Den lange kamp imod afhængigheden
Af Kyla Sankey

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Under den latinamerikanske ”lyserøde bølge” kom flere regeringer til magten på krav om brud med den neoliberale orden. Sejrene sendte chockbølger ned gennem venstrefløjen. For første gang i årtier syntes en anden verden mulig, og forskere, beslutningstagere og aktivister diskuterede heftigt, hvordan et alternativ kunne se ud.

En forestilling, der slog igennem var en tilbagevenden til det tyvende århundredes nationale udviklingsmodel. Især var der genklang i Mexico, Brasilien, Chile og Argentina, hvor hastig økonomisk vækst 1940’erne og 50’erne blev fulgt op med kraftige forbedringer i den sociale velfærd.

Når man ser på, hvad der blev opnået i den periode, er det ikke så underligt, at man ønsker at vende tilbage til den tid. Men som turbulensen i den lyserøde bølge viser, indebærer nostalgien omkring den kapitalistiske udviklings ”guldalder” risikoen for at gentage fortidens fejltagelser.

En nærmere undersøgelse af det tyvende århundredes fremskridtsoptimisme i Latinamerika afdækker netop begrænsningerne og de strukturelle indre modsætninger i disse reformistiske projekter. Disse interne spændinger endte i en hårdknude, der kunne løses op gennem en neoliberal økonomisk politik – en proces, der også giver mulighed for at forstå det nuværende rod.

Den vigtigste lære fra Latinamerika, der kan uddrages, er ikke at finde i de forskellige variationer af det kapitalistiske tema, men i alternativer til kapitalismen – projekter, der ikke bare prøver at forsvare progressive reformer, men også søger at opbygge folkelige politiske bevægelser, der er i stand til at sætte gang i en dyberegående social omvæltning.

Fremskridtsalliancen

Der er ikke noget nyt i den lyserøde bølges regeringers bestræbelser på at bryde med afhængigheden af det tyranniske verdensmarked. Forgængeren er Den Industrielle Importsubstitution (ISI - Import Substitution Industrialization). En model, der opstod i 1930’erne som reaktion på den store depression og senere verdenskrigen, hvor en pludselig indskrænkning i de udenlandske markeder pressede regeringerne til at vende sig mod en kvasi-Keynesiansk ekspansionspolitik for at genoprette økonomien. Den tilgrundliggende forestilling bag ISI var, at staterne skulle intervenere i økonomien for at skabe vækst og jobs ved at støtte indenlandsk fabrikation som erstatning for vareimport.

ISI strategien blev introduceret under moderniserende ”nationalpopulistiske” regimer såsom Getúlio Vargas i Brasilien, Juan Perón i Argentina og Lázaro Cárdenas i Mexico. Disse regeringer anlagde en særlig variant af populismen, der havde meget få ligheder med deres fascistiske pendanter i Europa, sådan som de udviklede sig i Tyskland, Spanien og Italien. I stedet for at smadre arbejderbevægelsen, opmuntrede og støttede de den og opbyggede derved en massebasis blandt den hurtigt voksende byarbejderklasse gennem kampe for arbejderrettigheder, uddannelse, boligbyggeri og nationalisering af nøgleindustrier.

Den latinamerikanske populisme var ofte iklædt marxistisk terminologi, men uden nogen som helst socialistiske konklusioner. I Argentina for eksempel samlede Perón bevægelsen mod ”menneskers udbytning af sine medmennesker” og ”kapitalismens dehumanisering”, hvor hans frygt for ”fremmed intervention” var rettet imod både amerikansk imperialisme og ”undergravende virksomhed” fra kommunister på én og samme tid.

Peronismens strategi var dobbeltsidig: At sikre sig loyalitet fra det urbane forretningslivs elite ved at advare dem om, at den allerfarligste arbejderklasse er en uorganiseret, elendig og utilfreds en af slagsen, samtidig med at han kanaliserede arbejdernes politiske loyalitet væk fra mere radikal socialistisk indflydelse hen mod en personlighedskult med ham selv og hans kone Evita i centrum.

Den særlige afart af bonapartismen i det postrevolutionære Mexico inspirerede forfatteren Octavio Paz til han karakteristik af PRI - Partido Revolucionario Institucional – som et ”filantropisk uhyre”. Gennem hele sin halvfjerdsårige regeringsperiode styrede PRI staten som var det en familievirksomhed, der gav plads ikke blot til indbygget korruption, men også korporativ kontrol over stort alle sider af det civile samfund, fra store industrielle fagforeninger og bondesammenslutninger til erhvervslivsforbund.

