'Den nødvendige økonomiske politiks' relative nødvendighed
Af Ivan Breinholt Leth

Offentliggjort: 15. august 2017

Modern Monetary Theory (MMT) er endnu forholdsvis ukendt i Danmark. Nogle økonomer har betegnet MMT som en slags neo-keynesianisme, selvom MMTerne helst vil have sig frabedt betegnelsen 'keynesianisme'. Den amerikanske økonom Warren Mosler er en af grundlæggerne af MMT. Han er tidligere ansat i en Wall Street bank og selvlært økonom – en “sjælden fugl i vores tid“ skriver økonomen James Galbraith i forordet til Mosler's bog Seven Deadly Innocent Frauds of Economic Policy. Sjælden, fordi Mosler besidder et ægte engagement i samfundets almene vel – ifølge Galbraith. Selvom nogen måske vil mene, at en mand, der har tjent millioner af dollars på finansiel spekulation næppe kan besidde et ægte engagement i samfundets almene vel, er Mosler's afdækning af det bedrageri som gennemsyrer den gældende politiske økonomiske diskurs både interessant og provokerende.

Har du nogensinde undret dig over, at 80 mia. kr. forsvundet fra Skat over en relativ kort årrække ikke fra politisk hold bliver omtalt som et alvorligt finanspolitisk problem? Har du undret dig over, hvorfor den siddende regering ikke har udpeget områder, hvor staten er nødt til at spare for at hente dette enorme tab ind? Når nu statens underskud, det store antal personer på overførselsindkomst, det stigende antal ældre og den statsgæld, som vi kan risikere at efterlade til kommende generationer ofte bliver brugt som argument for, at den offentlige sektor er nødt til at spare og skære ned, hvorfor er regeringen så tilsyneladende ikke også nødt til at spare og skære ned på den offentlige sektor for at kompensere for det milliardtab, som skattevæsenet har lidt?

Warren Mosler, som var i Danmark i april i år i forbindelse med udgivelsen af hans bog på dansk under titlen 'De syv dræbende naive bedrag i økonomisk politik', har svaret på disse spørgsmål. Mosler's bog er udgivet på forlaget Politisk Revy.

Det korte svar på ovenstående spørgsmål ligger i Mosler's første svindelnummer: Staten må rejse midler gennem beskatning eller lån for at kunne forbruge. Det er ikke korrekt. Mosler påpeger ganske logisk, at en suveræn stat ikke er nødt til at opkræve skatter for at kunne dække udgifter i sin egen valuta, ligesom en suveræn stat der fuldt ud råder over sin egen valuta ikke er nødt til at udstede statsobligationer i denne valuta for at dække sit underskud. Det ville svare til, at jeg lånte min nabo 100 kr, hvorefter jeg umiddelbart efter bad ham om at låne mig 50 kr. En moderne stats valuta er 'fiat money', for så vidt som at denne valuta ikke er bundet til en vare (et ædelt metal) eller til en anden valuta. En moderne stats valuta fungerer som betalingsmiddel, fordi staten har erklæret valutaen som lovligt betalingsmiddel. (Det er det, som ligger i ordet 'fiat'.) Da den tidligere direktør for USA's Federal Reserve Bank – Ben Bernanke – i et interview blev spurgt om, hvad der egentlig bestemmer dollarens værdi, svarede han med et ord: “Tillid”.

