Enhedslistens venstrepopulistiske fristelser
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. juni 2017

Denne artikel handler om venstrepopulismens indtog i Enhedslistens politik. Artiklen er skrevet som en advarsel til de stadigt flere på den danske venstrefløj, der er begyndt at se en venstrepopulistisk profil og strategi både som et effektivt svar på højrepopulisme og som en mulig vej til politisk magt: Lad jer ikke lokke – selv om det kan være fristende!

I årevis har den danske venstrefløj været ude af stand til at dæmme bare nogenlunde effektivt op for den danske højrepopulisme. Venstrefløjen har brugt mange år og kræfter, men alligevel tabt kampen om arbejderklassens stemmer til først og fremmest Dansk Folkeparti. Derfor er der al mulig grund til at overveje, om den danske venstrefløj kan hente inspiration fra de lande, hvor højrepopulismen har været mindre succesfuld. Det gælder selvfølgelig ikke mindst de lande, hvor såkaldte ’venstrepopulistiske’ partier, bevægelser og karismatiske ledere synes at have haft langt større held med at bekæmpe højrepopulismen end den danske venstrefløj.

Ser man nærmere på disse lande, er de venstrepopulistiske partier og bevægelsers succes med at dæmme op for højrepopulismen intimt knyttet til succes på et andet område, hvor den danske venstrefløj i disse år plages af voksende frustration, nemlig evnen til selv som parti at erobre magt og indflydelse. Sat på spidsen har skuffelsen i Enhedslisten og dele af SF over at have tabt kampen om (regerings)magten og politisk indflydelse til Thorning-regeringens ’løftebrud’ og ’reformamok’ gødet jordbunden for at lære af de venstrekræfter, der tilsyneladende har haft større succes med at vinde vælgere og politisk indflydelse end Enhedslisten og SF.

Enhedslistens vedvarende frustrationer over mødet med ’den politiske elite’ i Thorning-regeringen førte hurtigt og spontant partiet frem til en øget brug af populistisk retorik. Det kendteste eksempel var den retorik, Enhedslistens daværende leder Johanne Schmidt-Nielsen synligt rasende og frustreret brugte, da hun var blevet droppet til fordel for Lars Løkke Rasmussen ved skattereformen i 2012. Her beskyldte hun regeringen for ”at pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med ulighedsskabende politik, som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard har ført de sidste ti år.”

Hvis man som Enhedslisten i årevis har stået uden klare bud på, hvordan partiet kan få mere magt og indflydelse i dansk politik, er det oplagt og nærliggende at kigge ud over landets grænser for at se, om andre venstrekræfter har bedre erfaringer, som man kan lade sig inspirere af. Og det er præcis, hvad der er sket. En række centrale personer i og omkring Enhedslisten, anført af Pelle Dragsted, har ladet sig inspirere af de europæiske venstrekræfter, der havde helt anderledes held med at vinde mere eller mindre politisk kompromitterede socialdemokratiers vælgere over til sig.

Inspirationen var i første omgang Syrizas fremvækst i Grækenland, som skete på bekostning af ikke mindst de græske socialdemokrater i PASOK. Senere tabte Syriza-regeringens politisk street credit i Enhedslisten, da Syriza hårdt presset af manglende forhandlings- og kompromisvilje fra alle de øvrige EU-regeringer (og venstrekræfter) valgte ikke at begive sig ind på en mere eller mindre selvmorderisk national konfrontationskurs over for EU.

I stedet blev Enhedslistens blik drejet mod Spanien og det erklærede venstrepopulistiske Podemos, som til gengæld har været en markant inspirationskilde for Pelle Dragsted og en række andre.

Undervejs blev Bernie Sanders mobiliserende og politisk succesfulde nederlag til Hillary Clinton set som et opløftende eksempel på, hvad venstrepopulisme [1] er i stand. I næste runde blev der peget på, hvad Bernie Sanders påståede venstrepopulisme ville have været i stand til, hvis det var lykkedes for Bernie Sanders at blive Demokraternes venstrepopulistiske alternativ til Trumps højrepopulisme.

