Dansk kapitalisme – gennembrud, storhed og stagnation
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 16. oktober 2017

Dette er titlen på en bog, som jeg netop har udgivet på forlaget Hovedland.

Den første artikel har fokus på kapitalen og de lange linjer i kapitalismens udvikling; den anden artikel - i næste udgave af KD - har fokus på klasserne.

I 1982 kom Schlüter til magten, og dermed indledtes nyliberalismens sejrstog igennem Danmark. Kapitalen kastede sine lænker og underlagde sig det meste af, hvad der kunne krybe og gå i økonomien; de små selvstændige er på vej ud af historien og også den offentlige sektor er presset.

Kapitalismens øgede dominans kan måles.

Aktieselskabernes andel af omsætningen er vokset fra 50% i 1982 til 72% nu, mens de små enkeltmandsvirksomheder er faldet tilbage fra 20% til 7%; målt på bidrag til den nationale værdiskabelse (bruttofaktorindkomsten, BFI) er den kapitalistiske sektor øget fra 45% til 60%. Samtidig er kapitalen blevet betydeligt mere koncentreret, dermed mere magtfuld, idet de 10 største selskabers vægt - i forhold til BFI - er øget fra 20% i 1980 til 45% i dag. Og finanskapitalen har oplevet en himmelflugt, fra lidt mindre end BFI i 1982 til nu 7-8 gange så stor; kreditforeningerne og de lokalt forankrede sparekasser, der blot opbevarede folks penge, er blevet forvandlet til kapitalistiske selskaber, helt på linje med banker.[i]

Dansk økonomi er blevet en selskabskapitalisme. Dette er en økonomisk revolution.

Fremgangsmåden i det flg. er først at se på perioden frem til ca. år 1900. Derefter skifter jeg perspektiv til en mere principiel analyse af forholdet mellem markedsøkonomi og kapitalisme, og hvorledes dette skel (ikke) manifesterer sig i Nationalregnskabet og den officielle statistik. Videre ses på den principielle forskel mellem demokratisk og kapitalistiske styring af økonomien, hvilket leder frem til den sektoropdeling, der har struktureret hele bogen: Den kapitalistiske sektor og den demokratiske (offentlige) sektor, hvortil kommer den i dag mindre betydende ikke-kapitalistiske del af den private sektor. Endelig anvendes denne kategorisering på den økonomiske udvikling i Danmark fra ca. 1900 til i dag.

Begyndelsen

Kapitalismen har således i dag triumferet, i Danmark som i det meste af verden.   

Men vejen har været lang og brydsom, fordi der har været store hindringer at overvinde. Når man kender slutresultatet – det foreløbige – er det let at betragte sådanne vanskeligheder som blot irritationsmomenter for kapitalen, altså at undervurdere deres betydning. Men historien fortegnes, hvis kapitalens hegemoni læses tilbage i historien. Først med nyliberalismens mægtiggørelse af kapitalen, ved at sætte den fri til at investere hvor og i hvad den vil, bliver den kapitalistiske produktionsmåde virkelig enerådende.     

Der går hundrede år fra afviklingen af feudalismen – fæstevæsenet – med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, til kapitalismen får tag om produktionen med 1890ernes industrialisering. Disse 100 år kan bedst karakteriseres som simpel vareproduktion, altså markedsøkonomi uden kapitalisme, omend handelskapitalen lurer i margenen. Økonomien domineres af landbruget, og nogle taler om 'agrarkapitalisme',  men det var kun godserne, der var drevet af profitmaksimering. Langt den meste landbrugsproduktion blev varetaget af selvejende gårdmænd og husmænd, hvor målet ikke var ubegrænset akkumulation, men blot at sørge for et udkomme for familien; ekspansion var stort set udelukket, fordi det var forbudt at overtage andre bedrifter.

1800-tallet er den 'oprindelige akkumulation' i Danmark, hvor kapitalismens forudsætninger frembringes. Der er to forudsætninger. For det første en pengeophobning, der først varetages af godserne, senere af handelskapitalen. For det andet skabelsen af et byproletariat gennem en vandring fra land til by; denne proces tager først fart fra 1870erne. Hertil kommer at markedsorienteringen trænger frem på bekostning af den gamle selvforsyning.

