Dobbelt desillusionering
Af Walter Baier

Offentliggjort: 15. juni 2017

Donald Trumps valg som USA’s 45. præsident alarmerede politiske beslutningstagere såvel som medier og intellektuelle overalt i Europa. Ikke kun fordi paraplyer altid er blevet åbnet, når regnskyer gjorde himlen mørk over Washington, men fordi scenariet i høj grad lignede, hvad vi er blevet bekendt med i Europa. 71% af de hvide, mandlige vælgere uden højere uddannelse stemte på Trump, hvilket også gav ham et flertal i aldersgruppen 45+ og blandt mellemindkomstgruppen, som ellers hidtil havde været kernen i det demokratiske partis tilhængere. 78% af Trumps vælgere sagde, at den økonomiske situation i deres familie er forværret i forhold til for et år siden, og 63% forventer, at den næste generation vil få en sværere tilværelse end deres egen.

Skal Trumps sejr betragtes som et varsel om et forestående politiske jordskælv i Europa?

Francis Fukuyama har rost 'den gode populisme'1 og skrevet, at ved at stemme på Trump har det 'amerikanske demokrati endeligt reageret på den stigende ulighed og økonomiske stagnation som størstedelen af befolkningen har oplevet'. Dette kan synes paradoksalt. Men ikke hvis man tænker på at vælgernes afgørelse især beror på politiske og ideologiske præferencer og derfor kun i ekstraordinære situationer svarer helt til vælgernes økonomiske og sociale status.

Dette forklarer, hvorfor kun et mindretal på 42% af Trumps vælgere siger, at økonomien var den vigtigste årsag til deres afgørelse, mens 64% svarer, at det var indvandring, og for 57% vedkommende gjorde terrorisme forskellen.

Hvad Trumps vælgere mener om ham er ganske overraskende. Kun en tredjedel (35%) mener, at 'han bekymrer sig om folk som mig', 26% sætter lid til hans gode dømmekraft", og kun 8% føler, han har den rette erfaring.

Hvordan kunne en person, som opfattes på denne måde blive amerikansk præsident? Svaret er slående. 83% af hans vælgerne følte han 'kan ændre systemet'. 2 Tilsyneladende har folk et meget realistisk billede af Trump. Han kan være en politisk uerfaren egocentriker, mangle god dømmekraft; han bekymrer måske ikke engang om mig og mine venner; men han åbner muligheden for 'system forandring', uanset hvad dette specifikt må betyde.

Kraften fra denne 'enkeltsags’ bevægelse der direkte har konfronteret det politiske system har overrasket næsten alle. Men den kan på ingen måde betragtes som upolitisk. Den folkelige desillusionering som kom til udtryk, bekymrer ikke kun det politiske establishment; Det omfatter også det hegemoniske system, som nu sikrer den politiske konsensus, som den politiske teoretiker fra Harvard Danielle Allen skrev i en kommentar til Washington Post. "Den ene halvdel af nationen undlader konsekvent at forstå den anden halvdel, fordi USA er en nation, der er delt mellem dem der ser nyheder og dem, der læser nyheder." Og hun konkluderer, at "forstå vores politiske systems dynamik er ensbetydende med at spotte hvordan disse strømninger blander eller ikke blander sig, og spor af de hvirvelstrømme, tidevand og surf storme der genereres når de konvergerer

Europa, "de te fabula narratur" (”Det er dig historien handler om”). Eurobarometer registrerer den samme grad af folkelig desillusionering. I 2015 sagde 43% af EU-borgerne, at de var utilfredse med deres demokrati; 48% udtrykte mistillid til regeringen, og 62% mente at udviklingen gik i en forkert retning.4

Disse resultater illustrerer hvad der i politisk teori ses som den typiske populistiske kløft mellem 'system' og 'folk'. Den sidstnævnte udgør det Laclau kalder en» tom betydning',5 i stand til at absorbere, som et "sort hul", alle former for folkelig utilfredshed og frustration; det påtvinges et diskursivt tomrum, der kan fyldes med forskellige betydninger, endda antagonistiske.