For de mexicanske bønder og arbejdere var fordelene ved PRI’s korporativisme dobbeltsidig. På den ene side drog de hidtil usete fordele af en jordreform, velfærd og bedre arbejdsbetingelser (bortset lige fra manglen på rettigheder for kvinder). Men disse forbedringer blev opnået på bekostning af organisatorisk selvstændighed, hvor bonde- og arbejderledere trådte ind i rækkerne hos PRI’s elite, hvor de tog sig af at bestyre de oppefra-og- ned hierarkiske organisationer, der sikrede den sociale kontrol.

De mexicanske fagforeninger udviklede en særlig form for korrupt klientelisme kendt som charrismo. Men lignende centraliseringer og hierarkiske organisationsformer blandet op med protektionisme var karakteristisk for de fleste store fagforbund under populistiske regimer regionen.

Resultatet af det var, at der i den urbane arbejderbefolkning udviklede sig en almindelig enighed om, at den nationale kapitalismes udvikling – garanteret af den iboende magtfulde Leviathan i den vækstorienterede stat – kunne levere al den luksus, der kendetegner det udviklede vestlige forbrugersamfund. Kamp for systemiske ændringer kom til at fremstå som finurlig utopisme eller ideologisk luksus yderst i det civile samfunds hastige udvikling.

Der var klare undtagelser fra dette mønster, især blandt arbejdere i den eksportorienterede råvaresektor såsom chilenske kobberminearbejdere, bolivianske arbejdere i tinminerne og colombianske arbejdere i olieindustrien. En kombination af geografisk isolation, udenlandsk ejerskab, periodevis arbejdsløshed i forbindelse med råvareprisernes høj- og lavkonjunkturer og statslig undertrykkelse gav plads til kulturel og organisatorisk klasseselvstændighed. Denne frihed tillod dem at modstå det overherredømme, der traditionelt blev udøvet fra den urbane elites side og samtidig udvikle tradition for uafhængige og slagkraftige fagbevægelser.

Det midtsøgende udgangspunkt i denne periode var, at den industrielle udvikling skulle bæres af en politisk alliance mellem erhvervslivets urbane middelklasse og lønarbejderklassen sammen med ”progressive” dele af det nationale bourgeoisi. Under ledelse af Raul Prebisch og en gruppe strukturalistiske økonomer fra ECLAC (United Nations Economic Commission for Latin America and the Caribbean) var hensigten at bryde godsejernes magt, den amerikanske hegemoni og afhængigheden af den primært eksportorienterede vækst hen mod en nationalt orienteret industriudvikling.

I en kortere periode kunne den udviklingsorienterede model fremvise imponerende resultater. Latinamerikas ”guldalder” noterede sig for vækstrater på 5,8% mellem 1945 og 1954 ledsaget af en stabil forøgelse af arbejdernes del af nationalindkomsten, hvor den var oppe på 50% i Peróns Argentina.

Denne industrielle udviklingsvej stod i skarp kontrast til enklaveøkonomierne i Centralamerika og Caribien. I disse regioner konsoliderede USA sit overherredømme. I begyndelsen med direkte imperialistiske metoder a la ”kanonbådsdiplomati” og senere via den mere informelle ”gode nabo” taktik og om nødvendigt direkte interventioner for at bringe populistiske regeringer til fald.

Fanget i jordejernes – compradores – og de transnationale virksomheders jerngreb forblev den økonomiske udvikling af disse ”bananrepublikker” afhængig af eksport af råvarer.

En model med indre spændinger

Udviklingsøkonomiens storhedstid varede imidlertid kun kort. I løbet af 1960’erne viste det sig, at ISI-landenes hurtige vækst, var yderst uholdbar. Der havde i den indledende og ”lette” fase været en hurtig vækst ved at slå sig på produktion af lettere forbrugsvarer støttet af protektionisme og statslige støtteforanstaltninger såsom kreditgivning og offentlige investeringer i infrastrukturen. Men i løbet af to årtier mættedes det indenlandske marked, og den industrielle sektor havde vanskeligheder med at ”fuldføre” ISI-processen, der krævede produktion af teknologisk avancerede produkter, der igen krævede større kapitaltilførsel og udenlands valuta.

Det faldende tempo i 60’ernes økonomiske vækst demonstrerede modellens indbyggede svaghed. Modsat den populistiske retorik havde jordejerne og den agrominerale elite ikke på noget tidspunkt mistet deres magt. Når det kom til stykket var ISI’s succes afhængig af eksport af råstoffer såsom sukker, kaffe, gummi og kobber, og staten var tvunget til at forsyne jordejerne med generøse subsidier og økonomiske fordele. Det forlængede de ineffektive og skæve strukturer, der havde fastlåst udviklingen i landområderne lige siden kolonitiden.

