Det franske præsidentvalg og dets efterspil
Af Murray Smith

Offentliggjort: 15. juni 2017

De afsluttende faser af det franske præsidentvalg var præget af de samme skarpe sving og overraskelser, der havde præget hele valgkampen.

Om aftenen den 23. april efter første valgrunde, var Emmanuel Macron og Marine Le Pen - de to personer, som havde kvalificeret sig til anden valgrunde - dem, der ifølge opinionsundersøgelserne stod som de mest sandsynlige til at gå videre. Men lige op til sidste minut var ingen helt igennem sikre. Det kunne faktisk ende med at enhver af de fire førende kandidater. Macron så ud til at ligge klart i spidsen med 24,01 procent og en million stemmer flere end Marine Le Pen, der landede på 21,3 procent. Men blot lidt over 700.000 stemmer adskilte de tre næste kandidater - Le Pen, François Fillon (med 20,1 procent) og Jean-Luc Mélenchon med 19,58 procent.

Det første bemærkelsesværdige var, at for første gang i den 5. Republiks historie, var hverken det socialdemokratiske centrum-venstre eller den traditionelle højrefløj videre til anden valgrunde. Socialististpartiets (PS) Benoît Hamon humpede hjem med 6,36 procent af stemmerne - det værste resultat for hans parti siden 1969. PS er nu splittet af projekter, der ikke blot er forskellige, men direkte modstridende. Der er nogen - inklusive Hamon - der satser på en relancering som et eksplicit socialistisk parti, sådan som François Mitterrand gjorde med succes på kongressen i Epinay i 1971. For dem skulle det relancerede parti være i opposition til Macron. Andre ønsker at fastholde partilinjen og have en åben dialog med Macron. Og så er der dem, der sigter imod at relancere partiet som et demokratisk parti efter italiensk forbillede. Denne mulighed bliver åbent støttet af Manuel Valls, der var premierminister under François Hollande og diskret støttet af Hollande selv. Men faktum er, at PS - splittet og delt - er blevet ramt i solar plexus af Macrons sejr. Hvis et demokratisk parti genopstår efter juni måneds valg, så vil det være ledet ikke af Valls, men af Macron.

Det traditionelle højres krise er mindre iøjnefaldende end krisen for PS, men ikke desto mindre lige så reel. Fillons sejr ved primærvalgene blandt republikanerne repræsenterede et sving til højre imod en Thatcheristisk økonomisk og social politik og imod et katolsk konservativt samfundssyn. Fillon blev bakket op af partiet, og i sin valgkamp af den ekstreme højregruppe Sens Commun [1] (Den sunde fornuft), hvis medlemstal af Le Monde Diplomatique er blevet anslået til 9.000. Denne bevægelse, hvis oprindelse ligger i bevægelsen Manif pour tous [2], og som blev dannet på modstanden imod at tillade ægteskab mellem to personer af samme køn, er et problem for partiets mere moderate kræfter, der blandt andet repræsenteres af Alain Juppé. Og som vi vil se, begyndte revnerne i sammenholdet, der under valgkampen blev klistret til, at vise sig igen umiddelbart efter den 7. maj.

Højrefløjens kampagne op til valget i juni ledes ikke af Fillon, men af François Baroin. Ikke desto mindre klarede Fillon sig så godt, som man kunne håbe - alle skandalerne taget i betragtning - og var ikke langt fra at komme videre til anden valgrunde. Og det virker ikke, som om han har i sinde at trække sig ud af aktiv politik.

Marine Le Pens valgresultat var det bedste nogensinde for Front National. Ikke desto mindre blev det ikke oplevet som en succes. Når man tager i betragtning, at FN fik over 25 procent af stemmerne ved lokalvalgene i 2014 og mere end 27 procent ved regionsvalgene året efter, og at hun indledte sin kampagne med 25 procents tilslutning i opinionsmålingerne - hvor hun en overgang stod til at få 27 eller 28 procent - var hendes resultat en skuffelse. Hun blev overhalet af Macron, og Fillon og Mélenchon lå tæt på hende.

Mélenchons gennembrud
Det mest overraskende og mest velkomne træk i første runde var dog Jean-Luc Mélenchons gennembrud. De konstante fremskridt, som han lavede, blev for en tid afbrudt, da Hamons kampagne begyndte, Men han slog Hamon politisk og etablerede sig som den væsentligste stemme på venstrefløjen, og han sluttede med at få mere end 7 millioner stemmer.

