Ingen udfasning af støtten til atomkraft
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. juni 2017

I mere end tredive år har det ligget fast, at atomkraften ikke bliver en del af den indenlandske energiforsyning. Alligevel er den offentlige støtte til atomkraftrelateret forskning ikke afviklet og kan risikere at vokse i de kommende år, både i Danmark og som dansk støtte til nuklearforskning inden for rammerne af EU’s forskningsprogrammer. Årsagen er Danmarks medlemskab af EURATOM. Prominente eksempler herpå er henholdsvis thoriumforskning og den kontroversielle fusionsforsøgsreaktor ITER i Frankrig. Det er problematisk, fordi de økonomiske ressourcer, der investeres i atomkraftrelateret forskning, ikke bliver brugt til forskning i vedvarende energi og energieffektivitet. På længere sigt skader det den voksende eksport af bæredygtig energiteknologi og dermed dansk økonomi.

Siden Folketinget i 1985 besluttede, at den offentlige energiplanlægning skulle ske uden brug af atomkraft, er tyngdepunktet for energiforskningen skiftet fra nuklearteknologi til de bæredygtige energiteknologier, der har oplevet en hidtil uset fremgang i kvalitet og udbredelse. Da VLAK-regeringen i sit regeringsgrundlag fra 2016 [1] åbnede op for, at forskning i thoriumbaseret atomkraft kunne understøttes på linje med andre energiteknologier som f.eks. vedvarende energi, tog få det derfor alvorligt. Året forinden havde et lignende beslutningsforslag fra Liberal Alliance (LA) [2] ikke vundet tilslutning fra et eneste af de andre partier i Folketinget. Selvom forslaget, der tog udgangspunkt i det omtvistede Seaborg-thoriumprojekt [3], var svagt begrundet, var omfanget af den negative reaktion påfaldende. Modviljen skyldtes formentligt, at mange folketingsmedlemmer huskede, hvordan nuklearforskningen på Risø Forsøgscenter i mange år havde domineret energiministeriets forskningsbudget uden at fremvise positive resultater [4]. Og det endnu uløste, meget dyre atomaffaldsproblem fra Risøs tre nedlagte forskningsreaktorer spøgte sandsynligvis også i kulissen [5].

Vendepunkt uden forretningsmæssigt potentiale
Foreløbigt har konsekvensen af, at thoriumforskning er nævnt i regeringsgrundlaget, været, at Seaborg-projektet er blevet subsidieret af Innovationsfonden med en halv million kr. [6]. At det netop er Innovationsfonden, der har investeret i thoriumprojektet er overraskende, eftersom en af betingelserne for at modtage støtte herfra er et stærkt forretningsmæssigt potentiale [7]. Og det er vanskeligt blandt de mange forskningsprojekter, der hvert år udvikles i Danmark, at finde et projekt med færre kommercielle udsigter. Også projektets science case er tvivlsom: Seaborgs thorium smeltede-salt-reaktor-koncept er et småskalaprojekt, som er kendetegnet af en række ubesvarede spørgsmål, der f.eks. relaterer sig til opskalering til en realistisk energiproduktion, oparbejdningen af det brugte atombrændsel, tidshorisonten for ibrugtagning og energibalancen [8]. Selvom bevillingen fra Innovationsfonden efter omstændighederne ikke er særlig stor, har den mere end symbolsk betydning, fordi den repræsenterer et vendepunkt i forhold til mere end tredive års forskningspolitik på energiområdet.

Den meningsløse thoriumforskning
I det hele taget er det vanskeligt at finde en logik i det politiske spil, der omgærder dette forskningspolitiske skift: Motivationen for regeringsstøtte til thoriumforskning er angiveligt, at den bliver diskrimineret i forhold til andre former for energiforskning. Imidlertid kan man argumentere for, at LA’s beslutningsforslag og omtalen i regeringsgrundlaget, som tager sigte på, at regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier, er meningsløse: Formelt har der nemlig på intet tidspunkt været noget i vejen for, at private investorer og nogle offentlige instanser har kunnet finansiere thoriumforskning [9]. Problemet for thoriumforskerne var, at ingen har ønskede at gøre det. Da atomkraft ikke indgår i dansk energiplanlægning, vil fremme af thoriumforskning betyde, at energiforskningen fremover kan bruges på emner, der er irrelevante for energiforsyningen og – kan man argumentere – uden nogen som helst samfundsmæssig betydning.

