Det økologiske modernitetsbegreb
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Økologisk modernisering er en underkategori af refleksiv modernisering, som kendetegner et risikosamfund, hvor sociale, politiske, økonomiske og individuelle risici i stigende grad undslipper de institutioner, der er ansvarlige for at overvåge og beskytte i industrisamfundet. Det økologiske modernitetsbegreb forholder sig imidlertid mere til ressourcegennemstrømningen i samfundet end til sociale og institutionelle forhold. Udgangspunktet er, at et samfunds forbrug af naturressourcer ikke i længden kan overstige værtsøkosystemernes produktion, og genereringen af affald ikke overstige deres absorptionskapacitet. Et sådant balanceforhold implicerer udvikling af et økonomisk system, hvor størrelsen af ressourceforbruget og de tilgængelige ressourcer opretholdes konstant på det lavest mulige niveau. Ud fra disse overvejelser kan det økologiske moderne defineres som en bæredygtighedsrelateret form for rationalitet, der omfatter hele samfundet og tager sigte på at gøre den økologiske opfattelse af tid til den dominerende tidsopfattelse.

Den offentlige debat er gennemsyret af begreber, der på trods af deres betydning ikke defineres og dermed undergraver muligheden for seriøs udveksling af argumenter. Dette gælder ikke mindst for modernitetsbegrebet: I daglig tale bruges det som eufemisme for det nyeste i kronologisk forstand, der bliver mere moderne end alt andet, fordi det er nyere, uden der stilles krav om progression i form af omslag i kvalitet. Den kronologiske fortolkning af begrebet resulterer i det logiske paradoks, at det moderne bliver en dag mere moderne i morgen end i dag, fordi i morgen er i morgen og i dag er i dag, men samtidigt en dag ældre og derfor en dag mindre moderne.

Fastlæggelse af, hvad modernitetsbegrebet indeholder, er imidlertid vanskelig på grund af de mange konkurrerende definitioner, der skifter karakter alt efter i hvilken sammenhæng, de indgår. Forvirringen bliver ikke mindre for de begreber, der har modernitetsbegrebet som forudsætning og modsætning – først og fremmest det postmoderne  [1].

Konventionel modernitet

Selvom udtryk som ”moderne”, ”modernisering” og ”modernitet” ofte anvendes i flæng, antager modernitetsbegrebet i forbindelse med miljø og bæredygtighed en særlig betydning. Udgangspunktet for det økologiske modernitetsbegreb ligesom for ethvert andet troværdigt modernitetsbegreb er, at det selv må være moderne, dvs. understøttes af en moderne oplysningsfortælling [2]. I sin mest omfattende version kan modernitet opfattes som synonym for det moderne samfund og den industrielle civilisation. Herudover repræsenterer det et bestemt sæt holdninger overfor omverdenen, ikke mindst opfattelsen af, at det kan gøres til genstand for forandring gennem menneskelig intervention, et kompleks af økonomiske institutioner, særligt industriel produktion og markedsøkonomi, samt politiske institutioner, inklusive nationalstaten og massedemokratiet [3]. Problemet er, at fordi moderniseringsprocesserne i kraft af deres dynamik bliver stadigt mere autonome, samtidigt med at de ignorerer deres negative sider, vender den konventionelle modernitet sig imod sig selv og modarbejder sine egne resultater.

Risikosamfundet

En forklaringsmodel herfor finder man i den refleksive modernisering – et koncept, der først og fremmest kan tilskrives Ulrich Beck, Anthony Giddens og Scott Lash. Herved forstås en form for ”kreativ selvødelæggelse”, hvor det moderne samfund undergraver sine traditionelle strukturer for så vidt angår sociale klasser, social stratifikation, professioner, kønsroller, familiemønstre, erhvervssektorer og tillige forudsætningerne for sin fortsatte økonomiske og teknologiske udvikling. Hvis konventionel modernisering indebærer, at traditionelle sædvaner først afkobles og derefter genindsættes i industrisamfundets socialmønstre, implicerer refleksiv modernisering først afkobling og derefter genindsættelse af industrisamfundets socialmønstre i en anden form for modernitet. Paradoksalt nok er det ikke kapitalismens kriser, men dens successeer, der skaber disse nye samfundsformer: De indtræffer ikke som følge af politiske kampe eller realisering af utopier, men gennem moderniseringsprocesser, der opleves som normale og generelt forløber glat. Forandringerne, der foregår autonomt og skjult, uden at være planlagt, indenfor rammerne af en intakt politisk og økonomisk orden, medfører en radikalisering af moderniteten, der slår præmisserne for og konturerne af industrisamfundet i stykker. Risikobegreber fremstår mere og mere centralt, fordi den offentlige bevidsthed i stigende grad fokuserer på ”hvad-hvis”. Det naturlige og det sociale element begynder at overlappe hinanden og naturen trænger sig på i form af miljøproblemer i sammenhænge, hvor mennesker bliver tvunget til at træffe praktiske og etiske beslutninger [4].

