Die Linkes identitetskrise
Af Selim Nadi

Offentliggjort: 15. juni 2017

Der er parlamentsvalg i Tyskland i september og Alternative für Deutschland (AfD) står til at blive landets første landsdækkende, nationale kraft på den yderste højrefløj siden anden verdenskrig. Selim Nadi har talt med Jacobins Berlin-redaktør Loren Balhorn om den tyske højre-populismes vækst, den tyske venstrefløjs tilstand og hvad man skal holde øje med i de år, der kommer.

Du skrev i en artikel, der blev offentliggjort i rs21, at AfD har erstattet Die Linke som det vigtigste protestparti i arbejderklassens og middelklassens øjne. Hvordan forklarer du det?

Tjah, det, jeg mente, var, at store grupper af fagforeningsmedlemmer og arbejdere i almindelighed (slet ikke et flertal, men 10-25 procent) i delstatsvalgene her i foråret stemte på AfD og nævnte almindelig, politisk utilfredshed og indvandring som hovedårsagerne til, at de stemte som de gjorde. Det er værd at bemærke, at partiets resultater har været væsentlig ringere i de efterfølgende valg. Mens Die Linkes resultater varierer fra delstat til delstat og andre områder er mere lovende end andre, synes partiet i almindelighed at miste fodfæste i dele af arbejderklassen og blandt utilfredse vælgere, især i de mindst urbaniserede og økonomisk marginaliserede regioner. Denne proces er ikke givet på forhånd og i hvilken grad AfD kan gentage sine europæiske modparters succes er stadig uvist (Tyskland er stadig væk ikke eller i hvert fald ikke endnu Frankrig eller Ungarn), men jeg tror det er fair at sige, at hvedebrødsdagene i årene 2005-2010, da Die Linke var den fremmeste opposition i parlamentet og i stand til at tiltrække de, der politisk set var uden stemme, er ovre.

Die Linke formåede i tiden omkring sin dannelse at bygge på den politisering, der udsprang af bevægelserne mod krig og nedskæringer og ride på en venstreorienteret strømning i samfundet og omdanne den til en række valgsejre. Syv år senere er Tysklands økonomi under Merkel stabiliseret, vælgerne ser meget værre livsvilkår udvikle sig i EU-landene omkring sig og Die Linke er indtrådt i flere delstatsregeringer, hvor partiet næsten intet har gjort for at fremvise kvalitative forskelle eller strategisk sammenhæng i forhold til det politiske etablissement. I mine øjne er det derfor ingen overraskelse, at partiet ville tabe ved valgene og tiltrække færre proteststemmer.

Den politiske ustabilitet som AfD har tilført tysk politik og den meget reelle mulighed for, at den yderste højrefløj kan udvikle en organiseret basis i mainstream-samfundet, betyder at Die Linke ikke har råd til at stole på tilfældigheder og klogt udført public relations for at opbygge sin politiske basis, men snarere må tænke mere alvorligt på, hvad det betyder at repræsentere de undertrykte og udbyttede ikke bare i parlamentet, men i politik og samfundslivet i almindelighed. For at være åbenhjertig så er det en uhyre udfordring, som mange i partiet bruger for lidt tid på at tænke over.

Hvordan kan den tyske venstrefløj mobilisere mod AfDs vækst? Er Die Linke i stand til at tilbyde et virkeligt politisk alternativ? Er der udover gadedemonstrationer reelle politiske og teoretiske refleksioner omkring en antiracistisk strategi på den tyske venstrefløj?

Dette er naturligvis million-euro-spørgsmålet for den tyske venstrefløj i dag og jeg tror faktisk ikke, jeg kan give dig et ordentligt svar. Hovedparten af min erfaring med at mobilisere på et antiracistisk grundlag stammer fra min tid som college-student i USA, så når jeg ser på situationen i Tyskland, ser jeg den altid gennem denne særlige linse. Men for mig ser det ud som om, at der et par problemer, man må arbejde sig igennem.

For det første er den tyske venstrefløj splittet i forhold til, hvad problemet nøjagtigt er. For dele af den radikale venstrefløj er Tyskland i enestående grad et racistisk samfund, der udelukker og truer alle ’andre’ på grund af selve sin natur. Denne opfattelse fører til temmelig dumme slagord som ”Problemet hedder Tyskland” ved antiracistiske demonstrationer, noget der i lighed med amerikanske anarko-liberale, som alene giver racistiske hvide skylden for Trumps hule sejr i præsidentvalget, giver mening som en mavefornemmelse, men simpelthen ikke er sand og derfor ikke til megen hjælp, når der skal udvikles en effektiv strategi. Vi må forstå, at racisme ikke vokser i et vakuum, men derimod i en kompliceret og dynamisk socio-økonomisk sammenhæng, man må tage sig lige så energisk af som racismen selv, hvis vi ønsker at udtørre den samfundsmæssige sump, den lever af.

