Jubilæet, der blev glemt
Af Ulf V. Olsen

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Da Sovjet faldt i 1991, blev det opfattet som markedsøkonomiens og kapitalismens endegyldige sejr over planøkonomien. Den sovjetiske økonomi kunne af indlysende grunde ikke stå mål med økonomierne i de vestlige industrinationer. Men i dag mere end 25 år efter må vi konstatere, at den sovjetiske planøkonomi – alle sine mangler til trods - var et bedre system end de økonomier, der efterfulgte den. Dette giver anledning til at genrejse diskussionen om en demokratisk styret økonomi og giver venstrefløjen muligheden for på ny at komme i offensiven. Og intet er et stærkere vidnesbyrd om dette end det forhold, at borgerlige vestlige medier ganske glemte af fejre 25 års jubilæet for Sovjets fald sidste år.

I år er det 100 år siden den russiske revolution blev gennemført. Og der er allerede udbrudt en forudsigelig debat om denne revolutions karakter og betydning, herunder en debat om, hvorvidt den kan være en inspirationskilde for venstrefløjen. Langt hen ad vejen er der tale om en genopførelse af en gammel diskussion, selvom adgangen til arkiver, der ikke tidligere har været offentligt tilgængelige, uden tvivl vil kunne tilføje debatten nye facetter.

Nærværende artikel handler imidlertid ikke om den russiske revolutions 100 års jubilæum.

Den handler derimod om et jubilæum, som blev glemt. Noget jeg kan sige med vished, fordi jubilæumsdatoen faldt for snart et år siden. Nemlig 25 års dagen for Sovjetunionens fald i efteråret 1991. Et jubilæum som følgelig burde have været fejret i 2016. Men ikke blev det.

Og det til trods for at denne begivenhed formentlig var mere skelsættende i Verdenshistorien end den russiske revolution umiddelbart var det. Og en begivenhed, der i 1991 blev fejret som frihedens opgør med den totalitære stat, som demokratiets sejr over diktaturet og sidst men ikke mindst som markedsøkonomiens og kapitalismens sejr over planøkonomi og socialisme.

Men i 2016 blev avissider og sendeflader ikke ryddet for at se tilbage på Sovjetunionens fald og evaluere, hvordan det var gået siden. Og det til trods for at Sovjetunionens fald netop var en triumf for ikke kun de økonomiske og politiske magthavere i Vesten – herunder Danmark – men også for chefredaktørerne på langt de fleste aviser og tv-kanaler, som dengang kunne se deres borgerlige (til nød socialdemokratiske) politiske anskuelser bekræftet.

Den manglende fejring af 25 års dagen for triumfen er derfor forunderlig. Det er en tavshed, der buldrer som torden! I glemslen af jubilæet gemmer der sig en tavs tilståelse. En tilståelse af, at det der skulle have været så godt, faktisk blev rigtig skidt - endog rigtig meget skidt. Og når jubilæet ”glemmes”, skyldes det formentligt erkendelsen af, at man ikke med troværdighed kan lægge skylden for den politiske, sociale og økonomiske tilstand de tidligere Sovjetrepublikker i dag befinder sig i, på Sovjetunionen.

Der er nemlig nu gået så mange år, at ansvaret for denne tilstand retteligt må tilfalde den (neo)liberalisme, som tog over efter Sovjetunionens fald. Alternativt ville man kunne lægge ansvaret for Berlinmurens opførelse på Hitler og ansvaret for Hitler, Holocaust og verdenskrig på Versailles-traktaten osv. osv.; indtil alle andre end Adam ville være befriet for ethvert politisk ansvar!

Det handler ikke om at rehabilitere Sovjetunionen

En ting skal understreges, før jeg starter på mit bud på et forsinket jubilæumsskrift. Hensigten i nærværende artikel er ikke at rehabilitere Sovjetunionen. Undertegnede er venstresocialist, organiseret i såvel Enhedslisten som VS, da muren faldt. Sovjetunionens fald anfægtede ikke mine politiske anskuelser. Det gjorde faldet ikke dengang - og det gør det heller ikke nu.

