Venezuela – venstrefløjens internationale mavepine
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 15. juni 2017

Historikeren Morten Thing har i flere af sine værker beskæftiget sig med det fænomen, at der omkring revolutioner og progressive magtovertagelser kan danne sig en venstrefløjskult med Sovjetunionens dannelse og senere udvikling som hovedeksempel. Med dannelsen af de ”reelt eksisterende” socialistiske lande i Østeuropa og disses tilknytning kunne man tale om noget, der kan sammenlignes med en kirke – ortodoks, katolsk eller lignende. Sovjet som moderkirken og de enkelte lande som aflæggere. Det blev han mildt sagt ikke populær på i DKP-kredse. I 60’erne og 70’erne opstod der så mindre frikirker, hvor f.eks. Albanien blev annekteret som valfartsområde.

Nu er det ikke bare kærlighed til et andet menneske, men også til nye selvproklamerede som socialistiske samfundseksperimenter, der kan gøre blind. Det er den ene side af et standende venstrefløjsfænomen. Man kunne rejse nok så meget i det stalinistiske Sovjetunionen eller Pol Pots Cambodia, man så ikke uhyrlighederne. En anden del er accepten af for alle andre åbenlys valgsvindel eller internering af dissidenter og tvungen indlæggelse af anderledes tænkende. Hvorfor denne accept? Fordi disse lande er under konstante angreb fra især USA, og der føres økonomisk krig fra storkapitalen. Alt andet må underordnes denne trussel. Også demokratiet. Med Cuba som det tydeligste eksempel på problemer med den amerikanske blokade, der førte cubanerne direkte i armene på Sovjetunionen. Hvordan det så kan være et argument for at bure dissidenter, der end ikke er USA-støtter, inde, har jeg altid haft svært ved at forstå. Det hedder rettelig politiske fanger. Den cubanske frikirke er stadig levende på venstrefløjen. En overgang var der også liv i den nicaraguanske menighed. Det er dæmpet noget efter den åbenlyse valgsvindel, nepotismen og alliancen med den katolske kirke. Tilbage står chavismen i Venezuela.

Kritisk Debat har tidligere beskæftiget sig med den lyserøde bølge i Latinamerika og de demokratiske problemer, der er opstået i kølvandet. I denne udgave giver vi ordet til en skuffet, men dog håbefuld kritiker og en, der oprindeligt var aktiv i den bolivariske revolution, men som nu totalt har afskrevet den og klandrer den internationale venstrefløj for at vende det blinde øje til. For fuldstændighedens skyld er der tilføjet en serie links til både kritikere og støtter af ”det 21- århundredes socialisme”.

Enhedslisten har sine kvaler med, hvordan, man skal forholde til udviklingen i Venezuela kunne man læse i Weekendavisen den 5. maj. Og i El País kunne man den 10. maj læse noget tilsvarende for den spanske parlamentsgruppe Unidos Podemos, hvor man er uenige om, hvordan man skal stemme, når en udtalelse fra regeringen lægges frem.

I Spanien drejer det sig om en udtalelse, der kræver, at den venezuelanske regering garanterer en adskillelse af de konstitutionelle magtområder og frigiver de politiske fanger. Unidos Podemos er et valgtekniske samarbejde mellem Izquierda Unida, der nærmest svarer til Enhedslisten, og Podemos. Derfor er der heller ingen afstemningsdisciplin. Men, når IU stemmer imod og Podemos undlader, illustrerer det meget godt den kattepine, mange på venstrefløjen over alt i verden synes at befinde sig i.

I Enhedslisten er mange års opbakning bag den bolivariske revolutions udvikling efterhånden kølnet noget. Partiets Latinamerikagruppe holder dog åbenbart fast ved den hidtidige linje, og Hans Aalborg er som repræsentant for denne gruppe medunderskriver af en fællesudtalelse sammen med blandt andre Kommunistisk Parti i Danmark, Kommunistisk Parti, Dansk-Cubansk Forening og andre. Heri gør man helt korrekt opmærksom på, at USA og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) ikke har nogen neutral forhistorie:

”Den politiske og økonomiske situation, som fjenderne af Venezuelas regering nu bruger som påskud for et fornyet forsøg på indblanding, er sandt nok alvorlig, men der er brug for solidaritet og støtte. Der er ikke brug for at udenlandske kræfter styrker den voldelige opposition i Venezuela, som opmuntret af USA og OAS nærer forhåbninger om en udenlandsk intervention.”

