Macron, Habermas og det europæiske perspektiv
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. december 2017

Dagbladet Information bragte den 22. november 2017 en lettere omskrevet udgave af Jürgen Habermas’ essay i Der Spiegel (26. oktober 2017). Titlen på essayet var: ”Macron har skænket Europa en historisk chance”. I sig selv et temmelig provokerende udsagn. Dels fordi det går direkte op imod de tiltagende nationalistiske tendenser i EU, og dels fordi titlen på essayet ikke siger noget om, hvad det er for en chance, der er tale om. Det uudsagte bliver først sagt, hvis man interesserer sig for Macrons politik eller læser Jürgen Habermas’ essay.

Når man kender til Macrons politiske EU-kurs helt tilbage fra hans valgkamp i foråret 2017 og kender til Habermas’ europæiske perspektiver bl.a. beskrevet i et essay fra 1996, ”Den europæiske nationalstat – om suverænitetens og statsborgerskabets fremtid”[i] og i essayet ”Efter nationalstaten – bemærkninger til den økonomiske globaliseringsproblemer” fra 1998[ii], forekommer titlen på hans essay i Information helt logisk, fordi perspektivet bevares åbent samtidig med, at der lukkes af for nationalistiske regressioner og drømme.

Habermas fortolkning af Macron

På den anden side er det også værd at notere, at Habermas i sit essay meget insisterende argumenterer for det åbne perspektiv i titlen og også præciserer sit forhold til Macron ved at indføje helt klare indholdsmæssige forbehold i bedømmelsen af Macrons projekt. Det forholder sig således ikke sådan, som nogen kunne forledes til at tro, at Habermas i Macron helt og holdent ser den moderne verdensånd til hest, der skal virkeliggøre visionen om et Europas Forenede Stater. Habermas gentager ikke Hegels illusioner om Napoleon, men åbenbarer en meget klar og realistisk analyse af Macrons baggrund, hensigter og muligheder.

For det første slår Jürgen Habermas fast, at han befinder sig på venstrefløjen og kan som sådan ikke være enig i indholdet af meget af Macrons socialliberale politik, hvis dna bl.a. er et livtag med ikke bare fransk men også europæisk fagbevægelse i bestræbelserne for at konstruere mere smidige arbejdsmarkedsregler og placere staten som den primære sociale regulerende myndighed. Når Macron alligevel vurderes til at skænke Europa en historisk chance, begrundes det i følgende indledning til essayet: ”Ved at turde formulere en ambition om at udvikle politiske løsninger på de problemer vi står overfor som globaliserede samfund, skiller Frankrigs præsident Macron sig ud fra den grå mængde af opportunistiske politikere, som regerer fra dag til dag. Her findes endelig en politisk leder, der har mod til at ville ændre på status quo og udføre nødvendighedens politik”. Ironisk nok et ”nødvendighedens politiske” opgør med den politiske nødvendighed, der blev formuleret som sådan, da tilslutningen til Finanspagten skulle begrundes.

Hermed er forholdet egentlig sat på plads. I en tid hvor ikke bare EU rives op indefra af gamle modsætninger, men hvor også den hidtil kendte verdensorden ikke længere kan regulere globaliseringen, truer samme globalisering både freden, friheden, folkets suverænitet og de hårdt tilkæmpede velfærdsstater. Den transatlantiske akse og dens institutioner, som har sikret den gamle verdensorden, tømmes langsomt for indhold, fordi USA i bestræbelserne på fortsat at sikre sit globale herredømme er i færd med at forskyde det meste af sin økonomiske, militære og diplomatiske indsats til Asien i forsøget på at inddæmme Kina. I den forstand er Europa ved at blive overladt til sig selv og sin reducerede status på verdensmarkedet. Ja, ikke nok med det, men eksempelvis Trumps forslag til skattelov vil ramme europæisk industri med ”grænseskatter” og virker som en torpedo lige ind i traktatgrundlaget bag WTO og virksomhedsgrundlaget for OECD, uden at Europa i realiteten kan svare igen på indeværende tidspunkt. Altså en fremtidig tilstand af vilkårlighed.

Suverænitetsbegrebet og det universelle

For Habermas slår det lige ind i suverænitetsbegrebet og forestillingerne om det universelle. Som han forfægter i begge de nævnte essay, kan folkesuveræniteten i fremtidens globaliserede verden kun sikres i statsformer, der overskrider nationalstatens rammer; hvilket flugter med den anden opfattelse, at universalismen som velfærdsstatens grundbegreb reelt kun kan sikres ved at overskride nationalstatens partielle grundsyn og sikre velfærdsbegrebet, frihedsbegrebet og lighedsbegrebet i det ”udvidede statsborgerbegreb”. Egentlig en ganske logisk slutning i og med begrebet nation i en globaliseret verden kun giver mening ved omfattende eksklusion og som modsætning til den faktiske og reale multikulturalisme. Flere sprog, traditioner, vaner og kulturspor inden for en og samme stat er i fremtiden ikke et pro et contra men et faktum.

