Venezuela – ærlighed varer længst
Af Mike Gonzalez

Offentliggjort: 15. august 2017

Mens Nicolás Maduro’s mere og mere antidemokratiske regering bekæmper voldelige højrefløjsstyrker, kan den almindelige venezuelaner bare se til, mens chavismens landvindinger langsomt forsvinder.

Venezuela bevæger sig dag for dag dybere ind i en politisk og økonomisk krise. Dødsklokkerne kimer uafladeligt, og der er ingen udsigt til, at de brutale gadekampe holder op.

Den 27. juni blev Maracay hærget af plyndringer. Hoben brændte forretninger, offentlige transportanlæg, regeringsbygninger og private hjem i en enkelt nats ødelæggelseseufori. To dage senere var turen kommet til Barquisimeto.

De store nyhedsmedier, der for de flestes vedkommende er fjendtligt indstillet over for den bolivariske proces, snærrer hånligt af Maduro’s retorik, hvorimod højrefløjspartierne, der med sikkerhed igangsatte denne voldsbølge, fremstilles som demokratiets forsvarere. En sådan definition af demokrati tillader øjensynligt hele befolkninger at synke ned i fattigdom og udbredt sygdom med snart hundrede personer efterladt døde i gaderne.

Alt imens har den internationale venstrefløj accepteret de forklaringer regeringens repræsentanter melder ud, idet man stadig tror på, at din fjendes fjende er din ven. Så da en helikopter angreb regeringsbygninger den 28. juni, var en del kommentatorer straks fremme med at føje begivenheden til rækken af voldelige episoder fra højrefløjen.

Det er, ikke uventet, noget mere kompliceret end som så.

Det var Oscar Pérez, pensioneret officer i Statens Sikkerhedstjeneste, der fløj helikopteren. Pérez har tætte bånd til tidligere indenrigsminister Miguel Rodríguez Torres, som Maduro afskedigede i 2014. Torres tilhører, ligesom størstedelen af det nuværende kabinet og omkring halvdelen af Venezuelas guvernører, militæret. Han står også i spidsen for en af de mange chavistafraktioner, der stræber efter magten.

Bag den facade, der udstråler enhed i regeringen, er der ved at udvikle sig en anden kamp, hvor ingen af grupperne kæmper for at genoplive det revolutionære projekt eller rekonstruere den massebevægelse, der reddede den efter kupforsøget og virksomhedsejernes strejker i 2002-03.

Også oppositionen er splittet op i rivaliserende fraktioner. Nogle er fortalere for dialog med præsidenten, mens andre, og her især gruppen omkring Leopoldo Lopez og hans partner Liliana Tintori, næsten sikkert støtter de mest voldelige gadekæmpere. De går ikke blot efter at blive af med Maduro, men vil selve chavismen til livs.

De fleste venezuelanere kender de betydende spillere på højrefløjen. De tilhører de mest velhavende og magtfulde familier, der kontrollerede økonomien, indtil Chávez kom til. Lige siden de første barrikader dukkede op i gaderne, har Maduro forsøgt at arbejde sammen med disse repræsentanter for højrefløjsgrupperne. For eksempel indbød han i 2014 Lorenzo Mendoza, der står i spidsen for det multinationale Polar og er en af de rigeste i Venezuela, til drøftelser.

Gustavo Cisneros, et andet medlem af denne eksklusive klan, har klaret sig fri i hele chavismens næsten tyveårige historie. For nylig udtrykte han, at det, Venezuela har brug for, er en Macri, hvor han refererer til Argentinas militante og neoliberale præsident, der er i færd med at demontere dette lands offentlige sektor. Cisneros udtaler sig sandsynligvis ud fra sin viden om højrefløjens strategiske forestillinger.

