Af en psykopatiforskers dagbog
Af Vagn Lyhne

Offentliggjort: 15. august 2017

I was the bad scene, I was the bad gene, I was the bad dream: The jesus and mary chain: degenerate

The insanity craze

Psykopati-kategorien har, som det fremgår af vor psykopatiforskers redegørelse, rødder i sygdomsformer, der for alvor blev tematiseret efter 1800. Hvad enten de blev kaldt manie sans délire, monomani, moralsk afsindighed, psykopatiske mindreværdigheder eller noget helt andet, var resultatet, at ældre sindssygeformer blev suppleret med forestillinger om vanvidstilstande uden forstandssvækkelse. Individet var nok ramt af sygdom, men fornuft og refleksionsevne var intakte. Dermed blev dets ødelæggelsespotentiale afgørende forstærket.

Psykiatriens genstandsområde blev fra nu af udvidet. Dette banede vejen for det første store gennembrud i den moderne psykiatri og var en væsentlig forudsætning for dens ekspansion som beskrevet i min bog 'Eksperimentere som en gal'.

I disse år ses en ny ekspansion. Væsentligt er her, at en ældre nervøsitetstilstand, stress, indordnes som egentlig psykisk sygdom, mens den urgamle melankoli optræder som en lettere lidelse, der kan behandles uden indlæggelse. Når op imod en halv million danskere nu æder lykkepiller, er det evident, at tingene er helt ude af kontrol. Denne misere lægger sig i forlængelse af psykiatriseringen af almindelige menneskelige fænomener.

Hertil kommer ADHD eller DAMP. Knud Erik Pedersen punkterede allerede for år tilbage denne vrangforestilling i bogen 'Problembørn i kemiske håndjern', og kritikken er senere blevet fulgt op af Peter C. Gøtzsche. Igen pålægges ofrene skylden for de overgreb, de bliver udsat for.

Her som der er der tale om rene fiktioner, der under videnskabs maske skriver endnu et kapitel i ufrihedens historie.

Man ved ikke, om man skal le eller græde. Jeg har denne gang valgt at le.

Dagbog

25. august 2014. Camilla kom igen hjem fra skole og var ked af det. Lars og Ole var blevet ved med at råbe op i timerne, og overlærer Pedersen havde overhovedet ikke kunnet styre dem, selv om de drønede rundt i klassen. Det er godt nok skrapt, at en pige på tolv år, der gerne vil lære noget, skal forhindres i det af sådan et par undermålere. Jeg gik op på skolen og fik fat i Pedersen. "ADHD! DAMP!", sagde jeg. "Damp?", sagde Pedersen. "Ved De ikke, hvad DAMP er?" – "Bevares", sagde Pedersen. "H2O i luftform. Jeg er fysiklærer." "DAMP-børn", sagde jeg. "De er hyperkinetiske, MBD'ere, de er ramt af Minimal Brain Damage. Det er en hjerneskade, der er så lille, at vi ikke kan konstatere den ved hjernescanning, men vi kan forvisse os om dens tilstedeværelse ved at slutte tilbage fra symptomerne. Det er derfor, de ikke kan sidde stille og ikke fatter, hvad der foregår i timerne." – "Jeg kan nu godt forstå, at nogle af børnene har svært ved at sidde roligt og tie stille time efter time, når de kommer i skole", sagde Pedersen. "Da jeg var ung, klarede vi den værste ulydighed med et par lussinger." – "Det er jo lige det, Pedersen", gensvarede jeg. "De er jo overhovedet ikke ulydige. De kan ikke gøre for det. Det er derfor, vi prøver at hjælpe dem med amfetamin."

Da var det, som om det omsider dæmrede i Pedersens seminaristskal. "Hvis De ser sådan på det, hr. Flou, så er der vel ikke noget forgjort i, at drengene får en snak med skolepsykologen."

