Valget i Storbritannien: Det høje råb om afslutning på krisepolitikken
Af Hinrich Kuhls

Offentliggjort: 15. juni 2017

Det Konservative Parti og premierminister Theresa May gav som begrundelse for udskrivning af parlamentsvalget tre år før tiden, at et større parlamentarisk flertal var nødvendigt for at opnå et stabilt mandat til at kunne gennemtrumfe en hård ’Brexit’. Dette formål med valget slog entydigt fejl.

Labour var i modsætning til alle prognoser i stand til lægge yderligere 30 mandater til sine hidtidige 232 pladser. Partiet gik til valg på et radikalt keynesiansk program - på mange måder en sammenfatning af de forslag til et politisk kursskifte, som Jeremy Corbyn havde annonceret siden sit valg til formand. Udgangspunktet for det nye samfundsprojekt er de seneste årtiers krisepolitik, som partiet vil erstatte med en social og økonomisk politik, der fokuserer på fornyelse af den offentlige infrastruktur og af industrien kombineret med en inkluderende socialpolitik. Problemerne med social ulighed og behovet for genregulering af markederne blev også adresseret i De Konservatives valgprogram. Det var dog i modsætning til Labours ikke regnet igennem og kunne ikke fremføres troværdigt af den konservative spidskandidat.

Især de unge vælgere blev mobiliseret af Labours kursændring i modsætning til ved parlamentsvalget i 2015. Afslutningen på krisepolitikken og en omlægning af det politiske liv forbinder et flertal med det Labour, som Corbyn siden sit valg til formand har stået i spidsen for. Hans troværdige ageren både før og under valgkampen overbeviste vælgerne om partiets politik - såvel det sociale som det uddannelsesmæssige, økonomiske og sikkerhedspolitiske.

Frem til midten af maj havde premierminister May kategorisk afslået et nyvalg, fordi det ville ”destabilisere” landet under ’Brexit’-forhandlingerne. Efter hendes kursændring, der kom efter en vandretur i Nordwales i påsken, fremførte hun arrogant flere gange i debatterne i forbindelse med parlamentets opløsning, at hun i modsætning til Labours oppositionsleder var garant for en stærk og stabil regering, hvorimod han som regeringschef nødvendigvis ville blive anfører for en ’Kaoskoalition’. Nu er det hende, der må danne en mindretalsregering med støtte fra de nordirske unionister – en kaotisk Toryregering, fristes man til at sige.

Billedet af en regering, der har mistet kontrollen bestyrkes af tidsplanen for ’Brexit’-forhandlingerne. Målet med et større parlamentarisk flertal var at styrke mandatet i forhandlingerne med EU - sat til at begynde den 19. juni – og skulle gøre det muligt for Tory-regeringen at indlede drøftelser uden yderligere indholdsmæssige forpligtelser over for hverken parlamentet eller offentligheden.

Efter at have tabt det absolutte flertal i Parlamentet, skal den konservative mindretalsregering - i hvert fald på flere centrale punkter – nu aftale linjen med et støtteparti for at kunne fortsætte regeringsførelsen. I stedet for - som håbet - stærk og stabil synes statsministeren nu at stå uden nogen forhandlingsstrategi.

Sloganet ”Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale” viser sig at være tomme ord: Hvad May forstår med en "hård Brexit" må hun nu inden længe forklare offentligt og i detaljer. Dette svækker den britiske regerings forhandlingsposition, og åbner samtidigt døren for andre politiske kræfter – især for Labour – til at påvirke udformningen af exit-aftalen og den nye samarbejdsaftale med EU.

