Catalansk uafhængighed i historisk perspektiv Del I - Historien
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. december 2017

Catalonien udgør sammen med Baskerlandet og Galicien på grund af sin kultur, historie og eget sprog en særlig del af Spanien. I denne første artikel, der behandler tiden frem tid den spanske borgerkrigs afslutning i 1939, forsøger vi i et historisk perspektiv og med udgangspunkt i Catalonien at ridse baggrunden for den catalanske uafhængighedsbevægelse op. I næste og sidste del behandles tiden fra borgerkrigens afslutning op til dagens Catalonien. Det forsøges i artiklerne at vise den catalanske nationalismes udvikling i sammenhæng med Cataloniens og det øvrige Spaniens politiske og økonomiske udvikling, herunder ikke mindst arbejderbevægelsen.

Den 1.oktober afholdt den catalanske selvstyreregering en folkeafstemning om Catalonien skulle være selvstændig eller ej. Den spanske centralregering og forfatningsdomstolen havde erklæret afstemningen for ulovlig og centralregeringen prøvede ved hjælp af ikke-catalanske politistyrker med magt at forhindre afstemningen i at finde sted. Alligevel stemte lidt over fyrre procent af de valgberettigede og af disse stemte langt den overvejende del for uafhængighed. Svaret fra den borgerlige centralregering under Mariano Rajoy lod ikke vente på sig: Man aktiverede med parlamentarisk støtte fra det spanske socialdemokrati (PSOE) og det nye, borgerlige parti Ciudadanos forfatningens paragraf 155, der under visse forudsætninger giver centralregeringen ret til at suspendere et autonomt fællesskabs selvstyre. Catalonien er derfor nu underlagt direkte styre fra centralregeringen, der har udskrevet valg til selvstyreparlamentet til 21. december i år.

Stat, nation, klasse

Forholdet mellem nation, klasse og stat har været et stående problem i lang tid og har voldt arbejderbevægelsen og socialister i al almindelighed mange kvaler. Det gælder også det catalanske spørgsmål, for hvad er egentlig en nation? Teknisk set er det en samling mennesker, der via deres fælles historie, kultur eller sprog eller alle disse elementer udgør en slags enhed. Tanken om, at disse enheder også skulle udgøre grundlaget for afgrænsede statsdannelser, opstod i slutningen af 1700-tallet og udvikledes derefter således, at nationalstaten i Europa efterhånden blev den fremherskende statsform, selv om man langt op i vor tid stadig finder over- eller flernationale stater, f.eks. Østrig-Ungarn, Rusland (og senere Sovjet), Belgien, Schweiz og Jugoslavien. Men mange nationalstater har stadigvæk nationale mindretal – nogen steder klarer man problemet ved udstrakt hensyntagen og kulturel autonomi, mens man i andre stater har streng centralisme som f.eks. i Frankrig, der ikke anerkender andre sprog end flertallets, mens andre igen som f.eks. Belgien, Storbritannien og Schweiz er forbundsstater i varierende former. Som ideologisk model er nationalstaten imidlertid nærmest uden for diskussion i det meste af Europa.

Det moderne Spaniens regeringsform er en blanding af centralisme og autonome fællesskaber (regioner), hvis grad af selvstyre er meget forskellig: Nogen regioner som Baskerlandet og Navarra har f.eks. selv skatteopkrævning, nogen er baseret på en kulturel identitet og et sprog som Galicien, Baskerlandet, Catalonien, Det valencianske Fællesskab og Balearerne, mens en regions særtræk er afgjort af dets fjernhed fra moderlandet, nemlig De kanariske Øer. Resten af regionerne er nærmere en slags administrative enheder, hvor spansk uden undtagelse er sproget. Onde tunger påstår ligefrem, at oprettelsen af autonome fællesskaber skete for at forhindre baskisk, galicisk og catalansk nationalisme i at stå for stærkt – som forholdene er nu, ’drukner’ de tre særlige områder nemlig i antallet af rent spanske regioner.

Men lad os tage fat på den sproglige og historiske baggrund for Cataloniens selvstyre. Først sproget: Det catalanske sprog tales i vore dage i Catalonien, Det valencianske Fællesskab, Balearerne (øerne Mallorca, Menorca og Ibiza i Middelhavet), i området La Franja i Aragonien (kommunerne, der mod øst grænser op mod Catalonien), i det franske område Roussillon lige nord for Pyrenæerne, i byen Alghero på Sardinien og i Andorra, hvor catalansk er det officielle sprog – i catalansk nationalisme kaldes disse områder for països catalans. Sproget er et romansk sprog, men ikke en dialekt af spansk, hvis nærmeste slægtning er portugisisk, catalansk er derimod nærmere beslægtet med italiensk og provencalsk (occitansk), der tales i Sydfrankrig.

Og lad os også slå fast: Spanien er ikke en homogen stat med blot en nationalitet; det er en flernationalstat, hvor flertallet ganske vist har spansk som modersmål og føler sig som spaniere, men hvor der side om side med flertallet eksisterer områder med en anden national identitet. Man skal ikke lade sig forføre af den storspanske holdning om, at Spanien er lig med Castillien – en holdning der betyder, at det castillianske er lig med det spanske og at alle andre nationaliteter i Spanien er nationalister, bare ikke dem selv og hvor Spaniens fødsel som stat sættes lig med den castillianske krones forening med den aragonske ved giftermålet i 1469 mellem de katolske ’kongers’ Ferdinand og Isabella. Det er denne holdning, der i århundreder har tilladt centralregeringen at undertrykke Spaniens andre nationaliteter, senest under Franco-diktaturet og som nu i forbindelse med den catalanske konflikt stikker hovedet frem igen næret af centralregeringen, Partido Popular og Ciudadanos.

Hermed være ikke sagt, at især den baskiske nationalisme er et uskyldsrent lam – dens opståen var i tidens ånd præget af etniske raceteorier som kranie- og øreflipformer, noget der lettedes af, at det baskiske sprog er helt og aldeles ubeslægtet med noget andet indo-europæisk sprog.

Historien

De områder, der i dag er Catalonien blev i sin tid beboet af forskellige iberiske stammer, men allerede i det sjette århundrede fvt. oprettede grækere en handelsby nord for det nuværende Barcelona. Romerne ankom nogle århundreder senere - først og fremmest for at afskære karthageniensernes forsyninger under den anden puniske krig. Efter Karthago var blevet slået, var Catalonien og de omliggende område i 195 fvt. effektivt i romersk besiddelse. Romaniseringen tog for alvor fart med alt, hvad det betød af anlæggelse af byer og veje, indførelse af romerretten og et landbrug baseret på oliven, druer og kornprodukter.

Da det romerske rige begyndte at opløses i det tredje århundrede evt., gik det også hårdt ud over Catalonien, hvor byer blev ødelagt og forladt. Nu trådte kristendommen også frem. Et par århundreder senere invaderede germanske stammer bl.a. visigotherne området og oprettede et kongedømme, der bestod indtil 8. århundrede, hvor muslimerne invaderede området fra syd og trængte helt op til Tours i Frankrig, hvor de blev slået i 734 af en frankisk hær. Frankerriget oprettede derefter en række bufferområder mod de muslimske områder i syd i form af grevskaber - Den spanske Mark. I 801 var erobringen af det catalanske område tilendebragt og grevskabet Barcelona blev oprettet og efterhånden blev de omliggende grevskaber underlagt Barcelona.

