Systemmobning i dagens Danmark
Af Kim Steffensen

Offentliggjort: 15. august 2017

Den mobberamte henvender sig for at få hjælp: På arbejdspladsen, i tillidsmandssystemet, hos ledelse, topchefer, forvaltninger og kommuner og fagforeninger og får ikke hjælp. Vi ser at systemerne lukker sig om sig selv og hinanden, og den mobberamte bliver isoleret som problemet – Herefter sygeliggjort og fyret og “problemet er løst”(www.voksenmobningnejtak.dk)

Det officielle Danmark er i disse år plaget af skandaler, politiske såvel som forvaltningsmæssige. Der er utallige sager der fortæller om magtmisbrug, lobbyvirksomhed der placerer politikere i rollen som grådige modtagere af bestikkelse for til gengæld at gennemføre politikker der tilgodeser de bedst stillede danskere og danske virksomheder, sager der har givet genlyd i pressen men som desværre meget hurtigt forsvinder i glemslens grå tåger. Der er mennesker bag kulisserne der ved det hele, men som ikke må eller vil udtale sig om de faktiske forhold. Det betragtes som illoyalt, en påstand der må tages med et stort forbehold, for så vidt at det ofte drejer sig om at de kritisable forhold faktisk ikke tåler offentlighedens bevågenhed. Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed er ømtåleligt, for på den ene side er enhver der er tæt på de lag af forvaltning og politik hvori svindel og korruption finder sted, pålagt en skærpet indberetningspligt, og på den anden side truet til tavshed af det regime der ser igennem fingre med det.

Den kollektive hukommelse er belastet af den hastige nyhedsstrøm, og der sker også det, at vi som borgere enten hærdes eller afstumpes i forhold til disse sager, således at korruption og magtmisbrug bliver almindeligt accepteret. Konkurrencesamfundets vilkår gør os ufølsomme overfor det meste, blot ikke når der svindles med midlerne fra de fælles kasser hvor til vi alle bidrager. Dertil vil jeg påstå at de menneskelige omkostninger der også må medregnes i alle disse sager, også de der endnu ikke er offentligt kendte, får begrænset eller ingen opmærksomhed i pressen. Det kan der dog gøres noget ved, og det er min hensigt at henlede opmærksomheden på netop dette hidtil underbelyste felt.

Selve tanken om at det offentlige vil lægge ryg til at mobbe medarbejdere ud af deres stillinger, eller at mobbe dem til at holde mund med belastende viden, er meget udansk! Danmark har altid lagt i bunden af statistikken når det gælder offentlig korruption, men kigger man dels tilbage i tiden, dels forholder sig til nutidens sager om snavset forvaltning, er den statistiske sandhed nærmere en løgn.

Det vækker uro når det danske folketing vedtager en lov der mere end besværliggør offentlig indsigt i hvad der sker på højeste plan, og selvom visse partier har taget afstand til loven som de faktisk stemte for, er det mere end usikkert at forestille sig fuld åbenhed i forvaltningen. Pressen har fået mundkurv på, i det mindste den del af pressen der ikke vil agere mikrofon holdere, og som derfor ikke vil acceptere at demokratiet og sandheden er i fare for at blive trådt under fode af magtbegærlige politikere.

Man bør stille sig selv følgende spørgsmål og tænke længe over svarene. Hvorfor skal offentligheden vide alt om hvad der foregår bag Borgens mure, og det samme gælder vel også andre offentlige forvaltninger uden for folketinget? Hvorfor er det så vigtigt at vi alle sammen kan forlange sandheden på tryk ved blot at bede om aktindsigt i sager der vedrører os personligt, eller som har almen interesse? Kan politikere virkelig med sindsro påberåbe sig at de mister forhandlings grund ved ikke at tillade offentlig indsigt, og hvorfor vejer hensynet til den private del af arbejdsmarkedet tungere end hensynet til borgerne i almindelighed?

Svaret på det sidste spørgsmål er i mine øjne relativt enkelt. Det er ideologisk bestemt, og den fremherskende ideologi tager afsæt i kapitalistisk tankegang der sætter det private initiativ over alt andet. Menneskers livsvilkår er underlagt ideologisk værdisætning, og det er tydeligt at finanser vejer tungere end mennesker. Der er meget naturligt en stor handel imellem det offentlige og det private arbejdsmarked. Det private producerer varer og tjenesteydelser, som meget gerne afsættes til det offentlige, og ikke sjældent til ret høje priser. Derfor koster det jo at drive den offentlige sektor, finansieret af skattekroner på enhver måde. Det er derfor langt fra kun lønninger der tynger de offentlige budgetter, for i konkurrencens hellige navn skal alle det offentliges vare og tjenesteydelses behov udliciteres, hvilket er fint så længe det foregår på en anstændig måde. Dermed menes at regler overholdes, og at der ved valg af en givet leverandør tænkes på at det faktisk er skatteydernes penge man handler med. Det indebærer at der skal vælges en god kvalitet vare og tjenesteydelse, og dette til en pris begge parter kan være tilfredse med.

