Kinesisk politik efter kongressen i Det Kinesiske Kommunistparti
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. december 2017

Det Kinesiske Kommunistparti’s 19. kongres startede d. 18. oktober i år og varede ugen ud. På kongresser i det kinesiske kommunistparti vælger de lidt over 2000 delegerede først en centralkomite med ca 200 fuldgyldige medlemmer og ca. 200 alternative medlemmer. Derefter vælger man centralkomiteens politbureau med 25 medlemmer og af disse med-lemmer vælges politbureauets stående udvalg, som er Kina’s ubestridte magtcentrum.

Den 19.  kongres var specielt vigtig, fordi kun 2 af de 7 siddende medlemmer af politbu-reauets stående udvalg, ifølge de gældende normer for hvornår kinesiske toppolitikere træder ud af det politiske liv, ville kunne sidde endnu en periode. Normerne, som ikke er  nedskrevne regler, siger, at man ikke kan vælges, hvis man i løbet af den kommende fem-årige valgperiode fylder 70. De to medlemmer, som kunne blive siddende i den kommende femårsperiode, Xi Jinping og Li Keqiang, var så til gengæld de to mest magtfulde. Xi Jin-ping er generalsekretær for KKP og præsident, mens Li Keqiang er premierminister. Hver-ken Xi Jinping eller Li Keqiang vil, ifølge førnævnte norm, kunne genvælges på næstkommende kongres, som afholdes i 2022. Man kunne derfor forvente, at der til det nye stående udvalg ville blive valgt en eller flere personer, som ville kunne sidde tre femårsperioder inden vedkommende falder for aldersgrænsen, og dermed afløse Xi Jinping og Li Keqiang. Det var hvad der skete, da Xi Jinping og Li Keqiang blev valgt ind i det stående udvalg, men traditionen blev ikke fulgt på denne kongres. Af de nyvalgte fem medlemmer vil ingen kunne sidde så længe. Det må derfor forventes, at Xi Jinping i 2022 trodser denne norm, som i sin tid blev indført på Deng Xiaoping’s foranledning, for at forhindre at kinesiske ledere blev siddende på deres poster livet ud. Xi Jinping kan imidlertid ikke blive på posten som præsident, fordi forfatningen siger, at præsidenten kun kan sidde i to valgperioder.

De nyvalgte medlemmer af det stående udvalg var : Li Zhanshu, Wang Yang, Wang Hu-ning, Zhao Leji, Han Zheng. Af disse er kun en, nemlig Wang Yang, knyttet til den engang så magtfulde fraktion omkring kommunistpartiets ungdomsforbund, så fra denne fraktion sidder nu kun Li Keqiang og Wang Yang. De øvrige 4 nye har alle en fortid sammen med Xi Jinping og flere af dem har arbejdet sammen med ham  eller som hans underordnede, da han var partichef i Zhejiang-provinsen.

Xi Jinping er derfor kommet styrket ud af kongressen. Han har imidlertid allerede i løbet af  sin første valgperiode som generalsekretær på mange måder styrket sin position i partiet. Han har fået gennemført en kampagne mod korruption som har ført til straffesager mod 1,4 millioner funktionærer. Kampagnen havde to formål. For det første at styrke KKP’s anseelse i befolkningen ved at rense partiet for brådne kar, for det andet at udrense Xi Jin-ping’s politiske modstandere. Han har desuden igangsat en ideologisk kampagne med det mål at styrke “marxismen” inden for uddannelsesinstitutionerne. Temaet for denne kam-pagne var ikke, som man måske kunne forvente, at anspore studenter og lærere til at gen-nemføre marxistiske analyser af det nye Kina, men først og fremmest at understrege kommunistpartiets ledende rolle i samfundet.  Xi Jinping har formuleret ideen om “Den Kinesiske Drøm”, drømmen om at reetablere Kina’s historiske position som stormagt og velstå-ende samfund. I forlængelse heraf har han gennemført  en mere selvhævdende udenrigspo-litik end sine forgængere. Allerede et års tid før kongressen blev han desuden omtalt i ki-nesiske medier som “kommunistpartiets kerne”, en position, som kun de allermest magtfulde af hans forgængere har indtaget.