I det 9. og 10. århundrede var området i stigende grad karakteriseret ved at jorden ejedes af små, selvstændige bønder, der levede i en selvforsyningsøkonomi og uden feudale forpligtelser. I løbet af 11. århundrede udviklede feudalsamfundet sig og i dette århundrede opstod en voldsom klassekamp, fordi feudalherrerne underlagde sig de hidtil frie bønder. Dette kunne lade sig gøre, fordi man anvendte en ny, militær taktik med anvendelse af beredne lejesoldater, der let kunne nedkæmpe de dårligt bevæbnede bønder til fods. Ved århundredets slutning var de fleste bønder derfor blevet til vasaller for feudalherrerne.

Den aragonske Krone

I det efterfølgende århundrede udvidede greverne af Barcelona konstant deres område langt op i Provence i Sydfrankrig og i 1137 dannedes Den aragonske Krone ved ægteskab mellem greven af Barcelona og dronningen af Aragonien, det tilstødende område mod vest. Selvom de to riger var forenet i en personalunion, beholdt hver deres særrettigheder og love og i Catalonien oprettedes et af Europas første parlamenter, Corts catalans. Den aragonske Krones magt strakte sig med tiden over store dele af det vestlige Middelhav med erobringer af Valencia, De baleariske Øer, Sardinien, Sicilien og Napoli. Denne udvikling betød et vældigt opsving i handlen og Barcelona blev et af Middelalderens vigtigste handelscentrer. På samme tid opstod der i Catalonien et kompliceret politisk system i form af en pagt mellem rigets stænder og kongen, hvor love skulle godkendes af parlamentet. Til at stå for skatteinddrivelsen oprette parlamentet i 1359 en såkaldt Generalens Deputation (Diputació del General) - senere Generalitat – der udviklede sig til landets vigtigste politiske institution.

I slutningen af 14. århundrede indtrådte der en krise på grund af et sammenfald af naturkatastrofer, krige, overbefolkning og stagnation og afmatning i økonomien i følgeskab med stigende sociale spændinger. Krisen forstærkedes ved, at kongen af Aragonien døde uden en tronarving, hvorefter en castilliansk prins blev valgt til aragonsk konge. De sociale spændinger forøgedes i og med, at Den sorte Død hærgede og decimerede befolkningen. Hertil kom fejlslagen høst, adlens indtægter faldt og den begyndte at overtræde de gamle love (remences), der beskyttede bøndernes jordrettigheder. Disse rejste sig i 1462 i et oprør, der førte til en ti år lang borgerkrig, der svækkede landet og medførte at en del af Barcelonas handel flyttede til Valencia.

Kong Ferdinand II af Aragonien giftede sig i 1469 med den castillianske dronning Isabella og de to lande forenedes dermed i en dynastisk union. Erobringen af de mauriske områder mod syd fuldendtes i 1492 med indtagelsen af Granada og maurere og jøder, der ikke vil lade sig omvende til den kristne tro, udvistes. Inden da havde de katolske konger, som Ferdinand og Isabella kaldes, erobret kongedømmet Navarra og de tre kongedømmer forenedes i et kongedømme, men de tre rigsdele bibeholdt hver deres love, sædvanerettigheder, domstole, møntfod og administration.

Latifundier og købmænd

Nogle historikere mener at forskellene mellem Castillien og Aragonien-Catalonien bl.a. skal søges i de to rigers tidlige historie. Castilliens kamp mod maurerne varede 250 år længere end Cataloniens og førte til et stærkt militariseret samfund i modsætning til Catalonien, der var stærkt præget af handel og dermed af købmænd og et gryende borgerskab. De castillianske adelsmænd var hærførere og fik tildelt jord af kongen, hvem de stod i direkte lydighedsforhold til - dette gjorde det absolutte monarki nærliggende. Tildelingen af jord skete i form af store latifundier, der eliminerede den klasse af småbønder med selvejet jord, der ligesom i Catalonien udgjorde langt den største del af de mauriske områders og Al Andalus befolkning.

I modsætning til småbøndernes, der nidkært vogtede over deres ejendomsret og søgte at effektivisere jordbruget, var godsejerne i Castillien og Andalusien ofte fraværende og mere interesseret i intriger ved hoffet end i at forbedre driften af deres ejendomme. Godserne blev drevet af en hær af daglejere, der blev hyret til sæsonarbejde og som levede i den yderste fattigdom uden udsigt til nogensinde at blive selvejere. Fraværet af en klasse af handelsfolk kan forklare den manglende udvikling af tidlige, demokratiske strukturer. Denne foragt for arbejde var i de følgende århundreder et særtræk ved den castillianske adel og nogle mener, at det er dette træk, der har medvirket til opfattelsen af catalanerne som gridske og nærige, fordi Catalonien senere blev det forenede Spaniens økonomiske centrum. Cataloniens økonomi led et alvorligt knæk, da Ferdinand på trods af pavens direkte forbud, indførte inkvisitionen i Den aragonske Krones lande. Det medførte, at Barcelonas jødiske samfund, der rummede mange af byens bankierer og købmænd, flygtede og tog sine penge med sig.

Følgerne af Amerikas opdagelse

Efter Amerikas opdagelse flyttede Europas økonomiske centrum sig fra Middelhavet til Atlanterhavet og dermed undergravedes Cataloniens økonomiske og politiske vigtighed. Og fordi Castillien og Aragonien indtil 1716 var separate lande, blev kolonierne i den nye verden castillianske og administreredes fra Castillien. Indtil 1778 havde Sevilla monopol på handlen på Amerika.

I det 16. århundrede begyndte Catalonien at komme sig befolkningsmæssigt og økonomisk. Perioden var rimelig fredelig, men det ovenfor omtalte skifte i økonomisk tyngdepunkt, betød at kongedømmet Valencia, der var den tredje rigsdel i Den aragonske Krone, overhalede Barcelona i betydning. Perioden markerer begyndelsen på en gradvis stagnation for catalansk økonomi, sprog og kultur.

Grunden til Castilliens dominans var dels, at landets politiske model var gunstig for enevældigt monarki i modsætning til Aragonien, hvor kongen måtte have de forskellige rigsdeles parlamenters godkendelse af f.eks. nye love og af skatteudskrivninger. Dertil kommer, at de katolske konger bevidst arbejdede på at gøre Castillien til det forenede riges omdrejningspunkt – det lå centralt på Den iberiske Halvø og havde en langt større befolkning end Den aragonske Krones lande og var inde i et økonomisk opsving ikke mindst på grund af de rigdomme, der strømmede ind fra de amerikanske kolonier.

Høstmændenes Krig og udråbelsen af den catalanske republik I

Trediveårskrigen brød ud i 1618, oprindeligt som en religiøs krig mellem protestantiske og katolske stater, men snart blev krigen til et stormagtsopgør om territorier, noget der understreges af, at det katolske Frankrig i 1635 sluttede sig til den protestantiske lejr. På trods af den konstante og enorme strøm af guld og sølv fra de spanske kolonier, gik landet flere gange bankerot bl.a. på grund af sine mange, militære eventyr og et enormt luksusforbrug ved hoffet og hos adelen. Den spanske konge gik nu på jagt i sine lande for at hente skatter, der kunne fylde den tomme statskasse og skaffe penge til deltagelsen i Trediveårskrigen. Især i Catalonien var modstanden stærk, fordi man mente at Catalonien blev uproportionalt hårdt beskattet og fordi de catalanske politiske institutioner blev tilsidesat.