Mélenchon endte som nummer 1 i seks departementer: Tre oversøiske (Martinique, Guyana and St Pierre og Miquelon) og tre kontinentale (Ariège, Dordogne and Seine-Saint-Denis). Det sidste i hjertet af det røde bælte rundt om Paris, der måske i dag ikke er helt så rødt, som det var engang, men som trods alt er rødere end mange mennesker tror. I arbejderbydelene mod nord, mod syd og øst for Paris, triumferede Mélenchon og fik over 40 procent af stemmerne i nøgleområder som Saint-Denis, Montreuil og Gennevilliers.

Han kom ind i toppen i opinionsmålingerne i fire af de ti største byer i Frankrig (Marseilles, Lille, Montpellier, Toulouse). Han lå også øverst hos vælgere i den yngste gruppe med 29 procent i aldersgruppen 18 til 24 og 26 procent hos dem under 35. Blandt de egentlige arbejdervælgere fik Le Pen 34 procent og Mélenchon 24 procent. Blandt de arbejdsløse lå Le Pen med 30 procent og Mélenchon med 27,5 procent. Og blandt funktionærerne fik Le Pen 30,1 procent og Mélenchon 27,5 procent. Mélenchon fik også 37 procent af stemmerne hos de muslimske vælgere - mere end nogen anden kandidat.

Ovenstående tal stammer fra de analyser, som opinionsmålingsinstituttet IFOP [3] har lavet. Vicedirektøren her har beskrevet Mélenchon’s resultater som klassestemmer. Historiker og tidligere leder af Kommunistpartiet Roger Martelli udbyggede denne karakteristik: ”I det store billede stammer stemmerne på Jean-Luc Mélenchon fra det vælgermæssige, lokale og regionale rum, der historisk set har været optaget af fransk kommunisme. Og dertil har så føjet sig en gruppe af vælgere - navnlig i det sydvestlige Frankrig - der ligger tættere på den traditionelle, venstreorienterede socialisme.”

Hvad Mélenchon’s resultater demonstrerer - blandt andet - er at der intet uundgåeligt er ved det indhug, som Front National har lavet på arbejderstemmerne og blandt de unge. Det yderste højres vækst er - i Frankrig som andre steder - gødet af austerity, ulighed, arbejdsløshed, angreb på velfærdsstaten og fremkaldt af de partier på centrum-venstre-fløjen og centrum-højrefløjen, der har gennemført dem. Men det yderste højre vokser også på grund af svagheden og fejltagelserne på den yderste venstrefløj. Når denne venstrefløj formulerer en politisk strategi og laver et program, der udgør et overbevisende alternativ, så kan væksten af det yderste højre anfægtes.

Venstrefløjen og anden valgrunde
Om aftenen den 23. April - i samme øjeblik hvor valgresultatet blev kendt - blev luften fyldt med appeller fra politikere på venstrefløjen om at slutte op om Macron for at kunne blokere Le Pen. Faktisk var opskriften med at stemme imod Le Pen ved at sætte et kryds ud for Macrons navn helt igennem forsvarlig og formodentlig den bedste måde at sikre, at Le Pen ikke vandt. Ikke desto mindre var det - for mange af dem, der helt igennem var imod Le Pen - ikke helt så enkelt.

Sidste gang hvor en kandidat fra Front National - Jean-Marie Le Pen, far til Marine - nåede anden runde, var i 2002. Le Pen blev en succes navnlig på grund sammenbruddet i støtten til Socialisternes kandidat, Lionel Jospin, og der var stor modstand imod ham. Over hele Frankrig var der store demonstrationer, bogstaveligt talt hver eneste dag. Den 1. maj gik 1,3 millioner mennesker på gaden - 400.000 af dem i Paris. Og i anden runde stemte folk i massivt omfang på Jacques Chirac - mange af dem fra venstrefløjen. I år var meget anderledes. Der var kun få demonstrationer mod Front National og der var langt imellem dem. Den 1. maj var omkring 70.000 mennesker på gaden i Paris. Atmosfæren var meget anderledes end i 2002. Og på venstrefløjen var der seriøs diskussion om, hvorvidt man skulle stemme på Macron den 7. maj.