Men da kapitalismen så står klar, omkring år 1900, til at underlægge sig økonomien, dukker der i hastig rækkefølge, og til dels samtidigt, tre formidable modstandere op. Det er andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og det politiske demokrati. Dette var tre magter, der ikke blot satte grænser for kapitalen, men faktisk udgjorde alternativer til den kapitalistiske produktionsmådes styringsprincip, altså profitmaksimeringen.  

Først var der andelsbevægelsen, der opstod i 1880erne, og som på sit højdepunkt omfattede op imod en fjerdedel af den danske økonomi.

Kernen var mejerier og slagterier. Her udøvede gårdmænd og husmænd økonomisk selvforvaltning, besjælet af det demokratiske princip om én stemme pr. person. Bevægelsen var nok baseret på den private ejendomsret og markedsøkonomi, men den havde front mod de kapitalistiske virksomheder - byernes 'pengemænd', som det hed; bønderne var arbejdende selvejere, ikke kapitalister.
Andelsbevægelsen havde en omfattende finansiel overbygning af sparekasser og kreditforeninger, og heller ikke disse indgik i kapitalismen. Således udtalte direktøren for Vrå Sparekasse:

Vrå Sparekasse skal tjene penge for at eksistere, men den eksisterer ikke for at tjene penge.  [iii]

Klarere kan forskellen mellem markedsøkonomi og kapitalisme næppe formuleres.

Med landbrugets stadig ringere vægt i økonomien mister dette alternativ til den kapitalistiske produktionsmåde uundgåeligt styrke; andelsbevægelsen svinder ind og må tilpasse sig kapitalens spilleregler.

For det andet har vi arbejderbevægelsen, der ligesom kapitalismen får sit gennembrud i 1890erne og derefter styrkes op igennem 1900-tallet.

I starten ligger vægten på det faglige arbejde, men fra 1930erne og frem opnår Socialdemokratiet næsten politisk hegemoni. I mange år havde arbejderbevægelsen planøkonomi som alternativ til kapitalismen, og i 70erne kæmpede den en – forgæves – kamp for økonomisk demokrati (ØD). Men det blev opbygningen af en velfærdsstat, der blev partiets overordnede projekt.
 
Endelig er der det politiske demokrati, som vi får i 1901, altså kort efter andelsbevægelsens og arbejderbevægelsens opståen.

Før da var der – nogenlunde – lige og almen valgret til Folketinget, men det var Estrup, Højre og Kongen der sad på staten og derfor bestemte. Først i 1901 blev det statueret, at regeringen skulle være i overensstemmelse med Folketinget, dermed folkeflertallet, således at andelsbevægelsens økonomiske demokrati fik en politisk overbygning. Fra nu af var statsmagten en kampplads for de forskellige økonomiske interesser, og op igennem 1900-tallet betød det, at kapitalmagten fik et politisk modspil. Overfor demokratiets styringsprincip om lige indflydelse stod kapitalens princip om indflydelse efter tegnebogens tykkelse.

I bogen argumenterer jeg, at den kapitalistiske produktionsmåde nok bliver dominerende efter ca. år 1900, men først enerådende med nyliberalismens sejr omkring 1982.

Før 1982 var der en vis ligevægt mellem arbejde og kapital. Dette er det berømte historiske kompromis, eller klassesamarbejde, hvor arbejderbevægelsen accepterede den private ejendomsret til produktionsmidlerne, altså gav afkald på socialisme, mens kapitalkræfterne anerkendte fagbevægelsens rettigheder; arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, men arbejderne har vetomagt, fordi de kan strejke. Lige så vigtigt var det, at kapitalen måtte affinde sig med socialdemokratiets opbygning af en velfærdsstat, der gør en stor del af den danske økonomi til et område, hvor der ikke kan høstes profit.

Markedsøkonomi og kapitalisme

Hvordan er den danske kapitalisme indrettet?

Den danske selskabsstyringsmodel blev for nogle år siden ’forsøgsvis’ karakteriseret som ’markedsøkonomi uden kapitalisme’ eller som ’personlig stakeholderkapitalisme’, fordi ”kapitalmarkedet spiller en forholdsvis ringe rolle, mens medarbejderrepræsentation og de mange andelsselskaber indebærer en relativt høj prioritering af stakeholderinteresser”.[iv]

Jeg er ikke enig.

