Venstrefløjen og EU – efter Brexit og Trump
Af Ulf V. Olsen

Offentliggjort: 15. august 2017

Brexit førte ikke til en højredrejning i Storbritannien. Men Brexit bidrager sammen med Trump til at bane vejen for en tyskledet integration i dybden i det resterende EU, som vil lede frem mod det man kan kalde Hartz-IV-Unionen. Dette neoliberale projekt skal imødegås af en venstrefløj, som genrejser den troværdige trussel om ekspropriation, der er velfærdsstaters og lønmodtagerrettigheders ufravigelige forudsætning. Og nationaliseringskrav vil hovedsageligt – som vi har set det med Mèlenchon og Corbyn – kunne rejses i nationalstatsligt regi.

Det var først på selve valgaftenen om Brexit, at det skete. Først da blev jeg overbevist om, at det var rigtigt at gå ind for et britisk ”Leave”. Og jeg nåede frem til den konklusion på en absolut følelsesmæssig og indrømmet useriøs baggrund.

I et tv-program (formentligt DR) udbredte diverse eksperter sig om valgets udfald og en statistisk begavelse havde ud fra diverse exit-polls og andre data regnet sig frem til at sandsynligheden for Leave var ca. 11% (efter hukommelsen).

Remain var altså så godt som sikkert i hus og Professor og EU-agitator Marlene Wind, som også var i studiet, tog i tillid til samfundsvidenskabens ufejlbarlighed forskud på glæderne og triumferede på vanlig vis over EU tilhængernes sejr.

Og så blev det for meget. Når Marlene Wind, som har demonstreret EU tilhængeres demokratiske sindelag ved f.eks. at argumentere for at græske parlamentsvalg skulle udskydes til et tidspunkt, hvor grækerne ville vælge ”rigtigt” – dvs. ikke Syriza[1] - nu sad og triumferede for åben skærm; ja så blev det altså for meget. Brexit blev konklusionen og jeg gik i seng i forvisning om at vågne op til (endnu) et EU-nederlag dagen efter!

EU- tilhængere vil selvfølgelig opholde sig ved min tilståelse af, at det var en stærkt følelsesmæssig reaktion, der udløste min Leave position. Jeg vil uden tvivl kunne gøres til en case, der bekræfter Statskundskabens eksperter i, at EU-modstandere er irrationelle, emotionelle og spontane – selvfølgelig i modsætning til disse eksperter selv, der udover at være EU-tilhængere også alle er store analytiske og rationelle begavelser…

Dem om det.

Her vil jeg koncentrere mig om at forklare mig over for dem, der kender mig – og har kendt mig - fra politiske sammenhænge og derfor ved, at jeg har været meget aktiv i forbindelse med om ikke alle – så i hvert fald stort set alle folkeafstemninger om EU og i øvrigt også i forbindelse med EU-parlamentsvalg gennem de sidste mere end 25 år.

Udgangspunktet har altid været Enhedslisten, men der er gennem tiderne også blevet uddelt ganske meget materiale og hængt plakater op for både Folkebevægelsen og Junibevægelsen. For folk der har kendt mig i de sammenhænge må det være et chok, at jeg overhovedet har kunnet overveje andet end Leave.

Og hvordan kunne jeg så det? Af i hvert fald fire grunde:

  1. Den første årsag er den enkelte, at Leave kampagnen i UK var drevet frem især af UKIP. Som andre på venstrefløjen bryder jeg mig ikke voldsomt om det selskab. Men nok så vigtigt. Går man ud af EU ad en udgangsdør, der ligger til højre; hvad er det så man kommer ud til? Og vil det nødvendigvis være bedre end det, man kom fra?
  2. I forlængelse af første bekymring virker det heller ikke rart som internationalist at blive forbundet med et ”Leave” som er båret frem af et ønske om at stoppe indvandring og arbejdskraftens fri bevægelighed. Det kunne virke som et knæfald for fremmedfjendskheden.
  3. Skotland. Skotland komplicerer tingene. For hvad skal vi mene om et Skotland, som efter Brexit finder på at melde sig ud af Storbritannien for at blive medlem af EU – i den erklærede hensigt at etablere en skandinavisk velfærdsstat?
  4. Og endelig min største bekymring, som jeg oplever at have stået meget alene med: Hvad ville der ske med resten af EU, hvis briterne meldte sig ud? For uden Storbritannien i EU ville Tysklands i forvejen dominerende position i EU blive endnu mere markant og en af de stormagter, der hidtil har kunnet afbalancere den tyske indflydelse være væk. Min spontane analyse var derfor, at Brexit næppe ville føre til mindre EU – herunder en frigørelse af Danmark og andre lande fra EU, men tværtimod bane vejen for en tysk-ledet integration i dybden, som netop ville kunne realisere den overstatslige føderation, som vi venstreorienterede EU-modstandere er modstandere af.

