Kommunalvalget ti år efter strukturreformen
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 16. oktober 2017

”Borgernes opbakning til lokaldemokratiet daler. Kommunen er i højere grad en serviceleverandør end et demokratisk forum, som man er forpligtet til at deltage i”, skriver VIVE (det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) i sin nys udkomne rapport. Den helt korte kommentar kunne være følgende: ”Ja, man ligger, som man har redt”.

Ifølge rapporten angiver kun 70% af de adspurgte, at de vil stemme til kommunevalget den 21. november, hvor det var 87% i 2009.

Manglende oplysning eller sund fornuft

KL og Danske Regioner tog allerede først i oktober hul på sagen, da KL offentliggjorde en artikel med overskriften: ”Hjælp os med at få danskerne til at stemme den 21. november”. Artiklen er et led i en stort anlagt offensiv med titlen: ”Tænk dig om før du ikke stemmer”. Offensiven retter sig primært mod de unge vælgere mellem 18 og 24 år, som stort set ikke interesserer sig for kommunalvalget.

I kampagnematerialet oplistes alle de opgaver, som kommunerne varetager – vel ud fra det ræsonnement, at når vælgerne får øje på dem, så finder de det også vigtigt at stemme.

Spørgsmålet er så, om det er mere oplysning, vælgerne har brug for, eller om de faktisk er på vej til at træffe en fornuftig beslutning, når de kobler sig af kommunalpolitik, fordi engagementet alligevel ikke kan betale sig. For hvad skal de mange fine ord om det lokale demokrati og ”det demokratiske beslutningsrum” bruges til, hvis det er opfattelsen og virkeligheden), at de afgørende beslutninger alligevel tages et andet sted.

For at komme nærmere et svar på de spørgsmål, som melder sig, kan der henvises til to andre undersøgelser.

Ifølge en Momentum-rundspørge mener 9 ud af 10 lokalpolitikere, at Folketinget sætter det kommunale selvstyre ud af kraft med detailregulering, og 65% mener, at landspolitikerne for ofte blander sig i enkeltsager. Hertil kommer en oplevelse af, at Folketinget rent faktisk styrer mere og mere af lokalpolitikken gennem vedtagelse af øremærkede puljer, der som oftest bliver til som udløbere af presseeksponerede enkeltsager. Disse puljer og deres komplicerede administration i kommunerne indskrænker kommunalpolitikernes bevægelses- og beslutningsfrihed yderligere, hvilket eksempelvis kan ses i forhold til den såkaldte ”ældremilliard”.

Det interessante i den forbindelse er, at der ifølge kommunalforsker Kurt Houlberg stort set ikke findes større undersøgelser, der kan belyse i hvilket omfang, kommunerne underlægges nye regler og love. Det afholder dog ikke 68% af de adspurgte kommunalpolitikere fra at have den opfattelse, at størstedelen af beslutningerne i forvejen er fastlagt af gældende love, cirkulærer og andre centrale regler.

Angriber man så den samme problemstilling fra en rent økonomisk vinkel, tegner der sig dog et andet billede.

Ifølge en ny rapport fra OECD ligger Danmark nummer 3 ud af 94 nationer målt på de lokale udgifters andel af landets samlede offentlige udgifter. Hele 64% af de offentlige udgifter står kommuner og regioner for. Ser man på de lokale udgifters andel af BNP (36%), ligger Danmark helt i top. Canada kommer på andenpladsen med 31%. Sverige og Norge er helt nede på henholdsvis 25% og 15%.

Men så simpelt er det (selvfølgelig) ikke. Selv om Danmark ifølge OECD’s undersøgelse indtager en meget høj placering, hvad angår de kommunale budgetters andel af de samlede offentlige udgifter, så kan man ikke derfra slutte, at Danmark fungerer mere decentralt end så mange andre lande, når man også tager styreformer og styringskæder i betragtning. Der vil f.eks. ikke være noget til hinder for, at en meget stor del af de lokale budgetter rent faktisk er styret centralt – enten af regeringen eller af Folketinget. Også selvom de forvaltes lokalt.

Rapporten konkluderer derfor også, at den faktiske grad af decentralisering kan være svær at måle og endnu sværere at sammenligne landene imellem. For hvad der umiddelbart syner af decentralisering, kan i virkeligheden vise sig at være dekoncentration. Altså centralt fastlagte opgaver, der skal løses og administreres lokalt, men efter centrale forskrifter og på grundlag af central kompetence.