I den bedste af alle verdener, vil dette fungere udramatisk og pragmatisk. Sådan er virkeligheden blot ikke!

Returkommission, noget for noget om man vil, er ikke tilladt! Simpelthen! Alligevel foregår det dagligt i samspillet imellem det offentlige og det private, og min påstand er ikke grebet ud af den blå luft. De fleste vil huske hvad der foregik i Farum kommune da Peter Brixtofte var borgmester der, og blev fremhævet af venstres folketings gruppe som et lysende eksempel på borgerlig politik når den var bedst. Samme folketings gruppe fik mere end travlt med at lægge afstand til Peter Brixtofte da dagbladet BT afslørede hvordan det reelt foregik bag kulisserne i Farum Kommune. Den tilsyneladende velstand og fremgang var ikke resultatet af fremsynet erhvervspolitik der skaffede flere skattekroner i kommunekassen, men tværtimod det vel nok groveste eksempel nogensinde på at man der fodrede hunden med dens egen hale.

Det var et sindrigt og absolut lyssky system, bestående af overfaktureringer der kom tilbage til Peter Brixtoftes hjertebarn, Farum boldklub, der svømmede i gavmilde sponsorater fra firmaer der tilfældigvis gjorde forretninger med Farum Kommune! Skatteyderne nød uhørte privilegier, gratis computere til skolebørnene, gratis pensionist rejser til sydens varme igennem rejebureauet Alletiders rejser, et stadion der vakte opsigt nationalt, og dertil en varm beundring for det visionære geni der gjorde alt dette muligt. Begejstringen kølede mærkbart af, det det blev godt gjort at det alt sammen var betalt med borgernes egne skattekroner. Den kommunale kasse havde styrtblødt penge under Peter Brixtofte, liberalisten der ville frisætte det private initiativ for blandt at ville spare penge i det offentlige.

Farum Kommune eksisterer ikke mere. I 2007 blev den opslugt af og sammenlagt med anden kommune, og hedder nu Furesø Kommune. Den gamle Farum Kommune bragte en milliardgæld med sig ind idet nye fællesskab. En gæld stiftet af en kriminel politiker der først og fremmest ville sig selv og sine handelspartnere det godt.

Farumsagen er tung og kompliceret, men alligevel værd at opholde sig ved, hvis man vil forsøge at skaffe sig et indblik i den tankegang der driver værket. Det kan anbefales at læse bogen ”Brixtofte -Historien om en afsløring”, skrevet af journalisterne fra BT, Morten Pihl og Jakob Priess Sørensen. Den er udgivet af forlaget Satellit, og udkom i 2003. Derfor er det tænkeligt at den skal findes antikvarisk.

Peter Brixtoftes motivation var grundlæggende at promovere sig selv som en visionær og karismatisk politiker. Han måtte som alle andre konstatere at der fandtes love og regler, der var i vejen for hans planer og ideer. Han fandt dog udveje, ulovlige tillige og det avlede en forvaltning der udover hensynet til borgerne i den grad også måtte underlægge sig borgmesterens luner. Han tålte ikke kritik, og de der vovede at kritisere ham blev fyret, eller underlagt foranstaltninger som f. eks ”champignon kuren”. Denne gik ud på at fyre en embedsmand og dernæst genansætte vedkommende i en i realiteten overflødig stilling, berøvet ansvarsområder og indflydelse, overladt til gudsjammerlig kedsomhed i et lille kontor langt væk fra magtens centrum, og det ofte hektiske og sjove samvær med borgmesteren der om nogen forstod at nyde det søde liv, på skatteydernes regning som det jo viste sig undervejs. Borgmesteren benævnte det selv champignonkuren ved at sammenligne den uheldige eller blot ærlige medarbejder med en champignon der skulle vokse i mørket, overhældt med lort!

Et par måneders isolation var nok for de fleste som prøvede det, og de blev derefter lukket ind i varmen igen, eller forlod af egen drift det syge og korrupte system der var vokset op omkring Peter Brixtofte.