Da spanske soldater blev sendt til Nordcatalonien (i dag det franske Roussillon), blev de lokale bønder tvunget til at indlogere og føde soldaterne. Det medførte i 1640, at der udbrød et oprør mod kronen af bønder og deserterede, tvangsudskrevne catalanske militssoldater – den såkaldte Høstmændenes Krig (Guerra dels Segadors). Det catalanske Generalitat greb chancen for løsrivelse og udråbte i januar 1641 den første catalanske republik og stillede sig under fransk beskyttelse, men fordi man desperat manglede fransk militær hjælp, accepterede man efter en uge Louis XIII af Frankrig som greve af Barcelona. Nu kunne franske tropper træde til, men efter Den westfalske Fred i 1648, der afsluttede Trediveårskrigen, havde Castillien frie hænder i Catalonien og i 1652 var oprøret knust. Krigen afsluttedes formelt i 1659 med, at de områder af Catalonien, der lå nord for Pyrenæerne, blev afstået til Frankrig i Pyrenæer-freden. Høstmændenes Krig udgør et vendepunkt i forholdet mellem et Castillien, der centraliserede magten og i højere og højere grad satte sig selv lig med Spanien, og et svagere og svagere Catalonien. Det er ikke et tilfælde, at den catalanske nationalsang Els Segadors, selvom den først er skrevet i 1892, netop handler om det første forsøg på at skabe et selvstændigt Catalonien.

Den spanske Arvefølgekrig

Under den sidste spanske Habsburg-konges tid i den sidste del af det 17. århundrede forbedreredes den catalanske økonomi, men da Carlos II i 1700 døde uden en arving opstod der en rivalisering om arvefølgen blandt de europæiske stormagter. Spanien ønskede den udpegede efterfølger, den bourbonske (franske) Philip V, mens bl.a. England, Preussen, Danmark, Portugal, Savoyen Østrig og Nederlandene støttede habsburgeren, ærkehertug Karl. Efter langvarige forhandlinger accepterede det catalanske parlament Philip V og fik til gengæld alle sine gamle privilegier tilbage samt en klageret, der skulle afgøre tvistigheder mellem de catalanske, politiske institutioner og kongens tjenestemænd, frihavnsrettigheder for Barcelona og retten til at handle på Amerika. Den catalanske adel var glad for at slippe for en konge fra et Habsburg-dynasti, der havde voldt dem mange sorger de sidste par hundrede år, men købmændenes holdning var mere uklar – de var interesseret i søhandlen og kiggede i stigende grad mod Holland og England, fordi de søgte nye markeder for de spirende tekstil- og alkoholindustrier.

Men i 1706 anerkendte Barcelona så ærkehertug Karl som spansk konge bl.a. fordi Philips løfter til Catalonien ikke blev opfyldt af landets castillianske vicekonge. Dette forræderi kom til at koste Catalonien dyrt. Philip V startede øjeblikkelig en modoffensiv mod de allierede og efter en meget brutal og blodig krig uden pardon, blev Aragoniens og Valencias forfatninger og privilegier ophævet, castillianske love og skatter indført under Nueva Planta-dekretet og oprørere offentligt og summarisk henrettet.

Da Karls bror, den østrigske kejser, i 1711 døde, blev ærkehertugen pludselig østrigsk kejser og vendte tilbage til Wien. Nu var de allierede i en knibe: Hvis de vandt krigen, kunne begge de habsburgske riger, Spanien og Østrig, blive forenet under en kejser, noget stormagterne gerne ville undgå. Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før en fred ville blive sluttet. Det skete ved freden i Utrecht i 1713, hvor Karl frasagde sig den spanske krone, Østrig fik de spanske besiddelser i Italien og England bl.a. Gibraltar. En måned efter fredsslutningen beordrede Philip V Barcelona til at overgive sig, men den castillianske brutalitet og indførelsen af Nueva Planta i Aragonien og Valencia fik Barcelona til at afvise overgivelse.

Efter 15 måneders belejring overgav Barcelona sig endelig 11. september 1716, der i dag fejres som Cataloniens nationaldag, La Diada. Kongen ønskede at straffe oprøret og indførte Nueva Planta-dekretet i 1716. Dette dekret betød ophævelsen af Cataloniens traditionelle politiske og administrative strukturer og indførelse af castilliansk enevælde, nye skatter og forbud mod at anvende catalansk i forvaltningen, noget der senere også skete i skolerne. Hermed havde centraliseringen af den spanske stat taget et nyt skridt.

Catalonien rejser sig igen

På grund af freden skete der alligevel i århundredet efter også fremskridt: I hele Spanien forbedredes dyrknings-og høstmetoder med en stigning i produktiviteten til følge. I Catalonien fik bønderne nu kontrakter, der tillod braklægning og dermed mere frihed i dyrkningen – resultatet var en forøgelse af det dyrkede areal, af afkastet og i specialiseringen.

Den nye manufakturbaserede industri fik den catalanske økonomi til at vokse: Skabelse af de kongelige manufakturer, der i kronens regi producerede til hæren uafhængigt af lavsbestemmelserne, de første farverier der fremstillede trykte bomuldstekstiler, hvorved efterspørgslen steg og der skabtes kapital, der kunne reinvesteres i den unge industri, dannelsen af Barcelonas handelskammer og handelsselskaber gav stødet til industriproduktionen og handlen og ophævelsen af Cadiz monopol på Amerika-handlen. Denne udvikling medførte at underklassen i slutningen af det 18. århundrede begyndte at mærke proletariseringen.

Af særlig betydning i Catalonien var fremkomsten af destillerier, der kunne producere brændevin af de forholdsvis ringe, catalanske druesorter. Brændevinen kunne nu, da det castillianske monopol på Amerika-handlen var ophævet, eksporteres til Spaniens kolonier. Alkoholindustrien stimulerede også efterspørgslen på glasvarer og det betød, at glasindustrien blomstrede frem. Der kom også gang i tekstilindustrien, der ved slutningen af århundredet havde over 80.000 arbejdere. Handelskammeret sørgede for koordineringen af lokal industri, landbrug og handel. For at erstatte de universiteter, Castillien havde lukket efter 1714, oprettede handelskammeret et net af tekniske skoler, der kom til at udgøre rygraden i det lokale uddannelsessystem.

Catalonien var sammen med Asturien og Baskerlandet med deres kul og jern, de eneste dele af Spanien, der kunne udnytte den frembrydende mekanisering. Dette betød at de store politiske og økonomiske forskelle, der allerede var mellem Catalonien og de landbrugsbaserede og feudale områder som Andalusien og Castillien, blev yderligere uddybet.

Den franske revolution i 1789 skabte fornyet uro og Catalonien blev i 1808 besat af en fransk hær og den enevældige konge Ferdinand VII flygtede. Som i andre dele af Spanien skabte den franske besættelse folkelig modstand og der opstod en guerrillabevægelse, som udviklede sig til en regulær krig. Den franske revolution satte sig imidlertid spor i det spanske samfund på trods af krigen mod den franske besættelse, i det den første spanske forfatning blev proklameret i 1812 i Cadiz – samme år som Catalonien blev indlemmet i Frankrig som to departementer, men denne tilstand varede kun til 1814, hvor franskmændene forlod Barcelona.

