Interessekampen mod DR
Af Søren Nielsen-Man

Offentliggjort: 16. oktober 2017

De private mediers interesseorganisation har sat sig i spidsen for den borgerligt-økonomiske interessekamp mod det samfundsejede DR. Hvis kampen får succes vil det danske medielandskab blive endnu mere skævvredet til fordel for private kapitalinteresser og selvsupplerende politiske medieledelser med politisk slagside til højre.

Formand for de private mediers interesseorganisation Danske Medier samt direktør for JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov fiskede i rørte vande i en kronik der bragtes i Politiken den 15. august. Processen og debatten der til næste år skal føre frem til et nyt medieforlig var ved at komme i omdrejninger. Samtidig var DR ude i et akut og pinagtigt offentligt stormvejr som følge af arrogant høje chef- og konsulentlønninger. Så nu skulle der smedes og DR skulle svækkes. Hele arsenalet af hensigtsmæssigt forførende fraser blev aktiveret i Ørskovs kronik – den erfarne mediemand kunne sin framing.

I kronikken fastslog Ørskov gang på gang, at de privatejede medier er "uafhængige" og "frie". Hvorimod DR konsekvent omtaltes med nøje udvalgte betegnelser som "statens medier", "statsejede medier" og "statskontrollerede medier". Betegnelser der, næppe tilfældigt, leder tankerne i retning af diktaturstaters propagandamedier.

Til allersidst i sin kronik forsikrede Ørskov dog, at han anså DR for at være en uundværlig institution – hvis altså blot DR ville nøjes med at fokusere på "de opgaver, som civilsamfundets medier ikke løser". Hvilke opgaver der herefter vil være tilbage for DR kan man så spekulere på, da Ørskov allerede havde fremhævet "de private og frie medier, der lever og ånder for folkeoplysning og således bidrager substantielt" til "public service".

De private mediers formand Stig Ørskovs grundfortælling var kort fortalt, at selvsamme private medier er ganske frie og uafhængige, til forskel fra et eksisterende "usundt" dansk system, hvor "statskontrollerede medier dominerer nyhedsformidlingen". Man måtte derfor trænge disse ødelæggende statsmedier tilbage til fordel for "medier, der er helt uafhængige af politiske interesser", hvorfor en privatisering af TV 2 også var "et skridt i den rigtige retning".

Private medier er ikke uafhængige

Men, men, men … De professionelle private medier er ikke uafhængige, heller ikke af politiske interesser. Private medier vil ofte være ejet af kapitalinteresser, og kapitalinteresser er afhængige af størst mulig indtjening. Heraf følger, at kapitalejede medier naturligvis har en politisk interesse i at fremme forståelsen for et økonomisk samfundssyn, der tilgodeser denne indtjening. Og de personer, som sidder på magten og udnævner chefredaktører i disse privatejede medier, vil have en tendens til at placere sig ideologisk mere til højre end til venstre i den økonomisk-politiske samfundsdebat.

Skulle Ørskov være i tvivl, så kig engang rundt i den internationale medieverden. Eller studér den borgerlige redaktionelle linje inden for Berlingske Media, hvis egen hjemmeside oplyser, at nyansatte redaktører på Berlingske, BT og Weekendavisen skal tiltræde en "redaktørerklæring", som fastslår at bladenes "grundsyn er konservativt", og at bladene ledes i "national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt".

Ørskov pegede dog i kronikken endvidere på, at mange "af de private og frie medier er tilmed fondsejede og har dermed ikke andre formål end selve oplysningsvirksomheden". JP/Politikens Hus var således "leverandør af uafhængig oplysning".

Men heller ikke fondsejede medier som Politiken og Jyllands-Posten er politisk uafhængige (kun uafhængige af specifikke politiske partier).