Men der sættes endnu større spørgsmålstegn ved forestillingen om et progressivt ”nationalt borgerskab” – den mytologiske helt i udviklingsfundamentalisternes overlevering. I stedet for at fostre en lokal klasse af moderniseringsivrige kapitalister med trang til at investere i strategiske produktionsområder endte ISI-protektionismen med at afskrække fabrikanterne fra at rykke til mere højteknologisk produktion ved at beskytte dem mod international konkurrence, hvad der fjernede presset til en opgraderet produktion.

Problemet lå i forsøget på at sidestille den kapitalistiske profitlogik med den udviklingsorienterede statslige planlægning med henblik langsigtet vækst. Eller sagt mere enkelt, foretrak det nationale borgerskab at fortsætte med skabe sin profit i det sikre og beskyttede indenlandske marked for lette forbrugsvarer frem for at begive sig ud på et risikofyldt konkurrencemarked for højteknologisk produktion, som det ville kræves af en udviklingsorienteret målsætning.

For kapitalister blev ISI en politik efter mottoet ”jeg vinder hovedet, du taber halen”, der tillod dem at profitere på statslige subsidier, mens deres tab kunne socialiseres. Det betød, at modellens begrænsede succes resulterede i store udgifter for den offentlige pengepung tillige med stigende inflation og højere udlandsgæld.

Kamp om herredømmet

Med udtømningen af ISI’s muligheder udviklede der sig en organisk krise, hvor myriader af sociale kræfter kæmpede om at styre fremtiden. Udenlandsk kapital flød stille og roligt ind i fremstillingssektoren, hvad der satte skub i en fortsat vækst, men som samtidig krævede større arbejdsdisciplin. Samtidig med at de populistiske regimer i Argentina og Brasilien bukkede under konfronteret med politisk ustabilitet, udviklede der sig et nyt slags bureaukratisk autoritært regime, der gik efter at stå som leder af fornyet kapitalakkumulation uden klassekompromis.

Strukturalisterne i ECLAC præsenterede for deres del en begrænset kritik af den hidtil førte ISI-politik og foreslog yderligere reformer. Udover de i forvejen identificerede problemer, var deres argument, at de skæve agrare strukturer havde presset indtjeningen i landbruget, hvad der havde udelukket det store flertal af landbefolkningen fra det indenlandske forbrugermarked og derved forhindret yderligere økonomisk vækst. De foreslog i stedet at udvide, øge og sprede den industrielle udviklingsproces gennem en landboreform, regional økonomisk integration og målrettede subsidier til vareeksport.

Præsident Kennedy flirtede en kort tid med disse ideer i ”fremskridtsalliancen” i 1961. Motivationen var øget social uro over hele regionen, hvor disse reformer skulle sikre bøndernes og arbejdernes loyalitet overfor den amerikansk styrede udviklingsvej og dermed undgå en vej, der kunne føre til social revolution.

Endelig eksisterede der samtidig bondeguerillaer sideløbende med mobiliserede arbejder- og bondebevægelser med egen dagsorden – revolution. Disse kampe var ikke så meget et nyt proletariats kommen til live på det helt rigtige tidspunkt som de reflekterede en gammel tradition i Latinamerikas landområder karakteriseret ved det, den colombianske sociolog Orlando Fals Borda har kaldt ”modstandens etos”: en mistillid til institutionaliseret politik og en stræben efter at fastholde de traditionelle bånd mellem solidaritet og gensidighed i landbotilværelsen, og yderligere en tro på nødvendigheden af at gribe til våben for at sikre frigørelse og herredømme. Den cubanske revolution i 1959 var blot en i en lang række af den slags kampe.

De tidlige 1960’eres katastrofeforestillinger om kapitalismens krise og den standende ordens ustabilitet gav grobund for kulturelle, teoretiske og politiske forestillinger om en nært forestående revolution. Regis Debray forsøgte at udlægge erfaringerne fra den cubanske revolution og skitsere en køreplan for revolutioner i Latinamerika, der byggede på mindre bondeguerillaers focostrategi. Foquismo hyldede bøndernes revolutionære potentiale over proletariatets, bøndernes kampe frem for oprør i byerne og heltemod over tålmodig organisering.