Ingen socialisme uden demokrati - intet demokrati uden socialisme. Sådan lød parolen i VS. Og den var rigtig både dengang og nu. I min optik har Sovjetunionen aldrig været socialistisk, men derimod en stat der har skadet og kompromitteret socialismen.

At den sovjetiske økonomi fungerede dårligt kan ikke overraske. Det forekommer umiddelbart selvindlysende, at demokrati og ytringsfrihed er en helt ufravigelig forudsætning for en fungerende planøkonomi. For menneskers behov må enten ytre sig via markedet – hvor det dog kun er behovene hos dem med penge (eller andre betalingsmidler), der kommer til orde og kun i det omfang, de har penge. Eller også må de ytre sig direkte ved, at menneskene simpelthen har mulighed for at tilkendegive deres behov og sikre sig, at de bliver indfriet gennem demokratisk deltagelse i samfundets beslutningsprocesser.

I en planøkonomi uden demokrati er begge de kanaler, hvorigennem menneskers behov kan ytre sig, tilstoppet. Det burde sige sig selv, at en sådan økonomi aldrig vil kunne blive særligt velfungerende og altid vil være forhindret i at tilfredsstille menneskers behov af den simple årsag, at dem, der planlægger økonomien, ikke kender disse behov.

Det var altså en selvfølge, at den sovjetiske økonomi ikke ville fungere og også en selvfølge, at den ville fungere dårligere end økonomien i andre lande, hvor menneskers behov – ad begge kanaler – har haft større muligheder for at give sig til kende.

Men én ting er at konstatere, at den sovjetiske økonomi fungerede dårligere end den, man fandt i Vesten. Noget den sovjetiske økonomi i øvrigt havde tilfælles med økonomien i det zaristiske Rusland, der også haltede hjælpeløst efter Vesten.

En anden er at se på, hvordan den fungerede i forhold til den økonomi, der efterfulgte den. Er det lykkedes at erstatte den sovjetiske planøkonomi med noget bedre i de lande, hvor den eksisterede? Er det vi har set i de tidligere Sovjetrepublikker siden 1991 markedsøkonomiens endegyldige og indiskutable triumf over planøkonomien?

Det må være det spørgsmål, det er relevant at stille her 26 år efter Sovjets fald. Og svaret på det spørgsmål kunne måske nok give anledning til en revurdering - ikke af den sovjetiske økonomi - men derimod af den ofte udtalte påstand om markedsøkonomiens og kapitalismens overlegenhed over planøkonomien.

Sovjetrepublikker, frihed og demokrati

Lad os først starte med en præsentation af de 15 lande der dengang til sammen udgjorde Sovjetunion. Jeg vælger at præsentere dem i en tabel, som jeg har hentet fra Transparency Internationals hjemmeside. På den måde får vi ikke kun styr på de lande, det drejer sig om. Vi får også en vis fornemmelse af, hvordan det står til med frihed, demokrati, retsstat og gennemsigtighed i de lande, som dengang angiveligt gjorde op med ufriheden, diktaturet, den retslige vilkårlighed…

Kilde www.transparency.org/cpi for more information

Der er i alt 167 lande på listen. Indeks løber fra 0 til 100, hvor 100 er ingen korruption og 0 den højest tænkelige korruption. Danmark ligger p.t. øverst på listen med scoren 91.

Men mon ikke Lars Løkke og kvotekongerne får ændret den placering?

Historien om frihedens og demokratiets tilstand i de tidligere Sovjetrepublikker er selvfølgelig ikke fortalt med en tabel fra Transparency, og man kan altid diskutere efter hvilke parametre, demokrati og frihed skal måles. Men ser man bort fra de baltiske lande og Georgien, kommer man næppe udenom at konstatere, at det ikke er lykkedes disse lande at erstatte det politiske system i Sovjetunionen med andre systemer, der forekommer sønderligt attraktive. Sovjets fald har således ikke været lig med frihedens, demokratiets og retsstatens triumf.