At det nok hænger sådan sammen underbygges af VIVE’s rapport. Der er sket et skred i selvstyret siden 2001. Den centrale rammelovgivning og kommunernes tilsvarende handlefrihed er rent faktisk blevet begrænset.

Den liberale kommunestrategi og det ”liberale menneske”

Skredet er imidlertid ikke sket ved et tilfælde eller som resultat af en naturlig udvikling, sådan som det ofte fremstilles. Det er et resultat af helt bevidste handlinger, og det begyndte med den første Fogh-regerings program. Ikke at der ikke var sket en del betydningsfulde ændringer på det kommunale område inden da. Det var der. Blandt andet havde opgavekommissionen under Nyrup-regeringen arbejdet i flere år med at flytte flere opgaver over til kommunerne. Det nye med Foghs regering var, at opgaveflytningen blev inkorporeret i en helt ny strategi overfor kommunerne, som styrer VK-regeringens overordnede markedsgørelse af den offentlige sektor i Danmark.

Strategien var simpel. Så simpel, at mange overså dens egentlige indhold. Devisen var: Flyt flest mulige opgaver til kommunerne og begræns samtidig kommunernes handlefrihed. Ikke ved formelt at begrænse deres frihed, men ved at forpligte dem overfor en større vifte af kontrakter af både økonomisk, administrativ og politisk karakter. På den måde kan en regering hele tiden skrue på nedskæringshåndtaget og dyrke de moralske forpligtelser og samtidig fralægge sig ansvaret, når det går galt, eller når borgerne bliver utilfredse. For som Claus Hjort Frederiksen udtrykte det i infight med Søren Pind: ”Venstre går ikke ind for en liberal revolution, men efter tålmodigt at skabe det liberale menneske”. Og deri skulle kommunerne indgå som en vigtig dannelsesfaktor.

Styringsmetoderne og styringskæderne i den offentlige forvaltning skulle ganske enkelt tvinges ind i nogle helt nye markedsorienterede og liberale baner. Hensigten og forventningen var, at flere års markedstænkning og daglige markedstransaktioner helt ud i kommunernes yderste led ville naturalisere de liberale værdier som eksempelvis den enkeltes frihed og individuelle rettigheder i alle forhold, der kan sættes på kontrakt. Og efter Fogh-regeringens opfattelse skulle det gælde de fleste af livets forhold.

Sådan blev det også, og til og med på en ganske snild og diskret måde.

Man vedtog som noget af det første fritvalgsloven i 2003 indenfor hjemmeplejen. Den enkelte borger skulle have det frie valg mellem to eller flere ligestillede udbydere af hjemmepleje – det offentlige og de private plejefirmaer (dem, som i dag går konkurs på stribe og lægger beslag på kommunernes forsyningsberedskab). Til brug for regulering af transaktionerne indenfor området indførte man den såkaldte BUM-styringsmetode (Bestiller-Udfører-Modellen), hvor de ansatte på plejeområdet blev frataget deres hidtidige myndighed og udelukkende fremover skulle koncentrere sig om at udføre det, andre i forvaltningen havde bestilt dem til at gøre. Kort og godt blev der indført et rendyrket økonomisk-kontraktligt forhold mellem borger og forvaltning, og mellem forvaltning og de ansatte i plejen. Kommunen blev til en ligestillet serviceleverandør, og borgeren til en kontraktliggjort, oplyst servicemodtager. Og på trods af et uendeligt antal eufemismer og udenomssnak fungerer fritvalgsloven stadig i 2017.

Med princippet om det frie (markeds)valg var loven indenfor hjemmeplejen plantet og kunne nu generaliseres og udbredes til andre forvaltningsområder om end iklædt andre og mere raffinerede udtryk og med varierende grader af forpligtelse..

Problemet for den liberale regering var dog, at Claus Hjorts vision skulle vise sig vanskeligere at realisere fuldt ud, end man havde foruddiskonteret. Dels på grund af omfattende modstand blandt de ansatte, og dels fordi mange borgere afviste selve tankegangen. Regeringen måtte gå et niveau op og skabe et sammenhængende system for markedstransaktioner i en sammenhængende bevægelse, der kunne omkalfatre hele den offentlige sektors tænkemåde og måde at drive politik på.

