ETUC: Om en uddybning af euroen
Af ETUC

Offentliggjort: 15. august 2017

Noter omkring uddybningen af den økonomiske og valutariske union - et oplæg fra ETUC.

Vedtaget af ETUC’s eksekutivkomite den 13 - 14. juni 2017. Alle citater (medmindre andet er angivet) er hentet fra EU-Kommissionens notat om uddybningen af den økonomiske og valutariske union fra 31. Maj 2017, der kan ses ved at klikke på dette link:

https://ec.europa.eu/commission/publications/reflection-paper-deepening-...

Introduktion

“Euroen er andet og mere end blot en valuta.” Det er den helt sikkert.

Euroen er et monetært system, og et monetært system forudsætter uundgåeligt en eller anden grad af politisk forpligtelse. Derfor er euroen mere end blot en valuta, fordi den samtidig repræsenterer accepten af en politisk enighed samtidig med at den repræsenterer et sæt af værdier. Den er en politisk institution, der - på sigt - muliggør realiseringen af decentrale økonomiske valg.

Derfor indebærer dette monetære system et politisk valg. Det er nødt til at afspejle en politisk vision, der så skal oversættes til økonomiske termer og omsættes til en økonomisk forvaltningspraksis. Den politiske vision skal således også afspejle kerneværdierne for alle medlemmerne af den økonomiske og monetære union. I en globalt sammenhængende verden skaber dette et politisk rum for frihed, lighed, demokrati og broderskab, som medlemsstaterne ikke længere er i stand til at forsvare hver for sig.

Er man ude af stand til at formulere et paradigme, der kan gøre den politiske vision til virkelighed, så kan man føle sig fristet til at lave nødløsninger, der kan være skadelige for det politiske projekt. Men arkitekturen i euro-systemet skal stræbe efter at etablere en sammenhæng mellem det europæiske projekt - som et politisk mål - og de nationale, økonomiske politikker, der skal være midlet til at nå frem til en tilfredsstillende tilstand.

Med andre ord: Praksis for den europæiske økonomiske politik skal stille de nødvendige værktøjer til rådighed for at kunne nå frem til det overordnede, politiske mål - nemlig den Europæiske Union.

Efter vores opfattelse vil etableringen af en Europæisk Finansbank, der har ansvaret for de offentlige investeringer i Europa, og som kan udstede fælles investeringsobligationer - uden overførsel af midler - være det middel, som der er brug for.

Det haster med at reformere grundlaget for den Europæiske Økonomiske og Valutamæssige Union - inklusive en reform af de mål og regler, der er fastsat i den Europæiske Pagt for stabilitet og vækst. At undlade at gennemføre denne reform i overensstemmelse med folks behov og ønsker kan ikke fortsætte i uendelighed.

De forslag, som er formuleret i EU-Kommissionens oplæg er i det mindste interessante - og nogle af dem er faktisk nødvendige. Men faktum er, at de fleste af forslagene retter sig imod den Europæiske Kapitalmarkedsunion og mod Bankunionen, og de er allerede igangsat. De vigtigste områder i relation til den Økonomiske og Monetære union står stadigvæk til diskussion og er derfor udsat og henvist til oplæggets afsluttende bemærkninger.

Fejl i den aktuelt gældende kapitalforvaltning

Kommissionens oplæg påstår, at ”euroen er en succeshistorie på mange planer” og at ”vigtige erfaringer er blevet gjort”. Dette virker ikke, som om det altid og helt igennem er tilfældet.

Først skal det huskes, at den finanskrise, som ramte den Europæiske Union i 2008 først og fremmest var en krise på det private finanspolitiske område. Det var uansvarligheden hos de private aktører i banksektoren og den finansielle sektor, der gjorde det muligt for finansbobler og ubalance at udvikle sig. Krisen omkring de offentlige gældsbyrder var en konsekvens af denne kortsigtede adfærd på en række uregulerede markeder. Spanien og Irland fremstod som perfekte eksempler på tåbelighederne på de private finansmarkeder og de belastende konsekvenser på det offentlige finansmarked.

Det viste sig dog også, at konsekvenserne af krisen var, at de økonomiske udfordringer ikke kunne håndteres indenfor rammerne af den eksisterende økonomiske politik. Og i den henseende har man ikke draget lære af erfaringerne.