2. september 2014. Dejlig dag på klinikken. Birkes-Crüd var i sit bedste humør. "Penge, Flou", sagde han. "Jeg har lige fået 5 millioner fra Forskningsrådet til psykopatiundersøgelsen. Der skal arbejdes hurtigt, intenst, konkurrencen er benhård. På Berkeley, Yale, i amerikanske storbyer er der kæmpeundersøgelser i gang. I Ringe tonser Brecks Fionador-projekt derudad. Med vores relativt begrænsede ressourcer må vi forsøge noget helt originalt, en tofronts krig om jeg så må sige, en dobbelt tilgang til problemet. Jeg har tænkt mig, at de aktuelle undersøgelser af medicinsk og psykologisk art skal suppleres med en historisk redegørelse for psykopatibegrebets opkomst og udvikling. Det hed nok noget andet i hedenold, men jeg tror, det kan følges flere hundrede år tilbage. Et oplagt disputatsemne. Jeg tænkte på Dem i den forbindelse, en fastere tilknytning til klinikken. Måske var det noget for Dem?"

Kisser blev varm, da jeg kom hjem og fortalte den gode nyhed.

8. oktober 2015. Her startede det hele. Sidder med Philippe Pinels 'Medicinsk-filosofisk afhandling om sindssygdom'. År IX i revolutionskalenderen, 1800 efter vor tidsregning. Hvilken ven af menneskeheden, hvilket geni! De gales velgører, der befriede dem fra deres lænker og skænkede dem en behandling, funderet på humanitet og moral. En pioner, der med ét hug grundlagde den moderne psykiatri, anviste principperne for sindssygehospitalerne og opstillede en klassifikation af sindssygdommene, der med modifikationer har holdt sig til den dag i dag. På den ene side vanvidsformer, der var kendt fra ældre tid, og som alle var kendetegnet ved svækkelse eller udslettelse af forstand og fornuft: Mani, melankoli, demens og endelig idioti eller åndssvaghed. Og på den anden side – som noget ganske nyt – en sindssygdom, der ikke var ledsaget af nogen form for intellektuelt forfald – uden hallucinationer eller sanseillusioner, uden forstyrrelse af perception, hukommelse og dømmekraft. Galskab uden forstandsforvirring eller fornuftigt vanvid kaldte han den: "Jeg blev ikke så lidt overrasket over at se adskillige gale, som på intet tidspunkt frembød tegn på beskadigelse af forstanden, og som var behersket af en art instinktivt raseri, som om kun de affektive funktioner var læderede."

Hic Rhodus, hic salta! Ved deres forstands fulde brug, men voldelige, asociale, syge i følelse og drift. Uden varsel eksploderer de i grusomhed og drab. Hvad vil Birkes-Crüd ikke sige!

10. januar 2016. What a man. James Cowles Prichard, læge, antropolog, ægyptolog, filolog. Godt gået af Harald Selmer, det danske sindssygevæsens fader, at han i 1842 oversatte Prichards mesterværk under titlen 'Om Sindssygdommene og andre sygelige Sjelstilstande'. Som var han en seer, en profet foregreb Prichard alt det, vor moderne videnskab kan bekræfte, og delte de psykiske sygdomme i to hovedgrupper: dem, der ramte forstanden, perceptionen osv. og dem, der invaliderede personens moralske og følelsesmæssige liv. Fra nu af stod den intellektuelle afsindighed skarpt over for det, han kaldte moralsk afsindighed. Den er, siger han, "en sygelig forandring af de naturlige følelser, affekter, tilbøjeligheder, gemyt, vaner og manerer, moralske dispositioner og naturlige impulser". Her hjælper ingen tugt og formaning, for personen er syg: "Patienten er ikke ude af stand til at konversere eller ræsonnere over hvilken som helst genstand; ofte gør han endog dette med megen lethed og skarpsindighed, men han formår ikke at opføre sig i det daglige liv, som det sig hør og bør."

Jeg kan sandelig godt forstå, at overlægen på asylet i Gloucester var begejstret og skrev til Prichard, at først nu forstod han mange af sine patienter. De var "ikke vanvittige i ideer og forestillinger, men i adfærd." Godt at Prichard nedprioriterer franskmændenes monomanier og går ud over Pinels voldelige, men forstandsklare galninge, således at den moralske afsindighed kan omfatte alle former for uønsket adfærd. Blot synes jeg, Prichard skriver for lidt om hjernen og om moralsk afsindige i de lavere klasser, dem havde de jo ellers nok af i England. Der er for mange vinkelskrivere og pebermøer blandt hans eksempler. Det højeste, han kan svinge sig op til, er en negermatros, der havde fået en forhammer i låget.

