Sprækkerne i European Spallation Source
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. august 2017

I 2014 lovede forkvinden for Skånes regionsråd mere end 600 mio. kr. til det store svensk-danske forskningsinfrastrukturprojekt European Spallation Source (ESS) i Lund. Et halvt år senere tabte hun regionsvalget og fik et velbetalt job som lobbyist for ESS. Skandalen er langt fra enestående og føjer sig ind i en række episoder i Danmark og Sverige, der har været afgørende for, at det kontroversielle neutronspredningsanlæg er på vej til at blive realiseret. Et eksempel er den nylige nedskalering af anlæggets kapacitet fra 5 til 2 MW. Tvivlsspørgsmål vedrørende dets størrelse, design, videnskabelige berettigelse, brugergrundlag, omkostningsniveau, bæredygtighed, konsekvenser for miljøet og den måde, hvorpå det er tvunget igennem, er stadig uafklarede.

I april 2009 indgik den danske regering aftale med den svenske om medværtskab og finansiel opbakning til verdens største neutronspredningsanlæg, European Spallation Source (ESS) [1], der skulle ligge i den sydsvenske by Lund [2]. ESS er en 600 m. lang nuklear installation, som gør det muligt at undersøge forskellige materialer på atomart niveau og er samtidigt det største forskningsprojekt i Skandinavien nogensinde [3]. Samarbejdet omkring ESS omfatter 15 og muligvis i fremtiden 17 europæiske lande. Ifølge vurderinger fra 2014 forventes opførelsen af anlægget at koste næsten 15 mia. kr. [4], hvortil kommer næsten en mia. kr. i driftsudgifter årligt i op til fyrre år. Der har dog hele tiden foreligget et antal alternative økonomiske scenarier.

Kampagnen for at få ESS til Ørestadsregionen startede tilbage i 2002, da ESS Scandinavia, et skandinavisk konsortium hovedsageligt bestående af forskningsinstitutioner, foreninger og netværk, som i Danmark inkluderede bl.a. Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Forskningscenter Risø, i konkurrence med en række andre kandidater ansøgte ESS Council – ligeledes et privat konsortium bestående af et netværk af europæiske forskningsinstitutioner - om at måtte opføre ESS. Lige fra begyndelsen har ESS i Lund haft et kraftigt dansk islæt: Forskere fra Risø Forsøgscenter hører til initiativtagerne til ESS på skandinavisk og europæisk niveau og har været aktive i udviklingen af projektet. På det tidspunkt, hvor den danske og den svenske regering indgik en aftale om at få projektet til Lund, var der to andre værtssteder i spil - Debrecen i Ungarn og den baskiske hovedstad Bilbao. Lund havde dog længe været favorit og med over 100 mio. kr. i ryggen førte ESS Scandinavia en effektiv kampagne for at få tilført anlægget forskningsmidler. Måneden efter besluttede et flertal af de europæiske forskningsministre, at ESS skulle placeres i Lund.

I løbet af projektkonceptets omskiftelige, efterhånden tyveårige historie har ESS imidlertid været belastet med talrige tvivlsspørgsmål, der relaterer sig til forskningsanlæggets størrelse, design, videnskabelige berettigelse, brugergrundlaget, økonomien i projektet, miljø- og bæredygtighedsaspekter samt beslutningsprocessen. Reservationerne er så alvorlige, at projektet i flere omgange har været dømt ude. Da den danske regering besluttede sig for at støtte ESS, var få af disse spørgsmål afklarede, selvom medværtsskabet til ESS forpligter de danske forskningsbudgetter over et halvt århundrede [5]. Næsten ti år senere spøger de stadig, ikke mindst fordi der ikke er givet en overbevisende begrundelse for, hvorfor så store økonomiske ressourcer til én bestemt type forskning – neutronforskning – skal overføres fra alle andre typer forskning, herunder naturvidenskabelig og teknisk forskning.

Manglende videnskabelig legitimitet

Kritikken af neutronspredningsanlæggets science case har hele tiden været langt mere negativ, end hvad man forventer for så stort et projekt. Advarslerne har været omfattende og alvorlige: Kort før den danske regering gik ind i projektet, sendte Det Kgl. Svenske Videnskabsakademi (KVA) et brev til det svenske parlament, hvori det advarede mod ESS [6]. KVA, der uddeler Nobelprisen i fysik og kemi [7], konstaterede, at ESS er utilstrækkeligt undersøgt, betvivlede anlæggets forskningspotentiale og konkurrencedygtighed og opfordrede den svenske regering til at afvente resultatet af en bred international evaluering og en efterfølgende diskussion med det svenske videnskabelige samfund, før en eventuel beslutning om at bygge ESS blev truffet.