Strukturreformens egentlige formål – ”det indre marked”

Det skete med strukturreformen. Med ”the grand design” fik den liberale strategi det nødvendige løft. Fremgangsmåden var enkel som ved fritvalgsloven. Der blev igangsat en hetz mod amterne. De Konservative og DF bød sig til som frontpartier med kravet om afskaffelse af amterne og flere opgaver overført til kommunerne, til staten eller til forskellige former for selskaber. Venstre ”lod sig presse” og nedsatte en kommission. I januar 2004 kom kommissionsrapporten og efter en lynbehandling blev der indgået forlig mellem regeringen og DF i juni 2004. Herefter kunne det komplekse lovgivningsarbejde sættes på skinner og på rekordfart gennemføres inden 2007.

Den officielle begrundelse for reformen var den typisk liberalistiske sirenesang: Sammenlægning af mange små ineffektive kommuner til 98 store, effektive og gennemsigtige enheder. Stordriftsfordele og større og mere sammenhængende faglige miljøer. Ren afledning og ikke andet. Den lovede effekt kan i øvrigt ikke dokumenteres her ti år efter. Man kan derimod med millimeternøjagtig præcision konstatere, at en masse borgere udenfor de større byer har fået temmelig langt til de lokale rådhuse, hvor politikken skabes og administreres. Et liberalt adelsmærke – nærhedsprincippet – er også i denne sammenhæng røget ud med badevandet.

Men det store scoop i reformen skal også søges helt andre steder. Og det er blandt andet der, man skal finde den medvirkende årsag til, at et flertal af borgerne i dag ikke giver så meget for det ”lokaldemokratiske rum” og i højere grad opfatter kommunerne og regionerne som serviceleverandører og statslige handleagenter.

VK og DF gjorde i et enkelt greb op med en af verdens mest demokratiske forvaltningsstrukturer, som lå i kommunalreformen fra 1970. Amterne blev nedlagt og erstattet af regionerne, dog frataget alle former for skatteinddrivningsret og som konsekvens økonomisk selvstændighed. Stat og kommuner skulle finansiere regionerne og af samme grund have indflydelse på disses dispositioner. Den, der betaler, bestemmer også melodien. Sådan er det også blevet. I dag handler alle tre forvaltningsniveauer med hinanden om snart sagt alt. Noget tilsvarende sker indenfor niveauerne. Hertil kommer opbygningen af det nødvendige administrative apparat og tilhørende regelsæt for at regulere disse transaktioner. Nøjagtig som ude på det private marked.

Med amternes forsvinden forsvandt den særegne danske mindretalsbeskyttelse også. Under sloganet om ”én indgang” blev borgernes direkte adgang til regionernes sociale og specialpædagogiske ydelser fjernet. Nu skulle enhver borger gennem kommunen og den kommunale sagsbehandling for at blive trangsprøvet. Men da kommunerne nu også selv skulle betale udgifterne, var forventningen den, at de ville være mere karrige med at tilkende borgerne de forskellige ydelser. Sådan blev det også. Tillige blev socialpolitikken i Danmark, der hidtil havde været et selvstændigt politikområde, underlagt beskæftigelsespolitikken, og arbejdsmarkedspolitikken blev kommunaliseret med nedlæggelsen af den regionale Arbejdsformidling og dennes partsstyring.

Uden en selvstændig økonomi fik regionerne selvsagt ingen kommunalfuldmagt. I princippet genindførte regeringen ”positiv lovgivning” overfor regionerne, hvilket vil sige, at regionerne kun måtte handle indenfor snævre obligatoriske forskrifter i modsætning til rammelovgivningen under den gamle kommunalreform. Kommunerne mistede trods alt ikke deres kommunalfuldmagt. Men den er innovationsminister Sophie Løhde nu i gang med at ophøje til lov, så den de facto mister sin karakter af fuldmagt. Begrundelsen er, at en lovgivning på området skal bremse kommunernes mulighed for at drive erhvervsvirksomhed – også der, hvor det måtte være indlysende fornuftigt.

Til gengæld mistede kommunerne deres del af skattemyndigheden og har måtte afgive en række centrale myndighedsopgaver til den nyoprettede offentlige virksomhed Udbetaling Danmark placeret under ATP. Disse manøvre har svækket kommunerne og øget borgernes fremmedgørelse overfor den offentlige sektor.

Det siger sig selv, at hverken enkeltpersoner, enkeltvirksomheder eller offentlige forvaltninger kan handle med hinanden, uden at det, der handles med, kan kvantificeres i tid og priser. Den proces har været i gang kontinuerligt siden 2007. Der er indført styringsregimer og incitamentsbatterier, der passer til disse transaktionsforhold. Der er indført en lang række reguleringsmetoder og retningslinjer, som alt i alt har resulteret i, at det i dag kan være vanskeligt at finde en forvaltning eller en institution, hvor der ikke i en vis udstrækning tænkes i markedsliberale termer, og hvor disse er så naturaliserede, at man ikke engang reflekterer den tingsliggørende sprogbrug længere.

