Portugal: samarbejde på venstrefløjen – mellem forbillede og destruktion
Af Niels Henrik Nielsen

Offentliggjort: 15. august 2017

Socialistpartiet (PS), Venstreblokken (BE) og Koalitionen Kommunistpartiet/de Grønne (PCP) har samarbejdet i knap 2 år.

Efter valget i oktober 2015 blev den borgerlige koalition den største parlamentsgruppe og forventede at kunne fortsætte i regering. Traditionelt har det største parti dannet regering. Koalitionen gik ud fra at PS ikke var villig til samarbejde med den EU-kritiske venstrefløj i BE og PCP- koalitionen. Ikke mindst fordi især forholdet mellem PS og PCP i årtier har været uforsonligt. Men også forholdet til EU har været en faktor. PS har altid været stor tilhænger af EU, PCP har altid været mod EU. BE har de senere år udviklet en stærk kritisk holdning og kan vel i dag betegnes som modstander.

Socialistpartiet og venstrefløjen har tidligere haft absolut flertal – senest i perioderne 1995-2002 og 2005-2011 - uden det medførte et nærmere samarbejde. PS var største parti i parlamentet – Assembleia da República - og dannede regering og førte politik med skiftende flertal. Der var således en ny politisk situation efter valget. Den borgerlige koalition fortsatte i regering, men blev væltet af et mistillidsvotum. De politiske uenigheder mellem PS og de borgerlige partier var så tilspidset, at PS var villig til at prøve et politisk samarbejde med venstrefløjen. Baggrunden var den borgerlige regerings politik 2011-2015. Og selvom præsidenten søgte at hindre en PS mindretalsregering lykkedes det ikke.  Den portugisiske præsident har en betydelig indflydelse og kan udpege regeringschefen og opløse parlamentet. Han er desuden øverste leder af militæret.

Højreregeringen

Den økonomiske krise ramte Portugal hårdt og var formentlig en afgørende årsag til den borgerlige koalitions sejr ved valget i 2001. Regeringen måtte forhandle en lånepakke med EU, den Europæiske Centralbank (ECB) og den internationale valutafond (IMF) for at redde landet fra bankerot. En såkaldt hjælpepakke på i alt 78 mia. €.  Med aftalen fulgte skrappe sparekrav og privatiseringer. Den kurs regeringen fulgte kan opsummeres således: Stop for stigninger i mindstelønnen, nedskæringer i de sociale ydelser herunder pensionerne, forhøjelse af de offentlig ansattes arbejdstid fra 35 til 40 timer uden lønkompensation, skattestigninger på privatforbrug, privatisering af centrale offentlige virksomheder som elselskaber, post og TAP, det portugisiske luftfartsselskab. Målet var at komme under 3% af BNP i offentlig underskud. På trods af de omfattende nedskæringer lykkedes dette ikke for regeringen. I 2015 var underskuddet oppe på 4,4%. Som i mange andre lande voksede gælden og udviklede til en egentlig gældskrise. Portugal var inde i en ny recession med minusvækst.

I årene2012 og 2013 oplevede Portugal massive folkelige protester og demonstrationer, de største siden Nellikerevolutionen i 1974/75 med over ½ halv million mennesker i gaderne i et land med 10 millioner indbyggere. Målet for disse demonstrationer var et opgør med ”den nødvendige politik” og trojkaens (EU-ECB-IMF) krav om yderligere nedskæringer og privatiseringer. Portugal oplevede negativ vækst og arbejdsløsheden passerede 17% i de år. Den økonomiske situation viste ikke tegn på bedring op mod valget i 2015. Næsten alle indikatorer viste snarere en forværring. Fattigdommen voksede – især børnefattigdommen. Arbejdsløsheden var faldet lidt, men var fortsat højere end da regeringen trådte til. Og folk så at sige strømmede ud af landet. Mellem 2011 og 2015 forlod mere end ½ mio. portugisere landet.

