Tre myter om Cataloniens uafhængighedsbevægelse
Af Francisco de Borja Lasheras

Offentliggjort: 16. oktober 2017

En romantisk indramning af kriser i udlandet, hvor selvbestemmelse er på dagsordenen, er en almindelig fejl. Modellen med undertrykkere og frihedskæmpere appellerer, og - til deres ære - har lederne af Catalonien været gode til at promovere deres dagsorden i udlandet efter akkurat den model - og er i nogen sammenhænge gået så langt som til at trække paralleller til Nelson Mandelas kamp mod apartheid.

Når det bliver kombineret med den blødt magtfulde appel fra det kosmopolitiske Barcelona, så skaber det stor forvirring i relation til forståelsen af den egentlige natur af den aktuelle krise i Catalonien, og det giver grobund for myter og stereotypier - ivrigt understøttet af folk som Assange og andre tilsvarende typer.

Denne artikel forsøger at trykprøve nogle af disse myter med den hensigt at kaste lys ikke blot over den Catalonske folkeafstemning, men også over en række bredere problemer i relation til de pluralistiske demokratier og til hele lovgivningsområdet. Dynamikken i den Catalonske debat ligner den, der også udspiller sig i andre europæiske lande i en tid præget af populisme, og er derfor af fundamental betydning for Europa som helhed.

Myte nummer et: En legitim og demokratisk afstemning er blevet uretfærdigt forhindret af den spanske stat.

Den første myte er, at den planlagte folkeafstemning ville være en legitim demokratisk proces - godkendt af det Catalanske parlament og på et urimeligt og uretfærdigt grundlag forbudt af den spanske stat.

Men den måde, som adskillelseslovgivningen - altså den lov der legitimerede afstemningen om uafhængighed, og den lov der omhandlede den såkaldte lovlige adskillelse, en lov der sikrede de grundlæggende elementer til en uafhængig Catalansk republik - blev vedtaget på den 6. september, var ikke desto mindre chokerende udemokratisk.

Den blok i parlamentet, der går ind for uafhængighed, og som har et meget smalt flertal, ignorerede Cataloniens parlamentariske regler og oppositionsmedlemmernes rettigheder. De to love blev forceret igennem under en sen nattesamling imod alle advarsler fra parlamentets juridiske rådgivere og imod oppositionens appel om en høring ved forfatningsdomstolen - en høring som de er berettiget til at få ifølge Catalansk lovgivning-

Som resultat heraf udvandrede oppositionen (Socialisterne, de liberale Ciudadanos [1], Folkepartiet - Partito Popular - [2] og nogle af medlemmerne af venstrefløjspartiet Sí Que Es Pot [3]) fra mødet og deltog ikke i afstemningen. Den spanske forfatningsdomstol suspenderede derefter lovene, men det regerende flertal i Catalonien har siden nægtet at anerkende domstolens kendelse og er fortsat frem mod afstemningen. Faktisk har man sagt, at man vil erklære sig uafhængig, uanset om den centrale spanske regering accepterer afstemningen eller ej. Og man har således reelt gjort selve afstemningen til en meningsløs formalitet, der udelukkende tjener til at stadfæste en beslutning, som flertallet allerede har truffet.

Samlet set udgør disse handlinger en klar krænkelse af de regler, der blev fastlagt af Europarådets Venezia-kommission [4] - regler der kræver - blandt andet - en proces med lige muligheder, en neutral administration og et sæt af regler, der er vedtaget mindst et år før en eventuel afstemning. EU investerer millioner af euro i at styrke det parlamentariske demokrati i partnerlande eller associerede lande med henblik på netop at undgå den form for misbrug, som man så i det Catalanske parlament tidligere på denne måned (artiklen er skrevet i september). Og det til trods, så nøjes man med at skælde ud og med at trække bistanden tilbage, når disse standarder bliver groft krænket i Europa selv.

Myte nummer to: Spanien efter Franco slår hårdt ned på det demokratiske Catalonien.

Madrids konservative regering er et populært og nemt mål for kommentatorer, der ønsker at fremstå med en moralsk attitude, og som mangler modet til at gå til angreb på Francos faktiske arvtagere i Rusland eller Venezuela. Men Spanien er ingen sovjet-lignende goliat - ligesom den catalanske regering under Carles Puigdemonts ledelse ikke er nogen dydig, forsvarsløs David.

