Dramaet fortsætter - Rusland og USA på kollisionskurs
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. august 2017

De amerikanske sanktioner mod Rusland vil nok få konflikten mellem de to lande til at skærpes men ikke få Rusland til at skifte kurs. Derimod vil sanktionerne ramme såvel præsident Trump som Europa. Det amerikanske establishment vil nemlig af med Trump og fastholde EU under amerikansk dominans.

I juli 2017 traf Rusland en ganske drastisk beslutning, nemlig at udvise ikke mindre end 755 amerikanske diplomater og teknisk personale. Det omfatter ud over ambassaden i Moskva også konsulater og andre repræsentationer fra Sankt Petersborg til Vladivostok. Samtidig inddrog de henholdsvis et sommerhus og en slags supermarked, som den amerikanske stat rådede over Rusland. Det er så vidt vides den mest drastiske beslutning i moderne diplomatis historie. Russernes beslutning kom dog ikke ud af den blå luft. De reagerede på to begivenheder.

For det første havde Barack Obama som en af sine sidste beslutninger i 2016 besluttet at udvise 35 russiske diplomater og inddrage russisk ejendom bl.a. en slags fritidshus i udkanten af Washington. Putin fordømte beslutningen i ord men foretog sig ikke noget konkret. Det var ganske tydeligt, at han ville vente for derved at give den kommende præsident Donald Trump en chance. Det var tydeligt, at russerne håbede på en åbning i relationerne mellem USA og Rusland under Trump. Men hele verden har hen over foråret og sommeren været vidne til en voldsom kampagne mod Trump samt et magtspil mellem på den ene side Trump og på den anden de to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, Demokraterne selv og flere institutioner som FBI og CIA samt de vigtigste medier. Det er det, nogle kalder Deep State. Det er blevet ganske tydeligt, at Rusland spiller en absolut central rolle i dette spil. Ruslands angivelige indblanding i det amerikanske valg, Russiagate, har været The Battle Cry for det amerikanske establishment. Med andre ord, The Deep State har valgt at bruge Rusland som det afgørende våben imod Trump, måske endda som selve dødsvåbenet for Trump som præsident. Deres bestræbelser er uden tvivl helt at fjerne Trump fra præsidentembedet. Rusland er påskuddet.

Russerne har set, hvordan de er blevet brugt som skræmmebillede i denne kamp, og de har set en i stigende grad magtesløs og inkompetent amerikansk præsident, der underkaster sig Kongressen og The Deep State. I en russisk TV-debat talte en meningsdanner om Præsidentsenatet, underforstået, at Trump er en ganske kastreret præsident, og at Senatet har sat sig på magten. Ud over de uendelige høringer begyndte Senatet også at udarbejde nye sanktioner mod Rusland. De blev vedtaget med meget store flertal i de to kamre, og Trump undlod at nedlægge veto mod dem. Både han selv og hans udenrigsminister Rex Tillerson gav udtryk for, at de ikke brød sig om de nye sanktioner. Men enhver positiv gestus over for Rusland vil af hans modstandere straks blive set som et bevis for, at han er soft on Russia.

Der er flere bizarre omstændigheder omkring de nye sanktioner. For det første har Rusland ikke gjort noget specielt for at begrunde sanktionerne. Trump og udenrigsminister Rex Tillerson har tydeligvis bestræbt sig på at få et godt samarbejdsklima med russerne, og der har været et vist samarbejde mellem de to store atomvåbenmagter bl.a. med hensyn til Syrien. Så Senatet vil åbenlyst ofre et godt forhold til Rusland for at få Trump fjernet. At Senatet med få undtagelser tilsyneladende bevidst og målrettet ønsker et dårligt forhold til Rusland må dog stadig undre. De afgørende beviser for russisk indblanding i det amerikanske valg har vi ikke - alt er på indicieplanet. Selv under den kolde krig var der et helt anderledes kontakt- og samarbejdsniveau mellem USA og Sovjetunionen end i dag. Hvorfor dagens Rusland skulle være så meget værre og fremstå som en så meget større trussel over for USA, står hen i det uvisse.

For det andet har amerikanerne helt undladt at rådføre sig med EU. Man forventer, at amerikanernes nærmeste allierede retter ind efter de nye sanktioner. Men ganske meget tyder på, at europæerne ikke accepterer de nye sanktioner. Tyskerne og østrigerne har allerede kritiseret USA's krav om at stoppe Nord Stream, gasledningen, der går gennem Østersøen tæt forbi Bornholm. Den tyske økonomiminister har udtalt, at de nye sanktioner strider mod international lov. EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har også udtalt sig kritisk om sanktionerne. Mange europæere ser disse sanktioner som en handelskrig også mod Europa. Sanktionerne vil nemlig give amerikanske firmaer fordele frem for de europæiske. Sanktionerne skal tydeligvis også fremme amerikanske virksomheder i Ukraine, hvor amerikanere kontrollerer flere olieselskaber og raffinaderier; (Joe Bidens søn Hunter Biden er bare en af mange amerikanere, som har private interesser i området). Sanktionerne vil ramme europæerne, hvis de accepterer det amerikanske overherredømme. Europæerne har ca. 10 gange så meget handel med Rusland som USA, og energimæssigt vil sanktionerne mod Rusland gøre vores afhængighed af USA større.

