Hvor meget vil vi betale i skat? Tretten bemærkninger om skatteudskrivning.
Af Hans Aage

Offentliggjort: 15. juni 2017

De følgende bemærkninger om skatter, skatteinddrivelse og det store, politiske spørgsmål om, hvor meget vi vil betale i skat, er kemisk renset for politiske vurderinger. De udspringer af den standende debat om skattereformer, bl.a. et nyligt nummer af tidsskriftet Samfundsøkonomen med temaet Skattereform: Hvorfor og hvordan,[1] som er anbefalelsesværdigt, sagligt og oplysende, idet redaktørerne tilstræber, at "politiske slagsmål og diskursanalyser skulle gerne træde i baggrunden". Der er dog en slem smutter, nemlig at "to årtiers arbejdsmarkedsreformer" betegnes som "meget store landvindinger" og "en meget succesfuld reformperiode" og en "imponerende succes".[2] Den kunne de have undgået. Det er en unødvendig politisk proklamation; det havde været nok at beskrive de faktiske forhold, nemlig at ændringerne af de sociale ydelser – en mere neutral betegnelse end det eufemistiske reformer – har påført store befolkningsgrupper økonomiske afsavn eller regulær katastrofe,[3] samt at antallet af ledige, som modtager dagpenge eller anden form for offentlig indkomsterstattende ydelse, fx i job med løntilskud, dvs. den såkaldte bruttoledighed, er faldet fra 15% i 1993 til 4% i dag, dvs. 110.000 personer. Ledighedstallene fra de interviewbaserede arbejdskraftundersøgelser ser anderledes ud; de benyttes af OECD og medregner dem, som især i de seneste år er faldet ud af dagpenge- og kontanthjælpsystemet og dermed ud af statistikken. Dette ledighedstal er faldet fra 9% i 1993 til 6%, dvs. 180.000 personer, og har været ret uændret siden 2010. Hvad der foreløbig kan konkluderes, er:

Bemærkning 1. Når adgangen til og størrelsen af sociale ydelser beskæres, så vil udgifterne til sociale ydelser blive mindre.

Men har reformerne også været årsag til øget beskæftigelse og øget økonomisk vækst, som var det erklærede formål udover, naturligvis, at spare skatteyderkroner? Her savnes lidt argumentation; så trivielt er det jo ikke. For det første har væksten i beskæftigelsen og i produktionen siden 2010 været behersket; antallet af beskæftigede lønmodtagere i dag (2.66 mio.) er stadig lavere end i 2008 (2.72 mio.);[4] omregnet til fuldtidsbeskæftigede er det 2.20 mio. i dag.[5] Beskæftigelsen er steget siden 2013, men omkring halvdelen af stigningen er deltidsjob. På denne baggrund er det en noget flot foregribelse at advare mod overophedning og arbejdskraftmangel.[6]

For det andet kan ændringerne ikke uden videre kædes sammen med reformerne; der er sket mangt og meget i de senere år; der var en kraftig højkonjunktur frem til 2008 efterfulgt af en dyb krise; finanspolitikken ændredes fra et offentlig overskud på 4% i 2008 til et underskud på 3% i 2009, og der er fortsat et underskud på op mod 2%; der kom 120.000 østarbejdere hertil sidste år,[7] formentlig svarende til omkring 50.000 fuldtidsbeskæftigede, og tallet er stigende.[8] Hvordan det hele spiller sammen, er ikke indlysende.

For det tredje er det uklart, hvilken mekanisme der omdanner øget arbejdsudbud til øget beskæftigelse og lukker det såkaldte gap (sic!)[9] mellem potentiel og faktisk produktion. Ofte antages det simpelthen at ske automatisk, idet efterspørgslen efter arbejdskraft antages at tilpasse sig passivt til udbuddet, især på langt sigt. Der sker "en stigning i arbejdsudbuddet og dermed i beskæftigelsen",[10] idet "der er solidt empirisk og teoretisk belæg for, at øget arbejdsudbud medfører øget beskæftigelse på sigt".[11] Mere håndgribeligt anføres to argumenter. Det første er det rent historiske argument, at sådan gik det faktisk, efter at arbejds­løsheden var steget i 1975, 1981 og 1993, som det også nævnes i Vækstplan DK, Teknisk baggrundsrapport,[12] eller:

"Når arbejdsstyrken vokser, så følger beskæftigelsen med op. I 1948 var arbejdsstyrken på godt to millioner i Danmark, men så kom kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og nu er arbejdsstyrken på 2.9 millioner. Hvis arbejdsløsheden blot var vokset i takt med, at arbejdsstyrken voksede, så havde vi i dag en arbejdsløshed på en million".[13]

Argumentet er naturligvis intet værd, eftersom det er en bevidst­løs historisk ekstrapolation uden forklaring af underlig­gende meka­nismer.

Det andet argument for den automatiske gaplukning har mere for sig. Det er en gentagelse af Marx' argument om, at en "industriel reservearmé" af passende størrelse vil kunne presse lønnen. Eller som det hedder hos Finansministeriet, ganske vist kun i en bisætning, men det er jo ofte dér, det væsentlige skal findes:

"... når beskæftigelsen ikke stiger øjeblikkeligt til det højere struk­turelle niveau, kan der på kortere sigt forekomme en afdæmp­ning af lønstigningstak­ten",[14]

og det vil forbedre konkurrenceevnen og dermed beskæftigel­sen.

Der er dog tale om højst usikre mekanismer, og parametrene er helt ustabile. Ikke desto mindre er regeringens overbevisning om gaplukningen så fast, at så snart en reform er vedtaget, tør man godt hjælpe beskæftigelsesstigningen på vej ved straks at sænke skatterne eller ansætte nogle flere i det offentlige. Den øgede vækst om 5-10 år vil nemlig skabe så meget luft i statsbudgettet på langt sigt, at man kan lempe finanspolitikken straks. Og den umiddelbare lempelse er måske nok så væsentlig for beskæftigelsen som den langsigtede effekt af øget arbejdsudbud, men det er naturligvis risikabelt, hvis den øgede vækst og budgetforbedring om 5-10 år ikke materialiserer sig.[15]

Hvis arbejdsudbuddet skal skabe sin egen beskæftigelse, mon så ikke en del af det bliver i form af de lavtlønnede småjobs, som var så populære hos Dagpengekommissionen?[16] Det drejer sig fx om lavt betalt sæsonarbejde i landbruget som jordbærplukker, hvilket en arbejdsløs, veluddannet murer eller ingeniør ellers ville sige nej tak til. Og mon ikke det til dels forklarer, at stigningen i beskæftigelsen siden 2010 for en stor dels vedkommende har været deltidsjobs, og at den har været ledsaget af stagnerende produktivitetsvækst?[17]

De økonomiske incitamenter vil uden tvivl virke. Man kan blot tænke på, hvad der ville ske, hvis man virkelig skærpede de økonomiske incitamenter, nemlig ved helt at afskaffe dagpengesystemet. Rå, økonomisk rationalitet ville da øge arbejdsudbuddet dramatisk som eneste alternativ til den bitre nød. Vil der være jobs til dette kæmpe arbejdsudbud? Nej, men det bliver der. For arbejdsudbuddet vil trykke lønnen, og det vil skabe jobs. Dette er simpelthen mekanismen bag Finansministeriets idelige bestræbelse på at øge arbejdsudbuddet og forsikringer om, at det vil øge beskæftigelsen. Der vil opstå mange flere småjobs som daglejere i landbrug og parcelhushaver og husassistenter aflønnet med kost og logi i et værelse bag køkkentrappen samt lommepenge, dvs. småjobs, som i øjeblikket bemandes af et stort udbud af bl.a. østeuropæisk og philippinsk lavt betalt arbejdskraft. Der vil også komme flere selvstændige erhvervsdrivende, fx skopudservirksomheder på gader og stræder. Det er den vej, dagpengesystemet bevæger sig, og efter nogles mening sker bevægelsen i et alt for adstadigt tempo.

Bemærkning 2. Hvis øget arbejdsudbud skal øge væksten, så skal mekanismen bestå i lønsænkninger.