Og videre:

”Internationale medier tegner et billede af et Venezuela med en humanitær krise. Det er en dramatisk overdrivelse af de vanskeligheder, som landet står med, og medierne overser, at ingen sulter, at alle børn går i skole, og at aldrig tidligere i Venezuelas historie har så mange haft bolig og tag over hovedet.”

”Humanitær krise” er nok en blid omskrivelse af en situation, der af netop internationale medier beskrives som både økonomisk, socialt og politisk katastrofal. På det seneste har både Pelle Dragsted og Christian Juhl været på banen og taget afstand fra den venezuelanske regerings mange antidemokratiske handlinger. Til Weekendavisen siger Christian Juhl, at ”hvis jeg boede i Venezuela i dag, ville jeg nok være gået med i de fredelige demonstrationer mod Maduro”.

Hele vejen rundt er der globalt set gang i selvransagelserne på venstrefløjen. Nogen mere ransagende end andre. En af dem, der gennem årene har forholdt sig positivt kritisk til ”det 21. århundredes socialisme” i Venezuela er Gabriel Hetland, der jævnligt kommenterer situationen i udgivelser som The Nation, Jacobin, In These Times m.m.

Så sent som november sidste år opregnede han korrekt de mange forsøg oppositionen har gjort gennem årene for at vælte både Chávez og nu Maduro og kritiserede mainstreammedierne for kun at fokusere på regeringens brutalitet overfor demonstranter. Helt nøgternt anså han det, der var gang i som en ouverture til en magtovertagelse no matter how. Regeringen selv var ikke uden skyld, idet den ”fortjener bebrejdelser for at misligholde landets valuta og ikke være i stand til at stille noget op overfor korruptionen. Statslig vold skal fordømmes, og der er behov for, at der vokser en uafhængig venstrefløj op i landet.” (NACLA 09-11-2016)

Den 4. maj i år gør han så boet foreløbigt op i en artikel i NACLA den 3. maj 2017. Først kontrasterer han de to hovedfortællinger om Venezuelas krise.

På den ene side er de vestlige medier, der beskriver regeringen som et diktatorisk regime, der er i gang med hårdhændet undertrykkelse af en heroisk opposition, der fredeligt går efter at vende tilbage til demokratiske tilstande. Den anden fortælling er regeringens og en mindre gruppe (og færre og færre) internationale solidaritetsaktivister, der ser det som en demokratisk valgt regering belejret af en voldelig opposition, der repræsenterer en lille velhavende elite, der nyder fuld opbakning fra det amerikanske imperium, og som ikke vil holde sig tilbage for at få et regimeskifte uanset hvad. Herefter opregner han 5 punkter, der illustrerer, at ”hvor hidtidige anklager om et autoritært Venezuela kun havde ringe værdi, så er det ikke længere tilfældet.”

”For det første har højesteret, der klart og helt åbent er underordnet den udøvende myndighed, gennem hele 2016 blokeret lovinitiativer fra den oppositionsdominerede nationalforsamling, som opnåede det lovgivende flertal i 2015. I visse tilfælde søgte flertallet at udnytte denne lovgivningsmæssige mulighed ved for eksempel at tildele amnesti til fængslede som Leopoldo López. Højesterets systematiske blokering af nationalforsamlingen bevirker, oppositionens nyligt erhvervede lovgivningsmæssige flertal – resultatet af valget i december 2015 – intet kan bruges til overhovedet.

For det andet aflyste regeringen i oktober 2016 efter måneders trækken i langdrag en konstitutionelt mulig folkeafstemning, hvor præsidentens mandat kunne trækkes tilbage.

For det tredje udskød regeringen de kommunal- og regionsvalg, der skulle være afholdt i 2016 ifølge konstitutionen (skønt Maduro for nyligt har meddelt, at de vil blive afholdt).

For det fjerde udstedte højesteret en forordning i marts der tilsidesatte nationalforsamlingens formelle kompetence for så et par dage efter at kalde det tilbage. Maduro blev ansporet til at handle, da hans egen generalanklager Luisa Ortega tog det usædvanlige skridt offentligt at fordømme højesterets beslutning som ”et brud på den konstitutionelle orden”.

For det femte blev Henrique Capriles i april 2017, en ledende oppositionsfigur og to gange tidligere præsidentkandidat (i 2012 og 2013) udelukket fra at deltage i politik i femten år på et højst tvivlsomt grundlag.”