Nogle kommentatorer sagde, at den relative mangel på mobilisering imod Le Pen mellem de to valgrunder, skyldtes Marine Le Pens indsats for at præsentere Front National som et normalt parti med henblik på af afdæmonisere det, Dette kan godt have påvirket nogen mennesker. Men den virkeligt alvorlige faktor var stemningen i diskussionerne på venstrefløjen. I 2002 udgjorde aktivister fra venstrefløjen kernen i demonstrationerne mod Front National. I 2017 diskuterede man, hvad man skulle stille op med Macron. I 2002 blev Chirac set som højrefløjens kandidat, men ikke desto mindre som en demokrat. I 2017 blev Macron set som finanskapitalens kandidat - og som en kandidat, der repræsenterede en fortsættelse af den neoliberale politik, som har været ført de sidste tredive år. Og frem for alt som den kandidat, der havde annonceret, at han ville få succes, hvor alle andre havde fået fiasko i at iværksætte et massivt angreb på arbejdskraftens rettigheder og velfærdsstaten, som kunne bringe Frankrig på linje med Tyskland.

Så på den ene side var man meget bevidst om, hvad Macron stod for. Og på den anden side stod man også med en vis tvivlrådighed i forhold til den Republikanske Front - det navn man havde givet den respektable del af både højre- og venstrefløjen, og som havde til opgave af blokere Front National. Nogen påpegede, at det at man havde valgt at stemme på Chirac i 2002 ikke ligefrem havde sat en stopper for Front National. En kommentator bemærkede noget surt: ”Jeg er virkelig træt af folk, der er antifascister denne ene dag hvert femte år.” Han tænkte på højrefløjens politikere og på nogen fra venstrefløjen, der har brugt mange år på at gennemføre en række reaktionære politiske indgreb - på det sociale og økonomiske område, men også på immigrationsområdet og i relation til lov og orden - og som så råber højere end alle andre om nødvendigheden af at stoppe Front National.

Der var et enormt pres både fra den politiske verden og fra medierne for, at alle kom ombord i den Republikanske Front og opfordrede til at stemme på Macron. De fleste bøjede sig, mens nogen på venstrefløjen - det kommunistiske parti og Benoît Hamon - gjorde det dog meget klart, at de ikke var tilhængere af Macron, men modstandere af Le Pen. Men én, der ikke gjorde, var Jean-Luc Mélenchon. Han forklarede i fjernsynet om aftenen den 23. april, at for det første så ejede han ikke de stemmer, som var blevet afgivet på ham og havde derfor heller ingen ret til sige til sine vælgere, hvad de skulle gøre. For det andet havde hans bevægelse France Insoumise (FI) til hensigt at gennemføre en debat og at stemme om tre alternativer. De tre var følgende: stem på Macron - undlad at stemme - eller afgiv en ugyldig stemme. Det eneste, der var helt udelukket, var at stemme på Le Pen. Debatten blev gennemført, og 240.000 mennesker deltog i afstemningen - et antal der burde havde demonstreret for alle skeptikere, at FI faktisk eksisterede. Resultatet blev at 36,12 procent stemte for at afgive en blank eller ugyldig stemme, 34,83 procent for at stemme på Macron, og 28,05 procent for at undlade at stemme. Det endte med, at bevægelsen undlod at formulere en anbefaling vedrørende anden valgrunde.

Mélenchon selv nægtede at sige, hvordan han ville stemme til trods for at være blevet spurgt om det adskillige gange. Han stemte faktisk den 7. maj, men ville ikke afsløre på hvem. Hvorfor indtog han denne holdning, og hvorfor valgte FI at gøre, som man gjorde? I 2002 var Mélenchon en af de første til at appellere om en stemme mod Le Pen. Men i 2017 var han mere bevidst end størsteparten af den politiske verden om den ændring, som var sket i folks holdninger. Han vidste, at hans tilhængere var splittet, og han følte nok, at det vigtigste var at fastholde bevægelsens enhed og ikke at splitte den yderligere på baggrund af en taktisk stemmeafgivning, der ville være glemt efter nogle få uger. Således at man var parat til det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen og kampen imod præsident Macron.

16 millioner nægtede at vælge side
Resultatet af stemmeafgivningen den 7. maj viste, at de meningsforskelle, der eksisterede indenfor FI faktisk var en refleksion af, hvad der også delte resten af vælgerkorpset. Som ventet vandt Macron med 66,1 procent af stemmerne mod 33,9 procent til Le Pen. Men det mest slående ved anden valgrunde var det store antal vælgere, som valgte at undlade at stemme og antallet af blanke eller ugyldige stemmesedler. I 2002 faldt antallet af vælgere, som undlod at stemme mellem de to valgrunder. I 2017 steg antallet fra 22,23 procent til 25.4 procent. Således valgte altså 16 millioner vælgere at undlade at vælge mellem Macron og Le Pen.