En velordnet EU-exit med en længere overgangsperiode er nu politisk rykket tættere på – med mindre Det Europæiske Råd insisterer på et voldsomt brud …

Stærke vælgerbevægelser - parlamentarisk dødvande
Den politiske ustabilitet, der har præget hele valgkampen, kan også aflæses i valgresultaterne. Det parlamentariske dødvande mellem den konservative lejr og de progressive partier signalerer, at den politiske usikkerhed permanent vil præge beslutningsprocesserne - på trods af den hurtige dannelse af en mindretalsregering. Usikkerheden ses også i økonomien og samfundet og forstærkes af de uforudsigelige risici ved den britiske udtræden af EU. Som ved Brexit-folkeafstemningen for et år siden var også denne gang den abrupte forringelse af pundet kun en af flere indikatorer for nye økonomiske forandringer. [1]

I begyndelsen af valgkampen blev De Konservative forudsagt en mandatforøgelse på 50 til 100 i forhold til 2015 – først og fremmest på bekostning af Labour, der omvendt blev forudsagt langt færre end 200 pladser. Selv i de meningsmålinger, der kom op til valgdagen, blev Tory-partiet forudsagt et stabilt flertal - trods mange fejltrin i partiets kampagne og på trods af, at valgkampen blev afbrudt af attentaterne i Manchester og London, som beskadigede premierministerens ry ekstra meget på grund af hendes lange periode som ansvarlig i spidsen for indenrigsministeriet.

Betydningen af Labours nye mobiliseringskraft - Labour, som siden 2015 har fået nye medlemmer og aktivister - kan ses af det faktum, at De Konservatives forspring skrumpede fra 20 procentpoint i slutningen af april til 2,4 point på valgdagen. Med mere end 40 pct. (12,9 millioner stemmer) på landsplan når Corbyn næsten niveauet fra Blairs ’New Labour’ fra årtusindskiftet (1997: 43,2 pct.; 2002: 40,7 pct.), som afsluttede De Konservatives ubrudte regeringsperiode siden Thatcher. En tilvækst på 9,5 pct. af stemmerne, som partiet opnåede i år, har Labour ikke opnået de seneste 50 år. I 629 af 650 valgkredse har Labour været i stand til at forøge andelen af stemmer i forhold til sidste valg. 68,7 pct. af de 46,8 millioner stemmeberettigede vælgere deltog, hvilket er den højeste valgdeltagelse siden 1997.

De Konservative har ligeledes været i stand til at øge deres andel med 5,5 procentpoint til 13,6 millioner stemmer. De to store partier fik til sammen mere end fire femtedele af alle stemmer, hvilket ikke har været tilfældet siden 1970. Som følge heraf har det højreorienterede populistiske UKIP kun kunnet fastholde godt en halv million af sine fire millioner vælgere fra 2015. For to år siden var UKIP stadig det tredje stærkeste parti. I dag er det bagefter både De Liberale (2,4 millioner stemmer) og SNP (næsten 1 million stemmer) og kun lige akkurat nummer fem - lige før De Grønne (0,5 millioner stemmer), hvis formand genvandt sin valgkreds.

De fleste vælgere, der havde stemt på UKIP i 2015 for at gennemtvinge en folkeafstemning, støttede denne gang De Konservative. UKIP undlod at opstille i mange valgkredse, hvor De Konservative stod bedre til at kunne slå andre partiers ’Brexit’-modstandere. De Konservative er derfor nu det parti, der repræsenterer ’Brexit’-fortalerne. Dette afspejles også i sammensætningen af partiets nye parlamentsfraktion. Kun en fjerdedel af de vælgere, som for et år siden stemte for at forblive i EU, stemte nu på De Konservative.

Tilvæksten til Labour kommer fra både De Konservative samt ligeligt fra UKIP, De Liberale Demokrater og De Grønne. Og set ud fra spørgsmålet om ’Brexit’:

  • Omkring to tredjedele af Labour-vælgerne stemte for et år siden for at forblive i EU.
  • 51 pct. af ’Brexit’-modstanderne stemte Labour i 2017.
  • Næsten halvdelen af Labour-vælgerne giver udtryk for, at en tilbagetrækning fra EU bør undgås, hvis det er muligt.
  • En tredjedel af Labour-vælgerne taler for et hurtigst muligt ’Brexit’, mod to tredjedele af Tory-vælgerne. [2]

I den forbindelse fremstår nogle hovedtendenser i vælgernes bevægelser. En række vælgere, der i 2015 stemte på De Konservative og i 2016 stemte for at forblive i EU, valgte denne gang Labour. UKIP-vælgerne fra 2015, som næsten udelukkende stemte for Brexit, er for en stor dels vedkommende gået til De Konservative men gik også i en vis udstrækning til Labour på grund af partiets attraktive socialpolitiske valgprogram.

