Økofeminisme og feministisk teori – feminisme og miljø
Af Gitte Pedersen

Offentliggjort: 16. oktober 2017

De forskellige økofeministiske strømninger tager alle udgangspunkt i dualismen menneske-natur. Dualisme ses her som en patriarkalsk struktur, der gennem filosofi, videnskab, politik, økonomi, religion m.v. opretholder en given magtstruktur. Men hvordan denne dualisme analyseres og opfattes er vidt forskellig og har således meget forskellige implikationer for forståelsen af forholdet til naturen og for forholdet mellem kvinder og mænd. Traditionelt forstås dualismen menneske-natur som, at mennesket står udenfor og over naturen. Mennesket ses derfor ikke som en del af naturen, og naturen bliver reduceret til noget, der skal beherskes og udnyttes til fordel for mennesket – antropocentrisme, mennesket som centrum. Men som økofeminist kan man stille spørgsmål ved denne antropocentrisme, for kategorien menneske dækker ikke alle køn. Man kan måske snarere tale om en androcentrisme, hvor mænd eller en mandlig synsvinkel er i centrum.

Et andet forhold der gør sig gældende er, at økofeminister ser, at der er en vigtig forbindelse historisk, erfaringsmæssigt, symbolsk og teoretisk mellem dominansen af kvinder og dominansen af naturen. Traditionelt set identificeres kvinder med naturen som noget ukontrollabelt, der skal beherskes og domineres, hvorimod kulturen er mænds domæne, dette kan have som konsekvens, at kvinder ikke betragtes som en del af kulturen. Så spørgsmålet er hvordan sammenhængen mellem kvinder og natur er.

Forskellige økofeministiske strømninger

Siden den nye kvindebevægelse (rødstrømpebevægelsen) opstod i slutningen af 1960’erne har der internt i bevægelsen været mange forskellige strømninger. Dette er bl.a. begrundet i forskellige politiske opfattelser. Et udgangspunkt for den nye kvindebevægelse var, at ’alle kvinder’ er undertrykte og underlagt mandlig dominans, patriarkatet, samtidig var der er krav om, at ’alle kvinder’ skulle være økonomisk uafhængige, dvs. kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet og tjene deres egne penge, så de ikke var økonomisk afhængige af en mand, og ikke mindst var et opgør med nogle fastlagte og stivnede kønsroller vigtig. Et opgør der ikke kun skulle frigøre kvinder fra de snærende kønsroller, men også mænd. Men det viste sig hurtigt, at helt så enkelt var det ikke. Kategorien ’alle kvinder’ er problematisk, fordi kvinder tilhører forskellige klasser, racer, etniciteter og seksuelle præferencer. Arbejderklasse kvinder har ikke nødvendigvis de samme interesser som middelklasse kvinder, og senere satte sorte kvinder fokus på den manglende forståelse for racemæssige problemer. Og kvinder i det globale syd beskyldte de hvide, vestlige feminister for at overse deres specifikke problemer. Bevægelsen udspaltede sig efterhånden i forskellige positioner som groft sagt kan betegnes som liberale (borgerlige), radikale, marxistiske og socialistiske feminister. Disse positioner finder man også indenfor økofeminismen, og de giver forskellige bud på opfattelsen af køn, kultur og natur.

kort karakteristik af de forskellige positioner[1]: liberalistiske feminister har i høj grad en tro på at lovgivning og reformer kan ændre forholdet mellem kvinder og mænd og forholdet til naturen. Vi har pt. en liberal ligestillingsminister, Karen Ellemann som gang på gang bedyrer, at hun i hvert fald ikke er feminist, og som på ingen måde har vist initiativ til at gøre noget ved fx løngabet mellem kvinder og mænd på 18%. Vi har jo haft en lov om ligeløn siden 1973, så det må jo bare handle at kvinder skal blive bedre til at forhandle løn. Hvilket er noget vrøvl, fordi det handler snarere om nogle strukturelle forhold, når der justeres for uddannelse, erfaring og anciennitet er der stadig en lønforskel, som er uforklarlig.

