Magtspørgsmålet og venstrefløjen
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. august 2017

I juni udgaven af Kritisk Debat bragte vi en leder med overskriften: ”Pejlemærker til et regeringsalternativ”. Lederen var et forsigtigt indspark i den hjemlige debat om venstrefløjens forhold til Socialdemokratiet og samme partis parlamentariske allianceflirt med DF. Det centrale tema i lederen var, at det ikke nytter noget som i EL at bruge kræfter på at diskutere ”røde streger” for at markere grænserne for samarbejdet med Socialdemokratiet, herunder udgøre parlamentarisk grundlag for en Socialdemokratisk ledet regering.

I perioden efter denne leder og gennem hele sommerferien er den samme diskussion dukket op over det meste af Europa som en slags efterdønning til de meget spektakulære valg i Holland, delstatsvalg i Tyskland, præsident- og parlamentsvalg i Frankrig, lynvalget i England, genvalg af Pedro Sánchez som formand for det spanske socialistparti og ikke mindst forventningerne til det kommende valg til september i Tyskland.

Temaerne for disse diskussioner har været:

  • Socialdemokratiernes sammenbrud eller markante tilbagegang med Labours fremgang som en undtagelse
  • Hvordan skabes en stærk venstrefløj, og hvordan skal samarbejdet med socialdemokraterne være fremover, herunder regeringssamarbejdet?

Man har været ude i temmelig vidtløftige diskussioner om, hvor demokratiske og repræsentative partiernes og bevægelsernes organisationer skulle være/er. Og selvfølgelig har man drøftet EU-spørgsmålet om end stadig på baggrund af en række temmelig upræcise positioner både hos modstandere og tilhængere.

I Frankrig er det store diskussionsemne været, om Mélenchons bevægelse La France Insoumise skal stille sig spidsen for hele venstrefløjen for helt at overtage resterne af socialistpartiet og fremstille sig selv som den eneste venstreopposition til Le Pen og Macron. I Spanien er Podemos kommet på overarbejde efter, at Pedro Sánchez har generobret formandsposten i PSOE. Nu har Podemos-ledelsen nemlig fået problemer med at afvise en alliance med PSOE, da Pedro Sánchez som kandidat for partiets venstrefløj har besejret højrefløjen på overbevisende måde. Med til at øge problemerne for ledelsen i Podemos, der ellers fik vedtaget en ”afvisningslinje” på den seneste kongres, er det tilsyneladende gode samarbejde mellem det portugisiske socialdemokrati og venstrefronten, som flere opfatter som model for den politiske samling af oppositionen i Spanien.

I England og Tyskland pågår der også diskussioner om forskellige samarbejdsformer. Die Linke har med ledelsens seneste udspil placeret sig relativt tæt på Compass-gruppen indenfor Labour, der længe har plæderet for opbygningen af en slags ”progressive alliancer” mellem forskellige partier, bevægelser, fagforeninger og andre institutioner i civilsamfundet, der sigter mod et opgør med austerity-politikken og den kapitalistiske samfundsmæssige selvforståelse. I Labour hedder det ”progressive alliancer”. I Die Linke hedder det at opbygge et ”parti, der skaber samling og enhed” (Connective Party).

Der er dog grænser for ligheden. Måske ikke i formen, men på intentionerne. Det er også det, der gør hele diskussionstemaet mere komplekst. I Labour vil man opbygge progressive alliancer dels for at brede kampen ud til flere samfundsgrupper og i gramsciansk forstand opbygget et politisk-moralsk-kulturelt lederskab i civilsamfundet og på den anden side bruge alliancerne som værn mod Labours traditionelle tendens til sekterisk politik og top-down styring. Hos Die Linke er tanken, at de mange forskellige alliancer, der skal opbygges på simple dagligdags krav, skal skabe forbindelse dybt ind i SPD for her at finde alliancepartnere på trods af partiledelsens eventuelle modstand. Altså en slags nyformulering af den gamle enhedsfrontstanke, hvor formålet var at finde vej til socialdemokraternes hjerter for kommunistpartierne i fælles handling på trods af de socialdemokratiske partiledelsers naturlige forbehold.