Kampen for at fylde den ”tomme betydning” op er den typiske kamp om hegemoni og magt, der finder sted i den allerede eksisterende arena af magtforhold.

I modsætning til konventionelle fortolkninger, hvor den højreorienterede populisme fortolkes som en 'patologisk' afvigelse fra normaliteten af vestlige liberale demokratier, hævder den hollandske politolog Cas Mudde, at det er et symptom på en patologisk normalitet, med andre ord, at højrefløjens populisme i det væsentlige er en radikalisering af etablerede neoliberale holdninger og værdier snarere end deres benægtelse.

Ved hjælp af data fra Eurobarometer indsamlet i 1997, viser Mudde at allerede det år var det kun omkring en tredjedel af borgerne i EU-15, der betragtede sig selv som 'slet ikke racistiske', en anden tredjedel erkendte de var 'lidt racistiske', mens den sidste tredjedel åbent indrømmede at have racistiske følelser. Og endnu mere vidtgående end hvad selv de mest radikale højre populistiske partier ville foreslå, støttede 20% ubetinget hjemsendelse, de var enig i udsagnet om, at 'alle indvandrere, hvad enten de var legale eller illegale, som kom fra lande uden for den Europæiske Union og deres børn, ja selv dem, der er født her, skulle sendes tilbage til deres oprindelsesland'.6

Det betyder, at den populistiske spaltning mellem folks "sunde fornuft" og hvad der betragtes som "politisk korrekt" har eksisteret i temmelig lang tid. Michael Fleischacker, leder af Wien-redaktionen af den konservative Neue Zürcher Zeitung, bemærker at med valget af Trump, vandt den højreorienterede populisme, der omfatter en bred vifte af socioøkonomiske, verdenspolitiske og institutionelle spørgsmål den første store sejr i en langvarig kulturelle kamp. Ja, det er korrekt, at et aggressivt, voksende flertal, der længe har været betragtet som et mindretal [...] er ved at ophæve en konsensus, der har varet et halvt århundrede.

Aftalen var noget i denne retning: vi, det "progressive" venstre, siger hvad der er socialt og kulturelt rigtigt, og hvad der skal tænkes og skrives og hvad der ikke skal. De andre skal holde deres mund; dog har de lov til at realisere sig selv økonomisk. Vi lader de klogere mennesker blive rige og købe undergravende kunst; Vi yder social støtte til de mindre intelligente mennesker, lader dem se TV og have det sjovt.

Den effektive dæmpning af flertallet gav på et bestemt tidspunkt det succesfulde mindretal det indtryk, at de på en eller anden måde var et numerisk flertal og blev dermed demokratisk legitimeret. Da aftalen om succes eller social støtte er ved at ophæves, virker den heller ikke hvad angår det kulturelle aspekt.»7

Diagnosen er næsten ligesom Gramscis klarsyn. Den hegemoniske krise er her forklaret som opløsning af neoliberalismes to konstituerende elementer, kulturel liberalisme og nyklassicistisk forsyningsside økonomi. Samspillet mellem dem gik godt så længe økonomien leverede velstand for en optimistisk og voksende middelklasse. Da den gik i stå, stødte den kulturelle liberalisme på den aktive indsigelser fra dem, der i bedste fald indtil videre har tolereret den uden faktisk at acceptere den.

Den radikale højrefløjs indhug i proletariske, tidligere socialdemokratiske vælgere findes der faktisk mange beviser for.

Der er imidlertid blevet indsamlet betydeligt empirisk materiale for at vise, at fremkomsten af de radikale højre partier i Europa er udtryk for en demoralisering og forvirring i de lavere klasser, der har en afsmittende virkning på samfund fra bunden af og op. Disse observationer er imidlertid udtryk for ideologiske fordomme, eftersom de ikke engang gider at undersøge de radikale højre partiers stemmeandel i andre segmenter af vælgerne, navnlig blandt overklassen.