Jesus, ain't that a man. Jeg kommer til at tænke på professor Breck i Ringe. Hans psykologiske profiler er en Rembrandt værdige. Hvilken formidabel modstander! Fionador-projektet har på fem år banket specialundervisningsraten på Fyn op på det tredobbelte: 23,4 %. Men jeg tror, Prichard vil være et lammende slag for ham.

Jeg gad nok vide, hvordan Birkes-Crüd ser ud, når jeg fortæller ham om dette gennembrud i min forskning.

14. april 2016. Gav Birkes-Crüd de første 300 sider af min disputats. Om eftermiddagen kom han ind på mit kontor, og han havde allerede læst dem! "Det ser godt ud, Bent. Dér får Breck noget at tænke på." Jeg studsede lidt over, at han kaldte mig ved fornavn, og det var, som om han stod og fedtede med noget. – "Jeg har tænkt på, skal vi ikke være dus?" "Jo, meget gerne", sagde jeg. "Skal jeg så kalde dig Martin?" "Birkes vil nok være mest korrekt", svarede han.

16. april 2016. Er gået i krig med Bénédict-Augustin Morels bog fra 1857 om 'Fysiske, intellektuelle og moralske degenerationer i menneskeslægten'. Den mand har virkelig talent. Hans eneste fejl er, at han skriver på fransk. Han var overlæge på en anstalt i et industriområde oppe i Nordfrankrig, hvor de drak som svin, kopulerede i flæng og ikke gad arbejde. Men han lod sig ikke forvirre af, hvordan tingene så ud på overfladen, og skar lige til benet. Elendigheden var udløst af en beskadigelse af centralnervesystemet, der blev overført fra slægtled til slægtled med en fremadskridende invalidering af legeme og sjæl som resultat, indtil slægten til sidst uddøde. Fra at være såkaldte højerestående degenererede i første slægtled – excentriske, nervøse og aparte – gik det hurtigt ned ad bakke, indtil de endte som lallende vrag. Zola har en masse af dem i sine romaner. Det er uhyggeligt, men kun alt for sandt, når han beskriver sådan et barn med kolde, stirrende øjne, der retter sin sidste rest af fornuft mod vold og død. Godt set af Morel, at vi må den vej, nemlig til adfærdsforstyrrelsernes organiske årsag, ind i hjernen, ned gennem rygmarven og videre gennem slægterne, der i kønsakten overfører beskadigelsen.

Der står hos Kopfenbühl, at Morels indflydelse varede ved til og med Anden Verdenskrig. Lige præcis hvorfor på det tidspunkt, ved jeg ikke endnu. En titan i medicinen var han, der indlagde sig de største fortjenester. Han blev da også fulgt til graven af en garde på fyrretyve kvindelige patienter, støttet af deres vogtere. Det kalder jeg troskab.

14. september 2016. My foot, her er der gang i den. Den italienske læge Cesare Lombroso, kriminalantropologiens grundlægger. "Dette var ikke simpelthen en tanke, det var en åbenbaring. Ved synet af denne hjerneskal var det, som om jeg med ét så – som en uhyre oplyst slette under en flammende himmel – problemet om forbryderens natur – et atavistisk væsen, som i sin person reproducerer det primitive menneskes og de lavere dyrs grusomme instinkter."

Forbrydelsen var et naturfænomen, forbryderne tilbagestående væsener, der med dyrets list og raseri bevægede sig gennem de nye storbyer. Med hvilken overlegenhed beviser Lombroso i sit hovedværk 'Forbrydermennesket' fra 1876 ikke sin tese ved at udnytte alle datidens videnskabelige resultater inden for medicin, psykiatri, fysik og racelære – alle statistikkens landvindinger gennem tusindvis af opmålinger af forbrydernes kranier og kroppe. De lignede dyr, de var som dyr, sunket ned på et lavere trin på evolutionsstigen. Kun indespærring og behandling kunne afbøde virkningerne af disse naturvæsener, der ikke stod til at ændre. Dér fik forbedringstanken sit dødsstød.

Men Lombroso benægter overhovedet ikke, at sociale faktorer kan spille ind. Tværtimod er han meget interesseret i bankeånder og skibbrud og trafiksituationen i Torino. Jeg har allerede forberedt, hvad jeg vil sige til Birkes, når jeg afleverer mine 87 sider om Lombroso. Jeg vil sige: "Birkes, vi må holde det videnskabelige felt åbent, vi må ikke forfalde til ensidighed og underkende de sociale forholds relative betydning." Jeg tror, jeg ved, hvad han vil svare: "Knaldgodt set, Bent. Det gør os usårlige for kritik."