Dernæst er vi nødt til at skabe os en realistisk ide om, hvem vore fjender er, hvem vore venner er og hvem der er afventende og udforme vores budskaber og strategi derefter. Vi kan ikke under nogen omstændigheder undskylde eller overse undertrykkelse, men vi skal heller ikke sygeliggøre den som et indbygget træk hos visse samfundsgrupper eller hele lande i almindelighed. En venstrefløj, der ikke prøver at vinde et flertal af befolkningen for en antiracistisk platform, ønsker i virkeligheden ikke at vinde og bruger sandsynligvis ikke megen tid på at tænke på folk udenfor et veluddannet bymiljø.

Jeg er taknemmelig over, at det er mit indtryk at disse ultra-venstrestandpunkter i stigende grad er upopulære og lidet gangbare i Die Linke selv. Der er faktisk en virkelig opmærksomhed i partiet på, at højre-populismen er en voksende fare, der udnytter økonomisk lidelse og samfundsmæssig udelukkelse til at kunne etablere et fodfæste i venstrefløjens traditionelle basis. Det er imidlertid mindre klart, hvad man stiller op med denne indsigt. Der har været nogle gode eksempler på antiracistiske organisering og på begyndende, undersøgende forsøg på at organisere lokalt på grundplan i arbejderklasseområder.

Mindre heldige figurer i Die Linkes ledelse har samtidigt skrevet nogle tåkrummende tekster, der kun kan beskrives som arbejderistiske og forsimplede, for ikke at nævne Wagenknechts velkendte meninger om sagen. I øvrigt deltager en delstatsregering under Die Linkes ledelse i Thüringen for tiden i forbundsregeringens deportationer under påkaldelse af politisk uundgåelighed og det parlamentariske demokratis begrænsninger.

Det er let for mig at sidde her og sige, at Die Linke burde kombinere antiracisme med samfundsmæssige kampe, det tror jeg enhver ville kunne sige. Det er lige så sandt, som det er hult, når det ikke følges af et konkret forslag – særligt når jeg allerede har kritiseret eksisterende kampagner andetsteds. Men når man ser på antiracistisk organisering i USA eller England, forekommer det mig, at afstanden mellem migranter og ikke-hvide og så venstrefløjen i almindelighed er forholdsvis større i Tyskland. Det har noget at gøre med forskellige historiske, kulturelle og andre årsager, der ligger uden for dette interviews rammer (og som jeg sandsynligvis alligevel ikke har noget at sige om), men at sætte sig ud over denne afstand, slår mig som en vigtig forhindring at overvinde. Der har været eksempler på godt samarbejde i lokalområdet i Berlin og andre byer omkring huslejen og andre spørgsmål og jeg tror at den slags initiativer er meget lovende for opbygningen af en kulturelt og samfundsmæssig integreret venstrefløj, men de er, når alt kommer til alt, blot spirer.

Selvom der er individuelle indvandrerpersonligheder i partiet og på venstrefløjen, er bevægelserne under et pinligt hvide i et land med så mange millioner immigranter, store og veletablerede tyrkiske og arabiske samfund osv. Som helhed kan det samme mere generelt siges om det tyske samfund, hvis offentlige image i altovervejende grad er hvidt på trods af årtiers masseindvandring. Jeg tor, at en venstrefløj, der fandt ud af hvordan den kunne overvinde denne tingenes tilstand – ikke i morgen naturligvis, men gennem en langvarig proces – ville være bedre i stand at håndtere den yderste højrefløjs fremvækst ved at forene virkelig, organisk antiracistisk organisering med et populistisk, økonomisk program for at forbedre det brede flertals levestandard, sort som hvidt.

De bedste øjeblikke i den socialistiske venstrefløjs historie har været, når den var en massebevægelse, der tiltrak de mest undertrykte i samfundet gennem sit politiske program og sit ry, men også aktivt integrerede dem (og lærte sine egne medlemmer at behandle dem som ligemænd) i en levende og organiseret kamp for en vision om en bedre verden. Det er selvfølgelig ikke meget andet end en frase i 2017, men det er stadigvæk et værdigt mål.