I takt med at den økonomiske og politiske krise udvikler sig, bliver det klart, at hverken regeringen eller oppositionen kan tilbyde nogen virkelig løsning. Mens Maduro forråder revolutionen ved at kurtisere borgerskabet og glide tilbage til neoliberalisme, har de højreorienterede kræfter indskrevet lejesoldater for at ryste landet yderligere. Mens disse to grupper kæmper om magten, kan venezuelanerne bare se til, mens chavismens landvindinger forsvinder.

Krisen

Dybden i Venezuelas økonomiske krise kan ikke overvurderes. Fattigdommens omfang, der stadig var faldende for bare tre år siden, truer nu med at vende tilbage til niveauet fra 2012.

Inflationen er allerede over 700 procent, og reallønnen fortsætter sit fald. I slutningen af sidste år vurderede lærernes fagforbund, at det ville kræve sytten jobs på mindstelønnen for at betale for en kurv med basale fornødenheder og ydelser. Manglen på selv den mest nødvendige medicin, for ikke at tale om manglen på ressourcer i sundhedsvæsnet, får det tal til at stige yderligere i virkelighedens verden. De daglige apeller om medicin i radio og fjernsyn siger alt.

De, der tager skrubbet i denne krise, er også dem, der mest entusiastisk har støttet Chávez’ bolivariske projekt og dets løfte om, at landets olierigdomme skulle bruges til sociale sundhedsprogrammer, uddannelse og bolig. Chávez lovede at investere overskuddet i fremtiden ved et sprede økonomien og undgå at gå i olieafhængighedens fælde.

Projektet er ikke lykkedes. I dag kommer 95 procent af Venezuelas indkomster fra udlandet fra olie mod 67 procent for tyve år siden. I mellemtiden er BNP faldet med 18 procent, fordi både den industrielle og den agrare produktion er faldet til 40 procent af niveauet i 2012. Næsten 90 procent af befolkningen er ude af stand til at købe føde nok, hvad der forklarer det gennemsnitlige vægttab på 8 kilo. Forbruget af mælk er halveret. Der er ikke tilgængelige data om manglen på medicin.

Situationen var allerede meget alvorlig, da venezuelanerne gik til stemmeurnerne ved parlamentsvalget i 2015, hvor højrefløjen fik et flertal på lidt under to tredjedele.

Resultatet afspejler ikke et større ideologisk skift. Nærmere er det, at det at 2 millioner chavistiske vælgere blev hjemme er en klar besked til lederne og et udtryk for smerte og fortvivlelse fra dem, der er tvunget til at vente i timevis for at købe basale fornødenheder til priser, der stiger med raketfart.

Selvom vælgerne ikke havde adgang til de hårde facts – Nationalbanken offentliggør ikke aktuel information om økonomien – kunne de se, at gabet mellem rig og fattig nu igen bliver større. Sidste år offentliggjorde Chávez’ eksfinansminister en erklæring, der viste, at der var forsvundet 500 milliarder dollars ud af statens skatkiste. Nyheden bekræftede blot, hvad de fleste allerede vidste: Chavismen havde skabt massive muligheder for korruption og svindel, og det statslige bureaukrati kanaliserede statslige midler til private bankkonti.

Veksling af valuta er et meget komplekst system, der tillader importører at ansøge om dollars til en ekstrem lav kurs – indtil for nylig omkring 12 bolivarer per dollar – og herefter sælge importerede varer på baggrund af en markedskurs, der er hundredvis af gange højere. Mange af disse varer var på gennemrejse i Venezuela på vej til Colombia, hvor profitraten ville være endnu højere. Bankejerne, statsbureaukraterne, toldvæsenet og Nationalgarden fik alle deres del. På den rejse, blev der opbygget formuer.

Der var ikke megen overraskelse i, at det komercielle borgerskab hamstrede varer og forhøjede priserne efter forgodtbefindende, eller at den industrielle og finansielle sektor sendte deres kapital ud af landet for at udsulte den nationale økonomi. Men det er overraskende, at de, der var ansvarlige for omformningen af den venezuelanske stat – ved at angribe korruption og indføre en omfordelingspolitik – også tog deres del.