Lad os se på om bekymringerne har vist sig berettigede eller ej.

Den første bekymring, som jeg uden tvivl delte med flest på venstrefløjen – og som har fået andre på venstrefløjen til at støtte Remain, har vist sig at være den absolut mindst berettigede. I det netop overståede britiske parlamentsvalg blev UKIP helt marginaliseret. Og valgkampen stod – i hvert fald ud fra det jeg har kunnet læse mig til i dagspressen[2] - mellem det mest venstreorienterede Labour, vi har set i årtier, som oven i købet kæmpede om magten med de mest venstreorienterede ”tory´er”, man har set formentlig nogensinde.

Uanset politisk retorik, så har begge partier opfanget de materielle og sociale årsager til Brexit og derfor – om end selvsagt i stærkt varierende grad – udsendt signaler om at ville begrænse ulighed og politisk afmagt. Brexit har entydigt flyttet den politiske dagsorden i Storbritannien til venstre. Og helt sikkert længere til venstre end den ville have været med et Remain, der havde efterladt Cameron og hans finansminister, den neoliberale hardliner, George Osborne, som sejrherrer!

Brexit banede vejen for et mere venstreorienteret Storbritannien. Et Remain ville kun have bekræftet eliten og status quo!

Den anden bekymring er reel, men har forvandlet sig til en eftertanke, som bør blive en fælles venstreorienteret eftertanke. En million polakker og flere 100.000´er andre østeuropæere er i løbet af knap 10 år indvandret til et britisk arbejdsmarked, der takket være Thatcher fortsat har svage fagforeninger og elendige lønmodtagerrettigheder. Venstrefløjen kan ikke snakke sig uden om, at indvandringen af billig østeuropæisk arbejdskraft faktisk yderligere har undermineret lavindkomstgruppernes i forvejen ringe vilkår i Storbritannien. Det er simpelthen en indiskutabel konsekvens af arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, som uden tvivl rammer en nation med et verdenssprog, som mange kan tale, hårdere end andre lande, hvor sprogbarrierer fortsat udgør en betydelig grænse for arbejdskraftens faktiske bevægelighed.

Brexit bør være en anledning til, at venstrefløjen får styr på sine principper. Trods megen tale om åbne grænser har ingen – heller ikke partier på venstrefløjen inklusive mit eget Enhedslisten – nogensinde krævet indvandrerstoppet (fra 1973) ophævet. Vi har længe haft den tavse viden, at regulering af indvandring er en afgørende forudsætning for, at man kan have en universel velfærdsstat og for, at fagforeninger har en reel chance for at sikre lønarbejdernes rettigheder. Vi burde også have vidst, at indvandring historisk har været arbejdsgivernes redskab til at knække arbejderklassen, når den måtte være blevet for stærk. Læs bare det 25. kapitel i Kapitalens 1. bind!

Eller man kan også – som jeg har gjort her i min sommerferie – læse Bill Brysons A Walk in the Woods, om vandreture i Appalacherne, hvor man finder følgende historiske beskrivelse af minearbejdernes vilkår i Pennsylvania og disse vilkårs sammenhæng med indvandring:

“Because of the proximity of rich supplies of fuel the state became the centre of big fuel-incentive industries like steelmaking and chemicals. Lots of people became colossally rich. But not the mineworkers. Mining has of course always been a wretched line of work everywhere, but nowhere more so than in the United States in the second half of the nineteenth century. Thanks to immigration miners were infinitely expendable. When the Welsh got bolshie, you brought in Irish. When they failed to satisfy, you brought in Italiens or Poles or Hungarians. Workers were paid by the ton, which not only meant that they were given an incentive to hack out coal with reckless haste, but also that any labour they expended making their environment safer or more comfortable went uncompensated (…) Between 1870 and the First world war, 50,000 people died in American mines”.[3]

Aktuelt ser vi, hvordan man på den ene side lukker grænserne for folk, der flygter fra krig og forfølgelse. Vi ser, hvordan man søger at gøre op med fundamentale menneskerettigheder. Og dette ikke kun i blå blok, men også blandt de EU-positive partier på venstrefløjen, Socialdemokratiet og SF, som helt og aldeles har overladt det til Enhedslisten, Alternativet og De radikale at kæmpe for humanisme, anstændighed og menneskerettigheder.