Xi Jinping fremstår derfor nu som Kina’s  ubestridte leder, og han vil muligvis kunne holde sig på denne position i en årrække. Udover at han benævnes “kommunistpartiets kerne”, er hans tanker blevet optaget i kommunistpartiets statutter, allerede mens han sidder på magten. Det har den konsekvens, at kritik af ham eller hans politik vil kunne stemples som kritik af kommunistpartiet som sådan.

Det har ikke altid været skrevet i stjernerne, at Xi Jinping skulle opnå en så magtfuld posi-tion. Ganske vist er han søn af den tidligere nu afdøde  vice-premierminister, Xi Zhong-cun, og dermed en af dem, man i Kina kalder “kronprinser”. I 1997 da Xi Jinping første gang forsøgte at blive valgt til centralkomiteen, måtte han imidlertid tage til takke med positionen som alternativt medlem, og han var ovenikøbet den der fik det laveste stemmetal af alle. Alligevel blev han i 2007, efter at være blevet fuldgyldigt medlem af centralko-miteen i 2002, sammen med Li Keqiang valgt ind i politbureauets stående udvalg, udset til ved den næstfølgende kongres at blive indsat på en af de to vigtigste magtpositioner i KKP. Hvordan det er lykkedes ham på så kort tid at foretage et sådant spring op i hierarkiet i KKP kan stadig godt undre.

I sin første periode som generalsekretær er det lykkedes ham at skubbe premierminister, Li Keqiang, ud på sidelinjen, også i forhold til den økonomiske politik, som normalt er premierministerens ansvarsområde. Samtidig har han gennemtrumfet en klar styrkelse af kommunistpartiets magt i forhold til regeringens og statsapparatets, og den 19. partikongres vedtog i overenstemmelse hermed  en beslutning om, at kommunistpartiet skal være ledende i alle aspekter af samfundsudviklingen, herunder også økonomien. Denne beslutning udgør et afgørende brud med den politik, som Deng Xiaoping stod for i løbet af 1990rne, nemlig at man skulle tilstræbe en adskillelse mellem parti og stat; kommunistpartiet skulle ikke blande sig i statslige og økonomiske anliggender. Med den nye kongresbeslutning er kommunistpartiets ledende rolle i alle samfundsforhold slået fast og planerne om at adskille parti og stat effektivt skrottet.   

Valget af Wang Huning til politbureauets stående udvalgt kom som en overraskelse, men hans nye position kan give et fingerpeg om, i hvilken ideologisk retning den nye kinesiske ledelse har tænkt sig at gå. Wang Huning er professor i politisk videnskab, uddannet på Fudan Universitetet i Shanghai, hvor han også en overgang var dekan. I 1980rne var han en aktiv fortaler for den ideologiske strømning, der gik under betegnelsen, “neo-autoritarianismen”. Neo-autoritarianismen tog sit udgangspunkt i Samuel P. Huntingtons bog “Political Order in Changing Societies” fra 1968, hvor Huntington om, at modernisering af samfundet fører til konflikter mellem nyopståede interessegrup-per i samfundet. Stabiliteten i et samfund under forandring kan kun bevares, hvis samfundet har en autoritær ledelse. De neo-autoritære så i overenstemmelse med denne opfattelse en fare for, at de økonomiske reformer efter 1979 kunne true samfundets stabilitet, og var derfor fortalere for at bevare en stærk autoritet i samfundet, som i Kina’s tilfældet kun kunne være kommunistpartiet.