Senest har Enhedslistens støttet og hyldet ’ det franske søsterpartis’ Jean-Luc Mélenchon for at opnå næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde. [2] Flere har i lighed med Bernie Sanders henvist til, at hvis Jean-Luc Mélenchon ville have kunne slå højrepopulismens kandidat (Marine le Pen), hvis han havde klaret sig blot lidt bedre i første valgrunde (og hvis de små venstregrupper (Lutte ouvrière, Nouveau Parti anticapitaliste, mv.) havde undladt at opstille egne kandidater i første runde. Senest har Enhedslisten henvist til det britiske eksempel, hvor det lykkedes Jeremy Corbin og Labour mod næsten alle odds at opnå 40 pct. af stemmerne ved det britiske parlamentsvalg.

Delvis venstrepopulisme

Spørger man Enhedslistens folketingspolitikere og medlemmer, om Enhedslisten så har brugt disse mange europæiske erfaringer til at udvikle en venstrepopulistiske strategi, profil og retorik, vil de fleste formodentlig svare afvisende. Vi er socialister, ikke populister. En sådan reaktion er forståelig. Populismebegrebet bruges i dag først og fremmest af medierne og de ’gamle’, ’ansvarlige’ partier til politisk brændemærkning af højre- og venstrekritikere. Men netop derfor siger det heller ikke nødvendigvis særlig meget om Enhedslistens eventuelle populisme, at de fleste medlemmer vil afvise det på forespørgsel.

Vil man have et mere dækkende svar, må man se nærmere på Enhedslistens politiske praksis og politiske selvforståelse. Her er der til gengæld en række indicier på, at Enhedslisten har valgt at lade sig inspirere af de forskellige venstrepopulistiske bevægelser og teoretikere.

Allerede under Thorning-regeringen kom den ’spontane’ populisme mere i højsædet. Thorning-regeringen blev kritiseret for at svigte løfterne til dem, regeringen som politisk elite var valgt til at repræsentere, og regeringen blev kritiseret for i stedet at varetage egne interesser.

Samtidig begyndte Enhedslisten målbevidst at dyrke en række udvalgte sager, der i særlig grad egnede sig til at symbolisere ’almindelige menneskers’ kritik af den politiske elites favorisering af egne interesser. Tænk blot på Enhedslistens årelange kampagne mod folketingspolitikernes lønninger og pensionsforhold.

Disse retoriske argumentationsfigurer fulgte med, da Løkke-regeringen tog over. Løkke-regeringen blev fra dag ét skældt ud for ikke at være ’befolkningens regering’, men derimod ’en regering for en lille elite’. [3]

Venstrepopulistisk samfundsanalyse

Enhedslisten lod det imidlertid ikke blive ved de populistiske mærkesager og ’spontan populisme’. Både retorikken og de venstrepopulistiske mærkesager blev forsvaret og begrundet med henvisning til bl.a. den post-marxistiske politiske filosof Chantal Mouffes argumentation for en ny venstrepopulisme. Politisk rådgiver og senere folketingsmedlem Pelle Dragsted førte an. Han argumenterede fra 2014 og frem gentagne gange for en ny dansk venstrepopulisme. Som han selv gjorde opmærksom på byggede han sit argument på teoretisk inspiration fra specielt Chantal Mouffe og et forsøg på at gøre bl.a. Podemos kunsten efter i en dansk kontekst.

Det var Pelle Dragsteds erklærede mål, at Enhedslisten skal formulere ”en ny venstrepopulisme, der kan flytte folkedybets holdninger, sådan som det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre.” [4] Dragsteds formuleringen er bemærkelsesværdig, fordi den direkte ’kopierer’ Chantal Mouffes argument og den af Mouffe inspirerede praksis i ledelsen af Podemos.