Udover "dansk frisind" er Politikens politiske værdigrundlag socialliberalismen, en idepolitisk retning, der i samfundskampens centrale økonomiske dimension må placeres lidt til højre i det politiske spektrum. Ifølge fundatsen skal Politikens Fond "sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstrabladet ledes som uafhængige radikal-socialliberale blade", og bladenes chefredaktører udpeges da også direkte af fonden. Fonden selv "ledes af en selvsupplerende styrelse", ifølge hjemmesiden JP/Politikens Hus.

Jyllands-Posten favoriserer ligeledes en særlig politisk linje, og JP/Politikens Hus noterer på sin hjemmeside, at bladet "baseres på en liberal borgerlig linje". Fundatsen for Jyllands-Postens Fond fastslår bladet som et "liberalt dagblad", og fonden udpeger bladets chefredaktion. Også Jyllands-Postens Fond ledes af en selvsupplerende styrelse.

Private medier kontra DR

Så hvad har vi? Vi har et privat medielandskab med adskillige medier, som skam leverer en stor mængde nødvendig og lødig journalistik. Men mange af de samme private medier agerer ikke desto mindre ud fra bestemte politiske værdigrundlag, helt overvejende til højre for den klassiske politiske midte. Hvilket kan vise sig i tendenser inden for nyhedsvinkling og fokusområder, og ikke mindst viser det sig klart i opinionsdannende stof som kommentarer, ledere, analyser, klummer, blogs, debatindlæg, osv.

Og så har vi et nogenlunde neutralt DR. Et DR der dog også kan levere eksempler på skævvreden journalistik og kritisable vinklinger og programvalg. Et DR som kan sættes under et vist pres af tidsånd og den herskende forståelsesramme, stærke institutioner og organisationer, ideologiske konjunkturer og nationale prioriteter. Et DR som eksempelvis indenfor sikkerhedspolitikken alt for ensidigt, ukritisk og uden fyldestgørende kildedeklarering benytter eksperter hvis karriereinteresser og prægning ligger forankret i et af vore mange militært (dvs. NATO-) forbundne forskningscentre.

Men ikke mindst også et DR som på ganske anden måde end private medier er udsat for offentlighedens kontrol og kritik. Aktuelt med sommerens debat om DR-chefers skamløse aflønninger. Kender vi Ørskovs og andre private mediechefers lønninger?

Desuden er DR ikke, som fondsejede og privatejede medier, afhængig af en særlig retningsgivende idepolitisk linje eller af indtjeningskravet og den politiske tendens i en privatkapitalistisk ejerkreds.

DR er heller ikke styret af selvudnævnte ledelser, men er grundlæggende ejet og styret af vort valgte demokrati. Et demokrati, der aldrig er perfekt, men dog er afgørende mere demokratisk end private aktionærkredse eller selvsupplerende fondsledelser, der skal sikre en særlig politisk linje og ansætte chefredaktioner i overensstemmelse med samme linje.

Journalistik og meningsstof

Nu hævder de private medier jo oftest selv, at deres egentlige journalistik ikke på nogen måde er påvirket af ejerskabers og chefredaktioners ideologiske ståsted. I forlængelse af Stig Ørskovs kronik havde jeg en lille korrespondance med kronikøren. Og her fastholdt Ørskov da også, at der ikke er belæg for at journalistikken i ”de frie og private medier” kan udvise en særlig holdmæssig vinkling. Han medgav at opinionsstoffet afspejler mediets værdimæssige udgangspunkt. Men nyheds- og reportagejournalistikken påvirkes ikke af dette udgangspunkt, mente Ørskov.

Som mangeårig avislæser vil jeg dog hævde, at man over tid ved en ”blindlæsning” af det egenproducerede journalistiske stof godt vil kunne kende forskel på fx Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske – qua stofudvælgelse, vinklinger, prioritering (fx vil en historisk gennemgang af nyheds- og reportagejournalistikken vedrørende flygtninge og indvandreremnet nok kunne udvise en forskel mellem Politiken og Jyllands-Posten …).