I takt med at industrisamfundet overflødiggør sig selv opstår et risikosamfund, hvor sociale, politiske, økonomiske og individuelle risici i stigende grad undslipper de institutioner, der er ansvarlige for at overvåge og beskytte i industrisamfundet. Fordelingskonflikterne om ”goder” (indkomst, jobs, social tryghed), der udgjorde det klassiske konfliktgrundlag, forvandler sig til fordelingskonflikter vedrørende ”onder”. Konflikterne opstår, når ansvaret for de risici, der følger produktionen af varer, skal fordeles, forhindres, kontrolleres og legitimeres. I denne forbindelse kan der skelnes mellem to faser: For det første et stadium, hvor konsekvenserne og de selvproducerede trusler skabes systematisk, men ikke bliver offentlige anliggender eller en del af de politiske konflikter. Her dominerer industrisamfundets selvopfattelse stadig og bidrager til at multiplicere og legitimere truslerne gennem de politiske beslutninger som ”restrisiko”. For det andet en fase, hvor farerne i industrisamfundet begynder at dominere de offentlige, politiske og private diskussioner og konflikter, hvad der betyder, at de bliver socialt og politisk problematiske. På den ene side træffer samfundet stadig beslutninger og handler i overensstemmelse med det gamle industrisamfunds mønstre, men på den anden side kommer interesseorganisationer og det juridiske og politiske system kraftigt under indflydelse af debatter og konflikter, der stammer fra risikosamfundets forskellige typer dynamik  [5].

Koncepter for miljøkapacitet

En underkategori af den refleksive modernisering er den økologiske modernisering, hvorved i bred forstand forstås et samfunds evne til at identificere og løse miljøproblemer [6]. Denne kan beskrives ved hjælp af koncepter om miljøkapacitet, der definerer de objektive grænser og nødvendige forudsætninger for succesrige løsninger på bestemte typer miljøproblemer. Den tyske sociolog Martin Jänicke har i sin teori om økologisk moderniseringskapacitet beskrevet de muligheder for institutionel kapacitetsopbygning [7], der er bestemmende for miljøpolitisk succes. Ifølge denne teori afhænger en stats kapacitet for økologisk modernisering først og fremmest af fire strukturelle og institutionelle faktorer: Økonomisk indflydelse, konsensuskapacitet samt innovativ og strategisk kapacitet [8].

Det er imidlertid tvivlsomt, om disse moderniseringsbegreber, der primært er af social og institutionel karakter, er dækkende for den økologiske modernisering. For at kunne beskrive den mere præcist er det nødvendigt at grave et spadestik dybere og se nærmere på de fysiske fænomener, der bestemmer samfundets belastning af biosfæren. Udgangspunktet her er, at det forbrug af naturressourcer, et samfund repræsenterer, ikke i længden kan overstige værtsøkosystemernes produktion, og generering af affald fra samfundet ikke overstige værtsøkosystemernes absorptionskapacitet. Omkostningen ved økonomisk vækst kan beskrives som forholdet mellem den økosystemservice, der opbruges, og gevinsten ved den service fra artefakter eller produkter, der vindes herved. Heraf følger, at hovedopgaven for det menneskelige samfund anskuet i et miljømæssigt perspektiv bliver at bringe livscyklerne for den samfundsmæssige produktion og dens belastning af naturen i overensstemmelse med hinanden. Et sådant balanceforhold implicerer udvikling af et økonomisk system, hvor størrelsen af ressourceforbruget og de tilgængelige ressourcer opretholdes på et konstant niveau gennem produktions- og forbrugsniveauer, der er tilpasset hinanden på det lavest mulige niveau.