Det er rigtigt at kapitalmarkedet spiller et mindre rolle ved finansieringen af virksomheder i Danmark end i de angelsaksiske lande, men det er til fordel for bankfinansiering. Og først og fremmest har den klare tendens i den sidste snes år været at erstatte stakeholderkapitalisme med shareholderkapitalisme, altså en éntydig fokusering på profitabiliteten. Da der samtidig er klare tendenser til øget koncentration, således at markedskonkurrencen til dels sættes ud af kraft til fordel for kapitalens magt over markedet ('markedsmagt'), vil jeg generelt argumentere for at den danske økonomi snarere trækker i retning af ’kapitalisme uden markedsøkonomi’.

Markedsøkonomi eller kapitalisme? De to muligheder giver to vidt forskellige visioner af vort økonomiske system.

Markedsøkonomi er en flad struktur med mange beslutningstagere: forbrugerne, det offentlige, virksomhederne, udlandet, og først og fremmest ses ejerne af arbejdskraft (lønarbejderne) og kapital som ligestillede.

Dette er den neoklassiske model, først udformet af Walras og senere udviklet af den moderne teori om generel ligevægt, hvor den frie konkurrence sørger for økonomisk harmoni, nytteoptimering og fairness.[v] Her er der nok modsætninger, fx mellem forbrugere og producenter, der jo har modsatte interesser i prisens størrelse, men disse modsætninger tvinger alle til at blive mere effektive, således at resultatet bliver den bedste af alle verdener.

Markedsøkonomiens formel er V1 - P - V2 (hvor V er varer og P penge); producenterne sælger varer (V1 - P) for at få penge til at købe forbrugsgoder (P - V2), således at nytten er det ultimative mål. Markedsøkonomiens overordnede drivkraft er således nyttemaksimering, og bestræbelsen for at skaffe sig penge er blot et middel.

Kapitalisme, derimod, er en hierarkisk struktur, hvor den ultimative magt ligger hos kapitalen.

Det er ikke lønarbejderen, der køber eller lejer kapital og bestemmer, hvad der skal produceres, men omvendt virksomheden eller kapitalejeren, der ansætter arbejdere og bestemmer, hvad de skal lave. Denne mere konfliktbetonede model er associeret med Marx, men findes hos de fleste kritiske – eller socialistiske – økonomer. Kapitalismens formel er P - V - P' (hvor P' minus P er profitten), således at det ultimative mål er penge (profit), ikke nytte. Profitmaksimering er den overordnede drivkraft.

Traditionelle økonomer nedprioriterer med andre ord kapitalens magt, der sidestilles med alt muligt andet.

Faktisk eksisterer der ikke magt i den ideelle markedsøkonomi, fordi alle agenters samfundsmæssige magt neutraliseres af deres indbyrdes konkurrence: ’magten’ ligger i stedet hos det upersonlige marked, som ’dikterer’ alle priser, lønninger og profitter.

Traditionelt har liberalismens politiske argument for markedsøkonomi netop været, at den decentraliserer – eller opløser – den personlige økonomiske magt og dermed er den bedste garant mod tyranni (det økonomiske argument er som nævnt at markedsøkonomi er et effektivt økonomisk system, der optimerer den totale nytte). Og netop fordi (privat)økonomien ikke har noget at gøre med magt, er den i sin natur upolitisk; økonomi er til sit væsen saglig. Den er ikke en trussel mod det politiske system, og den må værge sig mod at blive forvredet gennem politisering.

Dette billede af økonomien danner forlæg for begrebsdannelsen i nationalregnskabet og derfor hos Danmarks Statistik.

Økonomien opdeles grundlæggende i husholdninger og selskaber.[vi]

Her ejer husholdningerne alle produktionsfaktorerne, specielt arbejdskraft og kapital. De sælger ydelserne herfra til virksomhederne, dvs. de sælger deres arbejde og de stiller kapital til rådighed (udlejer den). Pr. definition nyttemaksimerer de, dvs. de stræber efter forbrug.

Selskaberne ejer intet, hverken arbejdskraft eller kapital. Derfor må de købe faktorydelserne (arbejde og kapitalydelser) fra husholdningerne med henblik på at kombinere dem i produktionen; produkterne sælges så til husholdningerne. Pr. definition profitmaksimerer de.

Denne model har to ejendommelige, for ikke at sige kontroversielle, egenskaber:

1) Selskaberne er kapitalløse, eftersom kapitalen er placeret hos husholdningerne. Da husholdningerne nyttemaksimerer, indebærer dette at kapitalisterne nyttemaksimerer! Og selskaberne profitmaksimerer, men de er ikke kapitalister!