Umiddelbart før sin død i 2013 skrev Chávez et forord til den nationale plan for 2013-19, der anerkendte, at staten ikke havde ændret sig og opfordrede til at roret blev drejet i en ny retning. Desværre var det sådan, at dem, han håbede på ville handle, allerede var en del af statsbureaukratiet og som sådan lukrerede på den systemiske korruption.

Chavismens forsvarere vil argumentere med, at faldet i oliepriserne var krisens årsag, men det er ganske enkelt ikke rigtigt. Selvom fortjenesten på olie faldt, havde det forudgående boom været rigeligt til at regeringen kunne spare tilstrækkeligt med midler op til at klare den nuværende krise, som Manuel Sutherland’s udregninger har klarlagt.

Regeringen baserede sit budget på at sælge olie for 60 dollars tønden, selv da priserne var det dobbelte. Den yderlige fortjeneste forsvandt ud i et korrupt system, som den chavistiske stat administrerer og støtter.

Selvfølgelig har borgerskabet taget sin del. De samarbejder i det skjulte gladeligt med den nye chavistiske elite med at forgribe sig på offentlige midler, spekulere i valutamarkedet og investere deres fortjenester udenlands.

For nyligt kørte det spanske tidskrift Tiempo en forsidehistorie kaldet ”Den venzuelanske invasion”. Artiklen var ikke optaget af det forventede angreb på immigranter, men hyldede i stedet de velhavende venezuelanske familier, der nu investerede i Spanien. Navnene er velkendte – Capriles, Cohen, Otero Silva, Baute – og deres formuer stammer fra medicinalindustrien, medier, detailhandel, restauranter og guldhandel. Tidskriftet fortæller os, at de venezuelanske superrige har forskanset sig sikkert i Madrids velhaverdistrikter, her beskyttet mod deres eget lands sociale kollaps.

Krisen i Venezuela er intet mindre end den fuldstændige fornægtelse af den bolivariske revolution: De fremskridt, der blev opnået for de fattige og arbejdende klasser, er alle forduftet, mens den kapitalistiske elite har beholdt sin rigdom og magt.

Hellere end at imødegå denne forværrede krise, har Maduro’s regering i stedet for mobiliseret sine kræfter for at beskytte sig selv.

Revolution i bakgear

Ikke på noget tidspunkt under krisen har Maduroregeringen præsenteret nogen form for sammenhængende svar, men i stedet reageret kaotisk. Regeringen har med jævne mellemrum udskiftet ministre og annonceret kommissioner, der snart efter igen glider væk. Dens handlinger synes mere skabt til at løse op for interne kampe end at rette sig mod den voksende fattigdom og utilfredshed.

Når det så er sagt, kan vi se tre temaer i regerings adfærd. En genoptagelse af udenlandske investeringer i udvindingsindustrien, en voksende militarisering af regeringen, og en forvandling af PSUV (Partido Socialista Unido de Venezuela) til et insgtrument, der bruges til politisk kontrolinstrument.

Maduro har fremsat et forslag til løsning af det massive hul i statsbudgettet: Arco Minero, Venezuelas Amazona region. Området udgør 12 procent af Venezuelas areal og indeholder et overflødighedshorn af mineraler, olie og gas. Samtidig er det landets vigtigste kilde til rent vand.

For nogle år siden tilbageviste Chávez et lignende forslag af miljøhensyn og i anerkendelse af de oprindelige folks menneskelige og territoriale rettigheder. Men sidste sommer tog Maduro initiativ til at indbyde internationale virksomheder til at byde på koncessioner.

Det første tilbud blev givet til Barrick, den store candadiske guldminekoncern, der et årti tidligere var blevet smidt ud af Venezuela. Efter at Chávez nationaliserede minedriften, krævede virksomheden flere hundrede millioner dollars som kompensationsbetaling. For at vise sin gode vilje har Maduro tilbudt at betale denne gæld og samtidig tilbyde ti års skattefrihed plus at udvikle den regionale infrastruktur på statens regning.

