En ny aftalemodel
Af Anders Olesen

Offentliggjort: 15. juni 2017

Efter afslutningen på afstemningen af overenskomstaftalerne på det private arbejdsmarked, er der en lang række spørgsmål og problemer der kræver debat og nye beslutninger.

Et af de væsentlige spørgsmål der skal findes nye svar på er selve forhandlingsmodellen.

Dansk Arbejdsgiverforening har i deres måde at forhandle på valgt at stille op i stærkeste position med DI forrest, og de dikterer, at de enkelte arbejdsgiverforeningers underskrift i alle forlig er betinget af en tekst, der kræver DA`s godkendelse.

De faglige organisationer har ikke et tilsvarende krav eller fælles strategi, hvilket i praksis betyder, at man frivilligt vælger at stille op i svageste position.

Dette er, som OK2017 viser, ikke særligt klogt. I fire forbund, inklusive 3F, stemte medlemmerne forligene ned. Det har ført til at der i dag er stor splittelse blandt fagbevægelsens medlemmer, trods LO-formandens udsagn om det modsatte.

I enhedslistens faglige sekretariat har vi nøje fulgt forløbet, og vi har diskuteret, hvordan man i fremtiden kan undgå en lignende situation.

Vi har et konkret bud på en nærliggende løsning, som allerede kan tages i brug ved forhandlingerne i 2020. Men vi har også et mere grundlæggende bud på en langsigtet løsning.

Fagbevægelsen har brug for debatten, og den deltager Enhedslistens faglige medlemmer gerne i, og håber, at vi med dette indspark kan bidrage til løsninger, som øger solidariteten og sammenholdet i dansk fagbevægelse.

En påtrængende opgave
Det blev et lille Ja til mæglingsforslaget, men det kom i hus på trods af et samlet Nej i NNF, 3F og i særdeleshed i 3F’s byggegruppe, hvor tre fjerdedele stemte Nej.

Erfaringerne med forhandlingsforløbet, og ikke mindst efter de meget forskellige afstemningsresultater, er debatten om forhandlingssystemet på det private arbejdsmarked endnu engang blusset op.

Mange er enige om det uholdbare i, at et enkelt dominerende område (CO-Industris overenskomst med DI) skal bestemme hovedlinjen for alle andre. Det opleves ligeledes uretfærdigt, når det ingen konsekvenser har, at store områder som byggebranchen og NNF stemmer massivt nej.

Mange vil også være enige i, at løsningen ikke er, at hvert af de ca. 600 overenskomsters forhandlingsudvalg bare klarer forhandlingen selv. Uden nogen form for solidarisk fællesskab er der ikke styrke bag afgørende fælles krav. Samtidig ville man også overlade svagere faglige områder til en vanskelig situation overfor aggressive arbejdsgiverorganisationer.

Derfor er der brug for en debat om et nyt forhandlingssystem. Men hvad er løsningen?

Enhedslistens faglige landsudvalg havde allerede sidste år en debat herom, og nåede frem til et bud på et nyt forhandlingssystem. Hovedpunkterne i forslaget er gengivet nedenfor.

I lyset af denne overenskomstforhandling vil vi gerne starte debatten og fremlægge et forslag til et første skridt. En konkret ændring af spillereglerne, der uden større problem kan iværksættes ved næste fornyelse i 2020.

Forhandlingsresultatet skal godkendes i kompetent forsamling

I dag, er der ikke mulighed for, at de forlig som et forbunds forhandlingsudvalg indgår i forligsinstitu-tionen, efterfølgende kan underkendes af et forbunds kompetente organ (normalt hovedbestyrelsen eller i visse tilfælde branchegruppebestyrelsen). Muligheden er alene, at anbefale et nej eller ja. Er der efter forligets indgåelse bred utilfredshed med indholdet fra medlemmer og tillidsrepræsentanter, har de ikke andre muligheder, end at mobilisere for at der stemmes nej til mæglingsforslaget sammen med de 500.000 andre lønarbejdere.

Man kan lære af DA!
DA kræver at arbejdsgiversiden i hvert forlig indskriver, at der tages forbehold for godkendelse i kompetent forsamling. Det giver så mulighed for, at DA efterfølgende kan vurdere forliget og underkende det, hvilket er sket flere gange.

Hvis LO-sidens forhandlingsudvalg tager det samme forbehold for godkendelse af kompetent forsamling i hvert forlig, vil der være en hel ny demokratisk situation, som kan have stor demokratisk betydning.