Hvad dette angår vil jeg dog holde inde her. For ellers vil artiklen blive for lang. Den ville også kræve en langt større indsigt i postsovjetiske samfundsforhold end undertegnede har og har mulighed for at skaffe sig inden for overskuelig fremtid.

Økonomisk udvikling

I stedet vil jeg nøjes med at gøre det, enhver ville kunne gøre. Herunder enhver journalist på enhver af de redaktioner, som undlod at bruge spalteplads på 25 års jubilæet for et år siden. Nemlig at gå ind på Verdensbankens database og hente oplysninger om, hvordan det er gået i de tidligere sovjetrepublikker med at indfri det mest centrale af de klassiske økonomiske mål, nemlig målet om økonomisk vækst og velstand.

Resten af denne artikel vil således forme sig som en gennemgang af en række grafer over den økonomiske udvikling, som de tidligere Sovjet republikker har gennemgået siden 1990.

Økonomisk vækst og velstand kan måles på mange måder og man kan også finde adskillige af slagsen i Verdensbankens database.

Jeg har valgt at bruge tal for bruttonationalprodukt pr. indbygger, der er anført i faste, internationale US dollar anno 2011. Tallene er anført med købekraftsparitet (Purchase Power Parity), således, at der er taget højde for forskelle i prisniveauer fra land til land.[1] Det er selvsagt den samme måleenhed, der anvendes i samtlige grafer over væksten i de lande, der ses i det følgende.

Generelle betragtninger om teknologisk udvikling og økonomisk vækst

Men lad os kort skrue tiden tilbage til 1991. Det har været der omkring, at jeg fik min første computer, som mildest talt kunne meget lidt sammenlignet med den bærbare, jeg sidder ved nu. PC’en var netop begyndt at komme frem som hver mands eje. Mobiltelefoner og internet kom først til siden. For en gammel mand som mig er det nemt at forestille sig en sådan verden, fordi jeg selv har levet i den. Men for mange unge mennesker i dag vil det være en verden uden livets vigtigste ingredienser!

Disse teknologiske landvindinger er nok nogle af de mest synlige i vores hverdagsliv, men der er samtidigt sket talrige andre, som alle har bidraget til at øge produktiviteten betydeligt i løbet af de 25 år, der er gået siden.

At der har været økonomisk vækst i verden siden 1991 kan således ikke overraske. Det, der kan overraske, er niveauet for den økonomiske vækst. Over en så lang periode vil det faktisk være en væsentligt større politisk præstation at undgå økonomisk vækst end at opnå den!

Lad os starte med at se på nogle af den udviklede verdens førende industrinationer samt Danmark.

Som det fremgår har alle landene oplevet en rimelig stabil økonomisk vækst om end med et lille fælles dyk omkring finanskrisen, som nu er ved at være overvundet. Væksten kan synes lav – især i Japan med den kroniske lavkonjunktur. Men graferne her giver grundlæggende ikke anledning til at anfægte de antagelser som Thomas Piketty gør sig om vækstniveauet i stater, der befinder sig i det, han med et velvalgt begreb kalder den teknologiske frontlinje. En gennemsnitlig vækst på mellem 1 og 1½ procent om året. For sammenligningens skyld vises samme udvikling i nedenstående diagram. Denne gang anført med indeks tal 1990 =100.

Som det fremgår, er det sådan, at den gennemsnitlige borger i de fire lande i dag er mellem 25 og 40 procent rigere end vedkommende var i 1990 og som hovedregel er de blevet en anelse rigere hvert år hele perioden i gennem.

Men hvordan ser det så ud i lande, der ikke tilhører den udviklede vestlige verden. Lad os se på tre lande fra hhv. Sydamerika, Afrika og Asien, som er udvalgt efter tre kriterier: De skal være store. De skal ikke være et af de ellers så ofte omtalte BRIK-lande. Og de skal ikke befinde sig i borgerkrigslignende tilstande. Ud fra disse kriterier er jeg slået ned på Argentina, Nigeria og Indonesien.