Kritikken går imidlertid helt tilbage til 2002, hvor det tyske forskningsråd i en undersøgelse af ni internationale storskalaforskningsinfrastrukturer underkendte ESS-projektets videnskabelige bæredygtighed [8]. Undersøgelsen er den til dags dato eneste uafhængige analyse af ESS-projektets videnskabelige grundlag opfattet i sin helhed. Ganske vist bestilte European Strategy Forum for Research Infrastructure, ESFRI, i 2002 en rapport for at fastslå behovet for ESS i Europa hos en med dette formål for øje nedsat arbejdsgruppe (”ESFRI Working Group on Neutron Facilities”), der anbefalede projektet [9]. Problemet er, at anbefalingerne blev formuleret af 10 personer, af hvilke mindst 7 havde tætte forbindelser til ESS på det pågældende tidspunkt.

Laveste videnskabelige kategori

I modsætning hertil konkluderede en gruppe under styrelsen i det tyske videnskabsråd i et uafhængigt, komparativt studie, at selvom den anerkender ESS-projektets tekniske gennemførlighed, må ”den videnskabelige dimension forbedres intensivt og kombineres bedre med den meget hurtige udvikling indenfor andre beskrivelsesredskaber, som f.eks. synkroton bestråling, mikroskopi, spektoskopi (i særdeleshed nuklear magnetisk resonans) og computersimulering” [10]. Herudover underkendte videnskabsrådet ambitionen om at bygge den største neutronkilde i verden og udtalte i sin afsluttende vurdering af ESS, at ”når der er tale om investeringer i denne skala, må vægten lægges på at åbne op for nye forskningsområder for neutronspredning snarere end at udvikle neutronkilder udelukkende på basis af forudsigelige teknologiske begrænsninger for de neutronkilder, der for øjeblikket er i drift i Tyskland og andre steder i Europa (den såkaldte “neutronkløft”)” [11].

Endeligt blev der fastlagt tre kategorier i videnskabsrådets vurdering af de ni pågældende forskningsanlæg, baseret på deres styrker og svagheder i forbindelse med yderligere national og international videnskabelig udvikling af de forskningsområder, de tilhørte, og en vurdering af deres samspil med andre discipliner. I denne blev ESS placeret i den tredje og laveste kategori, hvor fortsat arbejde på de videnskabelige programmer og tekniske designs ville være nødvendig. Hvad angår disse anlæg, anså det tyske videnskabsråd det for nødvendigt at gennemføre en helt ny vurdering [12].

Følgelig gav rådet ESS en lav finansieringsprioritet. Selvom ESS Council arbejdede hårdt for at få en reevaluering uden at skulle ændre ESS’ videnskabelige programmer eller de tekniske designs, blev den aldrig til noget. Resultatet blev, at den tyske regering i 2003 trak sin støtte til de to tyske ansøgere, Forschungszentrum Jülich in Nordrhein-Westphalen og Halle-Leipzig, bakket op af delstaterne Sachsen og Sachsen-Anhalt, tilbage. Og kort tid efter besluttede den engelske regering at udbygge et allerede eksisterende britisk neutronspredningsanlæg, hvorved de to engelske ESS-ansøgere blev sendt ud i kulden [13].

Tvivl om brugergrundlaget

Med dets to tyske og to engelske konkurrenter ude af konkurrencen, var det forventet, at det ville blive en formssag for ESS Scandinavia at få projektet til Sverige, men det løb hurtigt ind i nye vanskeligheder. I maj 2003 lagde Lund Kommune pres på den svenske regering ved at antyde, at den ville trække sig tilbage fra ESS, hvis ikke regeringen begyndte at fremme ESS. Da den svenske regering, der så projektet som et fællesskandinavisk initiativ, henvendte sig til den danske med tilbud om partnerskab, fik den imidlertid et køligt svar [14]. Dette skal formentligt ses i lyset af, at den danske videnskabsminister Helge Sander i et svar på et spørgsmål stillet til ham i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, havde opgjort tallet af danske neutronkildeforskere, hvis forskning kunne have glæde af ESS i Lund, til ca. 20 [15]. Hertil kommer, at ESS-projektets samlede brugergrundlag længe har været omgærdet af tvivl. I tiden op til den svenske regeringsbeslutning opgjorde ESS Scandinavia dette grundlag til ca. 5000 årligt tilrejsende neutronkildeforskere, hvad der er 400 flere end det sml. antal neutronforskere i Europa [16]. Tallet er mere eller mindre det, som den svenske regering refererer til i sin beslutning om at støtte ESS i Lund økonomisk. Siden har ESS Scandinavia imidlertid indrømmet, at det korrekte tal ligger mere end tre gange lavere, nemlig på omkring 1500 [17]. Også dette tal kan imidlertid være for højt sat [18]. De tal, som ESS Scandinavia åbent har erkendt er for høje, optræder imidlertid i to af de tre aktstykker, som Forsknings- og Uddannelsesministeriet har sendt til Folketingets Finansudvalg som en del af det danske beslutningsgrundlag for at støtte forskningsprojektet [19]. Den ringe interesse for ESS i det danske videnskabsmiljø fik i 2015 Styrelsen for Forskning og Innovation til at offentliggøre en strategi for, hvordan fokus på neutronforskning kan styrkes [20].