Med inspiration hentet fra den cubanske revolution fejede en bølge af guerillakampe i landområderne hen over regionen i de tidlige 1960’ere og efterfulgt af byguerillaer i de sene 60’ere. De udgjordes fortrinsvis af intellektuelle og studenter, der var frustrerede over udenlandsk dominans, kapitalistisk stagnation og indtrykket af den organiserede arbejderbevægelses mangel på handlekraft. De bevæbnede sig og slog sig ned i bjergene under sloganet Patria o Muerte (Fædrelandet eller døden).

Det var også en periode med intens kulturel aktivitet. Kunstnere, folkesangere og filminstruktører forsøgte at grave en tradition i folkelig latinamerikansk kultur frem bagom den amerikanske kulturelle imperialismes fangearme. Kunstnere som Victor Jara og Mercedes Sosa fra Nueva Canción bevægelsen så deres arbejde som en katalysator for politisk aktivitet, idet de kunne tilbyde både en vision om et alternativt socialistisk samfund og trommerytmen for guerillaen marchmusik.

Afhængighedsteori

En ny generation af radikale skribenter udviklede hurtigt nye teoretiske fremstillinger, der kunne indfange den politiske situations behov. Den betydeligste af disse var teorien om Latin America Dependency, der hentede sin inspiration fra en sammensmeltning af ”monopoly capital” skolen med navne som Paul Baran og Paul Sweezy, Rosa Luxemburgs Kapitalens Akkumulation og latinamerikansk strukturalisme. Dependentistas som Vania Bambirra, Gunder Frank, Ruy Mauro Marini og Theotonio Dos Santos argumenterede for, at indtrængningen af kapital i periferien ikke ville medføre udvikling, men en endeløs primitiv akkumulation karakteriseret ved overførsel af merværdi, ulige bytteforhold og super-udbytning.

I dag kan vi sagtens se begrænsningerne i afhængighedsteorier. Da de hviler på en opfattelse af kapitalismen som et udvekslingssystem snarere end et produktionssystem, har de tendens til at undervurdere indre klasseskel, og deres forsøg på at skabe en generel teori om underudvikling betød, at teoretikerne ikke var i stand til tage højde for udviklingsprocesser såsom historiske forandringer, forskelligheder, fremstød og klassekamp.

Afhængighedsteorien var ikke desto mindre vigtig, fordi der samtidig foregik en søgen efter en marxistisk teori, der kunne relatere til tidens debatter og den politiske mobilisering af de latinamerikanske befolkninger. Den fremkom som et svar på officielle kommunistiske dogmer, frustrationer over den tæmmede arbejderbevægelse, strukturalismens begrænsninger den nationale populismes krise.

Fra Moskva udgik den holdning, at den økonomiske tilbageståenhed i Latinamerika var et produkt af de herskende ”feudale” relationer. Det, der var bug for, var derfor, at kommunisterne allierede sig med det nationale borgerskab for at fuldende overgangen til kapitalistisk demokrati. Over for det argumenterede tilhængerne af afhængighedsteori, at periferiens underudvikling var et resultat af kapitalakkumulation i centeret.

Det var samtidig på linje med den nationalpopulistiske stemning, der beskyldte udenlandsk kapital for underudviklingen. På en måde var deres mål at tilegne sig populismen og tilføre den en socialistisk drejning, så der kunne skabes en forbindelse mellem de problemer, økonomisk stagnation og dalende indkomster i periferien og verdenskapitalismen – især den amerikanske monopolkapitalismes profitstrategier.

I modsætning til reformisterne i ECLAC hævdede strukturalisterne og på linje med Che Guevaras revolutionære ideer – dependistas – at national selvstændighed og udvikling kun var mulig under socialisme og henviste til Cuba som model for et brud med det kapitalistiske verdenssystem.

Men de fejlslagne Cubainspirerede guerillabevægelser i Guatemala, Peru, Bolivia og Venezuela var en demonstration af, at det cubanske tilfælde nærmere var en undtagelse end en generel model for en socialistisk revolution i Latinamerika. Che Guevaras død i 1967 markerede et vendepunkt for radikale opstande, og den cubanske revolution gik ind i sin ”defensive” fase.

Nedturen eksponerede også de problematiske forudsætninger, der var grundlag for både afhængighedsteori og foco teori. Debray’s foquismo var ikke blot ren og skær avantgardisme, men den var også ude af stand til at indse, at de latinamerikanske lande hastigt var ved at udvikle sig til komplekse moderne samfund. Foquismo kunne kun tilbyde lidt, når det drejede sig om at manøvrere indenfor den nye form for politisk samfund.