Svag og stærk bæredygtighed

I en ligevægtsøkonomi, hvor økoeffektivitet skal sikre, at produktion og forbrug belaster biosfæren mindst muligt, må det økologiske modernitetsbegreb derfor først og fremmest forholde sig til ressourcegennemstrømningen i samfundet. Metaforisk kan denne problemstilling skildres ved hjælp af billedet af en tank fyldt med vand: Jo langsommere vandet flyder gennem en tank af en bestemt størrelse, desto længere opholder en bestemt vanddråbe sig i tanken. Ikke desto mindre flyder vandet igennem og spørgsmålet er, hvor meget vand, der kan blive tale om, og hvor hurtigt det skal foregå. Disse spørgsmål kan kun besvares ved hjælp af normative argumenter, der understøttes af bæredygtighedshensyn [9], og overvejelser om langsigtet økonomisk rationalitet.

Spørgsmålet er imidlertid ikke kun hvor meget, men også hvad, der skal gives videre. I vurderingen af sammensætningen og værdien af det, som de nuværende generationer giver videre til de fremtidige, og som kan udmøntes i de valgmuligheder, de modtager, indtager begrebet ”fair bequest package” derfor en nøglerolle. Principielt bør en sådan arvepakke indeholde det bredest mulige udvalg af her kulturelle og biotiske elementer, der relaterer sig til opbygning og reproduktion af forbrugsgoder, kollektive værdier og kapitalbeholdninger. Ved kapitalbeholdninger forstås her produktionsmidler i bredeste forstand: Egentlig kapital, naturkapital, kultiveret naturkapital (landbrugsområder, plantager, etc.), socialkapital (moralsk orienteringsviden, politiske institutioner, etc.), humankapital (færdigheder, uddannelse), kulturkapital og videnskapital. I diskussionen af hvilken arvepakke, der har den mest fair struktur, kan der skelnes mellem svag og stærk bæredygtighed. Begge tager sigte på, at den gennemsnitlige nytte for fremtidige personer som udgangspunkt ækvivalerer den nutidige og kan opretholdes på langt sigt. Afgørende for distinktionen er vurderingen af, hvorvidt naturkapital [10] kan erstattes af andre former for kapital eller den skal anses for nødvendig forudsætning for og samtidigt også komplementærstørrelse til den ikke-naturlige eller kunstige kapital. De svage bæredygtighedskoncepter accepterer substitutionsprincippet, men ikke de stærke [11].

Ligevægtsøkonomiens grundlag

Når det drejer sig om at identificere de økonomiske bæredygtighedsargumenter – i dette tilfælde først og fremmest makroøkonomiske argumenter - er det nødvendigt først at definere, hvad der forstås ved begreberne ”økonomisk” og ”økonomi” og derefter specificere, hvilket forhold de har til miljøet. En rimelig fortolkning af prædikatet ”økonomisk” er, at der tænkes på et output fra et økonomisk system, for hvilket den marginale gevinst er større end de marginale omkostninger. Spørgsmålet er her, hvornår man når frem til det optimale punkt, dvs. det punkt, hvor gevinsten er størst i forhold til omkostningerne, og hvordan gevinster og omkostninger skal måles. Overvejelserne om interaktionerne mellem økonomi og miljø tager på den ene side udgangspunkt i begreber om økonomisk værdi og den rolle, markedsøkonomien spiller i samfundet, og på den anden side i begreber om naturvidenskabeligt begrundede lovmæssigheder. Begge begrebstyper har igen deres rødder i forskellige opfattelser af hvilke grænser, der definerer de økonomiske og økologiske systemer, og forskellige opfattelser af den betydning, som strømmene af materialeressourcer og energi på tværs af grænserne har for disse systemer. De naturvidenskabeligt begrundede grænser, der først og fremmest er bestemt af termodynamikkens anden lov [12], defineres af et fastlagt sæt af materialecykler mellem økonomien og miljøet, dvs. energi- og materialestrømme af høj kvalitet fra miljøet til økonomien, energi- og materialestrømme af lav kvalitet fra økonomien til miljøet, og forandringer i de systemordener, der er forbundet med materiale- og energistrømme på tværs af alle systemgrænser.