2) Kapital og arbejdskraft ligestilles som blot to forskellige produktionsfaktorer. Dette er i modsætning til klassikernes og Marx´s model, hvor virksomheden, fordi den har kapital, kan ansætte arbejdere. Det almindelige billede af 'vor' økonomi er vel, at fordi virksomheden som arbejdsgiver ansætter arbejdere, er det virksomheden, der bestemmer, men dette ulige forhold mellem arbejder og arbejdsgiver er udraderet i modellen.

Husholdningerne kan have forskellige ressourcer, og en forskellig fordeling af arbejdskraft og kapital, men der er ingen principiel forskel mellem dem. De er i samme sociale situation, dvs. ikke opdelt i bestemmende (kapitalister) og undergivne (arbejdere); der er ingen klassemodsætninger. Vi får som sagt et billede af en flad markedsøkonomi, snarere end en hierarkisk kapitalisme.

Alt i alt er det særlige ved kapitalismen forsvundet. Denne produktionsmåde er blevet usynlig, fordi kapitalen er blevet indpasset i den horisontale markedsøkonomi.

Denne kategorisering i husholdninger og selskaber vokser ikke automatisk ud af økonomien, som krokus op af jorden, faktisk finder vi den først i Statistisk Årbog fra 1997. Før da opdelte man blot økonomien i de forskellige erhvervs bidrag til BNP, hvorefter anvendelsen blev differentieret mellem forbrug og investeringer; på indkomstsiden havde vi en opdeling på løn og 'restindkomst' (især kapitalindkomster). Og det var det.

Jeg vil tillade mig at konkludere, at den moderne begrebsdannelse (kategorisering) er udtryk for liberal politik.

Demokratisk og kapitalistisk styring

Demokratiet har tre nødvendige og tilstrækkelige forudsætninger:

1) Politisk lighed: Alle voksne har (ultimativt) samme politiske indflydelse, nemlig én stemme hver; hvis fx de højtuddannede priviligeres med 2 stemmer hver eller de fattige ikke har stemmeret (begge dele har historisk været udbredt), er der ikke demokrati.

2) Politisk frihed: Alle kan stemme frit og ytre sig frit politisk; hvis mindretallet intimideres er der ikke demokrati.

3) Flertalsstyre: Suveræniteten ligger hos det parlament, som vælges, og her bestemmer flertallet mens mindretallet må underordne sig. Selv om parlamentet er nok så demokratisk valgt, er der ikke megen pointe i demokratiet, hvis mindretallet kan blokere flertallet og dermed forhindre at der tages beslutninger, eller hvis fx en konge har lige så meget at skulle have sagt som parlamentet.[vii]

Disse tre forudsætninger har stort set været til stede siden 1901; derfor har vi demokrati i Danmark.

Demokratiets princip indebærer således lige indflydelse, idet vi alle, høj som lav, har præcis én stemme ved valgene. Heroverfor står kapitalismens princip om, at vi har indflydelse efter hvor mange penge vi råder over; den forbruger, der har 1.000 kr. har ti gange så megen magt (købekraft) som den, der kun har 100 kr., og den investor, der disponerer over 100 mio. kr., har tilsvarende ti gange så megen indflydelse som den, der kun har 10 mio. kr.

Den danske økonomis tre hovedsektorer

Disse betragtning om markedsøkonomi, kapitalisme og demokrati leder frem til en opdeling af økonomien i tre overordnede sektorer, bestemt af et ønske om at fokusere på modsætningen mellem kapitalistisk og demokratisk styring. De tre sektorer er:

1) den kapitalistiske del,

2) den offentlige del,

3) og en mellemliggende del, præget af simpel vareproduktion. Aktiviteten er markedsøkonomisk, men ikke kapitalistisk, dvs. formålet er ikke profit, men at forsørge sig selv og familien; historisk drejer det sig om landmænd, håndværkere og småkøbmænd, altså hvad Marx ville kalde 'småborgerskabet'.

Jeg er især interesseret i det lange sigt, altså de strukturelle forskydninger mellem sektorerne og de hertil knyttede klasser. Snarere end de kortsigtede, konjunkturbestemte ændringer.

Den kapitalistiske del af økonomien skal bestemmes og kvantificeres.

