Fire afgørende takter
Af Rune H. Jørgensen

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Indledning

Denne artikel omhandler sangen “Amen Brother” der blev udgivet af gruppen The Winstons i 1969. Mere specifikt omhandler den fire takter trommesolo af ca. 6-7 sekunders varighed, der opstår 1:26 sekunder inde i den 2:32 sekunder lange sang. Disse fire takter har haft betydelig indflydelse på flere musikgenrer herunder jungle og drum ’n’ bass, hip hop og rap, moderne popmusik m.fl. Det argumenteres endog for, at de to førstnævnte genrer slet ikke ville have eksisteret foruden de førnævnte fire takter. Artiklen skal ses som en belysning af The Winstons sparsomt krediterede indflydelse på populærmusikken og dennes brug af “sampling” som grundlag for kompositionen af nye sange. Artiklen er fyldt med links til musik på Youtube, som det anbefales, at man gør brug af. Har man lyst til at se en kort teoretisk gennemgang af de fire takter, kan man se det vedhæftede bilag.

Amen Brother

Slår man “Amen Brother” op på online samplebiblioteket whosampled.com, der beskriver sig selv som en database over populærmusikkens DNA, vil man se, at trommerne i skrivende stund er brugt som fundament for kompositionen af 2738 andre sange. I blandt disse finder man bl.a. David Bowies “Little Wonder”, temaet til tv-serien “Futurama”, den engelske gruppe Prodigys “Firestarter”, den amerikanske hip hop gruppe NWAs “Straight Outta Compton” samt i reklamer for både Jeep biler og Levi’s bukser. For at forstå hvorfor en trommesolo af fire takters varighed, kan have så megen indflydelse på populærmusikken, er man nødt til først at have en forståelse for flg.:

1: At al musik i en eller anden grad, først og fremmest fungerer pga. af rytmisk eller melodisk genkendelighed og gentagelse. Det sker enten på et helt mikroskopisk plan i melodibidder, soli, vers/strofe, samt på et overordnet makroplan i vers/omkvæd (populærmusik), eksposition/reprise og lignende.

2: Mange nyere musikgenrer er skabt mere eller mindre udelukkende elektronisk og helt eller delvist uden “almindelige” instrumenter. Her er det “at sample” (mere om det nedenfor) allerede eksisterende musik det primære grundlag for kompositionen af musikken. Dog er den musik, der samples oftest sange, der er komponeret og indspillet ved brug af “almindelige” instrumenter. Der er således ikke nogen musikgenrer, der kan frasige sig fuldstændigt at gøre brug af instrumenter i en eller anden grad, uanset hvor elektroniske de måtte ønske at erklære sig.

Om sampling

I musikalsk sammenhæng tager sampling sit navn fra signalbehandling, og den måde hvorpå et analogt signal overføres til en elektronisk klangkilde, for derefter at kunne bearbejdes via denne. De første båndbaserede samplere daterer sig tilbage til 1960’erne, men den første polyfoniske (flere toner på samme tid, modsat monofonisk) digitale sampler var Fairlight CMI (Computer Musical Instrument) fra 1979. Med denne kunne man optage en lyd ind i maskinen, bearbejde den elektronisk og derefter spille den på samplerens tilhørende keyboard. Selve bearbejdningen af det samplede kan foregå i det uendelige, og kan gøre brug af alle de muligheder, som den digitale musikproduktion tilbyder. Det er således muligt at få det bearbejdede til at lyde fuldstændigt anderledes end det oprindelige. Se blot denne video hvor en ung musikproducer kreerer en trommerytme og et basostinat, gentagende musikalsk figur/mønster, hvad man ville kalde et “beat”, ved at sample ét eneste snøft fra en tale af Donald Trump.

Komponister har igennem historien altid gjort brug af nye muligheder eller fundet nye måder at bruge eksisterende muligheder på. Opfindelsen af klaveret, Pianoforte, omkring år 1700, fostrede både Mozart, Haydn og Beethoven. Lydingeniøren for Pink Floyd; Alan Parsons’ kreative brug af båndekko, EMT plate reverbs og m.m, gjorde deres album “Dark Side of the Moon” til det mesterværk, den sidenhen er blevet udråbt som. De to amerikanske dj’s Kool Herc og Grandmaster Flash’ kreative brug af pladespilleren startede hip hop musikken, og sangerinden Chers brug af Digitechs vocoder pedal, på sangen “Do you Believe” fra 1998, lagde grundstenen for en hel generations nye måder at bruge, det man kalder autotune på i nyere R’n’B musik omkring år 2000. Sampling er en del denne innovative tradition og endnu et værktøj til at undersøge og afprøve nye muligheder, der konstant driver musikkens udvikling fremad.