Det moderne Spanien er et pluralistisk demokrati, der scorer højt efter alle internationale standarder. Rajoys regering - en mindretalsregering - er underkastet mange former for kontrol, og premierministeren selv er blevet stillet til ansvar både i retten og i parlamentet for de massive korruptionssager, som har ramt hans parti. Centrale spanske byer - Madrid og Barcelona - styres af venstrefløjskoalitioner støttet af Podemos, og på regionalt plan er det nærmest reglen, at magten er delt. Faktisk har Catalonien i forvejen et udstrakt selvstyre - et selvstyre, der går langt videre end det, der er gældende for andre dele af Europa, som også ønsker selvstændighed. Denne styreform blev accepteret af den catalonske befolkning ved en afstemning i 2006 helt efter de internationale regler, og det er den, som det regerende flertal i det lokale parlament nu ensidigt har stemt for at ophæve.

Det forholder sig uden tvivl sådan - som det i øvrigt gør det i alle de vestlige demokratier - at styret i Spanien er præget af modsætninger. Behovet for fornyelse og institutionelle reformer er en del af forklaringen på de politiske problemer. Men påstanden om, at der her er tale om en form for tilsløret Francisme er ganske enkelt absurd.

Konflikten i Catalonien er ikke en kamp mellem David og Goliat - snarere udspringer den af et komplekst modsætningsforhold mellem forskellige demokratiske interesser mellem det Catalanske parlament og det spanske parlament i Madrid. Mange cataloniere (dog ikke et flertal ifølge de fleste meningsmålinger) ønsker ganske enkelt uafhængighed, mens mange spaniere ønsker at blive hørt i spørgsmålet om deres lands fremtid. Og mens autoriteternes meget legalistiske tilgang til problemet i Madrid er blevet mødt med stærk kritik (og i nogle tilfælde begrundet kritik) så er den baseret på en indiskutabel demokratisk grund: Rajoy har intet mandat til at tillade en folkeafstemning om uafhængighed i Catalonien uden at den spanske grundlov først ændres fundamentalt - og denne ændring vil kræve tilslutning fra et flertal af spaniere.

Med henvisning til det samme forhold kan den blok, som går ind for uafhængighed - og som repræsenterer omkring 45 procent af det catalonske vælgerkorps - presse på for uafhængighed, men de metoder, man bruger aktuelt, demonstrerer foragt for andre catalonieres synspunkter og rettigheder. Billedet af et halvtomt catalonsk parlament demonstrerer, at dette er mere end blot Madrids vinkel på problemet.

I nogle henseender ligner denne politik nu på en trist måde nogle af de mest sekteriske og konfliktfyldte træk fra Spaniens fortid. Når man skjuler en udemokratisk hensigt bag en demokratisk facade, så er de styrende kræfter i Catalonien tættere på den antiliberale flertalspolitik, der udøves af det polske PiS end på den retfærdige kamp i de baltiske lande for at vride sig løs fra USSR (deres foretrukne sammenligning).

Dette kobles sammen med en racistisk diskurs i forhold til andre spaniere, der nogle gange dyrkes af lederne i det regerende flertal - og som meget minder om tonefaldet hos Lega Nord i Italien. En ensidig republik af denne karakter vil være ude af stand til at leve op til de krav, der er fastlagt af Europarådet, som insisterer på pluralistiske demokratier baseret på lov og lige rettigheder. En af de drivende kræfter bag protesterne på gadeplan er venstrefløjspartiet CUP [5] (Candidatura d'Unitat Popular - modstandere af EU og NATO), der brænder EU-flag, spanske flag og franske flag i forbindelse med sine møder, og som står bag en bølge af intimideringer imod en række catalonske borgmestre og byrådsmedlemmer, der er modstandere af afstemningen.

Den bekymrende måde, som situationen har udviklet sig på, illustreres af en nylig, passioneret tale af Joan Coscubiela, talsmand for CSQP og medlem af et fagligt netværk. Han advarede imod flertallets misbrug og mod deres krænkelse af de demokratiske rettigheder og mod deres undergravelse af Cataloniens institutioner før han forlod lokalparlamentet. [6]

Myte nummer tre: Sammenligning med modsætningerne mellem Serbien og Kosovo.