Hvordan dækker en moderne suveræn stat så sine udgifter? Det gør den ved at kreditere diverse konti i landets banker. Dvs. staten overfører et tal fra et regneark i et computersystem til et regneark i et andet computersystem. Stater bruger ikke penge, som den har fået i indtægt fra skatteyderne. Hvorfor skulle staten dog gøre det, når den kan skabe ligeså mange penge, som den ønsker, 'by keystrokes' – ved at trykke på en computertast – som Mosler skriver. Grunden til at det er lykkedes for politikerne at bilde befolkningen ind, at staten først er nødt til at skabe indtægter, før den kan dække sine udgifter, er, at befolkningen associerer deres private husholdning til den statslige 'husholdning'. En privat husholdning kan ikke skabe sine egne penge, og er derfor afhængig af at kunne skabe en indtægt, før den kan forbruge. Staten skaber sine egne penge ved at generere tal i en computer, og derfor udgør de 'tabte' 80 mia. kroner kun en tabt mulighed for staten for at begrænse skatteborgernes pengemængde. Pengene eksisterer ikke i det statslige regnskab, og kan derfor ikke regnes som et tab. Det egentlige 'tab' for Skat er angiveligt over 100 mia. kroner, men jeg har undladt de penge, som er forsvundet ud af landet, for når disse ikke-inddrevne penge bliver vekslet om til en fremmed valuta, stiller sagen sig helt anderledes. Den suveræne stat kan jo ikke generere penge 'by keystrokes' i en fremmed valuta. Derfor gælder denne MMT-tese ikke for statslige udgifter i en fremmed valuta, og den gælder heller ikke for landene i eurozonen, eftersom de har givet afkald på deres pengepolitiske suverænitet og antaget en 'fremmed valuta'. MMT kan dog anvendes til at forklare gældsproblemet for staterne i eurozonen, som ikke kan generere penge 'by keystrokes', og som derfor er henvist til den private finansielle sektor for at dække deres underskud.1 Altså er nationalstaternes underskud i eurozonen direkte blevet knyttet til finanskapitalens profit, og nationalstaternes mulighed for at føre traditionel keynesiansk økonomisk politik er dermed begrænset. Heraf følger naturligvis politikernes tale om finansmarkedernes tillid til den førte økonomiske politik og den finansielle sektors enorme magt i EU.2 Hvor den førte økonomiske politik tidligere primært handlede om vælgernes - og mere uudtalt om det nationale erhvervslivs og fagbevægelsens - tillid, handler det i dag i stigende grad om den nationale og især den internationale finanskapitals tillid udtrykt i rating bureauernes vurderinger.

De syv 'dødbringende svindelnumre' er:

“1. Staten må rejse midler gennem beskatning eller lån for at kunne forbruge. Med andre ord: Statsudgifter er begrænset til det, staten kan opkræve i skat eller låne sig til.
2. Med statsunderskud overlader vi gældsbyrden til vores børn.
3. Underskud på statens budgetter æder privat opsparing.
4. Social Security er gået fallit.
5. Underskuddet på handelsbalancen er uholdbart og stjæler arbejdspladser og produktion.
6. Vi har brug for opsparing for at have midler til investering.
7. Det er uheldigt, at større budgetunderskud i dag betyder højere skatter i morgen.”

(Side 17 i den danske oversættelse. Social Security er i USA en statslig overførselsindkomst til pensionister i form af pension og medicintilskud, etc.)

Det første svindelnummer er allerede beskrevet ovenfor, men det er nødvendigt at understrege, at der er tale om en suveræn stat, som udsteder sin egen valuta. En sådan suveræn stat kan ikke løbe tør for sine egne penge. At påstå det modsatte er absurd, fordi det er ensbetydende med at påstå, at en suveræn stat ikke kan skabe sine egne penge. Mht. Danmarks situation er man derfor nødt til at påpege, at Danmark til en vis grad har givet afkald på sin pengepolitiske suverænitet ved at binde sig til EU's Vækst- og Stabilitetspagt. (Statens underskud må højst udgøre 3% af BNP.) Bedrageriet består derfor ikke kun i at påstå, at den danske stat er nødt til at opkræve skat for at kunne dække sine udgifter, men også i, at politikerne stort set aldrig henviser til Vækst- og Stabilitetspagten for at forklare 'den nødvendige økonomiske politiks rationale, og ingen journalist synes at føle trang til at spørge den 'ansvarlige' politiker, hvori den påståede nødvendighed består.