Den udvikling udfolder sig ud hver eneste dag som den økonomiske globaliserings skygge og naturaliseres som den nye orden. Hvor spektakulær nationalismen og den sentimentale dyrkelse af den nationale enhed end er, og hvor brovtende, fremtrædende og stærk den end forekommer i højrepopulismens svar på den økonomiske krise og de moderate migrantstrømme, så vil disse tendenser kapitulere over for globaliseringens ”nødvendige politik”. Globalisering er modsat forestillingerne ikke en aggregeret mængde men en integreret totalitet som kapitalismens fremskridende livsnerve. Det centrale spørgsmål bliver alene, hvor store omkostninger, der skal betales for at sikre Europas nødvendige enhed som suverænitetens reelle fundament. Det er i det skæringspunkt, at Habermas ser Macron som Europas historiske chance.

Macrons socialliberale alternativ til en fremtidsløs neoliberalisme

Macrons måske vigtigste bidrag til kampen om fremtidens EU er ganske givet hans helt åbne socialliberale og demokratiske opgør med den gamle ordoliberalistiske[iii] og teknokratiske strategi for udbygningen af en ”stadigt tættere Union”. Han er på det grundlag ganske bemærkelsesværdigt den eneste politiske leder, der har vundet et valg på en offensiv EU-politik, som går i rette med især den tidligere tyske finansministers Schäubles teknokratiske videreudvikling af ØMU’en. Macron ønsker både et selvstændigt Euro-budget, en selvstændig kriseløsningsmekanisme (EMF) og et selvstændigt finansministerium inden for ØMU området under parlamentarisk kontrol. Ad den vej begrænser han også ECB’s suverænitet og lægger op til politisk regulerede udligningsmekanismer, hvor pengestrømme kan vandre fra de rigeste til de fattigste områder inden for Unionen. Det politiske kompleks repræsenterer som sagt et åbent opgør med den tyske ordoliberalistiske kurs og med den gryende nationale selvtilstrækkelighed i især de nordeuropæiske medlemslande og den anakronistiske neonationalisme i de gamle Østeuropæiske lande. Marcrons turbulente offensiv har samtidigt bragt Jean-Claude Juncker ud i et åbent opgør med flere regeringsledere og mainstreamøkonomer ved at distancere Macron og foreslå alle de mellemstatslige ordninger under euroen – skabt under gældskrisen – overført til EU-regi og under Kommissionens kontrol. Macrons ”europæiske perspektiv” virker allerede som omdrejningspunkt for de nuværende og kommende modsætninger mellem niveauerne inden for EU-strukturen og som skæringslinje mellem de politiske strømninger. Så sent som på SPD’s kongres først i december formulerede Martin Schultz det ultimative europæiske perspektiv – Europas Forenede Stater inden 2025 – som strategisk kompas for SPD.

Men logikken rækker videre, og det er det, Jürgen Habermas ser meget klart. For man kan ikke følge Macrons planer hvad angår ØMU-området uden at se denne politik udfoldet til hele EU. Det lægger Macron i øvrigt heller ikke skjul på. I hans optik er målet, at alle medlemslandene optages i ØMU-området, således de nye institutioner for ØMU-området smelter sammen med de eksisterende, hvilket på sigt vil fordre en ny og radikalt mere demokratisk EU-forfatning. Det følges op af Martin Schultz.

Den linje og logik er forholdsvis kendt og vel sagtens også banal. Men Habermas læser mere i Macrons udspil, end præsidenten måske selv lægger op til. Man kan nu engang ikke ville styrke demokratiet, den demokratiske kontrol i EU og folkesuveræniteten, så længe en række af de meget indgribende traktater og pagter har mellemstatslig status. Det gælder f.eks. hele komplekset omkring Vækst- og stabilitetspagten, herunder Finanspagten, det Europæiske semester mv. Det ved både Angela Merkel og Schäuble selvfølgelig udmærket godt. Det ved Løkke Rasmussen og den belgiske statsminister Rutte også. Det ved alle regeringslederne, men de får stadigt vanskeligere ved at forsvare ”en halv ordning”, der i sig selv vil overbebyrde Europa med problemer, hver eneste gang, der sker det mindste udsving på verdensmarkedet, og hver eneste gang der skal handles på begivenheder i betændte brændpunkter.

Hvad Macron eksponerer er EU’s historisk bestemte dysfunktionelle konstruktion og indbyggede institutionelle og politisk proceduremæssige væksthæmmere, herunder også konstruktionens manglende folkelige indlejring og legitimitet. Ikke desto mindre består EU-konstruktionen; den lader sig ikke rulle tilbage, som visse venstrefløjsnationalister drømmer om, uden der forud er foregået voldsomme og ødelæggende ændringer på verdensmarkedet og en tilsvarende politisk og økonomisk atomisering af hele Europa. Et muligt scenarie men næppe videre sandsynligt. Mere sandsynligt er det, at Europa bliver nødt til at bevæge sig frem mod en forbundsstat for blot at vedligeholde sammenhængskraften og de eksisterende styrkepositioner på verdensmarkedet.