Efter Napoleonstiden gennemgik Spanien en række borgerkrige – Carlist-krigene efter kronprins Carlos - begrundet i en strid om arvefølgen efter Ferdinand VII, men også mellem de, der støttede et enevældigt monarki og de, der støttede et liberalt monarki. Lidt paradoksalt kæmpede mange baskere og catalanere på den carlistiske side, ikke fordi de gik ind for absolutismen, men fordi de ønskede genindførelse af de gamle, lokale, politiske strukturer og privilegier og for regionalt selvstyre. Selvom de liberale vandt, betød det en gradvis opløsning af landet, der snart medførte, at de liberale blev delt i en moderat og en progressiv fløj. I Catalonien opstod der en republikansk strømning, fordi man ønskede et mere føderalt Spanien. Under den sidste af de tre carlist-krige genopstod det catalanske Generalitat kortvarigt.

Gryende industrialisering

Det var i disse år Spanien mistede de fleste af sine kolonier, hvilket medførte en fortsat økonomisk krise, der i 1868 endnu en revolution, hvorunder Den første Republik blev udråbt. En af den kortvarige republiks præsidenter var catalaneren Francesc Pi i Margall, der er en af spansk føderalismes store mænd – han mente at føderalismen var bedst egnet til at løse Spaniens nationale problemer og holde sammen på staten. Men den første republik, blev snart kuppet og det ene militærkup efter det andet afløste hinanden. Mange mener, at det er fra denne tid, det spanske militærs store indflydelse på politik stammer.

Som tidligere beskrevet, medførte opkomsten af et moderne og risikovilligt borgerskab i århundredet begyndelse den mest betydningsfulde økonomiske forandring i nutiden og førte til dannelsen af en catalansk industri. Denne udvikling blev hjulpet af flere faktorer: En tradition for håndværk, indførelse af engelske industrimetoder, befolkningstilvækst, der betød mere tilgængelig arbejdskraft, kapitalakkumulation baseret på tekstileksport til de spanske kolonier, modernisering af landbruget

Snart opstod de første dampdrevne fabrikker og i Barcelonas havnekvarter opstod der et industrikvarter på grund af den lette adgang til billige, importerede kul fra England og til importeret bomuld. Imidlertid steg prisen på kul, så man begyndte i 1860erne at anlægge industrikolonier omkring indenlandske vandløb for at kunne udnytte vandkraften.

For at frem den industrielle udvikling indførte Spanien en protektionistisk politik, der kraftigt reducerede den udenlandske konkurrence. Den catalanske og baskiske industri fik således et kraftigt rygstød, der f.eks. betød forbud mod salg af engelske tekstiler i de spanske kolonier, selvom catalanske tekstiler ikke uden denne protektionisme kunne konkurrere med europæiske på pris og kvalitet. I 1850 forsynede Catalonien Spanien med 75% af efterspørgslen på tekstiler og var den største tekstilproducent i Middelhavsområdet.

Protektionismen kolliderede med det land- og minejende oligarkis ønsker om frihandel og det fremvoksende industrielle borgerskabs ønsker om protektionisme for at beskytte den gryende industri. Denne politiske kamp gav det catalanske borgerskab opfattelse af at være anderledes.

Arbejderbevægelsen vokser frem

Det hastigt fremvoksende industriproletariat levede som i resten af Europa under elendige vilkår, men proletariseringen førte også i Catalonien til, at arbejderklassen organiserede sig og i 1840 stiftedes Spaniens første fagforening – fagforening for tekstilarbejdere – i Barcelona, hvor også Spaniens første generalstrejke fandt sted i 1855. 1865 afholdtes den første arbejderkongres i Barcelona, hvor også den spanske sektion af 1. Internationale blev stiftet i 1870 under kraftig indflydelse af Bakunins anarkistiske Internationale Alliance for Socialistisk Demokrati og derfor med et anarkistisk program: Ingen politiske aktiviteter som partidannelse eller deltagelse i valg og direkte aktion. Heroverfor stod marxisterne, der stod for nødvendigheden af et organiseret og centraliseret arbejderdemokrati, der skulle nås ved hjælp af et arbejderparti.

Bruddet mellem Marx og Bakunin i 1872 medførte, at den spanske sektion af Internationalen sluttede sig til denne sidste, mens det marxistiske mindretal udfyldte det politiske tomrum med dannelsen af det spanske arbejderparti, PSOE (Partido Socialista Obrero Espanñol) i 1879 og fagforeningen UGT (Unión General de Trabajadores) i 1888. Indtil udbruddet af den spanske borgerkrig i 1936 var den catalanske arbejderbevægelse næsten helt behersket af anarkisterne.

Den moderne catalanske nationalisme opstår

I midten af det 19.århundrede opstod en bevægelse – la Renaixença - for at genoplive catalansk som litterært sprog efter, at mange catalanere efter mange års sproglig undertrykkelse opfattede catalansk som et sekundært sprog. Kampen for genrejsningen af det catalanske sprog blev i lang tid omdrejningspunktet for catalansk nationalisme.

Ved endnu et militærkup i 1876 indsattes det bourbonske dynasti igen på Spaniens trone, denne gang i form af kong Alfonso XII. Der fulgte en periode med drastisk undertrykkelse af arbejderbevægelsen, mens en catalansk nationalisme langsomt voksede frem til en vis grad båret af et borgerskab, der set i lyset af Cataloniens økonomiske betydning i Spanien ønskede større politisk indflydelse i staten, men også af traditionalisterne, der drømte sig tilbage til gamle dages catalanske privilegier, men naturligvis også af den bevægelse mod nationalstater, der havde præget Europa siden det 18.århundredes slutning.

Den brede politiske organisation Centre Català, hvis program krævede indførelse af catalansk lov, catalansk sprogs sidestilling med castilliansk, protektionisme, en catalansk centralregering og afholdelse fra at blande sig i resten af Spaniens politik, dannedes i 1880 under ledelse af Valentí Almirall. Imidlertid førte bredden allerede i 1887 til at højrefløjen skilte sig ud i Lliga de Catalunya, især fordi Almiralls liberale holdninger og hans ideer om spansk, føderal republikanisme stødte sammen med borgerskabets interesser, der valgte at støtte la Lliga. Men snart sluttede intelligentsiaen, kunstnere og andre intellektuelle og professionelle sig til la Lliga, der dermed ændrede karakter.

Moderniseringens politiske fødselsveer

Den regionale bevægelse i la Lliga gik i begyndelsen ikke ind for adskillelse fra Spanien, men søgte indflydelse ved at sende repræsentanter til kongressen og senatet i Madrid. Imidlertid blev det catalanske borgerskabs forsøg på at skaffe sig indflydelsesrige positioner i den spanske centralregering bremset af store forskelle i politisk kultur. Det centralistisk orienterede jordejende aristokrati, der sad på magten i Madrid var ikke interesseret i at modernisere eller udvikle landet og det stod klart, at det catalanske borgerskab ikke kunne komme igennem med sine ønsker. I det hele taget er det vist forsvarligt at sige, at stor del af de politiske kampe i Spanien i det 19. og 20.århundrede har deres udspring i de veer, som et ringe udviklet land gennemgår i en moderniseringsproces - kampe for og mod modernisering.