Efter den tragiske massakre i Beijing i 1989 forsvandt neo-autoritarianismen fra den ideologiske diskurs i Kina, men erstattedes kort efter Sovjetunionens sam-menbrud af den såkaldte “neo-konservatisme”, som Wang Huning også blev fortaler for. Neo-konservatismen er snævert knyttet til det såkaldte “kronprinseparti”, børn af højtstående partifunktionærer, som stræber efter politisk indflydelse i Kina. I 1992 formulerede en gruppe kronprinser på et hemmeligt møde et mani-fest, der skulle tjene som en slags program til valgene på partikongressen samme år. Belært af erfaringerne fra Sovjetunionens sammenbrud og inspireret af Huntingtons ideer om samfund i forandring understegede man nødvendigheden af at styrke kommunistpartiet i Kina, genopdage de kinesiske traditioner og styrke Kina’s position i verden gennem en udenrigspolitik, der lægger vægt på Kina’s nationale interesser. Mest tankevækkende var måske kronprinsernes ideer om, at kommunistpartiet skulle overtage kontrollen med de statsejede virksomheder.
 
Kronprinserne fik ikke den succes på partikongressen i 1992 , som de havde håbet på, men neo-konservatismen levede videre som et væsentligt element i de ideologiske debatter i Kina, og i den forbindelse spillede Wang Huning en vigtig rolle.

Lige siden han blev valgt til kommunistpartiets centralkomite i 2002 har Wang Huning ledet centralkomiteens Kontor for Politisk Forskning og han indtræder efter kongressen i centralkomiteens sekretariat. Der er derfor ingen tvivl om, at den neokonservative Wang Huning skal fortsætte i rollen som ideologisk vagthund, men nu med udvidede beføjelser.

Man kan om den politiske ledelse i reformperiodens Kina sige, at den var bygget op omkring en alliance mellem neo-konservative politikere og neoliberale intellektuelle.

Valget af Wang Huning til politbureauets stående udvalg og hans indtræden i centralkomiteens sekretariat kan ses som udtryk for at alliancen mellem neo-konservatismen og neo-liberalismen er opsagt. Xi Jinping har da også i interne partifora flere gange kritiseret neo-liberalismen, som han opfatter som lige så skadelig som “vestligt demokrati”.

Som overalt i verden har neoliberalismen i Kina været den drivende ideologi bag privatise-ringen af statslige virksomheder. I Kina har denne privatisering nået sin grænse, og den neo-liberale ideologi er derfor overflødiggjort. De statsejede virksomheder, som ikke er blevet privatiseret, er store korporationer, hvoraf mange beskæftiger sig med opbygning af infrastruktur og lignende. Disse virksomheder vil den kinesiske ledelse ikke privatisere. Tværtimod skal mange af dem slås sammen, så de kan udgøre reelle statsmonopoler, der er store nok til at klare sig i konkurrencen på det globale marked. Partiets kontrol med disse virksomheder sker gennem virksomhedernes partikomiteer, hvor alle medlemmer af den administrative ledelse sidder, direktøren typisk som formand. Uviljen mod privatisering af de store statslige korporationer betragtes af mange uden for Kina som bevis på, at Kina stadig, som Xi Jinping og den kinesiske ledelse også hævder det, er et socialistisk samfund.

For den kinesiske ledelse er kommunistpartiets ledende rolle imidlertid det vigtigste kriterium for at Kina stadig er socialistisk og nu befinder sig på tærsklen til “en ny æra i socia-lisme med kinesiske kendetegn”.

Den 19. partikongres har således styrket Xi Jinping’s position yderligere og givet ham mu-ligheden for at blive siddende på posten som generalsekretær også efter den næste og måske flere følgende partikongresser. Derudover er kommunistpartiets  position blevet cementeret, specielt i forhold til statslige institutioner, centrale som lokale, og neo-konservatismen er på vej til at blive den dominerende ideologi for den kinesiske ledelse, selv om marxismen fortsat vil være en del af den officielle rituelle liturgi.