Men fremkomsten af den yderste højrefløj kan ikke kun undersøges empirisk. Opløsningen af en hegemonisk struktur, som er blevet dysfunktionel er hverken direkte afspejling af krisen eller en spontan reaktion fra masserne.

Politiske og ideologiske komponenter spiller ind her. I modsætning til diskussionen i USA, er den rolle, som magtfulde medier spiller i opreklamering af kampagner fra radikale højrepartier ikke en del af debatten i Europa. Ej heller er den betydelige økonomiske støtte som disse parter modtager fra store multinationale selskaber et emne for seriøs forskning og debat.8

Den folkelige utilfredshed, der finder udtryk i at der stemmes på populistiske radikale højrepartier skal tages alvorligt som de undertrykte skabningers suk' såvel som "opium for folket". Men i dette tilfælde gælder også den grundlæggende indsigt at 'de herskende ideer i hver tidsalder altid har været den herskende klasses ideer'.9

Den Europæiske Union er et let mål

Den almindelige anklage om, at den Europæiske Union angivelig er ineffektiv, ser bort fra EUs store effektivitet når det gælder om at påtvinge de europæiske samfund den neoliberale dagsorden og endog udnytter finanskrisen til at gøre dette.

Hvad der imidlertid er sandt er at siden 1990erne har EU systematisk svigtet sine løfter til befolkningen i Europa. I Central- og Østeuropa mislykkedes det for EU at give det lovede hurtige økonomiske løft (undtagen i meget få storbyområder); i Sydeuropa er de begyndende velfærdsstater blevet ofret på den neoliberale nøjsomheds alter, men selv i kernelandene er levestandarden for middelklassen stagnerende og velfærdssystemer indskrænke.

Derfor blev den Europæiske Union et for let mål for populistisk kritik. Desto mere eftersom Bruxelles, i modsætning til Washington, ikke er en almindeligt anerkendt hovedstad i en suveræn stat, som kunne tillægges historisk og politisk legitimitet som et system af sofistikeret kontrol og balance.

Nogle kammerater på venstrefløjen har ikke desto mindre på baggrund heraf foreslået at spiller dette kort. I en artikel offentliggjort lige før den britiske folkeafstemning afviste tidligere Syriza MP Stathis Kouvelakis at EU kan reformeres og opfordrede til dens opløsning. «Så vi er nødt til at spille folkeafstemningsspillet, mens vi samtidig blokerer for de fremmedfjendtlige og nationalistiske kræfter på højrefløjen fra at vinde hegemoni og aflede den folkelig opstand.»10

Stefano Fassina, tidligere finansminister i Italien, opfordrer ligeledes venstrefløjen til at oprette «nationale befrielsesfronter', der kan blive samlingspunkt for de progressive kræfter og «den demokratiske højrefløj og partier, der slår på den nationale suverænitet».11

Selv om de to forfattere tilsyneladende er uenige om hvorvidt venstrefløjen bør bekæmpe det nationalistiske højre eller skabe alliancer med det, er de i det væsentlige enige om, at den Europæiske Union bør rives ned og erstattes af nationen.

Dette er relevant, for så vidt som den Europæiske Union ud over at være økonomisk og valutaunion udgør et sofistikeret system af institutionaliseret mellemstatslige forbindelser hvis demokratiske underskud vækker kritik, der kan nemt glide over i nationalisme.

Med andre ord, i modsætning til hvad den fremherskende, optimistiske European policy retorik i dagens Europa hævder, er Europa på ingen måde gjort med det nationale spørgsmål.

Voksende nationalisme i Europa er en indikator for voksende ulighed mellem centrum og periferi, ledsaget af en revitaliseret rivalisering mellem de store magter, både som følge af de voksende uligheder forårsaget af neoliberale stramninger.