Som det fremgår er der voldsomme udsving på kurverne. Man kan se en langvarig stagnation i det notorisk korrupte Nigeria, som først ophører da oliepriserne stiger mod himlen som følge af Irak krigen. Man kan se Argentinas gældskrise og den asiatiske krise i sluthalvfemserne sætter sig også klart igennem i Indonesiens kurve. Set over hele perioden sker der imidlertid en betydelig vækst i de tre lande. Dette bliver tydeligt, når vi igen anfører graferne med indekstal 1990 = 100

At væksten i disse lande – når man ser perioden over et – har været større end i de udviklede nationer kan ikke overraske. For modsat disse lande, befinder de sig netop ikke i førnævnte teknologiske frontlinje og har derfor mulighed for at øge deres produktivitet hurtigere, fordi de kan foretage nogle teknologiske spring, som ikke er muligt for de lande, der allerede er helt fremme i frontlinjen. Altså den såkaldte catching-up effekt.

Uanset om vi taler om udviklede industrinationer eller U-lande kan vi altså se, at væksten har været betydelig, selvom der har været kriser undervejs. Den teknologiske udvikling sætter sig igennem. Vi kan også se at langvarige perioder med negativ vækst har været fraværende og at væksten som hovedregel ikke har handlet om at genvinde tabt velstand, men derimod om at løfte velstanden til et højere niveau end tidligere.

Hvordan er det gået i de tidligere Sovjetrepublikker?

Lad os så vende tilbage til de tidligere Sovjetrepublikker og se, hvordan det er gået der i samme periode. Vi starter med de to største samt Hviderusland. Rent befolkningsmæssigt tegnede disse lande sig sammenlagt for omkring 2/3 af den sovjetiske befolkning, så hvordan det er gået i netop disse lande er i sig selv altafgørende, når vi skal vurdere udviklingen siden Sovjets fald.

Som det ses starter perioden med et voldsomt dyk i bruttonationalproduktet pr. indbygger i alle tre lande. Og det varer ganske længe før det retter sig op. Det fremgår endnu klarere når vi anfører samme grafer med indekstal igen 1990 = 100

I særdeleshed i Ukraine går det helt galt. BNP pr. indbygger falder på få år til under 50% af hvad det var i sovjetisk tid. Og nu 25 år efter Sovjets fald er har den gennemsnitlige ukrainer kun ca. 75 % af den levestandard, som hun havde, da hun var Sovjetborger. Den vækst, som har fundet sted i dele af perioden, har alene handlet om at genvinde noget af det tabte, men det er altså kun lykkedes at genvinde ca. halvdelen af dette. Det er klart, at borgerkrigen i det østlige Ukraine bærer en del af skylden for, at Ukraine i dag befinder sig, hvor det er. Men det vil kræve en meget finurlig argumentation, hvis man skal undgå at konkludere, at overgangen fra planøkonomi til neoliberalistisk inspireret markedsøkonomi har været en gigantisk økonomisk og social katastrofe.

Også i Rusland ser vi den samme U-formede kurve i den første lange del af perioden. Først omkring 2005 er Ruslands velstand tilbage på sovjetisk niveau. Den økonomiske vækst, som forekom inden da, har altså alene handlet om at genvinde det tabte. Og i dag er den gennemsnitlige russer ca. 16% rigere end hun var i sovjetisk tid. Men fremgangen i Rusland har uden tvivl at gøre med den voldsomme stigning i prisen på olie, som fulgte Irakkrigen. Altså samme historie, som den vi så i Nigeria. Så det er en vækst, der gemmer på en tragedie, nemlig at Rusland i dag – som mange U-lande – frister en tilværelse som mono-eksportør. Og tager vi med i betragtning, at fordelingen af goderne i dag er mere skæv end i sovjetisk tid, er der næppe tvivl om, at mange ikke gennemsnitlige, fattige russere i dag er værre stillet end de var i sovjetisk tid. Situationen forekommer ikke ligeså katastrofal, som den man ser i Ukraine. Men nogen neoliberal, kapitalistisk succeshistorie bliver det vanskeligt at udlægge det som.