Kan du ikke vende tilbage til Sarah Wagenknechts standpunkt hvad angår flygtninge? Tror du, at det er noget nyt på den tyske venstrefløj? Er dette standpunkt godt forankret i Die Linke eller er det snarere et overfladefænomen?

Min ven Leandros Fischer behandlede Wagenknecht-spørgsmålet meget dybdeborende i Jacobin for et par måneder siden. Jeg vil helst begrænse mig selv til at henvise læserne til hans artikel, fordi jeg ikke selv kan yde spørgsmålet retfærdighed. Hvad angår dit spørgsmåls anden del, vil jeg sige, at det er kompliceret. Wagenknechts kommentarer angående indvandring vinder i sandhed ikke genklang hos flertallet af Die Linkes medlemmer. Jeg forestiller mig imidlertid, at de vinder ørenlyd hos nogen af partiets støtter i de mere traditionelle eksportindustrier og i landområderne.

Et større problem er, at mange medlemmer på partiets venstrefløj traditionelt har set Wagenknecht som et bolværk mod partiets ’højrefløj’ omkring Gregor Gysi og andre. Men den, der har gjort sig ulejligheden, at læse de bøger, hun i de senere år har skrevet, vil vide at hun er drejet skarpt ind mod midten på en række spørgsmål og at hun ikke støtter nogen partifløjs langsigtede særinteresser. Hendes skarpe drejning har udstillet de fundamentale begrænsninger i partiets venstrefløjs langsigtede strategi (eller snarere manglen på samme) og det skræmmer mig faktisk meget mere end den vage udsigt til, at en national, protektionistisk eufori i den nærmeste fremtid skulle vinde fodfæste i Die Linke.

Hvorledes bedømmer du Die Linkes overordnede stilling i det politiske styrkeforhold, både på det parlamentariske og det udenomsparlamentariske niveau?

På det nationale, politiske niveau marginaliseres Die Linke fortsat af den politiske hovedstrømning, mens partiet samtidigt ’normaliseres’ ved deltagelse i en række delstatsregeringer i det tidligere Østtyskland. Partiets delvise irrelevans på forbundsniveau tillader mainstream-partierne at ’stjæle’ vore mest populære krav, mens de kører vore offentlige personer og vores udtalelser ud på et sidespor; på samme tid tillader delstatsregeringerne partiet at fremstå som en normal parlamentarisk spiller, der på en gang er mere respektabel og med mindre appel til vælgere, der ikke føler sig hørt.

Dette har gradvis opblødt partiets radikale image og tæret på dets evne til at tiltrække sig opmærksomhed ved at skandalisere populære, men oversete politiske spørgsmål som minimumslønnen. Nedgangen i mange af bevægelsernes aktiviteter (anti-krigsbevægelsen f.eks.) har også frataget Die Linke dets naturlige basis og reduceret synligheden for partiet og venstrefløjens i almindelighed. Jeg tror ikke, at partiets gliden henimod det etablerede er givet på forhånd (i det mindste ikke endnu), så vi må se, hvad der sker fremover.

Alligevel må det understreges, hvor stor en konkret og praktisk forskel partiet gør for den radikale venstrefløj som helhed. Partiet har udover at give venstrefløjen et offentligt rum i hidtil uhørt omfang, tilføjet fløjen ressourcer i form af plads til organisering, ansættelse i parti- og parlamentariske apparater, vigtige allierede i parlamenter og i medierne og en rigdom af kritisk, akademisk arbejde og venstrefløjsforskning i form af Rosa Luxemburg-stiftelsen. Det er alt sammen store, kvalitative skridt, der har forbedret den radikale venstrefløjs betingelser og som ikke må overses uanset de problemer og begrænsninger, disse skridt måtte have.

Selvom den radikale venstrefløj (grupper som Interventionistische Linke og andre afskygninger af post-autonomismen) rekrutterer tilhængere blandt unge aktivister i meget større tal og er ansvarlige for det daglige slid i mange massemobiliseringer i landet, giver Die Linkes eksistens dem en ny rækkevidde med hensyn til handling og synlighed i offentligheden. Desuden er Die Linke i stand til at appellere til et meget bredere udsnit af det tyske samfund end grupper til venstre for partiet, der simpelt hen er for meget subkultur.