Ligeledes er det nødvendigt at understrege, at statslig pengeskabelse er underlagt den begrænsning, at hvis staten skaber penge, hvis værdi overstiger den samlede værdi af den producerede varemængde, vil resultatet være inflation. Når det sker, er staten henvist til at øge skatterne for at dæmpe borgernes efterspørgsel efter varer. Heri ligger rationalet i opkrævningen af skat: Staten opkræver skat for at styre samfundets mængde af penge. Med Mosler's ord: “Skatternes funktion er at regulere økonomien, ikke at få penge, som Kongressen så kan bruge.” (Side 42)

Endelig er der spørgsmålet om, hvorfor staten udsteder obligationer, når det ikke er nødvendigt for, at staten kan dække sit underskud? Svaret er, at statsobligationerne er et middel til at styre nationalbankens rentepolitik. Når statens underskud stiger, stiger bankernes saldi på deres reservekonti i nationalbanken. Disse penge vil først flyde ud på inter-bank markedet og få renten til at falde. Når staten udsteder obligationer opsuger den disse penge og holder dermed rentefaldet i ave. (Stater som ikke suverænt råder over deres egen valuta, og som derfor er nødt til at sælge obligationer til udenlandske og indenlandske investorer er naturligvis anderledes stillet.)

Det andet svindel nummer påstår, at statslig gæld kan arves gennem generationer, ligesom privat gæld kan arves. Misforståelsen eller svindlen består grundliggende i, at man tror, at staten betaler afdrag på sin gæld (med renter) ligesom en privat husholdning. F.eks. tror en stor del af den amerikanske befolkning, at USA skylder ca. $2 billioner til Kina, som USA betaler i passende afdrag. Det sker ikke. Det amerikanske handelsunderskud til Kina består udelukkende i, at kinesiske virksomheder har konti i 'The Fed' (USA's nationalbank). Altså nogle tal i et regneark. Kineserne kan anvende disse tal på at købe amerikanske varer eller amerikanske statsobligationer. Hvis de vælger det sidste, flyttes kinesernes elektroniske dollars blot til en anden konto i The Fed – en konto som giver højere rente. Når obligationen udløber bliver dens værdi med påløbne renter ført tilbage til de kinesiske reservekonti i The Fed. Der er ikke sket andet, end at den kinesiske beholdning af elektroniske dollars er steget lidt. Der er ikke nogen ophobet gæld, som nuværende eller kommende generationer skal betale af på, og fremtidige generationer vil producere de varer, som de har brug for, uanset om Kina til den tid stadigvæk har nogle elektroniske dollars stående på en konto i The Fed eller ej. Faktisk kan det være en ulempe for Kina, at have så mange elektroniske dollars stående i The Fed. Dollaren kan falde i værdi eller amerikanske varer kan blive pålagt afgifter. I det omfang det finder sted, vil det indebære, at Kina har foræret kostbare eksportvarer til USA. Derfor påstår Mosler, at det er en fordel at importere fremfor at eksportere.

Det tredje svindelnummer er nemt at tilbagevise. Hvis økonomien kun består af to personer – Fredag og Robinson Kruse – betyder det, at hvis Robinson Kruse har et underskud på 10 bukseknapper, så har Fredag et overskud på 10 bukseknapper. M.a.o. et statsligt underskud må nødvendigvis tilsvare et privat overskud (forstået som private husholdninger og private virksomheder). “Statsunderskud forøger vores opsparing (på øre). Dette er et regnskabsmæssigt faktum, ikke en teori eller en filosofi, der står til diskussion. Det handler om basal nationalindkomstopgørelse. Hvis for eksempel statsunderskud-

det sidste år var 1 billion dollar, betyder det, at den forøgede nettoopsparing i finansaktiver hos alle andre til sammen var nøjagtig 1 billion dollar.... Det er samfundsøkonomiens ABC og førsteårspensum i enhver bankuddannelse. Det er uden for diskussion. Det er simpelthen et regnskabsmæssigt sammenfald. ” (Side 58-59) På Robinson Kruses ø er der imidlertid hverken import eller eksport. MMT-ligningen ser i virkelighedens verden således ud: Statsligt underskud = privat opsparing minus eksport, plus import. (Den mainstream økonomiske ligning vil formentlig se således ud: Statsligt underskud = privat opsparing plus eksport, minus import.)