Heller ikke den måde, hvorpå der plæderes for thoriumforskningens generelle anvendelighed, virker overbevisende: Hovedargumentet er, at thoriumbaserede atomkraftreaktorer skulle være mere sikre og miljøvenlige end reaktorer, hvis brændstof er uran-235. Imidlertid er dette en myte, som for længst er aflivet: Dels giver thoriumbaseret atomkraft langlivet, højradioaktivt affald og dels forsvinder risikoen for ulykker og spredning af radioaktivt materiale ikke [10]. Påstanden om, at thorium ikke kan bruges til våbenformål er heller ikke korrekt. Både USA og Indien har gennemført prøvesprængninger med uran-233, som er det stof, der i virkeligheden driver et thoriumbaseret atomkraftværk. Af samme grund konkluderede en norsk regeringsrapport fra Statens strålevern i 2008, at der i princippet ikke er forskel på konventionelle thorium- og uranbaserede atomkraftreaktorer. Begge kan forårsage udslip af radioaktive stoffer til luft og vand og repræsenterer en ulykkesrisiko, specielt i forbindelse med mulige, ukontrollerede kædereaktioner, der i værste fald kan føre til en nedsmeltning af reaktorkernen [11]. Herudover er en af hovedindvendingerne mod den kommercielle thoriumbaserede atomkraftteknologi – de såkaldte fjerdegenerationsreaktorteknologier – at det på trods af mange års forskning stadigt er usikkert, om de teknisk kan realiseres. Det er også usandsynligt, at de bliver økonomisk konkurrencedygtige i forhold til andre energiteknologier, først og fremmest vedvarende energi.

ITER – den største forskningspolitiske dødssejler
De penge, der anvendes på thoriumforskning, er imidlertid kun en dråbe i havet i sammenligning med de 150 milliarder kr. [12], der mindst vil blive brugt på at opføre fusionsenergiprojektet International Thermonuclear Experimental Reactor (ITER) i Cadarache i Sydfrankrig [13]. Danmark er partner i kraft af sit medlemskab af Det Europæiske AtomenergifællesskabEURATOM [14]. Projektets deltagere er EU, USA, Rusland, Indien, Kina, Japan og Sydkorea. Beslutningen om at opføre forsøgsreaktoren blev truffet i 2006. Som vært afholder EU ca. 45 procent af udgifterne, mens de øvrige deltagere har fordelt de ca. 55 procent af udgifterne ligeligt mellem sig. USA har ved flere lejligheder overvejet at trække sig ud af samarbejdet.

ITER præsenteres normalt som verdens største internationale grundforskningsprojekt, som – i lighed med alle andre fusionsenergiprojekter - har til formål ud fra frit tilgængelige råstoffer at skabe en uudtømmelig, emissionsfri energikilde med begrænsede miljøpåvirkninger og ubetydelige risici [15]. At dette skulle være tilfældet, er imidlertid omtvistet: Indvendingerne går på, at fusionsenergien, hvis den overhovedet kan anvendes til praktiske formål, vil komme halvtreds år for sent til at kunne bidrage til at afbøde klimaforandringerne. Hertil kommer, at dens økonomiske omkostninger er disproportionale i forhold det forventede udbytte, og den er forbundet med alvorlige sikkerhedsproblemer [16].

Ingen betvivler, at økonomien i ITER-projektet er problematisk: Omkostningerne er steget eksplosivt og deres nuværende niveau repræsenterer en fordobling i forhold til det overslag over byggeomkostningerne, der blev gennemført i 2009. Før dette tidspunkt regnede man med at skulle bruge 37 milliarder kr. på at opføre forsøgsreaktoren og et nogenlunde tilsvarende beløb for at drive og vedligeholde den i løbet af dens 35-årige levetid. For øjeblikket forventes ITER at blive taget i drift i 2035 – ca. tredive år efter byggeriet begyndte. Danmarks bidrag til projektet blev tidligere fastlagt indenfor rammerne af EURATOM’s uddannelses- og forskningsprogram [17], men ITER har nu sit eget program [18]. I perioden 2007-2020 er betalingerne ca. 64 mio. kr. årligt, svarende til 2 pct. af EU’s andel. Hertil kommer en årlig direkte betaling på 400.000 kr. Imidlertid forventes EU’s og Danmarks bidrag til konstruktionsomkostninger at stige yderligere til i alt 813 mio. kr. frem mod 2035 [19]. Hovedårsagen til stigningen er formentligt, at konstruktionen af forsøgsreaktoren for 90 procents vedkommende sker ved hjælp af såkaldte ”in-kind bidrag”, dvs. finansiering af virksomheders leverancer af komponenter til ITER, hvor der for deltagerlandene ikke er noget incitament til at overholde budgetbegrænsningerne.