De skatteregler, som rummes i Stabilitets- og Vækstpagten, og pagtens lovgivningsmæssige udmøntning er procykliske og tillader ikke på samme tid velfungerende stabiliseringsinstrumenter og en vedligeholdelse og udvikling af private og offentlige kapitalbeholdninger. Med andre ord forhindrede reglerne fastholdelsen af rimelige offentlige serviceydelser og et fremtidsrettet udviklingsperspektiv i en krisetid. Desuden bygger regelsættet på den antagelse, at lønstigninger, opretholdelse af kollektive aftalenetværker og regulering af markedet generelt og af arbejdsmarkedet udgør en barriere for beskæftigelsen. Og dette bragte den europæiske økonomi tæt på deflationen - det udløste konstante krav om nedskæringer - og fremprovokerede derved stadigt større ubalancer. Krisen blev på denne måde i sandhed uhåndterlig i 2011-12 - indenfor rammerne af de eksisterende politiske midler - efter at også stimuleringsmulighederne på det enkeltstatslige niveau blev opgivet.

Renteniveauet for nogen af medlemslandene voksede og voksede eller også blev opdelingen på separate gældsposter signifikant. Aktuelt kan kun en fælleseuropæisk finansinstitution løse problemet - hvis den fungerer som udlåner i sidste instans.

Men de politikforslag, der blev fremsat, tillader på ingen måde en reel genopretning. Problemerne i Grækenland er endnu ikke løst, selvom institutionelle løsningsmodeller er blevet formuleret. Og den europæiske stabilitetsmekanisme, der blev brugt som det fremmeste redskab til at udbyde obligationer, der kunne sikre lånekapital til medlemsstater med problemer, blev koblet til krav, som gjorde en reel genopretning umulig.

Kun en stærk europæisk vilje vil faktisk kunne forhindre det økonomiske renteprojekt fra at få Europa til at gå op i røg. Og faktisk var kun et stærkt formuleret politisk udsagn i stand til at gøre det: ”ECB (Den Europæiske Centralbank) er parat til at gøre alt, hvad der kræves for at bevare euroen.” [1]

Men selvom den Europæiske Centralbank er en europæisk institution, så er den ikke en demokratisk, europæisk institution. Derfor er målet for den Økonomiske og Monetære Union at etablere en styringsarkitektur, der over tid vil sikre, at det politiske, europæiske perspektiv bliver demokratisk styret og de politiske midler til at nå målet. Euroen som valutasystem bør derfor først og fremmest spejle dette europæiske, politiske perspektiv - også geografisk - og sikre, at de værktøjer, som stilles til rådighed kan understøtte dette mål.

At skabe en fælleseuropæisk finansinstitution, der kan udbyde obligationer til finansiering af offentlige investeringer sammen med en målrettet revision af Stabilitets- og Vækstpagten, der gør det muligt for medlemsstaterne at investere , ville være gode værktøjer for sådan et projekt. [2]

Uenighed med visse dele af oplægget fra kommissionen

Man oplever ubalancer i den Økonomisk og Valutariske Union. Disse ubalancer kræver omhyggelige analyser, for at man kan fastlægge deres årsager og karakter. Imidlertid er de politiske indgreb, som er nødvendige for at håndtere dem, i sandhed asymmetriske. Vi mener, at mange af de strukturelle reformer, som allerede er vedtaget, har haft negative konsekvenser for både væksten og beskæftigelsen. Faktisk mener vi, at de har haft skadelige virkninger på selve den globale efterspørgsel og derfor har haft en tendens til at forlænge krisens årsager ved at tvinge lønniveauet ned og tilsvarende trykke niveauet for BNP. Det løbende underskud på statsbudgetterne er ganske vist formindsket, men ubalancen er der stadigvæk.

Vi tror ikke, at EU lider af mangel på konkurrenceevne, sådan som det også demonstreres af rekordtallene for verdenshandelen, men af mangel på intern efterspørgsel på grund af lave lønninger og lave private investeringer på den ene side og lave offentlige investeringer og offentlige udgifter på den anden. Begge dele er menneskeskabte, begge er konsekvenser af fejlagtige analyser af den økonomisk udvikling.