Stigende sociale, politiske og økonomiske spændinger ”opløstes” endeligt, da amerikansk støttede autoritære militærregimer kom til magten henover regionen i 1970’erne og 80’erne. Dette afgørende skift i magtbalancen gav højrefløjen mulighed for at tilbagerulle de fremskridt, de folkelige bevægelser havde opnået og overtage herredømmet i den næste fase i den kapitalistiske udvikling.

En ny orden fastlægges

De indbyggede modsætninger i ISI eksploderede under krisen i de tidlige 1980’ere. Med de folkelige bevægelsers nederlag reagerede højrefløjsregimerne på krisen med indførelse af neoliberal økonomisk politik under opsyn af IMF og Verdensbanken.

Denne periode betegnes ofte som den amerikanske imperialismes ”guldalder” i Latinamerika. Men det er værd at understrege, at USA kun var i stand til at gennemtrumfe den neoliberale orden, fordi de interne forudsætninger allerede var til stede i disse lande.

Den latinamerikanske elite havde mistet interessen i den nationalt orienterede kapitalakkumulation og havde derfor ikke længere brug for den udviklingsorienterede stats beskyttelse. Frem for beskyttelse af hjemmemarkedet, gik de i stigende grad efter at hente deres profitter fra eksport af råstoffer og fossil brændsel i samarbejde med den globale finanssektor og privatisering på hjemmefronten. Ved at indgå i et samarbejde med international kapital regnede de med at kunne sprede deres investeringsporteføljer, mindske risici og opnå adgang til avancerede teknologier og produktionsteknikker.

Samtidig medførte kravene fra den internationale kapital om en billigere og mere fleksibel arbejdsstyrke nye former form arbejdsdisciplin. For Mexicos vedkommende var den autoritære korporativisme og det hierarkiske lederskab, der styrede forbundene under udviklingspolitikken, en perfekt grobund for at indføre nye former for social disciplin.

I de tilfælde, hvor arbejderbevægelsen kunne præstere en mere radikal opposition til neoliberale reformer, som for eksempel i Chile, Argentina, Bolivia, Uruguay, Peru og Brasilien, blev modstanden mødt med voldelig undertrykkelse, eksilering og drab, hvad der sendte den organiserede arbejderbevægelse ud i total opløsning.

Den kurs, Perón tog, udtrykker meget fint populismen i det tyvende århundredes begyndelse. Efter hans fald i 1955 betød tilstedeværelsen af en vis grad af militans og selvstændighed for forbundene, at de kunne overleve og konfrontere de efterfølgende militære og civile regimer. Fra sit eksil samlede Perón en massebasis blandt studerende, mindre erhvervsdrivende og arbejdere, der blev mobiliseret til forsvar for national selvstændighed mod udenlandsk dominans.

Imidlertid afslørede hans tilbagevenden til magten i 1973, at den peronistiske reformisme var ude af stand til at klare det nye økonomiske klima. Grundlaget for den tidligere alliance mellem den hjemlige kapitalistklasse og arbejderne var blevet undermineret af den udenlandske kapitals voksende indflydelse på økonomien: De lokale eliter søgte deres profitter udefra og støttede yderligere undertrykkelse af arbejderne.

Det lykkedes ikke med moderate reformer implementeret af Perón og hans efterfølgere at revitalisere økonomien og snart måtte overgive sig til den samme liberale økonomiske ortodoksi som de tidligere regimer. Samtidig splittede Perón arbejderoppositionen ved at inddrage ledere fra de toneangivende forbund og på den måde isolere og forfølge radikale venstreelementer. En slået, demoraliseret og splittet arbejderbevægelse banede vejen for en ny hastigt voksende industriel vækst på ryggen af fastfrosne lønninger.

Lærebog for en antineoliberal populisme

De neoliberale reformer i Latinamerika medførte voldsomme ændringer med et årti ”tabt til udvikling” karakteriseret ved negativ vækst pr. indbygger i 1980’erne og massive sociale forringelser.

Den lyserøde bølge kunne erobre magten på skuldrene af en folkelig modvilje mod den førte neoliberale politik med løfter om at mildne de værste effekter. Målet var at bryde det amerikanske overherredømme, standse elitens skamløse udplyndring og tilvejebringe et sikkerhedsnet for de, der var blevet ladt tilbage af globaliseringen.

På nogle områder ligner den lyserøde bølges økonomiske strategi de gamle nationalpopulistiske regimers. Men i indeværende periode har nationalpopulismen også fået en ny betydning, der først og fremmest er defineret ved sin opposition til de værste aspekter af neoliberalismen. I modsætning til dogmerne i Washington Concensus, gik regeringerne efter at ”få staten tilbage” i udviklingsprocessen gennem økonomisk planlægning, regulering, (re)nationalisering af nøgleindustrier, sociale programmer og vækst baseret på produktion frem for spekulation.