Næsten dømt ude

Efter afvisningen fra den danske videnskabsminister som følge af det tvivlsomme brugergrundlag lå projektet stille frem til slutningen af 2005, hvor den tidligere finansminister og generaldirektør i EU-kommissionen, Allan Larsson, der af den svenske regering havde fået til opgave bl.a. at undersøge hvor stor interessen var for ESS, offentliggjorde en rapport, der mundede ud i en anbefaling af forskningsanlægget [21]. Imidlertid skete der intet i det næste halvandet år og mange troede, at projektet var afgået en stille død, indtil den svenske undervisningsminister Lars Leijonborg i februar 2007 overraskende meddelte, at den svenske regering ville arbejde aktivt for, at ESS blev bygget i Lund [22]. Bekendtgørelsen blev formentligt udløst af en spansk regeringsbeslutning i oktober 2006 om at give økonomisk støtte til et baskisk ESS-kandidatur.

Den danske tilslutning til projektet var ikke mindre overraskende. Dels var der modstand fra de danske universiteter mod ESS [23] og dels havde videnskabsministeren lovet, at der før en dansk stillingtagen til ESS ville blive udarbejdet en grundig redegørelse om projektet, koordineret af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra fem ministerier. Redegørelsen skulle vurdere projektets miljø-, energi- og sundhedsmæssige aspekter, de forsknings- og erhvervsmæssige potentialer plus eventuelle samfundsmæssige gevinster ved en lokalisering af ESS i Lund [24]. Imidlertid blev den aldrig offentliggjort eller diskuteret. Det samme gjaldt for det høringsbrev, som Forsknings- og Innovationsstyrelsen udsendte til forskningsinstitutionerne, eller høringssvarene, hvoraf mange var negative overfor ESS, særligt blandt de store aktører og først og fremmest blandt universiteterne. Ej heller er sammendraget af høringssvarene blevet offentliggjort. Beslutningsprocessen foregik bag lukkede døre med mindst mulig udveksling af informationer og synspunkter i forhold til offentligheden.

En af konsekvenserne af den manglende transparens er, at det selv på nuværende tidspunkt er vanskeligt at fastslå, hvad de økonomiske konsekvenser af værtsskabet indebærer: Da den svenske og den danske regering i 2009 aftalte en værtsplatform, hvor Sverige endte med at stå for minimum 35 pct. og Danmark for 12,5 pct. af byggeomkostningerne for ESS, blev disse opgjort til 12,5 mia. kr. Den danske investering i ESS blev præsenteret som om det kun drejede sig om 1.4 mia. kr., men i virkeligheden har den udsigt til at blive langt større. Allerede i 2014 var byggeomkostningerne steget til 14,8 mia. kr. og eftersom kun værtslandene hæfter for omkostningsstigningerne, betaler Danmark 26,3 pct. af disse - svarende til 600 mio. kr. - og Sverige resten. Det betyder at den del af byggeomkostningerne, Danmark skal betale, efter fem år var 43 pct. større end forudsat i aftalen fra 2009, alt i alt 2 mia. kr.

Omkostningsstigningerne har imidlertid været konstante både før 2009 og efter 2014: I perioden 2006-2009 steg investeringsomkostningerne for ESS med 55 pct., bl.a. fordi man var nødt til at indregne dekommissioneringsomkostningerne i prisen for projektet [25]. Dekommissioneringsomkostningerne for den 600 m. lange nukleare installation er imidlertid ikke nævnt i aftalen mellem den svenske og danske regering. Driftsomkostningerne, der forventes at løbe i mindst 40 år og som også har betydning for værtskabet, steg med 38 pct. [26]. Heller ikke de er nævnt. Dækningen af de allerede kendte omkostningsstigninger vil ske fra forskningsreserven til finanslovene i årene 2018-2022, dvs. tages fra al anden forskning. I Uddannelses- og forskningsministerens orienterende aktstykke om ESS fra april 2014 foreligger der omsider et overslag over den danske andel af driftsomkostningerne, der sættes til ca. 50 mio. kr. om året – dvs. til i alt ca. 2 mia. kr. over fyrre år [27].

Mindre kapacitet for flere penge

Samtidigt med, at ESS hele tiden bliver dyrere, er anlæggets forventede ydeevne blevet mindre. Det videnskabelige og tekniske koncept for tredjegenerations-neutronkilden ESS, som er godkendt af OECD, er udviklet af europæiske forskere i løbet af 1990erne og opdateret i The ESS Project, Volumes I-IV fra 2002 (som synes at være yderligere opdateret frem til 2005), der definerer sig selv som den fulde beskrivelse af ESS-projektet [28]. Her karakteriseres ESS som et 5 MW neutronspredningsanlæg med tredive gange større kapacitet end noget eksisterende anlæg, to målstationer og 44 instrumenter.

