Balfour-erklæringen 100 år
Af Morten Thing

Offentliggjort: 15. december 2017

I Europa opstod der i løbet af 1800-tallet nationalistiske bevægelser. Nationalismen brød med den gamle statsdannelsestanke, at det gjaldt for en hersker at rage til sig og herske over mange forskellige folkeslag. Det gav prestige og et godt skattegrundlag. Stater som Rusland, Østrig-Ungarn og Det osmanniske Rige var sådanne multikultistater, og det var Danmark i mindre målestok også. I løbet af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet opstod der en ny version af denne type: kolonialstaten. Her gjaldt det om at herske over dele af Asien, Amerika eller Afrika, som man kunne behandle som man ville. England var en sådan kolonialstat. Og det var Danmark jo også, igen i en anden målestok.

Nationalismerne, som opstod i 1800-tallet byggede på den enkle ide, at et folk var en gruppe mennesker, som boede på det samme stykke af jordens overflade, som var knyttet sammen af en fælles historie og som talte det samme sprog. Som et resultat af første verdenskrig blev de multinationale stater helt eller delvis opløst og nye nationer blev til stater, så som Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ungarn og Jugoslavien og flere andre, som netop var blevet til efter nationalismens koncept, skønt mange af dem havde store nationale mindretal.

Der var i Europa folkeslag, som romaerne og jøderne, der ikke havde noget land. Kunne de så ikke være nationalister? Jo, jøderne kunne. Endda på to helt forskellige måder. I 1897 dannedes to organisationer med hvert sit nationale program: ”Zionist Organization” og ”Algemeyner yidisher arbeyter bund in Poyln, Rusland un Lite”.

”Zionist Organization” byggede på en forestilling om, at jøderne jo en gang havde været et folk og et meget omtalt et, nemlig i Biblen. Dette israelitiske folk skulle ifølge zionismen samle sig i et land og igen blive et folk, som skulle have ét fælles sprog nemlig hebraisk, som bruges i Tanakh, Det gamle Testamente. I flere af de hellige skrifter brugtes også aramæisk, men hebraisk skulle det være. Zionismen var som nationalisme i familie med bevægelser som panslavismen og panarabismen, men endnu mere abstrakt. Den skulle omfatte alle jøder. På den måde anså zionismen alle jøder for dele af et folk. Det gjaldt de kinesiske, de indiske, de etiopiske og de yemenitiske jøder, selvom de europæiske jøder (de sefardiske og de ashkenaziske) syntes de så meget fremmedartede ud. Man skelnede heller ikke mellem om folk var jøder religiøst, eller om de var jøder etnisk. Havde man anlagt den sidste synsvinkel, var man måske endt med at sige, at der eksisterede flere jødiske folk med hver sin historie og hvert sit sprog, og som boede på hver sin klat jord.

Det andet udkast til en jødisk nationalisme blev også konciperet i 1897, nemlig bundismen. Bund arbejdede for de jiddish-talende jøder, som boede især i Bosættelsesområdet, et område, som lå i Rusland og strakte sig fra Litauen over Polen og Hviderusland til Ukraine. Bund ville sikre de jiddish-talende kulturel autonomi indenfor den russiske stat. Det betød en anerkendelse af deres sprog som administrations- og kultursprog. Bundismen omfattede en gruppe jøder, som boede i det samme land, men mange forskellige steder, som delte i hvert fald nyere historie og som talte det samme sprog, jiddish. Men Bund var også et parti for de jødiske arbejdere, og det første socialdemokrati som blev dannet i Rusland, i Vilna eller Vilnius, som byen hedder på litauisk.

Theodor Herzl, som var initiativtager til dannelsen af ZO, havde oprindelig tænkt på, at jøderne skulle kolonisere et område i f.eks. Argentina. På et tidspunkt fik ZO tilbud fra England om, at det nye Israel kunne ligge i Uganda i Afrika. ZO var faktisk nede og se på området, men endte med at indse, at den eneste strimmel jord, som ville kunne få jøderne i massemålestok til at emigrere, var Palæstina, som den gang var en del af Det osmanniske Rige. Man prøvede derfor at lave en alliance med den osmanniske hersker, man prøvede at lokke ham med jødiske investeringer i hans store rige. Dét var noget, han manglede.