Historien om Kosovo er ligeledes blevet fremført af den catalonske regering med henblik på af understøtte deres påstande om forfølgelse. Heldigvis for Catalonien (et rigt område) og for resten af Spanien holder sammenligningen med Milosovics Serbien og Jugoslavien i det hele taget ikke. Der har ikke været gennemført en voldelig kampagne med etnisk udrensning, der har ikke været tale om systematisk diskrimination med massevis af flygtninge som resultat, og der har ikke været tale om en eneste international protest mod, hvordan Spanien har behandlet indbyggerne i Catalonien.

Desværre minder magthaverne i Catalonien alligevel på nogle områder om klanstyret på Balkan. Se for eksempel med hvilken skruppelløshed man promoverer sine egne foretrukne projekter, brugen af nationalisme til at aflede opmærksomheden fra strukturelle problemer, og væksten i deres territoriale ambitioner i forhold til de spanske naboregioner baseret på sprog og venskabsrelationer.

De konkurrerende brudflader omkring Catalonien.

Spanien står overfor sin værste konstitutionelle krise siden det fejlslagne statskup i 1981. Denne krise accelereres af en populisme i lighed med den, der ramte Storbritannien i relation til Brexit, hvilket fremgår meget klart af en række tomme, men magtfulde slogans. Lad catalonierne stemme er et ekko af Vind kontrollen tilbage. I en sammenhæng sat af barske spareprogrammer - indført af den daværende catalonske regering bestående af moderate nationalister - og utilfredsheden med Forfatningsdomstolens sletning i 2010 af dele af grundloven (efter en forfatningsmæssig appel fra Rajoys parti, som på det tidspunkt var i opposition), fremstod Spanien som en brugbar syndebuk, der fik andelen af uafhængighedstilhængere til at vokse eksplosivt.

Politiske fænomener i lighed med dem, man så op til Brexit-afstemningen er også aktuelle i stigmatiseringen af de såkaldte fjender af folket - inclusive de dommere, der ikke er enige i uafhængighedslinjen eller simpelthen er tro mod deres sociale forpligtelser. Man ser ligeledes kampagneelementer, der minder om Trumps valgkamp med udfald mod nyhedsmedierne, benægtelse af fakta og fordrejning af udsagn fra EU-institutioner og udenlandske udenrigsministerier. Disse kræfter har slået sig sammen for at kunne underkue de moderate catalonske nationalister, der har spillet en stor rolle i spansk politik, men som aktuelt er ramt af massive korruptionsskandaler.

Krisen i og omkring Catalonien kan godt tænkes at udbygge en eksisterende splittelse i Spanien. På den ene side står tilhængere af et folkeligt demokrati ( der nu inkluderer den blok, som går ind for uafhængighed, Podemos og andre) - denne gruppe bruger kampen på gaden og former deres politiske udspil i det folkelige oprørs billede og taler om folkets vilje. På den anden side står forsvarerne af lov og orden (der omfatter PP, PSOE, Ciudadanos og mange cataloniere, der går ind for en lovlig folkeafstemning, en gruppe der insisterer på overholdelse af forfatningen og respekt for institutionerne.

Den første gruppe beskriver handlingerne fra Rajoys regering som repression. Den sidste tager afstand fra det autoritære styre i Catalonien og taler oven i købet om, at der reelt er sket et statskup i Catalonien, Denne splittelse vil nok komme til at definere landets politiske situation i mange år frem.

En skotsk løsning?

Nogle foreslår en løsning i lighed med den, man har i Quebec eller i Skotland - dvs. en folkeafstemning om en form for accepteret selvbestemmelse med de nødvendige demokratiske garanter. Dette ville dog kræve en fundamental ændring af den spanske grundlov fra 1978, som der aktuelt ikke er noget flertal for.

Ifølge den spanske forfatning er suveræniteten forankret i hele det spanske folk. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er dette ikke udemokratisk, og det ligger på linje med tilsvarende rammer i de fleste vestlige demokratier. Udkastet til en catalansk forfatning tillader naturligvis ikke selvbestemmelse indenfor Cataloniens grænser.