Valget i 2015

Valget i 2015 blev især et godt valg for BE, der næsten fordoblede sin stemmeandel fra 5,1% til 10,1%. Også PS gik pænt frem med 4% til 32% af stemmerne, men dog langt fra de omkring 45% partiet fik i sine velmagtsdage og PCP-koalitionen gik frem med ca. 1%. til lidt over 8%. Alligevel blev den borgerlige koalition største gruppe med knap 37% af stemmerne.

Selvom den borgerlige koalition blev størst, tabte den næsten 13% af stemmerne. Derfor er det fair at sige, at valgresultatet viste, at flertallet af vælgerne ikke støttede den siddende regering.

PS havde før haft et tæt samarbejde med de borgerlige, men det var umuligt i den politiske situation, eftersom den borgerlige koalition insisterede på at fortsætte den udstukne kurs. Hvis den borgerlige koalition ikke skulle fortsætte var der således kun den mulighed, at PS indledte forhandlinger med BE og PCP-koalitionen. Hvis partierne ikke kunne blive enige var alternativet en fortsættelse af den borgerlige regering.

Blandt de 4 partiers vælgere var der solid opbakning til projektet. Lavest opbakning var der blandt PS’ vælgere, Her støttede 76% af’ vælgerne, at partiet samarbejdede med den øvrige venstrefløj for at skabe et alternativ. Mest opbakning til projektet var der blandt BE’s vælgere, hvor næsten 87% støttede et sådant projekt.

En indikation på hvor politiske vanskeligt projektet antydes ved, at det tog næsten 2 måneder inden forhandlingerne endte det i 3 aftaler. PS lavede en aftale med hver af partierne. BE, PCP og de Grønne. Aftalerne anerkendte, at der var væsentlige politiske forskelle mellem partier, men samtidig var der en række fælles ønsker. Aftalerne indeholder ingen kritik af EU/Euroen og NATO, heller ikke direkte kritik af det kapitalistiske system, eftersom dette ville være uacceptabelt for PS. Der findes ingen henvisning til genforhandling af gælden. Grundsynspunktet hos alle 4 partier syntes at være, at i den politiske situation var der mere, som forenede dem end skilte dem. Aftalerne indeholder blandt andet en løbende stigning i mindstelønnen, en genoprettelse af de sociale ydelser, mindre skat på almindeligt forbrug, gratis folkeskoleuddannelse, adgang til læge for alle, genindførelse af 35-timers arbejdsuge for offentlig ansatte samt stop for privatiseringer. Resultatet blev dannelsen af en mindretalsregering under Socialistpartiets generalsekretær Antonio Costa.

Fra starten skortede det ikke på advarsler fra EU, ECB og IMF og, nok så vigtigt, især fra den tyske finansminister Wolfgang Schäuble. Portugal blev truet med ”dummebøder”, hvis man ikke overholdt konvergenskravene. I dag knap 2 år efter er selv Schäuble overrasket over, hvor godt det går med den portugisiske økonomi. Tyske medier har kaldt udviklingen for ”det socialistiske wirtschaftswunder” og Schäuble skal sågar på et EU-finansministermøde have kaldt sin portugisiske kollega for ”økonomiministrenes Ronaldo”. – på trods af, at man har gennemført tiltag stik modsat EU og trojkaens anbefalinger.

Regeringen og dens koalitionspartnere har gennemført en politik, som fundamentalt er et opgør med nedskæringspolitikken – austerity – som har været gennemtvunget i andre lande,

Blandt de forskellige genopretnings foranstaltninger der er igangsat er en gradvis forøgelse lønarbejdernes og pensionisternes indkomst, herunder plan for en gradvis forhøjelse af den nationale mindsteløn indtil udgangen af valgperioden i 2019. Målet er at 600 €. Forhøjelsen af mindstelønnen vil påvirke 650 tusind lønarbejdere. Den portugisiske mindsteløn havde været frosset mellem 2011 og 2014 på €485 og nåede €505 i det sidste år af den højreorienterede regering.