I nogle valgkredse med forudseelige snævre flertal, vandt den liberaldemokratiske kandidat eller Labours kandidat, fordi nogle af vælgerne stemte ’taktisk’. Spørgsmålet om, hvorvidt De Konservatives parlamentariske flertal kan indhentes ved det næste valg med en alliance af progressive partier eller blot ved en yderligere styrkelse af Labour, blev således ikke afgjort ved dette valg.

May og De Konservatives valgnederlag er påført af de yngre vælgere. 67 pct. af de 18 til 24-årige valgte Labour, mens kun 18 pct. valgte De Konservative; derfor har Labour været i stand til at erobre mange valgkredse i universitetsbyer. Blandt de 25 til 34-årige valgte 58 pct. Labour og 22 pct. Tories; for de 35 til 44-årige valgte 50 pct. Labour og 30 pct. Tories.

Den overgennemsnitlige mobilisering af yngre vælgere er også grunden til, at taktikken fra De Konservative om at gøre Labour rangen stridig i det nordøstlige England og i byområderne i ’The Midlands’ svigtede. I Wales og i det sydlige England, især i Greater London, klarede Labour sig meget bedre end forventet og kunne tage en række parlamentspladser fra De Konservative. Dog forblev De Konservatives dominans i det sydlige England intakt.

Regionale problemområder
Scottish National Party (SNP) var ikke i stand til at forsvare sin sejr fra 2015. I modsætning til Labour lagde partiet i valgkampen ikke fokus på sociale spørgsmål men derimod på konsekvenserne af ’Brexit’ for Skotland. Desuden havde partiet under debatten om ’Brexit’ i det skotske regionale parlament besluttet sig for en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed af Storbritannien. En stor del af de skotske vælgere kvitterede med et skifte til de andre parter. Både Labour (som fik syv), De Konservative (10) og De Liberale Demokrater (tre) kunne derfor generobre valgkredse tilbage i denne del af landet. 20 af de hidtidige 55 SNP-parlamentsmedlemmer i Westminster mistede deres valgkredse, herunder lederne af parlamentsgruppen.

Fokus vil dog først og fremmest blive rettet på udviklingen i Nordirland. De to store partier i Nordirland vandt alle valgkredsene - undtagen én, hvor en uafhængig kandidat opnåede flest stemmer. Democratic Union Party (DUP) vandt ti, mens Sinn Féin vandt syv; DUP’s vælgere er primært protestanter, mens det venstre-republikanske Sinn Féins vælgere overvejende er katolikker.

DUP er nødvendig, da partiet sikrer De Konservative flertallet i Westminster. Sinn Féin vil som hidtil ikke indtage deres pladser i underhuset. Begge partier kan ikke blive enige om dannelsen af en ny regional regering Nordirland, som de ellers forfatningsmæssigt er forpligtet til. (Den nye regering i Nordirland var blevet nødvendig efter et nyvalg til det regionale parlament i marts, som blev udskrevet efter en regeringskrise som følge af en finansieringsskandale, hvor DUP’s partileder premierminister Arlene Foster var involveret (dengang som miljøminister). Valget endte i et dødvande, DUP scorede med kun 1.200 flere stemmer et mandat mere end Sinn Fein.)

Mens den højreorienterede populistiske DUP har kæmpet for ’Brexit’, går Sinn Féin ind for Storbritanniens forbliven i EU. (Partiet er også repræsenteret som et oppositionsparti i parlamentet i Republikken Irland. I venstrefraktionen GUE/NGL i Europaparlamentet, er partiet repræsenteret med én fra hhv. Irland og Nordirland.)

Samarbejdet mellem DUP og Tory-regeringen – herunder DUP’s forsøg på at påvirke Brexit-forhandlingerne på en sådan måde, at der indføres en grænsekontrol mellem Irland og Nordirland - vil ikke undgå at vække skepsis i den irske katolske befolkning. Omvendt vil man fra den britiske regering forsøge at påvirke udviklingen i Belfast til fordel for DUP. Dannelsen af en fungerende udøvende magt i denne del af landet synes således vanskeliggjort et stykke tid fremover.