Så hvorfor kommer sanktionerne netop nu, og hvad vil Kongressen opnå med dem? Rusland er det ideologiske slør; for det er kun tilsyneladende at sanktionerne er rettet mod Rusland. (Jo bevares, russerne er irriterende!) Men målet for det hele er i første omgang præsident Trump. Spørgsmålet om Rusland handler således om den eksisterende amerikanske ’borgerkrig’, hvor der allerede har været mange slag. Det andet mål er Europa, som skal bringes ind under den amerikanske ledelse af ’den frie verden’. Europæerne skal bl.a. tvinges til at opgive billig russisk gas mod til gengæld at købe betydeligt dyrere gas - og også olie - fra USA. Evt. skal europæerne tvinges til at fortsætte med at få gas gennem Ukraine, hvilket vil blive både dyrere og meget mere usikkert end gas leveret gennem Nord Stream. Den amerikanske kommercielle egeninteresse er blevet meget tydeligere i dag, end den var tilbage i 2014, hvor målet med sanktionerne i princippet var det samme. Om de amerikanske senatorer så selv tror, at de vil ramme Rusland, så landet vil føje sig efter USA's udenrigspolitiske vilje, er ikke helt klart. Men Rusland vil helt sikkert ikke føje sig, snarere tværtimod. USA kan bl.a. forvente, at Rusland sammen med Kina vil støtte Nordkorea og Iran. Ved den store fælles russisk-kinesisk flådeøvelse i Østersøen var nordkoreanske iagttagere f.eks. inviteret med som observatører.

I betragtning af at disse sanktioner i høj grad vil isolere USA og føre til øgede spændinger rundt om i verden, kan det undre, at så mange senatorer stemte for sanktionerne. Nogle iagttagere har peget på, at de amerikanske lobbyer har været meget aktive. Og lobbyer støtter som regel ganske bestemte virksomheder – ikke alle amerikaneres interesser. Andre kommentatorer antyder, at anti-russiske holdninger nærmest ligger i generne på mange amerikanere. Rusland er mentalt indarbejdet som en fjende fra Sovjetunionens dage, og det er der næppe ændret meget på. (Det er ikke mere end et par år siden, at senator John McCain gav udtryk for den opfattelse, at der ikke var andre aviser i Rusland end Pravda.) Måske er de nye sanktioner et desperat forsøg på at afværge den langsomme men sikre nedtur for det amerikanske hegemoni, som ellers har præget det meste af efterkrigstiden, men som vi nu kan se begyndelsen på enden af.

I skrivende stund ligger bolden for fødderne af europæerne. Hvordan vil de reagere på de sanktioner, som mange europæere i deres stille sind anser for at være stupide? Vil de kunne blive enige om en fælles holdning til disse spørgsmål, eller vil vi snarere se enkelte lande eller grupper af lande reagere mod USA? Noget tyder i hvert fald på det sidste. Både Tyskland, Østrig og Frankrig har antydet en afstand til de amerikanske bestræbelser.

Hvordan vil Rusland reagere? Der er næppe tvivl om, at man i Rusland er kommet til den opfattelse, at USA som partner er det, de kalder for недоговороспособны - dvs. ikke i stand til at indgå i forhandlinger. Det indenrigspolitiske drama i USA har fyldt meget i russiske medier, talkshows, debatter m.m. Det har undret, fordi et ikke ubetydeligt mindretal af russere stadigvæk ser USA som et forbillede for demokrati. Nogle russere føler også en vis stolthed ved, at deres land angiveligt har kunnet bestemme udfaldet af valget til posten som verdens stærkeste mand. Men udvisningen af det rekordstore antal amerikanske diplomater har utvetydigt vist, at russerne har opgivet Trump som en troværdig partner, selvom de dog har givet ham en frist til d. 1. september til evt. at ændre beslutningen om sanktionerne. Russerne ser Trump som en slagen mand, der er i lommen på The Deep State. Med beslutningen om at bortvise diplomaterne sender russerne også det signal, at amerikanerne ikke skal blande sig i Ruslands indre anliggender med democracy promotion, forsøg på regime change o.lign. For hvad har de over 1200 amerikanske diplomater i virkeligheden lavet i Rusland? Putin lader dog en dør stå åben for evt. fremtidige amerikansk-russiske forhandlinger.

Med den sidste tåbelige beslutning om sanktioner har USA formentlig skudt sig selv i foden, i hvert fald i den udenrigspolitiske fod. Den voldsomme interne magtkamp kan ikke undgå at svække USA. På den måde skubber det splittede USA også til udviklingen af den multipolære verden, hvor stadig flere af verdens brændpunkter vil blive løst af flere parter, som ikke nødvendigvis vil have USA for bordenden - måske ikke engang med i lokalet, hvilket vi allerede har set tendenser til bl.a. i Kasakhstans hovedstad Astana, hvor bl.a. russere, tyrkere, iranere, kurdere og forskellige syriske parter fører fredsforhandlinger om Syrienskonflikten uden USA's deltagelse. Som nævnt er der åbnet for muligheder for, at EU og Rusland kan komme på en anden form for talefod end hidtil. Balterne og polakkerne vil formentlig være usikre, men NATO vil fortsat eksistere og dermed den amerikanske indflydelse.

Vi kan ikke udelukke fremtidige amerikanske militære felttog, men for det første er der snart ikke mange lande (uden atomvåben), som USA kan angribe. For det andet vil det i givet fald formentlig kun blive nålestiksoperationer, som vi så det i Syrien med raketangrebet. (Om Rex Tillerson kan klemme en smule fornuft ind under disse betingelser, er det åbne spørgsmål.) Og uanset hvad, skal vi ikke glemme, at USA og Rusland tilsammen råder over gigantiske atomvåben, der kan udslette verden adskillige gange.