Der er gennemført forbedringer i socialpolitikken herunder genopretning af de sociale ydelser, 35-timers arbejdsuge er genindført for offentlig ansatte, sundhedsvæsenet er forbedret, så alle nu har adgang til læge, forbedringer inden for uddannelserne, hvor blandt andet skolebøger nu er gratis og privatiseringer af offentlige selskaber er stoppet. Listen af store og små forbedringer er meget lang. Det er ikke ensbetydende med, at Portugal er ude af den økonomiske. Der findes fortsat fattigdom. Lønningerne er fortsat små. Alligevel har regeringen været i stand til at opfylde EU’s krav.

Især forhøjelsen af mindstelønnen fik panderynkerne frem hos EU-kommissionen. I den årlige landerapport om Portugal advarede kommissionen om at forhøjelsen af mindstelønnen, kan ”presse lønnen” op og skade beskæftigelsen. En bekymring som blev afvist på et trepartsmøde, hvor regering, fagforeninger og arbejdsgivere konstaterede, at forhøjelsen af mindstelønnen havde meget lidt indflydelse på beskæftigelsen. Desuden konstaterede fagforeningerne, at forhøjelsen af mindstelønnen, hverken har ført til fyringer eller afholdt virksomhederne fra at ansætte folk.

Et af de gennemgående nyliberale ”reformer”, som EU og IMF ynder at presse på for, handler om at svække de kollektive overenskomster og sætte virksomhederne fri for at være bundet til landsdækkende eller branchedækkende overenskomster. Det er der også åbnet mulighed for i Portugal. Men tilsyneladende er det lykkedes fagforeningerne at modstå en del af presset for at få ”decentraliseret” forhandlingerne. EU-kommissionen konstaterer med beklagelse, at forhandlinger på virksomhedsplan ikke er i vækst. ”og det kan forhindre en effektiv justering af lønnen, som tager hensyn til forskellene mellem virksomhederne”, hedder det i landerapporten.

Skattelettelser på almindeligt forbrug, tilbagetrækning af tillægsgebyr på offentlig administration, lønstigninger og den lille stigning på pensioner mv. har genskabt en positiv udvikling i den portugisiske økonomi. Ledigheden faldt til 11,1%, den laveste i de sidste fem år. Budgetunderskuddet i 2016 på lidt over 2% af BNP vil være det laveste i de sidste 40 år og samtidig klart inden for Vækst- og stabilitetspagtens rammer. Den politiske og økonomiske udvikling har reelt undermineret på princippet om at besparelsespolitikker er dem, der sikrer et lavt budgetunderskud.

Rammerne: national genopretning eller stabilitets- og vækstpagten

Overordnet set er Portugal blevet et eksempel på at ”den nødvendige politik” er et dogme uden hold i virkeligheden. Der findes med andre ord mindst en anden vej ud af den økonomiske krise. Modsat under den borgerlige regering er det offentlige underskud faldet under den nuværende regering. Uagtet det ikke har medført lavere renter på den offentlige gæld som følge af den europæiske centralbanks insisteren på en anden økonomisk politik understreger det imidlertid holdbarheden i den førte politik.

Den illustrerer tillige vilkårligheden i kravet om, at underskuddet på de offentlige finanser max, må udgøre 3% af BNP og den offentlige bruttogæld 60% som skrevet står i Stabilitets- og vækstpagten. Arbejdsløsheden er faldet, hundredtusinder er kommet ud af fattigdom og regeringen forudser et nettooverskud på budgettet på ca. 5 mia. € for 2017, som enten kunne bruges til offentlige investeringer eller yderligere indsats inden for uddannelse og sundhed. Budgetoverskuddet bliver imidlertid spist op på grund af betaling af renterne på statsgælden på i omegnen af 8 mia. €.

Her ligger en af uenighederne i samarbejdet. PS insisterer på at overholde EU-reglerne, mens blandt andet BE anser stabilitets- og vækstpagten som en hindring for offentlige investeringer i velfærd og infrastruktur. Allerede i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2016 var konflikten tæt på at bryde ud og vælte samarbejdet. Det skete da regeringen gav efter for pres fra EU og solgte BANIF bank til en anden bank i stedet for at nationalisere den, som venstrefløjen ønskede. Venstrefløjen var imod salget, men det lykkedes regeringen at få det gennemført.