Det spallationsanlæg, som Danmark i kraft af sit medværtskab investerer mindst 4 mia. kr. i, og for hvilket, der hæftes for 26,3 pct. af alle yderligere budgetoverskridelser i forbindelse med byggeomkostningerne, har imidlertid kun én målstation, 16 instrumenter (med mulighed for udbygning til 22) og er af økonomiske grunde for nyligt nedgraderet til 2 MW. Alternativet til nedgraderingen ville være endnu en markant budgetoverskridelse på 1,1 mia. kr. oven i overskridelsen fra 2014 [29]. En årsag til budgetoverskridelserne nu og i fremtiden kan være det høje niveau af in-kind bidrag fra projektdeltagerne, der sættes til mere end 35 pct. [30].

Den tiltagende disproportionalitet mellem omkostningsniveauet for ESS og anlæggets faldende kapacitet bliver imidlertid ignoreret af de myndigheder – i Danmark Uddannelses- og Forskningsministeriet – der overvåger økonomien i projektet og hvis udgangspunkt burde være et krav om mest mulig forskning for pengene. En lignende tendens finder man i Sverige, hvor myndighederne opfatter sig selv som fortalere for, snarere end kontrollører af projektet. Det mest ekstreme eksempel udspillede sig i 2014, hvor forkvinden for Skånes regionsråd lovede mere end 600 mio. kr. til ESS. Et halvt år senere tabte hun regionsvalget og fik et velbetalt job som lobbyist for ESS. Bidraget fra Region Skåne blev indklaget for Forvaltningsretten i Malmø, der imidlertid fastlog, at det var lovligt [31].

Miljøfarlig nuklear installation

Den stærkeste kritik af ESS er imidlertid kommet fra danske og svenske miljøorganisationer. Kritikken relaterer sig til risikovurderinger, muligheden transmutationsforskning og anlæggets elektricitetsforbrug: Baggrunden for risikoovervejelserne er, at neutronspredningsanlægget er en miljøfarlig nuklear installation. Hvis kølesystemet i målstationen fejler, kan der ske en eksplosion, som vil kunne sprede radioaktive emner ikke kun i Lund, men over hele regionen, herunder København og hovedstadsområdet [32]. Hertil kommer, at de radioaktive materialer skal opbevares i et affaldsdepot for radioaktivt affald i 3000 år efter dekommissioneringen af forskningscentret [33]. Oprindeligt planlagde man at anvende kviksølv i målstationen, men ændrede det til wolfram, der anses for mindre farligt, men dog stadigvæk producerer radioaktivt kølevand. I sin tid frarådede Kemikalieinspektionen, en tilsynsmyndighed med ansvar for al kemikaliekontrol i Sverige, svensk værtskab og anbefalede, at der blev foretaget en risikovurdering af ESS [34]. Vurderingen foreligger stadigvæk ikke og i skrivende stund ved ingen, hvad de mulige sundhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske konsekvenser af et worst case scenario bliver.

Hertil kommer, at ESS-anlægget kan bruges til forskning i transmutation af atomaffald. Transmutation er a-kraftrelateret forskning, der går ud at omdanne langlivet radioaktivt affald til ikke-radioaktive isotoper eller radioaktive isotoper med kortere halveringstid og giver kun mening i lande, der satser stort på atomkraft. ESS-organisationen har afvist, at ESS vil blive anvendt til transmutationsforskning. Imidlertid er det et faktum, at transmutationsforskningens strategiske kerne - acceleratoren og spallationsmålet - er til stede i ESS-projektets design, hvad der vil kunne tillade en senere tilbagevenden af transmutationsforskning i det samlede koncept [35].

Endelig er der ESS-anlæggets enorme energiforbrug: På trods af nedskaleringen af anlægget regner man med et årligt elektricitetsforbrug på 270 GWh, der skal dækkes af vedvarende energi. Det svarer til elektricitetsforbruget hos 169.000 personer i Danmark [36].

Beskrivelsen af ESS er ikke videnskabelig

En mulighed for at indklage beslutningsgrundlaget for at støtte ESS-projektet til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) opstod i 2005, da forskere på Copenhagen Business School (CBS) offentliggjorde en rapport, som analyserede projektets betydning for dansk videnskab, teknologiudvikling og konkurrenceevne. Rapporten gengav ukritisk den måde, hvorpå ESS Scandinavia og andre fortalere for ESS havde beskrevet projektet i talrige artikler, pressemeddelelser, pjecer, etc. Følgelig kunne man argumentere for, at det var den svenske regerings beslutningsgrundlag for at støtte projektet, der blev indbragt for UVVU. Målt på de vidtrækkende økonomiske konsekvenser af en konstatering af, at CBS-rapporten var videnskabeligt uredelig, var sagen med en meget stor margin den største, som UVVU har behandlet.

Umiddelbart virkede det som om, der forelå en god sag: Den halvt hundrede sider lange rapport undlod at nævne, at det tyske forskningsråd havde underkendt ESS-projektets science case og opfordret initiativtagerne til ESS til at udarbejde et nyt projektforslag. Den overdrev projektets generelle brugergrundlag og opskrev brugergrundlaget i Danmark med en faktor 6. Endelig undlod den at nævne, at ESS-anlægget kunne bruges til forskning i transmutation af atomaffald. På mange måde udgjorde den et skoleeksempel på det, som Bent Flyvbjerg så rammende har betegnet som ”strategisk misrepræsentation”.