Man kan sige, at det store ”indre marked” i den offentlige sektor, blev indført og udviklet med strukturreformen, og at det vil leve i bedste velgående om end med forskellige modifikationer, indtil man endeligt gør op med reformens strukturelle grundpræmisser. Men indtil i dag har ingen partier på Christiansborg for alvor rejst den sag som en ”kerneopgave”.

Men når alle i en offentlig organisation i en eller anden udstrækning tænker i serviceydelser, basispriser, effektiviseringsregimer, optimeringsprocesser, resultat- scorecards og kontrakter og køber den liberale myte om den rationelle og selvberoende borger, der altid vælger hensigtsmæssigt, ja, så sker der selvfølgelig også en afpolitisering af hele den offentlige forvaltning og af forholdet mellem denne og borgerne og disses legitime interesser. Spørgsmålet for borgerne bliver helt profant: ”Hvad kan jeg få? Hvad er min ret? Alt andet er underordnet. Også politikernes moralske besværgelser om mådehold, ansvar og fællesskab”. ”Det findes heller ikke i Bilka”.

Alligevel havde den liberale generalstab i Venstre forregnet sig. Man havde undervurderet det vedvarende pres fra borgerne og modstanden fra de store faggrupper ude i kommunerne. Udgiftspresset i den offentlige sektor ville ikke gå væk. Absolut ikke noget særligt dansk fænomen. I alle de europæiske lande har regeringerne og de lokale administrationer haft mere end vanskeligt ved at modstå borgernes pres og de ansattes modstand mod det, man med århundredets fedeste eufemisme kalder reformpolitikken.

Finanspagt, budgetlov – liberal budgettvang

Men den kapitalistiske verdensøkonomis sammenbrud i 2008 og efterfølgende gældskrise i EU skulle komme de liberale strateger til undsætning. Svaret på den liberale økonomiske doktrins fallit og gældskrisen blev mere af det samme bare i potenseret form. I gældskatastrofens – sådan blev den politisk fremstillet – ellevte time vedtog regeringslederne i EUs eurozone i 2012 Finanspagten som den ultimative formel for opbremsning af udgiftspresset og de offentlige underskud samt sikring af medlemslandenes overholdelse af EUs Vækst- og Stabilitetspagt. På nær Sverige og England forpligtede Finanspagtens medlemslande sig til at vedtage nationale budgetlove, der dels skulle sætte et loft for de offentlige udgifter og indeholde en eller anden form for sanktionsmekanisme, der kunne monitoreres af EU-kommissionen.

Thorning-regeringen gennemførte budgetloven i Danmark og skærpede tillige sanktionerne overfor kommunerne og regionerne, hvis deres budgetter og regnskab overskred de tilladte ”servicelofter”. I konsekvens heraf blev de årlige økonomiforhandlinger mellem regering og kommuner og regioner reelt gjort ligegyldige, fordi regeringen nu ensidigt kunne diktere og rent faktisk dikterede rammernes størrelse.

Skal vi her i 2017 gøre regnebrættet op efter 16 års ”liberal reformpolitik”, kan vi konstatere, at der i dag ikke er ret mange steder i den offentlige forvaltning, hvor man ikke opererer med primitive aktivitetsbestemte budgetter baseret på kostpriser og med tilsvarende primitive styringsmetoder og incitamentsbatterier, hvis grundpræmis ikke adskiller sig meget fra B.F. Skinners mekanisk behavioristiske menneskesyn. Borgerne er i vid udstrækning blevet kontraktliggjort, og de opfatter - helt korrekt - det offentlige som serviceleverandør. Byrådspolitikkerne er de facto reduceret til bestyrelsesmedlemmer i en stor servicevirksomhed. Tilmed er der nu lagt uigennemtrængelige lofter over serviceydelserne ude i kommunerne, hvilket har betydet, at alle led i det samlede kommunale system kører med buffere af hensyn til de overordnede niveauers sanktioner. Så helt inde fra Christiansborg og ud til den enkelte institutionsleder virker sanktionssystemet. ”Hellere bruge lidt mindre og undgå skærsilden”, er kodeks på ledelsesgangene. Et af resultaterne har været en akkumuleret kommunal opsparing på 43 mia. kr., som kommunerne vel at bemærke ikke er i stand til at bruge.