Vi anerkender, at der er gjort en vis institutionel indsats for at euroen kan overleve (især via den europæiske stabilitetsmekanisme), men vi er modstandere af de økonomiske mål og de politiske redskaber, som er blevet implementeret. Som et resultat er Europa stadig ikke i stand til at klare, hvis der skulle opstå en ny krise, og som sådan er eurosystemet ikke levedygtigt over tid. Derfor er vi ikke enige i de politiske forslag, som vil fortsætte med at bygge udviklings- og konvergensprocesserne som strukturreformer, hvis de kun retter sig mod forsyningssikkerheden, som de har gjort det hidtil.

En anden fejl er forslaget om at anvende de statsobligationsrelaterede værdipapirer (SBBS) som et middel til at øge udbuddet på kapitalmarkederne, selv om bankporteføljens diversificering gør det muligt at reducere renten for medlemsstaterne. Denne type af papirer ville også fungere som obligationer, men med en øget grad af sikkerhed. Ideen er, at man lader et gældsbureau skabe et særligt sikkert gældsbrev baseret på de samordnede statsobligationer. Denne løsning virker ikke levedygtig af to grunde. Den første ligger i sikkerhedspolitikken som sådan. Som anført i oplægget fra ETUC / EFS vedrørende kapitalmarkedsunionen [3] er vi meget bekymrede over genoptagelsen af ​​disse specialsikrede produkter på de finansielle områder - produkter der har spillet en ikke uvæsentlig rolle i forbindelse med krisen i 2008 i både USA, Spanien og Irland. Det giver bankerne mulighed for at lette eller reducere deres eksponering for at undgå et krav om øgning af kapitalgrundlaget og formidler finansielle risici for uregulerede finansielle aktører (tilsyneladende bedre egnet til at tage risici).

Det andet forbehold er mere grundlæggende. SBBS (Small Business Big Savings) er ikke rigtige Eurobonds. Uden fælles ansvar er det logisk for markederne at differentiere vilkår for særlige områder ved at tildele landespecifikke risikopræmier. På den måde vil vi stadig ikke nå en unik og fælles rentesats for EU, men vil være tilbage ved rentedifferencer for medlemsstaterne især i krisetider. Manglen på fælles ansvar ved en sådan politik lade døren stå åben for, at forskellene igen kan vokse i perioder, hvor der er pres på kapitalmarkederne - og det vil betyde, at gennemsnitsrenten på statsobligationer alligevel vil vokse. Derved repræsenterer designet af SBBS ingen innovation i forhold til status quo. Og det så meget mere fordi de nøgledata, der vil blive brugt til at konstruere sådanne finansielle produkter, helt sikkert vil betyde, at en del suveræne statsobligationer overlever. Nettoresultatet vil være, at mængden af usikker gæld kan stige som følge af sammenbruddet i bankernes efterspørgsel, der nu bliver dækket af de overordnede trancher (sektioner) af SBBS.

Med andre ord muligheden for at sælge enkelte obligationer i partier / trancher - hvilket er målet for sikkerhedsstillelsen - også gøre det muligt for markederne at differentiere risikoen på en geopolitisk basis. Hvilket vil afmontere koordinationen og viljen til at sikre enhed for det europæiske projekt.

På vej mod en ambitiøs revision af den økonomiske og valutamæssige union

Som forvaltningstruktur skal euroen omfatte en udlånsfunktion, der kan fungere som sikkerhed for hele eurosystemet og nogle politiske værktøjer, der gør det muligt for økonomien at udvikle sig således, at det ikke bliver nødvendigt at anvende nødløsninger til udlån. I sidste ende skal det økonomiske forvaltningssystem forhindre, at medlemsstaterne oplever refinansieringsproblemer og -såfremt de gør det - stille de nødvendige værktøjer til rådighed til at håndtere denne situation.

De to vigtigste forhindringer for økonomisk udvikling i Europa ligger i den lave eller negative lønvækst og den lave eller negative vækst i investeringerne - både de offentlige og de private. Og det er helt afgørende vigtigt - som man kan læse i kommissionens oplæg, at ”undgå procykliske finansielle politikker.” Ikke desto mindre tillader hverken Stabilitets- og Vækstpakken eller den efterfølgende lovgivning mod-cykliske politiske initiativer, når krisen rammer. Dertil kommer, at den mangelfulde analyse af krisen som en af de væsentligste årsager har identificeret et problem med konkurrencedygtigheden og på den baggrund har fremsat forslag til politiske initiativer, der ikke har adresseret det egentlige problem, men faktisk har gjort det modsatte.