Hvad angår det perspektiv står Macron i et tilsyneladende modsætningsforhold til i hvert fald nogen af sine allierede i Berlin. Merkel ved ganske udmærket, at valutaunionen og centralbankkonstruktionen ikke kan videreføres, som institutionerne ser ud i dag. Merkel ved også godt, at Nord-Syd-modsætningen inden for EU ikke kan vare ved. Der må foretages et strukturelt opgør, selv om det vil begrænse tysk kapitals hidtidige regionale dominans. Tysk kapital kan ikke i længden fortsætte med at kompensere for egne historiske og strukturelle svagheder ved at fastholde Euroen, som den er, og samtidig henvise Grækenland, Spanien, Italien og Portugal til mere eller mindre kronisk underudvikling. Ud fra en moderne kapitalekspansionslogik er den holdning kontraproduktiv.

Men Berlin vægrer sig ved konsekvenserne af Macrons forslag, som de opfatter som et anslag mod ordoliberalismens grundlæggende teknokratiske politikaversion. Den tyske kapital – ja, vel alle de nationale kapitalfraktioner i EU - så helst videreført en markedsdrevet samfundsudvikling inden for en teknokratisk reguleringsorden, sådan som det har været siden indførelsen af det indre marked.

Forblændet af snæversynede og bornerte klasseinteresser og støttet af en hel hær af politiske bogholdere i national økonomi, har man i hovedstæderne indtil nu haft held til at se bort fra det historiske faktum, at den negative integrations strategiske perspektiv ligger i ruiner. En stadigt tættere Union presset igennem via kapitalens økonomiske logik er med gældskrisen og den populistiske reaktion løbet ind i muren. Den rækker ikke længere. Man kan ikke over bare over et årti tilsidesætte alle politiske prioriteringer under henvisning til en budgetlov eller et abstrakt strukturelt økonomisk balanceprincip og samtidig hævde demokratiets betydning og folkesuveræniteten.

Stuart Mill rider igen

Men som Habermas skriver, har Macron ikke bare fremlagt en vision. Han introducerer flere helt konkrete forslag til fælles EU-beskatningsregler, mindstesatser og fælles indgreb over for skatteunddragelse og skatteomgåelse via skattely. Og hvad der måske ikke indtil nu har haft den store bevågenhed, foreslår Macron en harmonisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken efter de linjer, som han er ved at prøve af i Frankrig. Det indebærer bl.a. beskyttelse af lønmodtagerne mod alle de elementer af ulighed og forringede arbejdsforhold, som følger af globaliseringen. Det indebærer mindstestandarder for ”social betryggelse”, og det fordrer handelsaftaler udformet, så de tilgodeser lønmodtagernes løn- og arbejdsforhold. Det problematiske i Macrons angiveligt socialliberale linje er selvfølgelig, at han i pagt med Stuart Mills politiske ånd ser det som statens og EU-institutionernes opgave og sikre ”det sociale spørgsmål” og ”fordelingspolitikkens stabiliserende mission”, hvilket indirekte er - om ikke et opgør - så i hvert fald en afgørende svækkelse af fagbevægelsen. I Gøteborg fik Macron sin første byggesten med vedtagelsen af EU’s ”sociale søjle”.

Habermas trækker en streg over for socialliberalismens parlamentariske illusion. Han er realistisk nok til at se, at den folkelige suverænitet, som ingen Europæisk stat længere er i stand til at sikre, heller ikke i virkelighedens verden kan sikres, uden at støtte sig på folkelige og sociale institutioner under demokratisk kontrol. Hertil hører fagforeningerne - i og med størstedelen af folket udgøres af lønmodtagere – uanset hvor splittede de end er. Folkesuveræniteten i en Europæisk Union bliver aldrig virkeliggjort uden europæiske suverænitetsinstitutioner som eksempelvis europæiske fagforeninger og arbejdsmarkedspolitiske institutioner.

Det er hæderværdigt, at Macron gør op med småstatskapitalismens ”kimæriske suverænitet”, men Macron kommer ikke længere end til at foretage dette opgør i ånden, med mindre han går skridtet videre og formulerer en solidarisk omfordelingspolitik og institutionel mekanisme for hele EU og en helt ny arbejdsmarkedspolitik, og netop her indgår samspillet med arbejdsmarkedets parter som en drivende motor. Men den motor vil halte på en cylinder med hans bestræbelser på at svække de faglige organisationer, overenskomsterne og deres indflydelse på de enkelte arbejdspladser både i Frankrig og i hele EU. For selv om Macron roser ”den nordiske model”, har han ikke helt forstået, at den for at virke forudsætter et styrkeforhold, hvor fagforeningerne står stærkt og er i stand til at tvinge arbejdsgiverne til at overholde hele regelsættet. Det fungerer ikke af sig selv. Det er desværre en gammel socialliberal illusion med rødder i Stuart Mills tænkning.