Disse sam­men­hænge og virk­ninger på kort og på langt sigt er uhyre kom­pli­cere­de, men det kan mo­dellerne holde styr på, bl.a. ADAM, som Dan­marks Sta­tistik står for og som bruges af Finans­ministeriet; det er alt sammen y­derst kompetent og pro­fessionelt, hvilket dog ikke afhjælper vil­kår­ligheden i grund­antagelserne og ukendskabet til fremtiden. Derfor er det uhel­digt og farligt, hvis man tror så stærkt på sine model­antagelser, at man kommer til at forveksle dem med virkelig­he­den.

Men den forventede, fremtidige stigning i beskæftigelse, produktion og offentlige indtægter regnes for at være så sikre penge, at man tør tage forskud på det straks.

"Når man vedtager reformer af efterløn, folkepension eller dagpenge, kan man måle, hvilken effekt de har på langt sigt. Men Adam er ikke tilstrækkeligt rustet til at måle, hvilken effekt det får på kort sigt"[18].

Dette er højst besynderligt. Økonomiske prognoser sammenlignes somme tider med vejrprognoser,[19] og det er dybt uretfærdigt overfor vejrprognoserne, for de kan noget, som økonomi aldrig har præsteret med nogen form for sikkerhed: at forudsige omslag i vejret hhv. konjunkturerne. Men der er også en vis selverkendelse til forskel, når fx yr.no skriver: "Treffsikkerheten på prognosene er svært god de første dagene og avtar utover i perioden". I økonomi er det åbenbart lige omvendt. Sammenlignet med vækstprognoser fra år til år, hvor det er ligetil at se, at prognoserne konsekvent er for høje, har langtidsprognoser for effekter af reformer den fordel, at det aldrig vil kunne af- eller bekræftes, om reformerne har haft den påståede effekt. Der sker simpelthen for mange forskellige ting på én gang.

At måle betyder, at man beregner, så godt man nu kan, hvor meget en bestemt reform vil øge arbejdsudbuddet. Det er ikke nemt; således var det stærkt undervurderet, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet efter halveringen af dagpengeperioden til 2 år i 2010. Derefter antager man, at det øgede udbud vil blive beskæftiget i løbet af 5-10 år, idet efterspørgslen efter arbejdskraft antages at tilpasse sig passivt. Sandheden er, "at der er betydelig usikkerhed forbundet med så langsigtede beregninger".[20]

Når økonomer taler om "på langt sigt" og "dynamiske virkninger", så betyder det helt ge­nerelt, at det ved man meget lidt om. Den berømte engelske økonom J.M. Keynes gik i 30erne så vidt som til at erklære, at in the long run we are all dead.

Det gælder også de berømte dynamiske effekter af skattepolitikken. Hvordan påvirkes arbejdsudbuddet og beskæftigelsen af beskatningen, specielt: Vil lempelser af topskatten øge beskæftigelsen, indtægterne og skattebetalingerne så meget, at de bliver selvfinansierende? Det vil de nok ikke. Men det anses for at være et afgørende spørgsmål og diskuteres indgående.[21] Både reformer af sociale ydelser og lavere topskat har det erklærede formål at øge arbejdsudbud og produktion, begge antager tilstrækkelig og passiv tilpasning af efterspørgslen efter arbejdskraft, og begge øger uligheden i samfundet. Men der er også forskelle:

Reformer:

- flytter arbejdsudbudskurven, så at der for given arbejdsindkomst efter skat udbydes mere arbejdskraft;

- mindsker de offentlige sociale udgifter;

- beskærer indkomsterne i bunden af samfundet.

Lavere topskat:

- flytter de berørte op ad arbejdsudbudskurven, idet arbejdsindkomsten efter skat forøges;

- mindsker de offentlige skatteindtægter;

- øger indkomsterne efter skat i toppen af samfundet.

De dynamiske effekter af skattepolitikken er meget usikre og generelt er de små og vanskelige at påvise.[22] Er der "behov for yderligere forskning"?[23] Hvad venter man at finde? En klar sandhed og stabile parametre skjult i de kaotiske tal? Et godt gæt er, at man vedblivende vil finde modstridende resultater, fordi de stabile parametre simpelthen ikke findes. Man kan tegne nydelige arbejdsudbudskurver,[24] men de muterer lige så hurtigt som influenzavirus, eller også opfører de sig som nogle elementarpartikler, som kan være flere steder på én gang. Topskatten er allerede sænket betydeligt, og desuden er topindkomsterne før skat øget; alene det vil ændre de dynamiske effekter.[25]

Bemærkning 3. De dynamiske effekter kan diskuteres til evig tid, for de skjulte, stabile parametre, som man leder efter, findes ikke.

Øget produktion på langt sigt ved øget arbejdsudbud er det ene hovedspor i forsøgene på at opnå det altdominerende politiske mål, at øge væksten. Det andet hovedspor er at øge produktionen på kort sigt ved ekspansiv finanspolitik, altså større offentlige udgifter eller lavere skatter, og det har man også gjort siden krisen i 2008 med vedvarende offentlige underskud på kanten af, hvad EU's budgetregler tillader. Alligevel mener mange, at både EU-reglerne og finanspolitikken er for stramme.[26]

Men ekspansiv finanspolitik er ikke uden problemer. Heller ikke finanspolitikkens parametre er stabile, ikke en gang den vigtigste, den såkaldte multiplikator, som viser den samlede virkning på produktionen af øget, lånefinansieret offentlig produktion og forbrug, fx ansættelse af lærere i folkeskolen, for 1 mia. kr. Umiddelbart forøges BNP med 1 mia. Men dertil kommer afledede virkninger, idet den øgede produktion skaber øgede ind­komster og dermed forbrugsefterspørgsel, som igen skaber øget produktion, øgede indkomster, øget forbrugsefterspørgsel osv. Det fortsætter ikke i det uendelige, idet der hele tiden lækkes ef­ter­spørgsel til opsparing, skatter og import.

Den samlede virk­ning fås ved at multiplicere den oprindelige 1 mia. kr. med multiplikatoren. Den er typisk omkring 1.2 på kort sigt; i løbet af nogle år aftager virkningen på grund af pris- og løntilpasnin­ger. Den offentlige efter­spørgselsstimu­lering på 1 mia. kr. giver altså en samlet forøgelse af BNP på 1.2 mia. kr. det første år. Skattelettelser på 1 mia. kr. ville have en langt mindre multiplikator, måske omkring 0.6, fordi der ikke er nogen direkte virkning på BNP, men kun de afledede virkninger via øgede indkomster efter skat og øget for­brug. Desværre er multiplikatoren for offentligt forbrug i lighed med alle andre vig­tige økonomiske parametre stærkt usta­bil, og skønnene over dens stør­relse kan variere fra negative værdier, hvis der er udbredt mis­stemning i erhvervslivet og blandt forbrugerne, til værdier højere end 3, hvis der er stor optimisme og stor ledig kapacitet, så at produktionen kan øges hurtigt og kraftigt.[27]

Det helt store problem ved ekspansiv finanspolitik og offentlige underskud, er imidlertid risikoen for, at statsgælden kommer ud af kontrol. Der er ingen garanti mod græske eller japanske tilstande. Pro­blemet er, at et permanent underskud kun giver et niveau­løft til BNP, ikke permanent vækst, mens under­skuddene vil akku­muleres i perma­nent voksende gæld. Det hævdes somme tider, at nedbrin­gelse af det offentlige underskud er unødvendig og skadelig, fordi det med rimelige antagelser om multiplikatoren sagtens kan føre til, at BNP reduceres så meget, at "de økonomi­ske lidel­ser fører til, at gælden som pro­cent af BNP bliver større end til at begynde med".[28] Om­vendt vil øget underskud i så fald gøre gældspro­centen mindre. Der er med andre ord ikke noget som helst at be­tænke sig på.

Jo, det er der, for der kommer et år efter det første og ligeså efter det andet. Et taleksempel kan illustrere, hvad der kan ske. I udgangssitu­ationen er BNP=100, statsgælden=80, multi­pli­ka­toren=1.2 og skat­tesatsen=.50, og staten har et overskud, som kan dække renterne af gælden. Nu øger det offentlige sin efter­spørg­sel med 10 til et permanent højere ni­veau i de kommende år, og det finansieres med lån, jf. tabel­len.