Et sådant forbehold vil sikre en reel indflydelse for de medlemmer, der arbejder under den konkrete overenskomst. Det vil betyde, at forhandlingsudvalget kan få en bredere debat og vurdering af forligets konsekvenser fra afdelinger og tillidsrepræsentanter før den kompetente forsamling skal tage stilling. Det er også en klar fordel for forhandlingsudvalget, som ofte står i en vanskelig situation, når et forlig skal indgås i en presset situation en mørk nat i ”forligsen”.

Viser det sig, at der virkelig er en bred utilfredshed med forliget, så kan det underkendes af den kompetente forsamling. Det kan f.eks. besluttes, at der før den endelige stillingtagen i hovedbestyrelsen/branchebestyrelsen skal være indkaldt til et landsdækkende tillidsrepræsentantmøde, som kan diskutere forligets betydning. Er der tale om stor uenighed, så vil der i sidste instans være mulighed for, at lade en ekstraordinær kongres være den kompetente forsamling. Hvis det er forberedt kan en sådan sagtens indkaldes med kort varsel.

Havde 3Fs transportgruppe taget et sådant forbehold i overenskomsten for redderne, ville der have været en reel mulighed for at underkende forliget. I stedet for en situation, hvor der kom et markant medlemsoprør, som gav et massivt nej uden konsekvenser og stor mistillid til forbundet.

Var der eksempelvis taget forbehold for godkendelse i kompetent forsamling i forliget i byggebranchen mellem 3F-Byggegruppen og Dansk Byggeri, ville det have givet medlemmer og tillidsrepræsentanter en langt større demokratisk indflydelse end blot at stemme nej i en fælles afstemning med 500.000 deltagere. Det ville også have været en fordel for forhandlingsudvalget, i forhold til at vurdere medlemmernes reaktion, og handle derefter.

Forhandlingsudvalg på et så stort område som 3F-byggebrancheoverenskomster står i en yderst vanskelig situation, når modparten med DA i ryggen siger konsekvent nej til et reelt kædeansvar, og ultimativt fastholder det fælles DA-krav om ret til beordret systematisk overarbejde. Havde forhandlingsudvalget fastholdt kravet om kæde-ansvar og sagt nej til de 42 timer, så ville det have ført til et sammenbrud, der ikke kun gav en konflikt i byggebranchen, men potentielt udløste en storkonflikt, der ville komme til at omfatte størstedelen af hele det private arbejdsmarked.

LO’s fælles koordinationsudvalg ville aldrig have accepteret, at et så stort område skal dikteres af et mæglingsforslag. DA ville til gengæld ikke acceptere et samlet mæglingsforslag uden alle områder er omfattet. DA har samtidig i hvert forlig sikret at forliget falder væk hvis der ikke kommer et samlet mæglingsforslag. Industriforliget ville således også bortfalde hvis 3Fs Byggegruppe havde stået fast.

En konflikt på byggeriets område ville blive mødt med lockout fra DA på alle andre områder, så det ville ende med en storkonflikt.

Det er selvfølgeligt et stort ansvar for et enkelt forhandlingsudvalg at påtage sig. Det kræver en vurdering af medlemmers og tillidsrepræsentanters holdning, og indebærer en vurdering af mulighederne for en bredere opbakning i resten af fagbevægelsen, fordi et nej kan føre til en konflikt for alle andre på det private område.

Dette ansvar kan deles med en bredere kreds, hvis forbundene tager ved lære af DA-siden og sikrer, at der i hvert forlig står, at det først skal godkendes i kompetent forsamling.

Det er er et lille skridt med stor effekt, som kan gennemføres til overenskomstforhandlingen i 2020, fordi det ikke forudsætter et helt nyt forhandlingssystem. Det kræver ikke DA’s accept, fordi det er et internt anliggende i fagbevægelsen.

Det er dog kun et første skridt på vejen, der langt fra løser de udfordringer, som fagbevægelsen står overfor, når skal drøftes et nyt forhandlingssystem.

Hovedpunkter i et nyt forhandlingssystem
Enhedslistens forslag bygger på den enkle tanke, at fagbevægelsen skal stille op i stærkeste opstilling til overenskomstkampen. Strategien bygger på, at kun i fællesskab kan vi skabe store landvindinger, og at de stærkeste skal passe på de mindste, og ikke mindst, at der skal være demokratisk opbakning til resultaterne i de enkelte brancher.