Det er mit indtryk, at mulighederne for gensidig påvirkning og udveksling ofte overses af begge parter. De arbejder sammen i kampagner og demonstrationer, men der sker ikke noget i retning af en strategisk og teoretisk udveksling på højt niveau mellem de to lejre som seriøse, kammeratlige kræfter, der arbejder frem mod samme mål. Tager man den kendsgerning i betragtning, at de fleste medlemmer af Die Linke og de fleste autonome sandsynligvis på den lange bane deler en mængde politiske ideer, er dette for at sige det mildt uheldigt.

Så længe den politiske og økonomiske konstellation i Tyskland forbliver den samme, forestiller jeg mig at denne dynamik vil fortsætte. Jokeren er imidlertid, tror jeg, stadigvæk flygtningebevægelsen. Indtil nu har vi ikke været vidne til noget, der ligner en selvorganiseret massebevægelse blandt tyske asylsøgere. Jeg tror dette til dels skyldes, at flygtningenes betingelserne i det meste af de øvrige Europa i sammenligning er værre og at mange derfor forståeligt nok tøver med at engagere sig i risikable aktiviteter. Men før eller siden vil vi sandsynligvis - med mindre vilkårene forbedres dramatisk – se en bevægelse i den retning og den måde, som forskellige dele af venstrefløjen reagerer på den, kan få store indvirkninger for venstrefløjens fremtidige udvikling og evne til at udnytte skift i den politiske stemning.

Hvilke begrænsninger står Die Linke overfor for at kunne ændre dette styrkeforhold?

Grundlæggende hæmmes Die Linke af den kendsgerning, at partiet savner en reel aktivistbasis i de unge, progressive miljøer i Tyskland og bredt set i arbejderbevægelsen, skønt udviklingen er mere blandet og udviser flere positive eksempler i det sidste tilfælde. Dette begrænser partiet til parlamentarisk arbejde og symbolsk tilstedeværelse ved demonstrationer, samtidig med, at det meste af det grundlæggende organiseringsarbejde i bevægelserne ikke laves af partiet, men af andre og en stor del af de unge mennesker, der er involveret i dette arbejde ender med at slutte sig til den radikale venstrefløj i stedet for til Die Linke. At vinde disse lag for partiet har vist sig meget mere vanskeligt end man havde forventet og har forhindret partiet fra at opnå den form for bredere, samfundsmæssig indflydelse, der karakteriserede tidligere tiders socialistiske partier, både i Tyskland og internationalt. Jeg har som alle socialister sympati med ideen om, at samfundsbevægelser nødvendigvis må være politisk selvstændige i forhold til alle partier, men afskyen for politiske partier på den tyske venstrefløj (der hævet over en hver tvivl er et produkt af landets særlige historie) har bestemt også haft den negative konsekvens, at den har forhindret Die Linke og partiets opland i at blive en mere sammenhængende og håndgribelig samfundsmæssig kraft.

Da man har været ude af stand til at udfolde en reel dynamik på grundplanet, er partiets politiske fokus uundgåeligt gledet mod parlamentet. Der har tidligere været øjeblikke, hvor Die Linke med succes kunne bruge den parlamentariske platform til anspore til massedemonstrationer og fremprovokere politiske modsætninger, men som helhed betragtet har det etablerede system vist sig overraskende dygtig til at marginalisere og tæmme partiets parlamentariske fløj. Så længe partiet først og fremmest er afhængig af dette instrument, vedbliver det at være gidsel for tysk parlamentarisk politiks skiftende indfald.

Hvilken grad er den tyske venstrefløjs historiske strømninger i dag repræsenteret i Die Linke?

Den største udgøres selvfølgelig af Partiet for Demokratisk Socialisme (PDS), den reform-socialistiske efterfølger for Østtysklands magthavende parti, hvoraf mange nu er organiseret i den strømning, der hedder Forum for Demokratisk Socialisme. Dette er – teknisk set, tror jeg nok – den institutionaliserede efterfølger til Tysklands Kommunistiske Parti, skønt i en totalt uigenkendelig form. Det tidligere PDS nyder, selvom ledelsens formelle sammensætning er temmelig mangfoldig, en unægtelig grad af politisk inerti ved hjælp af sit politiske apparat, som Die Linke arvede i 2007 og har samlet sig over to årtiers erfaring i byråd og delstatsparlamenter. Den udgør langt den mest betydningsfulde ’strømning’ i partiet, selvom den på ingen måde er politisk ensrettet og mange tidligere PDS-medlemmer tilhører Die Linkes venstrefløj.