Virkninger på BNP og statsgæld af permanent højere statslig ef­terspørgsel.

 

Uden spontan vækst i den private sektor vil BNP i år 1 vokse med 10*1.2=12 til 112. Underskuddet bliver formindsket af stig­ningen i BNP, som automatisk vil øge skatteindtægterne og mindske de sociale ud­gif­ter, især til arbejdsløshedsdagpenge; denne virkning anslås til .50*12=6, så at under­skud­det bliver 10-6=4, hvorved gælden øges til 84 eller 75% af BNP. Gælds­procen­ten mind­skes ganske rigtigt det første år fra 80 til 75, men i år 2 er alt uændret undtagen gælden, som øges til 88, dvs. 79% af BNP. I år 3 når den op på 82% af BNP og så fremdeles. "Look after unemploy­ment, and the budget will look after itself", sagde Keynes i 1933; det er jo helt rig­tigt, men uden ved­varende vækst gælder det altså kun det før­ste par år. Gældsfinansieret offentlig efterspørg­sel som mid­del til at skabe beskæftigelse og vækst har det tilfælles med dagpengesystemet samt med grund­loven, at det alt sammen er vældig smukt og virker fint lige indtil det øjeblik, hvor der for alvor bliver brug for det.

 

Men hvis den finanspolitiske stimulering virker og fremkalder selvdreven økonomisk vækst, ser det anderledes ud. Med en årlig vækst på 4, jf. højre del af tabellen, kan man roligt øge underskuddet; i dette taleksempel vil gælds­procenten falde, ikke blot det første år, men hele ti­den, og gældens abso­lutte stør­relse vil også hurtigt begynde at falde.

Bemærkning 4. Ekspansiv finanspolitik er et fremragende middel til at øge væksten – hvis det virker. Ellers er det livsfarligt.

Som det er fremgået, er det ikke nogen nem opgave at øge den økonomiske vækst, men der er ret bred enighed om, at det bør tilstræbes. Lige i hælene på dette altdominerende politiske mål kommer et andet, hvor meningerne er lidt mere delte, nemlig at mindske skatterne. For to partier er det den vigtigste mærkesag, og det ligger også hele regeringen, som "ikke vil hæve nogen skat eller afgift i denne valgperiode",[29] stærkt på sinde. Det rejser en række spørgsmål om skattenedsættelsers virkninger, ikke kun på udbuddet af arbejdskraft, men også på indkomstfordelingen og på de offentlige udgifter, dels på indkomstoverførslerne, dels på det offentlige forbrug.

Det store spørgsmål er, hvor meget vi vil betale i skat. I de senere år er skatterne sænket omtrent til OECDs gennemsnit. Den gennemsnitlige indkomstskat inkl. sociale bidrag er lidt under 40%, og intervallet for de laveste og de højeste marginalskatter inkl. moms og afgifter er faldet fra 60-78% i 1994 til 52-67% i 2014.[30] Skattenedsættelserne har især ramt de høje indkomster. De 10% rigeste betaler i dag 42.000 kr. mindre i skat, end de ville have gjort, hvis reglerne i 2002 stadig havde været gældende; de 10% fattigste betaler 900 kr. mindre; som procent af indkomsten efter skat svarer besparelsen til 7.6% hhv. 1.1%.[31] Især for de fattigste modvirkes skattebesparelsen af reduktionen af overførselsindkomster.

Det er meget vanskeligt at finansiere skattelettelser ved at nedsætte de offentlige udgifter på grund af deres særlige karakter.

Der er et opadgående pres, bl.a. på grund af demografiske ændringer, dvs. relativt færre i den erhvervsaktive alder, og på grund stigende efterspørgsel efter offentligt forbrug, fx i sundhedsvæsenet. Men selv hvis den offentlige service er helt uændret, vil der være en tendens til stigende skatter, og det hænger sammen med, at produktiviteten ikke stiger for store dele af den offentlige produktion. I den private vareproduktion stiger produktiviteten, hvilket medfører private lønstigninger, hvilket igen medfører, at lønnen stiger for offentligt ansatte, som således får del i velstandsstigningen, og så stiger skatterne. De private produktivitetsstigninger er altså årsag til, at skatterne stiger. Fænomenet er kendt som Baumol's cost disease, også kaldet Ølgaard-effekten efter en amerikansk, hhv. dansk økonom. Forståelsen af dette burde have en meget fremtrædende plads i overvejelserne om skatternes størrelse.[32]

Når produktiviteten ikke stiger i den offentlige sektor, er det nærliggende at konkludere, at produktionen af offentlige ydelser må effektiviseres, så vi får mere for skattepengene, enten ved at privatisere, så at produktiviteten stiger som i den private produktion, eller ved at fremtvinge produktivitetsfremskridt gennem årlige reduktioner af bevillingerne på 2 pct. (som i store dele af den offentlige sektor) eller simpelthen ved massive afskedigelser (som i SKAT). Denne konklusion er forfejlet. Problemet er et andet, og hvad værre er: problemet er uløseligt, fordi offentlig produktion og service har en karakter, som stort set udelukker produktivitetsstigninger.

En kongelig skuespiller i dag har nøjagtig samme produktivitet som en skuespiller havde på Holbergs tid. Pleje af syge og ældre kan heller ikke effektiviseres, dvs. udføres billigere, uden at det går ud over kvaliteten; et privat hjemmeplejefirma er ikke billigere, i hvert fald kun, indtil det går konkurs. Der er heller ingen produktivitetsstigninger inden for undervisning, fx i daginstitutioner. Ganske vist er antal børn pr. pædagog (produktiviteten) i børnehaver steget fra 7.5 i 1986 til 11.8 i 2014, men kvaliteten (antal pædagoger pr. barn) er faldet ganske tilsvarende, idet produktivitet og kvalitet for daginstitutioner simpelt hen er reciprokke, jf. tabellen.[33]

 

Vareproduktionen i landbrug og industri er derimod blevet effektiviseret voldsomt. Det gælder fx grønærter, som før i tiden var en luksusspise i en kort periode om sommeren. I dag kan hele det danske forbrug dækkes af én stor, belgisk ejet fabrik i Orehoved nær Gåbense på Nordfalster, som ved hjælp af højt specialiseret maskineri, aftaler med avlerne om så- og høsttidspunkter samt nogle få ansatte producerer frosne grønærter i en mængde, en kvalitet – året rundt - og til en pris, som man ikke kunne drømme om for 60 år siden.

 

I forrige århundrede steg arbejdsproduktiviteten så meget, at BNP pr. indbygger steg med en faktor 7.6, dvs. 2% om året i gennemsnit.[34] Det har krævet forøget input af bl.a. maskiner og energi, i landbruget også importeret kunstgødning og foderstof. Hvor langt det er muligt at komme ad denne vej, er ikke godt at vide. Velfærdskommissionen anså det i 2006 for "veldokumenteret", at produktiviteten ville fortsætte med at stige med 2% om året i det 21. århundrede,[35] men stigningstakten er generelt faldende og er nu formentlig omkring 1% om året, og den er særlig lav for såvel privat som offentlig service.[36] Ifølge Produktivitetskommissionen steg produktiviteten i årene 2001-2010 med omkring 1.5% om året i de private erhverv, og med 0.5% om året i den offentlige produktion.[37] Forskellen mellem offentlig og privat produktion er altså ikke helt så firkantet, som det beskrives her.

Offentligt ansatte, fx inden for undervisning, har også nydt godt af denne stigning, selv om deres produktivitet ikke er steget. Til gengæld er skatterne steget. Det illustreres i tre stiliserede regneeksempler; de er jo forenklede og ikke fuldkommen realistiske; bl.a. er der ingen inflation i eksemplerne. Der ses også bort fra problemerne ved at måle omfanget og kvaliteten af den offentlige produktion, hvor der typisk ikke er markedspriser at gå ud fra.

Men fordelen er, at man kan regne eksemplerne igennem uden hjælpemidler og se, hvordan mekanismen i den ulige produktivitetsudvikling virker. Jo flere dele af økonomien og jo flere detaljer, som tages med, jo mere uoverskueligt bliver det, indtil man ender med de store, realistiske makromodeller.

