Russia Russia Russia
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. december 2017

At følge den amerikanske politiske debat i disse tider er grotesk. Der hersker en krigsretorik, som end ikke var så slem under den rigtige kolde krig i tiden før 1991. En kendt Hollywood skuespiller, Michael Morgan, fremstod for ca. en måned siden i en udbredt video, hvor han lægger ud med den overraskende påstand, at USA er i krig med Rusland, og at Rusland har angrebet USA. Det amerikanske demokrati er angiveligt i fare under Ruslands effektive angreb. Intet mindre. Er virkeligheden Hollywood, eller er Hollywood virkelighed?

At USA allerede er i krig med Rusland er unægtelig en ganske overraskende påstand. Hvad betyder den konkret? For det første anklager toneangivende senatorer og medier russerne for at have hacket sig ind i Demokraternes administrative system og videregivet fortrolige e-mails. For det andet har den russiske stat angiveligt systematiseret falske nyheder, ’fake news’, dels på de sociale medier og dels på TV, især på kanalen Russia Today samt bl.a. internet-siden Sputnik.  Beskyldningerne er, at disse påvirkningskanaler har resulteret i dels Donalds Trumps valgsejr i 2016 og dels Brexit, Storbritanniens farvel til EU, samt til fremvæksten af en række EU-kritiske højrepartier i Europa (Rusland skulle også have finansieret en række af disse partier). Gennem disse handlinger skulle Rusland have ødelagt det vestlige demokrati. Noget af en påstand - især at russerne skulle være i stand til det; og i givet fald giver det mening at spørge, hvor stærke disse demokratier så i virkeligheden er/har været?

I sammenhæng med Ruslands angivelige angreb på det - kan man næsten forstå - nærmest uskyldige og forsvarsløse Vesten, kan vi notere en række vestlige angreb (modangreb i egen selvforståelse) på Rusland, russere og landets regering. Over for rækken af russiske angrebsbølger må man stille noget op, gå til modangreb. Et af flere våben i denne sammenhæng er – især i USA - afsløringer bl.a. gennem domstole og senatshøringer. Det skal afsløres, hvem der har snakket med russere og hvem, der har gjort hvad – underforstået: for at få valgt Trump frem for den, som alle regnede med ville blive valgt, nemlig Hillary Clinton. For det andet skal man opruste på ’fake news’-fronten. Det skal afsløres, hvem der på facebook, Twitter, Instagram m.m. går russernes ærinde. Det skal afsløres hvilke personer, der optræder som Putins nyttige idioter. Det skal afsløres, at Putin har skabt en troldehær, hvis opgave det er at undergrave den offentlige diskussion gennem et bombardement med falske nyheder. Forskellige institutioner og tænketanke skal løse denne opgave ved at afsløre ’fake news’ og præsentere sagens rette sammenhæng. Sidstnævnte har fået en EU-institutionel forankring i enheden ’East Strat Com’. Det er denne organisations opgave at afsløre alle de løgne, som russerne angiveligt står bag, samt at finde og udhænge Putins nyttige idioter.

Først lige lidt om præmisserne for hele denne offensiv. En væsentlig præmis er, at der findes en ret enkel objektiv sandhed; og det er så den, de fleste toneangivende vestlige medier præsenterer deres seere og læsere for. Som om vinkling, perspektiv, udeladelser, farvninger, verdensanskuelser ikke spiller en rolle. Virkeligheden er meget sammensat - og for at nærme sig den, er det vigtigt at høre mange stemmer. Men i diskussionen om ’fake news’ reduceres dette spørgsmål til et sort/hvidt svar. For det andet er det en præmis, at den russiske statskontrollerede propaganda som udgangspunkt er løgn. Så man skal ikke lytte til russerne, de lyver. I det hele taget er alt, hvad der kommer fra Moskva løgn. Hvis den præmis holder, så giver det jo heller ikke mening hverken at snakke eller forhandle med dem. Den tredje præmis er, at de vestlige samfund er så perfekte, som samfund nu engang kan blive. Så hvis vælgere stemmer på ikke-etablerede partier – de såkaldte populistiske og protestpartier, så må det skyldes udefra kommende faktorer, læs Rusland. Brexit kunne i denne forståelse og optik ikke være udtryk for briternes egne ønsker, ligesom valget af Trump ikke kunne have fundet sted uden russisk indblanding. For er Demokraterne i USA og EU i Europa da ikke udtryk for den højere korrekte fornuft? For det fjerde, hvis man mener noget andet, f.eks. at sanktionerne mod Rusland skal fjernes, at Vesten skal have en mere afspændt relation til Rusland, så må man acceptere, at være under mistanke for at gå andre staters ærinde.