The Winstons historie

The Winstons bestod af to medlemmer; Richard Lewis Spencer, som var gruppens sanger og tenorsaxofonist, og Gregory Coleman, der ligeledes var sanger samt gruppens trommeslager. Før de blev til The Winstons, havde de to medlemmer tidligere spillet med Marvelettes, der var backinggruppe for soulsangerinden Martha Reeves, soulsangeren Otis Redding, sangeren Curtis Mayfield og gruppen The Impressions. The Winstons havde derfor en fast gruppe af musikere med sig til liveoptrædener og studieindspilninger. Da The Winstons skulle udgive deres første single “Color Him Father”, manglede de en sang til dens b-side. Her faldt valget på et instrumentelt nummer, som gruppen tidligere havde spillet til livekoncerter med førnævnte gruppe The Impression, som en optakt til The Impressions version af hymnen “Amen”. The Winstons indspillede denne på kort tid, og lod Colemann spille en trommesolo i fire takter, for variations skyld. Gruppen var ikke videre stolte af “Amen Brother” sangen, men skulle bruge en b-side, så “Color Him Father” kunne udgives. “Color Him Father” blev efterfølgende en succes, men i dag skyldes singlens popularitet udelukkende dens b-side “Amen Brother” og specifikt de fire takters trommer.

Amen-breakbeat

“Amenbreakbeatet”, dvs. de fire takters trommer specifikt, tilhører et af de allermest kendte “breakbeats”. “Breakbeat” er et navn for den del af en sang, der er blevet samplet i andet musik, og efterfølgende indtager sit eget liv, løsrevet fra sangen den før var en del af. Det samplede bestod oftest af 4-8 takters trommer, hvor alle andre instrumenter stoppede, breakede, og gav plads til trommeslageren. Det var disse korte breaks i sangene, som dj’s i 1970’ernes New York opdagede, at publikum dansede mest til, hvorfor de forlængede disse breaks ved hjælp af to pladespillere og to eksemplarer af samme plade. Teknikken blev udviklet af dj’en Grandmaster Flash (demonstreret her over Michael Jacksons “Billie Jean” i en video fra 1983) Af andre populære breaks kan nævnes Melvin Bliss’ “Synthetic Substitution”, Billy Squiers “The Big Beat”, The Honeydrippers “Impeach the President” og James Browns “Funky Drummer”.

Amen-breakbeatets rejse over Atlanten

Følgende er en sammenskrivning af forskellige skriftlige kilder, radio og tv-programmer, der belyser events, der har været med til at fremme Amenbreakets popularitet. Det er på ingen måde et udtømmende historisk oprids, og dele af indholdet er beskrevet på forskellige måder, da der er forskellige versioner af historien. Det skal ses som en belysning af Amen Brothers rejse fra funkgospel i 1969, til hip hop i USA 1980’erne, og videre til den engelske breakbeat scene, Drum n’ bass og Jungle fra slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne.

I 1980’erne begyndte en pladesamler ved navn Break Beat Lenny, der enten var limousinechauffør eller ejer af en pladebutik, at lave kompilationer af breakbeats og udgive dem på som LP, da han så en forretningsmulighed i den voksende efterspørgsel fra dj’s, der ville have nogle helt specifikke sange, her i blandt “Amen Brother” der var at finde på den første af kompilationerne, til at spille for deres publikum på diskotekerne. Historien om Lennys rolle går enten på, at det var bestillingsarbejde til hip hop-organisationen Zulu Nation, der skulle bruge Kompilationerne til de udendørsfester de selv arrangerede, kaldet “block parties”, eller Lenny der solgte dem i sin egen pladebutik, til hvem som helst der skulle bruge dem. Lennys kompilationer indeholdt de allermest populære funk, soul og disconumre og gjorde dermed dj’ens arbejde lettere, da denne ikke skulle ud og lede efter de oprindelige plader. Dette blev begyndelsen på en pladeserie af breakbeatskompilationer kaldet “Octopus Breaks”, der senere blev til “Ultimate Breaks and Beats”. Disse plader blev trykt uden at have søgt om lov hos hverken musikere eller pladeselskaber, og ingen blev krediteret på “Octopus Breaks” hvilket var med til den begyndende løsrivelse af sangen “Amen Brother” fra gruppen The Winstons. Amenbreaket blev dog ikke anset som noget specielt før det dukkede op i Mantronix’ “King of the beats” og NWAs Straight Outta Compton. Herefter begyndte folk at få øjnene op for Amenbreaket, og dets popularitet steg og engelske dj´s, der besøgte New York, begyndte at købe kompilationerne med hjem til den engelske musik og klubscene.

I 1980’erne var både den engelske hip hop og elektroniske scene meget inspireret af hiphopmusik fra USA, som grupper som Public Enemy stod for, også kaldet “hardcore hip hop”. Denne inspiration udviklede sig til den engelske breakbeatscene, der er en betegnelse for en bred elektronisk danseorienteret scene, der havde breakbeats som omdrejningspunkt. Breakbeatscenen blandede sig i slutningen af 1980’erne med den engelske housemusik og omkring 1990 delte breakbeatscenen sig fra housescenen, og udviklede sig til endnu en genre kaldet “Jungle”. Den første jungleudgivelse fra 1991 af kunstneren Lennie De Ice med titlen “We are IE”, gør brug af “Amenbreaket” som en af sine helt centrale dele og Amen Brother har siden dette haft sin faste plads i både Jungle, rave, drum ’n’ bass samt mange andre undergenrer i den elektroniske musik.