Som følge af det fælles projekt om genopretning har uenighederne om nationaliseringer, EU og NATO været holdt nede. En væsentlig årsag skyldes, at de borgerlige partier har gjort det klart, at den ville stemme imod ethvert forslag fra regeringen, uanset om de var for, hvis det kunne vælte den. Den situation har tvunget BE og PCP-koalitionen til at være meget pragmatiske – ikke mindst af frygt for at blive straffet af vælgerne, hvis de fik skylden for regeringens afgang og udskrivelse nyvalg. PS har draget fordel af denne situation – især når det gælder partiets insisteren på at overholde EU-reglerne

Det er imidlertid ikke kun omkring de overordnede politiske linjer, der er spændinger i samarbejdet. De er der både mellem regering og venstrefløj og mellem venstrefløjens partier indbyrdes.

Regeringens nylige beslutning om også at sælge banken Novo Banco blev igen stærkt kritiseret af venstrefløjen, både fordi den blev solgt billigt til en amerikansk kapitalfund men især fordi staten allerede havde puttet adskillige milliarder i banken, som den ikke krævede tilbagebetalt ved salget. Ifølge BE kan staten tabe op mod 8 milliarder € på denne handel.

Senest har PCP-koalitionen i foråret blokeret et forslag fra BE om at oprette en offentlig land bank der kunne stoppe yderligere privatisering af skove og samtidig købe skove for at sikre en større andel af offentlige skove.

Vindere og tabere?

På trods af disse uenigheder har samarbejdet opnået vigtige resultater. Nedskæringer er vendt til forbedringer. Privatiseringen af offentlig ejendom og virksomheder og stoppet. Alle parter i samarbejdet kan således hævde, at de har fået gennemført vigtige krav og medvirket til en positiv udvikling i Portugal. Om de sociale og økonomiske resultater så peger på, ikke kun fortsat samarbejde mellem partierne valgperioden ud, men også efter næste valg i 2019, er det vanskeligt at sige noget mere præcist om.

Politisk set må de gennemførte tiltag nærmest betegnes som klassisk socialdemokratisk politik. Når der kom spørgsmål op, der ideologisk kunne række ud over reformer inden for de givne samfundsmæssige rammer, såsom nationalisering af de kriseramte banker, afviste PS. Lige som partiet har afvist at inddrage spørgsmålet om genforhandling af Portugals gæld og landet tilknytning til NATO.

Især spørgsmålet om genforhandling af Portugals gæld skaber løbende spændinger, fordi såvel BE som PCP-koalitionen ser gældsbyrden med de store afdrag og rentebetalinger som den grundlæggende årsag til, at samarbejdet ikke kan sætte mere gang i offentlige investeringer og andre sociale tiltag.

Ser man på meningsmålingerne er det PS, som klart har draget størst fordel af samarbejdet. Partiet er gået fra lidt over 32% af stemmerne i 2015 til omkring 42% ved en meningsmåling foretaget i februar 2017. Såvel BE som PCP-koalitionen er gået lidt tilbage med henholdsvis knap 2% og omkring 0,4%. En del af PS’ fremgang ligger formentlig i mulighederne for ekstra profilering som regeringsbærende parti. Hvorvidt partiet også drager fordel af den ”venstredrejning” partiet gik ind i på grund af samarbejdet med den øvrige venstrefløj, kan der ikke siges noget mere præcist om. Det interessante er, at socialdemokratierne i Grækenland, Holland og Frankrig blev nærmest udraderet gennem samarbejde med højrefløjen. Mens PS i Portugal er vokset betydeligt ved samarbejde med venstrefløjen og nu igen er landets største parti. Og Labour i England gik frem på det mest venstreorienterede grundlag i 30 år. Tilbage til rødderne politik har i hvert fald styrket de to partier og tegner dermed et dramatisk anderledes billede end tendenserne har været for de socialdemokratiske partier i andre dele af Europa.