Hvis der er et overskud af varer i samfundet – altså manglende efterspørgsel f.eks. på grund af krise og arbejdsløshed – kan staten øge det statslige forbrug eller sænke skatterne. “Hvis folk gerne vil arbejde og tjene penge, men ikke ønsker at spare op, fint! Staten kan enten fortsætte med at sætte skatterne ned, indtil vi beslutter at købe og forbruge vores egen produktion, og/eller den kan købe produktionen.... Valget er politisk. Den rigtige størrelse underskud er det underskud, der får os derhen, hvor vi gerne vil være med hensyn til produktion og beskæftigelse, og den rigtige størrelse stat er den stat, vi ønsker, uanset hvor stort eller lille underskuddet måtte være eller blive. Det, der betyder noget, er det virkelige liv – produktion og beskæftigelse – ikke størrelsen på underskuddet.” (Side 66-67)

Angela Merkel og hendes 'underskudsterrorist' af en finansminister ville få et nervøst sammenbrud, hvis Mosler's økonomiske teori fik indflydelse på den førte økonomiske politik i EU. (Udtrykket 'underskudsterrorist' er Mosler's.) For Mosler er statsligt overskud lig med underskud i den private sektor og økonomisk krise. Medmindre eksporten er høj nok til at kompensere for det private underskud som i Tysklands tilfælde, men det rejser spørgsmålet, om alle lande kan eksportere sig ud af et privat underskud?

Det fjerde svindelnummer afviser Mosler med det faktum, at en statslig check aldrig bliver afvist. “Obama har sagt: “Pengene er der bare ikke.”” (side 68) Og præsident Bush præsterede at bruge ordet bankerot fire gange på en dag. Denne amerikanske diskussion kan sammenlignes med den nuværende danske regerings ønske om at hæve pensionsalderen for at undgå, at et stort antal pensionister belaster det statslige budget i fremtiden. “Konsekvenserne af at sige nej til at hæve pensionsalderen er, at vi må skære ned på en lang række andre velfærdsområder.” (Kristian Jensen, finansminister)

“Som vi allerede har diskuteret: Staten hverken har eller ikke har nogensinde nogen af sine egne penge. Den forbruger ved at ændre tal på vores bankkonti... Der findes nemlig ingen praktiske begrænsninger på statens evne til at indfri alle Social Security-forpligtelser til tiden. Det betyder derfor ikke noget, hvad der står på Social Security Trust Funds konto, for trustfonden er ikke andet end et bogholderi, ligesom alle andre konti hos Fed.” (Side 68-69) Her skal man være opmærksom på, at det handler om, hvorvidt en bestemt statslig konto kan opfylde de forpligtelser, som er knyttet til den. Mosler er naturligvis klar over, at en stor ikke-produktiv del af befolkningen, kræver en effektiv vareproduktion og fordelingspolitik. Igen er det et spørgsmål om, hvorvidt værdien af vareproduktionen er så stor, at staten kan dække sine udgifter 'by keystrokes' uden at inflationen løber løbsk.

Det femte svindelnummer har jeg allerede berørt. “Import er reelle goder, og eksport er reelle omkostninger. Handelsunderskud forbedrer direkte vores levestandard. Job forsvinder, fordi skatterne er for høje i forhold til et givet statsligt forbrugsniveau og ikke på grund af import.”

“At arbejde for at producere reelle varer og tjenesteydelser til eksport, som andre forbruger, gør dig intet økonomisk godt overhovedet, medmindre du til gengæld importerer og forbruger reelle varer og tjenesteydelser, som andre har produceret. Eller sagt mere præcist: En nations virkelige

rigdom er alt det, den producerer og beholder plus hele importen, minus det den er nødt til at eksportere. Et handelsunderskud forøger faktisk vores reelle levestandard. Hvordan skulle det kunne være anderledes? Så, jo højere handelsunderskud, desto bedre.” (Side 79-80)

“Vi profiterer umådeligt på handelsunderskuddet. Resten af verden sender os reelle varer og tjenesteydelser for hundredvis af milliarder dollars mere, end vi sender til dem. De producerer og eksporterer, og vi importerer og forbruger. Er det en uholdbar ubalance, som vi behøver at rette op på? Hvorfor skulle vi gøre det? Så længe udlandet gerne vil sende os varer og tjenesteydelser uden at kræve varer og tjenesteydelser retur, hvorfor skulle vi så ikke kunne tage imod dem? Der findes ingen anden grund end en total misforståelse af vores monetære system hos vores ledere, der har vendt et massivt, reelt gode til et mareridt af indenlandsk arbejdsløshed.” (Side 81)