Et andet af Macrons radikale forslag vil også komme til at hænge i luften, hvis han får held til trænge arbejderbevægelsen yderligere i defensiven. Det drejer sig om hans spændende forslag om at skabe mulighed for transnationale partilister i Europaparlamentet, hvilket angiveligt skulle give parlamentet større legitimitet og - hvad der ikke bliver sagt – styrke parlamentet over for både kommission og ministerråd helt i tråd med hans demokratiske visioner om en politisk drevet unionsudvikling. Som Habermas kommenterer, vil ”Europaparlamentet aldrig kunne blive det sted, hvor de samfundsmæssige interesser, der rækker ud over de nationale grænser, kan blive kollektivt identificeret og adresseret”, hvis ikke der forekommer en fremvækst af et europæisk partisystem. Men et sådant partisystem, kunne man tilføje, vil aldrig få sin gang på jorden, hvis ikke der beskrives transnationale interesser og organisationsformer, der skal varetages. Dvs. at både nationale partier, sociale organisationer og fagforeninger skal indse, at de ikke kommer videre i deres interessevaretagelse, med mindre de kan løftes ind i et europæisk partisystem. Det er ikke kun sandheden, der er konkret. Det er parti- og institutionsdannelser også.

Macrons betydning skal ikke findes i Frankrig

Habermas levner ikke mange kommentarer til Macrons meriter på den hjemlige franske scene. Men bortset fra de initiale og nærmest ikoniske livtag med de franske fagforeninger, er der nu heller ikke sket så forfærdelig meget. Faktisk står de franske finansdrøftelser, skattelovgivningen og implementeringen af dele af arbejdsmarkedslovgivningen nærmest stille - i kontrast til Macrons visionære og grandiose Sorbonne-tale. Det eneste, der står helt fast, er, at Frankrigs offentlige budgetunderskud skal holdes inden for Vækst- og stabilitetspagtens tre procents grænse. Det er Macrons aktiv i de kommende forhandlinger med Merkel (eller mulighed for at øve indflydelse på de videre tyske koalitionsforhandlinger; eller - om det hele skulle køre af sporet - på en ny tysk valgkamp).

Det kan få den konsekvens, som nu er ventileret af Macrons finansminister, at de rige kan forvente, at marginalskatten og arveskatten midlertidigt hæves for at reducere underskuddet til under tre procents loftet. Macron er heller ikke kommet ret langt med at barbere hele statssektoren med de 120.000 ansatte eller for den sags skyld nedbringe de offentlige udgifters andel af BNP. Han har indtil videre flere ubekendte at trækkes med, der kan svække ham over for de andre statsledere og skygge for hans visioner om fremtidens EU, der - om de bagstræberiske kræfter i de nationale regeringer og parlamenter vil det eller ej - kommer på dagsordenen igen og igen.

Macron ved godt, at han spiller højt spil, derfor udnytter han også enhver mulighed til praktisk at bane vejen for og styrke sit projekt. Han har været toneangivende i forhandlingerne om sortlistning af skattelylande. Han har om nogen forstået at udnytte de uhyrlige tilsidesættelser af alle menneskerettigheder over for migranter i Libyen og fremlagt forslag til en helt ny og progressiv Afrikapolitik og en mere inklusiv Middelhavspolitik. De angivelige sprækker og svagheder i Nato og USA’s tilsidesættelse af alle hensyn til EU i linjen over for Rusland, Iran, Syrien, Yemen og Kina har fungeret som afsæt for mere forpligtende forhandlinger om et EU-forsvar. Enhver kan indse, at det ikke kommer i morgen, men alle kan vel også indse (eller måske bare intuitivt fornemme), at man ikke kan have et fælles forsvar og kommandostruktur uden en overordnet politisk beslutningsstruktur, fysisk infrastruktur og industristruktur, hvor suveræniteten er forskudt/delegeret til et eller flere overnationale organer. I den sammenhæng optræder det demokratiske spørgsmål – de demokratiske institutioners kontrol – som bestemmende i Macrons vision.

Habermas’ kætteri

Mange vil mene, at Habermas spænder buen vel meget og bruger eller misbruger Macron som sin egen kimære for den europæiske vision eller illusion. Den opfattelse ville, som jeg skrev tidligere, også have noget på sig, hvis ikke Habermas så konkret og direkte både forholder sig til de barrierer, der skal overvindes og til Macrons konkrete forslag. Der er ikke meget filosofisk himmelstormeri over Habermas’ essay.

Den konkrete ”erkendelses-inter-esse” får han sat tryk på sidst i essayet, som han afslutter med to centrale afsnit, der vægter så meget, at de fortjener at blive citeret i deres helhed: ”Hvis jeg forstår ham korrekt, sætter Macron ord på en interesse, der ikke tidligere er formuleret i klar tekst – og således ikke har været præsenteret i vores politiske partisystem mellem den politiske midtes dagligdags neoliberalisme, den selvglade antikapitalisme hos venstrefløjsnationalisterne og højrepopulisternes absurde identitære ideologi. Det hører til de socialdemokratiske partiers brister, at deres politiske bevægelse, der fundamentalt er tilhænger af globaliseringen og gerne vil drive Europa fremad, men som også er opmærksom på de sociale ødelæggelser, utæmmet kapitalisme fører med sig – og som lige præcis derfor kunne være en kraft for nødvendig transnational regulering af vigtige markeder – trods et beskedent skub fra den tyske socialdemokrat Sigmar Gabriel tilsyneladende ikke er i stand til at profilere sig stærkere over for vælgerne”.

Og så slutter Habermas afsnittet med en kontroversiel sætning, som kun få i den aktuelle politiske situation i Tyskland har haft modet til at artikulere: ”Gabriel ville sandsynligvis kunne få det nødvendige albuerum til at presse en sådan tilgang igennem, hvis hans parti igen kom i storkoalition med Merkels kristendemokrater, og han selv blev finansminister”.