Macrons sejr blev tvivlsom af mindst tre årsager. For det første det antal, som stemte på ham for at holde Le Pen ude. I alt 43 procent af hans vælgere angav dette som årsagen, og de fleste af dem hørte til på venstrefløjen. Han fik 52 procent af Mélenchon’s vælgere fra første runde - 71 procent af Hamons og 48 procent af Fillons. Omkring en tredjedel af Macrons vælgere stemte på ham på grund af den fornyelse, som han hævdede at repræsentere - 16 procent på grund af hans program og 8 procent på grund af hans personlighed. For det andet på grund af det store antal, der stemte på ham for at holde Le Pen ude. Der er ingen grund til nu at gå ind i debatten om, hvorvidt folk skulle eller ikke skulle have stemt på Macron for at holde Le Pen ude. Det er vigtigere at bemærke, at de fleste af dem valgte, som de gjorde, ud fra en forvisning om, hvad Macron repræsenterer. Det lover godt for fremtiden. For det tredje var - og er - den bevægelse, som han baserede sin valgkamp på - La République en marche [4] (LREM) - ny og uprøvet.

Et skuffende resultat for Le Pen
Til trods for et resultat i første valgrunde, der kunne have været bedre, begyndte Marine Le Pen de to ugers kampagne frem mod anden valgrunde med en vis appel. Hun stjal rampelyset fra Macron lige fra begyndelsen. Mens han var lukket inde med fagforeningsfolk på en fabrik i Amiens, der var truet af lukning, så gik hun direkte til arbejderne på gulvet og fik en triumferende velkomst. Men i uge 2 virkede det, som om hun mistede momentum og retningsbevidsthed. Hun tabte klart til Macron i den to timer lange debat i fjernsynet. Hun virkede temmelig trættekær, men hun scorede en del points ved at fremstille Macron som finanskapitalens repræsentant, som en repræsentant for Bruxelles eller Berlin, og hun understregede hans ansvar for det, der var sket under Hollande. Men da det kom til økonomien - navnlig spørgsmålet om euroen - som hun havde foreslået at trække sig fra - var hun dårlig - indimellem på grænsen til det usammenhængende. Macron var ikke tvunget til at være specielt god for at fremstå som vinderen og som den mest troværdige kandidat.

Le Pen fik 33,9 procent og 10,6 millioner stemmer - tre millioner stemmer mere end i første valgrunde - hvilket man ikke kan se bort fra. Ikke desto mindre var det et godt stykke under forventningerne i Front Nationals ledelse. Og det skuffende resultat har åbnet for en debat indenfor rammerne af partiet. Der er blevet formuleret kritik af forslaget om at trække sig fra euroen og mere generelt af forsøget på at henvende sig til arbejderklassen, der traditionelt har hørt til på venstrefløjen. Mange grupperinger i Front National - måske majoriteten - har aldrig rigtigt være på linje med Marine Le Pen og hendes nærmeste allierede Florian Philippot rent politisk. Men de har accepteret linjen, så længe den leverede resultater, som det har været tilfældet ved samtlige valg, siden Marine overtog ledelsen i 2011. Men fiaskoen den 7. maj har ændret klimaet. Ingen ville kunne bebrejde hende, at hun ikke vandt, men havde hun været mere succesfuld i den sidste fase af valgkampen, så kunne det have skaffet hende et stemmetal over den symbolske grænse på 40 procent, og det ville have lukket munden på hendes kritikere.

En analyse af stemmeafgivelsen på Le Pen i anden runde viser, at hun - til trods for sine appeller til venstrefløjsvælgerne - kun fik 7 procent af Mélenchons vælgere og 2 procent af Hamons. På højrefløjen fik hun kun 20 procent af Fillons stemmer og kun 30 procent af dem, der stemte på højrefløjens suverænitetskandidat Nicolas Dupont-Aignan. Dette var specielt skuffende, fordi Dupont-Aignan havde opfordret til at stemme på Le Pen og stod til at blive udpeget som premierminister, hvis Le Pen havde vundet. Disse tal understøtter i et vist omfang den analyse, som et ledende medlem af Front National i Sydfrankrig har formuleret: ”Det er en katastrofe. Vi betaler prisen for et program, der drev højrefløjen væk ved at appellere til venstrefløjen - en venstrefløj, der aldrig ville drømme om at stemme på os.” Det står klart, at dette synspunkt er ganske udbredt i Front National, og at det repræsenterer en anden linje end Marine Le Pens - en linje der forsøger at nedtone den sociale diskurs og sigter imod at genetablere alliancen med det mest traditionelle, ekstreme højre. Vinder den, vil den sociale diskurs blive fjernet og den økonomisk politik blive mere liberalistisk, som den var det under Jean-Marie Le Pen.