På den anden side begynder resultaterne og konsekvenserne af de omfattende besparelser og den offentlige konkurrenceøkonomi nu også at vise sig. Et alt for højt sygefravær. Flere fejlbehandlinger og for hurtige udskrivninger inden for hospitalssektoren. Kommunernes ad hoc udbygning af den præ- og posthospitale sektor. Forsømte ældre i hjemmeplejen og et øget pres mod ældre uden alvorlige lidelser. Tvivlsom børnepasning og elendige fysiske forhold både på daginstitutioner og skoler. Ringe infrastruktur og et nedslidt regionalt og kommunalt offentligt trafiksystem. Borgernes kamp for at værne om egne rettigheder. For nu blot at nævne nogen af overskrifterne fra 2017.

Standardsvaret fra regeringen og dens støtteparti DF har hver gang været, når det offentlige pres voksede: ”Der kan nok effektiviseres et eller andet sted”. Så på med vanten og find ressourcerne til at yde den kvalitet, vi som politisk system har lovet befolkningen.

Tiltagende centralisering og ”det kommunale oprør”

Når presset fra virkelighedens verden med de mange åbenlyse velfærdsforringelser så ikke kan holdes tilbage, tages forholdsregel nr. et fra regeringens kommunestrategi i anvendelse: Placer ansvaret hos kommunerne, og skulle det ikke være nok, så opret en pulje som eksempelvis ”ældremilliarden” eller ”børnepakken” øremærket til bestemte indsatser og sæt kommunerne til at administrere den. Hermed kan de gøres ansvarlige uden beslutningsmyndighed. Denne form for centralstyring gennem øremærkede puljer er vokset i takt med, at de elendige resultater af seksten års liberal politik tikker ind i dansk politik.

Den tiltagende centralisering forstærker og svækker den liberale kommunalstrategi på en og samme tid, hvad der blev ganske synligt med det kommunale oprør i 2016.

Umiddelbart efter Løkke Rasmussens regeringsovertagelse i 2015 fik han tilslutning til sit ”omprioriteringsbidrag”, som indebar, at kommunerne skulle betale 2% hvert år til regeringens omprioriteringspulje. I løbet af efteråret 2015 voksede utilfredsheden i kommunerne imidlertid, da det ved budgetforhandlingerne blev klart, hvad bidraget indebar, og at der var opfundet en nye hane, regeringen kunne skrue på for at presse økonomi ud af kommunerne og centraldirigere flere øremærkede puljer. Ved årsskiftet tog kommunalpolitikernes utilfredshed form af et åbent oprør langt ind i Venstres rækker. For Socialdemokratiet og DF blev det signalet til at trække den betingede støtte væk til omprioriteringsbidraget, de to partier ellers havde givet den nye regering i 2015.

Hen over foråret voksede kritikken ude i kommunerne. Flere borgmestre pressede KL’s bestyrelse til at anlægge en hård linje overfor regeringen, og fagbevægelsen begyndte at mobilisere for en afskaffelse af omprioriteringsbidraget. Kommunalpolitikerne forsøgte i vidt omfang at inddrage borgerne ved også at søsætte projekter som ”aktivt medborgerskab” og ”frivillighedsordninger og selvstyre” som lokale demokratiske alternativer til regeringens centraliseringspolitik. Det kommunale oprør adskilte sig på den måde fra de hidtidige protestmanifestationer, i og med flere borgmestre og byråd forsøgte at formulere alternativer til den dominerende, liberale kommunestrategi. Det kom dog ikke til et åbent opgør.

Regeringen forstod signalet og trak omprioriteringsbidraget tilbage. Under økonomiforhandlingerne i 2016 indgik finansministeren kompromis med kommunerne om et såkaldt effektiviseringsbidrag, hvor kommunerne måtte beholde 50%. Det var tåleligt for kommunerne og anledningen for de borgerlige kommunalpolitikere til at stikke piben ind og hævde, at Venstre regeringen havde lyttet og bøjet sig.

Det kommunale oprør løb herefter ud i sandet. Vel at bemærke som konkret bevægelse. Men ikke som en mulig fremtidig kampform indenfor det samlede politiske system. Oprøret havde vist, at en hvilken som helst regering kan komme under dobbeltild fra henholdsvis folketingets opposition og en kommunal opposition, hvis sidstnævnte står stærkt i KL.