I denne henseende vil den skitse til en Europæisk Investeringssikring, der er formuleret af den Europæiske Centralbank være det bedst egnede og mest hensigtsmæssige middel blandt dem, der er foreslået i Kommissionens oplæg.

Estimaterne af omfanget af hullet i de offentlige og private investeringer i Europa ligger på mellem 230 og 370 milliarder euro. De offentlige investeringer i eurozonen og i hele den Europæiske Union er konstant gået nedad siden 2009. Dette efterlader et bevægelsesrum for store supplerende investeringer. Hvis de bliver finansieret af den Europæiske Centralbank, vil det - for medlemsstater med problemer navnlig med økonomisk tilbagegang - tillade at man undgår yderligere offentlige nedskæringer.

Rapporten fra de fem præsidenter anmoder om, at en sådan stabiliseringsfunktion skal følgende disse retningslinjer: Den skal ikke lede til permanente overførsler mellem enkelte lande, og den skal ikke underminere bestræbelserne på at implementere en sund finans- og skattepolitik i det enkelte land.

Mange studier udført af internationale, økonomiske institutioner er nu opmærksomme og positive overfor offentlige, vækstskabende investeringer. IMF [4], OECD [5] og ECB [6] siger, at øgede offentlige investeringer i infrastruktur kan være gavnlige for økonomien på det korte sigt ved at øge efterspørgslen og ved på langt sigt at forbedre produktionskapaciteten. Dertil kommer, at alle studierne ser positive virkninger på gældsniveauet og på BNP-tallene.

Princippet skal være at skabe en finansieringsinstitution, der kan fungere som et middel til at samle fremtidige offentlige investeringsudgifter i Europa og få dem finansieret af egentlige europæiske obligationer. Medlemsstaternes regeringer skal selv bestemme, hvor store offentlige investeringer, der er behov for, for eksempel 3% af regionens BNP, ligesom de selv skal kunne vælge den årlige vækstrate. For at sikre, at der ikke er behov for en egentlig gældsgodkendelse, skal hver af medlemsstaterne have ret til et lån til investeringsformål, der står i forhold til dets andel af det samlede BNP. På den måde kommer det til at stå medlemsstaterne frit for at vælge i hvilke sektorer, man vil investere. Renteudbetalinger fra medlemsstaternes nationale pengeinstitutter skal følge samme regel for at sikre imod manglende tilbagebetaling af lånene.

Konceptet om løbende udgifter må omdefineres inden for rammerne af den foreslåede ordning som nye offentlige investeringer (eksklusive investeringer iværksat under national finansiering) og skal dækkes af statskassen. Medlemsstaterne vil stadig være forpligtet til at overholde alle reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten, herunder de seneste regler om fleksibilitet og yderligere revisionselementer, men reglerne skal kun anvendes på de nuværende offentlige udgifter (og nationalt finansierede offentlige investeringer), da fremtidige offentlige investeringer vil udgøre et særligt kapitalbudget finansieret gennem fælles statsobligationer. Den fælles finansmyndighed skal ændre den såkaldte "gyldne regel" om sunde offentlige finanser, således at nye offentlige investeringer skal finansieres indenfor rammerne af den europæiske integrationsproces. Finansmyndigheden skal automatisk tilbageholde bidrag i forhold til finansieringen, såfremt reglerne om et balanceret budget ikke overholdes, og dette skal ske med det fulde beløb. Medlemsstaterne ville således have et meget stærkt incitament til at overholde reglerne for ikke at gå glip af investeringsstøtten. Endelig kan det globale volumen af ​​offentlige investeringer reguleres op i tilfælde af global recession, hvilket giver ekstra manøvrerum for at automatiske stabilitetsskabende træder i kraft.

Alle aktuelt gældende kriterier og grænser i Stabilitets- og Vækstpakken og i Valutaaftalen (Treaty on Stability, Coordination and Governance in the Economic and Monetary Union [7]) skal revideres for at man kan integrere Finansinstitutionen og aftalen omkring den lånefinansierede offentlige investeringsaftale.