I et af de mere teatralske indslag i kampagnen, annoncerede Marion Maréchal-Le Pen, der kunne være blevet et samlingspunkt for kritikken, at hun trak sig fra politik af personlige årsager - samtidig med at hun også sagde, at denne tilbagetrækning ikke nødvendigvis var definitiv. Så formodentlig var der bare tale om et taktisk udspil - træk dig nu og vælg så det rigtige tidspunkt til en iøjnefaldende tilbagevenden. Vi må vel se, hvad der kommer ud af det. Men Front National befinder sig under alle omstændigheder i en turbulent tilstand, der godt kan ende i en reel krise. Aktuelt har kritikerne fået lukket munden, og de kritiske kommentarer bliver som oftest fremsat anonymt. Men det vil nok ændre sig efter valget til Nationalforsamlingen.

Det skal dog ikke lede os til at fejre noget lige med det samme. Front National har tidligere gennemløbet kriser og er altid vendt tilbage. Le Pens resultat er også stadigvæk det bedste i partiets historie. Og fem år med Macron - hvor han støttes af et flertal i Nationalforsamlingen - kan godt genoplive partiet.

På valgaftenen til valget til Nationalforsamlingen
Næste trin i den parlamentariske saga udgøres af valget til Nationalforsamlingen. Dette valg er vigtigt for alle agerende. Det er vigtigt for Macron, der skal forsøge at danne et flertal bag sig - det er vigtigt for højrefløjen, der enten håber på selv at få et flertal eller på, at Macron bliver afhængig af dem - det er vigtigt for Socialistpartiet, der kæmper for overlevelse - det er vigtigt for France Insoumise, der forsøger at overtage Socialistpartiets rolle som hovedkraften på venstrefløjen - og det er vigtigt for Kommunisterne, der ikke have held til at få lavet en landsdækkende aftale med FI, og som nu stiller op imod FI mange steder og kæmper for at bevare deres nuværende parlamentsmedlemmer og håber på at kunne erobre nogle få ekstra mandater, Endelig er det vigtigt for Front National, der håber på at kunne få tilstrækkeligt mange medlemmer til at kunne danne en selvstændig gruppe i Nationalforsamlingen.

Der er 577 valgkredse og valget forløber over to runder - den 11. og 18 juni. Kun de kandidater, der har fået støtte fra 12,5 procent af vælgerne (ikke af dem, der faktisk afgiver deres stemme) kan stille op til anden valgrunde. I mange år i størsteparten af kredsene var der kun to kandidater - de bedst placerede fra henholdsvis højre og venstre - alle andre måtte træde til side. Med svækkelsen af to-parti-systemet i de seneste valg, har Front National var i stand til at gå videre til anden runde og har således udvidet antallet af kandidater her fra to til tre, hvor den kandidat, der får flest stemmer så vinder. Denne gang - i kraft af den politiske splittelse i Frankrig - kunne det godt ende med tre kandidater flere steder og enkelte steder med fire. Hvilket gør det meget sværere at forudse resultatet. Navnlig da det gennemsnitlige antal kandidater per valgkreds er 14 - og nogle steder helt op til 25 eller 26.

Macron forsøger (naturligvis) at vinde så mange pladser som muligt for (L)REM. Men han ved. at han ikke kan regne med noget flertal, og han lider af en akut mangel på kvalificerede kandidater. Derfor forsøger han at udnytte splittelsen i de traditionelle højre- og venstrefløjsgrupper. Han har undladt at opstille (L)REM-kandidater i en række kredse, hvor kandidater fra Socialistpartiet og fra LR allerede har givet deres støtte til at danne et flertal bag præsidenten. Nogle af disse kandidater er blevet støttet af deres partier, men har ikke desto mindre annonceret deres opbakning til Macron. Og adskillige af kandidaterne fra PS fører valgkamp uden reference til partiet i deres kampagnemateriale. Selvom Manuel Valls har erklæret PS for død og borte og ikke støttes af partiet, så har partiet ikke stillet en modkandidat op til ham. Det samme er tilfældet for (L)REM. Han står dog over for en kandidat fra FI. Og generelt er der flere af disse kandidater for et præsidentielt flertal, der stammer fra PS end fra LR.