Omsætter man denne sag til mere nutidige sager, som en sag fra Århus Kommune der for nylig trak store overskrifter, genfinder man nogle af de elementer der var at se i Farum sagen. Sponsorater fra private firmaer til en forvaltnings chefs private badminton klub, endda i en helt anden og fjernt beliggende kommune, tavshed når der rejstes kritik internt og ikke mindst utallige chikanøse manøvrer udtænkt og udført i den pågældende forvaltning overfor de medarbejdere der ikke stiltiende ville se på det misbrug af offentlige midler og magt som udspillede sig for øjnene af dem.

Der mobbede systemet for alvor, hele seks medarbejdere mistede deres job som en konsekvens af deres åben mundede kritik. Det blev en sag for Århus Stiftstidende, hvor en ihærdig journalist gravede dybt og længe, og dagligt fodrede avisens læsere med nye og belastende oplysninger om hvordan det stod til bag de lukkede døre i den Århusianske kommunalforvaltning. Sagen er ikke endt endnu. De fyrede er blevet lovet en gennemgang af deres sagsforløb, og for disse medarbejdere rejser det et håb om genansættelse i deres gamle stillinger. Om netop dette kommer til at ske er uvist, for med tanke for hvordan lov og ret forvaltes er det ikke urealistisk at forestille sig at afgørelsen om fyringerne kommer til at stå ved magt, blot understøttet af formodentlig fikst udtænkte manøvrer, der skal sikre at den del af det kommunale system der ikke tåler dagslys og offentlig bevågenhed, fortsat skal kunne eksistere bag murene, tavst udadtil men indadtil vågent og på vagt overfor kritik af det der ikke foregår efter reglerne. For fuldstændighedens skyld skal nævnes at mens sagen rejstes i medierne, kunne der i Århus byråd ikke findes et flertal om at indføre en whistleblower ordning.

Det er langt fra sjældent at offentligt ansatte trues til tavshed, eller mobbes ved for eksempel at blive frataget ansvar og forsat til meningsløst arbejde indtil de arter sig! Metoderne er mange, men kernen er kontinuerlig negativ opmærksomhed fra overordnede, direkte eller igennem stråmænd, også kaldet medløbere der fikst tildeles goder og positiv opmærksomhed til gengæld for deres medvirken i mobningen.

Det er faktisk hverdag for mange danskere at skulle gennemleve dette, men det tages meget sjældent op som et problem for det offentlige selv, men gøres helst til den eller de mobbedes personlige problem. Jeg har set det ske, dels for mig selv, dels for kolleger, og det der slår hårdest er den uvilje til at rydde op i egne rækker som en givet offentlig forvaltning eller et privat firma udviser. Facaden må holdes pletfri og intakt, for i modsat fald kommer sandheden jo frem. Sandheden er ansvars pådragende, og agter eller magter man ikke at løfte ansvaret i første omgang, er byrden ubærlig når sandheden kommer for en dag. Det koster karrierer, penge, prestige, og t i nogle tilfælde også et ophold i fængsel for de særligt belastede.

Af samme grund er det mere bekvemt at ofre nogle få på det fælles alter, så længe det kan foregå diskret og tavst. Dette betyder igen at der reelt udøves et magtregime der hviler på frygt for konsekvenserne af at røbe hvad der foregår bag lukkede døre. Derfor må man stille spørgsmålet om hvorvidt det danske samfund som et hele, er tjent med at der ikke ryddes op og luftes ud i de offentlige forvaltninger. Et samfund som det danske hviler på en generel tillid til de mennesker der styrer det. Mistilliden blomstrer i disse år, og ikke uden grund. Der en generel mistillid til politikere, omtalt som politikerlede, og blandt de dårligere stillede danskere, syge og arbejdsledige mfl., er tilliden til at det offentlige vil dem det godt, så godt som forsvundet.

Det offentlige er den fælles forvaltning af samfundet, et værn imod kaos og anarki. Derfor går det ikke at de valgte og de ansatte i de højeste stillinger, handler for egen vindings skyld. Derfor må og skal al offentlig forvaltning og politik helt til tops kunne tåle dagslys, eller helt enkelt blot forvaltes efter de regler der nu engang foreligger, og uden skelen til tilfældige politikeres og embedsmænds behov for at markere sig som de der har magten, og i egne øjne berettigede til alverdens goder, hvad enten de er lovlige eller ej.

Kilder:

Landsforeningen Voksenmobning Nej tak: www.voksenmobningnejtak.dk