I udgangssituationen antages, at der er privat produktion og forbrug på 50, offentlig produktion og forbrug på 30 samt offentlige udgifter til overførsler på 20. Desuden forudsættes,

- at offentlige og private indtægter samt overførsler stiger lige meget,

- at skatteprocenten er ens for privat og offentligt ansatte og det halve for overførsler,

  • at offentlige indtægter (skat) er lig med offentlige udgifter (løn til offentligt ansatte og overførsler),- og at de samlede disponible indkomster (løn minus skat) er lig med den samlede udgift til privat forbrug, som er lig med den private produktion.

Det fører til følgende regneeksempler, hvor det første er udgangssituationen:

 

I det andet eksempel er den private produktivitet steget med 40%, hvilket vil tage 17 år, hvis den årlige stigning er på 2%; den private produktion øges med 40% med uændret antal ansatte, og det private forbrug øges lige så meget, fra 50 til 70. Så stiger skatterne fra 50 til 70, selv om den offentlige produktion er ganske uændret på 30. Det skyldes, at de offentlige lønninger og overførselsindkomsterne stiger i takt med de private; den gennemsnitlige skatteprocent er uændret 50%.

 

I det tredje eksempel stiger den private produktivitet med 40%, og samtidig øges den offentlige produktion med 40%. Så stiger skatterne fra 50 til 87, og den gennemsnitlige skatteprocent fra 50% til 55%. Forklaringen er, at produktiviteten ikke stiger i den offentlige sektor; hvis produktionen skal forøges, skal beskæftigelsen forøges tilsvarende. Den private produktionsstigning skyldes derimod øget produktivitet, dvs. forøget produktion med uændret beskæftigelse.

Det ses umiddelbart i eksemplerne, at lønnen stiger med samme procent for privat og offentligt ansatte, at de offentlige indtægter (skatter) er lig med de offentlige udgifter (løn til offentligt ansatte samt overførsler), og at den samlede disponible indkomst (løn minus skat) er lig med privat forbrug og produktion.

Der er, som det tredje eksempel illustrerer, et pres opad på dele af det offentlige forbrug; der skal ydes pensioner og pleje til flere ældre; der er bygget operahuse, skuespilhuse og koncertsale, og ethvert kunstmuseum med respekt for sig selv har bygget til i løbet af de sidste 25 år; der opereres årligt 50.000 øjne for grå stær; siden 2003 er der ansat 59% flere overlæger på sygehusene. Netop hospitalsvæsenet er en offentlig service, hvor der faktisk er sket store produktivitetsfremskridt, mere end 2% om året i perioden 2003-2014, selvfølgelig på bekostning af visse former for kvalitet, fx antal timer, som mødrene kan komme til hægterne i på fødeafdelingen efter fødslen. Men i modsætning til landbruget og industrien giver det ikke færre ansatte, men flere, fordi behovene vokser, også på grund af selve fremskridtene. Således er kikkertundersøgelser blevet bedre, nemmere og hurtigere, og derfor udføres der flere af dem, bl.a. i forbindelse med screeningsprogrammet for tarmkræft. Sundhedsvæsenet er i de sidste 15 år vokset med 2% mere om året end den private produktion.[38] Hvis den private produktion vokser med 1 pct. om året og sundhedsvæsenet med 3 pct. om året, vil den private produktion fordobles hvert 70. år og sundhedsvæsenet hvert 23. år. Vi har et paradoks. Det minder om Jevons’ paradoks efter den store engelske økonom W.S. Jevons, der i 1865 beskrev, hvordan øget energieffektivitet fik det samlede kulforbrug til at stige, fordi faldet i de relative omkostninger ved at anvende kul medførte kraftigt øget efterspørgsel. Det er paradoksalt, at produktivitetsstigninger - både i den private og i den offentlige sektor - får skatterne til at stige.

Hvis skatterne skal ned i denne situation, skal der skæres for alvor i andre dele af de offentlige udgifter; dagpenge, kontanthjælp og andre overførsler skal reduceres; undervisningskvaliteten skal sænkes; orkestre skal lukkes; kongelige skuespillere, balletdansere, korsangere og kapelmusikere skal afskediges; kvalitet og retssikkerhed i den offentlige (skatte)administration skal forringes. Der kan utvivlsomt findes effektiviseringsmuligheder ved at gå ned i detaljen, som Produktivitetskommissionen gjorde, fx ved at afskaffe overflødige dokumentationskrav på sygehusene eller ved at nedlægge uddannelser, hvor de studerende ikke lærer noget. Men vedvarende, årlige produktivitetsstigninger kan man ikke fremtvinge ved at beskære budgetterne, heller ikke ved smarte lønincitamenter. Det kan blive dyrt at sænke skatterne. Vi er alle blevet rigere, men vi må affinde os med, at produktivitetsstigninger og øget behov for offentlig service får skatterne til at stige.

Bemærkning 5. Skattelettelser koster meget dyrt i form af mindre offentlige ydelser, fordi produktiviteten ikke kan øges (Ølgaard-effekten, Baumol’s cost disease).

Argumenterne i debatten om beskatning er næsten altid af principiel karakter; således også i det foregående, hvor det overordnede hensyn i høj grad har været effektiviteten, dvs. virkningen på den økonomiske vækst og velstand, i forbindelse med såvel reformer af social og arbejdsmarkedspolitik som skattelettelser i almindelighed og topskattelettelser i særdeleshed. Man ser ikke argumenter i åben debat, som udelukkende henviser til den nøgne egeninteresse, altså af typen: man er imod topskat, fordi man selv har en høj indtægt.

Som overordnet hensyn kan der foruden effektiviteten også henvises til retfærdighed. Således argumenterer Dennis Nørmark for øget ulighed og afskaffelse af topskatten, idet "folk fortjener at beholde en større del af de penge, de selv har tjent"; det er "en moralsk vurdering", som "handler om retfærdighed".[39] Når man som Dennis Nørmark vil argumentere principielt for ulighed, dvs. ud fra overordnede principper, som alle bør kunne tilslutte sig, må man først og fremmest erkende, at ulighed ikke er et gode i sig selv. Det er lighed, som er et gode i sig selv. Ulighed bryder ingen sig om, og der findes ingen umiddelbare argumenter for, at menneskers lod skal være forskellig. Men der er andre værdier i tilværelsen end lighed, og alle accepterer i større eller mindre grad ulighed som et middel eller som et nødvendigt onde, navnlig som incitament for velstandsskabende økonomisk aktivitet og som en beklagelig, men uundgåelig følge af individuel frihed.

Bemærkning 6. Ingen anser ulighed for et gode i sig selv.

Det overordnede princip er altså, at disse tre - frihed, lighed og velstand – dem vil vi gerne have så meget af, som vores egen og naturens formåen tillader, og de kan være indbyrdes modstridende. Derfor er det paradoksalt, at ligheden er mindsket i de sidste årtier samtidig med, at velstanden er øget. Man skulle forvente, at det øgede råderum også ville have givet sig udslag i øget lighed, selv om det ville have været på bekostning af en del af velstandsstigningen. Man kan udpege en række forklaringer, bl.a. konkurrence fra lavtlønsområder ude i verden, men det forklarer ikke, at den økonomiske politik har bidraget aktivt, idet omfordelingen gennem skatter og offentlige ydelser er reduceret. Man kommer ikke uden om tidsånden som en del af forklaringen, dvs. at den fremherskende opfattelse af værdien af frihed, lighed og velstand og af deres indbyrdes forhold har ændret sig.

"Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet",

sagde socialminister Eva Kjer Hansen i 2005,[40] og det vakte stor furore, men siden er det blevet hverdagskost:

"Den tankegang om universalistiske rettigheder, som vi har her på Christiansborg, er old school og ude af trit med den udvikling, der er ude i virkeligheden." (Margrethe Vestager).[41]

"Jeg mener ikke, at Danmark er et land, hvor ulighed er et problem, som det er værd at beskæftige sig med." (Simon Emil Ammitzbøll).[42]

Men det er dog ikke sådan, at ulighed betragtes som et gode i sig selv; ulighed anses for et middel, en nødvendighed eller en petitesse.