Lad mig uddybe denne påstand. Det er Chantal Mouffes tese, at der i de fleste europæiske lande er indtruffet en politisk krise i det, Chantal Mouffe kalder det repræsentative demokratis ’postdemokratiske inkarnation’. Altså ikke en krise for selve det repræsentative demokrati, men en krise i en særlig form for repræsentativt demokrati, der så at sige kalder på en genskabelse af et nyt repræsentativt demokrati.

Nærmere bestemt består krisen i det repræsentative demokrati i, at ’det politiske centrums konsensus’ og neoliberale hegemoni har skabt det, Mouffe kalder en ’post-politisk’ eller ’populistisk situation’. [5] Den politiske kamp mellem højre- og venstre-alternativer er mere eller mindre forsvundet fra den dominerende politiske diskurs. Dermed er det ifølge Mouffe blevet urealistisk, at en levedygtig demokratisk politik vil kunne udspille sig inden for en traditionel højre-venstre-akse. Det kræver i stedet en ny politisk modsætningsakse og nye former for politisk kamp og konfrontation. Det kræver en populistisk front mellem establishment/politisk elite og folket/almindelige mennesker og en ny type politisk repræsentation af den sociale og demokratiske protest. Heraf Mouffes påstand om en historisk ny populistisk situation.

Når det er kommet hertil, skyldes det ifølge Chantal Mouffe ikke mindst, at de socialdemokratiske partier har udtømt sine historiske muligheder. Hvis ikke før, skete det med finanskrisen i 2008 som ’the point of no return’ ifølge Mouffe. Trods finanskrisen var hverken de europæiske socialdemokratier eller andre etablerede centrum-venstrepartier i stand til at udnytte dette vindue for politiske alternativer til det neoliberale hegemoni. Ifølge Mouffe viste centrum-venstre-partierne sig helt ude af stand til at genvinde det politiske initiativ og bruge statsmagten til at fremme en mere progressiv politik. [6] Finanskrisen kunne have givet det europæiske centrum-venstre ny luft. Men det skete ikke. Tværtimod.

I kølvandet på finanskrisen blev de gamle centrum-venstre-partiers kompromis med det neoliberale hegemoni tværtimod uddybet. Socialdemokratierne og det øvrige europæiske centrum-venstre greb til socialliberale versioner af neoliberalismen, som aktivt bidrog til den europæiske nedskæringspolitik i årene efter finanskrisen.

Med centrum-venstres politiske død måtte den sociale protest ifølge Mouffe nødvendigvis finde andre veje, og det var så, hvad der skete med f.eks. den spanske Indignados-bevægelse og Occupy-bevægelsen, der på mange måder gjorde front mod både den førte sparepolitik og måden, politikken blev ført på og kravene repræsenteret på. [7]

Men ifølge Mouffe var de nye sociale bevægelsers store evne til at opsamle og organisere utilfredsheden med den neoliberale orden ikke tilstrækkelig til at skabe den nødvendige politiske dynamik og forandring i f.eks. det spanske samfund. Indignados afviste at engagere sig i de eksisterende politiske institutioner og lagde afstand til det ’gamle’ venstre og til den spanske fagbevægelses tilnærmelser og var dermed ude af stand til at formulere endsige gennemføre demokratiske reformkrav. Dermed risikerede bevægelserne ifølge Mouffe og Podemos at miste fremdrift og politisk dynamik, hvis ikke der blev skabt en helt ny partibevægelse som Podemos.

Det var ifølge Mouffes analyse ikke tilstrækkeligt med en populistisk front mellem establishment/politisk elite og folket/almindelige mennesker. Der var derudover brug for en ny type politisk organisation, der er i stand til at formulere og skabe ’folket’ som kollektiv identitet og politisk vilje. Skulle der skabes en ny politisk kraft, en ny politisk repræsentation, der vil kunne blive i stand til at udfordre det neoliberale hegemoni, ville det ifølge Mouffe kræve en særlig organisation, der er i stand til at læse og sammenfatte de mange varierende sociale og demokratiske krav, som mere eller mindre spontant udsprang af den sociale protest og de sociale kampe mod den politiske elites svigt og ikke-repræsentation.