Macrons taktik blev demonstrere ved den måde, som han sammensatte sin første regering på. Som premierminister udnævnte han Edouard Philippe, borgmester i La Havre og medlem af LR - tæt på Alain Juppé. Finansministeren blev Bruno Le Maire, der også kommer fra LR. Udenrigsministeren Jean-Yves Le Drian fra PS var forsvarsminister under Hollande, i alt - ud af 22 ministre, kom seks fra venstrefløjen, tre fra højrefløjen og tre fra centristpartiet MoDem [5], hvis leder François Bayrou tidligt meldte ud med sin støtte til Macron. De andre stammer alle fra (L)REM og er uafhængige.

Så Macrons taktik er helt klar. Han ønsker at danne en alliance der strækker fra det såkaldt moderate højre til højrefløjen af PS. De præcise omrids af denne alliance og placeringen af (L)REM i den, afhænger af valgresultatet,

I valgene til Nationalforsamlingen har problemet for Front National altid været, at selvom man fører i meningsmålingerne op til første valgrunde, så slutter de andre partiet sig sammen bag en enkelt kandidat imod dem i anden runde. Resultatet i 2012 var - til trods for at Marine Le Pen havde fået 18 procent af stemmerne ved præsidentvalget - at FN endte med kun at få to sæder i parlamentet. Støtten fra Dupont-Aignans parti ved anden runde af præsidentvalget var dog et mindre gennembrud. Nu kan Front National vælge at håbe på at lave en eller anden form for aftale med højrefløjen i LR, der betyder, at nogle af LR’s kandidater trækker sig nogen steder, hvis Front Nationales kandidater gør det andre steder. Eller også vil man være i stand til at vinde på steder, hvor tre kandidater går videre til anden runde.

I begyndelsen af kampagnen var Republikanerne i angrebshumør og forsøgte at vinde et flertal og tvinge Macron til at støtte sig på dem. Sidenhen har de nedtonet deres ambitioner. De vil helt sikkert stadigvæk få en stor andel af pladserne, men en del af partiet føler sig tiltrukket af Macron, og (L)REM får nu ifølge opinionsmålingerne et absolut flertal. Samtidig fremgår det også af de samme målinger, at et flertal i vælgerbefolkningen er imod, at Macron får sådan et flertal. Denne tilsyneladende selvmodsigelse kan sagtens forklares. Målingerne forudsiger lige nu, at (L)REM vil få 30 procent af stemmerne - hvilket selvfølgelig ikke udgør et flertal . Det er kun 6 procent mere end det, han fik den 23. april. Men i det komplicerede, franske valgsystem er det nok til at få det absolutte flertal i Nationalforsamlingen. I 1981 fik Socialistpartiet og dets allierede 37,5 procent i første runde og mere end 49 procent i anden runde. Det var tilstrækkeligt til ikke blot at give flertal - det var et jordskred, Nøglen her er at få støtte fra andre kandidater imellem de to runder. Hvis kandidaterne fra (L)REM kommer ind som nummer ét i mange valgkredse, antager man, at de i anden runde vil få støtte fra LR og PS. Dertil kan vi regne med, at (L)REM vil få en rimeligt stor andel af de såkaldte præsidentielle flertalskandidater, der ikke støttes af (L)REM, men heller ikke har en (L)REM-kandidat, de konkurrerer med.

Sådan ser situationen ud aktuelt. Macron har klaret sig rimeligt i forbindelse med møderne i Nato og G7 og i sine møder med Merkel, Trump og Putin. Og han har endnu ikke gjort noget, der har kunnet provokere oppositionen. Men en avis har netop afsløret det, der ser ud som hans ganske detaljerede planer om en ganske drastisk ændring af arbejdsmarkedslovgivningen, og det kan godt komme til at skade ham i den sidste del af valgkampen. Desuden aner man allerede de første antydninger af skandale omkring et par af ministrene i hans regering. Den ene af dem - Richard Ferrand - efterforskes på en mistanke om at have brugt sin position som generaldirektør for et forsikringsselskab til at give en lukrativ kontrakt til en virksomhed ledet af hans partner. Og Ferrand er ikke bare minister. Han blev valgt som medlem af Nationalforsamlingen for PS, men deserterede meget hurtigt til Macron og blev derefter generalsekretær for (L)REM. Macron støtter ham dog og forsøger at forhindre dette i at blive et problem frem mod valgets første runde den 11. juni.