Det ovennævnte rejser en række principielle spørgsmål. Først og fremmest giver det stærke mindelser om McCarthy-perioden i 1950’erne, hvor en lang række amerikanere var under anklage for at gå Sovjetunionens ærinde. Senere er vi blevet klar over, at langt det meste var paranoia, og at det var et hysteri, som gik i selvsving. Det blev klart, da Joseph McCarthy begyndte at anklage selve præsidenten, Dwight D. Eisenhower for at være kommunist. Det blev dengang også klart, at hysterikampagner ikke er de bedste vækstbænke for demokrati og for den åbne demokratiske debat, som udgør de vestlige samfunds erklærede mål. I dag der det ikke entydigt højrefløjens angreb på Venstrefløjen, der er tale om, men snarere en ubestemt venstreliberal orientering, der går til angreb på dem, der ønsker en normal relation til Rusland. Den ideologiske ramme er i dag meget anderledes. Men Moskva står stadig som det truende monster.

Men lad os så se på substansen i de påstande, som ligger bag den nye McCarthyisme. Det er klart, at den sidste bølge er knyttet til Trumps valgsejr. Hele det aktuelle Rusland-hysteri har fra november 2016 handlet om en ting: at vippe Trump fra posten som USA's præsident - som landets tidligere præsident Richard Nixon blev det med Watergate i 1973, deraf navnet Russiagate. Subsidiært handler det om at forhindre, at Trump skulle føre en alt for Rusland-venlig udenrigspolitik.

I juni 2016 bestilte Demokraterne et firma til at undersøge nogle leaks fra deres e-mail server. Konsulentfirmaet Crowdstrike kom til den konklusion, at der var installeret et par programmer på Demokraternes intranet med de hyggelige navne Cozy Bear og Fancy Bear, og at det var så professionelt gennemført, at der måtte stå en stat bagved. Og i og med at programmerne var russisk producerede, så måtte det være den russiske stat; og i og med at Putin styrer det hele i Rusland – ja, så måtte det være ham, der havde beordret det og derfor bære ansvaret for det. Logikken hos Crowdstrike halter bare ganske markant. De fleste med blot mellemstor indsigt i disse sager vil kunne kopiere programmerne og bruge dem. At de er russisk producerede er ikke umiddelbart noget bevis – det svarer til at anklage en mand, der dræber med en Kalasjnikov-maskinpistol, for at være russer og handle efter ordre fra Putin.

I november 2016 kom der en rapport med anklager om russisk ’fake news’ i amerikanske sociale medier. Her opregnede man 200 sites, som skulle være udtryk for russisk propaganda. Der var dog ikke klare kriterier for, hvad der definerer russisk propaganda. En amerikaner kunne jo f.eks. være tilhænger af Trump og modstander af amerikanernes støtte til de syriske anti-Assad oprørere. Gør det ham til Putins nyttige idiot? Ja, ifølge rapporten ville denne person være påvirket af russisk ’fake news’ og propaganda. I december 2016 kørte der endnu en historie i de store medier om, at russerne havde hacket sig ind i staten Vermonts strømforsyning. Statens Guvernør var ude at sige, at verdens førende kriminelle (Putin) nu havde angrebet den almindelige Vermont borgers ret til el. Flere førende medier skrev også om det som et russisk angreb, indtil ledelsen for el-selskabet i Vermont kunne oplyse, at Rusland-forbindelsen intet havde på sig. Det var en banal computer fejl. Rusland hysteriet kan føre til mange vildveje.

I løbet af 2017 er der kommet en løbende strøm af såkaldte beviser for direkte russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg gennem udbredelse af ’fake news’ og ikke mindst gennem Trumps egne og hans medarbejderes møder med diverse russere. Fælles for alle rapporter, udtalelser, mediehistorier er i alle tilfælde manglen på de rygende pistoler. CIA, FBI, NSA og andre efterretningsagenturer hævder, at de ikke kan være mere åbne og konkrete, at man må stole på deres troværdighed, når de påstår, at Rusland stod bag Trumps sejr, samt at Trump og hans folk havde utilbørlige kontakter med russere.