Blandt jøder i Europa og USA var der ikke nogen stor opslutning til zionismen. Bundisterne var modstandere; de mente, at zionismen var udtryk for en kolonial tankegang, hvor man ville være tvunget til at fordrive det folk, som boede der i forvejen. De ortodokse jøder var modstandere. De mente, at kun Messias kunne lede jøderne til Israel, og kun Messias kunne få jøderne til at tale hebraisk, som jo sammen med aramæisk var et helligt sprog for jøder.
Allerede fra 1880erne var der østeuropæiske jøder, som slog sig ned i Palæstina og specielt efter 1897 tiltog mængden af immigranter. De skulle lære at tale hebraisk ud fra det gamle bibelhebraisk; det syntes de var meget svært. Men omkring 1912 begyndte grupper af børn, som voksede op og gik i zionistiske skoler for første gang at udmønte det nye talesprog. De kaldte det ivrit (hebraisk), ligesom det gamle bibel-ivrit, men da mange havde jiddish som modersmål blev det nye sprog præget meget af jiddish grammatik og måtte sammen med arabisk levere nye ord, for hvad hed nu lige et gevær på hebraisk? Og en vandpumpe?

Der var to ting, som fuldstændig ændrede på magtforholdet mellem zionismen, bundismen og ortodoksien. Det var Balfours lille brev af 2. november 1917 og det, som siden hed khurbn på jiddish, shoa på hebraisk eller holocaust på mange andre sprog.

I Første Verdenskrig førte bl.a. England, Frankrig og Rusland krig mod Tyskland og Det osmanniske Rige. I 1916 var krigen kommet så vidt, at Frankrig og England allerede kunne lave en hemmelig aftale om den videre skæbne for de dele af Det osmanniske Rige, som lå i Mellemøsten. Sykes-Picot-aftalen, som den hemmelige aftale hed, delte Mellemøsten i en fransk indflydelseszone (Libanon og Syrien) og en engelsk (resten af den arabiske halvø). Den 31. oktober 1917 erobrede den britiske hær under general Edmund Allenbys kommando Beersheba og den 9. december Jerusalem. To dage efter erobringen af Beersheba skrev udenrigsminister Arthur Balfour til Walter Rothschild, lederen for den engelske jøder:

November 2nd, 1917.

Dear Lord Rothschild,
I have much pleasure in conveying to you, on behalf of His Majesty's Government, the following declaration of sympathy with Jewish Zionist aspirations which has been submitted to, and approved by, the Cabinet:

His Majesty's government view with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to facilitate the achievement of this object, it being clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country.

I should be grateful if you would bring this declaration to the knowledge of the Zionist Federation.

Yours sincerely
Arthur James Balfour

Den 23. november kunne det jiddishe ugeblad i København, Vokhen blat, bringe nyheden. Bladet modtog erklæringen med tak.

Den engelske erklæring, som havde været undervejs et stykke tid, ændrede med ét karakteren af det zionistiske projekt set med mange jøders øjne. Fra at være en romantisk utopi var et jødisk nationalhjem blevet et stykke realpolitik. I København, som andre steder, blev der dannet nye zionistiske grupper, både socialistiske og religiøse. I København var der nu fire zionistiske grupper. Med verdenskrigens slutning og borgerkrigen i Rusland fik stemningen en yderligere styrke, fordi borgerkrigen førte til meget omfattende pogromer, og fordi indvandringen til
USA hurtigt blev neddroslet.

Social-Demokraten kommenterede den 18.11.17 Balfour-deklarationen med en kommentar under overskriften “Jødernes Længsel spændt for Englands Krigsvogn”. Avisen skrev bl.a.:

“Bag Englands forcerede Fremtrængen i det hellige Land ligger – som vi saa ofte har paapeget – meget store økonomiske Interesser. Hvis Kanonerne op mod Jul tordner over den kristne Fredsfyrstes Grav, da er det i saare jordiske Interessers Tjeneste. Men engelsk Sans for Ideologi siger straks, at her slaas to Fluer med et Smæk. I ethvert engelsk Middelstandshjem har man slugt Walther Scotts Fortællinger om Korsfarernes Tog til den hellige Grav. Hvilket engelsk Hjærte har ikke glødet ved Tanken om Korsriddernes Helteskikkelser? […] Men hvorfor skulde man lade uænset den Lejlighed, der bydes til ogsaa at opflamme Jøderne for Englands sag? […] Telegrammet fra de københavnske Zionister [ZOs Københavnerbureau] viser, hvor dygtigt England forstaar Agitationens Kunst. Ikke to, men tre Fluer slaas med et Smæk: Kristne og Jøder skal mødes i Begejstring over Englands ædle kamp for sine økonomiske Interesser.”

Kristeligt Dagblad anslog den 20.11.17 realismens tonart:

“Man maa da allerførst lægge Mærke til, at Skrivelsen [Balfourdeklarationen] ikke siger noget om, at England vil give Jøderne Palæstina. Selvfølgelig ikke. Den engelske Regering kan ikke bortgive, hvad den ikke ejer. Selv om man vil gaa ud fra, at Englands Erobring af Palæstina kun er et Spørgsmaal om kort Tid, kan der endda ikke blive Tale om nogen større jødisk Indvandring, førend Fredsslutningen har bragt rolige Forhold til Veje og fastslaaet, hvem Landet tilhører. Om det bliver England, kan intet Menneske endnu vide noget om. Hertil kommer, at selv om man gaar ud fra, at Landet kommer under engelsk Højhed, siger Mr. Balfours Skrivelse intet om, at give Jøderne Palæstina. Den taler kun om at gøre Landet til “et nationalt Hjemsted for det jødiske Folk” og tilføjer endda, at det er underforstaaet, at “intet skal ske, som kunde skade de borgerlige og religiøse Rettigheder, der nydes af bestaaende ikke-jødiske Samfund i Palæstina eller Jødernes Rettigheder og politiske Stilling i noget andet Land.”

Bladet konkluderede, at godt nok er det et skridt hen imod virkeliggørelse af “det israelitiske Kongedømme”, som Biblen peger på. Men man må lige slå koldt vand i blodet, selvom “det dog [synes] uimodsigeligt at Politikken er rykket ind paa de bibelske Profetiers Plan […].”

Man kan ellers undre sig over, hvor få der i samtiden overhovedet rejste spørgsmålet, om den engelske regering havde moralsk og politisk ret til at give en del af det erobrede område til et andet folk end dem, der boede der. Men den havde jo tidligere villet give en del af Uganda til jødisk kolonisation, så det var næppe et problem, der tyngede den. Men det kom hurtigt til at tynge dem, det gik ud over, nemlig de palæstinensiske arabere.
I 1918 udsendte ZOs Københavnerbureau en erklæring, senere kendt som Københavnermanifestet, om sine krav til en retfærdig fred: 1) Palæstinas fastlæggelse med grænser i overensstemmelse med den historiske tradition, i overensstemmelse med politiske og økonomiske nødvendigheder som nationalt hjem for det jødiske folk, ligesom oprettelsen af forbindelser, som er nødvendige for en fortsat opbygning af det derværende hjem; 2) fuldstændig ligeberettigelse og kulturel autonomi.

Erklæringen indeholdt mange ord om folkenes selvbestemmelsesret, de stores som de smås, men ikke et ord om araberne på trods af, at deres rettigheder faktisk stod indskrevet i Balfour-deklarationen. Da der i 1920 udbrød de første uroligheder mellem arabere og jøder, talte det københavnske ugeblad Vokhen blat karakteristisk om, at pogromperioden ikke ville tage ende, om “pogromer i Ukraine, Galicien og Ungarn og nu også i Jerusalem, i det jødiske hjem, den jødiske “stat””. Brender, redaktøren af bladet, nævnte ikke med et ord, at araberne kunne føle sig udfordret af indvandringen. De er slet ikke nævnt som andet end pogromister. De var ikke en nation eller et folk med rettigheder. Brender var jurist af uddannelse.