Men samme partier står vagt om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU – eksemplificeret ved deres modstand mod kædeklausuler - og holder sig sjældent, trods det faktum, at de selv fører udlændingepolitik i tæt alliance med Dansk Folkeparti, for gode til at antyde, at venstreorienterede EU-modstandere (altså primært Enhedslisten) skulle være fordækte fremmedfjendske nationalister.

Det er en menneskeret at blive beskyttet mod forfølgelse. Det er ikke en menneskeret at arbejde i Danmark. Partier, der mener menneskerettighederne alvorligt, vil derfor til hver en tid kæmpe for at disse overholdes. Derimod er der ingen grund til at vige tilbage for national regulering af indvandring af arbejdskraft. En sådan regulering er alle i forvejen enige om, skal gælde for mennesker uden for EU.

At gøre det, at være tilhænger af arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, til et spørgsmål om internationalisme er forfejlet; ja faktisk det modsatte af internationalisme. I hvert fald er det en særegen form for internationalisme som på den ene side tilslutter sig fri indvandring af hvide europæere, samtidig med, at den hermetisk lukker grænserne for ikke-europæere, hvor af langt de fleste netop ikke er hvide. Hvis dette skulle være internationalisme, er det en internationalisme, der tager afsæt i et verdensbillede a la Hitler og Huntington!

Det betyder ikke nødvendigvis, at grænser skal lukkes for arbejdskraft fra resten af Europa. Men det betyder, at der skal reguleres, således at det sikres, at denne arbejdskraft ikke misbruges til at trykke løn og arbejdsvilkår. Det kunne f.eks. gøres gennem en registreringsordning, hvor enhver europæer, der arbejder i Danmark, skal have sit ansættelsesforhold og sin ansættelseskontrakt godkendt af en myndighed, før arbejdet kan påbegyndes. I den pågældende myndighed bør repræsentanter fra fagbevægelsen selvfølgelig have sæde.

Den tredje bekymring har jeg fortsat. Vi skal ikke bringe os selv i modsætningsforhold til politiske bevægelser, der vil i vores retning og etableringen af en skotsk velfærdsstat efter klassisk (og snart svundet) skandinavisk mønster vil være et gigantisk fremskridt. Problemet er bare, at det vil skotterne heller ikke opnå i EU. Lad mig derfor gå videre til den fjerde bekymring.

Den fjerde bekymring synes fortsat fuldt ud berettiget. Det er en misforståelse, at nationalstaterne skulle være ved at afgå ved døden, selvom deres lidenhed og magtesløshed er blevet fremhævet gentagne gange i de forløbne år. I dag forekommer det dog unødvendigt at argumentere for, at nationalstater – og i særdeleshed europæiske stormagter - er de afgørende aktører i Europa. Netop derfor er magtbalancerne mellem disse nationalstater og deres interesser også afgørende for EU's udvikling.

Med Brexit er den tyske dominans blevet styrket gevaldigt. Frankrig er selvfølgelig ikke ophørt med at være en væsentlig spiller, men det er helt åbenlyst ikke tale om en akse mellem to ligestillede nationer mere. Tyskland spiller førsteviolin, Frankrig følger efter. Dermed er Tyskland ved at have etableret en position internt i EU, der svarer til Preussens dominans i det Tyske Forbund op til Tysklands samling i 1870. De europæiske føderalister kan have drømme om, at det europæiske folk opfinder sig selv og med udgangspunkt i denne ny-opfundne nation med der til hørende nationalfølelse kræver etablering af en egentlig europæisk stat. Det har evident lange udsigter.

Men historien viser faktisk mange eksempler på unionsdannelser i Europa og den viser os også, hvordan de foregår i praksis: En stærk magt dominerer sine naboer og tvinger disse ind i en union med sig på vilkår som selvsamme stærke magt i vid udstrækning dikterer. Sådan var det med Tysklands samling. Ligeledes med Storbritanniens – ligesom noget lignende udspillede sig i Østrig-Ungarn. Hindringen for det føderale projekt i Europa har nok været folkelig modstand, men det har så sandelig også være stormagternes egen modvilje mod at afgive væsentlig suverænitet til EU og til andre europæiske stormagter.