Eric Hobsbawm, en britisk historiker med gamle østrigske rødder, begyndte sin berømte monografi om nationen og nationalisme ved at henvise til 'de første bemærkelsesværdige forsøg på at underkaste spørgsmålet en lidenskabsløs analyse', som var 'de vigtige og undervurderede debatter blandt marxisterne i Anden Internationale om hvad de kaldte det "nationale spørgsmål" ', og som involverede ' de bedste hjerner i den internationale socialistiske bevægelse , Kautsky og Luxemburg, Otto Bauer og Lenin, for at nævne nogle få '.12

Selv om hele Hobsbawns undersøgelse er helliget begrebet nation, henstiller han Interessant nok til dem der er interesseret "i dette emne' om at 'indtage en agnostisk holdning' og ' ikke [at arbejde med] en forudgående definition af, hvad der udgør en nation".13

Ifølge Hobsbawms opfattelse, er nationer mere end blot ideologiske konstruktioner relateret til status som stat, enten som allerede eksisterende eller genstand for en ny frihedskamp, men udgør et element af materiel social virkelighed.

Socialdemokraterne var før 1914 enige om princippet om socialistisk internationalisme, hvilket betød altid at sætte arbejderklassens interesser over nationale forskelle. Men ud fra dette princip udledtes der modsatrettede strategier. Mens Karl Kautsky og Rosa Luxemburg så frem til en nært forestående opløsning af nationale og endda sproglige forskelle – en udvikling de betragtede som progressiv - proklamerede Lenin, i det mindste i teorien, hvert folks ubetingede demokratiske ret til national selvbestemmelse.

I det omfang uenighederne blandt Socialdemokraterne var mere end ideologiske, dvs. en afspejling af de forskellige betingelser de mødte i kampen, viser de, at nationer ikke er grundlæggende kendsgerninger, på tværs af tid og uforanderlige, men fænomener, der er historisk betinget af tid og rum.

Derfor er princippet om internationalisme, der først og fremmest indebærer prioritering af 'klasse interesser' over nationale forskelle, ikke noget, der forpligter Socialdemokraterne til at vælge en bestemt håndtering af nationale spørgsmål, men altid en politisk holdning, der forhindrer arbejderklassen fra forskellige nationer i at arbejde mod hinanden.

Det var præcis den holdning den østrigske socialdemokrat Otto Bauer havde, da han ironisk kommenterede på en bitter polemik blandt polske socialdemokrater omkring årsskiftet fra det nittende til det tyvende århundrede, om hvorvidt de skulle kæmpe for en uafhængig polsk nationalstat eller ej. «På et tidspunkt hvor arbejderklassens aktivister fængsles dagligt, skydes eller hænges, kæmper arbejderne i Warszawa og Lodz om, hvorvidt forholdet mellem Rusland og Polen bør styres af den forfatningsgivende forsamling i St. Petersborg eller i Warszawa, og om de bør kræve en otte timers arbejdsdag fra den russiske Duma eller fra det polske parlament.»14

Lyder dette ikke som dagens ideologiske diskussion om den Europæiske Union, der truer med at splitte den europæiske venstrefløj? Den klogeste måde at tage debatten på synes at ligge i erkendelsen af, at et demokratisk, socialt, økologisk og feministisk Europa aldrig vil blive en realitet, hvis det ikke opnås gennem befolkningens kamp herfor - i stedet for at man nu fokuserer på splittende spørgsmål omkring specifikt formulerede planer A, B, C, osv.

Der er gode grunde til at der er en voksende euroskepsis, især i de sydeuropæiske lande. Kan en internationalist europæisk venstrefløj bede venstrefløjen i disse lande om at ignorere befolkningens euroskepsis, så meget desto mere som den er baseret på virkelige erfaringer?

Ingen kan i dag forudsige fremtiden for euroen og endda for EU. I stedet for at integrere og fokusere på åbenlyse uenigheder om EU, har venstrefløjen brug for debatter for at nå til enighed om et klart sæt af væsentlige elementer for en fælles strategisk platform, som også anerkender de politiske uenigheder.