Folkeforbundet, som blev dannet i kølvandet på Første Verdenskrig, gav England Palæstinaområdet som mandatområde, dvs. et område, hvor den endelige ordning ikke var fastlagt. Det var også svært, da englænderne ikke blot havde givet jøderne en fornemmelse af, at der blev tænkt på deres interesser, de havde også skabt et forhold til de vigtigste ledere på den arabiske halvø og lovet dem, at der ville blive oprettet en eller flere arabiske stater. Og Balfour-deklarationen havde jo lovet, at flertallet af palæstinensiske arabere ikke ville blive forulempet i deres interesser. England startede med at udskille det transjordanske område; den del af mandatområdet, som lå øst for Jordanfloden blev i 1922 til et emirat, Transjordanien. En beslutning, som både jøder og palæstinensere var modstandere af. I 1932 dannede englænderne staterne Irak og Saudi-Arabien.
Første Verdenskrig banede også vejen for udviklingen af den tyske nazisme. Med den blev presset på immigration til Palæstina eksplosivt. Med udvidelsen af både den jødiske befolkning og af det jødisk ejede landområde voksede også konflikterne, som endte med dannelsen af en jødisk stat i 1948 og fordrivelsen af en meget stor del af den palæstinensiske befolkning. Hermed havde England vist, at deres løfter i Balfour-deklarationen var kortsigtede og kun beregnet på en kolonial politik og ikke på en mere varig og stabil løsning. Det var omtrent gået England så dårligt, som det kunne i Mellemøsten. Lige siden 1917 har konflikten i Palæstina været uløst.
I den jødiske verden udvikledes nye modsætninger. Ikke mindst dannedes i Palæstina en ny form for zionisme, kaldet revisionismen under ledelse af Ze’ev Jabotinsky. I og omkring den udvikles en jødisk fascisme, som erklærede, at der kun var plads til ét folk i Palæstina, og det var jøderne. Derfor måtte jøderne fordrive araberne. Det var de socialistiske zionister under Ben Gurions ledelse i mod. Men i al hemmelighed tog Ben Gurion Jabotinskys tanker til sig og forberedte sig på fordrivelse af store grupper af palæstinensere.

En anden væsentlig ændring i den jødiske verden var udryddelsen af de europæiske jøder under Anden Verdenskrig i det projekt, som Hitler kaldte Die Entlösung, den endegyldige løsning af jødespørgsmålet. Stort set hele den jiddish-talende befolkning i Europa blev dræbt. Dermed var også bundismen stort set udryddet og dermed dens modstand mod zionismen. Efter anden verdenskrig blev zionismen nu den dominerende strømning.

De ortodokse jøder havde oprindelig været modstandere af zionismen. Men en del af dem dannede efter 1917 nye grupper, som forenede religiøsiteten med zionistisk politik. I USA opstod der i begyndelsen af 1900-tallet ultraortodokse grupper, som udover at være religiøst meget konservative og ortodokse også holdt fast i den kultur, de havde været en del af i Rusland og Østeuropa. Det gjaldt klædedragten (med hattene), det gjaldt mændenes ørekrøller (peyes), det gjaldt deres sprog, som var jiddish, og det gjaldt forholdet mellem kønnene. De var som andre ortodokse imod zionismen. Men efter oprettelsen af Israel i 1948 fandt flere af disse grupper (kaldet haredi) en form for kompromis med zionismen. Ben Gurion sørgede for, at landet ikke fik nogen civilretlig lovgivning. Alt vedrørende ægteskab, børn, skilsmisse, arv osv. afgøres i Israel alene ved religiøse domstole. Samtidig blev haredi-skolerne tildelt rigelig økonomisk understøttelse. De taler stadig jiddish hjemme (men akcepterer hebraisk ude) og går klædt, som de altid har gjort. Men da de får enormt mange børn (gennemsnitlig fertilitet på 6,5), udgør de det hurtigst voksende mindretal i Israel, i dag udgør de 16% af befolkningen. De fører en kamp for at gøre jødisk-religiøs lovgivning til den herskende, som vil føre til adskillelse mellem kønnene i busser og tog, forbud mod anstødelige reklamer (dvs. som viser hud) og forbud bilkørsel (også ambulancer) på sabbatten.

Balfour-deklarationen, holocaust og Israel har totalt ændret det jødiske samfund i verden.