Det er præcis en sådan ’populistisk situation’ [8] og en sådan politisk opgave, Pelle Dragsted – uden nærmere analyse og argumenter – mener at kunne genfinde som en opgave og politisk mulighed for Enhedslisten i Danmark. Det er samtidig præcis den samme rolle som aktiv fortolker og politisk lederskab, Pelle Dragsted ønsker, at Enhedslisten skal påtage sig. Enhedslisten skal med Pelle Dragsteds ord blive i stand til at ”flytte folkedybets holdninger” ved at formulere partiets egen læsning af de populistiske protester i Danmark, vove det ene øje og sammenfattet det til et bredt troværdigt bud på almindelige menneskers elitekritik og ønsker om genuin politisk repræsentation.

Enhedslisten skal ikke bare ’lytte’ til almindelige mennesker problemer og bekymringer. Det er Enhedslistens opgave aktivt at skabe de krav, der repræsentere almindelige menneskers på den politiske scene. Som en af de teoretiske sværvægtere i Podemos Iñigo Errejón udtrykte det, da Podemos i 2014 valgte den venstrepopulistiske vej: ”Set fra vores synspunkt, handler politik ikke kun om at lytte; vi må også tale og skabe.” [9]

Umiddelbart kan det måske undre, at så mange i Enhedslisten som hurtigt og ukritisk tager Chantal Mouffes analyse til sig og lader den gælde danske forhold. Danmark adskiller sig på meget store strækninger fra den økonomiske, sociale og ikke mindst politiske udvikling i lande som Spanien og Grækenland.

En forklaring på, at Enhedslisten tilsyneladende tager Mouffe og Podemos så ukritisk til sig, kan være, at Chantals Mouffes analyser af venstrepopulismens oftest males med den brede, generelle europæiske pensel. Der henvises kun til Syriza og i særdeleshed Podemos, når det gælder om at vise vejen frem . [10]

Men måske er der også en anden og måske vigtigere forklaring. Nemlig at mange i Enhedslisten har læst udviklingen i Grækenland, Spanien, Frankrig og senest Storbritannien med håbefulde ideologiske briller og brugt eksemplerne til at bekræfte mere hjemlige holdninger. Set udefra synes udsigten til at kunne udvikle Enhedslisten til almindelige danskeres store, stærke politiske repræsentation som direkte alternativ og modmagt til hele det politiske establishment med Socialdemokratiet og ’fagtoppen’ i spidsen at give dele af Enhedslisten lyst til at sluge udvalgte dele af den venstrepopulistiske pille uden videre.

Når man ser og hører venstrepopulismen i Enhedslistens danske aftapning, springer det i hvert fald i øjnene, at Enhedslisten har en særlig forkærlighed for nogle bestemte pointer hos Chantel Mouffe og Podemos, mens andre derimod forbigås i tavshed. [11] F.eks. gentager Enhedslisten ofte Mouffes påpegning af, at den sociale protest og utryghed både kan føre til en højrepopulistisk og en venstrepopulistisk diskurs. Nogle synes nærmest at elske tanken om, at den politiske dør til at slå højrepopulismen og erobre den politiske magt med andre står pivåben for Enhedslisten, hvis partiet vel at mærke kan og vil spille det venstrepopulistiske trumfkort rigtigt.

Når man læser og hører folk fra Enhedslisten argumentere, kan man undertiden få det indtryk, at når den sociale utryghed og protest i bl.a. brede dele af arbejderklassen, der de sidste ti år primært er gået DF’s vej, så skyldes det kun, at hverken Enhedslisten eller andre har budt sig godt og energisk nok til. Det er let at forstå, hvor lokkende det kan være at tænke på, at mere venstrepopulisme og mere knofedt vil kunne få de utrygge og utilfredse til at gå venstre om. Det vil ikke være underligt, hvis nogen føler sig fristet til at tro på, at Enhedslistens politiske muligheder er ligeså åbne, som de tilsyneladende (for en tid) har været for f.eks. Podemos. Også uden en nærmere analyse af om Chantal Mouffes påstand om ’en populistisk situation’ nu også holder i en dansk kontekst.