Noget anderledes ser det ud i Frankrig, Spanien og Italien, hvor det er bevægelserne eller ”bevægelsespartierne” som opposition til de fallerede socialdemokratier, der dyrkes. Bevægelserne som de autentiske repræsentanter for de brede, folkelige kræfters opgør med de traditionelle partier, nepotisme og korruption. De 99% mod eliten. Men som det altid er gået med brede og diffuse massebevægelser verden over, der opstår som et oprør mod de siddende regimer, men uden klare forestillinger om, hvad oprøret skal udvikle sig til, uden program, strategi mv., ender de i topstyring, og vilkårlighed, hvor det daglige arbejde stritter i alle retninger, og hvor bevægelserne reelt kun holdes sammen af nogle få karismatiske ledere og store, spektakulære events samt en perverteret sms-udgave af direkte demokrati (Podemos og La France Insoumise). Som sådan vil Podemos eksempelvis få endog meget vanskeligt ved at gå ind i et taktisk alliancespil med PSOE og samtidig værne om sin ”politiske profil”.

”Hvorfor tager røde ikke magten til sig”?

Men nu er det ikke kun i udlandet, at forholdet mellem venstrefløjen og socialdemokratierne har været til diskussion. Vi kan også være med herhjemme. Den 8. juli bragte Politiken en stort opsat artikel med overskriften: ”Hvorfor tager de røde ikke magten til sig? Venstrefløjens projekt er blevet introspektivt, navlepillende og ekskluderende”. Artiklen eller debatindlægget var skrevet af tre aktive på venstrefløjen: Nikolai Lang, Niels Jespersen og Casper Gronemann.

Med en så kraftfuld overskrift var forventningen selvfølgelig, at nu skulle den etablerede venstrefløj have en ordentlig tur i den kritiske maskine, og at der nu endelig blev sat fokus på magtspørgsmålet, herunder selvfølgelig forholdet til Socialdemokratiet i regering – sådan mere principielt.

Desværre lovede retorikken mere, end artiklen kunne holde. Men det forhold gør ikke debatoplægget mindre interessant, og det fortjener at blive kommenteret alene, fordi det sætter fokus på en række af de centrale spørgsmål, der - som sagt - drøftes over hele Europa. Og på en ikke mindre kvalificeret måde.

Vi bruger derfor artiklen som afsæt for en bredere diskussion og koncentrerer os af samme grund om de mest principielle temaer i artiklen.

”Magtcenter til venstre for Socialdemokratiet”

Det første, der springer i øjnene i artiklen, er indledningens begrundelse af hele artiklen: ”Vi er tre kronikører, som ønsker et magtcenter til venstre for Socialdemokratiet”.

Men her som i næsten alle de andre artikler, der netop er skrevet om det tema, får man ikke en nærmere begrundelse for, at det skulle være politisk nødvendigt. Det er simpelthen underforstået, at socialdemokratierne ligger under for og fører neoliberal politik. Det samme gælder den indlysende konklusionen: Derfor skal vi have skabt et stærkt venstrefløjsmagtcentrum til enten at føre socialdemokraterne tilbage på rette vej eller fortrænge det som førende opposition til de borgerlige og som talerør for den folkelige opposition mod kapitalismen og ”eliten”.

Den skjulte præmis siger ligeså selvfølgeligt, at det er helt udelukket, at magtcentrummet kan bygges op i socialdemokratierne. Det betragtes som noget givet, at socialdemokratierne som partier har kapituleret til neoliberalismen, hvorfor den taktiske opgave alene er, at ”trække dem til venstre” og i den øvelse strategisk gøre dem overflødige. Tankegangen sættes end ikke til debat. Opgaven er klar: der skal opbygges et magtcentrum ”til venstre for Socialdemokratiet”.

Artiklens indledning med den skjulte præmis bliver temmelig interessant, når den sammenholdes med senere formuleringer om, at venstreorienterede altid har set den ”uretfærdige naturtilstand”, som noget der kan og skal ændres. Det svarer til, hvad socialdemokratierne de sidste 100 år har argumenteret med i det løbende opgør med den marxske kapitalismekritik. Og følger man med i debatten på den socialdemokratiske venstrefløj i Europa med udgangspunkt i Friedrich Ebert Stiftung og Hans Böckler Stiftung i Tyskland og LSE i London (London School of Economics) , fremgår det meget klart, at retfærdighed er det mest fremherskende tema sammen med lighedstemaet. Så det, der skulle være venstrefløjens centrale varemærke deles bredt i den socialdemokratiske bevægelse, selv om modsætningerne nok vil komme op til overfladen, når begreberne skal defineres og kampperspektivet formuleres. Men det er jo altid et politisk vilkår.