Afskaffelsen af topskatten vil være et yderligere skridt i denne retning, og det gængse argument er et velstandsargument: "Den koster vækst og beskæftigelse",[43] hvilket imidlertid er mere end tvivlsomt, jf. nedenfor, hvorfor Dennis Nørmark afviser det til fordel for argumentet ovenfor, som nærmest er et frihedsargument. Men der ligger også noget mere i det, noget om retfærdighed: "penge, de selv har tjent". Men hvad vil det sige? Formentlig skal det forstås som "penge, de selv har fortjent", altså som en retfærdig aflønning, som modsvarer den enkeltes bidrag til samfundets produktion.

Økonomi er som bekendt ikke nogen eksakt videnskab, men økonomer ved godt, at produktionen foregår i fællesskab i et samfund, og at det er umuligt at opgøre den enkeltes bidrag. Indkomstforskelle mellem en jordemoder, en nationalbankdirektør, og en pizzabager kan ikke forklares ud fra deres respektive bidrag til samfundets produktion. I modsætning til jordemoderen og nationalbankdirektøren, som aflønnes med skattekroner, kan pizzabageren påberåbe sig, at hans indtægt svarer til værdien af hans bidrag, idet hans kunder betaler frivilligt, men også pizzabageren er dybt afhængig af det øvrige samfund, pengevæsen, sundhedsvæsen, transportsystemer, råvareleverancer, uddannelse, retsvæsen osv. Forskellene kan kun til en vis, ringe grad forklares med, at den enes arbejde er mere vanskeligt, anstrengende, ansvarsfuldt, betydningsfuldt eller ubehageligt end den andens.

Aflønningen er i et vist omfang bestemt af udbud og efterspørgsel (som igen har en vis, om end kompliceret, forbindelse med produktiviteten og med nytten for aftagerne). For musikvirtuoser og fodboldstjerner er det – i modsætning til de tre andre erhvervsgrupper – vanskeligt eller umuligt at øge udbuddet, og derfor kan stor efterspørgsel drive aflønningen meget højt op. Men der er ingen forklaring på de senere års udbredte, voldsomme stigninger i aflønningen af ledere, både offentlige og private. Man kommer ikke uden om gamle, indgroede vaner såvel som nyere ditto. Tidsånden igen! Man kan være tilhænger af at belønne musikvirtuoser, sportsstjerner, succesrig entreprenører og andre fremragende mennesker med rigdom, ære og berømmelse, men i almindelighed gælder:

"Der er ingen, der får en løn, som de med nogen rimelighed kan betragte som et objektivt mål for deres bidrag til samfundet".[44]

Bemærkning 7. Man kan argumentere for ulighed ud fra friheds- og effektivitetsprincipper, men ikke ud fra retfærdighedsprincipper.

Retfærdighed og lighed er nært forbundne. I A Theory of Justice fra 1971 forsøgte John Rawls at opstille en aksiomatisk teori om retfærdighed, altså at udlede egenskaber ved retfærdighed ud fra generelt accepterede forudsætninger. En retfærdig samfundsorden defineres som den, mennesker ville aftale, hvis de befandt sig bag the veil of ignorance angående deres egen position i samfundet, og konklusionen har form af to principper; det første er, at enhver skal have den størst mulige frihed, som er forenelig med samme frihed for andre, og dette har forrang fremfor det andet, det såkaldte differensprincip, nemlig at ulighed kun kan retfærdiggøres ved at være til fordel for de dårligst stillede.

"All social primary goods – liberty and opportunity, income and wealth, and the bases of self-respect – are to be distributed equally unless an unequal distribution of any or all of these goods is to the advantage of the least favored".[45]

Der kan dog argumenteres for afskaffelse af topskatten ud fra lighedsprincipper, men det hører til sjældenhederne: Vi kan

"få flere kvindelige ledere ved at sænke topskatten", for i så fald kan "familien købe sig til hjælp med eksempelvis rengøring. ... Her vil en lettelse af topskatten være et frihedsbrev til mange kvinder, som samtidig vil komme hele samfundet til gavn, fordi vi får udnyttet det store potentiale i at få flere dygtige kvindelige topledere."[46]

Udover et friheds- og effektivitetsargument fremføres her tillige et lighedsargument for lavere topskat, nemlig i form af lighed mellem kønnene.

I stedet for eller som supplement til de principielle argumenter, kan man, som Dennis Nørmark også gør, forsøge at forstå uenigheder om ulighed og topskattelettelser som "ærlig og redelig interessekamp". Ikke "penge, de selv har tjent" endsige fortjent, men penge, de selv har tilranet sig. Sådan forholder det sig utvivlsom til en vis grad, og nogle vil hævde, at sådan bør det også være, men det er nok de færreste. Der er dog en vis forbindelse mellem frihedsargumentet og det nøgne interesseslagsmål. "Fri ræv i et frit hønsehus", som James Joyce skriver i Ulysses.

Befolkningsflertallets nøgne interesse ville være en total omfordeling, så at alle modtog gennemsnitsindkomsten; flertallet ville få øgede indkomster derved, fordi indkomstfordelingen er skæv; der er flere personer med indtægter under gennemsnittet end over, idet relativt få personer med meget høje indtægter trækker gennemsnittet opad. Men det er der ikke politisk flertal for – endnu et paradoks, omend der er nærliggende forklaringer, dels at mange med lave indkomster håber på med tiden at komme op over gennemsnittet, dels at flertallet finder, at total omfordeling forudsætter ubærlig tvang, ufrihed og skatteudskrivning, der ydermere må forventes at få ødelæggende virkninger på produktion og velstand. Disse friheds- og velstandsargumenter er jo overbevisende. På den anden side er der ikke empirisk belæg for, at øget ulighed i almindelighed (eller topskattelettelser i særdeleshed) også skulle skabe øget velstand. Nyere empiri viser det modsatte, idet der er en tendens til, at stigende ulighed kan hæmme den økonomiske vækst.[47] Det kan fx forklares ved, at stor ulighed medfører konflikter, der skader den almindelige tillid i samfundet og dermed investeringsmiljøet og velstanden. Inden for økonomi er der altid gode argumenter for det modsatte synspunkt.

Højrefløjen gør sig behjertede anstrengelser for at bortforklare disse empiriske tendenser, og bortforklaringsteknik er en højtudviklet disciplin inden for økonomi, fx Otto Brøns-Petersen og Christian Bjørnskov i en kronik i Berlingske.[48] De nævner bl.a. den amerikanske økonom Arthur Okun’s berømte eksperiment med fordelingspolitik som den lækkende spand, hvor der ved omfordeling går noget tabt i processen. "Fordelingspolitik har det altså med at sænke væksten", skriver de. Men det viser eksperimentet ikke noget om. Formålet var at beskrive afvejningen af mellem lighed og velstand, som blev anset for to selvindlysende goder, jf. bemærkning 6 ovenfor og bemærkning 8 nedenfor. Der foretages en omfordeling fra en rig til en fattig; så øges ligheden, men hvad nu, hvis en del af beløbet går tabt i processen? Så falder den samlede velstand. Problemet er, hvor stor en læk i spanden – hvor stor provision til Robin Hood - man vil acceptere til gengæld for den øgede lighed. Svaret på det spørgsmål har store principielle, omend ikke i særlig grad praktiske, konsekvenser, idet vægtningen af lighed i forhold til samlet velstand faktisk kan vises at ligge implicit i valget af ulighedsmål.[49] – De mener at kunne fastslå, at "effekten på væksten af samtlige danske skattereformer de seneste 15 år har været proportional med stigningen i den statistiske ulighed", hvilket er et postulat, som hverken kan eftervises eller modbevises. Men de har ret i, "at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst", og det er en bemærkelsesværdig modifikation af højrefløjens traditionelle verdensanskuelse.