I forhold til naturen mener liberalistiske feminister, at naturen er sammensat af atomer, der bevæges af ydre kræfter. Miljømæssige problemer kan afhjælpes ved regulering og bedre teknologi (et teknisk fix). Mennesket opfattes som et rationelt individ som handler ud fra egeninteresse. Og her skal lovgivning så sørge for at kvinder bliver en del af det kapitalistiske marked. Så alt i alt bidrager liberalister uanset om de er feminister eller ej ikke til udviklingen af et socialt retfærdigt og bæredygtigt samfund og de bidrager overhovedet heller ikke til at udvikle økofeminismen.

For radikal feministers vedkommende forholder det sig noget anderledes. De tager bl.a. udgangspunkt i den traditionelle dualistiske struktur[2] som et værdihierarki, hvor alle de værdier som traditionelt tillægges kvinder er nedvurderet. At være rationel vurderes højere end at være styret af sine følelser, som tillægges kvinder, og det er jo også bedre at blive identificeret med kulturen end naturen. Både kvinder og naturen nedvurderes. Som svar mener de, at de traditionelt kvindelige værdier skal opprioriteres, man skal så at sige vende dualismerne om, så de kvindelige værdier får højere status. Nok et fromt ønske, for det er ikke lige til at vende en langvarig indgroet tankegang om. Men de har en pointe i at arbejde for en opprioritering af de kvindelige værdier, fordi de traditionelt mandlige værdier på mange områder har spillet fallit. Især en værdi som rationalitet, der efterhånden er stivnet i en instrumentaliserende tankegang, hvor det rationelle stort set kun handler om, hvad der kan betale sig på markedet. Det er en opgave for økofeminismen at komme med en kritik af den maskuline, instrumentelle fornuft. En anden traditionel mandlig værdi er konkurrence, og eftersom vi lever i en konkurrencestat, er det også en opgave for økofeminismen at kritisere konkurrencebegrebet, for vi ved jo godt alle sammen, at samarbejde er bedre end konkurrence.

Radikale feminister mener at kvinder er tættere på naturen qua reproduktionen. Men de betoner samtidig, at selvom kvinder føder børnene, er det ikke nødvendigvis kvinder, der skal tage sig af dem. Det er den patriarkalske struktur der henviser kvinder til hjemmet og det reproduktive arbejde. Radikal feminisme er ofte beskyldt for at være biologistisk i og med de ser biologien som en afgørende faktor for forholdet mellem kvinder og mænd. Nogle radikale feminister mener endog, at kvinder er tættere på naturen end mænd på grund af at kvinder kan føde børn. Nogle går endda så vidt som at sige, at kvinder er det køn, der giver liv, og mænd er det køn, der slår ihjel. Og her ryger de ind i en diskussion som har optaget og stadig optager såvel feminismen som økofeminismen for er køn en biologisk eller en social konstruktion. En diskussion som stadig pågår, og som har fået nye perspektiver med Judith Butler og queerfeminismen. Butler mener, at vi gør vores køn, gennem konstante gentagelser af normerne for køn, således at kvinder spejler sig selv i kvinder og mænd spejler sig i mænd. De kategorier vi forstår verden igennem, former hvad vi kan forstå med hensyn til krop-genus-begærs trang. Ved begærs trang forstås at kvinder skal begære mænd og mænd skal begære kvinder. Dette er den heteronormative norm. Queerfeminismen har endnu ikke bidraget til udviklingen af økofeminismen.

Radikal feminisme er også blevet kædet sammen med den spirituelle økofeminisme. En retning der opstod i slut 1970’erne blandt en gruppe kvindelige teologer og miljøaktivister, der vandrede rundt i de californiske bjerge for at finde gudinden i sig selv ud fra den tanke, at i forhistorien var der en altfavnende modergudinde, som på et tidspunkt blev detroniseret af en patriarkalsk monoteistisk gud. Derfor var det nødvendigt, at kvinder skulle genfinde gudinden i sig selv bl.a. ved at danse forskellige danse og udføre diverse ritualer for den store moder. Uden tvivl ganske fornøjeligt, men spørgsmålet er om det overhovedet ændrer noget som helst! Det er blandt andet fra sammenkædningen med den spirituelle økofeminisme, at økofeminismen har fået et noget blakket ry som noget 70’er agtigt hippie pjat. Men dette ligger langt fra den nutidige økofeminisme. Den radikale feminisme har bidraget til udviklingen af den moderne økofeminisme bl.a. ved at fokusere på sammenhængen mellem nedvurdering af kvinder og nedvurdering af naturen. Også ved at påpege en opprioritering af de kvindelige værdier, for dem er der måske mere brug for i den aktuelle situation end de mandlige.