Problemernes årsag er EURATOM
Man kan spørge sig selv, hvorfor urealisable storskalaenergiforskningsprojekter af så marginal betydning for den europæiske energiforsyning som ITER (men der er også andre eksempler) sættes i gang og får lov til at fortsætte. Én årsag kunne være, at forskningsprojekter på atomkraftområdet ikke underlægges de samme videnskabelige peer reviews, økonomiske proportionalitetsbetingelser eller miljø- og klimakrav som andre energiforskningsprojekter: Nåleøjet bliver større, fordi fordringerne er færre. Og når storskalaprojekterne først er sat i gang, kan de ikke stoppes, fordi donorerne forpligtes af de som oftest meget store ressourcer, der allerede er investeret. Den samfundsmæssigt rationelle beslutning – ikke at smide gode penge efter dårlige – forudsætter en indrømmelse af, at de allerede investerede midler er spildt.

Identificering af hovedmekanismen i denne udvikling er ikke vanskelig: At grundvilkårene for nuklearrelateret forskning er bedre end for al anden energiteknologisk forskning kan tilskrives EURATOM. Selvom traktaten også beskæftiger sig med andre ting - udbredelse af viden om nukleare temaer, sundhedsbeskyttelse, fælles initiativer, brændselsforsyning til a-kraftindustrien, overvågning af sikkerheden, det nukleare fællesmarked og varetagelse af forbindelserne til tredjelande, etc. – er dens mest iøjnefaldende træk den massive overførsel af midler til forskning i a-kraft, der foregår gennem dens rammeprogrammer for forskning og udvikling. Programmerne dækker fusion, fission og strålebeskyttelse. Favoriseringen af a-kraften slår massivt igennem i EU’s forskningsrammeprogrammer og kulminerede med det syvende rammeprogram, der blev vedtaget i 2007. Her blev der bevilget tre gange så mange økonomiske midler til nuklearrelateret forskning end til forskning i vedvarende energi og energieffektivitet. Over tid har de nukleare teknologier typisk modtaget mere end halvdelen af de samlede midler til forskning og udvikling på energiområdet, selvom a-kraften kun dækker 14 pct. af EU’s kommercielle, primære energiforbrug [20].

Reform af EURATOM
Et af hovedproblemerne med EURATOM-fællesskabet er dets ensidighed, fordi det tager for givet i, at EU-medlemslandene ønsker atomkraft og gerne mere atomkraft i deres energimiks: Alle medlemslandene er automatisk medlemmer af EURATOM-fællesskabet og bidrager til dets budget. Det er problematisk, eftersom mange medlemslande ikke har udviklet a-kraftprogrammer eller er i færd med at afvikle dem. Af 28 lande i EU har 14 ikke a-kraft, og flere medlemslande udfaser for tiden deres a-kraftprogrammer. Hertil kommer, at mere end halvdelen af indbyggerne i EU mener, at risikoen ved atomkraften overskygger dens fordele, og halvdelen af indbyggerne mener ikke, at den er sikker [21]. En af hovedindvendingerne mod EURATOM-traktaten er desuden, at den ikke lever op til EU’s demokratistandard: EU-parlamentet har ingen medbestemmelse vedrørende beslutninger om EURATOM, selvom Ministerrådet har udviklet en praksis med at spørge til parlamentets mening i nogle sagsforhold, som f.eks. forskningsrammeprogrammerne. Rådet er imidlertid ikke forpligtet til at tage hensyn til Parlamentet.

Revision af EURATOM-traktaten var under overvejelse i forbindelse med forhandlingerne om den nye forfatningstraktat, som senere endte med, at den kørte videre som protokol til Lissabontraktaten og stadig er en del af EU’s primære retssystem.