Med en sådan politik blev der opnået forbløffende resultater. Takket være sociale programmer fik mange mennesker adgang til basale fornødenheder, bolig, højere uddannelse og sundhedsvæsen for første gang i deres liv. Det er sådanne resultater, der kunne retfærdiggøre en af ISI’s grundlæggende præmisser, nemlig statsinterventionens centrale rolle, når det drejer sig om vækst i omfordeling.

Men erfaringen fra lignende erfaringer under ISI bør være advarsel mod at opfatte den slags sociale fremskridt som det eneste mål for succes. Den lysrøde bølges resultater var mulige i en bestemt periode i verdensøkonomien – et boom i varepriserne med baggrund i den kinesiske vækst. Den heraf resulterede vækst i råvareeksport kunne betale for de sociale programmer.

Det indebar, at den lyserøde bølge kunne være en hjælp for de fattige, men uden at den slags strukturelle transformationer, der kunne true de rige med et fundamentalt skift i magtbalancen i samfundet. Det favorable økonomiske klima kom til at dække over de vedvarende strukturelle uligheder, og som samtidig efterlod de sociale landvindinger sårbare overfor fluktuationer på verdensmarkedet.

Det hører med, at regeringerne gjorde sig store anstrengelser for at differentiere produktionen. På samme måde som under ISI benyttede de sig af rentepolitikken til at subsidiere de erhvervsdrivende for at fremskynde jobskabelse og økonomisk diversifikation. De forøgede de sociale udgifter med baggrund i den keynesianske teori, at forstærket indenlandsk forbrug kunne intensivere investeringer og vækst i produktionen.

Men det ledende princip for alle disse anstrengelser var det nationale borgerskabs progressive handlemønster, og hvor det nok engang viste sig ude af stand til at påtage sig den tiltænkte rolle. Virksomhedsejere udstyret med subsidier fandt det langt mere tiltrækkende at skabe profit ved spekulation frem for produktive investeringer i det hjemlige marked. Dertil kom, at prisstigningerne ikke bare gjorde det muligt for mineejerne og den agroindustrielle elite at konsolidere deres magtposition, men også at det betød udenlandsk dominans over økonomien. De lokale eliter, der havde forbundet sig med attraktive multinationale koncerner, hentede substantielle profitter hjem ved eksport af metal og industrielle mineraler, fossile brændstoffer, biogas og fødevareprodukter med katastrofale følger på både det sociale og det økologiske område.

Inden for dette generelle perspektiv er der signifikante forskelle, som også omfatter eksempler på antikapitalistiske og samfundsforandrende projekter. Vi kan tage eksempler som Bolivia, Ecuador og Venezuela, som antog flere radikale strategier, der omfattede samfundsmæssig kontrol med udvalgte produktionsområder, radikalt demokrati og kommunitaristiske tiltag for den oprindelige befolkning. Dette i modsætning til den neo-udviklingsorienterede dagsorden, der blev antaget af Argentina, Brasilien, Chile og Uruguay, der lagde vægt på social omfordeling uden at bryde afgørende med neoliberal politik.

Men uanset hvor megen succes man har haft med de sociale programmer, er den største fare for den lyserøde bølge den type organisatorisk inerti og idelogiske forvirring, udviklingen har en tendens til, når det foregår inden for kapitalismens rammer. Under ISI leverede Argentinas peronister og de mexicanske PRI’ster sociale fremskridt, der resulterede i de uafhængige organisationers kvælningsdød. Det underminerede deres sociale basis i uafhængigt at udvikle egne former for uddannelse, politiske grupperinger og den slags demokratiske formationer, der er nødvendige for at udfordre systemet og opbygge kollektive former for selvstyre, der vil være i stand til at bevæge sig ud over kapitalismen.

Fraværet af uafhængige politiske masseorganisationer efterlod de folkelige kræfter uforberedte over for et udbrændt ISI. Da krisen udviklede sig, forstod man ikke, hvad der skete og kunne derfor ikke mobilisere på andet grundlag end en venden tilbage til kapitalistisk udviklingsøkonomi. Så da Perón og det regeringsbærende parti PRI i Mexico trak ind mod midten med en slags ”tropisk blairisme” var deres sociale basis ladt tilbage – paralyseret.

I stedet blev den radikale mobilisering varetaget af forskellige guerillaoprør, der overhovedet ikke havde tålmodighed til langsigtet organisering.

