Brexit og udfordringen for venstrefløjen
Af Inger V. Johansen

Offentliggjort: 15. august 2017

For et år siden den 23. juni 2016 stemte 52 % af de britiske vælgere for at Storbritannien skulle forlade EU – også omtalt som Brexit. Men med resultatet af parlamentsvalget den 8. juni i år er der blevet vendt op og ned på mange af de åbenlyse antagelser vedrørende Brexit.

Her havde de fleste – også på den europæiske venstrefløj – netop tolket Brexit som udtryk for en styrkelse af den ekstreme højrefløj og racismen i Storbritannien og i den britiske arbejderklasse. Hvorefter Jeremy Corbyn, den nye venstreorienterede leder af Labour, høster en helt uventet valgsejr ved det britiske parlamentsvalg den 8. juni i år med en radikal venstreorienteret platform, hvormed det bl.a. lykkedes at tiltrække en betragtelig del af de Labour-vælgere der stemte Brexit.

Dette er dybt overraskende efter Brexit-resultatet sidste år og viser, at Brexit og den politiske situation i Storbritannien i det hele taget er væsentlig mere kompleks end mange antog efter Brexit-afstemningen.

Med resultatet af det britiske parlamentsvalg er det ikke længere så indlysende blot og bart at afvise Brexit som udtryk for en ekstrem højreudvikling i Storbritannien.

Corbyn – en overraskende stor sejr

Mens det højreorienterede UKIP (UK Independence Party), der var hovedkraften bag Brexit-kampagnen sidste år, stort set faldt sammen i valget, synes Brexit vælgerne enten at have gået til De Konservative eller til Labour. Desuden lykkedes det Corbyn og græsrodsbevægelsen Momentum, som støttede Corbyns kampagne, med valgplatformen at tiltrække mange unge vælgere, der ikke havde stemt ved folkeafstemningen sidste år.

Efter at Corbyn havde været dømt ude både af sine egne – især den etablerede højrefløj af partiet - samt af de britiske medier, viste hans platform i valget at kunne underminere den konservative regering og parti, der mistede sit absolutte flertal i parlamentet. Vi skal helt tilbage til parlamentsvalget i 2001 i Tony Blair’s regeringsperiode for at finde et valg, hvor Labour har scoret så stor en andel af stemmerne, ca. 40%, og ganske tæt på De Konservatives resultat i valget.

Brexit har delt den europæiske og britiske venstrefløj

Brexit delte den europæiske radikale venstrefløj, idet de fleste begræd Brexit og især hæftede sig ved at fremmedfrygt og racisme spillede en så stor rolle i UKIP’s kampagne op til folkeafstemningen – også i store dele af den engelske arbejderklasse. De så Brexit som endnu et udtryk for højreekstremismens fremmarch i Europa.

Dele af den britiske venstrefløj – fx Left Unity, et samlingsparti for en del af venstrefløjen til venstre for Labour – så Brexit som en katastrofe og forsøgte sammen med andre stærkt EU-positive kræfter i Storbritannien efter folkeafstemningen nærmest at mobilisere til en ny folkeafstemning om tilhørsforholdet til EU. Reelt et forsøg på at tilsidesætte folkeafstemningen – og desværre en metode man genkender fra EU.

Labour’s valgplatform

Mod forventning var Brexit ikke det store spørgsmål i det britiske parlamentsvalg – idet debatten om Brexit fortrinsvis handlede om en ”hård” eller ”blød” Brexit med udgangspunkt i den konservative premierminister Theresa May’s linje, der lagde op til en ”hård” Brexit, hvor Storbritannien helt trækker sig fra EU, også fra EU’s indre marked. Dvs. en anden linje end den Norge har valgt med EØS-samarbejdet, der netop omfatter det indre marked, men uden at Norge ”sidder med ved bordet”.

Labours valgplatform kunne bedst tolkes som anbefaling af en ”blød” Brexit. Men mere interessant var det, at den udover at indeholde reformforslag med forbedringer på det sociale område, en slags gammeldags socialdemokratisk dagsorden, også indeholdt forslag til renationalisering, fx af jernbanerne. Renationaliseringer er væsentligt mere radikale forslag end det som de europæiske radikale venstrepartier fremfører i dag. De tager som regel udgangspunkt i EU- eller Euro-medlemsskabet, hvor blot afvisning af nedskæringspolitik og privatisering (dvs. anti-austerity), koblet sammen med krav til EU om Keynes-inspireret investeringspolitik, er radikal venstreorienteret politik.