Efter UVVU havde behandlet sagen i seks måneder, blev den imidlertid afvist, fordi man ikke fandt, at rapporten var omfattet af begrebet ”forskning”. Begrundelsen var blandt andet, at forfatterne efterfølgende gjorde gældende, at der ikke var tale om et videnskabeligt produkt. Dette på trods af, at rapporten blev offentliggjort på CBS’ hjemmeside, optrådte på flere af forskernes publikationslister, og var finansieret af det offentlige via forskernes løn [37].

Fra forsknings- til egnsudviklingsprojekt

Hvis man skal uddrage et lærestykke af det ovenstående, er det, at ESS-projektets udviklingsforløb formentligt er typisk for mange af de store forskningsinfrastrukturprojekter, hvis science case er omtvistet: I begyndelsen markedsføres de som forskningsprojekter og derefter som regionale udviklingsprojekter. Groft sagt kan ESS’ udviklingshistorie opdeles i fire faser:

Første fase, hvor vægten lægges på ESS som et videnskabsprojekt. Det skete indtil juli 2002, hvor det tyske videnskabsråd underkendte projektets videnskabelige berettigelse, hvorefter de to tyske og to engelske værtskandidater bakkede ud. Dette udgjorde et lavpunkt i kampagnen for at realisere ESS.

Anden fase, hvor vægten lægges på ESS som regionalt udviklingsprojekt i stor skala. Denne fase varede fra juli 2002 til marts 2004. Efter afvisningen fra den danske forskningsminister lå det i kortene, at Sverige kunne risikere at skulle finansiere projektet selv, og ESS Scandinavia begyndte derfor at lægge vægten på det, man anså for at være dets regionale økonomiske fordele. I januar 2004 offentliggjorde ÅF-Energi & Miljö AB en rapport bestilt af ESS Scandinavia med en vurdering af de fremtidige elektricitetsomkostninger for ESS-anlægget, indtægterne for de svenske elektricitetsudbydere og skatteprovenuet til den svenske stat. I et scenario, hvor anlæggets elektricitetsbehov blev sat til 120 MW – dengang svarende til behovet for en dansk provinsby på 89.000 indbyggere (1.2 gange mere end Esbjerg) - vurderede rapporten de samlede elektricitetsomkostninger til at være 364-439 mio. kr. om året i 2010 og 409-602 mio. kr. om året i 2020. Skatteindtægterne blev sat til 186-238 mio. kr. om året i 2010 og 231-342 mio. kr. i 2020. Endelig blev indtægterne til elektricitetsudbyderne fra ESS i Lund vurderet til at være ca. 164 mio. kr. om året i 2010 og 186-223 mio. kr. om året i 2020 [38]. I denne forbindelse var indkomsten for elektricitetsudbyderne næsten lige så interessant for den svenske stat som skatteindtægterne i betragtning af, at den største elektricitetsudbyder i landet, Vattenfall AB, som producerer halvdelen af Sveriges elektricitet, ejes af den svenske stat. Samtidigt blev der introduceret to forslag i Komitéen for Handel og Industri i den svenske Riksdag, som begge opfordrede den svenske regering til at promovere ESS i Lund, der imidlertid begge blev forkastet [39].

Tredje fase, hvor ESS blev markedsført som et nedskaleret regionalt udviklingsprojekt. Denne fase strækker sig fra marts 2004 til februar 2007. Her anbefales ESS af Allan Larsson, som nævner i sin rapport, at Sverige vil skulle yde to former for finansielle bidrag til ESS: Dels på grundlag af størrelsen af sit BNP ligesom de øvrige deltagende OECD-lande og dels ved at finansiere 20-25 pct. af byggeomkostningerne, såfremt landet tildeltes værtsskabet. Medfinansiering fra EU kunne dække op til 10 pct. af investeringsomkostningerne og 50 pct. af projektplanomkostningerne. Imidlertid, holdt ingen af disse forudsigelser stik. F.eks. er iflg. det danske Uddannelses- og Forskningsministerium bidraget fra EU 1-1.5 pct. Den økonomiske byrde forsøgte fortalerne for ESS at få til at glide lettere ned dels ved at projektet blev halveret gennem reduktion af antallet af instrumenter fra 44 til 22 og dels ved at man fortsat slog på de fordele, der knyttede sig til et fuldt implementeret ESS.