”Kollektiv handling” og globalisering som forklaringsfigur

Artiklen tager herefter et kærkomment livtag med begrebet ”kollektiv handling”. Her ser man mest tydeligt, at forfatterne er inspireret af den italienske marxist Antonio Gramscis ”praksisbegreb”. Budskabet er forholdsvis enkelt. Det drejer sig om et opgør med sags- og enkeltsagspolitikken og den parlamentaristiske klientelisering af politik som sådan. Men det ville unægtelig have været høfligt overfor den venstrefløj, man stiller i gabestokken, bare at antyde, hvordan ”kollektiv handling” skabes. For det forholder sig jo unægtelig sådan, at kollektiv handling og tilliden til kollektive løsninger har været en mangelvare i flere årtier, hvilket vel hører til en af den genfødte liberalismes allerstørste sejre.

Artiklen tilbyder dog en slags forklaring på, hvorfor det kan være så vanskeligt at opbygge kollektiv handling på massebasis. Desværre falder forfatterne tilbage på den gamle traver. Klassestrukturerne, klasserelationerne og kamptemaerne er i dag ikke så enkle som i arbejderbevægelsens velmagtsdage, og det kan henføres til globaliseringen, ”som er den vagt definerede årsag til den uretfærdige fordeling af goder” – underforstået splittelse i masserne. Jamen, det er præcist det samme, som socialdemokraterne siger og med de samme begrundelser. ”Den gamle klassekamp er død”. ”Globaliseringen er blevet en trussel, fordi så mange af de svage og kortuddannede lades tilbage”. ”Eller som højrepopulisterne siger: ”Globaliseringen er elitens værk, og den rammer folket hårdt”.

Men globaliseringen er intet andet end, at kapitalismen med fuldt fart over en 30-årig periode har gennembrudt de nationale rammer og barrierer for kapitalistisk vækst, der blev sat efter 1. verdenskrig og forstærket efter 2. verdenskrig. Og for at det overhovedet giver mening at anvende et begreb som globalisering, skal det kunne erstattes af begrebet verdensmarked. Det er det, det hele handler om under kapitalismen, og som i moderne forstand indebærer en hidtil uset integration af de kapitalistiske økonomier i store og bestemmende netværk og værdikæder, der i den grad svækker de nationale arbejderklasser og øger splittelsen blandt de forskellige lønmodtagergrupper indenfor nationalstaternes grænser og mellem de forskellige nationers lønmodtagere indenfor stort set alle sektorer.

Denne forcerede globaliseringsproces er ikke et ekstremt, historisk fænomen, som den ofte fremstilles, men de herskende klassers indlysende og eneste reelle svar på kapitalismens krise i 70’erne. At den proces nu river samfundene i stykker verden over, undergraver grundlaget for den relative, sociale stabilitet, ødelægger naturgrundlaget og øger uligheden er prisen, som følger enhver større kapitalistisk krise. Men til forskel fra de foregående kriser, konfronterer den moderne globalisering arbejderklasserne og de andre undertrykte klasser med det grundkrav, som allerede blev formuleret ved 1. Internationales dannelse i 1864: International solidaritet.

Eller sagt lidt mere profant. Der er ingen nationale arbejderbevægelser, herunder politiske partier, der fremover kan skabe og fastholde ordentlige leveforhold for flertallet af lønmodtagerne, uden der opbygges store regionale- og internationale lønmodtagersammenslutninger, som også kan igangsætte og føre kampe. Flere og flere virksomheder og hele industrier, herunder service og distribution indgår i transnationale produktionskæder, hvor overlevelse og derfor loyalitet retter sig mere mod de store koncernledelser end mod nationalstaten. Det er indlysende, at lønmodtagerne her står i et andet forhold til den indre, sociale stabilitet end dem, der er beskæftiget i rent nationale virksomheder og måske oven i købet hjemmemarkedsindustrier. Hele dette store, komplekse mønster, som den moderne kapitalisme danner, fornemmer de fleste godt, og de fornemmer også, at her ligger begrænsningerne for, hvad der overhovedet kan lade sig gøre politisk indenfor de gældende samfundsrammer og magtforhold.