Hviderusland synes at klare sig bedst af de tre lande. I de første år har vi samme U-formede kurve som i Rusland, men i dag skulle landet have et BNP pr. capita på det dobbelte af, hvad der gjorde sig gældende i sovjetisk tid. En af forklaringerne kan – som i de tre ikke vestlige lande vi så før – være at Hviderusland tager afsæt i et forholdsvist lavt udgangspunkt. Men ellers kender jeg ikke nok til hviderussiske forhold til, at jeg vil spekulere mig til årsagen. Dog kritiseres Hviderusland ifølge hvad jeg kan læse mig til på nettet for at have bevaret en meget stor statslig sektor i økonomien – og altså større end den man ser i andre tidligere sovjetrepublikker. I lyset af Ruslands og Ukraines erfaringer med markedsøkonomi, bør netop den kritik af Hviderusland måske revurderes?

Med disse tre lande har vi som nævnt allerede været omkring udviklingen i de lande, der huser omkring 2/3 af det tidligere Sovjetunions befolkning. Men lad os for fuldstændighedens skyld se på de øvrige også. Vi starter med de europæiske (uden Baltikum).

I Moldova starter grafen først i 1995. Altså på ca. det tidspunkt, hvor de øvrige landes grafer ”bunder”. Og selvom MoIdovas økonomi vokser i perioden, gør den det fra et ekstremt lavt niveau, hvor BNP pr. indbygger befinder sig på ca. en tiendedel af det Ruslands var anført til at være i 1990. I de øvrige lande ses igen den samme U-formede udvikling i den første lange del af perioden, hvor man altså først får en gigantisk nedtur og dernæst en periode, hvor væksten alene handler om at genvinde det tabte. I Aserbajdsjan, landet som Den Danske Bank hjælper med at udføre lyssky økonomiske aktiviteter, kan vi dog se en voldsom vækst fra 2003 og frem. Forklaringen er igen stigende oliepriser. Skulle nogen tro, at Aserbajdsjan er et godt samfund i dag, vil jeg anbefale dem at læse Peter Maass bog ”En rå verden” – som generelt handler om de ulykker, der er forbundet med at være et olieproducerende land, og hvor Aserbajdsjan netop er nævnt som et af de afskrækkende eksempler. Nedenfor har jeg gengivet samme grafer som indekstal igen. Dog uden Moldova, da der som nævnt her ikke er tal fra 1990 til 1994.

Igen er den umiddelbare konsekvens af Sovjets fald et voldsomt fald i velstand på mindst 50% - for Georgiens vedkommende op mod 75%. Økonomiske derouter der får Finanskrisen til i sammenligning at ligne et lille bump på vejen. Og derefter en lang periode hvor der nok er vækst, men alene en vækst, der handler om at genvinde det tabte. Indekstallene afslører i øvrigt, at Georgiens økonomi udviklingsmæssigt placerer sig et sted mellem den vi så i Ukraine og Rusland ovenfor. I Armenien og Aserbajdsjan skal man hen i 00´erne før man har genvundet sovjetisk niveau – og forklaringen på den efterfølgende vækst bunder dels i olie og dels – formentligt – i et ekstremt fattigt udgangspunkt, der tillader samme vækst, som den vi så i Argentina, Nigeria og Indonesien – og af samme grunde.