Samtidig med at den lyserøde bølge antog principper a la ISI, forsøgte man at afværge de værste følger af neoliberalismen og genhumanisere kapitalismen. Men de seneste fald i råvarepriserne har gjort spændingerne i modellen åbenlyse. Med udsultningen af råvaregevinsterne er vækst på baggrund af omfordeling ikke længere en mulighed, og regeringerne har været ude af stand til at udfylde deres dobbelte rolle som katalysator for både højere profitter og de fattiges velgører.

Med fraværet af en mere radikal vision for et brud med kapitalismen er risikoen, at regeringerne vil modvirke nedturen med et højredrejet tilbagefald. Det var det, der skete for det brasilianske arbejderparti, der svarede igen på den økonomiske stagnation med markedsvenlige reformer og alliancer med dele af den internationale forretningsverdens elite. Dette sammen med massive korruptionsskandaler har skabt frustration og desorientering i partiets bagland.

Det samme forløb med svækkelse og underminering af venstrefløjens organisatoriske kræfter er sket i Argentina under familien Kirchner. I både Argentina og Brasilien var deaktiverede og demoraliserede kræfter ude af stand til at standse højrefløjens offensiv.

Den risiko, der er for alle lande i den lyserøde bølge, er, at stillet over for økonomisk krise, er de folkelige kræfter ikke i stand til at gennemskue, hvad der foregår og derfor ude af stand til at organisere sig for et alternativ. Bevægelserne skal ikke blot forsvare de fremskridt, der er opnået under disse regeringer mod angreb fra højre, men også være i stand til at opbygge politisk kraft gennem undervisning, organisering og enhedsarbejde for at berede vejen for en dybere samfundsforandring.

Oversat fra Jacobin no. 25, spring 2017 af Poul Petersen

Efterskrift

Af Poul Petersen

I for eksempel afsnittet om afhængighedsteorier beskrives de forskellige udlægninger af afhængighedsforholdet til især USA, og hvordan den deraf afledte imperialistiske udbytning fastholder kontinentet i en periferisituation, der i virkeligheden først løses op for, da forsøget på sammen med det nationale borgerskab at konstituere den nationale økonomi bryder sammen. Tragedien er, at det er neoliberalismen i ly af eller forløst gennem de diktatoriske regimer, der høster frugterne af den udvikling, hvor Latinamerika ”hastigt var ved at udvikle sig til komplekse moderne samfund”.

Det er ikke med dette efterskrift meningen at gå i rette med artiklen, som efter min mening giver et - ganske vist kort - men habilt overblik over de spændetrøjer, der har hæmmet en udvikling som i for eksempel Europa. Netop sammenligningen med Europa er interessant. Især efter anden verdenskrig er det interessant at se, hvordan Europa udvikler sig industrielt og økonomisk, mens Latinamerika ikke magter at gøre sig fri af sine traditionelle produktionsmæssige og økonomiske strukturer.

I samme nummer Jacobin, som ovennævnte artikel stammer fra, er der en overmåde interessant artikel, der blandt andet kommenterer denne forskellighed i udvikling ud fra forudsætninger, der alt andet lige ikke burde være så forskellige igen.

Her er det, at USA kommer ind i billedet på en måde, i hvert fald jeg ikke tidligere er stødt på. Greg Grandin behandler i artiklen The Empire’s Amnesia – When it comes to imperialism, Latin America never forgets, and the United States never remembers USA’s mildt sagt forskellige geopolitiske initiativer i de to verdensdele. Han skriver:

”Den geopolitiske situation var den kolde krig. Med Anden Verdenskrig overstået forventede Latinamerika sin egen Marshall Plan. Regionens nationer havde samlet sig omkring USA og dets kamp mod fascismen, og ved krigens afslutning var Latinamerika fuldt integreret i det amerikansk dominerede hemisfæriske system: kulturelle traktater, økonomiske traktater, politiske traktater og således videre. De latinamerikanske nationer var den største enkeltstående gruppe i FN og en stærk støtte for USA. Så deres diplomater og politikere havde klare forventninger om, at blive tilgodeset med sådan noget som en Marshallplan – offentlige lån eller kapital, der kunne bidrage til udvikling.

USA – faktisk udenrigsminister George Marshall selv – sagde nej, og fremlagde i stedet en vision, der skulle opdele den økonomiske produktion, hvor Latinamerika var tiltænkt rollen som leverandør af råstoffer.

På en måde var det fraværet af offentlig kapital, der var hovedårsag til efterkrigstidens polarisering og radikalisering. I Europa, hvor der var adgang til offentlig kapital og kredit, var der mindre tilbøjelighed til at undetrykke demokratiet for at tiltrække investeringer, hvad der skabte råderum for det ikke-kommunistiske socialdemokratiske venstre.

