Masseovervågning i Kina eller blot en ny form for kreditvurdering
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Den kinesiske regering har i 2014 fremlagt en overordnet plan for etablering af, hvad man på engelsk kalder et “social credit system”- altså et samfundsmæssigt system til kreditvurdering -som skal være fuldt implementeret i 2020.  Den kinesiske forfatter, Murong Xuewu har om planen på sin blog skrevet: “ Kina bevæger sig mod et totalitært samfund, hvor regeringen kontrollerer og påvirker den enkel-tes privatliv. Det er som Big Brother der har alle informationer om dig og kan skade dig på de måder han ønsker det.” Blogindlægget blev hurtigt fjernet af den kinesiske internetcensur. Avisen, Wall Street Journal, har beskrevet systemet som, ” Et samfundsmæssigt system til kreditvurdering som anvender Big Data til masseovervågning.” (The Wall Street Journal, Dec 21, 2016). Den engelske avis The Independent har om systemet skrevet, “Kina har gjort lydighed over for staten til et spil.” (The Independent, 22 December 2015). The Economist har brugt formuleringen, “Kina opfinder den digitale totalitære stat.” ( The Economist, Dec 17th 2016) Modsat beskriver  Merics China Monitor systemet som “ En måde at regulere markedet på ved hjælp af Big Data”( Merics China Monitor, May 24, 2017). Hvad gemmer der sig bag disse meget forskellige vurderinger af et system, som helt sikkert vil få afgørende betydning for den enkelte kineser, men også for private virksomheder, både kinesiske og de udenlandske firmaer, som Merics primært henvender sig til?

Den kinesiske ledelse opfatter Kina’s økonomi som en markedsøkonomi, ganske vist en såkaldt “socialistisk” markedsøkonomi. I en markedsøkonomi, hvor en del af handelen foregår ved hjælp af gældsætning, er der brug for kreditvurdering, så banker kan vurdere låntagernes mulighed for at tilbagebetale lån, og firmaer, der sælger på afbetaling, kan vurdere købernes muligheder for at betale de aftalte afdrag. Kreditvurderingsinstitutioner findes i alle markedsøkonomier. I Danmark har vi Ribers Kredit Institut, som udelukkende registrerer dårlige betalere, og også andre kommercielle kreditvurderingsfirmaer, som på bestilling foretager finansiel kreditvurdering af specifikke firmaer. Behovet for kreditvurdering i Kina er ikke blevet mindre af, at den kinesiske ledelse efter finanskrisen i 2008, der medførte et voldsomt fald i den kinesiske eksport, besluttede, at eksport ikke længere skulle være den vigtigste vækstfaktor iden kinesiske økonomi - i stedet skulle indenlandsk forbrug udgøre motoren i den fremtidige, økonomiske vækst. Et af problemerne med denne nye vækstmodel har imidlertid været, at den kinesiske befolkning har en meget høj opsparingsrate, altså er mere interesseret i at spare op end i at forbruge mere, og slet ikke er indstillet på at låne penge til øget forbrug. For at øge det indenlandske forbrug er det derfor nødvendigt for ledelsen at ændre denne indstilling - altså at øge den enkelte kinesers lyst til at forbruge, også hvis det skal ske for lånte penge. Denne udvikling må til gengæld modsvares af udviklingen af et effektivt kreditvurderingssystem, som kan sikre långivere mod tab.

Allerede i 1990’erne nedsatte man i Kina en gruppe ved Institut for International Økonomi og Politik under Det Kinesiske Videnskabsakademi, som skulle udvikle de grundlæggende mekanismer i et kreditvurderingssystem.  I begyndelsen af det nye årtusind igangsatte man derefter adskillige pilotprojek-ter, hvoraf det mest omtalte blev starter i 2010 under lokalregeringen i Suining amt i Jiangsu-provinsen. Projektet tildelte enkeltindivider i amtet point for god eller dårlig opførsel, eksempelvis fik den enkelte fratrukket point for mindre færdselsforseelser, men også for “ illegalt at sende klager til højere instanser.” Det er en udbredt praksis i Kina, hvis man er utilfreds med lokale myndigheders beslutninger, at klage opad i systemet og i sidste instans henvende sig til det relevante ministerium i Beijing. Den enkelte mistede også point, hvis man deltog i “ uroligheder der resulterede i blokade af parti eller regeringskontorer”. Derudover inddelte projektet befolkningen i fire grupper, A, B, C og D, efter deres point på kreditværdighedsskalaen. A var gruppen med den højeste kreditværdighed, som ifølge systemet kunne regne med støtte fra lokalregeringen, hvis de ville etablere en privat virksomhed, og positiv særbehandling hvis man ansøgte om medlemskab af kommunistpartiet, offentlig ansættelse, optagelse i hæren eller forfremmelse; D gruppen blev derimod udelukket fra offentlig støtte eller beskæftigelse. Suining-projektet blev kritiseret fra flere sider i Kina, bl.a af China Youth Daily og Glo-bal Times, to af kommunistpartiets egne medier. China Youth Daily mente ikke, at politiske data som eksempelvis klager til højere instanser eller deltagelse i demonstrationer burde indgå i en kreditvurdering, og Global Times kritiserede også at systemet inddrog den enkeltes politiske holdning, som, efter Global Times’ opfattelse, ikke har noget at gøre med kredit. Ifølge Global Times mødte Suining-projektet stor modstand fra offentligheden og måtte revideres. Derfor må man holde det fremtidige system inden for strenge rammer, og begrænse det til at behandle økonomiske data og respektere lovgivningen omkring den enkeltes privatliv.( Global Times, 2016/11/1)