  • ET nyt forhandlingssystem skal sikre, at det er fagbevægelsens fællesskab (LO), som forhandler de overordnede og fælles krav.
  • Et nyt forhandlingssystem skal sikre, at der er reelle forhandlinger på brancheniveau med selvstændige forlig og selvstændig konfliktmulighed.
  • Et nyt forhandlingssystem skal beskytte de svageste. Vi skal bevare den opsamling via et samlet mæglingsforslag af områder, der udsættes for radikale krav om forringelser, uden at have styrke til at stå alene.

LO forhandler fælles krav
Skal fælles generelle krav som nedsat arbejdstid eller solidarisk lønpolitik gennemføres i 2020, så er det nødvendigt, at det er fagbevægelsens fællesskab, som forhandler kravene. Det forudsætter naturligvis, at det er et demokratisk sammensat forhandlingsudvalg i LO-regi, i stedet for at det overlades til Metal og CO-industri.

Opnås der ikke forlig om disse fælles krav, vil det skulle afgøres gennem en storkonflikt. Indgås der forlig indgår resultatet i branchegruppernes selvstændige afstemninger.

Brancher forhandler og stemmer selvstændigt

Det private arbejdsmarked opdeles i hovedområder som f. eks industrien eller byggebranchen. Beslægtede brancher kan gå sammen i et hovedområde. Den mulighed forefindes allerede i dag i forligsmandsloven på baggrund af tidligere praksis. Der forhandles som udgangspunkt om fornyelse af hver eneste konkrete overenskomst som i dag.

Der dannes et forhandlingsfællesskab med deltagelse af alle forbund, som har overenskomst inden for branchen. Det fælles forhandlingsudvalg har ansvar for at forhandle et samlet brancheforlig/branchemæglingsforslag, som omfatter både de lokale forlig, og er en fælles løsning for de områder, hvor der ikke er enighed. Dermed er solidariteten inden for branchen sikret, så alle opnår de fælles minimumsresultater, der er særligt relevante for branchen.

Brancher har selvstændig konfliktret
Opnås der ikke enighed her på brancheniveau, er der selvstændig konfliktret. Også selv om LO har indgået forlig, og uanset hvad der sker på andre områder. Indgås der et brancheforlig/branchemæglingsforslag, sendes det sammen med LO’s forlig til en selvstændig afstemning, hvor flertallet af samtlige medlemmer i fx Byggebranchen har afgørelsen. Der tages dermed stilling til den helhed, som LO-forliget og brancheforliget udgør. Et nej-flertal giver konfliktret omfattende hele branchen. Konflikten kan også være baseret på krav om en forbedring af LO-forliget.

Der kan altså godt stemmes nej med konflikt i fx byggebranchen, samtidig med at et andet hovedområde som f. eks industrien indgår et brancheforlig der stemmes ja til. LO’s generelle forlig indgår i begge afstemninger.

Det skal understreges, at vores forslag ikke forudsætter en afskaffelse af forligsmandslovens sammenkædningsregler. I praksis udsender en forligsmand ikke et samlet mæglingsforslag uden LO’s anbefaling. Siger LO-fællesskabet nej til en total sammenkædning af samtlige overenskomster, så fremsættes det ikke af forligsmanden!

Hvis DA siger nej til nyt system?
DA/DI vil selvfølgelig sige nej til en sådan opdeling af generelle og specielle krav. De vil fastholde kravet om alt eller intet i et samlet mæglingsforslag. En større ændring af forhandlingssystemet kommer ikke uden styrkeprøver. Historisk har forhandlingssystemets regler været en del af kampen om overenskomstfornyelsens udfald. Det er næsten gået helt i glemmebogen, og etableret en falsk forestilling om, at den nuværende forhandlingsmodel er den eneste tænkelige. Det er op til fagbevægelsen selv, at forandre forhandlingssystemet til fordel for lønarbejderne.

Et indspark i debatten
Vores konkrete forslag om, at forlig skal godkendes i kompetent forsamling er et lille, men realistisk og første skridt. Det har store konsekvenser, og kan gennemføres umiddelbart. Et nyt forhandlingssystem kræver store debatter i hvert enkelt forbund. Der må drages en fælles konklusion på en LO-kongres, før det kan blive en realitet.

Det første skridt må være, at de mange der er utilfredse med det nuværende forhandlingssystem, når frem til fælles krav om forandringer.