Der røg så en trofast støtte. Og dog ikke helt. Den sønderlemmende kritik betyder ikke, at han samtidig freder oppositionen. Han leverer en lister over højrefløjsvold helt tilbage til kupforsøget i 2002. Og det er ikke småting. Det hører også med til ingredienserne i voldsspiralen, at regeringen har udstyret sin egen milits af frivillige med våben. Der er ingen tvivl om, at oppositionen vil udnytte situationen til det yderste. Hvorfor skulle en af oppositionens ledere Henrique Capriles ellers opfordre militæret til at ”beslutte, om I er med konstitutionen eller med Maduro”.

På baggrund af denne sprængfarlige situation mener Gabriel Hetland at alle, der bekymrer sig om Venezuela og har hyldet og beskrevet de mange vigtige resultater, der er opnået med den ”bolivariske revolution”, nu har tre hovedopgaver.

”For det første at fortælle sandheden. Det betyder selvfølgelig at dokumentere og publicere oppositionens brutale og dødelige brug af vold mod regeringsrepræsentanter, græsrodschavistas og uskyldige tilskuere. Dette spørgsmål fortjener langt større opmærksomhed end det får i mainstream mediedækning af Venezuela. Alligevel må venstrefløjen ikke vende det blinde øje til regeringens autoritære glidetur og dens talentløse politik. Ikke ud fra ubegrundet blind tro på det liberale repræsentative demokrati, men fordi autoritær regeren er uforenelig med det smukke-omend-modsætningsfyldte-og-mangelfulde projekt at opbygge det ”deltagende og ledende demokrati”, som chavismen var med til at udvikle.

For det andet at modsætte sig alle opfordringer til imperialistisk intervention med det formål at ”frelse” Venezuela. Forsøg på noget sådan vil sandsynligvis ændre en vanskelig situation til en tragisk, som rædslerne fra Irak og Afghanistan så tydeligt har vist.

For det tredje at stille sig solidarisk med det flertal af venezuelanere, der lider under en hævngerrig og hensynsløs opposition og en inkompetent og uansvarlig regering. Hvis noget slogan fanger stemningen hos de folkelige klasser, der bor i Venezuelas boligkvarterer og landsbyer er det sikkert dette: Que se vayan todos. Smid dem alle sammen ud.”

En anden betydende kritiker af venstrefløjens nølen og trang til at beskytte alt, hvad der ikke behager USA, er Edgardo Lander, der er professor og bosiddende i Venezuela. Han var i sin tid en kritisk tilhænger af den bolivariske revolution under Chávez. Men efterhånden som den økonomiske udvikling alene støttede sig på olieprisernes himmelflugt, og der udviklede sig det, han har kaldt en rentierstat, og dele af landet blev åbnet op for transnationale mineselskaber og autoritære tendenser blev dominerende, sagde han farvel og tak. Han udtrykker sine holdninger i et interview i Transnational Institute den 31. marts i år.

De tendenser, mener han, var allerede til stede under Chávez, men det afgørende med Maduro ved roret er en større og større tendens til militarisering. ”… måske fordi Maduro ikke kommer fra den militære verden, har han været nødt til at indlemme flere medlemmer af militæret i sin regering for at sikre støtten fra de væbnede styrker og give dem flere privilegier. Der er blevet oprettet nye militærkompagnier, og i øjeblikket kommer en tredjedel af ministrene og halvdelen af guvernørerne fra de væbnede styrker og befinder sig dermed i en meget strategisk position, hvad der har medført et højere korruptionsniveau via fordelingen af fremmed valuta og forvaltningen af told og import samt distribution af fødevarer.”

Hvad der bekymrer ham mest er amputeringen af de sociale netværk. ”Efter så ekstraordinære rige erfaringer med sociale netværk og græsrodsmobilisering, med bevægelser organiseret omkring sager som rent drikkevand, telekommunikation, jordbesiddelse og analfabetisme, og mulighed for at øve indflydelse på ens egen fremtid, skulle man formode, at der i krisetider ville være en kollektiv evne til at svare kollektivt igen.” I stedet oplever han, at folks reaktioner er mere individualistiske, men mener stadig, at der er en social reserve, der kan vågne til live igen.

Det er en dybt pessimistisk Edgardo Lander, der opregner i hvert fald tre områder som ekstremt bekymrende.