I 1889 blev Centre Català opløst, men allerede i 1890 samledes både de regionalistiske og føderalistiske strømninger i catalansk nationalisme i organisationen Uniò Catalanista. Centralregeringen ville ikke tolerere denne udvikling og slog hårdt ned på catalanisterne med arrestationer, lunkning af deres klubber, aviser og et forbud mod at bruge catalansk sprog i telefonsamtaler og telegrammer.

Tabet af Cuba (og af Puerto Rico og Philippinerne) til USA i 1898 medførte stor, politisk uro over hele Spanien. Det meningsløse spild af mange tusinde soldaters liv, først og fremmest fra den catalanske arbejderklasse, gav anledning til en voldsom kritik af et korrupt og udueligt system, især fra den såkaldte 98-generation. Hærens officerskorps, hvor liberale holdninger tidligere havde stået stærkt, drejede nu mod højre, fordi man opfattede den amerikanske sejr over Spanien og Japans sejr over Rusland i 1905 som tegn på viljens og moralske værdiers overlegenhed. Denne holdning formede de næste årtier den senere diktator Francos – selv officer - og falangisternes holdninger.

Hertil kom, at tabet af Cuba truede det catalanske borgerskabs interesser, fordi handlen med Cuba havde haft så stor betydning. De catalanske nationalister vandt mere og mere fodfæste i landet gennem partiet Lliga Regionalista, der blev oprettet i 1901 som borgerskabets parti, og kunne sende flere og flere deputerede til Madrid samtidig med, at man også vandt kommunalvalgene. Partiet sad tungt på catalansk nationalisme de næste årtier, fordi det forenede pengene med bred folkelig støtte.

Tabet af kolonierne betød en nedgang i den catalanske økonomi med et stort væksttab til følge. Krisen 1908-12 udløstes af den store afhængighed af importerede råvarer, maskiner og energikilder. Når økonomien alligevel genfandt fodfæstet skyldtes det bl.a. elektrificeringen af industrien efter oprettelsen af store vandkraftværker, der mindskede afhængigheden af kul og betød at fabrikkerne ikke var afhængige af at ligge i nærheden af en havn eller en flod. Den skyldtes også at der opstod nye industrisektorer: kemi, metal, biler. Det betød at bomuldsindustrien betydning mindskedes, selvom den fortsat var stor.

Det var også i denne periode, i 1908, at Cataloniens flag l’estelada (’det stjernebesmykkede’) blev skabt ved at sætte en hvid stjerne i en blå trekant i venstre side af det traditionelle catalanske flag la senyera, der består af fem vandrette gule og fire vandrette røde striber[1]. Flaget er klart inspireret af Cubas og Puerto Ricos flag, der også består af vandrette striber med en stjerne i en trekant i venstre side.

 

Den tragiske Uge

Ved begyndelsen af det nye århundrede bredte arbejderbevægelsen sig på grund af industrialiseringen i hele Spanien, først og fremmest i Asturien, hvor UGT stod stærkt, i Baskerlandet og i Catalonien, hvor anarkisterne var næsten enerådende. Sammen med Asturien var Catalonien i almindelighed og Barcelona i særdeleshed centrum for radikal agitation i arbejderklassen med mange generalstrejker, politiske mord og anarkismens fremvækst. Anarko-syndikalisterne udgjorde i Spanien en veritabel massekraft og samledes i 1907 i Barcelona i fagforeningssammenslutningen Solidaridad Obrero.

Recessionen i 1908-09 betød fyringer og lønnedskæringer og med afsendelsen af tropper – igen arbejderklassens unge, der ikke havde penge til at købe sig fri af værnepligten – til kolonikrigen i Spansk Marokko, hvis egentlige baggrund var forsvaret af nogle privatejede miner, var bægeret fyldt. Der udbrød generalstrejke i Barcelona, der hurtigt eskalerede til gadekampe godt hjulpet af de vidt udbredte antikolonialistiske og antiklerikale holdninger (af 112 bygninger, der blev ødelagt i Den tragiske Uge, som urolighederne blev kendt under, var de 80 ejet af kirken eller tilknyttede organisationer) – kirken blev anset for at være borgerskabets forlængede arm. Centralregeringens repression var massiv med omkring 150 dræbte, 2000 anholdte, og 5 henrettede. Blandt de henrettede var Francesc Ferrer i Guàrdia, en fremstående catalansk pædagog – bl.a. inspirator for A.S.Neills senere hen så berømte Summerhill-skole - og anarkist, der blev anset for hovedmand bag urolighederne.

I 1910 indkaldte anarko-syndikalisterne til en national arbejderkongres i Barcelona og her stiftedes CNT (Confederacion Nacional de Trabajadores), der forblev Spaniens største faglige sammenslutning indtil borgerkrigen og i Catalonien var næsten enerådende.

Den catalanske befolkning begyndte omkring århundredskiftet at vokse ikke på grund af voksende fertilitet, men på grund af indvandring fra andre egne af Spanien, den forbedrede hygiejne og sundhedsvæsnet. Indvandringen skyldtes, at den catalanske industri konstant sultede efter arbejdskraft og de elendige levevilkår andre steder i Spanien. Catalonien var ved at blive Spaniens fabrik og adskilte sig derved markant fra resten af landet.

Phylloxera

Udover bomuldsindustrien gavnede det det catalanske landbrug, at en stor del af de franske vinmarker blev ødelagt af phylloxera, en lille bille, der suger saft af vinens blade og rødder, der derved deformeres og lukker for saftcirkulationen og giver anledning til svampeinfektioner[2]. Den franske vinkatastrofe betød nye muligheder for investeringer i Catalonien, men senere angreb billen også de catalanske vinmarker og ødelagde en stor del af vinhøsten. Den efterfølgende krise betød, at mange jordejere opsagde deres kontrakter med bønderne. Og selvom landbrugets produktivitet voksede bl.a. på grund af nye gødningstyper, forbedrede overrislingsmetoder, nye afgrøder, overvandt de catalanske vinproducenter aldrig phylloxera-angrebet. Det udløste en enorm social konflikt i landbruget, der varede lige til republikkens sammenbrud.

Det catalanske Mancommunitat

Den catalanske nationalisme fejrede en ny triumf, da man i 1913 opnåede et samlet administrativt selvstyre for de fire provinser, der udgjorde Catalonien, det såkaldte Mancommunitat. Selvom selvstyret ikke fik beføjelser, der lå udover de, der allerede gjaldt for de provinser, Catalonien var blevet opdelt i efter nederlaget i 1714, betød det vigtige infrastrukturforbedringer i form af dæmninger, telefonnet, veje og Barcelonas metro og en kraftig ekspansion på det kulturelle område i form af oprettelse af biblioteker, voksenuddannelse, brug af det catalanske sprog og ikke mindst tekniske skoler, der skulle producere kvalificeret arbejdskraft til den catalanske industri. Fordi Mancommunitat var den første samlede organisation af de catalanske provinser siden opløsningen i 1714 af Generalitat ved Nueva Planta-dekretet, blev ordningen af mange nationalister set som begyndelsen til en catalansk regering og af centralregeringen omfattet af mistro. Man var kun nødtvunget gået med til ordningen, fordi regeringen uden de catalanske deputerede ellers ville være kommet i mindretal i det spanske parlament og organet blev da også i 1925 nedlagt under Primo de Riveras diktatur.