Konflikterne står i kø

En af erfaringerne, som kan drages af det politiske samarbejde i Portugal mellem et socialdemokrati og en venstrefløj er, at hvis der er en politisk vilje til det, så er det muligt en gennemføre en politik med fokus på økonomisk vækst, beskæftigelse og social genopretning inden for EU’s budgetregler. Med andre ord, der findes et alternativ til det neoliberale mantra om, at der ikke findes et alternativ.

Set udefra virker det som om samarbejdet om indenrigspolitiske spørgsmål har fungeret godt – dog med klare egne markeringer på områder, som ikke er aftalt, jf. oven for nævnte eksempel med en landbank.

Men i og med, at det tilsyneladende alene er PS som vælgermæssigt har draget fordel heraf, synes konflikter at stå i kø. Det gælder først og fremmest gælden og EU/Euro-samarbejdet.

For såvel BE som PCP-koalitionen er genforhandling af gælden centralt, såfremt Portugal skal blive i stand til at få yderligere gang i den økonomiske genopretning. De to partier er villige til at g gennemføre ensidige foranstaltninger, hvis Trojkaen EU, ECB og IMF ikke vil acceptere en genforhandling. Dette har PS pure afvist. Partiet vil ikke være med til ensidige foranstaltninger fra Portugals side,

Den anden store konflikt er Vækst- og stabilitetspagten, hvor BE og PCP-koalitionen ønsker at droppe 3% grænsen for offentlig underskud for at fremme nyinvesteringer. Igen har PS afvist at overtræde reglerne i pagten.

BE’s talskvinde Catarina Martins var tidligere på året ude i et voldsomt angreb på EU. Her sagde hun blandt andet ”Det der sker i EU er en løgn. Vi blev alle lovet en Europæisk Union baseret på fred og udvikling. Men nu ved vi, at det er et fatamorgana.” Den offentlige gældskrise skabtes for at redde bankerne og blev brugt som undskyldning for at gennemføre en nyliberal proces med privatiseringer, dereguleringer mv. Og fortsætter blandt andet med, at de lave portugisiske lønninger og med til at presse tyske lønninger ned. Hendes budskab har således både indenrigspolitiske markeringer og internationale.

For PCP handler det nok om på sigt at forlade EU. Partiet ønsker først og fremmest forlade Euro-samarbejdet. For BE handler det ikke om at forlade EU eller Euro-samarbejdet. Ifølge egne udsagn vil det ikke i sig selv bidrage til udvikling. Det handler om at være ”ulydig” som andre store lande har været i krisesituationer. Eller skabe råderum til selv at bestemme. Partiet ser det som en politisk demokratisk kamp.

EU vil derfor uden tvivl komme til at spille en voksende rolle i 2. halvdel af valgperioden. Centralt i den kamp vil stå den økonomiske politik og spørgsmålet om Vækst- og stabilitetspagtens begrænsninger på landets økonomiske genrejsning.

Der kan imidlertid rejses mange flere spørgsmål i forhold til EU:

  • Hvordan vil PS stille sig til den nye tendens bedst udtrykt i ETUC, der arbejder på at få blødt op på finanspagtsbestemmelserne og ændret det Europæiske semester,
  • Hvordan vil PCP-koalitionen og BE forholde sig til det voksende ønske om at forbedre og udvide euro konstruktionen,
  • Hvordan vil både regering og støttepartier tackle de nye toner om øget forsvarssamarbejde indenfor EU,
  • Hvordan vil regering og støttepartier forholde sig til den franske præsident Macrons linje for EU, hvor flere arbejdsmarkedsspørgsmål skal ind under statsligt regi og fagforeningernes magt yderligere reduceres

Kilder:
The Portuguese Government solution: the” fourth way” to social-democratic politics – rapport udarbejdet af Ana Rita Ferreira, februar 2017
Esquerda.net
Tagesspiegel.de 28/5-2017
Udenrigsministeriet: Portugal – Økonomisk overblik
pcp.pt/en/home
Europakommissionen landerapport http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=uriserv:OJ.C_.2016.299.01.0109.01.ENG
Wikipedia – Portugal - engelsk
Jan Helbak