Ja, så kan kætteriet næsten ikke blive større. At en venstreorienteret filosof kan foreslå Tysklands største arbejderparti at indgå en ”Europaalliance” med det største borgerlige parti, der i den grad har formet den seneste udvikling i EU, spændt ben for en solidarisk samling af Unionen og optrådt som bannerfører for ordoliberalismens underløb af alle demokratiske institutioner i EU for ikke at tale om videreførelsen af Hartz IV’s angreb på den tyske arbejderklasse. Er det bare kætteri for kætteriets egen skyld, eller er det en tysk intellektuels fremtidsvisioner, der er løftet så højt op i tågerne, at virkelighedens skarpe konturer forsvinder?

Eller er det et nødvendigt og provokerende kætteri for at skabe sig plads til et opgør med det totale fravær af politisk udsyn og elan over hele det politiske spektrum, som i den grad præger europæisk og nationalpolitik, ”hvor tågesnak i talkshows er blevet målestok for, hvor kompleks en politisk tankegang offentligheden kan håndtere”. Set fra Habermas’ udkigspost repræsenterer Macron og Sigmar Gabriel konfrontationen af det indskrænkede og tomme politiske miljø, som han finder katastrofalt målt med den historiske situations alen.

Det kan ifølge Habermas godt være, at budbringeren har mere elan og tysk swung end substans – det kan vi ikke vide. Men det gør ikke budskabet mindre vigtigt. Det skal måles og vejes i forhold til den historiske situation og de globale udfordringer, Europa står overfor og ikke i forhold til, om Macron og hans politiske og sociale bevægelse ”En marche” har tilstrækkelig styrke til at stå distancen.

Klasseperspektivet indlejret i historiens dynamik

Man kan så kritisk anføre, at Habermas i sine perspektiveringer af ”Macrons historiske gave” slet ikke tager klasseperspektivet i betragtning, som - hvis han havde gjort det - ville have ført ham et helt andet sted hen. Men det er nu engang ikke essayets tema og mål at udlægge klasseperspektivet. Det er alene at udfolde påstanden om, at ”Macron har skænket Europa en historisk chance”. Det gør Habermas ved i essayet at gå skridtet videre og sige, at Macron med sin Europapolitik har varslet de temaer og scenarier, som hverken borgerskab eller arbejderbevægelse kan komme uden om og samtidig lukket for national retræte som noget anbefalelsesværdigt eller ligefrem realistisk – Brexit i frisk erindring. På den måde repræsenterer Habermas’ essay først og fremmest en udfordring til den socialdemokratiske bevægelse, ”venstrefløjsnationalisterne” og den europæiske fagbevægelse. For det er dem, der skal tage tråden op. Diskussionerne i Europaparlamentets socialliberale fraktion Alde tyder ikke på, at det er herfra, at Macron skal hente sin støtte. Hos de konservative og nationalisterne er der også lukket. Det gælder også højrefløjen i CDU og CSU. Så hvem andre skal gøre sig til protagonister for folkets reelle suverænitet, som ifølge Habermas kun kan forsvares, fastholdes og udbygges på europæisk plan, hvis ikke den socialdemokratiske fraktion og ”de rød-grønne” tager opgaven på sig. Det er et budskab, som Martin Schultz har forstået, men som han i sommer ikke turde bringe ind i valgkampen. Dengang skrottede han sin Europatale; den kom så i åben version på kongressen i december efter valgnederlaget og koalitionsforhandlingernes sammenbrud i Berlin.

Nu bliver det SPD’s tur til at indgå i koalitionsforhandling, og her vil Europaspørgsmålet indtage en centralplads. Der vil blive sat en standard, som ikke kun har betydning for det politiske liv i Tyskland. Vel er den åbenhed og vilje til at genovervejen tidligere positioner på Unionsspørgsmålet ikke udbredt hverken i den socialdemokratiske bevægelse, på den europæiske venstrefløj eller inden for de nationale fagforbund. Her vil man hellere bruge alle kræfterne på at bekæmpe social dumping – læs: forsvare egne borgeres og medlemmers sociale goder, dvs. dyrke det utopiske italesat som realpolitik.

I det spil viderefører man – i politisk mainstream og inklusiv venstrefløjen – den største strategiske fejl, som utallige generaler har begået op gennem historien: at dæmonisere modstanderen og identificere et helt system med nogle fremtrædende personer eller aktører. Når jeg inddrager en militærstrategisk analogi, som en fri oversættelse af Clausewitz’s diskussion af militær strategi og analyse af fjenden og egne troppers psykologiske habitus, hænger det selvfølgelig sammen med den evindelige dæmonisering af EU, som næsten enhver diskussion på eksempelvis venstrefløjen havner i. (Det gør den også på højrefløjen, som dog inden for denne artikels ramme ikke er særlig interessant.)