Denne modvilje er imidlertid til at overse for den stormagt, der dominerer og dermed har magten til at definere og kontrollere den union, der skal afgives suverænitet til. For denne stormagt er der mere entydigt tale om, at man vinder suverænitet, end at man afgiver den. Og derfor er én stormagts dominans over resten af unionens lande faktisk en afgørende forudsætning for, at det vil kunne lade sig gøre at forvandle EU til en egentlig føderal stat.

Man skal altid være forsigtig med spådomskunst, men det er oplagt, at forudsætningerne for en tysk-ledet integration i dybden er blevet gevaldigt styrket og meget tyder også på, at Tyskland og Merkel er parat til at gennemføre denne integration, hvor det næste skridt bliver et fælles finansministerium for eurozonen og dermed en endnu tættere fælles finanspolitik end den, der allerede er tilsigtet med Finanspagtens skærpelse af de gamle konvergenskriterier.

Macron har en bog til salg med titlen ”Revolution”. Mere retvisende ville det dog have været, hvis den havde haft titlen ”Capitulation”. Franskmændene valgte med Macron at tilpasse sig Tysklands diktater – i et fravalg af andre kandidater, der på hver deres måde lagde op til modstand mod samme – Le Pen og Melenchon.

Og Macron ilede til Berlin, så snart den franske præsidentvalg var vundet, for at love at han ville gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, som Merkel længe havde krævet, at Frankrig skulle gennemføre.[4] Reformer som Hollande - i lodret modstrid med egne valgløfter – allerede tøvende havde forsøgt sig med og meget passende kunne kaldes ”Den franske Hartz-IV”.

Hartz-IV-Unionen

I aktuel samfundsfagsundervisning på gymnasier – og formentligt andre steder – mystificerer man sammenhænge i samfundet ved at gøre ”globalisering” til årsagsforklaring. Dette diffuse begreb, fremstilles således som det, der skulle udfordre den danske, universelle velfærdsstat, danske lønninger, arbejdstider og arbejdsforhold. Ingen forklarer dog noget som helst ved at udbasunere et vagt og udefineret begreb som globalisering. Og ofte fører begrebet til den antagelse, at truslen mod velfærden er en anonym og naturlovsagtig størrelse som tilmed kommer langvejs fra – f.eks. fra Kina.

I betydeligt omfang kan man afmystificere forholdene ved at droppe begrebet globalisering og nævne tre ganske konkrete politisk besluttede og -iværksatte faktorer:

  • Euroen
  • Den fri bevægelighed i EU
  • De tyske Hartz IV reformer

Den australske økonom Bill Mitchell har i sin artikel “The German Jobwunder” skildret hvordan introduktionen af euroen er en væsentlig drivkraft bag de arbejdsmarkedsreformer i Tyskland som siden er kendt som Hartz-IV opkaldt efter den tidligere direktør for Volkswagen Peter Hartz, der udtænkte disse reformer, som blev gennemført af Schröders socialdemokratisk- grønne regering (altså en slags tysk S-SF-regering!).

Mitchells påstand er, at reformerne skete i lyset af, at en D-mark holdt på en kunstig – og for Tyskland fordelagtig – lav kurs, blev erstattet med euroen. Det tyske overskud på samhandlen med udlandet (betalingsbalancens løbende poster) og dermed den tyske konkurrenceevne, så med andre ord ud til at komme under pres. Og dette førte så igen til det Mitchell kalder en ”intern devaluering” – altså en forringelse af løn- og arbejdsforhold for tyske lønmodtagere (i modsætning til en ”ekstern” devaluering – altså om man så må sige - normal devaluering, hvor man sænker sin valutakurs i forhold til andre lande).

For nylig har Schröders partifæller vundet en politisk ”sejr” ved at gennemføre en lovfæstet mindsteløn i Tyskland på 8,50 euro dvs. ca. 63 kroner i timen, hvilket er mindre end de fleste ungarbejdere (under 18 årige) i Danmark har krav på ifølge overenskomsterne! Denne ”sejr” illustrerer imidlertid i sig selv omfanget af den sociale katastrofe, som Hartz IV udløste i Tyskland.