Mange vesttyske medlemmer kan se tilbage på politiske karrierer, der går tilbage til det pro-sovjetiske tyske kommunistparti eller 1970ernes maoistiske partier. Ikke desto mindre har det overvældende flertal for længst brudt med disse ideologier og der findes ikke noget, der ligner en stalinistisk eller maoistisk fløj i Die Linke (hvis man ser bort fra overlevende, geopolitiske sympatier for Rusland). Også adskillige varianter af trotskismen er aktive i partiet, som regel begrænset til nogle højborge i byerne, og der findes alle slags arbejdsgrupper og ideologiske snurrigheder på den tyske venstrefløj, men der findes ikke en organiseret, sammenhængende ’venstrefløj’ som sådan.

Der findes adskillige formelle strømninger, der i almindelighed anses for at være på partiets venstre fløj - Det antikapitalistiske Venstre (AKL) og Det socialistisk Venstre (SL) – men uden ret meget selvstændigt, politisk liv udover en gang imellem at afholde konferencer og sommermøder og den sædvanlige, årlige mobilisering når partiets interne valg står for døren. SL blev oprindeligt oprettet som en ’fagforeningsorienteret’ strømning og det er der, mange venstresnoede fagforeningsfolk, der forlod Socialdemokratiet i de tidlige 2000er, kan findes. AKL er en mere udtalt radikal eller revolutionær strømning med forskellige trotskister og tidligere kommunister i ledelsen, men efter min mening synes AKL at fokusere på ideologiske debatter og på at få fjernet ’reformistiske’ paragraffer i partiprogrammet på bekostning af organiseringsarbejde.

Hvad med den radikale venstrefløj udenfor partiet?

I Europa er Tyskland enestående ikke blot på grund af sin enestående størrelse og sin klassiske arbejderbevægelses styrke, men også med hensyn til det omfang, den socialistiske og marxistisk venstrefløj blev decimeret af fascismen og Den kolde Krigs geopolitik. Hvor diverse strømninger af eurokommunisme, trotskisme og maoisme gav liv til det nye venstres vesteuropæiske medlemmers politik og verdenssyn, fødtes der i 1968s Tyskland en særlig slags autonom politik, der på godt og ondt i dag er den fremherskende strømning på den diffuse og fragmenterede, men ikke desto mindre relativt store radikale, tyske venstrefløj. Denne strømnings mest prominente repræsentant er i dag Det interventionistiske Venstre, en af de mange aktører bag de seneste mobiliseringer op til G20-topmødet i Hamburg. En anden betydelig gruppe er ”…ums Ganze”-koalitionen.

Sammenlignet med Frankrig, Italien og England er marxismen en langt mere marginal strømning i den radikale ungdom. Set i amerikansk perspektiv er der naturligvis stadigvæk et næsten forrykt stort antal institutionelle rester og mikrosekter fra det tyvende århundrede. DKP har stadigvæk adskillige tusinde medlemmer og landet har to erklæret socialistiske dagblade, Junge Welt og Neues Deutschland. Som tiden går, tror jeg imidlertid, at mange af disse institutioner vil fortsætte deres tilbagegang, selvom man må indrømme at IL og andre grupper har fremgang.

Hvordan vil du sammenfatte Die Linkes udvikling siden dets dannelse?

For at forstå hvad der sker med Die Linke i dag, må man se tilbage på partiets første år og første store valgsejre som f.eks. 11,9 procent i 2009 eller den bølge af delstatsvalg, der i 2006 – 2011 for første gang sendte Die Linke ind i tyske delstatsparlamenter. Disse sejre var måske ventet, men partiet var alligevel uforberedt på dem og partiet sendte forståeligt nok mange af sine aktivister og fremtrædende personligheder i parlamentet i ophidselsens rus. På det tidspunkt var Die Linkes to hovedslagord ”Velstand for alle” og ”Jo stærkere Die Linke bliver, jo mere socialt retfærdigt bliver landet” – ingen af dem havde ret megen forbindelse med noget plausibelt.

Det lykkedes dernæst den herskende klasse i Tyskland at stabilisere økonomien i krisens umiddelbare kølvand og dermed undgå den drakoniske nedskæringspolitik, som den har pålagt Grækenland og andre sydlige naboer. Merkel indførte oven i købet en minimumsløn og talte om at øge de sociale udgifter. Lige pludseligt syntes vilkårene for tyske arbejdere ikke så slemme, når det kom til stykket og Tysklands politiske centrum hold stand. De sene 2000eres venstrefløjstendens begyndte at ebbe ud og Merkel endte med at blive populær over en bred kam – en tendens der fortsætter selv i dag, som det fremgår af de seneste delstatsvalg i maj i år.