Den defensive velfærdsstatsdebat og ”krænkelseshierarkiet”

Men tilbage til artiklens behandling af problemet globalisering. De splittelser, man taler om - det gælder også fænomener som ”prekariatet” osv. – er altså ikke noget ganske nyt. Siden de herskende klassers indledning af opgøret med velfærdsstatens sociale vision og indre stabilitet, er kløften mellem ”kernearbejdskraften” og ”periferiarbejdskraften” bare vokset og vokset. Det, vi i dag er vidne til, er, at denne kløft på arbejdsmarkedet er blevet så dyb og bred, at den sammen med globaliseringen udgør nogen en af de vigtigste årsager til, at lønmodtagerne ikke er i stand til at forbedre deres leveforhold nævneværdigt, og at fagforeningerne opleves som tamme og ubrugelige.

Rækkefølgen er afgørende, når der nu selv på venstrefløjen argumenteres for, at den store migrationsbølge presser ”de vestlige velfærdssamfund”. Beklager, men proportionerne er røget fløjten.

Velfærdsstaterne har været presset i bund, siden massearbejdsløsheden blev en realitet mellem 1979 og 1982. Siden er den ene velfærdsinstitution efter den anden blevet reduceret eller ændret til ukendelighed og ikke nok med det, er den generelle politiske indstilling (tidsånden) til velfærdsstaten og rimeligheden i dens rationale også blevet nivelleret, sådan, så det, vi i dag kalder velfærdsstat, mere minder om en traditionel, socialliberal statsmodel.

Faktorerne skal vendes om. Fordi velfærdsstaterne er blevet reduceret til en skygge af, hvad de var for 30 år siden, og fordi lønmodtagerne oplever sig selv som forsvarsløse overfor ”globaliseringen”, overses de faktisk proportioner, og migrationen og integrationen opleves som et pres og problem. Ikke desto mindre øver oplevelserne så stor indflydelse på den politiske diskurs, at de opfattelser, de tre forfattere fører til torvs, i deres konsekvens ikke adskiller sig væsentligt fra dem, man hører i fagbevægelsens top og blandt de mere eftertænksomme i Socialdemokratiet.

Omvendt anlægger de tre forfattere en meget spændende vinkel ved at gå til angreb på en fremherskende politisk tendens, som de kalder dyrkelse af ”krænkelseshierarkiet over udsatte grupper”, hvor venstrefløjen efter deres opfattelser mere beskæftiger sig med ofrene for velfærdsstatens ødelæggelse end med at formulere en politik for de store og nødvendige ændringer med udgangspunkt i ”de uretfærdigheder, som teorierne har identificeret”. Her er forfatterne helt i overensstemmelse med flere af skribenterne fra den socialdemokratiske venstrefløj, der blandt skriver i Social Europe. Igen er det ”uretfærdighedstemaet”, der udgør den bærende politisk kapitalismekritik samtidig med et opgør med flere års ”klientpolitik” og snævre fokus på samfundets udstødte.

Artiklen slutter med to stærke konklusioner, som fortjener at blive citeret i deres helhed: ”Politik handler ikke om individuel moral hos de enkelte politikere og vælgere. Den handler om at opbygge institutioner, som kan tøjle den naturlige tilstand af uretfærdighed. Demokratisk socialisme er anerkendelsen af, at vi som individer har en tendens til kortsynethed og til at pleje vores egeninteresser, hvorfor kun etableringen af et system indenfor rammerne af klassisk, demokratisk politik, som begrænser vores handlemuligheder, kan skabe retfærdighed”. Og som den endelige afslutning på artiklen: ”Bundlinjen er nemlig denne: retfærdighed, politisk forandring kommer fra venstrefløjen og Socialdemokratiet. Eller slet ikke”.

Er der brug for ”et magtcentrum til venstre for Socialdemokratiet”?

Hvis det er konklusionen, er det så et ”magtcenter til venstre for Socialdemokratiet”, der brug for. En genoplivning af den socialdemokratiske arbejderbevægelses kampform forekommer mere nærliggende, idet der ikke meget af det, der skrives, som mange socialdemokrater ikke vil være enige i.

Og så er vi tilbage ved den skjulte præmis. Hvad er det, der eksplicit begrunder, at venstrefløjen befinder sig udenfor og ikke indenfor Socialdemokratiet som kraftcentrum?