En anden tese hos Chantal Mouffe, der er gået lige og ufordøjet ind hos Enhedslisten, er at modsætningen mellem ’folket’ (I både Enhedslisten og Dansk Folkeparti oftest oversat til ’almindelige danskere’) og den ’politiske elite’ har afløst eller i det mindste suppleret fortidens højre-venstre- og klassemæssige modsætninger. Argumentationsfiguren har tydeligvis vundet indpas hos Enhedslisten, om end den endnu langtfra er så konsekvent og gennemført som hos Mouffe, Podemos og Jean-Luc Mélenchon. Modsat Chantal Mouffes teori har folk-elite-modsætningen langtfra erstattet gammelkendte klassemodsætninger. Folk-elite-modsætningen bruges først og fremmest som en ny måde at skærpe den politiske kritik af ’EU-eliten’, Socialdemokratiet og ’fagtoppen’ som en del af den politiske elite, der svigter (socialdemokratiske) idealer og (valg)løfterne til vælgerne til fordel for neoliberalisme og egen vinding.

Den venstrepopulistiske analyse af den politiske repræsentationskrise og den hertil knyttede modsætning mellem ’folket’ og den politiske elite lægger direkte op til at prioritere den politiske moddiskurs og social omfordeling fremfor økonomi og produktionssfære. Denne prioritering kan man genfinde hos Enhedslisten. Både ved valget af populistiske mærkesager, i den generelle politiske retorik og på afgørende politiske områder lægger således Enhedslisten afgørende vægt på at kritisere dem, som partiet henregner til ’den politiske elite’ eller ’den politiske klasse’ – begreberne varierer lidt [12], mens kritikken af den økonomiske elite og produktionssfæren er mindre central, om end langtfra forsvundet helt. Det synes således at være en praktisk konsekvens af Enhedslistens venstrepopulistiske drejning, at de økonomiske og sociale klassemodsætninger nedprioriteres som politisk indsatsområde.

En anden konsekvens er, at Enhedslisten styrker sin ’dem’ og ’os’ argumentation over for bl.a. Socialdemokratiet, SF og fagbevægelsen (’fagtoppen’). Dermed risikerer Enhedslisten at kravle op i det sekteriske (dvs. partiegoistiske) træ og bevæge sig endnu længere uden for væsentlig politisk indflydelse, ikke mindst på det parlamentariske plan, selv om det erklærede formål var det modsatte, mere politisk indflydelse. Selvvalgt sekterisme kan det i værste fald ende som. Under alle omstændigheder er det en risikabel ensidig politisk satsning, der står og falder med egen succes hos vælgerne. Her hjælper ingen røde streger og ’parlamentariske strategier’ kun egen succes og opbakning. Så er det sagt på forhånd.

EU-politikkens populistiske drejning

Den venstrepopulistiske argumentationsfigur har allerede vundet indpas i en del af Enhedslistens argumentation og politiske praksis. Det gælder ikke mindst EU-politikken, hvor EU-medlemsstaternes fælles politik nu systematisk beskrives som en politisk repræsentationskrise for en særlige europæisk magtelite, der tillader, at en lille elite løber med alle værdierne, mens alle andre bliver ladt tilbage’. Ifølge Enhedslisten har den europæiske magtelite med sin nedskærings- og ulighedspolitik selv skabt de perfekte vækstmuligheder for den fremmedfrygt og den højrepopulisme, der har bragt EU ud i den nuværende eksistenskrise.