Den amerikanske økonom Herman E. Daly, der regnes for bæredygtighedstænkningens Nestor, har beskrevet de faktorer og deres indbyrdes forhold, der bidrager til, at et samfund kan være i balance med den naturlige omverden. I sine analyser opfatter han samfundets kapitalbeholdninger bredt, dvs. som det sml. lager af producenters aktiver, forbrugsvarer og arbejdskraft, der består af de fysiske fænomener, som kan tilfredsstille menneskelige behov, gøres til genstand for ejendomsret og forbruges eller bruges til at producere andre fysiske genstande eller ydelser. Der er tale om åbne systemer, hvis opretholdelse kræver fortsat udveksling med miljøet af materiale og energi, dvs. ophobet ressourcegennemstrømning, der midlertidigt er fastfrosset i ordnede strukturer, som på den ene side leverer forskellige former for service og på den anden forudsætter fortsat gennemstrømning for fysisk at kunne vedligeholdes og erstattes. Ved service forstår han den tilfredsstillelse, der opnås gennem behovsopfyldelse, som sker på grundlag af kapitalbeholdninger, hvis størrelser og kvalitet er bestemmende for servicens intensitet. Alt dette kan udtrykkes i den flg. formel [13]:

I denne opstilling repræsenterer størrelsesforhold a den endelige serviceeffektivitet for ressourcegennemstrømningen, dvs. forholdet mellem endelig gevinst og omkostning. Størrelsesforhold b afspejler kapitalbeholdningens serviceeffektivitet og c ressourcegennemstrømningens kapitalvedligeholdelseseffektivitet. Økonomisk udvikling kan her defineres som forøgelse af b og c, ved at man opnår mere service pr enhed af ressourcegennemstrømning. Økonomisk vækst består i at man forøger servicen ved at forøge størrelsen af kapitalbeholdningerne, men uden stigning og muligvis formindskelse af b og c. Vækst i c, dvs. vedligeholdelseseffektivitet, er begrænset af termodynamikkens anden lov, hvorimod de termodynamiske begrænsninger for væksten i b, dvs. serviceeffektiviteten, er mindre klare [14].

Økoeffektivitet

En økonomis optimale kapitalbeholdning er en beholdning, hvor den samlede service, dvs. summen af al service fra det økonomiske system og økosystemerne, er på sit maksimum. Det optimale niveau for samfundets kapitalbeholdning opnås herefter, når forøgelsen af servicen, der sker i kraft af en bestemt, marginal forøgelse af kapitalbeholdningen, opvejer den forringelse af service, der forårsages af forringelsen af ydelserne fra økosystemerne som følge af den stigende ressourcegennemstrømning, der er nødvendig for, at kapitalbeholdningen kan forøges. Eller med andre ord: I en økonomi, der befinder sig i en tilstand af økologisk ligevægt modsvarer for det optimale niveau for kapitalbeholdningen den marginale omkostning – dvs. den service, der gives afkald på - den marginale gevinst - dvs. den service, der vindes. Følgelig drejer det sig om for en given tilstrækkelig kapitalbeholdning at maksimere service ved at hæve kvaliteten og nytten af kapitalbeholdningen, og samtidigt minimere vedligeholdelses- og erstatningsomkostningerne for materialegennemstrømningen.

Ved økoeffektivitet forstås her forholdet mellem gevinst og omkostning, hvor omkostning er lig med den mulige gevinst fra det bedst mulige alternativ til den realiserede økonomiske aktivitet, der opbruges på grund af denne aktivitet. Gevinst har vi ovenfor defineret som service. Effektivitet bliver herefter forholdet mellem den service, der realiseres, og den service, der opbruges ved ikke at blive realiseret. Omkostningen ved økonomisk vækst kan beskrives som forholdet mellem den økosystemservice, der opbruges, og gevinsten ved den service fra artefakter eller produkter, der vindes herved, og hvor ressourcegennemstrømningen udgør det link, der forbinder de to. Følgelig gælder [15]:

 

Faktor fem og vugge-til-vugge-konceptet

Så hvordan opnår man det optimale balancepunkt mellem den service, der realiseres, og den service, der opbruges ved ikke at blive realiseret? Særligt to økoeffektivitetsparadigmer har i de senere år i denne forbindelse vundet indpas i den offentlige debat, nemlig faktor fem og det såkaldte vugge-til-vugge-koncept.