Selv ud fra den klassiske tyske korporative model forekommer det vanskeligt at beskrive Tyskland som en velfærdsstat i dag. Takket være Hartz IV og forstærket af arbejdskraftens fri bevægelighed fra Østeuropa, er der skabt masser af fattige mennesker i Europas kerneland – heraf mange working poors. Ingen blev i første omgang hårdere ramt af euroen og EU´s økonomiske udvikling end den tyske arbejderklasse, hvis lønkvote faldt drastisk i kølvandet på Hartz IV reformerne – modsat udviklingen i Frankrig og Sydeuropa, hvor lønkvoterne enten forblev stabile eller ligefrem steg i samme periode.[5]

Den tyske lønkvotes fald efterlader så til gengæld ingen tvivl om, hvem der scorede en større gevinst og tysk kapital kunne nu udråbe sig selv til ”Exportweltmeister ”. Et mesterskab, der ikke mindst blev vundet på bekostning andre EU-landes betalingsbalancer.[6]

Et overskud på samhandlen med udlandet (altså en nettoformue ift. udlandet) kan dybest set kun bruges til en ting, nemlig at blive lånt ud til andre, som har underskud på samme samhandel. Af samme grund blev tysk kapital snart til Sydeuropas kreditor. Og som kreditor har Tyskland nu anvendt den magt, en kreditor har, til påtvinge debitorerne i Sydeuropa velfærdsforringelser og arbejdsmarkedsreformer, svarende til dem, der på bekostning af den tyske arbejderklasse gjorde tysk kapital til kreditor. Hartz IV er nu i færd med at blive udbredt til resten af Europa. [7] Overalt med en skævere indkomst- og magt fordeling til følge.

Det traktatmæssige grundlag for dette er Finanspagten, der netop er en mellemstatslig aftale – og især er det, fordi briterne ikke ønskede at tiltræde denne aftale, som dermed kom til at ligge ved siden af de egentlige EU-traktater. Og i en tid, hvor Merkel ofte fremstilles som demokratiets garant og den frie verdens leder (f.eks. af Rune Lykkeberg i Information) forekommer det på sin plads at citere samme Merkel om hendes indstilling til finanspolitikken i EU-landene:

„Was ist das Wichtige? Das Wichtige ist, dass Schuldenbremsen in jede nationale Verfassung oder so in die Rechtssetzung eingeführt werden, dass sie bindend und ewig für die Verabschiedung von Budgets geltend sind. Das ist ganz wichtig. Man kann also niemals sozusagen durch neue Mehrheiten in einem Parlament verändern, dass diese Schuldenbremsen auch gelingen. Die Europäische Kommission wird überprüfen, ob die Schuldenbremsen richtig eingeführt sind.“ [8]

Finanspolitikken skal således totalt af-demokratiseres og sættes på en neoliberalistisk og anti-keynesiansk autopilot. ”Game-set-match“! Enhver videre seriøs drøftelse af kanslerens demokratiske sindelag med Merkel-beundrere fra det EU-positive centrum-venstre forekommer ganske overflødig!

Også selvom hun da indiskutabelt fremtræder mere sympatisk end den Donald Trump, som selv bidrager yderligere til at styrke det tyske hegemoni i Europa, blandt andet fordi en række europæiske småstater (og små bange mennesker) nu begynder at se sig om efter en ny protektor. I den henseende spiller Trump efterhånden den samme rolle for Merkel og unionsprojektet som Napoleon III spillede for Bismarck og Tysklands samling!

Og dermed kommer jeg så tilbage til min tredje bekymring. Skulle skotterne melde sig ud af Storbritannien for at forblive i EU (hvad de i øvrigt næppe tager initiativ til nu efter, at SNP gik tilbage ved parlamentsvalget), er det ikke en skandinavisk velfærdsstat, de træder ind i, men en udemokratisk neoliberalistisk Harz-IV-union. Men skotterne må hjertens-gerne være med til at kæmpe for mere socialisme i Europa.

Venstrefløjen og EU

Socialdemokratismen i Europa er i dag brudt sammen. Den ene bundrekord ved valgene afløser den anden og selv mindre opblomstringer i meningsmålingerne fordufter hurtigt (som det netop er sket for Schulz i Tyskland). De hollandske og det franske socialdemokratier er skåret ned i gulvhøjde og overalt fremstår partierne svækkede. Kun Labour under Corbyn har formået at bryde trenden. Men dette er i sandhed en undtagelse der bekræfter reglen, for Corbyn er netop udtryk for, at socialdemokraterne i Labour har tabt magten i partiet til venstrefløjen (hvilket de aktuelt med Blair og andre krigsforbrydere i spidsen klynker højlydt over)

Den socialdemokratiske nedtur skyldes, at socialdemokrater er socialdemokrater og fører socialdemokratisk politik. Socialdemokratisk politik handler i sin kerne om klassesamarbejde mellem Kapital og Arbejde og forudsætter som sådan begges eksistens.

Klassesamarbejdet har tidligere i historien skabt betydelige resultater. Det har banet vejen for velfærdsstat, lønmodtagerrettigheder, mere demokrati og mindre magtdistancer.