Hovedargumenterne for ESS som et regionalt udviklingsprojekt blev bedst gengivet i en ansøgning, som ESS Scandinavia sendte til Region Skåne i november 2006: For hver krone, som Sverige investerer i opførelsen af ESS, ville de lande, der i øvrigt deltog i projektet investere to. Og for hver krone, som Sverige investerer i driften af spallationsanlægget, vil de investere ni. Herudover forventes ESS at blive besøgt af 5000 neutronkildeforskere årligt, hvad der vil fremme den lokale økonomi [40]. Efter al sandsynlighed var det disse argumenter, der først overbeviste Lund Kommune, Region Skåne og andre lokale aktører, og derefter den svenske regering om at støtte ESS økonomisk. Imidlertid er argumenterne tvivlsomme: Det svenske Statskontor, en rådgivende myndighed under den svenske regering, der har frarådet svensk ESS-værtskab, har påpeget, at ESS udover at mangle regionalt udviklingspotentiale kan påføre værtsnationerne store ekstra udgifter, eftersom deltagerlandene kan opsige selv bindende aftaler og undlade at forny deres deltagelse i projektet, hvorefter værtslandene hæfter for udgifterne [41]. Og som tidligere nævnt, udgør antallet af besøgende forskere iflg. ESS Scandinavia en overdrivelse af anlæggets brugergrundlag med en faktor tre.

Den fjerde fase, i hvilken ESS bliver greenwashed. Denne startede i februar 2007 og vil fortsætte indtil anlægget bliver dekommissioneret, eftersom ESS ikke er et miljømæssigt bæredygtigt projekt.

En anden tilgang til forskningsinfrastrukturprojekter er nødvendig

Problemet, når man forsøger at analysere ESS, er ikke kun at prøve at forstå, hvad ESS giver sig ud for at være, men også hvad det i virkeligheden er, er planlagt til at være og kan ende med at blive. Disse er langt fra de samme ting. Næsten alt det, der er blevet tematiseret i denne artikel, har forandret sig over tid og vil sandsynligvis gøre det igen. Kun to ting synes på nuværende tidspunkt at være sikre: Den ene er, at projektet efter at være sat i gang ikke kan standses og derfor vil tynge de svenske og danske forskningsbudgetter ned i de kommende årtier. Spørgsmål er kun, hvor store budgetoverskridelser, der anses for acceptable, når ESS skal realiseres. Den anden er viljen hos de ansvarlige for ESS til at fortælle offentligheden og de politiske beslutningstagere det, der på ethvert givet tidspunkt forekommer mest belejligt.

Bortset fra ESS projektets egne mulige regionale miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser og indvirkning på europæiske forskningspolitik, rejser projektet adskillige principielle spørgsmål om vurderingerne af forskningsanlæg i stor skala nu og i fremtiden. For at kunne forstå og vurdere de beslutningsmåder, der hidtil har kendetegnet ESS, giver det god mening at anvende de tyske forskningsråds evalueringskriterier på det fælleseuropæiske niveau [42]: Anskuet i dette perspektiv bør sådanne projekter undersøges på basis af et i stadig højere grad integreret uddannelses- og videnskabssystem, og afgørelser om store investeringer, som indeholder en stor andel af statsfinansiering eller EU-støtte, der gælder på længere sigt, bør være mere transparente. Følgelig er det vigtigt ikke kun at undersøge anskaffelsen af særlige forskningsanlæg, men også at diskutere betydningen af og fremtiden for de forskningsområder, de forholder sig til. Ekspertvurderinger bør udføres indenfor de rammer, der giver størst mulighed for sammenligning, og som tillader et ”synspunkt udefra” forstået på den måde, at bedømmelser og sammenligninger fra et internationalt perspektiv også indeholder – hvis man tilføjer miljø- og bæredygtighedshensyn – en uafhængig evaluering af berettigelsen, langtidsorienteringen og de miljømæssige og sociale effekter af projektet og dets rolle i EU’s strategi for en bæredygtig udvikling. Ikke mindst af denne grund bør institutioner og forskningsorganisationer ikke kunne vælge at anskaffe sig store forskningsanlæg af mere end regional betydning alene på grundlag af interne beslutningsprocesser.

Tak til Bo Wennergren for inputs til denne artikel.

Noter:

[1] Hjemmeside, European Spallation Source: https://europeanspallationsource.se/

[2] Pressemeddelelse fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling: Verdens største mikroskop til Øresundsregionen, 3/4 2009: kortlink.dk/ufm/qzan

[3] Styrelsen for Forskning og Innovation: European Spallation Source - verdens største mikroskop til Øresundsregionen, December 2011, s. 26: kortlink.dk/ufm/qzap

[4] Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen: Orienterende aktstykke om status for konstruktionen af den fælleseuropæiske forskningsfacilitet European Spallation Source (ESS), Aktstykke 82, 24/4 2014: http://www.ft.dk/RIPdf/samling/20131/aktstykke/aktstk82/20131_aktstk_afgjort82.pdf

[5] Niels Henrik Hooge og Bo Wennergren: Medværtskab af forskningsanlæg er en dårlig idé, Ingeniøren 17/4 2009: https://ing.dk/artikel/opinion-medvaertskab-af-forskningsanlaeg-er-en-darlig-ide-97826

[6] Kungliga Vetenskapsakademien, Brev til Kanslichef Sonja Dahl, Utbildningsutskottet,

Sveriges riksdag, 24/11 2008: https://essochmaxiv.files.wordpress.com/2009/04/kva-brev.pdf