Arbejderbevægelsens vækst medførte naturligvis en modreaktion fra arbejdsgivere og jordejere, der nu også i landområderne og ikke mindst i Andalusien stod overfor en stadig stærkere fagbevægelse. Den individuelle terror tiltog dels fra de mest ekstreme anarkisters side, men også fra arbejdsgivernes side, der hyrede professionelle pistolmænd til at udføre overfald og mord på arbejdere.

Første verdenskrig og Catalonien

Første verdenskrigs udbrud betød et økonomisk opsving for Spanien og Catalonien, der som f.eks. også Danmark kunne producere og eksportere til de krigsførende magter, og det styrkede arbejderklassen og CNT. Krigen betød imidlertid også stigende priser og strejkerne voksede i styrke og omfang – regeringen svarede igen med at lukke arbejderaviser, klubber og anholde ledere. De voksende spændinger udløste i 1919 en strejke på Barcelonas vigtigste elektricitetsværk, der lammede byen. Strejken bredte sig snart til hele Catalonien. Da CNT så indkaldte til endnu en generalstrejke for at befri de strejkende, der tidligere var blevet anholdt, gik regeringen i panik og det spanske parlament vedtog ottetimersdagen – den første i Europa.

De mere ekstreme dele af CNT besvarede imidlertid den ’hvide’ terror med fornyet individuel terror. Regeringen havde til hensigt at slutte en aftale med CNT, men arbejdsgiverforeningen indledte en lockout og oprettede en gul fagforening. Dette fik terrorismen og de sociale kampe til at nå nye højder og skabte voldsomme spændinger i hele Spanien. Regeringen opgav den bløde linje og undertrykte CNT ved hjælp af politiet og militæret og man indførte den berygtede flugtlov, der tillod mord på fanger under påskud af flugtforsøg. Derefter myrdede anarkister den spanske premierminister Eduardo Dato, hvilket fremkaldte en brutal reaktion fra hæren mod CNT – i 1922 aftog volden efter, at undertrykkelsesapparatet havde sejret.

Den russiske revolution i 1917 vakte stor begejstring i CNT, så meget at denne i et stykke tid støttede den kommunistiske III. Internationale.

Slutningen på første verdenskrig medførte en økonomisk afmatning, der forstærket af den spanske syge (en verdensomspændende epidemi af en slags influenza med meget høj dødelighed), ramte Spanien hårdt og bidrog til at øge de sociale spændinger. I det hele taget kan den store sociale og politiske uro, der prægede Spanien i perioden op til den spanske borgerkrigs udbrud i 1936, tilskrives de vanskeligheder Spaniens moderniseringsproces løb ind i.

Den konservative la Lliga, der støttede arbejdsgiverne og dermed også politiet og Spaniens generalkaptajn i Catalonien. Dermed kom partiet i direkte modsætning til den venstreorienterede nationalisme, der var ved at dannes omkring Fancesc Macià. La Lliga besluttede at slutte sig til den monarkistiske, spanske højreregering og mistede derved yderligere troværdighed.

Primo de Riveras diktatur

Klassekampens intensivering og de spanske troppers nederlag i Spansk Marokko fik kongen til at støtte det militærkup, som Cataloniens generalkaptajn Primo de Rivera iværksatte i september 1923, hvorved der indførtes militærdiktatur i hele Spanien. Diktaturet blev i begyndelsen støttet af de catalanske arbejdsgivere, borgerskabet og højrefløjen. Denne udvikling gjorde, at den catalanske nationalismes republikanske venstrefløj blev styrket. Som noget af det første forbød diktaturet det catalanske flag og sprog. Forbrydelser mod statens enhed skulle fremover behandles ved militærtribunaler, catalanske organisationer blev forbudt og lederne fængslet. Desuden indførtes der i Cataloniens skoler spanske læseplaner og det blev forbudt at undervise i andre fag end de, der var del af disse læseplaner. I 1925 opløse diktaturet så det catalanske, administrative selvstyre, Mancommunitat.

Primo de Riveras diktatur blev en forvirret tid, hvor Riveras erklærede mål var skabe ro i landet med det formål at kunne vende tilbage til et forfatningsmæssigt, politisk liv. Selvom diktaturet på mange måder blot var et af mange spanske militærkup, havde det dog også en vis affinitet med Mussolinis fascistiske Italien, mens dets valgsprog ”Fædreland, religion, monarki!” peger frem mod det senere Franco-diktatur. Diktaturet satte også ligesom i Italien store infrastrukturprojekter i gang. Også på arbejdsmarkedsområdet var der fællestræk med Italien – diktaturet oprettede 27 fælleskommissioner mellem arbejdsgivere og arbejdere i alle industrisektorer. Disse kommissioner afgjorde alle spørgsmål angående løn og arbejdsforhold. Det var første gang spanske arbejdere fik formel indflydelse på egne forhold og det medførte, at diktaturet i begyndelsen også fik støtte fra det socialistiske UGT. Samtidigt blev det anarkistiske CNT forbudt og alle strejkeforsøg blev slået ned med stor voldsomhed. De store infrastrukturprojekter skabte ganske vist arbejde til mange, men de finansieredes med lån og inflationen voksede, og det ramte arbejderklassen hårdt med voksende ulighed til følge.

På den tid kunne Spanien ikke regeres uden støtte fra landets stærkeste institutioner, hæren og kirken og uden at lægge sig ud med dem, kunne de Rivera ikke tage fat på landets mest presserende problem, nemlig en jordreform. Den spanske økonomi afmattedes efter en ret stærk vækst i diktaturets første år i slutningen af tyverne og da landet ydermere ramtes hårdt af børskrakket i New York i 1929, bidrog det til, at diktaturet mistede kongens og hærens støtte og i 1930 trådte de Rivera frivilligt tilbage.

San Sebatian-aftalen

De politiske partier, der ønskede en spansk republik, enedes i 1930 i San Sebastian-aftalen om et regimeskift, der omfattede øjeblikkelig afskaffelse af monarkiet og oprettelse af en republik og udvidet selvstyre for Catalonien og Baskerlandet. Kommunalvalget i 1931 blev til en folkeafstemning for eller imod det upopulære kongedømme. De kongetro partier tabte valget, kongen flygtede ud af landet uden at abdicere og den anden republik blev udråbt. Republikkens proklamation medførte, at kvinder fik valgret og at Baskerlandet og Catalonien igen fik omfattende selvstyre. Men polariseringen øgedes især i forhold til den katolske kirke, som venstrefløjen opfattede som den største fjende af Spaniens folk og landets modernisering.

Oprettelsen af ERC

Det genoplivede selvstyre (Generalitat) I Catalonien blev i hele den anden republiks levetid til borgerkrigens afslutning regeret af det venstreorienterede, borgerlige Det catalanske, republikanske Venstre (Esquerra Republican de Catalunya, ERC), hvis to ledende skikkelser i perioden var Francesc Macià og Lluís Companys.