Resultatet af en sådan ”blindlæsning” ville dog utvivlsomt fremstå endnu mere prægnant, hvis også private aviser med erklæret politisk ståsted til venstre for midten kunne indgå i forsøget, som tidligere tiders Aktuelt, Demokraten, Minavisen, Land og Folk etc.. Men den tid er jo ovre – og så meget mere tankevækkende er det, at de private mediers interesseorganisation nu oven i købet presser på for at DR helt eller delvist skal overlade journalistikken til de tilbageværende, primært højrevendte, medier.

Men hvis vi nu alligevel for et øjeblik antager, at man aldrig i journalistisk vinkling og udvalg kan observere avisens holdning og at holdningen alene kan tydes i det egentlige meningsstof – så betyder det næppe at journalistikken er helt frikendt i de private medier. For modtagerens samlede opfattelse af et sagsforhold præges af samspillet mellem news og views i mediet. Når man fx har en helt ”objektiv” nyhedsartikel om et politisk emne og man nedenunder artiklen eller andetsteds i samme avis bringer en kommentar, leder eller ”analyse” der ud fra et bestemt politisk og holdningsmæssigt værdigrundlag behandler samme nyhed – så står journalistikken ikke mere rent og purt. Og forestiller vi os, at DR’s TV-Avisen i slutningen af hver udsendelse fik en kommentator med altid samme klare politiske grundfarve til at kommentere og udlægge læren af udsendelsens journalistiske hovedhistorie – så ville publikums samlede indtryk af denne journalistiske historie naturligvis blive præget heraf. Og offentligheden ville med rette råbe højt om skævvridning og slagside. Men således er forholdet i de private medier i dag – uden offentligt ramaskrig.

Journalister og arbejdsgivere

Der må også nævnes et andet aspekt i diskussionen om journalistikkens afhængighed eller uafhængighed: Som på alle andre arbejdspladser vil det generelt næppe være fuldstændigt uden betydning for den ansatte i et privat medie, at han eller hun ved hvilke helt særlige værdier den jobgivende og karrierebestemmende ledelse hylder og som virksomheden har som erklæret grundlag. Journalister er naturligvis professionelle, men journalister er jo desuden også en slags mennesker, der kan have økonomiske ambitioner samt ønsker om både velvilje, jobtryghed og jobfremgang. Ja, måske endda drømme om redaktionelle ledelsesfunktioner der kunne fremmes af forud signaleret forståelse for avisens værdigrundlag.

I relation til denne problemstilling kan man i øvrigt bemærke, at journaliststanden øjensynligt (dog med stolte undtagelser) har en ret lille appetit på at grave i og undersøge magtforhold og uldne sager internt i de danske private medievirksomheder. Og derefter offentliggøre resultaterne i mainstream-medierne. Selvom medierne, deres redaktionelle ledelser og økonomiske bagmænd jo er en betydende magtfaktor i samfundet, som burde tilsige stærk journalistik kritisk granskning og ihærdig graverjournalistik. Denne mangelfulde kritiske afdækning af de interne forhold på medierne kunne nok delvist skyldes, at journalister og deres redaktionsledelser ikke har overvældende appetit på at lægge sig ud med nuværende eller potentielle arbejdsgivere og kolleger. Man bider ikke den hånd der fodrer én (nu eller måske senere), det er en dårlig fugl der skider i egen rede …; osv. (Denne sidstnævnte problematik kan dog naturligvis også omfatte offentligt ejede medier som DR).

Kampen om nyt medieforlig

Et nyt og vigtigt medieforlig er på trapperne. Meget står her på spil. Allerede tilbage i 2005 noterede den borgerlige klummeskriver dr.phil. Hans Hauge meget ærligt i Jyllands-Posten, at tidens massemedier var ”som bekendt borgerlige”, de var ”nu næsten helt på ikke-socialistiske hænder”. DR er principielt hverken på borgerlige, socialdemokratiske eller socialistiske hænder. Hvis de store private mediers kamp mod DR får succes, vil det danske medielandskab blive endnu mere skævvredet til fordel for private opinionsdannende medier med politisk slagside.