”For det første sker der en nedsmeltning af samfundets produktionsgrundlag, som det vil tage lang tid at genopbygge. For nylig har man ved et præsidentielt dekret åbnet op for 112.000 kvadratkilometer land til storstilet transnational minedrift i et område, der er hjemsted for ti grupper af de oprindelige beboere, og hvor landets største vandressourcer i Amazonjunglen ligger.

For det andet har vi problemet med, hvor dybt krisen er med til at disintegrere samfundets basale netværk, der i dag er i en meget ringere stand, end før Chávez kom til. Det er vanskeligt at gøre op, men det er den virkelighed, vi i dag lever i i vores samfund.

For det tredje er levestandarden i form af helbred og adgang til fødevarer forringet. Regeringen er holdt op med at offentliggøre de officielle statistikker, så vi er tvunget til at forlade os på statistikker offentliggjort af handelskamre og universiteter. De indikerer, at der i den venezuelanske befolkning er tale om systematiske vægttab, der nærmer sig de seks kilo per person. Det har selvfølgelig konsekvenser i form af fejlernæring for børn med langtrækkende virkning.

Og endelig må vi overveje krisens betydning for muligheden af at kunne forestille sig alternativer. Forestillingen om socialisme, og selve ideen om alternativer, er udelukket i Venezuela. Det er opfattelsen af, at det offentlige område er ineffektivt og korrupt, der er gældende. Det er det virkelige svigt.”

Alt det må diskuteres på venstrefløjen, mener han. Men han er grundigt træt af den ukritiske opbakning af regimeret og alle bortforklaringerne.

”Politiske fanger opfattes ikke som politiske fanger. Forringelsen af økonomien præsenteres som resultatet af højrefløjens økonomiske krigsførelse på nationalt og internationalt plan. Noget af det er delvist rigtigt, det sker, men det er helt klart ikke tilstrækkeligt til at forklare dybden af den krise, vi oplever i dag.”

Han klandrer venstrefløjen for – med Cuba som eksempel – ikke at ville kritisere landet, så længe det led under blokaden. Og som det mest ekstreme at frede den nicaraguanske regering som en revolutionær regering, ”når der i virkeligheden er tale om en mafiaregering, gennemkorrupt, der set i forhold til kvinders rettigheder er det mest undertrykkende regime i Latinamerika, baseret på en alliance mellem den korrupte del af borgerskabet og den katolske kirkes ledelse, der i sin tid var de argeste modstandere af den nicaraguanske revolution.”

Men hvorfor denne ukritiske solidaritet?

”I et vist omfang skyldes det, at vi ikke er kommet helt væk fra en endimensional opfattelse af, hvad der er på spil, som det traditionelt har været karakteristisk for venstrefløjen. Hvis det drejer sig om klasseindhold og antiimperialisme, har vi en tendens til at vurdere på en given måde. Men vi burde forstå, at en emanciperet udvikling ikke kan begrænse sig til det. Vi burde udvide vores tilgang til at omfatte kritiske feministiske perspektiver og andre forestillinger, der relaterer sig til miljø.

Desuden bør vores opfattelse af demokrati ikke indskrænke sig til bare at afsværge det borgerlige demokrati. Forandringen bør være multidimensional, fordi undertrykkelse er multidimensional. Så hvorfor denne ukritiske støtte til venstrefløjsregeringer, der fortsætter med at tilsidesætte oprindelige folks rettigheder, engagerer sig i miljøødelæggelse eller fremmer genindførelse af patriarkatet?”

Og så lige en afsluttende opsang:

”For mange mennesker gælder det, at hvad vi i dag ser i Venezuela, var deres sidste bud på et alternativt samfund, og de er ikke parate til at acceptere, at det har slået fejl.”

Sagt på en anden måde: Den sidste lukker og slukker.

Kilder:

Gabriel Hetland: Why is Venezuela Spiraling Out of Control? http://nacla.org/news/2017/05/03/why-venezuela-spiraling-out-control

Natalia Uval (La Diaria, Montevideo) talks with Edgardo Lander: The "unconditional solidarity" of the left with Chavismo. https://www.tni.org/en/article/the-unconditional-solidarity-of-the-left-with-chavismo

Julia Buxton: Venezuela After Chávez (interview). https://newleftreview.org/II/99/julia-buxton-venezuela-after-chavez

Prochavistisk hjemmeside: https://venezuelanalysis.com/