Der er forskellige bud på, hvorfor Amen-breaket virker så godt som det gør. Af de specielle, og måske lidt søgte, er der matematikeren Michael S. Schneiders påstand om, at distancen mellem højdepunkterne i lydbølgerne, giver “golden ratios”, der er målene for det gyldne snit, og desuden er relateret til Fibonacci talrækken, hvor hvert tal er summen af de to foregående tal. På samme måde fungerer det med et stykke musik lavet efter talrækken: Hver tones svingning er summen af de to forudgående toners svingninger. Af mere almindelige udsagn vedrørende “Amenbreakets” sucess er følgende: “saturated in the right way”, “mics set on the drums”, “aura”, “nothing sounds like it”, “the mix”, “ the dynamics”, “the hiss of the cymbals”. Med andre ord er det, som med så meget andet kunst, umuligt med ord at forklare hvorfor “Amenbreaket” fungerer.

Brugen af sampling ansporer en rettighedsdiskurs: Musikere og sangere som funk musikeren George Clinton, soulsangeren James Brown, vibrafonisten Roy Ayers og pianisten Ahmad Jamal kan, og kunne, tilskrive store dele af deres stadige succes, relevans og formue til populærmusikkens brug af deres musik som samples. Hvorimod en gruppe som The Winstons aldrig blev betalt en eneste krone i rettighedsindtægt fra komponister eller musikproducere, der har samplet trommerne fra “Amen Brother”. En crowdfund I 2015 indsamlede godt 24.000 pund til The Winstons, i et forsøg på at anerkende gruppen og “Amen Brother” for sangens massive indflydelse på populærmusik. Richard Spencer er dog på ingen måde ydmyg overfor den store interesse i “Amen Brother”, og ser blot brugen af de fire takters trommer, som endnu en udnyttelse af afroamerikansk musikkultur, idet han sammenligner brugen af trommerne med Elvis’ cover af Big Mama Thorntons “Hound Dog”: Elvis’ version gav ham som bekendt stjernestatus og sendte ham på vej mod sin formue på 4,3 milliarder dollars modsat Big Mama Thornton, der tjente 500$ på sangen og døde fattig på et pensionat i en alder af 57. Spencer undrer sig over, at ingen har fundet det nødvendigt at betale ham eller Coleman for brugen af nummeret. “[Coleman’s] heart and soul went into that drum break, (...) Now these guys copy and paste it and make millions.”[1] Sammenligner man de 24.000 pund med det faktum at Prodigys sang “Firestarter” fik guld, platin og dobbelt platin i store dele af verden, forstår man udemærket Spencers frustration. Og “Firestarter” er som nævnt blot én af de, i skrivende stund, 2732 sange der har trommerne fra Amenbreaket som fundament for kompositionen. The Winstons nåede at udgive et fuldt album med egne numre, og en række singler inden de stoppede med at spille. Richard Spencer tog efterfølgende en ph.d. og Gregory Coleman tog videre til Atlanta og spillede med Discojazz (Dazz) gruppen Brick. Ifølge Spencer, døde Coleman hjemløs på gaden i 2006.

I moderne musikproduktion fra amatørniveau til professionelle indgår Amenbreaket som en musikalsk byggesten i diverse musikprogrammer, symboliseret som en firkant, der kan trækkes ind i nye kompositioner med musen eller fingeren, rykkes rundt efter ønske og manipuleres i det uendelige. Fuldstændig og totalt løsrevet fra sin kontekst som en trommesolo i en funkgospel på b-siden af en første single fra en, dengang, håbefuld og dygtig musikgruppe:

The Winstons: Amen Brother

BILAG:

Fig. 1

En kort rytmeteoretisk gennemgang af de fire takter Amenbreaket

De fire takter trommer ser ud som på fig. 1 ovenfor. Der er tale om en alm. 4/4 rytme med 8/8 i hihatten (rød). Tempoet er 136 bpm, bets per minute, forstået som antallet af slag lige fordelt over et minut. Det er et relativt hurtigt tempo, også i soul og funk musik. Derudover består rytmen af tre synkoperede 16/16 ghostnotes i lilletrommen (grøn). Ved ghostnotes forståes dynamisk lave slag fordelt med let hånd mellem de overordnede betonede slag. 3-slaget i storetrommen er udeladt (gul), hvilket giver rytmen en let og fremadvæltende fornemmelse, der yderligere forstærkes af to efterfølgende 16/16 i storetrommen (blå) i takt 1 og 2. I takt 3 udelades den sidste af de to 16/16 i storetrommen (sort) samt 1-slaget i 4. takt (lilla) hvorefter det sidste af takt 4. bruges som en optakt til det efterfølgende 1-slag, der markeres yderligere af et uventet crashbækken på “3-og” (brun). Visuelt ses det, at sidste halvdel af de to første takter (øverste orange) bliver til første halvdel af takt 4 (nederste orange), og sidste halvdel af takt 3 gentages i sidste halvdel af takt 4.

[1] www.economist.com