Det blev ikke diskuteret i valgkampen, men interessant er det, at Corbyn’s valgprogram ikke ville kunne føres ud i livet, hvis Storbritannien var medlem af EU/Euro-zonen. Hans skyggefinansminister John McDonnell udtalte endog, at det kunne være svært at realisere valgprogrammet inden for EU’s indre marked.

Kort sagt viser Corbyn’s valgprogram at med en radikal venstreorienteret politik kan det være en fordel at stå uden for EU/Euro’en.

Evaluering af Brexit

Der kan drages en række konklusioner vedr. Brexit – før og efter parlamentsvalget:

  • Brexit var en stor og uventet sejr for tilhængerne af at forlade EU (”leave”fløjen) – stemmeprocenten var uventet høj – 72,2 % - og ”leave”-fløjen havde alle de etablerede partier imod sig. Resultatet viste, at folkeafstemningen havde delt befolkningen – afhængigt af disses sociale forhold, hvor de mindrebemidlede overvejende stemte for Brexit, geografisk, by – land. London var udpræget for at blive i EU (”remain”). Nordirland og Skotland afveg til dels fra dette mønster, idet de i modsætning til England og Wales, havde flertal for at bevare EU-medlemskabet på henholdsvis 55,8 % og 62 %.
  • Brexit var især et stort nederlag for EU og EU’s politiske ledere, der sammen med de EUpositive medier så Brexit som et civilisatorisk tilbageslag. Det er første gang vi oplever, at et land ønsker at melde sig ud af EU. Reelt var Brexit et tilbageslag for EU’s ekspansion og integration med fare for en yderligere disintegration af EU.
  • Der er ingen tvivl om at fremmedfrygt og racisme var et væsentligt element i vælgernes valg, når man ser på årsagen til Brexit. Dette var omdrejningspunktet for UKIP’s kampagne og har derfor været set af mange iagttagere som det folkeafstemningen handlede om – for eller imod indvandring. Den konservative premierminister Cameron var for ”remain”, men talte om at sikre et system hvor Storbritannien havde kontrollen over immigrationen. Labour/Corbyn var også for ”remain”, men havde en dagsorden, hvor man talte for at skabe et socialt Europa. Fremmedfrygten syntes dog især at havde drejet sig om utilfredshed med Østarbejderne og social dumping. Det er dog mere end tvivlsomt, om man uden at blinke kan sidestille Brexit med tendenser som Trumps valgsejr og fremgangen for den ekstreme højrefløj andre steder i Europa. Også de franske valg i 2017 viser, at det er svært at drage en entydig konklusion vedr. højredrejningen.
  • Det er med hensyn til de sociale årsager til Brexit, at man finder lighedspunkterne med højreorienterede vælgere i USA og andre steder i Europa og tæt sammenhængende med frygten for indvandring med pres på jobs og lønninger mv. Dette er en generel dyb social utilfredshed i den britiske arbejderbefolkning med nedskæringspolitikken, den stigende ulighed og den social armod den har skabt. En utilfredshed der blev rettet imod EU og den britiske regering, hvor UKIP blev et alternativ til de etablerede partier. Derfor var det også muligt med et radikalt venstreorienteret valgprogram som Corbyn’s, der gjorde op med de tidligere britiske regeringers økonomiske og sociale politik, at tiltrække nogle af disse socialt udsatte vælgere, især tidligere Labour-vælgere. De tiltrækkes således ikke kun af en racistisk betonet dagsorden, men ønsker et socialt opgør. Men desuden mobiliserede Corbyn en meget stor del af de unge vælgere, der ikke havde stemt ved folkeafstemningen og desuden var overvejende EU-positive.
  • Med Brexit (uden for EU/Eurozonen) vil britisk politik især komme til at afspejle klassekampen i Storbritannien. Dette gør det lettere at bryde med EU’s nyliberalistiske politikker, hvis der sidder en regering ved magten, der vil det. Men med den vigtige tilføjelse, at globalisering og nyliberalisme også hersker uden for EU og et britisk valgsystem, der fordrejer vælgernes valg og forfordeler de dårligst stillede i det britiske samfund.
  • Det er kun en eventuel regering med et program som Corbyn’s, der kan og vil ændre væsentligt på den førte politik. Med en konservativ regering – som vi ser det i dag – er det helt usandsynligt. Bemærk at til trods for at Storbritannien altid har været uden for Euro’en, har de britiske regeringer, især de konservative, ført en endnu mere drastisk nedskæringspolitik end i EU/Eurozonen. Den danske regering og Folketing valgte fx at tilslutte sig Euro-zonens finanspagt, skønt Danmark ikke er Euro-medlem og blev dermed tvunget til at føre en stram økonomiske politik.
  • Udover at tolke Brexit ud fra et klassekampsperspektiv er det også nødvendigt at inddrage nationale/etniske modsætninger, britisk kolonialisme, politiske partiers interesser, forholdet mellem stater. Dette gælder især når man diskuterer følgerne for Skotland og Nordirland og holdningerne i vælgerbefolkningen her, der har stemt for at forblive i EU i modsætning til i England og Wales.
  • Storbritanien ventes at forlade EU-samarbejdet 29. marts 2019 - to år efter forhandlingerne med EU og udtræden startede. Den nye britiske regering, der er blevet etableret af De Konservative med Theresa May som premierminister og med støtte fra det højreorienterede nordirske DUP (Democratic Unionist Party) går efter en ”hård” Brexit i forhandlingerne med EU. Den konservative Brexitminister David Davis, leder pt. forhandlinger om Storbritanniens økonomiske forpligtelser over for EU. Hvis der til efteråret er opnået "tilstrækkelige fremskridt" på de vigtigste områder, herunder om pengene, er EU parat til at tale om rammerne for fremtidens forhold.
  • Hvad kan vi lære af Brexit? Den danske venstrefløj vil være nødt til at analysere og evaluere den britiske folkeafstemning og dens konsekvenser også hvad angår det mere konkrete forløb af forhandlingerne med EU, samt diskutere fælder og muligheder her. Det kan ikke afvises at ikkeEurolande i fremtiden kunne vælge at gennemføre en folkeafstemning enten om EU-medlemskabet eller en løsere tilknytning til EU. Det gælder også Danmark.