Udover en interessebetonet uvilje mod indkomstudligning bunder uviljen mod at betale skat formentlig i et frihedsargument. Beskatning er problematisk. Man kan ikke frit vælge og vrage som på et frit marked, men må pænt indordne sig under fælles beslutninger. Der er ingen synlig forbindelse mellem, hvad man betaler og hvad man får til gengæld. Gennem sundhedsvæsenet får de velhavende mindre og de lavtlønnede mere, end de betaler for; der sker en omfordeling fra rige til fattige. Hvad angår højere uddannelse, er det omvendt; børn af velhavende forældre er overrepræsenterede, og børnene vil selv blive velhavende i tidens fylde. Men det er en undtagelse. Betegnelser som "skatteplyndring"[50] og "den tragikomisk høje skat"[51] må ses som en kraftig betoning af frihedsargumentet.

Bemærkning 8. Disse tre: frihed, lighed og velstand, er de fælles, overordnede principper for skattediskussionen.

Indkomstuligheden er øget i hele OECD gennem de seneste årtier, men den danske indkomstfordeling er stadig blandt de mest lige i OECD målt ved Gini-koefficienten: .25 i Norge og Danmark,.28 i Sverige, .30 i Tyskland og .40 i USA. Især i USA er de største indtægter vokset kraftigt; den højest tjenende 1% rådede i 1990 over 14% af de samlede indkomster, i 2013 over 21%; i Danmark var tallene hhv. 2% og 5%. Ifølge De Økonomiske Råds beregninger steg Gini-koefficienten for indkomster efter skat i Danmark fra .20 i 1990 til .27 i 2014.[52]

Årsagerne er mange, teknologisk betinget øget efterspørgsel efter højtuddannede og dermed større lønulighed, konkurrence fra lavtlønslande, men svækkelsen af fagforeningerne og mindre omfordelende økonomisk politik, bl.a. de mange reformer, har også bidraget. Ulighed i arbejds-, kapital- og overførselsindkomster har alle bidraget kraftigt til stigningen i uligheden, mens skattesystemet trods skattereformer og mindsket progression har dæmpet stigningen. Kapitalindkomsterne udgør 11% af de samlede indkomster: lejeværdi af egen bolig (11%), aktieindkomst (4%), anden kapitalindkomst (3%), renteudgifter (-7%). Andelen er stigende, især fordi renteudgifternes andel er faldet, og de er mere ulige fordelt end de øvrige indkomster efter skat. Formuerne er meget mere ulige fordelt end indkomsterne, idet Gini-koefficienten er .71 i 2014, uligheden i formuefordelingen har ikke ændret sig væsentligt siden 1990.[53]

Kapitalindkomst, fx aktieindkomster, er jo en form for indkomst, og da vi nu er nødt til at have en indkomstskat og har haft det siden 1903, vil alle være enige om, at kapitalindkomst ligesom anden indkomst bør beskattes. Det bliver den også, omend med meget forskellige satser for fx pensionsafkast, selskabsindkomst, og negativ kapitalindkomst (skatteværdien af rentefradrag er ca. 1/3). Skatten af aktieindkomst er 27% under 50.600 kr. og 42% derover.[54] Der er udbredt forståelse for beskatning af kapitalindkomster – og af kapitalgevinster – undtagen, når det drejer sig om én bestemt – og stor – form for kapitalindkomst, nemlig indkomst af fast boligejendom, dvs. skat af ejendomsværdien (tidligere skat af lejeværdien af egen bolig). Den støttes stort set kun af økonomer; til gengæld støttes den af alle økonomer uden undtagelse, også af Anders Fogh Rasmussen:

"Ud fra en økonomisk betragtning er det meget velbegrundet at beskatte en beregnet lejeværdi af ejerboliger. ... En indkomst skal beskattes, hvad enten den fremtræder i pengeform eller som naturalydelse. Hvad enten en lejeindtægt fremkommer ved udlejning af en bolig til andre eller ved at stille den til rådighed for én selv, skal den ligefuldt beskattes. ... Den skattemæssige behandling af kapitalafkast bør være ens, uanset om kapitalen er placeret i værdipapirer, erhvervsaktiver eller egen bolig. I modsat fald diskrimeres over for bestemte boligmønstre og formueanbringelser".[55]

Den udbredte uvilje mod ejerboligbeskatning hænger sammen med, at kapitalindtægten fra ejerboliger ikke foreligger i form af kontanter, men er en naturalieindtægt i form af boligydelse, som tilmed forbruges af ejeren samtidig med, at den indløber.

Bemærkning 9. Argumentet for ejendomsværdiskat er et lighedsargument, ikke generel indkomstudligning (det lodrette lighedsprincip), men at det lige skal behandles lige (det vandrette lighedsprincip).

En bolig giver ejeren et afkast, en boligydelse, som ejeren kan sælge for en lejeindtægt, eller som ejeren kan bruge selv. I begge tilfælde er der tale om en indtægt, som bør beskattes. For det andet bør den faktisk beskattes to gange, hvis boligydelsen forbruges af ejeren, først som indtægt, dernæst som forbrug, idet forbrug jo normalt beskattes med moms. Boligydelsens størrelse skal i princippet opgøres som det beløb, boligen kunne indbringe ved udlejning, den såkaldte lejeværdi af egen bolig, som optrådte i selvangivelsen fra indkomstskattens indførelse i 1903. Med boligforliget i 1974 blev det vedtaget at afskaffe begrebet, og det skete endeligt i 2000, hvor man i stedet gik over til at beskatte ejendomsværdien. Boligydelsen kan med rimelighed beregnes som en procentandel af ejendomsværdien, og skat på boligydelsen bliver dermed det samme som skat på ejendomsværdien. Det er på mange måder en hensigtsmæssig form for beskatning: den er retfærdig, idet forskellige indkomsttyper behandles ens; unddragelsesmulighederne er små, fx kan en ejerbolig ikke flyttes til udlandet; skatteforvridningerne mellem forskellige typer af forbrug, bolig og investering er også små; ejendomsprisernes ustabilitet dæmpes.

For det tredje bør kapitalgevinster og –tab beskattes, også når de hidrører fra ejerboliger. Beskatning af det løbende afkast af ejerboliger kan suppleres med, men næppe erstattes af skat på kapitalgevinster ved salg af fast ejendom - og fradragsret for dokumenteret tab - som foreslået af Enhedslisten.

For det fjerde bør der udover ejendomsværdiskatten også betales grundskyld af værdien af den ubebyggede jord, der har yderligere gunstige egenskaber i forhold til ejendomsværdiskatten. Den kapitaliseres formentlig fuldt ud, således at den reelt betales af den, som ejer jorden ved grundskyldens indførelse, i form af lavere jordværdi; derfor bør den også af rimelighedsgrunde indføres og ændres uhyre gradvist. Den beskatter den samfundsskabte værdi af jorden. Den har ingen forvridningsvirkninger, hvilket kun gælder meget få skatteformer, men det gælder for kopskat (en skat, hvor alle betaler samme kronebeløb per hoved, pro Kopf), og nok så væsentligt for beskatning af resourcerenten, dvs. værdien af en naturressource, når den ligger i jorden, der jo er nært beslægtet med værdien af ubebygget jord. Der har været forslag om fuld grundskyld, hvorved jordens salgsværdi falder til nul, som foreslået af Henry George i 1879 og forfægtet herhjemme af Retsforbundet. I Danmark blev der i årene 1926-1965 betalt grundstigningsskyld.[56]

Skattestoppet fra 2002 fastfrøs ejendomsværdiskatten i kroner og øre, men ikke grundskylden, som dog højst måtte stige med 7% om året. I 2014 indbragte ejendomsværdiskatten 13 mia. kr. (1.5% af de samlede skatter), grundskylden på jord til boligformål 18 mia. kr. (2% af de samlede skatter). Grundskylden udgjorde 8% af de samlede skatter i 1950, 2% i 2000, og 3% i dag. Skatteværdien af de samlede rentefradrag er faldet fra 3% af de samlede skatter til knap 2%.[57] Ejendomsværdiskatten opkræves med 1% for ejendomsværdi op til 3 mio. kr. og 3% for værdier derover, men reelt betales kun i gennemsnit 0.6% af ejendomsvædierne på grund af skattestoppet og nedslag for forskellige grupper. Uden skattestoppet vil gennemsnittet være 0.9%. Skattestoppet har især begunstiget dem med store ejendomsformuer og høje indkomster.[58]

Vismændene har beregnet, at en såkaldt neutral ejendomsværdiskat, dvs. at ejendomsafkast beskattes ligesom aktieafkast, ville indebære en skat på 1.2% af ejendomsværdien med mindre progression end den nuværende, (1.8% for de høje ejendomsværdier i stedet for de nuværende 3%), samt afskaffelse af pensionistnedslaget. En neutral ejendomsværdiskat ville øge provenuet fra de nuværende 13 mia. kr. til 29 mia. kr. Derved ville den samlede indkomstfordeling faktisk blive en smule mere ulige, især på grund af afskaffelsen af pensionistnedslaget, hvilket den politiske højrefløj naturligvis ikke har været sen til at påpege, sjovt nok som en slags argument imod højere boligskatter.[59]

Bemærkning 10. Der er kun ét argument imod ejendomsskatter, nemlig at man selv ejer noget fast ejendom.