Lad os nu kaste et blik på de asiatiske sovjetrepublikker

I tre af disse lande er der gennem hele perioden tale om et lavt velstandsniveau. I alle landene ser vi samme U-formede kurve som før. Kasakhstan og Turkmenistan har dog oplevet betydelig ”ny” vækst i de senere år. I Kasakhstan udgør forklaringen utvivlsomt olie – som vi før så det i Rusland og Aserbajdsjan. Når vi omregner til indekstal får vi følgende billede:

Hvor tre af landene i dag fremstår væsentlig rigere, end de var i sovjetisk tid – altså ud fra en gennemsnitsbetragtning, der næppe siger meget om de fattigere indbyggeres situation! – så gælder det for to af landene, som for Ukraine, at også deres gennemsnitligere borgere i dag har en lavere levestandard, end de havde i sovjetisk tid. Og hvad de førstnævnte tre angår, så er deres BNP pr. indbygger i dag ca. 75% større end det var i sovjetisk tid. Det samme kan man sige om Nigeria og Argentina – forskellen er blot at disse lande, alle deres ulykker til trods, ikke har være nede og hilse på en reduktion af deres velstand med omkring 25% undervejs i perioden.

Tilbage står så de tre tidligere sovjetrepublikker som i dag er EU-lande, altså Estland, Letland og Litauen.

Her har vi samme problem med talmaterialet, som vi så i Moldovas tilfælde. Talrækken starter først i 1995 – altså på det tidspunkt, hvor de fleste af de ovenfor sete U-formede kurver ”bunder”. Af samme grund kan jeg ikke lave indekstal for perioden fra 1990. Og det er følgelig ikke muligt ud fra disse tal at sige, hvor meget af den vækst der ses, som har handlet om at genvinde det tabte og hvor meget, der har føjet ny velstand til tidligere eksisterende velstandsniveauer.

Alle graferne omhandler som nævnt i starten BNP pr. indbygger målt i faste priser. Følgelig afhænger deres størrelse såvel af størrelsen af landenes samlede produktion som af deres indbyggertal. Og netop udviklingen i indbyggertallene i de tidligere sovjetrepublikker giver også et billede af, hvordan deres økonomiske udvikling har været siden 1990.

Siden Sovjets fald er verdens befolkning vokset med et par milliarder mennesker. Ser man på de asiatiske tidligere sovjetrepublikker og Aserbajdsjan har der også her været nogen – i visse tilfælde betydelig - befolkningsvækst siden 1990.

Ser vi derimod på de tre lande der i sovjetisk tid husede førnævnte godt 2/3 af den sovjetiske befolkning, så har de alle oplevet et regulært fald i befolkningstallet – ikke overraskende mest radikalt i Ukraine.

I Armenien og Georgien har faldet i befolkningstal været endog større. Omkring en femtedel af landenes befolkninger er forsvundet. I Moldova skulle det ifølge Verdensbankens tal kun være faldet en smule, hvilket dog mildest talt ikke stemmer overens med de oplysninger, man får hvis man googler sig til information om Moldova.

De mest dramatiske fald i befolkningstal ser man imidlertid i Baltikum, hvor antallet af indbyggere er faldet med helt op til en fjerdedel (dog lidt mindre i Estland). Dette skyldes næppe, at de økonomiske forhold er værre her end i andre tidligere sovjetrepublikker, men snarere at EU og arbejdskraftens fri bevægelighed giver indbyggerne i disse lande bedre muligheder for at slippe væk!

Udvandring har været en del af mange vesteuropæiske landes historiske udvikling og sikkert også haft en positiv betydning for denne udvikling. Men den har – med Irland som mulig undtagelse – ikke været forbundet med affolkning. De faldende befolkningstal i de tidligere Sovjetrepublikker understreger disse lande som steder hvorfra mange vil vandre ud og hvor forholdsvis få har lyst til at sætte børn i verden.

Og hvad kan vi så bruge det til?

Det er selvindlysende, at denne artikel langt fra siger det sidste ord om de 25 år, der er gået siden Sovjets fald. Jeg indrømmer blankt, at jeg har meget begrænset viden om mange af de lande, vi taler om her – i flere tilfælde ved jeg ikke meget mere end det Verdensbankens og Transparencys tal fortæller mig - og jeg modtager hjertens gerne belæringer om, at jeg tager fejl i både det ene og det andet.