Ideelt set kunne man godt forestille sig en omfattende ændring af den spanske forfatning hvori Cataloniens selvbestemmelse blev styrket og hvor området blev anerkendt som en selvstændig nation. Men det ville kræve valg, kvalificerede flertal og en folkeafstemning, der omfattede hele landet - måske efterfulgt af en afstemning kun i Catalonien.

Dette bedst tænkelige scenarie kunne være undervejs og hjælpe til med at bringe nogle taktiske uafhængighedsstøtter (dem der støtter uafhængighed i det hele taget for at trække mere beslutningsmyndighed væk fra Madrid) tilbage i det konstitutionelle system og således bremse uafhængighedsbevægelserne, hvilket er præcis hvad den aktuelle bevægelse i Catalonien frygter. Både den spanske regering og PSOE har sagt ved forskellige lejligheder, at tiden er inde til mere selvbestemmelse - under forudsætning af, at den catalanske regering vælger at acceptere at arbejde på forfatningsmæssig grund. Men det til trods, så føler næsten 30 % af alle cataloniere allerede, at de er løsrevet fra Spanien, og at bygge en bro til denne gruppe ville være meget svært for ikke at sige umuligt. Desuden er det sådan, at til trods for at mange spaniere støtter forskellige former for imødekommelse af Catalonien - måske også en legal folkeafstemning - så er folk også ved at blive mere og mere trætte af, at Spanien bliver brugt som syndebuk, og af at denne strid tager fokus væk fra mere presserende problemer i resten af Spanien.

Sådan er situationen for den spanske regering - det er skidt hvis de gør noget, og det er også skidt, hvis de ikke gør noget. Regeringen kan ikke tillade sig at overreagere, for det vil betyde yderligere optrapning af konflikten i Catalonien, men den kan heller ikke undlade at handle, fordi den forfatningsmæssige situation er udfordret. De nylige tilbageholdelser af underordnede embedsmænd i den catalonske administration, der blev beordret af en dommer i Cataloniens højesteret og sigtelserne imod dem for at have begået ulovligheder, har yderligere ophidset tilhængerne af uafhængighed, der kontrollerer gaderne og også andre områder. Og situationen vil nok forværres, og yderligere underbygge påstandene om et martyrium, som allerede kan høres.

Men man kan jo spekulere over, hvordan Frankrig ville reagere, hvis Assemblea di Corsic (Det regionale Råd på Korsika [7]) på egen hånd havde erklæret uafhængighed og bekendtgjort, at man ikke længere ville være en del af Frankrig. Eller hvis delstatsparlamentet i Bayern i Tyskland i frustration over, at man var tvunget til at underholde de gamle østtyske områder havde ophævet den tyske forfatning og nægtet at anerkende autoriteten for Bundesverfassungsgericht.

Denne krise demonstrerer først og fremmest en række fejltagelser i den spanske politik i det hele taget. De politiske ledere har vist sig ude af stand til finde en konstruktiv udvej på de aktuelle udfordringer - helt i modsætning til tidligere i landets historie, hvor ledelsen viste format. Jeg voksede op i det baskiske område i de år, hvor ETA hærgede, og jeg kan registrere foruroligende aktuelle ligheder med den hadtale, den stigmatisering af modstanderen og den formering af de politiske blokke i Catalonien, som foregår lige nu. Og jeg kan se en overhængende risiko for, at denne polarisering spreder sig til resten af Spanien.

På den baggrund har det været forkert af myndighederne i Madrid kun at betragte denne krise som et internt anliggende, Krisen rækker ud over det catalonske spørgsmål og har relevans også i forhold til resten af Europa. Det er derfor i Europas interesse at lægge myterne i graven og at forstå, hvad konflikten i virkeligheden handler om.

Denne artikel blev den 27. september 2017 publiceret på hjenmmesiden for European Council on Foreign Affairs (ECFR). Se den originale tekst ved at klikke her. Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard efter aftale med forfatteren.

[1] Se mere ved at klikke her.

[2] Se mere ved at klikke her.

[3] Se mere ved at klikke her.

[4] Se mere om denne kommission ved at klikke her.

[5] Se mere ved at klikke her.

[6] Talen er omtalt her - på engelsk.

[7] Se mere ved at klikke her.