsmagten, hvis især Die Linke får orden i eget hus og når til enighed om en sammenhængende EU-politik.

Sara Wagenknechts drøm om at gøre La France insoumise (Mélenchons bevægelse) eller Podemos kunsten efter beskriver meget godt det illusoriske tomrum, den europæiske venstrefløj befinder sig i. Melenchons bevægelse bliver stadigt mere nationalistisk og topstyret, og Podemos har mistet terræn i den catalanske konflikt, fordi heller ikke det parti har meget anden politik end den konstante protest. Bedre står det på den anden side heller ikke til for den unge oppositionsleder i SPD, Kevin Kühnert, når han henviser til fornyelsen af Labour i England under Corbyns ledelse eller til den ”revolution” indenfor det demokratiske parti i USA, som Bernie Sanders har sat i gang. Begge ledere og bevægelser lider under det samme problem som alle de andre socialdemokratiske partier og bevægelser: De kan kun formulere politik indenfor nationalstatens grænser og harcelere moralsk mod den internationale kapitals utålelige sociale ødelæggelser og kolonisering af samfundspolitikken og dens demokratiske grundlag. Så kan bevægelserne være nok så demokratiske og sympatiske, men de vil angiveligt falde for testen: Hvad kan de bruges til?

Endnu et væsentligt aspekt føjer sig til den aktuelle, socialdemokratiske lidelseshistorie. Det drejer sig den vedholdende reduktion af partiernes traditionelle vælgerbasis – den gamle industriarbejderklasse. Hvis ikke de socialdemokratiske partier frigør sig fra den hidtidige lassalanske sekterisme overfor andre klasser end arbejderklassen og formulerer sig og fremstiller sig som de brede lønmodtagergruppers parti, der repræsenterer de brede gruppers interesser – både sociale, økonomiske og kulturelle, herunder disse gruppers veneration for de liberale borgerrettigheder og frihedsværdier, vil socialdemokratierne aldrig kunne genrejse sig som centrale og uomgængelige politiske kræfter i samfundet. Lige nu foregår der den modsatte proces i mange socialdemokratier. Man gør knæfald for de mest småborgerlige og tilbagestående synspunkter i den traditionelle vælgerbasis, hvilket set i lyset af kapitalismens voldsomme teknologiske ændringer og omkalfatring af arbejdsmarkedet.

Kapitalismens globale udvikling har som sagt koloniseret hele samfundet og bevirket, at velfærdsstaten og dens ansatte i den offentlige sektor ikke længere kan virke som sådan. Neoliberalismen har over 20-30 år fremmedgjort statssystemet overfor befolkningerne og blotlagt civilsamfundet for uhæmmet kommercialisering og i samme bølge gjort store grupper i middelklassen politisk hjemløse eller omdannet dem til drivtømmer. Selv arbejderklassens tidligere relative homogenitet er opløst og de indre linjer i klassen underkastet indbyrdes konkurrence og reduceret klassens tidligere rolle som progressiv kraft i opbygningen af socialstaten. I dag har store dele af klassen nok at gøre med at forsvare det vundne og andre dele med at krybe ind i middelklassen i håb om at beskytte deres interesser der. Det er til en vis grad lykkedes, men nu er selv de lidt forbedrede livsbetingelser truet, fordi også middelklassens livs- og arbejdsforhold er under pres fra den globale kapital både indenfor den private og offentlige sektor.

Socialdemokratierne og i øvrigt også venstrefløjen er nødt til at se i øjnene, at stilstanden i Europa, den svindende tillid til de gamle partier på højre og venstre fløj og de nye antiliberale og autoritære tendenser, som regeringerne bruger for at inddæmme hele det spektrum af samfundsopløsning, som den neoliberale restaurationspolitik har ført til, har affødt en bevægelse i vælgermassen, hvor den nu er på jagt efter en hvilken som helst politisk tendens, der giver løfte om en vej ud. Det er forklaringen bag Macrons jordskredssejr og nu også Ciudadanos [j1] vækst i Spanien. Begge partier definerer sig selv som socialliberale og som det moderne opgør med en falleret socialdemokratisk politik og de borgerlige partiers korruption og manglende interesse for befolkningens velfærd. Begge partier tiltrækker mange ægte liberale vælgere, der er utilfredse med den primitive udgave af liberalismen, som neoliberalismen har stået for og føler sig på den anden side ikke tiltrukket af socialdemokratierne, der ikke længere repræsenterer et reelt opgør med den politik, de selv har været en del af. Bl.a. som det nu er tilfældet for SPD i Tyskland. Man har endnu ikke formået at frigøre sig fra Gerhard Schröders skygge.

