Er The Economist populistisk?
Af Hans Aage

Offentliggjort: 15. juni 2017

­Populisme er en stærkt ringeagtende betegnelse. Det står fast, men ellers er begrebet flydende og bredt anvendt, om Brexit, Trump, Putin, Erdogan, Bernie Sanders, Marine le Pen, Geert Wilders, Podemos, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, om modstand mod euroen, mod EU, mod indvandring, mod Islam (Politiken, 12.3). Ofte ligger der i begrebet noget vulgært og uoplyst, noget med forenklede løsninger, således i "økonomisk populisme" (Politiken, 22.3.2017), samt (overdreven) nationalfølelse, men populister har ikke patent på nogen af delene. Begrebets kerne er foragt for demokratiske institutioner sammen med påberåbelse af folkets røst og flertalsstyre, hvilket sidste jo ellers er demokratisk nok, hvis det ikke var, fordi demokratiets andet særkende udelades, nemlig hensyntagen til mindretal, såvel i form af retssikkerhed og frihedsrettigheder som i form af mindretalsindflydelse på politiske beslutninger, hvor det er muligt.

Fordelen ved repræsentativt demokrati fremfor direkte afstemninger er netop muligheden for kompromiser, somme tider i form af de med urette uglesete studehandeler. I nogle tilfælde, hvor der kun er to muligheder, er det ikke muligt, fx afgørelsen om Brexit. Ved så vidtrækkende beslutninger som udmeldelse af EU ville det, som ved grundlovsændringer, være naturligt at stille særlige krav, fx i form af gentagne afstemninger eller kvalificeret flertal, naturligvis forudsat, at der også var kvalificeret flertal ved indmeldelsen.

Men der er intet populistisk ved at være tilhænger af Brexit eller modstander. Begge dele er legitime og respektable politiske holdninger, hvad enten det man kan lide eller ikke lide ved EU, er euroen, Schengenaftalen, arbejdskraftens frie bevægelighed, østudvidelsen, suverænitetsafgivelsen til mere eller mindre demokratiske lande, EU’s markedsliberalistiske ideologi, flygtningepolitiken etc.

Modstand mod euroen har intet med populisme at gøre. Euroen var et forfejlet og risikabelt foretagende fra starten. De fleste nægtede at indse det for 20 år siden, men vismændene advarede mod de forventelige ulykker, som så siden er indtruffet. Som The Economist ofte har fastslået i de senere år: "Naturligvis er Europas problemer mere dybtgående end Amerikas på grund af den principielle brist i eurokonstruktionen: at den er en fælles valuta i et kontinent uden finanspolitisk union." (19.5.2012:68).

Populisme (defineret som flertalsstyre uden hensyn til mindretal) adskiller sig fra demokrati (flertalsstyre med hensyntagen til mindretal) og fra diktatur (mindretalsstyre uden hensyn til flertallet). Så er der også en fjerde, hypotetisk mulighed, nemlig mindretalsstyre med hensyntagen til flertallet, hvilket man fx kunne betegne som oplyst enevælde.

Populisme findes i forskellige grader. Men Putin-regimet må være klart kvalificeret til betegnelsen populisme, ligesom regimerne i Polen, Ungarn og Tyrkiet, som er blandt vore nære allierede i EU og/eller NATO. Dansk Folkeparti anfægter ikke demokratiske institutioner og er ikke populistisk, selv om man jo kan bebrejde partiet, at det bidrog til Fogh-regeringens borgerlige flertal, som kun gjorde sig yderst beherskede anstrengelser for at inddrage mindretallet i de politiske beslutninger og som dermed havde en snert af populisme, nedsættende benævnt blokpolitik. Skattestoppet for ejendomsværdibeskatningen i kroner og øre i 2002, som Socialdemokratiet tilsluttede sig i 2006, var et eksempel på flertallets begunstigelse af sig selv på bekostning af et stort, tilmed mindre formuende mindretal.

Populisme ses ofte som et udtryk for folkets foragt for eliten eller ligefrem had. Men populisme er et ukvemsord og bør forbeholdes udemokratiske holdninger og ikke anvendes i flæng om alle mulige synspunkter, som man ikke deler. I så fald er populismebegrebets popularitet snarere udtryk for medie- og magtelitens foragt for folket.