Faktor fem konceptualiserer det potentiale for op til firs procents forbedring af ressourceproduktivitet, der findes i de fleste økonomiske sektorer – først og fremmest byggesektoren, industri, landbrug og transport. Nøglestrategierne i denne sammenhæng består bl.a. af energi- og materialeeffektivitet og -genvinding, anvendelse af vedvarende energi, produktudvikling og reduktion af drivhusgasreduktion [16]. Vugge-til-vugge-konceptet er en reaktion på den omstændighed, at den industrielle infrastruktur, som vi kender i dag, grundlæggende er lineær og kan beskrives som en vugge-til-grav model: Den fokuserer på at skabe produkter, der så hurtigt og billigt som muligt når frem til forbrugeren, uden at meget andet får lov til at spille ind. Ressourcer udvindes, formes til produkter, man efterfølgende skaffer sig af med i en eller form for ”grav”, typisk en losseplads eller en forbrændingsanstalt. Konceptet implicerer derfor, at man i produktdesigns indtænker endnu en cyklisk fase, nemlig produkternes tilbagevenden til biosfæren efter endt brug. Heraf følger, at begrebet ”affald” må bringes ud af verden og ikke kun reduceres eller minimeres, men elimineres – også konceptuelt – gennem nye og innovative designs [17].

Problemet med begge koncepter – og måske særligt vugge-til-vugge-konceptet – er, at fysisk strøm af materiale og energi på grund af de begrænsninger, der sættes af termodynamikkens anden lov, ikke er cirkulær, men lineær og ensrettet, al den stund den begynder med forarmelse af laventropiske ressourcer fra miljøet og slutter med forurening af miljøet med højentropisk affald. De forskellige materialetyper kan genvindes, men ingen genvinding er hundrede procent effektiv og genvinding af energi er som bekendt ikke mulig. Lang livscyklus for artefakter og produkter, der kan implementeres i den samfundsmæssige tid og nedsætte hastigheden for ressourcegennemstrømningen i samfundet, udgør derfor en mere realistisk mulighed for at nedbringe samfundssystemernes belastning af biosfæren.

Konvertering af økologisk tid til samfundsmæssig tid

Hvis man træder et skridt tilbage og forsøger at reducere det ovenstående til nogle få grundlæggende principper, kan man sige, at sigtet for den økologiske modernisering i størst muligt omfang er at konvertere den økologiske tid til samfundsmæssig tid. Ved økologisk tid forstås her – meget simpelt beskrevet - et procesbegreb, der relaterer sig til et irreversibelt udviklingsforløb, som har en objektiv retning og forløber i faser, der kan iagttages og forstås ved hjælp af videnskabelige metoder. I snæver forstand kan det økologiske tidsbegreb defineres som regenerationstiden for et økologisk system og de tidsmæssige relationer, det har til andre økosystemer [19].

Imidlertid må også tidsbegreber, der forholder sig til samfundsmæssige aktiviteter, tage udgangspunkt i tidsbegreber, der relaterer sig til økosystemer, hvorfor det bliver nødvendigt at formulere et økologisk tidsbegreb i videre forstand, der kan integreres i samfundet. Her bliver de afgørende spørgsmål, hvilken videnskabelig underbygget model for samfundet, der skal lægges til grund for dette tidsbegreb, og hvordan udmålingen af økologisk tid skal foregå, når den implementeres i den samfundsmæssige tid. Ovenfor har vi forsøgt kursorisk at besvare det første af disse spørgsmål. Imidlertid kan man argumentere for, at en analyse af samfundets forhold til et bredere tidsparadigme må omfatte mere end blot økonomiske aktiviteter og derfor ikke kan forlade sig kun på økonomisk teori. Hvad angår det andet spørgsmål, foreligger der flere sådanne synkroniseringsmodeller [20].

Det økologiske moderne

I lyset af det ovenstående kan det økologiske moderne meget bredt og måske noget vagt defineres som en bæredygtighedsrelateret form for rationalitet, der omfatter hele samfundet og tager sigte på at gøre den økologiske opfattelse af tid til den dominerende tidsopfattelse. At begrebet er globalt og omfatter alle kulturer er uden for enhver diskussion: Hvis det økologiske moderne skal blive det nyeste, vigtigste og foreløbigt sidste moderne projekt - dvs. et samfundsmæssigt rationalitetsprojekt, der refererer til sig selv og skaber og reproducerer sin egen normativitet ud fra sine egne historiske, politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og økologiske forudsætninger – må det udvikles til en global teori, der foruden at analysere konkurrerende teorier også kan analysere sig selv [21].