På forhånd kan vi se de miljømæssige konsekvenser af at åbne regionen op for den griske mineindustri - folkeforflytning, forgiftning af land og floder, ødelæggelse af skrøbelige skov- og bjergøkologier. I Arco begyndte militæret kort efter regeringens bekendtgørelse at forflytte beboerne.

Faktisk underlagde Maduroadministrationen umiddelbart regionen militær kontrol og suspenderede de forfatningsmæssige rettigheder. Et nyligt oprettet selskab – Camimpeg – skal administrere ressourcerne. Skønt det er forsvarsministeriet, der skal køre denne nye organisation, er foretagendet autonomt – det vil sige privat – og uden offentligt ansvar.

Militæret er blevet en uniformeret del af det regerende statsbourgeoisie med både en kontrollerende og central økonomisk rolle. Selv før de nuværende ændringer sad militæret på over halvdelen af kabinettet og halvdelen af guvernørerne.

Det er vigtigt ikke at blande disse forhold sammen med Chávez’ oprindelige visioner om en civil-militær alliance, hvor militæret skulle tjene flertallets interesser. I stedet har Maduro vendt sig mod militæret i håb om, at det kan sikre hans magt.

Samtidig har Partido Socialista Unido de Venezuela (PSUV) udviklet sig til at være et politisk kontrolinstrument. Da Chávez i 2006 bekendtgjorde dannelsen af PSUV, var det en del af hans plan for det enogtyvende århundredes socialisme. Partiet var dannet med henblik på at være det næste trin frem mod det folkelige participatoriske demokrati, som det var fremhævet i landets nye forfatning. Han forestillede sig PSUV som et åbent demokratisk parti, der ville holde både regeringen og staten ansvarlige.

Det, der skete, var det stik modsatte: En topstyret autoritær struktur, der nidkært kontrollerede afvigelser og debat udefra. Helt tydeligt modellerede partiets arkitekter PSUV efter det cubanske kommunistparti.

Da krisen forværredes, udviklede regeringen et program, der skulle bringe fødevarepakker ud til fattige hjem til garanterede officielle priser. PSUV overtog distributionen og ønskede kun at levere fødevarerne i bytte for loyalitet. (Ironisk nok var systemet gennemsyret af korruption og faldt helt til jorden.)

Siden er der så blev introduceret et patriotisk kort – som man kan skaffe sig hos PSUV - uden hvilket det er umuligt at få afgang til offentlig service, pension eller pas. Med andre ord er PSUV et politisk undertrykkelsesinstrument.

Modangreb fra højrefløjen

Umiddelbart efter parlamentsvalget i 2015 erklærede Maduro undtagelsestilstand og suspenderede valg til både guvernørposter og fagbevægelsen.

Den nye Nationalforsamling, ledet af det højreorienterede MUD (Mesa de la Unidad Democrática), kunne heller ikke tilbyde nogen løsning på den økonomiske krise, mangel på elektricitet og vand eller den voksende bølge af kriminalitet. I stedet var den besat af to projekter – løsladelse af Leopoldo Lopez, der var blevet fængslet i 2014 anklaget for opfordring til vold og fjernelse af Maduro. Uanset hvad politikerne siger offentligt, er de ene og alene ude efter at vælte chavismo – et projekt, der har Washingtons fulde støtte.

I 2016 igangsatte højrefløjen et projekt, der skulle munde ud i en folkeafstemning, der skulle vælte Maduro. Ironisk nok var det netop forfatningen fra 1999 – et centralt aspekt ved den chavistiske revolution – der muliggjorde et sådant skridt.

Forfatningens bestemmelse om muligheden for at tilbagekalde et valg var en mærkesag for chavismens forpligten sig på at stille folk i offentlig tjeneste ansvarlige. Bestemmelsen gør det muligt for 20 procent af vælgerne at få en folkeafstemning halvejs i en politikers valgperiode.