Hele Rusland-hysteriet i USA handler i virkeligheden heller ikke om Rusland. Det handler dybest set om ’Deep States’ og Demokraternes mangel på accept af valgresultatet i november 2016. ’Deep State’ er et udtryk for tænketanke, regeringsorganer, CIA, FBI, NSA, Pentagon og andet med hjemsted i Washington DC. Russiagate skal bruges til at fjerne Trump fra magten. Der er en interessant parallel til Russiagate, nemlig Brexit. Her er påstanden også, at fornuftige briter ikke kunne stemme Storbritannien ud af EU, derfor måtte det også skyldes Rusland og deres troldehær på facebook, som fordrejede hovederne på de stakkels briter, så de stemte for det forkerte, nemlig Brexit. Seneste udtryk for det er den britiske avis Daily Mails ’afsløringer’ af, at både udenrigsminister Boris Johnson og institutionen Legatum skulle have fået penge fra Rusland til at fremme en hård linje i spørgsmålet om Brexit. Legatum er en af de mest Rusland-fjendtlige institutioner i Storbritannien. Men flere af Legatums medlemmer er meget EU-kritiske. Ét ord karakteriserer dette: Absurd. Tilsvarende skulle lederen af det franske Front National, Marine le Pen samt andre højrebevægelser i Europa inklusive Alternative für Deutschland også have været genstand for Ruslands støtte.

Sammenfattende må man sige, at der er ganske andre og meget mere nærliggende grunde til vælgeradfærden i de nævnte tilfælde. I USA blev Hillary Clinton nomineret som Demokraternes præsidentkandidat på trods af, at hun var ganske upopulær og endda formåede at håne nogle af partiets kernevælgere i det nuværende rustbælte i industriområdet fra Pennsylvania til Ohio. Utilfredshed med fattigdom, afvikling af industriområder samt mangel på velfærd i forhold til militærudgifter samt løntrykkeri fra illegale indvandrere har fået protesterende amerikanere til at stemme på Trump – og ikke en russisk TV-station, Russia Today. Briterne kan takke sig selv for Brexit. Briterne er f.eks. aldrig blevet spurgt om hverken EF- eller EU-medlemskab. At en million flygtninge i 2015 kunne komme til Tyskland uden reaktioner - i en situation med hårde nedskæringer og mange reelt fattige - var også naivt at tro. Fremgangen til det nye parti Alternative für Deutschland ved det sidste Bundestags valg var hverken overraskende eller uforståelig.

I november 2017 krævede USA, at TV-stationen Russia Today skulle erklære sig som fremmed agent med et krav om et nøje statsligt tilsyn både med finanser og med journalistisk aktivitet. Tja, over 90 procent af de amerikanske medier er under kontrol af seks mediehuse, mens stadig flere borgere vælger at få mange af deres nyheder på nettet, på facebook, Twitter, Instagram m.m., hvor kontrollen med historierne er langt vanskeligere. Dvs. man kan ikke kontrollere medierne, som man hidtil har kunnet. Men stadigvæk: Russia Todays udbredelse er mikroskopisk i forhold til de korporative mediehuse i USA. Efter at amerikanerne havde erklæret Russia Today for en fremmed agent, valgte russerne tilsvarende, at vestlige medier, der opererer i Rusland også skulle underlægges de samme restriktioner og krav som i USA. Det udløste en voldsom moralsk indignation i Vesten – ganske hyklerisk må man sige. Men det er et klart udtryk for den opfattelse af moralsk overlegenhed og dobbeltmoral, som præger Vestens syn på Rusland.