17. november 2016. Det er godt nok en tyk bog, Richard Freiherr von Krafft-Ebings 'Psychopathia Sexualis'. Den kom i 1886 og siden i et hav af genoptryk, men der er også mange gode historier i den. Krafft-Ebing har virkelig forstået degenerationens betydning og har, om jeg så må sige, fået orden på griseriet. Sadisme, fetichisme, masochisme, homoseksualitet, pædofili, flagellantisme, zoofili, lystmord, nekrofili. Han mente da også, at de, der forbrød sig mod loven på grund af uimodståelig trang, ikke henhørte under domstolene, men under lægerne. Han har mange fine eksempler, der beviser hans teser. En gift kvinde, mor til tre børn, der ville løbe væk med en ung mand, blev helbredt på en anstalt. En pige på ti år, som præsten formanede til ikke at onanere, var så fræk at sidde og rive den af med hans kjole. Og det efter at man havde udbrændt hendes klitoris!

Nu føler jeg, at min undersøgelse er på sikker grund.

24. december 2016. Blev i formiddags færdig med mit kapitel om J.L.A. Kochs 'De psykopatiske mindreværdigheder'. Den kom i tre dele i årene 1891-93. Her er endelig en forsker, der er absolut moderne: "Abnorme karakterer er patologiske karakterer; deres særlige træk og karakteristika hidrører fra sygelige tilstande og processer i hjernen." Koch inddeler mindreværdighederne i medfødte og erhvervede og viser suverænt, hvordan sociale fejludviklinger kan materialisere sig i alvorlige organiske skader. Imponerende hvordan han kan skelne mellem et utal af typer af mindreværdighed, således at han giver os et instrument i hænde til at intervenere mod alle former for plagende social adfærd.

Blot bryder jeg mig ikke så meget om terminologien, altså det med mindreværdighed og mindreværdig. Den anden dag var vi ude på Arken og se en udstilling med den tyske ekspressionist Elfriede Lohse-Wächtler. Efter at Kisser blev ramt af præmenstruelt syndrom, kan hun ikke få nok af das Kunstschöne. Hin Elfriede maler, som om hun har manden med bukkefødder i hælene. "Hun var paranoid", sagde Kisser, "men derfor kan hun jo godt have været forfulgt."

Da vi kom hjem, kiggede vi i kataloget. Der står, at Lohse-Wächtler i 1940 blev likvideret på sindssygeanstalten Sonnenstein i Sachsen som led i nazisternes eutanasi-projekt. Det var startet i 1939 med udryddelsen af det livsuværdige liv som mål. 70.000 kvinder, børn og mænd blev dræbt i gaskamre, der var indrettet på forskellige anstalter. Lægerne havde som medicinsk sagkyndige den absolutte myndighed og monopol på at lukke op for gassen. I 1941 blev projektet standset efter begyndende uro i befolkningen. Men flere læger så ingen grund til at svigte den store sag og fortsatte myrderierne bag om myndighederne.

Franskmændene fulgte efter, selv om de ikke kunne et ord tysk. Under okkupationen sultede 45.000 ihjel i sindssygehospitalerne. Denne tragedie i et land, der nok havde indført rationering, men på ingen måde var truet af hungersnød.

3. januar 2017. Nytårsaften var vi inviteret ud til Birkes. Han bor i den flotteste funkisvilla, tegnet af Carl Fischer eller noget i den stil. "Birkes", sagde jeg, da vi var blevet lidt oprømte. "Jeg er nået til side 587. Er det ikke snart på tide at lukke og slukke?" "Min gode Benedictus" – disse var hans ord – "jeg tilslutter mig helt den sidste ærede taler. Kretschmer og Kurt Schneider koger bare suppe på 1800-tallets store pionerer. Psykopatanstalterne og kastrationerne og neurokirurgien fik jo også en dårlig presse. Det er der ingen grund til at rode op i nu, hvor alt er forandret. Nøjes du bare med at henvise til Lone Brocks bog om racehygiejne i Danmark. Den er der alligevel ikke nogen, der læser."