Men EU er ikke og har aldrig været en ting, ikke en historisk givet struktur, ikke et handlingsredskab for nogle bestemte interesser (af neoliberal karakter), men en europæisk union som af det meste af venstrefløjen er blevet ophøjet til en dæmoniseret ikon. Den praktisk politiske konsekvens heraf er, at hvis man ikke analyserer EU som et historisk levende politisk, økonomisk, socialt og kulturelt system, antager den – og for den sags skyld alle andre politiske institutioner, der behandles på samme måde - form af en monolit. Hermed skygger man for de faktiske og dynamiske modsætninger og derved også for de historiske transformative muligheder. Det sidste turde ikke være uinteressant, hvis ens mål er at bekæmpe kapitalismen og opbygge nye politiske og sociale strukturer – altså en ny samfundsorden – med tilstrækkelig robusthed til at modstå verdensmarkedets ødelæggende virkninger og truslen fra de geopolitiske modsætninger og spændinger.

Ifølge jødisk-kristen teologi er dæmoner ”faldne engle”, og det billede træder også i forgrunden, når man tanken falder på venstrefløjens dæmonisering af EU som neoliberalismens ophavsmand og protektor. På næsten hele den europæiske venstrefløj fremstilles EU og den nuværende konstruktion som neoliberalismens urkraft, hvis egentlige gennemslag skete med vedtagelsen af det indre marked i 1986. Siden er den neoliberale bølge via EU som initiator og formidler skyllet hen over de forsvarsløse medlemsstater bl.a. institutionaliseret i ØMU’en, euroen og Lissabontraktaten, hvor sidstnævnte ophøjer markedsøkonomien til forfatningsgrundlag.

Som vi oplever det i diskussionen af velfærdsstaten sættes der diskursivt et før og et efter. Velfærdsstaten glorificeres og EU’s status før det indre marked og unionsdannelsen romantiseres, hvilket rent logisk leder til et tilbageskuende perspektiv.

Men lad os blive ved EU og slå fast, at hele unionsdannelsen fra første pennestrøg har indeholdt den europæiske kapitalismes forsøg på samling og organisering som modvægt til den amerikanske kapitalismes dominans. Fællesmarkedet, som navnet siger, har aldrig været tænkt som først og fremmest en social og solidarisk union. Velfærdsstaterne var heller aldrig tænkt som det, de blev til under arbejderbevægelsernes pres. Ingen havde forestillet sig, at den amerikanske dominans ville slutte så brat og efterlade hele den europæiske kapitalisme i kaos, som det var tilfældet i 70’erne. Det indre marked var en kapitalistisk nødvendighed, og på lignende måde er det tilfældet med de efterfølgende institutioner og traktater. Nogen havde ganske rigtigt visioner om Europas Forenede Stater, men de fik ikke mulighed for at præge udviklingen i synderlig grad. EU blev opbygget gennem et hav af komplekse magtkampe og kompromiser først og fremmest mellem de forskellige store erhvervsfraktioner og deres intellektuelle protagonister.

Men ud fra en socialistisk velfærdsstatsvinkel gælder det ikke for EU, at bygningen blev for stor; tværtimod forblev den for lille og for lidt indgribende. Det er eksempelvis ikke arbejdskraftens fri bevægelighed, der er problemet. Det er derimod den rudimentære politiske overbygning og manglende generelle sociale regler og fælles arbejdsmarkedslovgivning, som arbejderbevægelsen i øvrigt kun sporadisk har kæmpet for. Det er først nu i krisens efterdønninger, at det for alvor er blevet klart for ETUC og forstandige socialdemokrater, at det fremover er en bunden opgave at fylde Macrons fodspor ud, fordi det nationale forsvar af lønmodtagernes sociale- og arbejdsmarkedsrettigheder er at ligne med at ville holde havet tilbage med hænderne. I en af de seneste rapporter fra ETUC’s tænketank ETUI, der undersøger 19 medlemslandes fagbevægelser, bliver det lysende klart i hvilken udstrækning finanskrisen og gældskrisen kombineret med IMF’s og eurogruppens hårdhændede politik i Sydeuropa har ødelagt fagbevægelsen.[iv][v]

Men det indre marked, Edinburghaftalerne, Lissabontraktaten, Stabilitetspagten osv. er ikke EU og eksisterer ikke som en entitet i egen ret og løsrevet fra alt andet. De er alle aftaler og traktater, der er indgået af demokratisk valgte nationale ledere. Ingen diktator eller imperator har tvunget lovgivningen igennem. Den er vedtaget af medlemslandenes ledere. Faktisk er EU bureaukratiet historisk svagt, og overholdelsen af love og regler afgøres kun delvist af kommission og domstol. Egentlige sanktionerende myndighed er koalitionen af stærke kapitalmagter – og alle ved det. Vækst- og stabilitetspagten er ikke ny. Men den er først blevet håndhævet strengt, efter at tyskerne så det som deres interesse at sætte sig i førersædet og kræve pagten overholdt. Selv havde tyskerne - og med dem franskmændene - overtrådt reglerne flere gange før 2008 uden at udløse sanktioner. Sanktionsmagten skal med andre ord findes i koalitionernes indre sammensætning og overordnede styrkeforhold. Det er overvindelse af disse, der arbejderbevægelsens historiske opgave i dag. Dertil hører et politisk strategisk navigationspunkt.