For marxistiske feminister er udgangspunktet at naturen er vores materielle livsgrundlag, vi indgår i et stofskifte med naturen. Udvikling af redskaber og teknologi sker til gavn for mennesker. Beherskelse af naturen skal ske til gavn for mennesker og ikke til akkumulation og profit.

Socialistiske feminister er langt hen ad vejen på linje med marxisterne. De ser at både naturen og den menneskelige produktivitet er aktive. Det vil sige, at naturen ikke opfattes som et passivt objekt, der skal domineres og beherskes, men et aktivt subjekt som vi skal udvikle et bæredygtigt forhold til.

Men såvel marxister som socialister ser produktionen som vigtigere end reproduktionen, dette kan føre til en overdreven produktivisme, som ikke altid har det omgivende miljø i tankerne, selvom nogle vil mene, at der f.eks. vil være mindre forurening på grund af, at der ikke længere produceres med merværdi og profit for øje. At der fokuseres på brugsværdi i stedet for bytteværdi. Og dette er naturligvis en vigtig økofeministisk pointe, for en kapitalistisk, markedsorienteret produktion er ikke holdbar, hvis vi vil bevare vores naturgrundlag. Så vi skal producere mindre og bedre. Det er jo fuldstændig ude i hampen at visse produkter produceres med en indbygget forældelse. F.eks. når printeren bryder sammen, og det koster dobbelt så meget at få den repareret end at købe en ny og smartere. Det er et udtryk for den mandlige, instrumentelle, rationelle logik, når den er værst, og det er netop den form for markedscentreret rationalitet, økofeminismen vil gøre op med. Kort sagt handler det om at producere mindre og bedre og at gøre op med den altødelæggende forbrugskultur.

Den marxistiske/socialistiske økofeminisme er i fuld udvikling, der er mange spændende teoretiske diskussioner og afklaringer. Og mange diskussioner med økosocialismen som økofeminismen på mange måder er enige med og på rigtig mange områder er uenig med. Enigheden ligger naturligvis i, at et opgør med den kapitalistiske produktion er en nødvendighed, kapitalismen med dens krav om en evig vækst på en begrænset klode er uholdbar og en afskaffelse af kapitalismen er absolut en forudsætning for et socialt retfærdigt og bæredygtigt samfund. Uenighederne drejer sig især om reproduktionens rolle. Det kapitalistiske patriarkat har gennem årtusinder udnyttet kvinders gratis reproduktive arbejde. Og lidt polemisk kan man sige at både marxistiske og socialistiske mænd jo også nyder godt af dette. Derfor har økosocialismen en tendens til at overse reproduktionens vigtige bidrag. Fx er det franske Parti de Gauche et erklæret økosocialistisk parti, som jeg i vid udstrækning kan erklære mig enig med, men de nævner ingen steder i deres 18 teser det reproduktive arbejde.[3] Corrinne Morel Darleux, medlem af en fransk kommunal bestyrelse for partiet, har ved flere lejligheder fortalt, at partiet arbejder på at integrere økofeministiske perspektiver, men det har åbenbart lange udsigter[4]. Men hvorom alting er, så er vi nødt til at integrere økofeminismen og økosocialismen, det er den eneste vej frem, hvis vi vil bevare vores livsgrundlag – naturen og skabe et socialt retfærdigt og bæredygtigt samfund.

[1] Beskrivelsen af de forskellige strømninger bygger dels på Carolyn Merchant: Eco-Feminism and Social Justice-Ecofeminism and Feminist Theory, i Michael Boylan: Environmental Ethics, Wiley Blackwell 2014. Samt Alicia Puleo: Ecofeminismo: hacia una redefinición filosófico-política de naturaleza”y “ser humano” i Celia Amorós (ed.) Feminismo y Filosofía, Editorial Sintesis, Madrid 2000.

[2] Se Gitte Pedersen: Økofeminisme, Kritisk Debat 17. april 2017

[3] Se http://modkraft.dk/artikel/franske-fristelser

[4] Corrinne Morel Darleux har flere gange deltaget i Transform Danmark konferencer og ved European Lefts og transform!Europes sommeruniversitet i Budapest 2017 deltog vi begge i et seminar om økosocialisme og økofeminisme.