Grundlæggende havde Die Linke lovet sin basis, at stærke valgsejre kunne omdannes til et øget pres for samfundsmæssige forandringer, når man havde en stærk venstrefløjsstemme i parlamentet. Men kun få politikere fra Die Linke var i stand til at udnytte disse platforme effektivt – at arbejde i offentlighedens søgelys er, når det kommer til stykket, en meget udfordrende og nuanceret opgave – og de gled ofte ud i mørket. Pressen var mere en lykkelig over at kunne ignorere partiet, især som krigen i Afghanistan og andre af Die Linkes mærkesager mister offentlighedens interesse.

Da de lovende 2000ere gik over i de nervøse 2010ere mistede Die Linke den venstreorienterede rygvind, der drev partiet fremad efter dets dannelse. Det viser sig, at et venstre-reformistisk protestparti i nedskæringstider ikke bare kan regne med en fremadrettet inerti i det mellemlange løb, men snarere må bevise sin politiske nytte for at kunne forblive relevant og øge sin tilslutning.

Partiets påstand om, at dets blotte eksistens forbedrer den sociale retfærdighed, kan meget vel være rigtig – det har i sandhed tvunget det politiske etablissement mod venstre i flere spørgsmål – men vælgernes hukommelse er kort. De opfatter ikke indførelsen af minimumslønnen i 2015 som en konsekvens af Die Linkes opståen i midt-2000erne, ej heller vil de fleste tænke på den langsigtede strategi, når de står i stemmeboksen. De vil stemme på Die Linke, hvis de tror, at partiet kan ruske op i et politisk system, de opfatter som korrupt og uden kontakt med virkeligheden og de vil straffe partiet, hvis det spilder deres stemmer ved at deltage i en neoliberal regering.

Vælgerne forventer naturligvis også, at Die Linke vil deltage i en regering, hvis det får muligheden – det er jo lige netop sådan det parlamentariske demokrati virker – så det er ikke bare at sige ’nej,’ som nogen på partiets venstre fløj vil have os til at tro. Lige meget hvad, så har Die Linke ikke fundet en måde at udtrykke disse modsætninger på overfor sin basis og formulere en eller anden slags sammenhæng ud af denne klemme. På den ene side ser vi koalitionsregeringer i de østlige delstater, der generelt set hælder mod en neoliberal politik; på den anden side ser vi en hjælpeløs opposition i de vestlige delstatsparlamenter, der ofte ikke er i stand til at blive genvalgt, for ikke at tale om at opbygge en socialistisk strømning i arbejderbevægelsen.

Hvis ikke Die Linke på en eller anden måde kan få has på disse modsætninger og bevise sin nytte ikke blot som en flydende platform for en uorganiseret og modsætningsfyldt parlamentarisk venstrefløj, men som en institution, der er i stand til at vinde folkets masser for en konkret, politisk vision, vil partiet fortsat drive omkring uden retning. Selve det, at partiet eksisterer, er stadigvæk en meget, meget stor gevinst for vores side og på trods af al min kritik ønsker jeg ikke at give indtryk af at partiet er dødfødt. Der er stadigvæk masser af lovende miljøer i partiet og dets fremtid er endnu ikke skrevet. Men når man tager den seneste udvikling i Europa og Nordamerika i betragtning, tror jeg det er fair at sige, at spørgsmålet om politik og strategi må tages mere alvorligt og at det er vigtigt, at venstrefløjen prøver at finde en ærlig måde at forholde sig til det seneste årtis socialistiske strategi. Hvad, forventede vi, ville ske, hvad skete der og hvad skal vi måske gentænke eller ændre? Der er grund til at være taknemmelig for, at den nuværende ledelse af Die Linke omkring Katja Kipping og Bernd Riexinger synes at være opmærksom på denne kendsgerning og at den i den seneste tid har offentliggjort noget, der for ledelsen af en parlamentarisk venstrefløjsformation er meget skarpt. Deres stilling begrænser naturligvis det, de kan sige og hvor åbne de kan være, men om ikke andet kan de i det mindste vise, at dele af partiet prøver at forstå og indstille sig på den nye politiske situation på en mere produktiv måde. Det giver mig en lille smule håb for fremtiden.

En version af dette interview blev først offentliggjort i Contretemps.
Oversat af Niels Frølich