“Det eneste vi skal gøre, er at holde den amerikanske købekraft stor nok til at vi kan købe både det, udlandet gerne vil sælge til os, og alle de varer og tjenesteydelser, som vi selv kan producere ved fuld beskæftigelse. Jo, vi mister måske job i en eller flere industrier. Men med den rigtige finanspolitik vil der altid være tilstrækkelig indenlandsk købekraft til at ansætte alle, der vil og kan arbejde, så de kan producere andre varer og tjenesteydelser til vores private og offentlige forbrug.” (Side 81-82)

Det sjette svindelnummer (opsparing går forud for investering) underminerer hele nationens økonomi for så vidt som det bevirker, at der ledes ressourcer væk fra den reelle økonomi over i den finansielle sektor med alle de uheldige spekulative konsekvenser, som det kan have. Mosler gætter på, at dette svindelnummer “dræner den nyttige produktion og beskæftigelse for måske over 20 % årligt – en overvældende statistisk oplysning, som aldrig er overgået i menneskehedens historie. Og det fører direkte til den type finanskrise, som vi har været igennem.” (Side 84)

“Desværre misforstår Kongressen, medierne og de fleste økonomer det helt og aldeles og konkluderer af en eller anden grund, at vi skal spare mere op, så der vil være flere midler til investering. Det, der forekommer fuldkommen fornuftigt på mikroplan, bliver atter fuldkommen forkert på makroplan. Det er investeringer, der skaber opsparinger, ligesom lån skaber indeståender i banksystemet.” (Side 85)

Det er igen sammenblandingen af privat og statslig 'husholdning', som er på spil. Mennesker konkluderer ud fra deres umiddelbare erfaring og reducerer dermed kompleksitet på en måde, som fuldstændig fordrejer virkeligheden. I en europæisk kontekst er denne husholdnings-ideologis højborg Tyskland, og Angela Merkel fremtræder som hele Europas 'fornuftige husmor', mens de 'ødsle' befolkninger i eurozonens underskudslande synker dybere og dybere ned i fattigdom.

“Og hvad gør vores ledere så i deres uendelige visdom, når investeringerne falder, normalt på grund af et lavt forbrug? Enstemmigt beslutter de, at “vi må have flere opsparinger, så der er penge til investeringer.”” (Side 86)

“For at opnå det indfører Kongressen skattebegunstigede tilskyndelser til at spare op, for eksempel i pensionsfonde, individuelle tilbagetrækningsplaner …. og alle mulige former for skattelempende institutioner, der akkumulerer reserver på baggrund af skatteudsættelserne. Som det er til at forudse, er det eneste disse initiativer formår at formindske den samlede efterspørgsel (købekraft). Deres funktion er at afholde os fra at bruge vores penge til at købe vores produktion, hvilket får økonomien til at køre langsommere og medfører ekspansion i den private sektors behov for kredit og i den offentlige sektors underskudsforbrug for bare at få os tilbage til udgangspunktet.” (Side 86-87)

Det syvende svindelnummer – stort statsligt underskud i dag medfører højere skatter i morgen - er faktisk ikke i uoverensstemmelse med MMT. “Svindlen består dog i, at det ikke er uheldigt. Det er faktisk fremragende!” (Side 89)

“Hvorfor skulle vi nogensinde forhøje skatterne? Ikke fordi regeringen skal have penge til sit forbrug. Vi ved, at det ikke er sådan, det fungerer. Vi skal først forøge skatterne, når vores købekraft er blevet for høj, arbejdsløsheden meget lille, alle hylderne tomme på grund af vores for store købekraft og når denne disponible købekraft forårsager uønsket inflation. Så det udsagnet, Et større underskud i dag betyder højere skatte i morgen, i realiteten siger, er: ”Højere underskud i dag, hvor arbejdsløsheden er høj, vil få arbejdsløsheden til at falde indtil det punkt, hvor vi bliver nødt til at forhøje skatterne for at nedkøle en boomende økonomi”. Enig!” (Side 90)