Brexit og den europæiske venstrefløj

Som nævnt har Brexit skilt vandene på den europæiske venstrefløj og rejst en mere eller mindre hidsig debat, der fortrinsvis har afspejlet holdningerne til EU. Da den europæiske venstrefløj er overvejende EU-positiv, har der især været lagt vægt på, at Brexit var et udtryk for en styrkelse af den ekstreme højrefløj og af racismen, og man har set en klar parallel til valget af Trump i USA, fænomenet Le Pen i Frankrig, og den ekstreme højrefløjs fremgang andre steder i Europa.

Corbyn’s valgsejr har dog skabt en vis usikkerhed omkring denne udlægning af Brexit, der ikke kan forklare valgsejren. Den EU-positive venstrefløj har det også svært med at ville se i øjnene, at en radikal venstreorienteret platform som Corbyn’s ikke kan gennemføres i EU/Euro-zonen. Corbyn’s platform tolkes derfor af nogle som traditionel Socialdemokratisk politik (se Left Unity’s Kate Hudsons artikel i transform newsletter den 13. juni 2017), skønt vi skal årtier tilbage i tiden for at finde en socialdemokratisk politik med nationalisering på dagsordenen, som i Corbyn’s valgprogram.

Mange på den europæiske radiale venstrefløj negligerer at se kompleksiteten i den aktuelle situation og udvikling, hvilket er centralt hvis vi skal vurdere mulighederne for venstrefløjen for fremover at kunne udfordre den ekstreme højrefløj, som i dag influerer stadig større dele af det politiske spektrum. Se blot i Danmark på den spirende alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Corbyn har vist, at det er muligt at tiltrække dele af de vælgere, der stemte Brexit, med et mere socialt og radikalt valgprogram og med en klarere venstreorienteret profil.

EU og Brexit

Brexit har båret ved til opløsningstendenserne i EU. De senere år har EU været ramt af indre kriser og opløsningstendenser – selvskabte som fx at vække den folkelige modstand mod EU’s hårdnakkede austerity-politik, samt EU’s manglende evne til at håndtere det store og akutte flygtningepres. Der er ingen tegn på, at dette vi ændre sig.

Men udviklingen har også – synes det – været med til på den korte bane at øge de EU-positive holdninger især i nogle af de sydeuropæiske lande, trods den uændrede nedskæringspolitik. Dette skyldes også en stigende frygt for de sociale og andre konsekvenser af opløsning af EU, hvor Brexit ses som en medvirkende årsag, samt at EU-landene trods alt har været i stand til at udvise en stabilitet over for de terrorangreb, der har ramt flere af landene de senere år.