Det kommunale oprør og demokratiske dobbeltpres

Hermed var der skabt et nybrud i dansk politik. Derfor er kommunalvalget den 21. november 2017 absolut et potentielt politisk vendepunkt.

Men om vælgerne og den politiske opposition på venstrefløjen fra Socialdemokratiet og ud, så også både ser og forstår vigtigheden, er noget ganske andet. Og hvis vælgerne ikke drager den samme konklusion og strømmer til valgurnerne vil det være ganske forståeligt set i lyset af, at de igennem de sidste seksten år er blevet vænnet til at opfatte sig selv som kunder i en offentlig velfærdsbutik, hvor det politiske er reduceret til et sæt af varedeklarationer. Og der skal øjensynligt et radikalt politikskifte til hos samtlige politiske partier på venstrefløjen for at sætte gang i et stemningsskifte blandt vælgerne.

Udgangspunktet er jo, at tilliden til de lokale politikere og deres reelle indflydelse på beslutningerne ikke er overvældende. Det samme gælder vælgernes oplevelse af politikernes lydhørhed mv. Så kan de lokale politikere tale nok så meget om ”aktivt medborgerskab” og den slags. De reelle rammer for det lokale demokrati skal være tilstede, og det fornemmer et flertal af vælgerne ikke, at de er.

Det er de heller ikke, så længe strukturreformen og budgetloven eksisterer uantastet, Christiansborg-politikerne vedbliver med at oprette nye centralstyrede puljer og plapre løs om ensartede standarder i alle kommuner, eller også forbyder kommunerne at hæve skatten. For - hånden på hjertet - hvad er der så reelt tilbage for borgerne at øve indflydelse på, og hvad er det så for et ”demokratisk rum”, der tales om?

Hvis der således skal være smæk i Socialdemokratiets, SFs og ELs kommunale valgkamp, skulle den måske begynde på følgende måde: ”Vi vil kæmpe for at genetablere det kommunale selvstyre og lokale demokrati, fordi det udvider borgernes demokratiske indflydelse i almindelighed. Det har det kommunale oprør vist. De samme borgere, der stemmer til Folketingsvalgene kan også presse på for at danne en kommunal front og ad den vej øve indflydelse på Christiansborg-politikken.” Hermed åbnes der for at sætte de politiske partier (også på venstrefløjen) under et dobbeltpres og sandsynligvis øge deres påvirkelighed.

Men at komme dertil, hvor det lokale demokrati og lokale selvstyre er genetableret, forudsætter en gennemgribende ændring af det, der er kommet ud af strukturreformen, hvor bl.a. regionerne opnår skatteudskrivelsesret, en markant ændring af budgetloven, afskaffelse af sanktionsbestemmelserne, en demokratisering af økonomiforhandlingerne, en ophævelse af kommunernes skatteloft og en fastholdelse af kommunalfuldmagten.

Borgerne stemmer – hvis det giver mening

Hvis det kunne blive de nævnte partiers og i øvrigt også fagbevægelsens og den nye bevægelse Danmark for Velfærds åbning af kommunevalget taler en del for, at der kunne komme så meget kraft og perspektiv ind i den kommunale valgkamp, at flere vælgere gad overveje, om gangen til stemmeurnen alligevel skulle være umagen værd. VIVE-rapportens konklusioner er trods alt en cadeau til borgernes og vælgernes rationalitet. Ellers må man sige: Hvorfor dog bruge tid og kræfter på noget, man alligevel ikke har den fornødne tillid til?

Omvendt er det indlysende, at de valgte politikere fra de tre partier ikke ville kunne gennemføre ret mange af de ovennævnte politikperspektiver i den kommende valgperiode. Men er de først formuleret og indgår i den kommunale valgkamp, ville de tre partier kunne gøre sig håb om at erobre flere borgmester- og regionsformandsposter og dermed formandskabet i KL og Danske Regioner. Det ville kunne give KL politisk perspektiv som andet og mere end regeringens administrationspartner overfor kommunerne. KL kunne blive rammen om den lokale demokratiske front overfor den til enhver tid siddende regering og flertal i Folketinget, hvilket alt andet lige vil styrke samfundsdemokratiet som helhed og bidrage til at nedbryde de elitære tendenser hos alle partier og i alle parlamentariske organer.

Socialdemokratiet, SF og EL bestemmer selv, om de vil tage vælgerne alvorligt den 21. november 2017. Ti år efter, at den demokratiske kommunalreform fra 1970 blev erstattet af strukturreformens ”indre marked” og borgeren af velfærdsforbrugeren.


              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.