Chávez havde selv været stillet overfor en sådan afstemning i 2004 og vandt afgørende. Efter valget i 2015 kunne Maduro imidlertid ikke længere være sikker på offentlighedens støtte, så han benyttede sig af de tungeste offentlige institutioner – som valgkommissionen – til at blokere for initiativet.

Selvfølgelig udnyttede højrefløjen situationen til sit eget formål, men Chávez havde netop understreget, at muligheden for at tilbagekalde et valg spillede en afgørende rolle i det participatoriske demokrati. Desuden skal vi huske på, at alle dele af samfundet diskuterede og debatterede i sin tid 1999 forfatningen. Folkeafstemningen, der skulle vælge den forfatningsgivende kongres og godkende det nye dokument, var baseret på disse samme principper.

Maduro benyttede sig af bureaukratiske manøvrer for at tilsidesætte chavistaforfatningen. Han hævdede, at der blev ført økonomisk krig mod Venezuela. Mens ydre kræfter klart havde været med til at uddybe krisen, var det mestendels indre forhold – for ikke at nævne regeringens svigtende evne til at tage sig af situationen – der havde udløst krisen.

I marts, da Nationalforsamlingen nægtede at stemme for Arco Minero projektet, prøvede Maduro atter en gang at slippe for demokratiske procedurer ved at lade Højesteret fratage forsamlingen sin magt. Imidlertid erklærede Luisa Ortega Diaz, der har tjent som statsanklager siden 2005, og som uomtvisteligt er loyal overfor chavismen, regeringens handlinger for forfatningsstridige. Maduro trak hurtigt rettens beslutning tilbage.

Afstemningen om Arco Minero udstiller paradokset i venezuelansk politik. En chavistaregering forhandlede sin tilbagevenden til dét globale marked og udvindingsindustrierne, den netop havde kæmpet for at undgå. Aftalen vil bidrage til forureningen i landet, og det store flertal af befolkningen vil vende tilbage til elendigheden i årene før Chavez.

Borgerskabet, hvis hensigt hele tiden har været at fremskynde processen, var helt indstillet på, at de skulle administrere overgivelsen og samtidig slette ethvert minde om chavismen.

Under hele forløbet har MUD opfordret til protester. De indledende marcher, der blev anført af dramatisk maskerede medlemmer af overklassen, tiltrak også mange fra middelklassen. Andre demonstrerende tilhørte ikke noget højreorienteret parti, men var frustrerede, vrede og desperate. Mange, der ville beskrive sig selv som chavister, marcherede bag nationens elite.

I nogle af chavismens nøgleområder såsom Caracas’ La Vega og El Valle, hvor den lokale befolkning har drevet regeringens ministre ud, er der set marcher og plyndringer, der er mangedoblet i de seneste måneder. Hvordan kan man ellers regne med at folk vil reagere, når Nationalgarden, politiet, militæret og PSUV alle prøver at forhindre folks forfatningsmæssige ret til at protestere?

Nu har Maduro taget initiativ til en ny forfatningsgivende forsamling, der skal mødes i slutningen af juli. Den vil næppe ligne forsamlingen i 1999. Dengang var diskussionen åben og offentlig, og folk var positivt indstillede overfor processen. Denne gang vil Maduroadministrationen omhyggeligt orkestrere begivenheden for at være sikker på, at de forandringer regeringen har udset sig, også vil blive vedtaget. Der vil ikke være noget debat, ingen gennemsigtighed.

Hvad Maduro egentlig har tænkt sig er uklart, men det vil helt sikkert indebære, at Arco Minero planen presses igennem og en privatisering af dele eller måske hele PDVSA, det statslige olieselskab. Måske vil man også legitimere en yderligere koncentration af magten på færre og færre hænder, der ikke fremkommer på baggrund af valg, men som resultat af intern krig mellem magtfulde kontrolhungrende grupper.