Dette er yderligere med til at understrege kompleksiteten i EU- og samfunds-udviklingen.

EU’s svar på udfordringerne er tilsyneladende på den en side at sigte på at iværksætte planerne fra 2015 (De fem Formænds rapport) om en forstærkelse af integrationen i Euro-Zonen. På den anden er det en militarisering af EU med en styrkelse af samarbejdet med NATO.

Brexit – Nordirland og Skotland

I Nordirland stemte 55,8 % af vælgerne, overvejende katolikker, for at forblive i EU, mens tallet var 62% i Skotland. Der er en vis sammenhæng med pro-EU holdningerne i de to områder, idet begge er et udtryk for at foretrække en tilknytning til EU/Bruxelles frem for London. Både i Nordirland og i Skotland er der dårlige erfaringer med at være underlagt britisk politik.

Nordirland – en britisk koloni

Nordirland er i praksis stadig en britisk koloni med en uafklaret fremtid – enten som fortsat koloni under britisk styre, eller med en fremtid hvor de to dele af Irland genforenes i en eller anden form, og Nordirland løsrives fra Britisk styre. Dette perspektiv med konkrete bestemmelser vedr. hvordan det skal ske, findes i fredsaftalen (Good Friday Agreement) fra 1998.

Selv om Nordirland har selvstyre baseret på magtdeling (pt. Ikke-fungerende), er Nordirland underlagt London, bl.a. når det gælder den økonomiske politik. Dette har under det konservative styre betydet en drastisk nedskæringspolitik, som er svær at leve med i et i forvejen socialt dårligt stillet samfund. Nordirland har dog modtaget EU-subsidier, hvilket har reduceret afhængigheden af London og er en væsentlig årsag til ønsket om at forblive i EU.

Imidlertid er Brexit en direkte katastrofe for den nordirske fredsproces, der er baseret på menneskerettigheder, en åben grænse og fælles samarbejdende institutioner mellem Nord og Syd i Irland. Gennemføres en ”hård” Brexit kunne det netop medføre etablering af en hård grænse, idet denne bliver EU’s ydre grænse.

Nordirland: ”Designated special status within the EU

Det irske venstreparti Sinn Féin har derfor fremført et forslag om en ”designated special status within the EU” for Nordirland, som støttes af det irske parlament og regering. Dette vil reelt betyde at Nordirland forbliver i EU og der dermed sikres en blød grænse mellem Nord og Syd.

Forslaget bekrives i et dokument med titlen: ”The case for the North to achieve designated special status within the EU”. I relation til forslaget opremses følgende områder som vigtige for Nordirland i de kommende Brexit-forhandlinger:

  • forsvare fredsprocessen
  • adgang til det indre marked
  • bevare et fælles ”Travel area” (fri bevægelighed)
  • opretholde subsidier fra EU. Det nævnes i den forbindelse, at i 2015 modtog Nordirland 340 mio. pund i tilskud til fiskeri og landbrug, 160 mio. pund til struktur og investeringsfonde, samt 270 mio. pund til fredsprocessen
  • beskytte arbejde, social sikkerhed og sundhed, som bestemt i EU;
  • arbejdstagerrettigheder og forhold skal sikres
  • sikring af miljøet
  • politisk repræsentation, sådan at fx ministre fra lokalregeringen fortsat kan deltage i Ministerrådsmøder i EU

Dokumentet med forslaget henviser bl.a. til den fleksibilitet, som EU har udvist i forhold til arrangementet mellem Grønland, Danmark og EU.

Til sidst i dokumentet understreger Sinn Féin, at partiet fortsat har en kritisk holdning til EU, som det mener bør reformeres. Sinn Féin mener, at stadigt flere traktatændringer har forværret den demokratiske, sociale og økonomiske krise i EU. Partiet er imod austerity-politikken, og mener, at den økonomiske politik, som føres i Irland, bør besluttes i Irland og ikke i Bruxelles eller London. Partiet har herudover en række andre forslag til ændringer af EU.

Opfattelsen, at en uafhængig og mere social økonomiske politik i EU er mulig, kan naturligvis synes naiv, al den stund at for et Euro-land som Republikken Irland hersker nøjagtig de samme betingelser for den økonomiske politik, som det fx har gjort for Grækenland. Men på den anden side er der mange europæiske venstrepartier som Sinn Féin, der ønsker at forene en pro-EU holdning med et perspektiv om en alternativ økonomisk og social politik, skønt dette ikke hænger sammen med EU’s traktatgrundlag og præmisserne for Euro’en.