Derfor er det ifølge Enhedslisten den europæiske venstrefløjs hovedopgave at udvikle nye alternativer, der kan dreje de populistiske protester mod EU’s magtelite og dens politik til venstre og dermed væk fra de lokkende højrepopulistiske sirener:

”Det er åbenlyst for enhver, at hele det politiske landskab i Europa er i opbrud. Vælgerne vender ryggen til de gamle politiske systemer og den gamle magtelite, som har svigtet den brede befolkning. Vi har som europæisk venstrefløj en forpligtelse til at vise en anden, progressiv og social og klimamæssig bæredygtig vej for Europa. Nu mødes vi kollegaer fra hele den europæiske venstrefløj for at udvikle de konkrete alternativer.” [13]

Denne EU-analyse og kritik af de europæiske og nationale magtelite bruger Enhedslisten i den hjemlige EU-politik, som det f.eks. skete i en debat med SF’s Holger K. Nielsen i starten af 2017. Her blev Holger K Nielsen og SF både beskyldt for at fare ’vild i selskabet med de gamle magtpartier’ og for at hoppe ’med på EU-elitens vogn’ og for dermed at være med til at hælde benzin på højrepopulismens bål:

”Det er både et forfejlet og et farligt billede. For Holger K. Nielsen glemmer den ulighed og den utryghed blandt almindelige mennesker, som EU-elitens økonomiske politik fører med sig. Og som netop er det yderste højres vigtigste brændstof.” [14]

Ifølge Enhedslisten kan man kun dæmme op for højrepopulismen i EU-landene, hvis man for det første formulerer sig i direkte opposition til ’EU-eliten’ og dens politik, og for det andet formulerer et venstrepopulistisk brud med EU og ’EU-eliten’. Enhedslistens store engagement i det løse uforpligtigende europæiske samarbejde om en ’Plan B’ for tværs gennem EU-traktater til sejr for et eller flere af EU’s medlemslande, skal ses i netop dette lys. Enhedslistens EU-politik er i dag grundlæggende præget af en venstrepopulistisk analyse og ambition.

Populistisk globaliseringskritik

Det samme gælder det bredere globaliseringsspørgsmål. Også her sætter Enhedslisten ind men en venstrepopulistisk folket-contra-eliten analyse:

”Globaliseringen virker ikke for almindelige mennesker. Den virker for eliten. Frihandelsaftaler og EU’s indre marked tvinger en økonomisk politik igennem, som kræver nedskæringer på velfærden, skaber social dumping og lader den økonomiske elites profithunger stå over hensynet til arbejdstagerrettigheder, miljø og social lighed.” [15]

En sådan analyse passer fint med f. eks en kritik af internationale handelsaftaler for at undergrave det nationale demokrati for at fremme bl.a. multi- og transnationale selskabers snævre profitinteresser. Tilsvarende passer det fint med nationale krav om f.eks. begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed med krav om arbejdstilladelser, mv. Derimod flugter en sådan globaliseringsanalyse mindre godt med en række internationale bestræbelser på at udvikle nye former for handelsaftaler og nye måder at indgå dem på, så handelsaftalerne kommer til at fremme en socialt og miljømæssig bæredygtig udvikling, reducere fattigdom og ulighed og at bidrage til at tackle vores klimaudfordringer. Dermed risikerer Enhedslistens venstrepopulistiske tilgang at afskære partiet fra de vigtige diskussioner om en nye og anderledes handel i fremtiden, som føres mange steder i verden i disse år.

Selv i Enhedslistens principprogram kan man finde venstrepopulismen. Det principprogram, der ellers blev til som en kamp for at lade grundlæggende ’old school’ marxisme analysere en ny verden og en ny socialisme-strategi, har levnet plads til enkelte nye elementer af ’venstrepopulistisk’ kapitalisme-kritik. Her erstattes gamle marxistiske begreber om kapital og borgerskab pludselig af nye venstrepopulistiske begreber om en lille rig elite, der bliver rige på de mange bekostning:

”Det er vores vision. En reel frihed for mennesker i stærke og bæredygtige fællesskaber. Det forudsætter et andet samfund end det kapitalistiske, hvor de få, der tilhører en lille elite, bliver rige på alle andres arbejde, og hvor magt og rigdom derfor koncentreres hos et lille mindretal.”