Da Kisser og jeg klokken 5.20 hørte hyrderne synge, fandt jeg på en prima titel til min disputats. 'Studier i psykopatiparadigmets opkomst i det moderne'. Af Bent Flou.

16. februar 2017. "Bent", sagde Birkes, da jeg kom ind på klinikken. "Bevillingen vil jo være brugt op på et tidspunkt, og det gælder om at komme videre. Jeg synes, vi skal gå til pressen." – "Helt afgjort", svarede jeg, "vi må gå til pressen." "Tanten duer ikke", sagde han, "den har ingen power. Læserne af EB og TB fatter ingenting, og det er i øvrigt mest dem, det handler om. Hvad med Polar-Nyt? Den læses af beslutningstagerne og dates løbende op af medicinalindustrien." – "Helt rigtigt", replicerede jeg, "Polar-Nyt er den rigtige. Silkeflor var godt nok hooked på rettigheder, naturret, borgerret, menneskeret, men jeg tror ikke, hans eftersnakkere fatter sammenhængen mellem rettighedsproblematikken og vores projekt. De vil vel også gerne have solgt organet." - "Det glæder mig, du ser sådan på det, Bent", sagde Birkes. "Jeg har faktisk allerede fået anbefalet et par yngre journalister. Hvis vi briefer dem udførligt, vil offentligheden kunne blive informeret objektivt. Der er jo sket meget, med hjernen og generne og sådan. Jeg synes nok, at både Gammelgaard og Jensen var blevet noget svage i koderne i deres bøger om psykopati i 70'erne. Ikke engang Carl Madsen kunne finde rundt i det. I den ene bog påstår han, at psykopati er en borgerlig-kapitalistisk opfindelse, og i den næste skriver han, at Aksel Larsen er psykopat." – "Ham spionen?", sagde jeg. "The same, Bent, the same."

9. juni 2017. Hvilken dag! Auditoriet var fyldt til sidste plads. Birkes priste mit arbejde og kritiserede et par inferiøre detaljer, som det sig hør og bør. Ingen af de gamle antipsykiatere var dukket op. Efter første opponent foretog jeg en klinisk demonstration af to psykopater fra klinikken. Med den spørgeteknik, jeg har lært ved at studere Gaëtan de Clérambaults demonstrationer på politiets psykiatriske klinik i Paris, fik jeg dem til forsamlingens moro til at afsløre deres sygdom. Professor Bille var anden opponent. Han ydede min disputats stor anerkendelse, men var meget vred over, at Prichard ikke skrev mere om hjernen. Breck var ikke mødt op. Han er såret over, at Birkes ikke har henvist til ham i sin sidste artikel om serotonin-balancen i hypothalamus i Ugeskrift for Tæger.

Efter forsvaret omfavnede far mig. "Tillykke, min dreng," sagde han. "Jeg er stolt af dig." Mor sagde ingenting og så på mig med kolde, stirrende øjne.

11. juni 2017. Det skønneste solskinsvejr. "100.000 psykopater i Danmark", står der på forsiden af Polar-Nyt. Jeg var stadig lidt mat efter festen i forgårs, så Kisser fik lov til at køre. Camilla sad bag i. Hun er glad nu, efter at Lars og Ole er kommet på specialskole, og er den dygtigste i sin klasse. "Camilla", sagde jeg, da vi kørte hjemmefra. "Skal vi i anledning af fars succes tage til Brøndby og beskue de vilde, eller skal vi trille mod Helsingør?" "Mod Helsingør", sagde hun. "Der er så ulækkert det andet sted."

Da vi kørte op ad Nordre Frihavnsgade, gik bilen i stå. Jeg ved ikke, om det er, fordi den ikke er kørt til eller hvad. Da vi holdt stille, kom to bøller med omvendte baseballkasketter og en eller anden bluse med Jesus og Mary hen imod os. "Lås", hviskede jeg, "lås", og vi låste alle tre. De pressede deres forvredne psykopatfjæser mod vinduerne og hamrede som gale. Min doktorring lynede i solen, og de veg tilbage. Heldigvis fik Kisser vognen i gang, og snart kørte vi ud ad Strandvejen, væk fra byens røg og møg. Motoren spandt som en mis. Jeg mærkede, at Kisser var varm.