En forfatningstraktat uden EURATOM-traktaten som vedhæng er imidlertid stadig en realistisk mulighed. Det første foreløbige udkast til en reform af EURATOM-traktaten, som EU-kommissionen præsenterede konventet for i 2002 [22], blev kendt som Penelope-papiret og forberedt af en særlig task force i EU-kommissionen under ledelse af Francois Lamoureux, den daværende generaldirektør for kommissionens generaldirektorat for energi og transport. Papiret forestiller sig en selvstændig regulering af den fredelige udnyttelse af atomkraften integreret i forfatningstraktaten til erstatning for EURATOM-traktaten, og foreslår at slanke dens regler betydeligt. Således falder de hidtidige bestemmelser om forskning og udvikling på a-kraftområdet ud. De bestemmelser, der bibeholdes i Penelope-papiret, er først og fremmest dem, der omhandler standarder for sundhedsbeskyttelse, nuklear sikkerhed og sikkerhedskontrol. Herudover er EU-parlamentet bedre integreret i det institutionelle system, idet det forlenes med retten til sammen med Rådet at vedtage lovgivning om grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger. Endelig tager Penelope-papiret højde for, at promovering af a-kraften er uforenelighed med det frie europæiske elektricitetsmarked.

Opsigelse af EURATOM
I 2005 var danske miljøorganisationer, herunder NOAH, Det Økologiske Råd og Vedvarende Energi for første gang med til at fastslå, at ensidig tilbagetrækning fra EURATOM-traktaten er en juridisk mulighed [23]. En sådan tilbagetrækning kan anskues som et politisk mål i sig selv, som et strategisk og taktisk middel til at stille spørgsmål ved, at atomkraften har sin egen EU-traktat, men ikke vedvarende energi og energieffektivitet, med det formål at fremskynde en afvikling eller en reform af EURATOM-traktaten, eller begge dele.

Blandt eksperter i international ret hersker der således enighed om, at EURATOM-traktaten er en international traktat, der skaber rammerne for en international organisation, og som derfor kan opsiges ensidigt i overensstemmelse med international ret, i dette tilfælde reglerne i den såkaldte Wienerkonvention. Imidlertid siger den omstændighed, at ensidig opsigelse er juridisk mulig, ikke noget om de mulige politiske og økonomiske konsekvenser af en sådan handling, endsige om konsekvenserne for sikkerhedsniveauet på de europæiske a-kraftværker. En negativ virkning kunne f.eks. være, at EURATOM-traktatens grundlæggende strukturer forbliver intakte, men der kan også være andre uheldige konsekvenser. Imidlertid er de fleste at disse tvivlsspørgsmål besvaret tilfredsstillede af en tysk ekspertundersøgelse fra 2007, bestilt af partiet De Grønnes gruppe i Forbundsdagen [24].

Efter offentliggørelsen af ekspertundersøgelsen kom der for en tid gang i kampagnen for en ensidig opsigelse af EURATOM-traktaten. Fem af de største miljøorganisationer i Østrig pressede på for at Østrig skulle være det første land, der trak sig ud af EURATOM-fælleskabet, og de tyske grønne opfordrede den tyske regering til at indkalde en fælleseuropæisk regeringskonference for at afvikle eller afslutte EURATOM-traktaten. Men kampagnen fadede ud og har siden kørt på et lavt blus.

A-kraftstøtte har konsekvenser for vedvarende energi
EURATOM’s forskningsprogrammer repræsenterer imidlertid kun toppen af isbjerget i forhold til den massive direkte og indirekte støtte, som atomkraften og de øvrige konventionelle energikilder har fået det sidste halve århundrede på globalt og regionalt niveau og stadigt får. I særdeleshed er manglen på internalisering af miljøomkostningerne belastende for netop den vedvarende energi, der er den reneste af alle energiteknologierne. Ny atomkraft udgør en direkte konkurrent til vedvarende energi og energieffektivitet i to henseender: Dels vil hver krone, der investeres i nye atomkraftreaktorer være en krone, som ikke investeres i infrastruktur for vedvarende energi og energieffektivitet, og dels vil enhver kilowatt-time, der produceres på et a-kraftværk, være en kilowatt-time, der ikke produceres på et vindkraftværk, et solaranlæg eller et biomassefyret kraftvarmeanlæg [25].

Ifølge Den Internationale Valutafond udgjorde de globale subsidier til de fossile brændsler i 2015, hvis man internaliserer deres samfundsmæssige omkostninger, næsten 37 billioner kr. svarende til 6.5 pct. af det globale BNP. Støtten forventes ikke at falde. Samme år udgjorde EU’s subsidier til de fossile brændsler ca. 2.3 billioner kr. [26].