Finansinstitutionen skal placeres under demokratisk kontrol af Europa-Parlamentet og ledes af en europæisk finansminister.

Derudover skal der oprettes en nødfond som en del af den europæiske finansinstitution. Institutionen selv skal sørge for at sikre global økonomisk udvikling, mens nødfonden skal sikre en balanceret økonomisk udvikling.

Som tingene ser ud lige nu, ønsker ETUC yderligere oplysninger om, hvorledes den Europæiske Arbejdsløshedsplan, der er foreslået i Kommissionens oplæg tænkes at skulle fungere og vil fortsætte med at diskutere denne sag med sine samarbejdspartnere.

Konklusion

Som første skridt anmodede ETUC om en revision af Stabilitets- og Vækstpagten, der adresserede dens procykliske effekt og dens indvirkning på de offentlige investeringer. [8] Oprettelsen af en europæisk finansinstitution implicerer en sådan revision og vil kunne sikre et minimum af offentlige investeringer i alle medlemsstaterne. [9]

De obligationer, der vil blive udstedt af en fælleseuropæisk finansinstitution vil kunne fungere som et gældsreguleringsværktøj, der minder om det, som USA’s centralbank og finansministerium er i besiddelse af - et gældsreguleringsinstrument, som ECB kan anvende til at gennemføre en valutapolitik og til at sikre finansiel stabilitet. Rentesatsen på obligationerne vil derfor kunne komme til at fungere som en målestok for den risikofrie kapitalrente i Europa.

En sådan ordning ville kunne kæde euroen og administrationen af den sammen på en centraliseret måde med de politiske initiativer, der tages decentralt og på den måde sikre overlevelsen af euroen og implementeringen af det europæiske projekt.

Uddybningen af den økonomiske og valutamæssige union medfører også en revision af det såkaldte Europæiske Semester [10]. Den aktuelle administration af denne ordning fokuserer for meget på sunde, offentlige finanser og på reduktionen af gælden. Hvis der bliver formuleret en velfærdsvision for Unionen, må dette reflekteres i forvaltningskriterierne og i det makroøkonomiske scoreboard. En social dimension må være ensbetydende med en sikring af fundamentale rettigheder, med et forsvar af retten til at indgå kollektive aftaler og med en intention om udvikle kvaliteten af de offentlige ydelser. Det betyder også, at der ikke skal liberaliseres flere af disse ydelser. Desuden vil der være brug for en eller anden form for social og skattemæssig harmonisering.

En fortløbende forbedring af inklusionen af en række sociale partnere - navnlig i fagbevægelsen - er en nøglefaktor for en succesfuld revision af den finanspolitiske og økonomiske administration og forvaltning - navnlig formidlet via det europæiske semester og den makroøkonomiske dialog.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard


[1] Mario Draghi, på investorkonferencen i London den 26. juli 2012 Klik for at se mere: https://www.ecb.europa.eu/press/key/date/2012/html/sp120726.en.html

[2] Obligatorisk for medlemmer af Eurozonen - frivillig for andre.

[3] ETUC’s position vedrørende Kapitalmarkedsunionen, oktober 2016, kan ses her: https://www.etuc.org/sites/www.etuc.org/files/document/files/adopted_13-...

[4] A. Abiad, D. Furceri & P. Topalova “Now Is a Good Time to Invest in Infrastructure”, IMF direct, 2014.

[5] OECD Economic outlook, juni 2016.

[6] Public investment in Europe, ECB Economic Bulletin, Issue 2/2016. ETUC/223/6Ic/KL/MM/aa 6

[7] Se mere ved at klikke her (oversætterens note)

[8] ETUC’s synspunkter på fleksibiliteten I Stabilitets- og Vækstpagten, juni 2016. Kan ses her: https://www.etuc.org/sites/www.etuc.org/files/document/files/en-position...

[9] ETUC’ s oplæg: A European Treasury for Public Investment, marts 2017, kan ses her:https://www.etuc.org/documents/etuc-position-paper-european-treasury-pub...

[10] Det europæiske semester danner rammen for koordinering af EU-landenes økonomiske politik. Det giver landene mulighed for at drøfte deres økonomiske og budgetmæssige planer og se på udviklingen på bestemte tidspunkter i løbet af året. Se mere ved at klikke her. (Ovs. note).