Genforening af Irland igen på dagsordenen

Med Brexit er debatten om en genforening af Irland blevet åbnet på ny.

Nordirland kan bevare EU-medlemskabet ved at løsrive sig fra Storbritannien og blive genforenet med Irland, har den irske premierminister påpeget. EU regeringerne vil acceptere at Nordirland genindtræder i EU hvis Irland genforenes.

Under alle omstændigheder er både EU, den britiske regering og de 27 EU-regeringer positive overfor det irske ønske om at undgå en hård grænsedragning mellem Irland og Nordirland.

Sinn Féin har udtalt, at det ikke ønsker en irsk genforening af før der er bredere accept af dette i den nordirske befolkning.

Skotland – tilbagegang for SNP

Skotland er ikke på samme måde som Nordirland politisk og økonomisk i klemme med Brexit, men den skotske regering har efter Brexit igen luftet tanken om en ny folkeafstemning om tilhørsforholdet til Storbritannien.

Forslaget om endnu en folkeafstemning har dog vist sig at skabe modvilje blandt de skotske vælgere, og regeringspartiet SNP (Scottish National Party) fik en lussing af vælgerne i parlamentsvalget den 8. juni, hvor det mistede en tredjedel af sine pladser i det britiske parlament, og gik fra 56 pladser til 35 ud af 59. De Konservative blev sejrherre i Skotland med 13 nye pladser.

Dette viser også, at unionismen (ønsket om at fastholde tilhørsforholdet til Storbritannien) ikke er død i Skotland.

Men også Labour gik frem i Skotland med 7 pladser. Dette har været tolket som en kritik af SNP-regeringen for ikke at have gennemført de sociale forbedringer den havde lovet.

Sinn Féin styrket

Valget til det nordirske Assembly (den nordirske forsamling) den 2. marts i år samt det britiske parlamentsvalg den 8. juni har vendt op og ned på de politiske styrkeforhold i Nordirland.

Sinn Féin fik ved valget til Assembly overraskende 27,9 % af stemmerne mod det højreorienterede og unionistiske DUP’s (Democratic and Unionist Party) 28,1 % i et samfund hvor unionister/protestanter stadig udgør langt over halvdelen af vælgerne. Sinn Féin gik 4 % frem i valget, og DUP miste 1,1 % sammenlignet med valget til Assembly i 2016.

Valget i år var blevet udløst af et sammenbrud for lokalregeringen i Nordirland, idet Sinn Féin havde trukket sig fra regeringssamarbejdet i januar som følge af mistillid til DUP, på baggrund af partiets ansvar for en finansiel skandale, som skatteyderne kom til at betale for.

Sammen med det moderate nationalistiske SDLP (Social Democratic and Labour Party) har republikanere/nationalister nu over halvdelen af pladserne i Assembly, et skifte af historiske dimensioner. Dette viser at bekymringen over Brexit rækker langt ind i den unionistisk-sindede del af befolkningen, mest sandsynligt i den unionistiske middelklasse.

Således er unionismen i Nordirland kommet under pres. Brexit kan komme til at betyde tiltagende etnisk-betonet uro i Nordirland og true fredsprocessen.

DUP som støtteparti for den britiske regering

DUP erobrede de fleste af de 18 nordirske pladser i Westminster ved parlamentsvalget den 8. juni og øgede sine pladser fra 8 til 10, mens Sinn Féin gik fra 4 til 7 og dermed blev valgets vinder. Desuden valgtes en uafhængig unionist.

Men de to store partier udraderede hermed også de øvrige nordirske partier i valget - utvivlsomt et udtryk for en stigende polarisering af det nordirske samfund.

DUP’s indtræden som støtteparti for de Konservative i den britiske regering efter valget understreger polariseringen og den tiltagende krise for den nordirske fredsproces, idet det gør det umuligt for den britiske regering at spille en uvildig rolle og være med til at fremme fredsprocessen, sådan som det er formuleret i fredsaftalen fra 1998. Det har også vanskeliggjort - for ikke at sige umuliggjort - at få DUP til at arbejde seriøst for at genoprette lokalstyret i Nordirland baseret på magtdeling mellem partierne.