Noter:

[1] En entydig fastlæggelse af begrebet efter- eller postmoderne er sandsynligvis ikke mulig. Den australske filosof Wayne Hudson skelner i sin undersøgelse ”Zur Frage Postmoderne Philosophie” i: Dietmar Kamper und Willem van Reijen (Hrsg.): Die unvollendete Vernunft: Moderne versus Postmoderne, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1987, s. 122-157, mellem fire forskellige fortolkningsmuligheder: Som et begreb, der afspejler epokale forskelle i historien, som tematisk begreb, som en del af modernismens begreb og som en betegnelse for egentlig eftermodernisme. Korresponderende med fastlæggelsen af disse uklarheder registrerer han tre dikotomier, som i vekslende grad reflekterer disse betydninger, men typisk anvendes synonymt: Moderne-postmoderne (tids-rum-inddeling, som varierer kontekstuelt, alt efter om dikotomien forholder sig til historiske epoker, artefakter eller ideer); modernisme-postmodernisme (reference til modsætningsforholdet mellem på den ene side kulturfænomener opstået hovedsageligt i tidsrummet 1880-1945 og på den anden side nyere kulturfænomener); og modernitet-postmodernitet (modsætningspar, der henviser til en tilstand eller situation, som defineres af særlige organisatoriske og holdningsbetingede kriterier af sociologisk, økonomisk, kulturel eller kognitiv art). Sondringerne dækker imidlertid ikke begrebernes fulde betydningsværdi eller bidrager meget til at afgrænse de komplekse teoridannelser, hvortil begreberne refererer.

[2] F.eks. indregner Jürgen Habermas i det modernes projekt et historisk oplysningsprojekt, der bl.a. indbefatter såvel den klassiske oplysningsfilosofi som hele Frankfurterskolens filosofi, jf. Jürgen Habermas: Der philosophische Diskurs der Moderne, 2. Auflage, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1989, s. 9-104 og 130-158.

[3] Anthony Giddens and Christopher Pierson: Conversations with Anthony Giddens, Making Sense of Modernity, Cambridge: Polity Press, 1988, s. 94.

[4] Ulrich Beck: “The Reinvention of Politics: Towards a Theory of Reflexive Modernization”, i: Ulrich Beck, Anthony Giddens, Scott Lash: Reflexive Modernization, Politics, Tradition and Aesthetics in the Modern Social Order, Cambridge: Polity Press, 1994, s. 1-55.

[5] Ulrich Beck: Risikogesellschaft, Auf dem Weg in eine andere Moderne, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1986.

[6] Jesper Holm, Lars Kjerulf-Petersen, Jeppe Læssøe, Arne Remmen, Carsten Jahn Hansen (red.): Økologisk modernisering på dansk, Brud og bevægelser i miljøindsatsen, København: Frydenlund, 2007, s. 24-25.

[7] Herved forstår han gennemslagskraften, potentialet og konfigurationen af de statslige og ikke-statslige miljøbeskyttelsesaktører og deres kognitive og informationsmæssige, politisk-institutionelle og økonomisk-teknologiske rammebetingelser, jf. Martin Jänicke: “The Political System’s Capacity for Environmental Policy: The Framework for Comparison”, i: Helmut Weidner, Martin Jänicke (eds.), Capacity Building in National Environmental Policy, A Comparative Study of 17 Countries, Berlin, Heidelberg: Springer Verlag, 2002.

[8] Martin Enevoldsen: “Rationality, Institutions and Environmental Governance”, i: Suzanne C. Beckmann, Erik Kloppenborg Madsen (eds.), Environmental Regulation and Rationality, Multidisciplinary Perspectives , Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2001, s. 73-111.

[9] Ved bæredygtighed forstås almindeligvis det forhold, at nutidige og fremtidige generationer besidder den samme ret til i gennemsnit at erhverve de samme lige muligheder for at realisere, hvad de opfatter som det gode liv, dvs. definitionen kombinerer en intra- og intergenerations-, rettighedsbaseret moral med et bredt defineret teleologisk mål. Både denne moral og dette mål støtter sig til en konceptuel rangorden, der baserer sig på de tre niveauer: Skala, retfærdighed og effektivitet, jf. Konrad Ott und Ralf Döring: Theorie und Praxis starker Nachhaltigkeit, Marburg: Metropolis-Verlag, 2008, s. 55-56

[10] Hvad angår naturkapital, skelner man mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, ren naturkapital og kultiveret naturkapital, kilder og sinks samt materialeressourcelagre og materialeressourcestrømme

[11] Ibid. s. 105-108 og Konrad Ott: “Reflections on Discounting”, i: Konrad Ott and Philipp Thapa Pratap (Eds.): Greifswald's Environmental Ethics, Greifswald: University of Greifswald, 2003, s. 51-58.