Håbet er alene at artiklen og de grafer, den baserer sig på, vil kunne fremprovokere en tiltrængt debat. For på det foreliggende grundlag er konklusionen åbenbar:

Den sovjetiske planøkonomi var et meget dårligt økonomisk system. Men det er efter ovenstående at dømme, det bedst fungerende økonomiske system, man nogensinde har haft i de lande der havde det. Især i et land som Ukraine må den sovjetiske planøkonomi anno 1990 siges at være det hidtidige civilisatoriske højdepunkt. Og lignende konklusioner må kunne drages for i hvert fald en del – om ikke alle – de øvrige tidligere Sovjetrepublikker.

Modsat fremkaldte den økonomiske politik, som blev iværksat i Jeltsin og andre af Sovjetunionens banemænd, en gigantisk økonomisk katastrofe. Selv lande som Nigeria fremstår som økonomiske mønstereksemplarer i sammenligning hermed. Spørgsmålet er faktisk om det nogensinde i den moderne økonomis historie er lykkedes at fremkalde så stor en fiasko som den, de neoliberale skabte i det tidligere Sovjetunionen. Det skulle da lige være Mao og hans Store Spring fremad!

Som nævnt i indledningen kunne den sovjetiske økonomi ikke stå mål med Vestens. Jeg skal undlade at gentage de indlysende årsager her til.

Men sammenligner man sovjetisk planøkonomi med den realt-eksisterende markedsøkonomi og kapitalisme, der fulgte i samme lande, må sammenligningen falde ud til planøkonomiens fordel. Og som Transparency bevidner, kan man næppe tale om, at de økonomiske tab befolkningerne har lidt i overgangen fra plan til marked, har været den høje, men nødvendige pris for mere demokrati og frihed. For det er tvivlsomt, om man har fået ret meget mere af nogen af delene.

Når denne diskussion trænger til at blive rejst handler det om, at den lære, vi hidtil har draget af den sovjetiske historie, forekommer forfejlet. Også venstrefløjen har langt hen af vejen bøjet sig for den dom, som vi tillagde historiens højesteretsdommer; nemlig at planøkonomi pr. definition var dømt til at fejle og at kapitalisme og marked til hver en tid ville være planøkonomi og statsintervention overlegent.

Men i dag kan vi konstatere, at vi enten har misforstået historiens dom eller også, at historien selv har omgjort samme dom.

Og venstrefløjen har brug for at få genvundet sin tro på en demokratisk styret økonomi, som i sagens natur vil indebære en stor – og større – offentlig sektor og en langt højere grad af statsintervention. Ellers fortsætter vores alternativer til kapitalismen med at blive udfoldet som forslag om politisk forbrug, grønne kooperativer og kommunal minimalreformisme; som alt sammen er vældigt sympatisk, men reelt svarer til forsøg på at nedlægge elefanter med ærtebøsser.

At planøkonomi uden demokrati fungerer dårligt siger som sagt sig selv. Men den endelig dom er ikke afsagt over en demokratisk styret økonomi. Det mangler vi stadig at få prøvet af.

[1] Det er selvfølgelig ikke uproblematisk. Især anvendelsen af købekraftsparitet kan være problematisk. Den har i hvert fald som den konsekvens i forhold til andre måder at måle BNP på, at den får rige lande – som ofte har høje prisniveauer til at fremstå mere fattige, og fattige lande med lave prisniveauer til at fremstå rigere. Det betyder f.eks. at Tyskland bliver rigere i en sammenligning med Danmark, men ændrer ikke på at danske turister generelt vil føle sig rige i Tyskland og tyske fattige i Danmark. Som Ha Joon Chang i har gjort opmærksom på i 23 ting de fortier om kapitalisme, er lave prisniveauer ofte fremkaldt af lave lønninger i servicesektoren. Jo mere et land underbetaler sine working poors, desto rigere kommer det til at fremstå i en international sammenligning foretaget med købekraftsparitet – altså sammenlignet med lande der giver deres ansatte i servicesektoren en anstændig løn!