Styrkelsen af det ekstreme højre i Europa og den overhængende trussel den udgør for det liberale demokrati viser endnu engang, at kampen ikke er kun drejer sig om socioøkonomiske rettigheder. Og det bliver endnu mere politisk, da det ikke kan løses alene inden for de nationale rammer.

Hvordan kan vi reagere? Accepterer vi dilemmaet om at vælge mellem at være enten for EU eller Euroskepsis?

I virkeligheden har de fleste venstrefløjspartier i Europa altid fremlagt en nuanceret holdning. Mens de har støttet europæisk enhed i almindelighed har de aldrig været "Eurofile" i almindelig forstand. Derfor var de imod Maastricht-traktaten, mod Amsterdam- og Nice-traktaterne, mod finanspagten og de såkaldte Fem Formænds Rapport15, og naturligvis mod TTIP.

Hvis det ikke drejer sig om betingelsesløst at acceptere europæiske integration eller afvise den fuldstændig, må venstrefløjen så ikke i det mindste beslutte om den er for 'mere' eller 'mindre' Europa?

Det store flertal af venstrefløjen i Europa afviser faktisk allerede mere af den samme EU-politik. I virkeligheder giver en diskussion om mere eller mindre af noget kun mening, når den henviser til et specifikt indhold. Derfor vil de rigtige spørgsmål være: Hvilke politikker bør venstrefløjen være fortaler for? Hvilket EU ønsker den? Og i hvilket omfang bør beføjelser og kompetencer deles mellem EU og medlemslandene?

Denne debat kræver en dobbelt desillusionering; Vi har brug for at blive bragt ud af to illusioner:

Den ene drejer sig om det faktisk eksisterende EU. Den Europæiske Union har aldrig været det demokratiske, sociale og fredelige projekt, som forskellige regeringspartier har hævdet.

Der er imidlertid heller ingen grund til at nære illusioner om et eventuelt Europa efter EU. Horror vacui (”frygt for det tommerum” Se bemærkning efter artiklen)) loven gælder også i historien. Hvis den eksisterende europæiske orden falder fra hinanden ville den give plads for en anden, som ikke ville være mindre kapitalistisk og den ville samtidig være præget af stormagts rivalisering velkendt fra mellemkrigstiden, hvor stormagterne blandede sig i konflikter mellem små nationalstater, især i Centraleuropa, hvor de grænser der blev trukket efter Første Verdenskrig fortsat afveg fra den multinationale sammensætning af de pågældende landområder. Konflikter om Sydtyrol mellem Italien og Østrig, eller om Transsylvanien mellem Ungarn og Rumænien, som er blevet inddæmmet via EU, ville sandsynligvis genopstå på basis af revitaliseret nationalisme. Kunne en sådan gentagelse af historien nogensinde være i de europæiske folks interesse eller gavne venstrefløjen?

Et andet scenarie er muligt. Modsætninger i den Europæiske Union vil ikke nødvendigvis medføre et pludseligt sammenbrud. Måske vil vi se en proces svarende til tilbagegangen for det Østrig-ungarske Kejserrige, som varede i over fem årtier inden det resulterede i Første Verdenskrig. Kombineret med et samarbejdende system af centrum-højre og radikale højrepartier, ville dette scenarie ikke skabe gunstige vilkår for de sociale og demokratiske fremskridt, som venstrefløjen kæmper for.

Med andre ord åbner hverken en langsom tilbagegang eller det pludselige sammenbrud for EU portene op til en progressiv vej af krisen. En nedbrydning af EU vil kun gavne venstrefløjens mål, hvis de store problemer de enkelte samfund står overfor kunne forvaltes bedre i et Europa med 28, 35 eller 50 nationale valutaer, nationalstater og grænser.

Men er tanken om en reform af EU ikke lige så urealistisk som tanken om at nedbryde det ville føre til et bedre Europa?

EU-traktaterne og institutionerne, især efter Maastricht-traktaten, udgør ganske rigtigt et kraftfuldt bolværk mod enhver progressiv social forandring. Det betyder dog ikke, at alle demokratiske kampe er forgæves, da det også er sandt, at de nationale forfatninger kun giver rum for fremskridt i det omfang, disse er blevet vundet gennem folkelig kamp.