Konklusion

Enhedslistens politiske forkærlighed for venstrepopulisme er mere end en uskyldig politisk flirt. Der er ikke kun tale om opmuntrende politisk inspiration fra venstrepopulismens teoretikere, Syriza, Bernie Sanders, Jean-Luc Mélenchon og Jeremy Corbin. Der er snarere tale om en ’So ein Ding muss wir auch haben’ tilgang, som allerede på flere områder har fået praktiske konsekvenser for Enhedslistens politiske profil og praktiske politik.

Den populisme, som Enhedslisten er i færd med at tegne abonnement på, er ikke kun populistisk i betydningen populær, folkelig. Det handler ikke kun om at ville argumentere populært, nært og forståeligt, tage folks problemer alvorligt, lytte til dem og give dem politiske svar. Det handler derimod om en populisme, der køber ind på helt bestemte retoriske og diskursive argumentationsfigurer. Det er en populisme, der gør en dyd ud af at erstatte kendte højre-venstre modsætninger med nye, primært politiske, modsætninger mellem almindelige mennesker/folket og en politisk og en økonomisk elite. Og vel at mærke ikke bare som afstøvet, lettere forståelige varebetegnelser på en uændret politik.

Enhedslistens venstrepopulisme synes ikke at have foretaget nogen selvstændig analyse af hverken de spanske eller græske erfaringers særlige økonomiske forudsætninger eller de særlige danske forudsætninger for en ny venstrepopulismes fremmarch. Enhedslisten synes snarere at have taget Chantal Mouffes grundlæggende tese om det gamle centrum-venstres politiske fallit og en ny populistisk situation for gode varer. Dog har Enhedslisten håndplukket i analysen. Bestemte dele af argumentationen hos Mouffe og Podemos er blevet valgt, nemlig dem, som umiddelbart rimede på en række af Enhedslistens grundteser og dem, som satte ord på Enhedslistens frustration over DF’s fremmarch og partiets egen begrænsede politiske indflydelse på en socialdemokratisk ledet regering. Det er disse venstrepopulistiske frø, der er faldet i speciel frugtbar jord hos Enhedslisten. Eklektisk eller selektiv venstrepopulisme kan man måske kalde partiets aktuelle kurs.

Dog er det her værd at bemærke, at en række fremtrædende medlemmer har tilsluttet sig den venstrepopulistisk samfundsanalyse, som bl.a. Chantal Mouffe og de ideologiske ledere af Podemos har fremlagt af en særlige europæisk og dansk politisk repræsentationskrise. Dermed har de samtidig tilsluttet sig den tese, at der i dag eksisterer en såkaldt populistisk situation, hvor de gamle (marxistiske) højre-venstre-modsætninger ikke længere udgør en mulig mobiliseringsakse for politiske flertal og politisk magt.

Man kan tvivle på, om dette synspunkt er købt af alle i Enhedslisten. Men går man til ’kilderne’ (Mouffe og de ideologiske bannerførere i Podemos), fremgår denne sammenhæng entydigt.

I den forstand er Enhedslistens aktuelle politik i dyb indre splid med sig selv. En psykolog ville kalde det en politisk identitetskrise. Er partiet fortsat et (traditionelt) venstreparti, der i egen selvforståelse er en del af arbejderbevægelsen? Eller er Enhedslisten ved at udvikle sig til et moderne venstrepopulistisk bevægelsesparti, der gør krav på at repræsentere alle almindelige danskere over for den politiske elite?

På den ene side har Enhedslisten - modsat både Melenchon og Podemos - på ingen måde lagt de røde faner, klassekampen og højre-venstre-modsætningerne på hylden. På den anden side forsøger partiets ledelse åbenlyst med venstrepopulistisk analyse, retorik og politik at gøre Enhedslisten til almindelige danskere politiske repræsentant over for den politiske og økonomiske elite. Mon ikke Enhedslisten har et og andet at diskutere her.