Det er imidlertid overset, at det har det på betingelse af en bestemt og afgørende forudsætning: Kapitalen skal frygte noget, der er værre end at give indrømmelser til socialdemokrater. Alternativt har den ingen grund til at give indrømmelser. Og det kapitalen frygter mest af alt er ekspropriation. Uden kompensation forstås!

Uden troværdige trusler om ekspropriation - hvilket er kernen i enhver egentlig revolution – bortfalder muligheden for socialdemokratisk succes. Og i de senere år – og især efter murens fald har Kapitalen ikke set nogen grund til at give indrømmelser til socialdemokrater. Den troværdige trussel om ekspropriation er simpelthen forsvundet. Revolutionære socialistiske bevægelser i den tredje verden er væk. Sovjetunionen er væk. Og venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet har været meget optaget af at opføre sig pænt og tage sig ufarlige ud. Dele af den har som SF været så optaget af at ”komme ind og få indflydelse”, at indflydelsen ganske har fået dem!

Kapitalen er ikke længere bange. Og derfor bliver den frækkere og stadigt mere hæmningsløst krævende. Derfor sponsorerer den fænomener som Liberal Alliance og Cepos, der udstikker kursen til paradis for enhver kapitalist (og helvede for resten af verdens befolkning)

Men da socialdemokraterne holder fast i klassesamarbejdet og dermed samarbejdet med kapitalen i en tid, hvor kapitalen ikke længere ser grund til at give indrømmelser, indebærer dette nu, at socialdemokrater følger efter kapitalen mod højre og giver kapitalen den ene indrømmelse efter den anden.

Et klart udtryk for dette er Socialdemokratiets og SFs tilslutning til Finanspagten og dennes implementering i budgetloven. Et andet det regeringsgrundlag de to partier strikkede sammen med Margrethe Vestager. Og de danske socialdemokratier er her blot en del af en europæisk trend. Og det betyder, at socialdemokrater ikke kan skabe resultater for almindelige mennesker, men tværtom aktivt deltager i at forringe deres vilkår. Aktuelt har det danske socialdemokrati jo eksempelvis en formand, der er den hovedansvarlige for indførslen af de ressourceforløb, der blandt andet førte til de berygtede ”sengepraktikker”. En systematisk og infam mishandling af magtesløse mennesker!

Og det var jo netop også socialdemokratiets og SFs tyske søsterpartier, der gennemførte Harz IV.[9]

Aktuelt ser vi i Danmark, at når socialdemokrater søger at genvinde den folkelige appel, sker det dels ved, at man systematisk sparker nedad med en hård udlændinge– og retspolitik a la Dansk Folkeparti og dels, at man fingerer et oprør mod centrum-venstre-snoede intellektuelle, der i en og samme manøvre ophøjes til at være det, de ikke er, nemlig en elite. Det sidste udfoldes af typer som Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Lars Olsen. Når man nu – forankret som man er i klassesamarbejdet – ikke kan og ej heller vil - angribe den egentlige magtelite fra erhvervslivets top (se hertil bogen Magteliten) går man i stedet på klapjagt efter forskellige grupper med længerevarende uddannelser, der dog ikke indebærer eller fører frem til nogen reel magtposition i samfundet (se samme bog). Kulturel kapital er en stærkt overvurderet valuta!

Manøvren minder om noget, vi har set før i Europa, f.eks. at da man i 20erne og 30erne angreb jøder – hvoraf en del indiskutabelt var en del af borgerskabet og ganske mange intellektuelle – alt i medens den egentlige storkapital de facto gik fri. Det nye er vel at se manøvren udfoldet i socialdemokratisk regi.

Manøvren viser også tydeligt, at det i bund og grund er venstrefløjen – og humanismen - der er defineret som socialdemokratiets hovedfjende. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at både SF´ere og socialdemokrater er optaget at få Enhedslisten bragt tilbage på spærregrænsens kant. Og at dette optager dem mere end noget ønske om at lave samfundsforandringer. For SF og socialdemokratiet har entydigt valgt at holde sig i tæt kontakt med elite og kapital og vender derfor sin brod mod dem, der måtte udfordre elite og kapital.

Venstrefløjen til venstre for socialdemokratierne er imidlertid ved at opnå sit gennembrud og vel at mærke på bekostning af socialdemokratierne.