MMT åbner op for nogle nye vinkler i forståelsen af, hvordan en moderne økonomi med elektroniske penge, flydende valutaer og 'fiat money' fungerer, men det har også nogle begrænsninger i forhold til forståelsen af, hvordan et kapitalistisk system faktisk fungerer. Kapitalisme er ikke bare et stort bogholderisystem som er ude af balance, fordi bogholderne ikke forstår, hvad det faktisk er, de foretager sig. Man kan læse Mosler som en påstand om, at det kapitalistiske system har en immanent tendens til balance, hvis blot alle aktører har en rationel forståelse af deres handlinger. F.eks. bør den amerikanske befolkning ophøre med at frygte, at USA er afhængig af kinesisk kapital. I transaktionen mellem Kina og USA er alle aktører i virkeligheden glade og tilfredse. “Der er ingen ubalance. Alle er velforsynede og glade. Alle har fået præcis det, de ønskede sig.” (side 82) Om det også gælder den kinesiske arbejder, som har produceret den bil, som Mosler anvender i eksemplet, melder historien ikke noget om. Hvis det nu havde været iPhones i stedet for biler, ved vi, at den kinesiske arbejder muligvis har begået selvmord.

Måske burde Mosler have startet et andet sted med at forklare hvorfor alle lande i verden ønsker “at spare op i amerikanske dollarbaserede finansaktiver”. Ved Bretton Woods aftalerne i 1944, blev dollarens status som verdensvaluta fastlagt (mod bl.a. Keynes' advarsel), og det er naturligvis baggrunden for, at alle lande i verden ønsker “at spare op i amerikanske dollarbaserede finansaktiver.” Det ønsker de ikke, fordi de er glade og tilfredse med dollarens status, men fordi de ikke har noget valg, så længe de deltager i international handel.

Indtil slutningen af 60erne havde USA som verdens førende industrination et enormt eksportoverskud. Da dette overskud vendte til et underskud, samtidig med at underskuddet på USA's offentlige finanser steg, var spørgsmålet, hvordan USA kunne fortsætte med at dominere verdensøkonomien på trods af disse to underskud? Det første nødvendige skridt var naturligvis at ophæve Bretton Woods aftalerne og løse dollaren fra guldet. Næste skridt var at øge verdens afhængighed af dollars. Det sidste gjorde man ved, at opmuntre de olieproducerende lande til at hæve prisen på olie. (Det er en udbredt misforståelse, at USA modsatte sig OPEC's og i sidste instans Saudi Arabiens evne til at manipulere verdensøkonomien ved at manipulere prisen på olie.)

Hvis Mosler havde inddraget denne skelsættende hændelse for verdensøkonomien, kunne han have forklaret betydningen af indførelsen af 'fiat money' – efter at præsident Nixon ophævede dollarens binding til guld i 1971. For 'fiat money' udgør en grundliggende forudsætning for nogle af Mosler' s teser.

“Det er vores regneark, og hvis de vil spare op i dollars, er de nødt til at lege i vores sandkasse. Og hvad kan udenlandske opsparer gøre med deres dollarindeståender? De kan ingenting gøre, eller de kan købe andre finansaktiver fra villige sælgere, eller de kan købe reelle varer og tjenesteydelser fra villige sælgere.” Dette er korrekt, for så vidt som at vi har at gøre med 'fiat money'. I modsat fald kunne de udenlandske opsparer have forlangt guld for deres dollarindeståender til stor ærgrelse for den amerikanske stat og kapital.

I bogens indledning fremhæver Mosler, at hans teori gælder for både små og store landes økonomier. Men f.eks. kan Danmark kun købe 'by keystrokes' i sin egen valuta på hjemmemarkedet, ikke på de internationale markeder. Når Danmark skal købe f.eks. olie er danske virksomheder nødt til først at købe dollars, og det kan danske virksomheder kun, for så vidt som at de producerer varer og tjenesteydelser, som efterspørges på de internationale markeder. Det er den mellemregning, som USA kan springe over, og derfor kan USA købe 'by keystrokes' på verdensmarkederne næsten ubegrænset uden at tage hensyn til sin egen produktive kapacitet. Desuden giver besiddelse af en verdensvaluta indflydelse på renteniveau og kapitalbevægelser globalt. Ingen andre lande besidder en sådan global økonomisk magt. Hvis Mosler havde indset dette, ville han ikke have havnet i den samme misforståelse som Trump, med hans sludder om at andre lande nasser på USA's militærbudget:

“Denne ultimative afhængighed af det amerikanske militær har resulteret i, at disse lande ikke allokerer det, der ellers ville være betydelige dele af deres reelle rigdom, til deres nationale forsvar. En mulighed for at løse problemet kunne være et møde mellem verdens demokratier og dér fastslå, det man kunne kalde et “rimeligt bidrag” til den amerikanske forsvarsindsats....” (side 148)

USA dominerer verden ved at besidde en verdensvaluta, som er 'fiat money' og det primære formål med USA's kæmpe militærapparat er at understøtte denne dominans – ikke at hjælpe USA's allierede med at modstå diverse trusler, selvom der ofte er et sammenfald. (Inden den amerikanske invasion af Irak gik der rygter om, at Saddam Hussein ville handle olie i euros i stedet for dollars.)

Det keynesianske element i MMT indebærer en anden svaghed ved teorien. Implicit påstår MMT, at der findes en automatik mellem en øget pengemængde og stigende efterspørgsel efter varer og en deraf følgende økonomisk vækst, når blot staten ikke opkræver for høje skatter. Påstanden holder formentlig vand så længe produktive investeringer er mere profitable end spekulative investeringer, som det var tilfældet i efterkrigsårene, indtil man begyndte at slække på restriktioner pålagt finanskapitalen i kølvandet på 30ernes store depression. Siden finanskrisens udbrud har The Fed og ECB pumpet enorme summer af penge ud i samfundet i form af kvantitative lempelser (quantitative easing - også kaldet QE blandt økonomer). Eftersom disse penge udelukkende er blevet anvendt til at opkøbe forskellige finansielle aktiver (obligationer, derivater, etc.) fra den finansielle sektor, har de naturligvis ikke bidraget til at øge indkomsten blandt lønmodtagerne. De enorme summer, som den finansielle sektor har modtaget til en ekstrem lav rente er fortrinsvis blevet anvendt til yderligere spekulation - ikke til udlån til produktive investeringer og skabelse af arbejdspladser, som man tilsyneladende forventede. Det er den primære årsag til, at disse pengeudpumpninger har medført stigende ulighed, en forholdsvis lav inflation og kun en svag stigning i efterspørgslen efter varer. Spekulation skaber i sig selv ingen værdier, men dræner tværtimod den produktive sektor for værdier, og det keynesianske bånd, som tidligere bandt kapitalejernes profit til niveauet af lønmodtagernes indkomst er blevet brudt. Dvs. at med finansialisering af profitterne er muligheden for en 'trickle down effect' stort set ophævet.

Allerede i 2005 udsendte amerikanske Citibank et memorandum til bankens rigeste kunder, hvori man beroligende meddelte dem, at deres fremtidige velstand ikke er bundet til lønmodtagernes lønfremgang. Banken døbte dette fænomen 'plutonomy'. Plutonomiske kapitalister behøver ikke at bekymre sig om nationale økonomiers vækst, når deres transnationale formuer vokser uafhængigt af disse. For sådanne kapitalister drejer det sig primært om at gribe globaliseringen, komme fri af det nationale økonomiske hængedynd og al snak om statslige budgetter og skat, brænde alle broer bag sig og efterlade så lidt som muligt. Plutonomiske kapitalister udgør den egentlige globale elite, og som moderne nomader er deres nationalitet underordnet. De ejer 'real estate' i 5-6 metropolfæstninger rundt omkring i verden, som de bevæger sig til og fra som borgere i et flygtigt, gyldent 'nowhere'. Deres adelsmærke er at være ude af trit med almindelige menneskers kamp for at overleve en hverdag af stigende fattigdom, stressende arbejdsforhold, vold, etniske sammenstød, miljømæssig degradering og boligmæssigt forfald.