Denne leder afviser bestemt ikke på forhånd, at, der som artiklen hævder, er brug for et ”magtcenter til venstre for Socialdemokratiet”. Men det er efterhånden påtrængende, at de skjulte præmisser og afledte konklusioner erstattes af åbne og klare analyser, som kan underbygge de strategiske forestillinger om at opbygge en ny, venstreorienteret kraft uafhængigt af Socialdemokratiet og i konkurrence om hegemoniet blandt de brede lønmodtagergrupper.

Hvad er begrundelsen for, at socialdemokraterne rundt omkring skridt for skridt har opgivet deres egen fornemste sejr – velfærdsstaten? Skyldes det ledernes forræderi, dumhed, teoretiske uformåenhed eller blot og bar dyrkelse af egeninteresse, hvor de har ladt lønmodtagerne i stikken? Eller skyldes det, at hele arbejderbevægelsen både den socialdemokratiske og kommunistiske ikke anede, hvad den skulle frembringe af modsvar, da de herskende klasser for at redde deres egne klasseinteresser og kapitalismen ikke fandt anden udvej end en offensiv overfor arbejderbevægelsen og indledningen af én, lang nedslidning af velfærdsstaten og lønmodtagernes modstandskraft?

Har venstrefløjen de svar, som Socialdemokraterne ikke har?

Hvis det nu er den sidste mulighed, der bedst giver en forklaring, indebærer det, at man må stille sig selv et nyt spørgsmål: Da velfærdsstaten befandt sig på toppen ved indgangen til 70’erne, repræsenterede den så klassekompromiset i fuld honnør og den moderne blandingsøkonomis endelige form, eller diskuterede man stadig reformpolitikken ikke bare som social reform, men som socialistisk strategi?

Svaret er, at der rent faktisk fandtes begge tendenser i den socialdemokratiske arbejderbevægelse og ikke mindst ude i samfundet blandt lønmodtagerne om end i noget tåget form. Begge tendenser blev taget på sengen af det meget voldsomme krisegennemslag – ikke bare indenfor socialdemokratiet og i fagbevægelsens top – men også ude i befolkningen. Mange havde - båret frem af reformbølgen - fæstet lid til socialdemokratiets arkimediske strategi, hvor et legeme (den offentlige sektor og kollektive løsninger) nedsænket i vand fortrænger samme mængde væske (markedsmekanismerne). Man behøver blot at læse debatterne op til Socialdemokratiets kongres i 1977, bl.a. bogen ”Hvorhen Danmark”, for at se, hvor alvorligt man tog retningsforstyrrelserne og udsigten til, at ”den krisefri vækst” frem mod lighedssamfundet skulle vise sig at været et fantom. Lignende udviklingstræk kunne ses i England, Frankrig og Tyskland. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse var på den ene side blevet offer for overdrivelsen af sine egne sejre og egen styrke overfor kapitalen og på den anden side retnings- og visionsløs efter sin de facto opgivelse af den socialistiske reformstrategi.

Socialdemokratierne havde i realiteten ikke et modsvar til samfundskrisen i 70’erne. Det havde venstrefløjen heller ikke. Man forsøgte i Frankrig i 1981 med Mitterandregeringen, men med miserable resultater. Det eneste socialdemokraterne magtede var én, lang retræte på alle samfundsområder i håbet om at stoppe borgerskabets offensiv og overleve, indtil et nyt historisk opsving skulle muliggøre en ny velfærdsstat version 2. Der er således afgørende forskelle på de kompromiser og selvbegrænsninger, der blev til under velfærdsstaternes opbygningsperiode og dem, der er blevet indgået 90’erne, herunder Blairs og Schröders fortvivlede forsøg på at skabe en varig løsning for de socialdemokratiske arbejderbevægelser i form af ”den tredje vej”.

De problemstillinger er man sig pinlig bevidst i socialdemokratierne. Man ved også godt, at magtesløsheden overfor borgerskabets hårdhændede klassekamp har givet højrepopulismen næring og kraft. Man ved bare ikke, hvordan man i dag skal kæmpe for de krav, som altid har været socialdemokraternes mærkesager. I hovedtræk drejer det sig om: Fuld beskæftigelse og en eller anden form for venstrekeynesiansk politik med et demokratisk, økonomisk perspektiv. Statslig planlægning – eller mest almindeligt – regulering af den kapitalistiske produktion og markedsøkonomi. Et arbejdsmarked reguleret gennem kollektive aftaler og en stærk fagbevægelse, og udstrakt retfærdighed og lighed gennem statslig omfordeling indenfor alle samfundsområder finansieret af progressive skatter.