Er Russia Today, RT, da så skandaløs et medie, som det ofte fremstilles? (I Danmark har det vakt kæmpe forargelse, at den danske europamester i fodbold fra 1992, målmanden Peter Schmeichel skal være studievært for Russia Today i forbindelse med fodbold VM i sommeren 2018.) RT blev stiftet i 2005 på initiativ fra den russiske stat. Kanalen sender på engelsk, spansk og arabisk. Flere kanalpakker har kanalen, som man også kan følge noget af på nettet. Mit forhold til RT er ikke ukritisk, der er eksempelvis flere tyndbenede udsendelser på kanalen; men samtidig er de perspektiver, som RT kommer med afgørende nødvendig for folk i Vesten. RT har værdifulde debatter, som sjældent vises i Vesten, f.eks. om flygtninge i EU, om spændinger i EU-samarbejdet, om højreorienterede bander i Ukraine, som de vestlige medier næsten ikke beskriver. RT viser også andre sider af Syrienskonflikten end vestlige medier. Så RT er nødvendig for det vestlige demokrati. Det gælder i øvrigt også den arabiske kanal al-Jazeera og andre ikke vestlige kanaler. Hvis vi i Vesten ender med at lukke af for medier, hvis journalistik ikke lige passer i vores eget verdensbillede og vores egen skønmaleri af de vestlige samfund, så er vi for alvor i krise og fjernt fra vore forestillinger om demokrati og åbenhed. Så er vi på vej til det, vi selv hånligt kalder for en bananrepublik.

I Rusland ryster man generelt på hovedet af Rusland-hysteriet, som det især udfolder sig i USA. De liberale meget vest-tro russere har generelt problemer med at finde en grimasse, der passer til situationen. Det er absolut ikke en vinder sag for russere at forsvare amerikanernes og europæernes Ruslands-hysteri. Det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland giver både nationalisterne og Putin vind i sejlene, og svækker de i forvejen skrøbelig liberale og andre kritiske røster i Rusland. Som et foreløbigt højdepunkt i denne ’Russia bashing’ må anføres den olympiske komites beslutning om at udelukke Rusland som nation fra Vinter OL i Sydkorea i begyndelsen af 2018. I stigende grad breder der sig i Rusland en opfattelse af, at Vesten ikke selv mener, at de er omfattet af de idealer, som de ellers ynder at slå andre i hovedet med. Resultatet er, at russerne mere og mere fjerner sig fra Vesten. Et papirtyndt og skrumpende lag af intellektuelle og journalister ser stadig Vesten som det store ideal, som det var i 1990´erne. Men de er få, nogle af dem har faktisk mulighed for at komme i de statslige medier (som i øvrigt er bedre end deres rygte). Den statslige styring af medierne fornægter sig ikke, men der er absolut et råderum for de liberale kritikere. Jeg har selv deltaget i TV-debatter i Moskva, som indeholdt al den kritik, vestlige journalister kan ønske sig. Pointen er, at disse få provestlige liberale kun finder meget lidt genklang i den russiske befolkning. Selv den meget kritiske Aleksej Navalny med sin anti-korruptions-dagsorden er i bund og grund russisk nationalist.

Mange russiske kommentatorer ser også hele Rusland-hysteriet som udtryk for panik og svaghed i Vesten. Som udtryk for at Vesten ikke kan håndtere en verden, hvor den ikke længere enerådende kan kontrollere og bestemme alt det grundlæggende, ikke mindst retten til at definere hvad der er rigtigt og forkert. Rusland orienterer sig i stigende grad mod andre dele af verden, især Asien og dele af Mellemøsten. Med den voksende militære spænding i Østersø-området og den næsten totalt fraværende dialog med Rusland på de fleste planer, så tegner det langt fra et positivt perspektiv for den nærmeste fremtid.  

Det spørgsmål, der vil rejse sig, når røgen letter fra Rusland-passionerne er, om det overhovedet handler om Rusland. Mange af dem, der hæver den store anti-russiske fane, har uendelig lidt viden om landet. Handler det i virkeligheden om noget helt andet? Det kunne være de etablerede mediers panik over de nye sociale medier og andre alternative medier? Trump-historien viser jo, at den amerikanske befolkning jo stemte på trods af de dominerende medier, CNN, NBC, Washington Post, New York Times m.m. Det kunne også være NATO-ansattes frygt for deres job i en situation, hvor de nuværende russiske militære udgifter kun udgør en lille brøkdel af Sovjetunionens? Det kunne være panik over, at Vesten måske ikke kan kontrollere verden, som det tidligere har været tilfældet, med bl.a. ikke-vestlige organisationer, hvor Rusland spiller en vigtig rolle (BRIKS, SCO m.m.)? Det kunne være dyb utilfredshed i store dele af befolkningen med den globalisering, som ikke bare skaber vindere men også et meget stort antal tabere?

Måske er Rusland-hysteriet bare en lynafleder for disse mere substantielle diskussioner.