Andre mere skumle og ildevarslende kræfter har været ansvarlige for flere af de barbariske handlinger, der har været rapporteret. De bærer elefanthuer og har skudt med kuglelejer i brystet på unge mænd, forbipasserende fodgængere og billister.

Deres handlinger rækker langt ud over at protestere. Disse voldsmænd modtager helt sikkert betaling fra det yderste højre. De er sandsynligvis paramilitære, der arbejder for narkohandlere, hvis indflydelse er voksende.

De har ikke nogen tæt tilknytning til højrefløjen. Deres mål er gøre landet uregerligt, at uddybe den fortvivlelse og frygt, der ridder flere og flere venezuelanere som en mare. Samtidig er statens sikkerhedsstyrker, Nationalgarden i særdeleshed, i stigende omfang en del af volden. Det er svært at gennemskue, hvor langt disse netværk er infiltreret i hinanden.

Mens alt det her står på, venter de multinationale selskaber i kulissen på, at tiden er inde til at overtage landets enorme olie-, gas- og mineralrigdomme billiget af en åbent neoliberal regering. Her er der ikke bare tale om USA, men også Kina, Rusland og de andre af den globale kapitalismes giganter.

Der er folk på venstrefløjen, der har opfordret til voldelig modstand, men det er vanskeligt at forestille sig en mere uforsvarlig og kynisk indstilling. Selvfølgelig er der ikke tale om andet end at positionere sig, eftersom den massebevægelse, der voksede frem omkring Chávez og som kæmpede for at forsvare hans visioner er blevet afvæbnet og demoraliseret.

Stillet overfor systematisk underminering af demokratiet, dæmonisering af uenigheder, drab på faglige ledere og på græsrodsaktivister som Sabino Romero, nedbrydning af den almindelige tillid til regeringen og den voksende vold, kan engagerede chavistas gøre meget lidt. Opfordring til væbnet kamp er en åben invitation til militæret om at gribe ind.

Andre på venstrefløjen har valgt ikke at sige noget som helst eller ignorere den komplekse virkelighed. Hvad deres motiver så end kan være, må man sige, at deres tavshed er medvirkende til at befordre en ny herskende klasse, der skjuler sig bag den megen tale om socialisme.

Disse eliter har været medvirkende til at demobilisere den græsrodsbevægelse, der forsvarede revolutionen i 2002-3, og hvis mangfoldige lokale organisationsformer kunne have været grundlag for et succesfuldt chavistaprojekt.

På trods af dette tilbageslag vil erindringen om disse år fortsat bestå, hvorend folk slår sig sammen i selvforsvar og holde de solidariske traditioner levende – selvom mange for en tid er blevet helt stille.

Venstrefløjen udenfor Venezuela kan bidrage til at genopbygge bevægelsen ved at bidrage til en ærlig udredning af, hvad der gik galt. Som socialister er det ikke vores opgave at vælge det mindste onde. I stedet bør vi støtte de, der kæmper for at genopbygge grundlaget for et virkelig demokratisk samfund.

Oversat af Poul Petersen fra ”Being Honest About Venezuela”, Jacobin 07/08/2017

Mike Gonzales er tidligere professor i latinamerikanske studier ved University of Glasgow. Han er forfatter til værket Hugo Chávez: Socialist for the 21st Century, der for nyligt er udgivet af Pluto Press.

Links til alternative vurderinger af situationen:

http://www.telesurtv.net/english/opinion/Why-Cant-the-US-Left-Get-Venezuela-Right-20170715-0010.html

http://www.telesurtv.net/english/news/Bolivias-Evo-Says-US-Wants-to-Overthrow-Venezuela-to-Steal-Oil-20170420-0050.html

https://www.ft.com/content/df14f830-6a99-11e7-bfeb-33fe0c5b7eaa?mhq5j=e2