Kriteriet er at virksomheden helt overvejende profitmaksimerer. Dette gælder klart for aktieselskaber (og fonde), og for perioden efter 1973 er udbredelsen af denne ejerform det bedste mål for graden af kapitalisme i økonomien. For tiden før da suppleres med branchens karakter, idet industri (til forskel fra håndværk), engros handel (til forskel fra detailhandel), rederier samt indenfor finansbanker og livsforsikringsselskaber (til forskel fra sparekasser og kreditforeninger) præges af så relativt store virksomheder, at profitmotivet må antages at være den overordnede drivkraft. Efter 1973 tillader statistikken ikke at anvende denne metode.

Den resterende del af den private økonomi er præget af små virksomheder, hvor ejeren arbejder og især arbejder for at brødføde sig selv og familien; motivet er brugsværdi snarere end bytteværdi.

Denne produktionsform kaldes traditionelt simpel vareproduktion. Skellet mellem kapitalisme og simpel vareproduktion (markedsøkonomi) er i princippet klar: Er profitmaksimering eller nyttemaksimering dominerende? I praksis er der gråzoner, hvor jeg ud fra de foreliggende oplysninger har måttet vurdere, hvor en given branche hører hjemme.

Den offentlige del af økonomien er defineret ved principielt at være under kontrol af Folketing og regering. Det er derfor den alternativt kan betegnes som den demokratiske sektor. Sektoren omfatter offentlige tjenester, især uddannelse, sundhed og omsorg for børn og ældre, men også militær, politi og domstole er inkluderet. Hertil kommer offentlige virksomheder, idet jeg herved forstår virksomheder, der er ejet af det offentlige.

Den offentlige sektors demokratiske karakter betyder ikke, at den er et paradis. Ofte arbejder de offentligt ansatte under vilkår, der er lige så dårlige og stressende som deres kolleger i den private sektor. Hertil kommer de nyliberale tiltag for at fratage sektoren dens identitet som et alternativ til kapitalistisk styring; den markedsgøres med New Public Management mm.

Men et flertal i Folketinget kan ændre dette, modsat i den private sektor, hvor det er kapitalen, der bestemmer.

Lad os nu ud fra denne sektoropdeling betragte udviklingen i den danske kapitalisme efter 1901 i fugleperspektiv.

De lange linjer

Som sagt går der 100 år mellem den begyndende afvikling af den feudale produktionsmåde i 1790erne og gennembruddet for den kapitalistiske produktionsmåde i 1890erne, hvor industrien overhaler håndværket og dermed begynder at få greb om produktionsprocessen.

Den efterfølgende udvikling af kapitalismen er også en langsommelig affære, hvilket fremgår af Tabel 12.1.

Tabel 12.1. Den kapitalistiske og offentlige sektors vægt i økonomien 1901-2015

Procenter af BFI

1901

1914

1957

1973

1982

2000

2007

2015

Kapitalistiske sektor (brancher)

24

25

33½

31½

-

-

-

-

Kapitalistiske sektor (selskaber)

-

-

-

-

45

55½

59

59

Offentlige sektor

9

10½

15½

25½

30½

27

26

26

Det ses at kapitalismen ekspanderer i snegletempo i de mere end 70 år frem til 1970erne, og i årene mellem 1957 og 1973 står den helt i stampe. Først derefter rykker det, med nyliberalismens frisættelse af kapitalen i årene efter 1982.

Vi kan være mere præcise.

I perioden 1901 til 1973 (72 år) vokser den relative kapitalistiske indflydelse (målt på brancher) med 7½ procentpoint, dvs. sølle 0,1 procentpoint pr. år. I perioden 1982 til 2007 (25 år) er væksten (nu målt på ejerform) 14 procentpoint, dvs. 0,6 procentpoint pr. år, altså mere end 5 gange så hurtigt som i den forrige periode. Men efter krisen stopper udbredelsen af kapitalismen abrupt.

Langsommeligheden frem til 1973 beror især på, at den simple vareproduktion på landet er en betydende faktor i dansk økonomi i mange årtier. Men i sidste ende sætter kapitalen sig igennem. Det synes som om kapitalen på et tidspunkt når en kritisk masse, hvor institutionerne bliver afhængige af den kapitalistiske omverden og ikke kan fastholde andre målsætninger i forhold til profitmaksimeringen; det gælder andelsbevægelsen, sparekasserne og kreditforeningerne og senere de ligeledes demokratisk organiserede pensionsfonde.