I dagens politik kan spørgsmålet om den Europæiske Union ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvordan man bekæmper nationalisme og det ekstreme højre. Det er her afgørende at imødegå det populistiske højres krav på at være 'anti-systemisk'. Ved at erstatte det liberale demokrati med en autoritær ”Führerstat” vil det ekstreme højre de facto forhindre enhver modstand og det på et tidspunkt, hvor det folkelige demokrati forvrænges og nedbrydes af det politiske establishment.

I kampen mod det ekstreme højre er det nødvendigt at flytte vægten fra moralsk fordømmelse til politisk kamp, som i første omgang kræver vi anerkender gyldigheden af den sociale utilfredshed, klager og kritik fra de mennesker, som de etablerede politikere har opgivet. Bernie Sanders påpegede i sin første udtalelse efter Trump havde vundet valget til Det Hvide Hus, at denne havde forstået folks reelle og berettigede vrede.

Det er ofte blevet sagt, at den afgørende slagmark med det ekstreme højre er at overvinde massearbejdsløshed og de usikre arbejds- og levevilkår. Venstrefløjen skal ikke kun rejse disse krav men foreslå gennemførlige strategier. Det betyder et brud med systemet både på nationalt og europæisk plan – en socio-økonomisk omstilling.

Men at støtte menneskers sociale og økonomiske rettigheder er ikke tilstrækkeligt.

Vi skal samtidig forsvare det liberale demokrati, menneskerettigheder, kvinders frigørelse og retsstatsprincippet, som alle trues af det ekstreme højre.

Men demokrati i ordets brede forstand kan ikke forsvares eller udvides i en alliance med de herskende klasser, fordi deres mål er at ophæve de politiske rettigheder arbejderklassen har vundet gennem kamp – men i modsætning til dem. Uden selv at blive liberale, må venstrefløjen alliere sig med alle kræfter, som vil forsvare hvad der er demokratisk i det liberale demokrati.

Af samme grund må det at forsvare demokratiet på nationalt plan ikke forveksles med den nationalisme som venstrefløjen altid har bekæmpet.

Det er klart, at EU i sin nuværende form er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Men at vælge mellem at demokratisere nationalstaten eller styrke overnationalt demokrati er at acceptere et falsk dilemma.

Den politiske venstrefløj og især dens parlamentarikere bør derfor kæmpe for en fuldgyldigt Europa-Parlament, et Parlament valgt med almindelig og lige valgret, hvis rettigheder bør udvides, ikke på bekostning af de nationale parlamenter, men på grundlag af en rimelig og gennemsigtig fordeling af magt funderet i en demokratisk forfatning.

Det stærkeste svar på den voksende nationalisme i Europa ville være et program for integration, at indføre demokrati på europæisk plan og samtidig respektere selvbestemmelse i de nationale komponenter.

Inden Første Verdenskrig væltede Europas system af stater foreslog Otto Bauer en reform af den Østrig-ungarske stat, som han kaldte 'kulturel national autonomi'. Han præsenterede også dette som et "socialistisk nationalitets princip", hvor kollektive nationale rettigheder ikke blev tildelt primært efter landområde, men skulle forstås som personers rettigheder, uanset hvor de boede. Dette koncept kunne være meget relevant i forhold til såvel gamle som nye nationale samfund, der i øjeblikket dukker op via migration.

Bauer var bevidst om de større konsekvenser af dette forslag. Derfor skrev han allerede i 1907 at dette kunne blive et udgangspunkt for en 'ny form for social struktur', en '" statstilstand", hvor de enkelte nationale samfund er indarbejdet'.16 «Europas Forenede Stater» ville således være det endelige mål for en bevægelse som nationerne har indledt, og som ville tage fart via kræfter, der allerede er blevet synlige.17

Bauers vidtrækkende begreb for den progressive og demokratisk forening af Europa forblev teori, tilsyneladende ophævet af Første Verdenskrig. Men følgerne af verdenskrigen viste sig at være optakt til et endnu mere morderisk sammenstød mellem Europas nationer.