I Latinamerika krævede behovet for at tiltrække kapital stabilitet og politisk ro. Så omkring 1948 blev forestillingen om, at demokrati og udvikling hang uløseligt sammen udskiftet med en anden ligning: at udvikling fordrede en undertrykkelse af demokratiet, især fordi demokrati i Latinamerika hang sammen med arbejder- og bondemobilisering.”

”Det var holdningen hos den politiske og økonomiske elite, at den europæiske industrialisering skulle opmuntres og bygges op i forhold til verdensmarkedet. Der var ingen mening overhovedet i et industrialiseret Latinamerika.

Næste straks efter sejren blev krigstidens økonomiske vokabularium med begreber som ”planlægning” og ”samarbejde” erstattet med en ny jargon med begreber som ”frihed”, ”konkurrence” og ”risiko” for at mindske forventningerne hos eliterne i råstofproducerende områder så som Latinamerika. I 1948 for eksempel fremlagde National Foreign Trade Council og Council for Inter-American Cooperation – to magtfulde erhvervslobby organisationer – en lang detaljeret rapport, der understregede nødvendigheden af at fremme et økonomisk diplomati i området på grundlag af ”privat risikovillig kapital”. Det var således nødvendigt for de latinamerikanske lande at skabe ”et sundt investeringsklima” ved at afsværge nationaliseringer og garantere privat ejendomsret, lavt skatteniveau og tilbageføring af kapital. Og selvfølgelig lovning på at afskaffe militante forbund, som var blevet meget aktive i midten af fyrrene.

Georg Marshall fulgte i det store og hele dette program, da han ankom til Bogotá i Colombia i slutningen af marts for at hjælpe til med oprettelsen af Organization og American States, og hvor han belærte de latinamerikanere, der håbede på offentlige lån om at ”fjerne de barrierer, der måtte være for private kapitalinvesteringer”. ”Fordelen ved frihed er både økonomisk og politisk”, sagde han. Kun en sådan frihed kan ”give alle muligheder for der individuelle initiativ”.

Det synes jeg, sætter de mange bølger som beskrevet i artiklen i et klarere lys. Men hvad nu, hvor den lyserøde bølge, der har erstattet reaganismen i Latinamerika, ser ud til at rinde ud? Jeg skal ikke læse krystalkugler, men der er tegn på, at de mest lyserøde nationer – og her tæller Venezuela, Bolivia og Nicaragua ikke med – er ved at overgive sig til en art sydamerikansk macronisme, der i The Econimist omtales som det ”radikale centrum”. Uden at ville tages til indtægt for argumentationen er det værd at hæfte sig ved nogle af forudsigelserne.

I The Econiomist fra 09-09-2015 funderer det faste pseudonym for The Americas Bello over et sådant skifte med udgangspunkt i Andrés Velasco, der var finansminister under Michelle Bachelet’s første regering i Chile, og som uden at have heldet med sig stillede op til præsidentposten over for hende i den anden periode. Siden har han stifter et centerparti Ciudadanos (borgere) efter samme koncept som i Spanien.

Han mener, at centrum må definere sig selv – ikke ud fra, hvad man er imod – men, hvad man går ind for: En libaral egalitær ideologi, der ikke bare ser frihed som ikke-indblanding, men som fraværet af undertrykkende dominans og muligheder for alle til at udvikle deres potentiale. Det hele i samme ånd som udviklet af den indiske nobelpristager Amartya Sen. Hvor venstrefløjen i følge Velasco lægger hele vægten på den statslige omfordeling, læner de sig op ad den amerikanske politiske filosof John Rawls – en slags utilitarist – der understreger nødvendigheden af ligestilling for alle borgere i stedet for mere eller mindre subtil klasse- og racebaseret diskrimination, som Latinamerika stadig lider under. Hovedargumentet er, at en sådan liberalisme kan tilbyde moralske argumenter for et frit og tolerant samfund, som kan tilføre det politiske liv lidenskab. Som Macron i Frankrig.

Af andre emner nævnes Julio Guzmán i Peru, SergioFajardo i Colombia, Marina Silva i Brasilien.

Hvorvidt, det lige netop vil udfolde sig som beskrevet, vil plat sagt fremtiden vise. Men det er en udbredt vurdering, at teknokratiske og/eller korrupte regimer er befolkningerne så trætte af, at socialliberalismen, som ikke må forveksles med neoliberalismen, er ved at få luft under vingerne.