Disse fire hovedpunkter nævnes igen og igen, når man diskuterer indenfor den moderne socialdemokratiske bevægelse. Men næsten hver gang går det som med mangen en marathonløber. Man rammer muren og den videre vej frem bliver tåget og uklar. For hvad skal man gøre i dag for at føre den politik ud i livet, som man ikke magtede sidst i 70’erne? Hvad er det for en strategi, der i dag skal gøre det muligt at kæmpe for socialdemokratiske krav, når eksempelvis globaliseringens og EU erkendes som historisk realitet og ikke som en forbigående sygdom eller problem, der kan vælges fra?

Det er dén historiske opgave – at besvare disse spørgsmål – som de skjulte præmisser tilslører. Den opgave er ikke forbeholdt socialdemokratierne, men ethvert parti og enhver bevægelse, der vil kæmpe for social retfærdighed og øget lighed. For, som vi har været vidne til siden opstanden på Tahir-pladsen, hjælper det ikke meget, at folk går på gaderne eller støtter massebevægelser mod eliten, hvis alle ideer og visioner om at skabe et andet og mere retfærdigt samfund er så nedslidte og sproget så fortyndet, at kun ganske få tror på, at det kan lade sig gøre, når det kommer til stykket.

Det er præcis her, at vanskelighederne melder sig. De fleste kan blive enige om, at der skal skabes større lighed. At det er uretfærdigt, at nogen vælter sig i rigdom, mens andre sulter. At ikke alle lønmodtagere har ordentlige arbejdsbetingelser og så videre. Men – lyder den uudsagte præmis ofte i arbejderbevægelsen; ”hvis nu disse forhold er afgørende nødvendige for, at vi igen får vækst og fuld beskæftigelse, så er det vel tålelige ofre”? Især hvis konsekvensen af at yde modstand forventes at ende ud i økonomisk kaos, ny massearbejdsløshed og nye finanskrak osv. eller offentlige, bureaukratiske mastodonter, der bremser alle fremskridt, øger formynderiet og alligevel kun gavner de få.

Skal ”de røde tage magten”, må magten hos de røde være ønsket

Pointen er, at det er en farlig misforståelse at diskutere socialdemokratiernes politiske problemer og tendentielle selvudslettelse uden at få med, at denne udvikling er forløbet parallelt med og integreret i lønmodtagernes politiske- og bevidsthedsmæssige nedslidning. Et opgør om magten indbefatter således også et bredt opgør med den del af de herskendes hegemoni, der fortolker historien, ”menneskets væsensegenskaber” og ”grundpsykologiske træk”. Det er her horisontafkortningen får næring hver dag.

Så hvis ”de røde skal tage magten på sig”, drejer det sig vel mere om, at venstrefløjen udfordrer socialdemokraterne på de centrale politikområder, man er enige om og samtidig både teoretisk og praktisk forsøger at opbygge det modsvar til kapitalismens genopbygning, som det ikke lykkedes for den samlede socialdemokratiske og kommunistiske arbejderbevægelse i 70’erne. Her kan venstrefløjen måske hente inspiration i England, hvor den indsigt breder sig på dele af venstrefløjen (indenfor Labour), at det ikke er nok at udforme et flot program, hvis ikke man samtidig breder det ud og foranstalter diskussioner både indenfor partiet og i lønmodtagerbefolkningen som helhed om, hvordan det kan videreudvikles og ikke mindst gennemføres – sådan helt konkret og praktisk efter devisen: hvad nu hvis. Det er igennem disse åbne diskussioner om både de meget grundlæggende og meget aktuelle spørgsmål kombineret med ”kollektiv handling”, at lønmodtagernes nedslidte politiske bevidsthed kan vendes til det modsatte.

Hertil når man helt sikkert ikke, hvis man som venstrefløj stiller opbygningen af et ”magtcenter til venstre for Socialdemokratiet” som umiddelbar hovedopgave og opererer med den skjulte præmis, at Socialdemokratiet som parti står i vejen for ”den rigtige” kamp mod kapitalismen.