Syv årtier med en skrøbelig fred efterfulgte 2. Verdenskrig og førte igen Europa til en korsvej, som venstrefløjen må komme med et svar på.

Selvom den radikale venstrefløj altid har været internationalistisk er der stadig ingen begrundelse for idealistiske synspunkter. Forsvar og udvidelse af sociale rettigheder samt ægte demokrati på både nationalstatsligt og europæisk plan kræver brud med det eksisterende system. Hvis formlen ”gendanne” Europa' er relevant, så består dets betydning netop i kravet om politiske og institutionelle brud.

Noter

1 Francis Fukuyama, ' amerikanske politiske henfald eller fornyelse? Betydningen af 2016 valg ', udenrigsanliggender 95,4 (juli-August 2016).

2 The Washington Post: '2016 Exit polls hvordan den afstemning har flytteter opdateret 29 november 2016.

3 Danielle Allen, 'Hvorfor oprettelse var blindsided af Donald Trump' .

4 Se ' Stimmung für Protestwahl så günstig wie noch nie ", Die Presse, 30 April 2016.

5 Ernesto Laclau, «Hvorfor tomme betegnere noget til politik?» Ernesto Laclau, Emancipation(s), London: Verso, 1996.

6 Cas Mudde, ' de populistiske radikale højre: en patologiske normalitet '.

7 Michael Fleischhacker, 'Trump gelaufen', Neue Zürcher Zeitung, 12 November 2016.

8 https://www.Greenpeace-Magazin.de/nachrichtenarchiv/Diese-Deutschen-Firmen-unterstuetzten-Trump-im-wahlkampf .

9 Karl Marx og Friedrich Engels, The manifest for det kommunistiske parti, kapitel 2.

10 Stathis Kouvelakis, 'The EU ikke kan reformeres', Verso Blog, 26 juni 2016.

11 Stefano Fassina, 'For en alliance af national befrielse fronter', forsvare demokratiet tryk, 27 juli 2015.

12 Eric Hobsbawm, nationer og nationalisme siden 1780: program, myte, virkeligheden, Cambridge og New York: Cambridge University Press, 1991; citeret fra den tyske udgave, Frankfurt en M., s. 12.

13 Hobsbawm, s. 19.

14 Otto Bauer, spørgsmålet om nationalitet og socialt demokrati, Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000 p. 453. Denne kritik er klart relateret til den udtømmende behandling af spørgsmålet om en polske delegation i den russiske grundlovgivende forsamling i det sidste kapitel af Rosa Luxemburg Nationalitätenfrage und Autonomie [spørgsmål af nationaliteter og autonomi].

15 Rapporten er udarbejdet af Formand for kommissionen Jean Claude Juncker sammen med formanden for eurotopmødet Donald Tusk, formanden for Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, formanden for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi og formanden for Europa-Parlamentet Martin Schulz. http://europa.eu/rapid/press-release_IP-15-5240_da.htm (oversætterens note)

16 Bauer, p. 519.

17 Bauer, s. 520.

Horror vacui: fysisk princip, som blev brugt fra 1300-tallet. til ind i 1600-tallet. til at forklare en række naturfænomener, fx at vand ikke løber ud af et tyndt rør, når den øverste ende lukkes med en finger. Hvis vandet sank i røret, ville der nemlig opstå et tomrum (vakuum) mellem vandoverfladen og fingeren, og det antog man, at naturen ikke ville tillade ifølge horror vacui-princippet. Inden for kunsthistorie er det bestræbelsen på at udfylde hele billedfladen med figurer eller ornamenter; det kendetegner bl.a. islamisk kunst og jugendstilen. (oversætterens bemærkning).

Artiklen er fra Transform Årbog og oversat med tilladelse fra Walter Baier af Niels Henrik Nielsen