Det er et vægtigt argument, men irrelevant, hvis man er et pænt menneske. Ejendomsværdiskat er ikke sjovt at betale, men det er absolut nødvendigt. Jan Mølgaard har jo ganske ret i, at boligmarkedet er et lotteri, som vi alle er tvangsindlagt til, ikke mindst på grund af uforudsigelige ejendomspriser og finansieringsforhold.[60] Hvis "alle skal have mulighed for at komme til at bo sundt, økonomisk overkommeligt og" til en løbende husleje, som svarer til ens boligforbrug, så skal hele boligmassen nationaliseres. Det er ikke nemt, det er naturligvis voldsomt upopulært, og det ville også forskertse de gunstige virkninger af privat ejendomsret til boligerne. Men en fornuftig ejendomsværdibeskatning ville trods alt være en god begyndelse.

Det ens bør behandles ens. Alle betaler grundskyld. Men

andelsboligejere betaler ikke ejendomsværdiskat og kan derfor heller ikke trække renter af den fælles gæld fra i skat. Almene boliger betaler heller ikke ejendomsværdiskat. Ifølge vismændene ville en forøgelse af ejendomsværdibeskatningen til 1.2% bidrage til større skattemæssig ligestilling mellem at bo i lejebolig og i ejerbolig.[61]

Derimod er det problematisk at øge grundskylden væsentligt, hvilket man har måttet ty til på grund af skattestoppet fra 2002, som fastfrøs ejendomsværdiskatten i kroner og øre, og som stadig er i kraft, foreløbig til 2020. Forsøgene på at udskille grundværdien fra den samlede ejendomsværdi er endt i den rene vilkårlighed. Det er svært nok med ejendomsværdien; 1/3 af Engberg-udvalgets automatiserede vurderinger afviger mere end 20% fra den realiserede handelspris, lidt bedre end SKATs vurderinger, som afviger endnu mere. Men det er meget værre med grundværdien, og Engberg-udvalget opgav det simpelthen i 2014 og anbefalede at fastsætte grundværdien som fast andel af ejendomsværdien i hver kommune, måske nok en fornuftig mulighed, men så er man næsten tilbage i ejendomsværdiskatten.[62] Der er ingen vej uden om en gradvis forhøjelse af ejendomsværdiskatten. Det bør alle uanset politisk ståsted kunne tilslutte sig.

Men der er lang vej igen, som det fx fremgår af et indlæg af de konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, der ønsker "et mere retfærdigt boligskattesystem, der sikrer, at de danske boligejere kan beholde flere af deres egne penge, end de har udsigt til i dag ... præcis som de fortjener".[63] Eller følgende fra et indlæg om forøgelse af ejendomsværdiskatten til 1.6% af værdier over 3 mio. kr.: Huset "vil miste i værdi, måske til under det, jeg gav i sin tid, samtidig med, at jeg skal betale mere for at bo der." [64] At miste formuegevinsterne opleves som den største uretfærdighed. Arbejdsfri indtægter, som ikke skyldes andet end held, er meget populære og afgives meget nødig. De tilfalder især den gruppe i den ældre generation, som også er begunstiget af høje pensioner, og som derved kan lægge beslag på en uforholdsmæssig stor del af det samlede forbrug år efter år. Men nogen skal jo betale gildet, og det er især den unge generation, som har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet.[65]

Bemærkning 11. Formuegevinster på boliger og pensionsudbetalinger bidrager til det store generationstyveri.

Principielle og teoretiske overvejelser om skattesystemet har stor praktisk relevans, men det mest betydningsfulde og presserende problem har i de sidste 10-15 år været at få skatteinddrivningen til at fungere. Den afgørende breche blev skudt i 2005, da Kristian Jensen var skatteminister i Fogh-regeringen, og nedbrydningen af fæstningsværkerne er fortsat lige siden. Med det erklærede formål at effektivisere skatteinddrivningen begyndte man at afskedige tusindvis af ansatte i SKAT, længe inden de IT-systemer, som hævdedes at kunne erstatte dem, var på plads og i orden. Skatteinddrivningen fungerer upåklageligt for lønmodtagerindtægter, men for andre indtægter er den blevet liberal, og store milliardbeløb er forsvundet ud i den blå luft, angiveligt som en kæmpe overraskelse for de ansvarlige politikere, som dog ikke har udvist den store interesse for at restaurere SKAT. Der er udbetalt 12 mia. kr. for meget i refusion af udbytteskat, restancerne løber op imod 100 mia. kr., store beløn er refunderet i fiktive angivelser af negativ moms.[66] Ejendomsvurderingerne sejler.

Skatteskandalernes dimensioner er enorme i forhold til besparelsen ved de 5.000 nedlagte stillinger i SKAT. At skatteadministrationen er skudt i grus og nu består af dynger af tidsmangel, inkompetence, uvidenhed og ligegyldighed over for love og bestemmelser, kan jeg og mange andre dokumentere med personlige erfaringer. SKAT har simpelthen forsøgt at franarre mig et stort beløb – uretmæssigt og forgæves. Realiteten er, at enhver henvendelse til SKAT er utilrådelig undtagen gennem en revisor og/eller en advokat. Dette har vendt op og ned på mit verdensbillede. Jeg har altid opfattet SKAT og andre offentlige myndigheder som en medpart og ikke som en modpart og forholdet til dem som et gensidigt tillidsforhold. Det gør jeg ikke mere, desværre.

"Hvilken politiker har hadet den offentlige sektor så meget", at SKAT "har skullet udsættes for et langsigtet, dødeligt overgreb?", spørger Jes Stein Pedersen retorisk.[67] Problemet er, at man har erstattet faglig indsigt med en generel ledelsesfilosofi og ansat mængder af administratorer, cand.scient.pol.’er, cand. scient.adm.’er og hvad de ellers hedder, som ikke blot er uden faglig ballast, men som heller ikke nærer nogen respekt for faglig kompetence. Og det er et problem, som genfindes og vokser i store dele af den offentlige administration.[68] De mange skatteministre og andre ministre deler ansvaret. Men det er jo ikke hele historien. Det endelige ansvar påhviler os vælgere, som har valgt uansvarlige politiske ledelser.

Bemærkning 12. Det vigtigste formål med enhver skattereform er at genopbygge den sønderskudte skatteadministration. Det vil tage lang tid og det vil blive dyrt, men i modsætning til topskattelettelser er det selvfinansieriende med langt over 100% (må man da håbe). Den mest elementære form for lighed eller snarere retssikkerhed er, at det lige behandles lige.

For en ordens skyld skal der her til sidst knyttes en bemærkning til selve præmissen for debatten om skattereformer, nemlig at den økonomiske vækst bør fremmes, jf. bemærkning 2-5 ovenfor.

Når noget kun kan fungere, så længe det vokser, er der grund til at mane til vagtsomhed. Det leder tanken hen på pyramidespil og såkaldt Ponzi-finance, dvs. finansielle arrangementer, hvor afkast af gamle indskud finansieres af nye indskud.[69]

Regeringen håber og tror, at vi kan komme "tilbage på trend­væksten" og fortsætte som før. Måske - en stakket stund endnu. Men hvad vil man gøre om fem år, hvis ADAM ikke får lukket gapet, og gaderne er fyldt med arbejdsløse ligesom i Sydeu­ropa? Kan man fremdeles vende ryggen til de mørke og truende sky­er, som trækker sammen i hori­sonten (miljøproble­mer, råvarepris­stig­ninger, global ulighed) og kigge den anden vej, hvor solen stadig skin­ner, om end den er ved at gå ned?