Også støtten til a-kraft har været konstant og kan være stigende: I oktober 2014 gav EU-kommissionen Storbritannien tilladelse til at bevilge statsstøtte til det planlagte atomkraftværk Hinkley Point C i Sydengland. De samlede omkostninger vurderes at beløbe sig til 320 milliarder kr., hvoraf halvdelen finansieres af ejeren og resten på ikke-markedsmæssige vilkår. Lovliggørelsen af denne finansieringsmodel i EU gør, at den vil kunne anvendes i en lang række europæiske lande, hvor man hidtil er veget tilbage fra at bygge nye atomkraftværker. Mange af disse lande har allerede signaleret, at de overvejer at anvende modellen [27].

Indirekte støtte
Også den indirekte støtte til atomkraften er betydelig: Erstatningsansvaret for atomkraftproducenter er for lavt overalt i verden, hvad senest Fukushima-katastrofen har vist. Energiselskaber forsikrer i gennemsnit deres atomkraftværker for beløb, der er ti gange mindre, end hvad de er nødt til at forsikre deres andre aktiviteter for. Hertil kommer, at den nukleare brændselskæde efterlader atomaffald, der er meget vanskeligt at håndtere. F.eks. er der stadig ikke noget slutdepot i drift for det højradioaktive affald nogetsteds i verden. I mange lande bliver ansvaret for atomaffaldshåndteringen overtaget af staten til gengæld for et gebyr, der ligger langt under de virkelige omkostninger for atomaffaldshåndteringen. Hvis de private aktører selv var ansvarlige for håndteringen af atomaffaldet, indtil det ikke længere var farligt – hvad der gælder for alle andre energiressourcer – ville den forhøjede risiko for investorerne betyde meget højere rente- og forsikringsudgifter. Det ville også være sandsynligt, at de forhøjede driftsomkostninger som følge af en mere korrekt prissætning ville eliminere de økonomiske fordele, som atomkraften i visse henseender nyder i forhold til forskellige andre energikilder [28].

Man må derfor spørge sig selv, om ikke tiden omsider er kommet til, at man ser nærmere på de konkurrenceforvridende mekanismer, der begunstiger atomkraften på det europæiske niveau, ikke mindst på forskningsområdet, og således forsøge at bidrage til, at forskning i vedvarende energi og energieffektivitet ikke bliver stillet ringere.

Noter:

[1] Regeringen: Regeringsgrundlag, For et friere, rigere og mere trygt Danmark, november 2016, s. 76: https://www.regeringen.dk/nyheder/her-er-det-nye-regeringsgrundlag/

[2] B 135 - Forslag til folketingsbeslutning om at lade thoriumbaserede teknologier indgå i dansk forskning og udvikling: http://www.ft.dk/samling/20151/beslutningsforslag/b135/index.htm

[3] Hjemmeside, Seaborg: https://seaborg.dk/

[4] Henry Nielsen (red.), m.fl.: Til samfundets tarv – Forskningscenter Risøs historie, Roskilde: Forskningscenter Risø

[5] Niels Henrik Hooge: Den danske atomaffaldsproces er på rette vej, Kritisk Debat, 17/4 2017: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1815

[6] Hjemmeside, Innovationsfonden: https://innovationsfonden.dk/da/case/innovativ-moderator-til-thorium-flydende-salt-reaktor

[7] Umiddelbart forekommer det usandsynligt, at projektet lever op til Innovationsfondens krav om forretningsmæssig gevinst og økonomisk effektivitet og realisme, jf. Innovationsfonden: Retningslinjer for InnoBooster: https://innovationsfonden.dk/sites/default/files/innobooster-retningslinjer-2016-1.pdf

[8] Om problemerne ved thoriumbaseret atomkraft, herunder det danske Seaborg-projekt, se Jan Willem Storm van Leeuwens arbejdspapir: Thorium for fission power, May 2016:

http://noah.dk/wp-content/uploads/2016/05/J.W.-Storm-van-Leeuwen-Thorium-for-fission-power-May-2016.pdf

[9] Folketingsbeslutningen om atomkraft gælder planlægning, ikke forskning, jf. Beslutningsforslag nr. B 103 - Folketinget 1984-85 - Blad nr. 470: http://www.ooa.dk/akraft/akraft85.htm

[10] Pressemeddelelse fra VedvarendeEnergi og NOAH Friends of the Earth Denmark: Forskning i thorium-atomkraft giver ingen mening, 9/5 2016: http://noah.dk/forskning-i-thorium-atomkraft-giver-ingen-mening/

[11] Statens strålevern: Miljøkonsekvenser og regulering af potensiell thoriumrelatert industri i Norge, StrålevernRapport 2008:10: http://www.nrpa.no/dav/ce8928ec94.pdf