[7] Hjemmeside, KVA: http://www.kva.se/sv/priser/nobelprisen

[8] Press release, The German Science Council: German Science Council releases a statement on nine large-scale facilities for basic scientific research, 15 July 2002: kortlink.dk/wissenschaftsrat/qzaq

Dr. Uta Grund: Wissenschaftsrat bekräftigt seine Stellungnahme zur ESS, 25/7 2002: kortlink.dk/qzar

[9] Medium to long-term future scenarios for neutron-based science in Europe, Working Group on Neutron Facilities, European Strategy Forum on Research Infrastructures, January 2003, s. 4 og 14: kortlink.dk/qzas

[10] The German Science Council: European Spallation Source (ESS), Drs. 3753/02, Berlin, 12 July, 2002, s. 40, https://www.wissenschaftsrat.de/download/archiv/5373-02.pdf

[11] The German Science Council: Statement on nine large-scale facilities for basic scientific research and on the development of investment planning for large-scale facilities, 12 July 2002, s. 54: kortlink.dk/qzb5

[12] Udover ESS var de forskningsanlæg, der tilhørte denne kategori the Soft X-ray Free Electron Laser (Soft X-ray-FEL), the High Magnetic Field Facility for Neutron Scattering Research og the European Drilling Research Icebreaker (Aurora Borealis), ibid. s. 77.

[13] Nature 422, 17 April 2003.

[14] Udateret brev fra oktober 2003 fra den danske Minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Helge Sander, til den svenske Undervisningsminister, Thomas Östros.

[15] Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, Svar på spørgsmål nr. 81 (Alm. del – bilag 378) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi d. 8. oktober 2003: kortlink.dk/folketinget/qzau

[16] The European Science Foundation and the European Neutron Scattering Association, The ESF/ENSA Survey 2005 of the Neutron Scattering Community in Europe, November 2007, s. 6: kortlink.dk/qzav

Ifølge denne undersøgelse er det europæiske neutronspredningssamfund vokset med 600 til 4600 siden 1993 – dette i lyset af at en lignende undersøgelse fra 1998 forudså, at tallet ville stige til over 7000 i 2000, jf. European Neutron Scattering Association (ENSA), Survey of the Neutron Scattering Community and Facilities in Europe, August 1998, s. 34: http://www-llb.cea.fr/rapport/ensa_survey-1998.pdf

[17] Letter from ESS Scandinavia to Niels Henrik Hooge, 11 December 2007: kortlink.dk/qzaw

Ifølge dette brev er størrelsen af det europæiske neutronspredningssamfund ~4500. I løbet af en treårig periode forventes de alle at anvende ESS. I note 38 finder man et link til svaret til ESS Scandinavia.

[18] European Neutron Scattering Association (ENSA), Questionnaire on Neutron Scattering, Preliminary results based on 426 individual answers, April 2005. Spørgeundersøgelsen konkluderer, at mindre end 30 pct. af de europæiske neutronforskere forventer at bruge ESS (eller SNS og J-Parc) i forbindelse med mere end 10 pct. af deres forskning og mindre end 15 pct. til mere end 50 pct. af deres forskning. Denne konklusion understreges af ENSA selv i præsentationen af resultaterne. Materialet er siden blevet fjernet fra ENSA’s hjemmeside. Nogle af figurerne af og tabellerne kan imidlertid genfindes i: Niels Henrik Hooge: Inconsistencies in the European Spallation Source (ESS) Project: Costs Levels, User Basis, Scientific Legitimacy and Application of Transmutation Research, Presentation at Skåne Social Forum, 21 October 2007, s. 10-13: kortlink.dk/researchgate/qzfq

[19] Aktstykke 82 af 24/4 2014 (se note 4) og Aktstykke 122 af 37/5 2010: kortlink.dk/ufm/qzax

[20] Styrelsen for Forskning og Innovation: ESS som drivkraft for fremtidens vækst. Strategi for den danske ESS-indsats, november 2015: http://ufm.dk/publikationer/2015/filer/ess-som-drivkraft-net.pdf

[21] Allan Larsson, Svenskt värdskap för ESS, juni 2005, s. 9-12: kortlink.dk/regeringen/qzay

[22] Press release, The Swedish Ministry of Education and Research, 26 February 2007: kortlink.dk/government/qzaz Se også: Niels Henrik Hooge: Omstridt neutronspredningsanlæg på vej til Lund, Miljøsk, Nr. 49, 2008, s. 28-30.