Bemærkning 13. Om eksponentiel vækst vides to ting med sikkerhed, for det første, at det går hurtigt, efterhånden meget hurtigt, for det andet, at det holder op.

Ser man lidt mindre kortsigtet på det, er klima- og ressour­cegrænserne for vækst rykket så tæt på, at de ikke længere kan overses. Her hersker naturlovene, som ikke lader sig ændre pr. dekret. Her må der anlægges en hel­heds­betragtning.


[1] Samfundsøkonomen, nr. 4, december 2016.

[2] Peder J. Pedersen og Nina Smith, Samfundsøkonomen 4/2016, p 19.

[3] læs fx Sarah Glerups beskrivelse i Politiken 28.3.2017 og Bent Gravesens mandagskommentar, Troels Lunds Poulsens tvangsliberalisme, Kritisk Debat 27.3.2017. "Af alle økonomiske og sociale systemer er det kapitalistiske uden fjerneste tvivl det mest naturlige. Det er i sig selv et tegn på, at det må være det værste." (Michel Houellebecq, Udvidelse af kampzonen; citeret fra Bernard Maris: Økonomen Houellebecq. Bobo - Den franske Bogcafés Forlag 2017, p 117).

[4] Jesper Jespersen, Politiken 12.2.2017, 17.2.2017.

[5] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Halvdelen af den danske jobfremgang er deltidsjob, 17. april 2017.

[6] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2016, p 36; Peter Birch Sørensen m.fl., Politiken 19.3.2017.

[7] Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, jf. Fagbladet 3F 15.11.2016.

[8] I 2013 kom der 82.000 svarende til 36.000 fuldtidsbeskæftigede (Jonas Felbo-Kolding og Søren Kaj Andersen, Samfundsøkonomen, nr. 4, december 2014, pp 21-22).

[9] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2016, p 35.

[10] DØR: Dansk Økonomi, forår 2016, p 281; Samfundsøkonomen 4/2016, pp 5,19,27.

[11] Finansministeriet: Regne­principper og modelanvendelse, november 2012.

[12] Finansministeriet, 2013.

[13] Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Politiken 9.1.2011.

[14] Regne­principper og modelanvendelse, november 2012.

[15] Jonas Schytz Juul, Samfundsøkonomen 4/2016, p 42; Peter Birch Sørensen m.fl. Politiken 19.3.2017.

[16] Beskæftigelsesministeriet: Dagpengekommissionens samlede anbefalinger, 15. oktober 2015.

[17] Produktivitetskommissionens slutrapport, marts 2014; Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Halvdelen af den danske jobfremgang er deltidsjob, 17. april 2017.

[18] Udtalelse fra Finansministeriet, citeret i Politiken 10.2.2017.

[19] N.G. Mankiw: Macroeconomics. New York: Worth, 2000, p 387.

[20] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2016, p 6.

  1. Samfundsøkonomen 4/2016, pp 12-17, 25-27, 32, 35, 39-48.

[22] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2017, p 114; Samfundsøkonomen 4/2016, p 22.

[23] Samfundsøkonomen 4/2016, p 11.

[24] Samfundsøkonomen 4/2016, p 12.

[25] Samfundsøkonomen 4/2016, p 32.

[26] Jesper Jespersen, Politiken 17.2.2017.

[27] The Economist, 27 October 2012, p 66; Samfundsøkonomen 4/2016, p 28.

[28] The Economist, 27 October 2012, pp 11,66.

[29] Regeringsgrundlaget, 2016.

[30] Peter Birch Sørensen og Jens Hauch, Samfundsøkonomen 4/2016, pp 29-31.

[31] Jonas Schytz Juul, Samfundsøkonomen 4/2016, p 37-39.

[32] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2009, pp 183-184.

[33] Niels Glavind og Susanne Pade: Notat om udviklingen i daginstitutionernes bemanding siden 1984. Bureau 2000, 5. januar 2015.

[34] Angus Maddison: The World Economy. Historical Statistics. OECD 2003.

  1. Hans Aage: Et causeri om markedsøkonomiens mistrøstighed med 22 eksempler på økonomiske vildfarelser. Kritisk Debat (15. februar 2016)

[36] The Economist, 19 March 2016, p 69.

[37]Produktivitetskommissionen: Slutrapport, 2014.

[38] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2009; Danske Regioner m.fl.: Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren, delrapport XI, 2015.

[39] Politiken 3.12.2016.

[40] Jyllandsposten 18.9.2005.

[41] Berlingske Tidende, 7.12.2013.

[42] Politiken 22.1.2017.

[43] Regeringsgrundlaget, 2016.

[44] Peder Andersen og Niels Kærgård, Samfundsøkonomen 4/2016, p 6.

[45] John Rawls: A Theory of Justice, 1971, pp 137, 303.

[46] Underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, Politiken 23.3.2017.

[47] Notat om ulighed og økonomisk vækst udarbejdet af Folketingets økonomiske konsulenter, 31. marts 2017, som gennemgår nye rapporter fra OECD og IMF. (Folketinget, Finansudvalget, FIU, Alm. del, bilag 91). Vismændene nævner ikke konklusionen fra OECD-rapporten i kapitlet om Indkomst- og formuefordeling fra efteråret 2016, jf. Christen Sørensen, Politiken, 13. april 2017.

[48] Berlingske, 21.4.2017.

[49] Se Aage, H.: Fordelingsteori, kap. 10, pp 281-291, i Chr. Hjorth-Andersen (red.): Udviklingslinjer i økonomisk teori, Djøfs Forlag 2000; Christen Sørensen: Fordelingsteori, Systime 1999, pp 231-252.

[50] Edith Tingstrup, Politiken 26.11.2016.

[51] Mikkel Andersson, Politiken 26.11.2016.

[52] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2016, pp 203-205,209,211,215.

[53] DØR, Dansk Økonomi, efterår 2016, pp 224,228,234,239,244,257.

[54] DØR, Dansk Økonomi, forår 2017, pp 277-279,

[55] Anders Fogh Rasmussen i Jens Lunde, red.: Bolig og Økonomi, 1987, p 110.

[56] DØR, Dansk Økonomi, forår 2016, pp 233-239.

[57] DØR, Dansk Økonomi, forår 2016, pp 218-219.

[58] DØR, Dansk Økonomi, forår 2016, pp 218,223, 240, 274.

[59] CEPOS, Politiken 17.3.2017.

[60] Jan Mølgaard, Mandagskommentar, Kritisk Debat, 6.3.2017.

[61] DØR, Dansk Økonomi, forår 2016, pp 240-241.

[62] DØR, Dansk Økonomi, forår 2016:253.

[63] Politiken, 22.2.2017.

[64] Direktør Joachim Sperling, Politiken, 14.2.2017.

[65] Det er hårdt, hvis man ikke får boligformuen forærende i form af kapitalgevinster, men skal spare den op selv. En beskeden kapitalgevinst på fx 720.000 kr. kan man godt spare sammen til; med en rente på 0% og en opsparing på 1.000 kr. om måneden vil det tage 60 år.

[66] Læs den rystende beretning: Jørgen Øllgaard, Politiken 13. april 2017; Christen Sørensen, kronik i Politiken, 9.4.2017, og Bent Kristian Larsen, kronik i Politiken, 8.4.2017.

[67] Politiken, 9.1.2017.

[68] Se fx Jørn Lunds beskrivelse af forholdene i Undervisningsministeriet i kapitlet Tidsånd og djøfisering, pp 100-109, i SKET, erindringsessays, København: Gyldendal 2013.

[69] Efter Carlos Ponzi, en berømt finanssvindler i Boston i 20erne, som tilbød 30% i afkast om måneden. Den slags kan somme tider køre nogle måneder ved hjælp af nye indskud, men efter fire-fem måneder "the entreprneurs go to Brazil or jail or both". C.P. Kindleberger & R.Z. Aliber: Manias, Panics and Crashes. (5th edt.). Houndmills: Palgrave Macmillan 2005, pp 11, 24-25, 62-63.