Den offentlige sektor vinder kun langsomt frem i de 56 år mellem 1901 og 1957, nemlig med 0,1 procentpoint pr. år. Men så går det hurtigt og i de 25 år med velfærdskapitalisme (1957-82) syntes den på vej til at fortrænge kapitalen, med en årlig vækst på 0,6 procentpoint. Sektoren når et maksimum i 1982, hvor den står for godt 30% af BFI, for derefter at vige lidt i den nyliberale periode; det er her værd at bemærke at den har fastholdt sit relative niveau efter 2000.

Det giver sig selv at fremgangen for såvel den kapitalistiske som den offentlige sektor sker på bekostning af simpel vareproduktion, især på landet.

Tabel 12.2 ser specielt på finanskapitalen.

Det viser sig – måske overraskende – at dennes vægt i økonomien faldt fra 1914 til et lavpunkt i 1957, men derefter er finansialiseringen gået stærkt, især efter at sparekasser og realkredit i 1990erne blev inkorporeret i kapitalismen; denne strukturændring er nok den vigtigste forklaring på det store spring mellem 1982 og 2000. Mens finanskapitalen i 1957 havde en størrelse på blot halvdelen af BFI, er den nu 7-8 gange større.

Tabel 12.2. Den finansielle sektors og finanskapitalens vægt i forhold til realøkonomien 1901-2014 (balance/BFI)[viii]

Procenter i forhold til BFI

1901

1914

1957

 

1957

1973

1982

2000

2007

2014

Finansielle sektor

133

179

100

 

110

165

197

430

682

752

Finans-kapitalen

38

64

44

 

50

64

87

430

682

752

Afslutning

Den opfattelse, man får af historien, afhænger af de kategorier, men tænker og analyserer i. Det gælder også den økonomiske historie.

Den liberale (neoklassiske) samfundsopfattelse har her været så hegemonisk, at få har stillet spørgsmålstegn ved den særlige måde, hvorpå den har opdelt økonomien. Heller ikke socialister har været opmærksom på, at de liberale har reduceret den grådige og profitorienterede kapitalisme til den harmoniske og nytteorienterede markedsøkonomi. Det politiske indhold er oplagt (når man først bliver opmærksom på det).

Mit eget grundskel mellem en kapitalistisk og demokratisk sektor er også politisk. Det er baseret på en forvisning om, at kampen for en moderne socialisme er en kamp for den offentlige sektor og imod den kapitalistiske sektor.

Resultatet af bogens analyse er at kapitalismen voksede meget svag frem til 1973, og meget kraftigt frem til finanskrisen i 2008. Den offentlige sektor - det potentielle økonomiske demokrati - accelererede i den velfærdskapitalistiske periode 1957-82 og faldt derefter lidt tilbage frem til 2000.

 

[i] Det vil blive alt for omfattende, at anføre kilde til de mange tal og procenter i denne artikel; her må henvises til bogen. Generelt har jeg anvendt Statistisk Årbog, Statistisk Tiårsoversigt og Statistikbanken, alle tilgængelige elektronisk. Hertil komme en række værker om dansk økonomisk historie, ikke mindst Svend Aage Hansens klassiker om 'Økonomisk vækst i Danmark', hvis to bind dækker perioden fra 1700-tallet til 1970.

[ii] Benito Scocozza: Klassekampen i Danmarks historie (1976). Bind 1, Feudalismen: med et indledende afsnit om den historiske materialisme, Historie og klassekamp.

[iii] Per H. Hansen (2001): Da Sparekasserne mistede deres uskyld, Odense Universitetsforlag, s. 303.

[iv] Thomsen, S., T. Pedersen og J. Strandskov (2002): Ejerskab og indflydelse i dansk erhvervsliv, Magtudredningen, s. 47.

[v] Folkeudgaven af denne teori kaldes 'kredsløbsmodellen' (circular flow model), der ofte kan findes i begyndelsen af de økonomiske lærebøger. Den viser strømmen af faktorydelser fra husholdningerne til selskaberne og strømmen af produkter den modsatte vej; pengestrømmene - betaling for faktorydelserne og produkterne - går så den modsatte vej.

[vi] Selskaberne fylder langt mest blandt virksomhederne; hertil kommer de små selvstændige, som Nationalregnskabet af uklare grunde placerer i 'husholdningerne'.

[vii] Nærmere om demokratiets principper i A. Lundkvist (2004): Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Bind 3, Kapitel 41, Frydenlund.

[viii] Der er databrud i 1957.