Den tilspidsede situation understøttes af det faktum, at der i Irland bliver stadig flere, der ønsker at sætte en samlet irsk løsning på dagsordenen. I forbindelse med skiftet på premierministerposten den 12. juni - fra Enda Kenny til Leo Varadkar - kunne dette høres i de store irske politiske partier Fine Gael og Fianna Fáil. Det tætte samarbejde mellem DUP og De Konservative tilspidser altså ikke kun situationen i Nordirland, men repræsenterer også en yderligere belastning for udtrædelsesforhandlingerne mellem Storbritannien og EU, herunder deres medlemsstat Irland.

Knudepunkter i den sociale udvikling
Programmatisk har De Konservative forpligtet sig til en mere afbalanceret økonomisk og social politik; de frie markeder skal indhegnes, og med en "moderne industripolitik" skal der sigtes på strategisk vigtige industrier. Det er på en konservativ måde et forsøg på at skabe social fornyelse efter sammenbruddet af den neoliberale konsensus.

Hvorvidt den svækkede konservative regering og især deres politisk skrantende premierminister kan sikre de relevante budgetmæssige beslutninger må vise sig. Labour kan derimod - når partiet i parlamentet argumenterer for stop for den mangeårige ødelæggelse af sociale ordninger og ydelser – henvise til, at partiets politik for revitalisering af økonomien kan finansieres af en realistisk skattepolitik.

Processen med fornyelse af Labour-partiet og reorganiseringen af arbejdet i parlamentsgruppen kan blive til gensidig inspiration. Dette er - som før - en forudsætning for, at den politiske kursændring ikke forbliver uforløst, som tilfældet var ved dette valg.

Historikeren Eric Hobsbawm, der blev født i Kairo for hundrede år siden den 9. juni 1917, relaterede i sin politiske journalistik disse knudepunkter til den britiske historie.

Efter den triumferende sejr til New Labour i 1997, advarede han tidligt mod konsekvenserne af forkerte beslutninger i Blair-regeringen. Samtidigt erklærede han præmature nyliberalismen for død.

Foran den triumferende Margaret Thatchers sejr i 1979 havde han allerede rejst spørgsmålet: "Er Labours march fremad stoppet?" Han forbandt dog sine konklusioner af analysen af den langvarige svækkelse af arbejderbevægelsens organisationer med et optimistisk perspektiv: "Vi må ikke opfatte det som en kendsgerning, at den britiske arbejdsbevægelse igen vil gå fremad simpelthen som følge af en historisk determinisme. Det vil ikke ske pr automatik. På den anden side er der ingen grund til at forfalde til pessimisme. Det er menneskene, som Marx sagde, som skaber historien - selvfølgelig på betingelse af de omstændigheder og grænser, der forefindes. Men hvis arbejderbevægelsen og de socialistiske organisationer ønsker at genvinde deres sjæl, dynamik og historiske initiativ, så skal vi som marxister gøre, hvad Marx helt sikkert ville have gjort: anerkende den nye situation som vi befinder os i for realistisk at kunne analysere den" (Marxism Today, september 1978).

Vejen til en post-liberal samfundsudvikling - ikke kun i Storbritannien - er projekteret, nu skal den ’bare’ banes. Med valget af Labour har Storbritanniens ungdom gjort det klart, at den ikke kun forsøger at sætte en stopper for krisepolitikken, men også ønsker - i et internationalt samarbejde - at stoppe den kapitalistiske ødelæggelse af arbejds- og naturforholdene.

NOTER

[1] Mere herom i næste udgave af Sozialismus, hæfte 7/8-2017.

[2] Lord Ashcroft: ‘How did this result happen? My post-vote survey, 9.6.2017’:
lordashcroftpolls.com/2017/06/result-happen-post-vote-survey

Originalartiklen af Hinrich Kuhls: ‚Zum Wahlergebnis in Britannien: Der laute Ruf nach dem Ende der Austerität‘ blev bragt den 10. Juni 2017 på sozialismus.de. Originalversionen indeholder også grafer over valgets resultater.

Oversættelse og bearbejdelse: Klaus Krogsbæk