Men hverken Macron, Ciudadanos eller de socialliberale strømninger i andre borgerlige partier kan indfri de forhåbninger, som de har stillet middelklassevælgerne i udsigt. Dertil hører et opgør med de store dele af borgerskabet, hvis snævre interesser indtil i dag bedst varetages af den neoliberale politik, selv om den ødelægger samfundene og øger den sociale polarisering. De socialliberales genkomst hviler på den illusion, at de oplyste dele i de herskende klasser indenfor relativ kort tid vil være i stand til at gennemføre en modernisering af kapitalismen, så den igen som før sammenbruddet i 70erne kan fremstå som den bedst mulige samfundsform for flest muligt. Sådanne afgørende magtændringer indenfor de herskende klasser er dog aldrig foregået uden at sætte hele samfundet på den anden ende, og især Macrons store visioner ser også ud til at lande på hård grund, uden at de helt store ændringer realiseres – bortset fra opgøret med den franske fagbevægelse. Men det opgør er der heller ikke meget fremtid i.

Den helt praktiske virkelighed i hele Europa, herunder styrkeprøverne mellem øst og vest og nu en ny bølge af usikkerhed på finansmarkederne kan hurtigt bringe Macrons højtflyvende visioner ned på jorden igen. Det samme kan blive tilfældet i Tyskland hos den nye koalitionsregering. Men ikke desto mindre har de nye, socialliberalistiske bevægelser i de gamle partier og i de nye en vis tiltrækningskraft, fordi de både vil gøre op med den ødelæggende, europæiske krisepolitik, genskabe det liberale demokrati og de liberale frihedsværdier, som ikke mindst middelklassen hele tiden tiltrækkes af.

Lønmodtagerne i Europa står med andre ord ikke længere overfor en samlet opbud af de herskende klasser, der både politisk, økonomisk og kulturelt sidder med ”overhånden”. De herskende klassers hegemoni er ikke længere et uantastet hegemoni, men er nok nærmere en dominans i fraværet af et udfordrende alternativ, der kan sandsynliggøre, hvordan socialdemokratierne sammen med de progressive liberale kan forme både en politik og en bevægelse stærk nok til at inddæmme og regulerer de økonomiske og politiske kræfter, som de herskende klasser selv og de nationale stater ikke længere kan tøjle.

Valget i SPD eller for den sags skyld PSOE i Spanien eller PS i Frankrig handler af samme grund ikke så meget om, hvorvidt partierne skal gå i samarbejde med de liberale partier/fraktioner eller som i Tyskland oven i købet i koalition. For det flytter i sig selv ikke meget, og oppositionen i SPD kan angiveligt få ret i, at endnu fire år i regeringskoalition med CDU/CSU kan slå bunden ud af partiet. For hvad kan det egentligt præstere? ”Det skal jo kunne bruges til noget”.

Omvendt vil fraværet af politisk perspektiv også ramme et SPD i opposition, og det bliver ikke mere eller mindre progressivt og en tiltrækkende samfundskraft ved at orientere sig mod De Grønne og Die Linke, hvis ikke partiet har udviklet et politisk perspektiv og en politisk praksis, der i den næste fire års regeringsperiode vil kunne puste til splittelsen og magtkampene i den borgerlige lejr.

Om det er PSOE, PS, Labour eller SPD gælder det, at kan man ikke politisk og strategisk tage kampen op med de nye, socialliberale strømninger og tendenser, der er født som reaktioner på en reaktionær tidsånd, ja, så kan de heller ikke gøre sig håb om at genrejse sig selv som lønmodtagernes brede masseparti og samtidig overvinde de socialliberales indflydelse og patent på de liberale frihedsværdier. Indenfor dén strategiske orientering, som selvfølgelig aldrig løfter sig uden en klar europæisk dimension for en social, demokratisk og solidariske Union, kan socialdemokratierne og måske venstrefløjen genskabe deres betydning, fordi vælgerne oplever, at de kan bruges.

Hvad det betyder for hele den europæiske arena både politisk, socialt og demokratisk, kan ingen forudsige konkret. Men det alternativ, som det danske socialdemokrati har valgt, synes ikke værd at satse på. Her er øjnene ikke rettet mod fremtiden og ikke mod løsninger for de mange, men alene på at overleve. Bedre står det nok ikke til i langt de fleste socialdemokratiske partiledelser. Det er nok heller ikke derfra, de nye vinde skal blæse. Men de vokser i styrke både indenfor de nationale partier og imellem dem. Fremtiden diskuteres på livet løs både i de europæiske socialdemokratier og i den europæiske fagbevægelse.

Set i det perspektiv og alene i det perspektiv går vejen til genopfindelse af en socialistisk reformpolitik og dens praktiske gennemførelse ikke udenom samarbejdet med de progressive, liberale. Men det skal ske gennem en overvindelse af det socialliberale projekt, når dette for gud hvilken gang opgiver sine egne politiske idealer, fordi grænserne for liberal politik nås. Hele vejen igennem fra salig Marx til i dag har det altid drejet sig om for de socialistiske partier at realisere den sociale politik og de liberale frihedsværdier, som de liberale kun kan forfægte, men aldrig gennemføre.