[12] Jonathan Tirone: World’s Biggest Science Experiment Seeks More Time and Money, Bloomberg 15/6 2016: https://www.bloomberg.com/news/articles/2016-06-15/world-s-biggest-science-experiment-seeks-more-time-and-money

[13] Hjemmeside, ITER: https://www.iter.org/

[14] EURATOM blev grundlagt d. 25. marts 1957 med udgangspunkt i Rom-traktaten, der dengang omfattede Frankrig, Italien, Beneluxlandene og Tyskland. Eftersom mange på dette tidspunkt forudså en stor, problemløs fremtid for a-kraften i Europa, blev EURATOM’s opgave ”gennem skabelsen af de nødvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af kerneenergiindustrien at bidrage til højnelse af levestandarden i Medlemsstaterne”. EURATOM-traktaten har hele tiden været og er stadigvæk en del af EU’s primære retssystem. Link til EURATOM-traktaten: http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:12016A/TXT&from=DA

[15] Se f.eks. Styrelsen for Forskning og Innovation: Notat til FEU om status for ITER, 18/12 2015: http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/EUU/bilag/341/1598229/index.htm

[16] Mycle Schneider: Fact Sheet 3: Nuclear Fusion, April 2011: http://www.deigreng.lu/sites/greng/files/files/20110413-FusionFactsheet.pdf

[17] Rådets Forordning (EURATOM) Nr. 1314/2013 om forsknings- og uddannelsesprogrammet for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2014-2018),

http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32013R1314&from=EN

For et generelt overblik over EU’s forskningsprogrammer, se: European Parliamentary Research Service: Overview of EU Funds for research and innovation, Briefing, September 2015:

http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2015/568327/EPRS_BRI(2015)568327_EN.pdf

[18] Hjemmeside, Fusion for Energy: http://fusionforenergy.europa.eu/

[19] Uddannelses- og Forskningsministeriet: Notat om status for “International Thermonuclear Experimental Reactor” (ITER), 14/12 2016: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UFU/bilag/40/1703002.pdf

[20] Niels Henrik Hooge: Støtten til atomkraft forvrider konkurrencen, NOTAT, 29/6 2007: http://www.notat.dk/artikler/2007/sttten-til_2007

[21] Eurobarometer: Europeans and Nuclear Safety, Report, March 2010: http://ec.europa.eu/COMMFrontOffice/publicopinion/index.cfm/Survey/getSurveyDetail/instruments/SPECIAL/surveyKy/769

[22] Udkastet til en reform af EURATOM-traktaten kan findes på:

http://www.eu-energy.com/Pages%20from%20penelope_en.pdf

[23] Dr. Dörte Fouquet, ”The Legal Perspective: The Euratom Treaty and the new Constitution”, s. 17-21, og Prof. Dr. Michael Geistlinger, “Some Ideas on the Possibility of Unilateral Withdrawal from the Euratom Treaty”, s. 106-108, i Conference Report, Energy Intelligence for Europe, The Euratom Treaty and Future Energy Options: Conditions for a Level Playing Field in the Energy Sector, http://energyintelligenceforeurope.dk/onewebmedia/Conference%20report_final%2024-7-06.pdf

[24] Prof. Dr. Bernhard Wegener, Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg im Auftrag der

Bundestags-fraktion Bündnis 90/Die Grünen, Die Kündigung des Vertrages zur Gründung der Europäischen Atomgemeinschaft (EURATOM), Europa-, völker- und verfassungsrechtliche Optionen der Bundesrepublik Deutschland mit grünen Schlussfolgerungen aus dem Euratom-Gutachten, März 2007, http://www.gruene-bundestag.de/cms/publikationen/dokbin/170/170871.pdf

[25] Niels Henrik Hooge: EU som Europæisk Fællesskab for Vedvarende Energi og Energieffektivitet Kritisk Debat, 17/10 2016: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1747

[26] IMF Survey: Counting the Cost of Energy Subsidies, July 2015: http://kortlink.dk/imf/pqdg

[27] Pressemeddelelse fra VedvarendeEnergi, NOAH Friends of the Earth Denmark, Det Økologiske Råd, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og Danmarks Naturfredningsforening, 26/1 2015: EU bør ikke tillade statsstøtte til atomkraft på linje med vedvarende energi: http://kortlink.dk/noah/pqdp

[28] Niels Henrik Hooge: Verdens ti mest konkurrenceforvridende energisubsidier, Kronik i RÅSTOF, Nr. 3 2014: http://raastof.ve.dk/udgivelser/raastof-efteraar-2014/