Det går ikke altid godt. For Syriza er det f.eks. gået ret skidt, fordi Grækenland i udgangspunktet stod i en håbløs økonomisk situation uden mulighed for tilstrækkeligt hurtigt at etablere et fungerende skattesystem og fordi man ikke var parat til at bryde med euro´en og dermed havde sat sig selv skakmat i forhandlingerne med EU fra første færd.

Men andre steder tegner det mere løfterigt. Melenchon og Corbyn har atter sat ekspropriation (nationaliseringer, skatteforhøjelser, inflation) på dagsordenen. Og de har vundet tilslutning ved at gøre det. De har også italesat ekspropriationen mere radikalt end mit eget parti Enhedslisten. Og selvom dem der følger mere med i britisk og fransk politik end jeg gør, uden tvivl vil kunne finde talrige hår i suppen, så er det efter min opfattelse her vi bør finde håbet om- og inspirationen til forandring.

Revolution

Når Macron udgiver en bog med titlen Revolution opfattes det af repræsentanter fra den politiske elite som noget positivt og sjovt nok ganske ufarligt. Når jeg nu døber et afsnit i denne artikel med samme navn er det til gengæld farligt. For når Enhedslistemedlemmer tager R-ordet i sin mund eller pen, breder der sig straks mistanke om, at det har noget med vold at gøre.

Nej, det har det ikke. Og det vil i øvrigt være såvel en principiel fejltagelse som en taktisk brøler af rang, at gøre diskussioner om revolution til et spørgsmål om vold.

Revolution handler om at ændre ejendomsforhold; hvilket ikke alene betyder, at man ændrer på hvem og hvad, der ejer hvad, men også på hvem og hvad der har ret til at eje hvad.

Det gør man i øvrigt hele tiden. Hver gang skatter og afgifter reguleres, regulerer man på ejendomsforhold. En regulering hvis legitimitet der i øvrigt er politisk konsensus om. Selv Liberal Alliance og Cepos går jo ind for skatteopkrævning! Men ejendomsforhold reguleres også hver gang der reguleres på størrelsen eller varigheden af overførselsindkomster eller andre sociale ydelser, eller når der investeres i infrastruktur, som påvirker ejendomsværdier. Det er faktisk vanskeligt at komme i tanke om en politik, der ikke på den ene eller anden led påvirker ejendomsforhold. I den henseende kan selv revolutionær politik altså tage afsæt i en i forvejen veletableret politisk konsensus.

Og det vil være klogt at holde fast i, at man er i synk med denne konsensus, når man genrejser kravene om radikal ekspropriation. Her skal man holde sig for øje, at hvis den nødvendige trussel mod kapitalen skal genrejses, ja så kræver det ikke blot at man fremsætter truslen. Det kræver også, at truslen har opbakning i store dele af befolkningerne.

Og derfor er det vigtigt at være selektiv og konkret, når man genfremsætter truslen om ekspropriation. Man må nøje udvælge de dele af den private sektor som er både økonomisk betydningsfulde og i folkelig miskredit. Finanssektoren er her det mest oplagte mål. Medicinalindustrien og landbruget kunne være andre oplagte mål. I forhold til andre dele af den private sektor, skal man imidlertid være mere tilbageholdende og undlade at rejse socialiseringskrav, som alene vil skabe afstand mellem venstrefløj og befolkning og dermed reelt bidrage til at demontere truslen om ekspropriation.

På også min del af venstrefløjen har man længe været forsigtige med socialiseringskrav. Mest har man set nogle minimalreformistiske forslag om f.eks. forsøg med kommunal produktion, hvor ideen er, at sådanne forsøgs succes ville kunne føre til at forsøgene langsomt udvides og breder sig. På det seneste har der bredt sig en vis begejstring for kooperativer og politisk forbrug. Nu er der ikke noget i vejen med disse forslag. Dem støtter jeg. De er sympatiske, indiskutabelt båret af gode intentioner, og kan uden tvivl være et godt supplement til en strategi for forandring.

Men jeg tror ærligt talt ikke på, at de for alvor selv vil kunne flytte samfundet i en mere socialistisk retning.

Og strategien synes også udformet netop i den hensigt, at kravene skal tage sig så uskyldige og ufarlige ud, at de ikke opfattes som en reel trussel af kapitalen og det eksisterende system. Der er altså tale om undvigelsesstrategier, som søger at undgå en mere direkte konfrontation med den herskende orden og kapitalen og i stedet forsøger at snige sig igennem eventuelle små sprækker heri.

Men derfor er de også komplet uegnede til at genrejse den trussel om ekspropriation, som ironisk nok er forudsætningen for, at det overhovedet vil være muligt at komme igennem med selv minimale progressive reformer.