At udfylde de socialliberales fodspor

Selvfølgelig har EU som system på samme måde som det statslige system en tendens til at løsrive sig fra samfundet eller rettere hæve sig op over samfundet og gennemtrumfe en vis magt og regulering. Men denne tilsyneladende suverænitet ophæver ikke systemets indre modsætninger, hvis grundmodsætning er, at det præsiderer over et abstrakt forestillet fællesskab som kompensation for det manglende fællesskab i civilsamfundet – eller det borgerlige samfund, som i Hegelsk/Marx’ forståelse også inkluderer markedet. Som sådan er staten og EU-konstruktionens grundlæggende formål på den ene side at opretholde og udvikle den herskende samfundsorden, men er - på den anden side - splittet i dette forehavende, netop fordi hverken stat eller EU kan blive andet end det idealiserede udtryk for et fællesskab uden for civitas, som reelt ikke eksisterer som andet end de mange partielle interessers indbyrdes modsætninger. Derfor er EU ikke - og kan ikke blive - en monolit, og af samme grund går man galt i byen, når man fremstiller EU som værende en sådan. Man blokerer rent faktisk for indsigten i de mange modsætninger, splittelser, skrøbeligheder osv., der - hvis de konstant blev udfordret - naturligt ville blive endnu mere åbenlyse. Det er præcist her, at Macrons politik spiller ”en oplysningens” rolle, og betydningen heraf er godt beskrevet af Jürgen Habermas.

Jeg har selv i flere artikler beskrevet, hvad jeg forstår ved en politisk-social og økonomisk union. Jeg har altid opfattet euroen som et historisk fremskridt af de store i efterkrigstiden, men samtidig kritiseret den eksisterende konstruktion. Og jeg har i den forbindelse også kritiseret borgerskabets foretrukne antidemokratiske strategi, der som tidligere beskrevet, er gået ud på at skabe økonomiske konstruktioner, der i deres logik skulle presse borgerne til at acceptere mere union. Det har ligget i kortene lige siden tankerne om en valutaunion blev formuleret officielt, at der med en fast valutaunion følger en centralbank, fælles finanspolitik og omfattende omfordelingsmekanismer og konjunkturstabilisatorer samt en fælles socialpolitik til imødegåelse af den aldrig hvilende uens økonomiske udvikling inden for unionens grænser. De toneangivende politiske og økonomiske ledere mente ikke, at det nogen sinde blev nødvendigt, og de fleste fra samme gruppe vægrer sig ved at erkende det i dag, hvilket også er årsagen til, at de politiske ledere konstant er på bagkant af udviklingen og roder rundt for at lappe på både det indre marked og valutaunionen. Man kan ikke enes om ret meget andet end minímumsløsninger, fordi en udvidelse af den politiske overbygnings kompetencer potentielt vil begrænse kapitalmagtens transnationale dominans og desuden åbne for tværnationale politiske strømninger og politikdannelser, herunder partier og faglige sammenslutninger, der kunne føre til farlige ændringer i magtforholdene. Det er det perspektiv, som Macron – som den hidtil eneste betydningsfulde politiske person - har åbnet for; hvor de fleste af hans kolleger som parthavere i en træg masse sidder tilbage og håber på, at de kan kvæle visionerne i snak eller ved tavshed.

En indlysende risiko, når selv centrum-venstrepolitikernerne, der er gået fra nederlag til nederlag, endnu ikke har vist vilje til at springe ud af dæmonernes skygge og løfte Macrons europapolitik op til sin yderste og logiske konsekvens. Men den åbenlyse og forståelige mangel på klasseperspektiv i Macrons udspil og Habermas’ fortolkning er ikke i sig selv diskvalificerende. Deres perspektiv er et kvalificeret afsæt, og faktisk er tråden taget op og klasseperspektivet diskuteres nu meget intenst i ETUC og i ETUI og snart også i flere socialdemokratier. Udfordringen fra Macron har også bredt sig til Unidos-Podemos i Spanien og indgår i diskussionerne inden for Die Linke bl.a. med et muligt samarbejde med SPD.

Og nu hvor Brexit-illusionerne ligger i ruiner og EU-modstandens nationale løsninger står meget svagt, er det kun et spørgsmål om tid, før venstrefløjen og den socialdemokratiske bevægelse tvinges til at forholde sig til Macrons perspektiver. I hvert fald bliver det med Schultz’ begrundelse en obligation for socialdemokratierne. Den tid er forpasset, hvor det er tilstrækkeligt på et eller andet abstrakt grundlag at kræve en mere demokratisk forfatning osv. og så i øvrigt overlade den videre udvikling til borgerskabets snæversynede pragmatisme; især når globaliseringen tømmer de nationale velfærdsstater og det nationale for indhold, og når der faktisk er blevet fremlagt konturerne af et politisk program både af Macron og af den europæiske fagbevægelse, der viser vejen til at demokratisere EU’s forfatning og politisk-institutionelle opbygning – som statsborgerskabets grundlag.