Man kan påstå, at Mosler's første svindelnummer blot er et regnskabsteknisk spørgsmål. Hvis en suveræn stat f.eks. beslutter sig til at øge overførselsindkomsterne, samtidig med at lønningerne stiger, er denne stat muligvis nødt til også at hæve skatterne eller skære ned på andre statslige udgifter. Ikke for direkte at finansiere stigningen i overførselsindkomsterne, men for at holde inflationen på et bestemt niveau - eller, med Mosler's ord, for at skabe råderum for det øgede statslige forbrug. De eventuelt stigende skatter udgør derfor indirekte en 'finansiering' af de stigende overførselsindkomster, selvom det teknisk set ikke forholder sig sådan, som diverse finansministre påstår. På den anden side åbner Mosler's perspektiv op for en alternativ tilgang til tilrettelæggelsen af en suveræn stats finanspolitik. F.eks. havde Danmark i 2016 i følge Danmarks Statistik en inflation på 0,3% mod EU-gennemsnittet på 1,2 %. Der var altså råderum for en højere inflation i Danmark i 2016 (og formentlig også i 2017), men regeringen fortsatte blot den sædvanlige nedskærings- og sparepolitik. Naturligvis kan man ikke se bort fra kronens binding til euroen og Danmarks tilslutning til Vækst- og Stabilitetspagten, men disse er resultater af politiske beslutninger, som kan omgøres. F.eks. foreslog Lars Christensen i en kronik i Børsen 2. juni 2017 at ophæve kronens binding til euroen med en henvisning til, at Sverige ophævede den svenske krones binding i 1992.

Den danske udgave af Mosler's bog slutter med en gennemgang de syv svindelnumre af den australske MMT-økonom William Mitchell. Mitchell udtrykker mistanke om, at disse svindelnumre og den i den politiske debat fuldstændig dominerende tankemåde, som dette bedrageri er udtryk for ikke blot skyldes uskyldig uvidenhed i det politiske establishment, men at der er tale om en bevidst strategi, hvis skjulte formål er at omfordele opad i systemet uden at møde for meget offentlig protest. Dermed påstår Mitchell også indirekte, at Mosler's teori besidder et potentiale for at vække protest mod afmonteringen af velfærdsstaten. I øvrigt anfører Mitchell, at en del af Mosler's analyser er specifikke for USA, pga. dollarens særstatus som verdensvaluta.

MMT, traditionel keynesianisme og neoliberalisme har det tilfælles, at deres løsninger er baseret på en i princippet uendelig vækst, og ingen af disse løsninger tager højde for økologiske begrænsninger. Hvis økonomien løber ind i en økologisk grænse af ressourceknaphed og væksten følgelig bliver nul eller negativ, bryder hele Mosler's glade budskab sammen. Medmindre man forestiller sig et alternativt ikke-materielt vækstbegreb. Hvis vi ikke kan blive ved med at vækste os ud af den ene krise efter den anden, er vi nødt til at finde en model for en mere ligelig fordeling af produktionens ouput. Indtil det sker, kan vi måske bruge MMT til at aflive de neoliberale myter om, at blind omfordeling opad i systemet er nødvendig for hæve levestandarden for det brede flertal?

Noter:

1. Den græske økonom og tidligere finansminister Yanis Varoufakis har beregnet, at den franske stat havde været nødt til at låne €562 milliarder, hvis man i 2010 skulle have 'bailed out' de tre største franske banker, som havde lånt penge til Italien, Spanien, Portugal og Grækenland. (For Tysklands vedkommende var beløbet €406 milliarder.) Et sådan lån ville have fået renten på franske statsobligationer til at eksplodere og den samlede franske statsgæld på €1,29 billioner, ville udgøre en trussel om fransk bankerot, hvilket igen kunne have medført, at valutaunionen ville falde sammen som et korthus. I stedet for en direkte bail out af franske og tyske banker, valgte EU som bekendt Troika-konstruktionen, hvor eurozone landene og IMF låner penge til underskudsstaterne, som disse anvender til at betale især franske og de tyske baner.

2. "Danmark sender et klokkeklart signal til finansmarkederne om, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik ved at tiltræde EU's finanspagt." (Helle Thorning Schmidt)