[12] I sin simpleste form udsiger termodynamikkens anden lov, at enhver spontan forandring i et isoleret system - dvs. et system, der hverken kan udveksle energi eller stof med sit omgivende miljø – forøger entropien i dette miljø, samtidigt med at systemet rykker nærmere i retning af termodynamisk ligevægt - den såkaldte homøostase, jf. Ilya Prigogine: The End of Certainty: Time, Chaos and the New Laws of Nature, New York: The Free Press, 1997, s. 202 og Jesper Hoffmeyer: Økologiske produktivkræfter, København: Klods-Hans, 1977, s. 18-19.

[13] Herman E. Daly, Steady-state economics, Second edition with new essays, London: Earthscan, 1992, s. 36.

[14] Ibid. s. 31-37, 99, 276-278, Costanza et al: “Building a Sustainable and Desirable Economy-in-Society-in-Nature”, i: Erik Assadurian and Tom Prugh, (eds.): State of the World 2013: Is Sustainability Still Possible?, The Worldwatch Institute, Washington: Island Press, 2013, s. 18, og Matthias Ruth: Integrating Economics, Ecology and Thermodynamics, Dordrecht/Boston/London: Kluwer Academic Publishers, 1993, s. 3-7.

[15] Herman E. Daly, Steady-state economics, Second edition with new essays, London: Earthscan, 1992, s. 78.

[16] Ernst von Weizsäcker et al: Factor Five, Transforming the Global Economy through 80% Improvements in Resource Productivity, A Report to the Club of Rome, London: Earthscan, 2009, s. 30, 36-37.

[17] William McDonough and Michael Braungart: Cradle to Cradle, Remaking the Way We Make Things, New York: North Point Press, 2002, s. 27-67, 92-156.

[18] Udgangspunktet for denne naturbeskyttelse er naturbegreb, som er regionalt, dvs. kan defineres i modsætning til kulturbegrebet og en række andre modbegreber. Filosofihistoriske eksempler på sådanne dikotomier er natur versus artefakt, natur versus tænkning, natur versus kultur, natur versus samfund, og natur versus kollektiv bevidsthed (Geist). Modsætningen hertil er den totaliserende naturopfattelse, der kun opererer med underbegreber, og ifølge hvilken mennesket kun er en del af naturen, hvoraf følger, at alt hvad det gør, er naturligt, jf. Niels Henrik Hooge, Historiebegrebet i miljøfilosofisk belysning med særlig ekskurs til FN’s klimapanel, in Res Cogitans, 2011, vol. 2, s. 37, 2017: kortlink.dk/sdu/rdfu

[19] Om end definitionen af ”økologisk system” eller ”økosystem” ikke altid er entydig, omfatter den sædvanligvis et dynamisk kompleks af planter, dyr og samfund af mikroorganismer knyttet til et mere eller mindre afgrænset område med en ekstern energikilde, et energireservoir, genvindingsegenskaber og regulering af systemets omsætning, og deres ikke-levende miljø, der interagerer som en funktionel enhed, jf. Matthias Ruth: Integrating Economics, Ecology and Thermodynamics, Dordrecht/Boston/London: Kluwer Academic Publishers, 1993, s. 35-38.

[20] Et eksempel på en sådan synkroniseringsmodel er det økologiske fodaftryk - en målestok for menneskehedens belastning af biosfæren udtrykt gennem det biologisk produktive land og hav, som er nødvendigt for at fremskaffe de ressourcer, vi forbruger, og for at kunne absorbere affaldet. F.eks. opbrugte i 2013 verdens befolkning, hvad der svarede til 1.6 gange de ressourcer, kloden er i stand til at regenerere. I 2012 var fodaftrykket 2.8 globale hektarer pr. person (en global hektar er en hektar med en verdensgennemsnitlig evne til at producere ressourcer og absorbere affald). Se: Hjemmeside, Global Footprint Network: http://www.footprintnetwork.org/our-work/ecological-footprint/

[21] I denne forbindelse anvendes den Luhmannske definition på en global teori, jf. Niklas Luhmann: Soziale Systeme, Grundriss einer allgemeinen Theorie, Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1984, s. 9-10, 19.