Ophævelsen af socialliberalismens begrænsninger

Macron og hans bevægelse – det gælder hele den socialliberale bevægelse i Europa – vil ganske givet aldrig kunne drive det så vidt som til realisere hans tanker og drage de nødvendige politiske konsekvenser, herunder et opgør med nationalstaten som den naturlige ramme omkring borgernes suverænitet. Det perspektiv og det kampperspektiv, der er formuleret af en fransk præsident på et historisk tidspunkt, der i hele sin indre kompleksitet fylder godt i vægtskålen, vil i sagens natur aldrig nogen sinde kunne føres til ende uden at bringe de givne magtforhold på konfliktens knivsæg og hvirvle alle de underliggende, ufortalte og uforløste klassemodsætninger op til overfladen som dagspolitik.

Men – og det er her svagheden i Macrons projekt bliver tydelig – kampen for hans perspektiver vil slet ikke kunne udvikles og udfoldes, uden der allerede nu træder partier og sociale bevægelser ind på den europæiske scene, som insisterer på at mobilisere med henblik på at overvinde såvel de aktuelle og konkrete som de abstrakte modsætninger mellem de nationale lønmodtagerklasser, eftersom de nationale løsningers mulighedsrum indsnævres med globaliseringens udbredelse; - ud fra en åbenlys erkendelse af at der med kapitalens øgede koncentration og transnationale integration følger en tilsvarende transnational politisk institutionel udvikling for at regulere kapitalen – eller for den sags skyld overvinde den.

Den globale kapitals historiske kriseperiode, som endnu ikke er overvundet, og antageligt kun kan overvindes ved i endnu højere grad at nedbryde både de geopolitiske og nationale samfundspolitiske institutioners stabilitet, har indtil nu haft nationalismen og protektionismen som reaktion. Den løsning er en død sild, fordi det, vi kalder den transnationale kapital, er så integreret, at den hele tiden må opponere og omgå alle protektionistiske løsninger. De store transnationale kapitalfraktioners alternativer til det aktuelle politiske klimas forsnævrede nationalisme kan blive offensive og brutale geopolitiske og -strategiske manøvrer, der sætter efterkrigstidens geopolitiske stabilitet på en prøve. Ustabilitet og en næsten permanent trussel om kaos følger som politisk bevidsthed og handlebetingelse og udfylder en sådan historisk situation.

Macron og hans bevægelse har gjort sig til talsmand for en ny linje for det europæiske borgerskab. I den egenskab har han formuleret et politisk perspektiv, som hverken han eller andre i borgerskabet og dets protagonistiske teknokrati kan nå til enighed om at gennemføre konsekvent. Men det ændrer ikke på, at Macrons ufuldendte forestillinger om et opgør med nationalstaten og inkarnationen af statsborgerstaten som Europas Forenede Stater fremtræder som det eneste adækvate svar på en verdensorden i opbrud.

Derfor opfatter jeg venstrefløjens mest fremherskende kurs som katastrofal. Dels fordi den arbejder med en falsk modsætning mellem torsoen EU og nationalstaten, hvorved den underordner sig selv det nationale borgerskab, hvor meget man end besværger det. Dels fordi man lukker af for de muligheder for at føre socialistisk politik ind i sprækkerne i de nationale statssystemer og i EU, som bl.a. en Macron virkeliggør. Og dels fordi man afskriver sig opbygningen af det materielle grundlag for at udforme internationale politiske alliancer i Europa. Og med Lenins ord skal man ikke vige tilbage for en opgave, selv om den er vanskelig. Hvis ikke venstrefløjen og socialdemokratierne påtager sig den konkrete kamp i EU for at virkeliggøre Macrons politiske vision, opbygge alliancer og udvikle politik forbliver forestillingerne om et mere socialt Europa rene abstrakte og ideale fantasier.

Venstrefløjen - og hvis ikke dén så i hvert fald Socialdemokratierne og fagbevægelsen - burde takke Jürgen Habermas for at have skrevet et essay, hvor han takker Macron for at have skænket Europa en historisk chance for at overvinde den nationale selvtilstrækkelighed, der i dagens situation er den afgørende forhindring for, at lønmodtagerne kan samles om det, der er mere vitalt for dem end sprog, historie og kultur – nemlig økonomisk og social stabilitet og politisk og militær tryghed. Alt det, der sikrer suverænitet, og som småstaten ikke kan sikre.


[i] Jürgen Habermas: Politisk filosofi, udvalgte tekster, Gyldendal 2001

[ii] Jürgen Habermas: Demokrati og retsstat, En tekstsamling, Hans Reitzels forlag 2005

[iii] Ordoliberalisme er betegnelsen for en strømning inden for liberalismen, der understreger behovet for den stærke stat i en moderne korporativ variant til at sikre markedsøkonomiens eksistens og fremskridt mod kapitalismens egne indbyggede tendenser til monopoldannelse mv. Navnet stammer fra det teoretiske tidsskrift ”ordo”, som slog igennem i Tyskland umiddelbart efter 2. Verdenskrig og repræsenterede en teknokratisk måde at tænke politik på som et opgør med politisk korruption og massernes ansvarsløse stemningsskred. Ordoliberalsmen inkarnerer således liberalismens historisk anstrengte forhold til demokratiet.

[iv] ETUI, edited by Steffen Lehndorff m.fl.: Rough waters European trade unions in a time of crises, 2017,

[v] ETUI: Benchmarking Working Europe 2017.