Macià begyndte sin karriere som officer, men på grund af undertrykkelsen af udtrykkene for catalansk nationalfølelse forlod han hæren og blev politiker, først i kampen for større autonomi og endelig som fuldt udsprungen separatist og leder af det venstreorienterede, borgerlige parti Estat Català, der var under indflydelse af den irske kamp mod britisk besættelse og som i 1926 forsøgte sig med en regulær, men mislykket invasion fra Frankrig. Efter de Riveras fald søgte den catalanske venstrefløj at forene kræfter under Maciàs ledelse og han dannede sammen med bl.a. Lluís Companys parti Partit Republicà Català ERC.

ERC betød et brud med den valgboykot, som catalanske arbejdere ellers havde udvist overfor at deltage i den borgerlige stats parlamentariske liv. På en platform af moderat socialisme, oprettelse af en republik og catalansk selvbestemmelse vandt ERC en knusende sejr ved kommunalvalgene i 1931, mens den højrenationalistiske Lliga Regionalista tabte tilsvarende stort.

Den catalanske republik udråbes II

Det var imidlertid den venstreorienterede republikaner Companys og ikke den catalanske nationalist Macià, der to dage efter valget d.14.april hejste det spanske, republikanske flag fra byrådets bygning Barcelona og udråbte den spanske. Efter forhandling mellem de to ledere udråbte den mere catalansk-nationalistisk orienterede Macià samme dag og nogle timer før, republikken blev udråbt fra Madrid, ’den catalanske republik i afventning af, at de andre folkeslag i Spanien organiserer sig i republikker med henblik på at danne den iberiske føderation’. Episoden viser den politiske forskel i de to mænds holdninger.

Valget viste et altovervejende flertal i Catalonien for en republik i forholdet 3:1 målt i antal byrådsmedlemmer, mens forholdet i selve Spanien var næsten det stik modsatte i monarkisternes favør. Ikke desto mindre blev republikken udråbt takket være en altovervejende støtte i de store byer. Den nye republikanske regering var imidlertid bange for, at et selvstyre, der lugtede af uafhængighed, ville fremkalde et militærkup og efter tre dages forhandlinger enedes man med Macià om, at Catalonien renoncerede på uafhængighed som republik mod, at den oprindelige selvstyreinstitution Generalitat blev genoprettet. Således endte tre dages selvstændighed. Efter en folkeafstemning i Catalonien godkendte det spanske parlament i 1932 en selvstændighedsstatut for Catalonien og nogle år senere en tilsvarende statut for Baskerlandet.

Den anden store skikkelse i mellemkrigsårenes catalanske nationalisme var som sagt Lluís Companys, en venstreorienteret sagfører med bånd til både industri- og landarbejderfagbevægelsen. Han var medstifter af Unió de Rabassaires[3], en sammenslutning af vinbønder, der ikke ejede deres egen jord, men mod del i høsten lejede den af jordejeren. Companys aktivisme førte til hans anholdelse i flere omgange. Sammen med Macià var han som sagt en af medstifterne af ERC og efter kommunalvalgene i 1932, blev han valgt ind i Barcelonas byråd. På trods af Maciàs modstand indtog Companys flere vigtige poster bl.a. som civilguvernør i Barcelona og som formand for det catalanske parlament. På grund af sine venstreorienterede holdninger, sin støtte til en jordreform og sin popularitet i arbejderbevægelsen var Companys det oplagte valg, da der efter Maciàs død i 1933 skulle vælges ny præsident for Generalitat. Under venstrefløjens kontrol gjorde selvstyret på trods af den økonomiske recession en betydelig indsats for Cataloniens udvikling.

Generalstrejke, oprør i Asturien

Den politiske situation skærpedes drastisk, da højrefløjen i november 1933 kort før Maciàs død vandt det spanske parlamentsvalg – bl.a. fordi CNTs medlemmer og sympatisører hold fast i ikke at deltage i valg - og i de såkaldte sorte to år, hvor højrefløjen havde regeringsmagten i landet. Regeringen bremsede straks de landbrugs- og undervisningsreformer, den republikanske regering havde sat i gang og saboterede så godt den kunne det catalanske selvstyre. Situation var ikke holdbar og i oktober 1934 udbrød der generalstrejke i hele Spanien vendt mod højreregeringen, der ville optage ministre fra det rabiate CEDA-parti[4] i regeringen. Fra begyndelsen var strejken, som UGT stod i spidsen for, svækket af, at CNT stillede sig skeptisk overfor brugen af strejker som politisk, taktisk instrument. Det betød at strejkebevægelsen ikke slog igennem i store dele af Spanien. Men i Asturien udviklede strejken sig til en regulær borgerkrig mellem staten og de oprørske minearbejdere, der besatte store områder, oprettede revolutionære komiteer og sovjetter og brændte kirker og klostre af. Regeringen stolede ikke på hærens værnepligtige og i stedet indsattes marokkanske kolonitropper under Francisco Francos ledelse i en skånselsløs kampagne – en kampagne der gav Franco og hans meningsfæller erfaringer, der senere skulle komme dem til gode under borgerkrigen. Oprøret blev hurtigt nedkæmpet, men kun efter store blodsudgydelser med summariske henrettelser, voldtægter og afbrændinger af landsbyer.

Den catalanske republik udråbes III

I Catalonien havde socialister, anarkister, kommunister og catalanske nationalister sluttet sig sammen i Alliança Obrera med Companys og Generalitats stiltiende samtykke indkaldt til en massedemonstration d. 5. oktober og byen blev besat af de demonstrerende. Dagen efter gik demonstranterne til rådhuset og krævede våben og udråbelse af den catalanske republik. Companys proklamerede derefter den catalanske republik i en spansk føderal stat og inviterede alle Spaniens anti-fascistiske kræfter til at danne en provisorisk regering på catalansk jord. Det catalanske politi Mossos d’Esquadra var kun let bevæbnet og oprørerne næsten ikke. Den spanske hær havde derfor intet besvær med at besætte byen dagen efter. Alle venstreorienterede medlemmer af den catalanske selvstyreregering, herunder Companys og af byrådet blev omgående arresteret og senere idømt tredive års fængsel for oprør. Denne gang havde selvstændigheden varet mindre end et døgn.

Det catalanske selvstyre blev atter suspenderet, castilliansk det eneste tilladte officielle sprog, venstreorienterede aviser og tidsskrifter forbudt og det catalanske parlament omdannet til kaserne. Som den havde gjort under Primo de Riveras diktatur sluttede den catalanske nationalismes højrefløj og højere borgerskab op om lov-og-orden-kræfterne og alle byråd, hvor ERC havde flertal, blev erstattet med byråd bestående af CEDA og Lliga Regionalista, højrefløjsnationalisterne.

Borgerkrigen eller den revolutionære krig bryder ud

I februar 1936 var der igen parlamentsvalg og venstrefløjen, der optrådte samlet som folkefront, vandt valget og der indsattes en ny regering under Manuel Azaña. Spændingerne mellem højre- og venstrefløj tiltog voldsomt kulminerende i drabet på højrefløjslederen José Calvo-Sotelo. Få dage efter – d.18.juli – startede hæren det militærkup, der udløste borgerkrigen. Forsøgene på at udbrede kuppet gik først trægt, men fik luft under vingerne, da det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien meget hurtigt og helt åbenlyst støttede oprøret massivt med både mandskab og materiel.