[23] Information: Universiteterne vil ikke støtte svensk forskningscenter, 11/4 2008: kortlink.dk/qznu

Også svenske universiteter har forholdt sig kritisk til ESS-projektet, jf. Astrid Söderbergh Widding och Anders Karlhede: ESS – ett hot mot Lund och mot Sveriges forskning, Sydvenskan 27/3 2014: kortlink.dk/qznv

[24] De fem ministerier var: Videnskabsministeriet, Finansministeriet, Miljøministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Indenrigsministeriet, jf. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, Svar på spørgsmål nr. 16, 17 og 18 (Alm. del) stillet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 18. december 2007, 15. januar 2008: http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/uvt/spm/18/svar/517066/517720.pdf

[25] European Strategy Forum on Research Infrastructures (ESFRI), Roadmap 2008, s. 66: kortlink.dk/europa/qzfn Roadmappen forholder sig til ESS som steduafhængigt projekt. ESFRI sætter de sml. investeringsomkostninger, inkl. dekommissionering, til 12.1 mia. kr. Det er en stigning på 55 pct. i forhold til den sidste roadmap fra 2006, hvor investeringsomkostningerne er 7.8 mia. kr., men hvor dekommissioneringsomkostningerne ikke er nævnt. Se også ESS Scandinavia Secretariat, The ESS Scandinavia submission to the ESFRI Working Group on ESS siting, April 2008, s. 13 ff: kortlink.dk/qznw

[26] Iflg. ESFRI’s Roadmap 2008 steg driftsomkostningerne er steget fra 595 mio. kr. til 818 mio. kr., en stigning på 38 pct.

[27] Se note 4.

[28] The ESS Project, Volume III Update Report, Foreword, Introduction and Overview, 2004, s. 1-3.

[29] Science: Rising costs hamper mega–neutron beam facility, 24 July 2017: kortlink.dk/sciencemag/qzke

[30] Hjemmeside, ESS: https://europeanspallationsource.se/kind-contributions Deltagerlandene har intet incitament til at holde sig indenfor budgetgrænserne, eftersom ekstraomkostningerne bliver dækket af værtslandene. Noget lignende er set i forbindelse med ITER-projektet, jf. Niels Henrik Hooge: Ingen udfasning af støtten til atomkraft, Kritisk Debat 15/6 2017: kortlink.dk/kritiskdebat/qzr4

[31] Sydsvenskan: Kinhult (M) lovade skattepengar till ESS – fick direkt välbetalt jobb som lobbyist, 13/12 2016: kortlink.dk/8till5/qzkg Pressemeddelelse, ESS: Pia Kinhult blir rådgivare på ESS, 26/10 2014: kortlink.dk/qzkh Sydvenskan: Region Skånes miljardgåva till ESS godkänns, 23/5 2017: kortlink.dk/qzkk

[32] Rainer Moormann, supported by Sigrid Reiche-Begemann (Ed.), Forschungszentrum Jülich, Institut für Sicherheitsforschung und Reaktortechnik, Safety and Licensing of the European Spallation Source (ESS), June 2004, s. 1-49: http://juser.fz-juelich.de/record/41676/files/Juel_4136_Moormann.pdf

[33] SWECO FFNS Arkitekter AB, ESS-S, Malmö 2002, s. 12: kortlink.dk/stralsakerhetsmyndigheten/qzqk

[34] Kemikalieinspektionen, Svenskt värdskap för European Spallation Source, ESS (Ds 2005:20), Stockholm 2005: http://www.olofhallonsten.com/documents/Remissvar%20ESS%202.pdf

  1. Vincent Legrand, Xavier Coeytaux, Mycle Schneider, Yacine B. Faïd, The European Spallation Source Project and Nuclear Waste Transmutation, WISE-Paris, Paris, 28 November 2002: kortlink.dk/qzqx WISE/NIRS Nuclear Monitor 578, December 2002, Scientists boycott seminar over transmutation claims, s. 5-6: http://www.nirs.org/mononline/nm578.pdf og ESS Scandinavia press release, 28 November 2002.

[36] Hjemmeside, ESS: https://europeanspallationsource.se/energy-sustainability

En typisk dansker bruger ifølge Dansk Energi i gennemsnit 1.600 kWh pr. år, jf: kortlink.dk/h75d

[37] Per Hegelund, Bo Wennergren, Roland Rittman og Niels Henrik Hooge: Giv UVVU et stærkere mandat, Information 8/12 2007: http://information.dk/151531

[38] Niels Henrik Hooge: European Spallation Source revitaliseret? 22/9 2004, s. 7: kortlink.dk/qzb3

Se også Niels Henrik Hooge: Letter to ESS Scandinavia, 24 January 2008: kortlink.dk/r2k6

[39] Näringsutskottets betänkande 2003/04:NU10, Vissa näringspolitiska frågor, s. 69-71: kortlink.dk/qzb4 [40] ESS Scandinavia: Ansökan om fortsatt ekonomiskt bidrag från Region Skåne för verksamheten vid ESS-Scandinavia för 2007, 7/11 2006, s. 1 og 4.

[41] Statskontoret, Enheten för styrningsfrågor: Remissvar, Svenskt värdskap för ESS (Ds 2005:20), s. 1-2.

Se også: Ninna Widstrand, Bo Wennergren og Niels Henrik Hooge: Miljøfarligt milliardprojekt kan belaste forskningsbudgettet, Information 14/5 2008: http://www.information.dk/159167

[42] The German Science Council: Statement on nine large-scale facilities for basic scientific research and on the development of investment planning for large-scale facilities, 12 July 2002, s. 73-75: kortlink.dk/qzb5