I 2014 offentliggjorde den kinesiske regering, Statsrådet, en omfattende plan, “ Plan for opbygning af et samfundsmæssigt kreditsystem (2014 - 2020)”(). Planen foreskriver, at man “Opmuntrer firmaer til at øge deres salg på kredit, og opfordrer folk til at købe på kredit”. For at den slags forretningstransaktioner skal kunne finde sted, er det nødvendigt at opbygge et kreditvurderingssystem der omfatter hele samfundet.

Ifølge planen skal der etableres en såkaldt “troværdighedskultur”. Kun med en sådan troværdighedskultur, vil det være muligt at opbygge det, som den kinesiske ledelse kalder “et harmonisk samfund”; undervisning i “troværdighed” skal derfor indbygges på alle uddannelsesniveauer i samfundet.

Befolkningen og firmaer skal inddeles i “troværdige” og “utroværdige”.”Troværdige skal kunne bevæge sig overalt under himlen, mens det vil blive vanskeligt for utroværdige at tage et eneste skridt.” ()

Med dette perspektiv bevæger det kinesiske system sig ud over, hvad de kreditvurderingssystemer vi kender i vesten beskæftiger sig med. I Kina skal systemet omfatte hele samfundet, og man vil ikke kun indsamle oplysninger, der har finansiel betydning. Utroværdig opførsel omfatter for firmaers vedkommende overtrædelse af love og regler angående fødevarekontrol, miljø, arbejdsforhold osv. For den enkelte kineser registreres også lovovertrædelser, men derudover “… handlinger der undergraver den normale sociale orden… opførsel der skader udvekslingen i cyberspace … deltagelse i forsamlinger som forstyrrer den offentlige orden og truer nationale forsvarsinteresser.”

Arbejdet med planen ledes af Den Lille Centrale Ledelsesgruppe for Omfattende Udvikling af Reformer (The Central Leading Small Group for Comprehensively Deepening Reforms), med Xi Jinping som formand. Denne gruppe har overdraget ansvaret for  implementeringen af planen til Den Nationale Udviklings- og Reformkommission, som skal arbejde tæt sammen med den kinesiske centralbank, Folkets Bank(People’s Bank of China). Dataplatformen for det sociale kreditsystem er den såkaldte Nationale Platform for Deling af Kreditinformation, som er igangsat oktober 2015. Platformens formål er at samle og dele data fra lokale og centrale myndigheder, fra sektorbaserede, samfundsbaserede kreditsystemer og fra kommercielle kreditvurderingsfirmaer.

Projektet omfatter desuden en hjemmeside, Kredit i Kina (Xinyong Zhongguo), som er etableret af Statens Informationscenter, men teknisk drives af Baidu, den populæreste internetbrowser i Kina. På denne hjemmeside kan man finde oplysninger om firmaers og enkeltpersoners kredithistorie. Hjemmesiden indeholder imidlertid indtil videre kun en begrænset mængde oplysninger.

Siden august 2015 er 43 pilotprojekter i byer og bydistrikter sat igang. Desuden har man givet otte private firmaer licenser til at arbejde med på projektet idet man forventer, at disse firmaer vil få en central rolle i det fremtidige kreditvurderingssystem.