Catalonien var formentlig den del af republikken, der politisk set var bedst rustet til at imødegå kupforsøget. Efter nogen tøven bevæbnede den catalanske regering fagforeningerne, der sammen med de venstreorienterede partier oprettede militser. Militserne slog sammen med Guardia Civil[5], der i Barcelona var forblevet loyal overfor den lovlige regering, oprørsforsøget ned. Der oprettedes en centralkomite for de anti-fascistiske militser i Catalonien og der opstod i denne periode en dobbeltmagt i landet: På den ene side de revolutionære militser og på den anden side den catalanske regering. Det lykkedes militserne at opretholde en stabil front mod kupmagerne i Aragonien mens et invasionsforsøg på Balearerne mislykkedes. Samtidig med krigshandlingerne indledte militserne en lovløs og til tider blodig undertrykkelse af de elementer, man opfattede som reaktionære og højreorienterede – det er værd at bemærke at de højreorienterede dele af det catalanske borgerskab ikke var forsvundet, men blot havde dukket sig. Selvom den revolutionære eufori var stor, var organisationen det ikke, men takket være Companys lykkedes det at oprette en samlingsregering, hvor endog anarkisterne tog imod ministerposter. Med denne manøvre forhindrede Companys behændigt, at militsernes centralkomite, som de ellers var i færd med, overtog Generalitat.

Social revolution eller konventionel krig

Fagforeningerne havde hurtigt besat og eksproprieret en mængde fabrikker og andre virksomheder og for at få kontrol med økonomien og igen få gang i Cataloniens industrikapacitet vedtog den catalanske regering i oktober 1936 et dekret om kollektiviseringer og arbejderkontrol med industri og handel. Med dekretet indførtes der på virksomhederne selvledelse gennem en kontrolkomite, der valgtes af virksomhedens arbejdere.

Som krigen skred frem viste der sig store skillelinjer mellem de grupper, der forsvarede republikken. Især i Catalonien blev de tydelige: De, der prioriterede den sociale revolution (CNT og POUM[6]) og som derfor mente, at krigen også samtidigt skulle føres mod de undertrykkende samfundsstrukturer og de, der mente at man for at vinde krigen, måtte undgå at støde middelklassen og de demokratiske stormagter fra sig – en holdning der støttedes af Sovjetunion, der som den eneste stormagt støttede den republikanske regering med materiel og militærassistance. Dette gav sammen med dets kontrol af det hemmelige politi og efterretningstjenesten det spanske kommunistparti uforholdsmæssig stor indflydelse på den republikanske regering. Modsætningerne i den republikanske lejr slog ud i lys lue i maj 1937, hvor centralregeringen med kommunistisk hjælp og støtte af Sovjet i hårde gadekampe i Barcelona lykkedes at nedkæmpe POUM og CNT. Kampene var meget hårde og kostede mange døde og sårede, men ved hjælp af de anarkistiske ministre i centralregeringen lykkedes det, at få CNT til at nedlægge våbnene. Militserne opløstes og deres medlemmer blev tvunget ind i republikkens regulære folkehær, hvor der i modsætning til militsernes egalitære organisation herskede traditionel militær disciplin og hierarki.

For det catalanske selvstyre havde centralregeringens indgriben – man fristes næste til at sige ’som sædvanligt’ – kedelige konsekvenser, idet centralregeringen overtog ansvaret for den offentlige orden fra selvstyreregeringen, der derved mistede magt og kompetencer. Denne udvikling forstærkedes, da centralregeringen i oktober 1937 på grund af krigens udvikling i fascisternes favør måtte flytte til Barcelona, og man beslaglagde den catalanske krigsindustri. Disse foranstaltninger undergravede den catalanske regering, som så sig konstant ignoreret af centralregeringen – der opstod derfor vedvarende gnidninger mellem de to organer.

Mørket sænker sig over Spanien

I december 1938 tabte republikken slaget ved Ebro og det var nu kun et spørgsmål om tid, inden Catalonien faldt. 26. januar marcherede Francos tropper ind i Barcelona og 1. april erklærede han borgerkrigen for afsluttet. Men borgerkrigens afslutning var kun begyndelsen på lang serie af konstante hævnakter, som strakte sig langt op i 1950erne. I en ’normal’ borgerkrig ville krigens afslutning have være signalet til en forsonings- eller helingsproces, hvor man i forskelligt omfang ville søge at hele sårene for bedre at kunne påbegynde en genopbygning af et delt og krigshærget land. Men for Franco og hans fascistiske Falange var formålet det samme, som det hele tiden havde været: At udrydde ’marxismen’ – hvorved man forstod alt, hvad der smagte af arbejderbevægelse, frisind, anti-klerikalisme og regionalt selvstyre - ikke blot som ideologi, men også fysisk i form af de mennesker, man mente var bærere af ideologien. De næste mange årtier skulle derfor blive et langt og blodigt hævntogt. Som symbol på, hvad der ventede, kan henrettelsen af den catalanske selvstyreregerings leder Lluís Companys, tjene. Efter Barcelonas fald flygtede han i lighed med 200.000 andre catalanske republikanere til Frankrig. Han blev efter den tyske besættelse anholdt af Gestapo og udleveret til Spanien, hvor han 15.oktober 1940 i Barcelonas fæstning Montjuïc efter en militær retssag uden adgang til forsvarer blev henrettet ved skydning.


[1] I vore dage anvendes flaget med en hvid stjerne mest af borgerlige nationalister, mens venstreorienterede bruger et flag med en rød stjerne i en gul trekant.

[2] Der er ingen kur mod billen, kun podning med amerikanske vinarter, der er resistente mod phylloxera.

[3] Uden at være revolutionær – fagforeningen var tæt knytte til ERC - stod Unió de Rabassaires for en radikal landbrugspolitik, der kan minde om den danske husmandbevægelses første år md bl.a. arveligt selveje. Under borgerkrigen stod fagforeningen i skarp modsætning til CNTs kollektiviseringspolitik og lænede sig stærkt op af ERCs og PSUCs (Partit Socialista Unificat de Catalunya), det catalanske kommunistpartis holdninger og politik.

[4] CEDA - Confederación Española de Derechas Autónomas. Et højrefløjsparti der med tæt efterligning afnazismens organisations- og propagandafomer på et kristent, katolsk grundlag ville forsvare den vestlige civilisation mod marxismen. Partiet var opdelt i afdelinger, der i vid udstrækning var autonome, og dets milits deltog i mange og blodig angreb på de venstreorinterede partier og fagforeningerne.

[5] Guardia Civil – gendarmeri under centralregeringens kommando.

[6] POUM – Partit Obrer de Unificació Marxista, Partido Obrero de Unificación Marxista. Et uafhængigt, spansk kommunistparti, der af Stalin beskyldes for at være trotskistisk og derfor forfulgtes af Stalins og republikkens hemmelige politi, der var under kommunistisk kontrol. Partiets leder Andreu Nin blev kidnappet og formentlig torteret ihjel af sovjetiske NKVD-agenter.

Den engelske forfatter George Orwell deltog som medlem af det britiske Independent Labour Party i borgerkrigen som medlem af POUMs milits. Det er hans oplevelser der, der danner grundlaget for hans bog ”Hyldest til Katalonien” og senere selv blev grundlag for Ken Loachs film ”Jord og frihed”. Orwells oplevelser blev også grundlaget for de anti-autoritære og anti-stalinistiske holdninger, han opretholdt hele livet og som bl.a. kom til udtryk i bogen ”Kammerat Napoleon”.