Komplikationer på venstrefløjen
Situationen på venstrefløjen er helt ærligt kompliceret. Dem, der har støttet det, der er tilbage af Socialistpartiet har støttet alt fra Benoît Hamon til Macron. I nogen tilfælde betyder det, at Macron-socialister står i modsætning til andre socialister. Uanset valgresultatet - der vil ende skidt - så vil Socialistpartiet helt sikkert falde fra hinanden i perioden efter valget. Måske endda meget hurtigt.

Til venstre for socialisterne er situationen også kompliceret. Jean-Luc Mélenchons kandidatur blev ikke blot støttet af France Insoumise, men også fra november 2016 af Kommunisterne - og langt tidligere af mange af partiets medlemmer. Mélenchon blev også støttet af bevægelsen Ensemble. Der blev ikke indgået nogen samlet aftale mellem FI og PCF eller Ensemble, Men et vist antal af medlemmer fra PCF er opstillet som kandidater for France Insoumise - det samme er tilfældet for Ensemble - og i nogen tilfælde for EELV [6] (De Grønne). Og selv nogle få medlemmer af PS. I nogen valgkredse er der ikke opstillet modkandidater fra FI til kandidaterne fra PCF og Ensemble [7]. Og tilsvarende har en række PCF-kandidater trukket sig til fordel for kandidater fra FI. Dette er for eksempel tilfældet i Marseilles, hvor Mélenchon er opstillet. Ligesom der rundt omkring er lavet lokale aftaler mellem FI, PCF og andre. PCF har også lavet en del lokale alliancer med Socialisterne og De Grønne.

Men helt overordnet vil der i de fleste tilfælde være kandidater fra FI og PCF, som er opstillet imod hinanden. Denne situation er meget uheldig. Årsagerne til den stammer fra krisen i Front Gauche i 2013-14 og de forskellige tilgange i de to organisationer i forhold til kampagnen i relation til præsidentvalget. Det er helt sikkert nødvendigt at få analyseret dette problem rent politisk. Men lige nu er det vigtigste at være optimalt aktive i valgkampen og at få det størst mulige antal pladser i Nationalforsamlingen for det yderste venstre.

Lægger man støtten til FI, PCF, Ensemble, de dele af PS og EELV, der kan siges at høre til på venstrefløjen sammen, så får vi omkring 25 procent. Men dette regnestykke er lettere at lave aritmetisk end politisk. Traditionelt appellerede Kommunisterne og Front Gauche i 2012 til at man stemte på de kandidater fra PS, som fik de højeste stemmetal i første valgrunde. Og det samme gjaldt også den anden vej de steder, hvor PCF fik de højeste stemmetal.

Hvordan det vil komme til at se ud denne gang er mere vanskeligt at vurdere. For FI - og sikkert også for PCF - er det ikke længere en mulighed at støtte en kandidat fra PS - selv ikke dem, der støtter Macron. Men i nogle tilfælde er det svært at se hvor mange kandidater fra PS man kan støtte i anden valgrunde. PS-kandidaten skal først få flere stemmer end kandidaten fra FI og kandidaten fra PCF i første runde - hvilket ikke altid vil være tilfældet - og for det andet vil der blive anlagt politiske kriterier for at det kan udløse støtte.

Normalt er der ingen problemer i, at kandidater fra FI og PCF viger for hinanden. Hvilket nok vil være til fordel for FI’s kandidater i mange tilfælde. Men i andre sammenhænge - hvor PCF generelt står stærkt, vil det være til fordel for dem.

Sådan ser situationen ud lige nu. Midt i valgsystemets kaos og med et hav af kandidater er den nye faktor, at det nu optræder to vigtige politiske faktorer, der ikke var med for to år siden: (L)REM og FI. Hvordan de klarer sig til de to valgrunder den 11. og 18. juni er vigtigt i forhold til, om der vil kunne dannes et flertal i Nationalforsamlingen og for, hvor stærkt venstrefløjen vil komme til at stå i den nyvalgte forsamling.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard.
Artiklen er skrevet den 6. juni 2017.