Det mest omtalte af disse er Sesame Credit (Zhima Xinyong), en underafdeling af Ant Financial, som igen ejes af Alibaba, det e-handelsfirma, som på globalt plan har den største omsætning. Alibaba har også sin egen betalingsservice, Alipay. Sesame Credit leverer kreditvurderinger til dette system baseret på Alibaba’s og Alipay’s kundeoplysninger, og data fra forskellige partnere, blandt andet det kinesiske politi, og udregner en kreditvurdering af kunderne som en score, der ligger mellem 350 som den laveste og 950 som den højeste score. En høj score giver forskellige fordele som gratis adgang til dating-sider, bonus ved bestilling af hotelværelser, ret til at leje en bil eller cykel uden at skulle stille depositum og - mest bemærkelsesværdigt - visum til forskellige lande.Visa er normalt ikke noget, private virksomheder kan udstede, så denne mulighed viser, at der er tætte forbindelser mellem kreditsystemet og offentlige myndigheder.

Udregningen af scoren for den enkelte sker ved hjælp af en hemmelig algoritme på basis af fem faktorer, som alle siger noget om den enkelte kunde: 1. Nylige indkøb foretaget med Alipay. 2. Personlige oplysninger som job, bopæl osv. 3. Betaling af regninger og gæld. 4. Indskud på kreditkort. 5. Socialt netværk. 

Scoren er tilgængelig for alle Alipay’s kunder på en app, som udover selve scoren ved hjælp af et femkantet diagram viser i hvilken grad  de enkelte faktorer  har påvirket scoren. Det er imidlertid ikke muligt præcist at kvantificere hvor stor scoren er på de forskellige faktorer, eller at se efter hvilken algoritme scoren er udregnet. App’en oplyser kunderne om, at deres score eksempelvis påvirkes af hvilke flybilletter de køber og hvilke hotelværelser de booker, og om det sociale netværk’s betydning for beregningen af scoren står der “ vi vil også vurdere dine venners troværdighed”.

Det geniale ved denne app er, at den har form som og kan fungere som et spil. Man kan se sin score, dele den med sine venner og forsøge at øge den ved at påvirke hver enkelt af de fem faktorer. På de sociale medier i Kina foregår der en livlig debat om, hvordan man kan øge sin score, og folk konkurrerer med hinanden om hvem der har den højeste. Mange af de bekymrende perspektiver ved systemet overskygges på denne måde af det spilunivers, app’en stiller til rådighed for brugerne.

Udviklingen af systemet lader imidlertid til at være løbet ind i nogle problemer. I juli i år besluttede den kinesiske regering ikke at forny de licenser, den kinesiske centralbank tidligere havde bevilliget de otte IT-firmaer, som hidtil har deltaget i udviklingen af programmet. Licenserne gav firmaerne mulighed for at indhente oplysninger om kinesiske internetbrugere til brug ved udviklingen af kreditsystemet og opbygning af deres databaser. Regeringen er tilsyneladende bekymret for, at disse private fir-maer ikke i fremtiden vil være villige til at dele de indhentede oplysninger med andre aktører i systemet - oplysninger, som kan være af stor kommerciel værdi for den enkelte virksomhed. Om de statslige aktører selv vil udvikle systemet uafhængigt af de kommercielle firmaer vil vise sig.

Et yderligere problem ved systemet kunne være risikoen for at hackere brød ind i databaserne og æn-drede eller udnyttede de oplysninger der ligger der. Kinesiske forskere er imidlertid meget langt fremme i udviklingen af kvante-computing, som vil betyde et væsentligt fremskridt i krypteringsteknik, og man vil derfor meget snart kunne etablere hackersikre databaser.

Hvordan skal man så vurdere den kinesiske regerings planer? De meget skarpe reaktioner i vestlige medier på offentliggørelsen af planen var nok forventelige. I vesten - og specielt i USA - findes en grundlæggende skepsis over for statslige myndigheder, som bevæger sig ind på noget der ligner overvågning. At muligheden længe har eksisteret er åbenbart. Snowden’s afsløring af NSA’s overvågning af mobiltrafikken i USA og andre lande viste det tydeligt, og det har også længe været klart, at vestlige IT-firmaer som eksempelvis Facebook, Google og Amazon indsamler data om deres brugere, og at salg af disse data til tredjeparter er deres væsentligste - for Facebooks og Googles vedkommende den eneste indtægtskilde.

Men der er da god grund til at være skeptisk over for det kinesiske system for samfundsmæssig kreditvurdering. Den indsamling af oplysninger om den enkelte kineser, som systemet lægger op til, går langt ud over, hvad man kunne forvente af et blot og bart kreditvurderingssystem. Den moralske ideologi der bygges op omkring troværdighedsbegrebet griber langt ind i andre end de specifikt finansielle aspekter af kinesernes liv. Man kunne godt få den tanke, at opbygningen af et samfundsøkonomisk nødvendigt system bruges som skalkeskjul for etableringen af et altomfattende overvågningssystem, som ovenikøbet bliver gjort spiseligt af, at det tildels fremstår som et uskyldigt spil på smartphonen.