Ekspropriation handler om nationalisering af udvalgte sektorer i kombination med en generel udvidelse af den offentlige sektor, der bør vokse mindst lige så meget som samfundsøkonomien som sådan og helst mere![10]

Det er med andre ord staten, der skal stå for ekspropriationen. Hvilket jo så gør et spørgsmål helt centralt:

Hvilken stat skal ekspropriere?

Thomas Piketty anfører i slutningen af Kapitalen i det 21. århundrede, det rimelige i at verdens naturressourcer ophører med at være national ejendom og i stedet gøres til fælleseje for hele verdens befolkning.[11] Tanken om en sådan ”Inter-Nationalisering” er ganske tillokkende og ikke kun, fordi man kan frydes over at tænke på den saudiske reaktion på samme tanke!

Projektet er selvfølgelig ikke umiddelbart politisk gennemførligt og det kompliceres jo også af, at mange af verdens naturrigdomme faktisk befinder sig i meget fattige lande, der formentlig vil fremstille Pikettys ide som udtryk for neo-imperialisme. Men tanken forekommer mig nu rigtig og bør adopteres og udvikles af venstrefløjen.

Kan man forestille sig, at EU nationaliserer ting? Måske – men umiddelbart har jeg selv ikke et oplagt bud på, hvad det skulle være. I forhold til Pikettys vision er EU for lille. Og EU vil kun være et oplagt udgangspunkt for nationaliseringer i forhold til virksomheder, der har en klar europæisk rækkevidde. Og langt de fleste virksomheder er – trods megen tale om multi- og trans-nationalitet – forankret i bestemte nationalstater, blandt andet fordi enhver privat virksomhed (såvel som ethvert skattely) har brug for statslig protektion.

Ideen med nationaliseringer er netop at bringe økonomien under demokratisk kontrol og derved udvide selve demokratiet. Øvelsen består i at demokratisere staten, samtidig med at staten overtager kontrol med større og mere vitale dele af økonomien.

En politisk bestræbelse på nationalisering og demokratisering på tværs af Europas lande båret frem af venstrefløjen må nødvendigvis finde sted i et opgør med Merkels Hartz-IV-union. Om nationaliseringen og demokratiseringen så udelukkende skal ske i nationalstatsligt regi eller om man også kan forestille sig at stater og sammenslutninger af stater – ultimativt FN – forestår dele af disse nationaliseringer, kan selvfølgelig diskuteres. Men præmissen må være at det handler om nationalisering og demokratisering og at vi skal skabe og betjene os af den statsmagt som fremmer disse formål bedst.

 

[1] Jeg mener udtalelsen faldt i en Deadline udsendelse, som jeg dog forgæves har ledt efter på nettet. Den gjorde dog så stort indtryk på mig, at jeg er ret sikker på, at jeg husker rigtigt.

[2] Se fx Information 27.05.17 Artiklen Konservatisme. Ideernes kamp i en snekugle.

[3] Bill Bryson: “A walk in the woods” s. 224-225. Penguin Random House UK 2015

[5] Se Mitchell The German Jobwunder i Eurozone dystopia s.234-243

[6] Dog ikke Danmarks. Danmark er sådan set selv en ”Exportweltmeister”, hvilket dog ikke har forhindret erhvervsliv, medier og eksperter i Danmark i at fremstille det, som om landet skulle have store problemer med konkurrenceevnen. Måske den største succes´ i nyere tid inden for disciplinen ”Spin og propaganda”!

[7] I Danmark kan reformenerne af efterløn, dagpenge, førtidspension, kontanthjælp m.v. også ses som en direkte tilpasning til Hartz IV (øst-indvandringen har i betydeligt omfang allerede annulleret de ofte fremførte ”demografiske argumenter” for disse reformer).

[10] Ifølge Piketty vokser økonomien i lande i det han med et velvalgt begreb kalder den teknologiske frontlinje med knap 1,5% om året. Et venstreorienteret mål for vækst i den offentlige sektor bør kan derfor formuleres som en 1,5%+ - målsætning, hvilket jo står i skærende kontrast til alle de ”0,noget-målsætninger” som den store konsensus fra SF til LA i dag er fælles om.

[11] Se Kapitalen i det 21. århundrede s.551. Man får den tanke, at mange af dem der ar kloget sig på Piketty i dagspressen ikke selv har fået læst bogen til ende. For det er da underligt, at denne kontroversielle ide har været helt uden resonans.