[1] Det er uomtvisteligt, at store dele af medierne, det politiske Establishment, kommentatorer og analytikere har udnævnt og karakteriseret Bernie Sanders og hans kampagne som venstrepopulistisk. Selv kaldte Sanders sig for en demokratisk socialist. Det afspejler, at populisme-begrebet i dag primært anvendes som det politiske Establishments værdiladede fællesbegreb for sine kritikere fra højre- og venstre, dvs. som en slags ideologisk videreudvikling af den kolde krigs totalitarisme som fællesbegreb for fascisme og kommunisme. Se Marco D’Eramo: Populism and the New Oligarchy, New Left Review 82, July-August 2013.

[2] Melenchon nægtede med afsæt i sit erklærede ønske om en uafhængig venstrepopulistisk profil at lade sig opstille af Enhedslistens søsterparti, Parti de gauche (PG), som Enhedslisten hævdede i sin pressemeddelelse. Melenchon opstillede i stedet for sin egen bevægelse La France insoumise (FI) for at føre en på mange måder klart venstrepopulistisk kampagne uden røde faner og socialistiske paroler. I det hele taget har både Melenchon og Podemos fokuseret meget på at rense sig fuldstændig for socialistiske symboler. Noget Enhedslisten mig bekendt har undladt at kommentere. Måske fordi Enhedslisten endnu ikke er moden til en tilsvarende venstrepopulistisk ’relancering’?

[3] Enhedslistens pressemeddelelse 26/11 2016: ”Det her er ikke befolkningens regering. Det er en regering for en lille elite.”

[4] Se f.eks. interviewet med Pelle Dragsted i Information 15/6 2014.

[5] Jf. Chantal Mouffe: The Populist Moment, OpenDemocracy 16/11 2016.

[7] Jf. F.eks. parolen hos det spanske Indignados: ’Vi har stemmeret, men vi har ingen stemme.’

[8] Jf. Chantal Mouffe: The Populist Moment, OpenDemocracy 16/11 2016

[9] Spain’s Podemos: An inside view of a radical left sensation, Links international Journal of Socialist Renewal, juli 2014

[10] Chantal Mouffes politiske sympati for Syriza som en partikoalition af forskellige venstrebevægelser, anført af det eurokommunistiske Synapismos er tydeligvis langt mindre end sympatien for Podemos som en helt ny ’parti-bevægelse’ skabt af yngre intellektuelle i mere eller mindre direkte opposition til og konkurrence med ikke blot det socialdemokratiske PSOE, men også med Izquierda Unida (IU – Det forenede venstre) med politiske rødder tilbage til 1980’erne som en partialliance med det spanske kommunistparti (PCE) som det største parti i alliance med en række mindre venstresocialistiske, carlistiske og humanistiske organisationer.

[11] Michael Heunicke Jensen: Venstrepopulisme – Next Stop Danmark udgør her en undtagelse ved konsistent at argumentere for, at Enhedslisten skal tage ’hele pakken’ fra Podemos og Chantal Mouffe for at vinde magten gennem ’den almindelige dansker’ (det danske udtryk for ’folket’).

[12] Pelle Dragsted i Kristeligt Dagblad 7/11 2016: ”Eliten består også af den politiske klasse. Måske ikke i så høj grad i Danmark som i Sydeuropa, hvor familiedynastier nærmest sidder på magten. Men det er klart, at alle, der har en større indflydelse, også meningsdannere og redaktører, tilhører en kultur- og meningsdannende elite.” Her definerer Pelle Dragsted samtidig det, han kalder den økonomiske elite: ”Der er jo en økonomisk elite. Det er dem, der har en større magt over økonomien end den almindelige dansker. Det er typisk dem, der ejer de store virksomheder og de finansielle institutioner og dem, der sidder i bestyrelserne. Folk, der selv lever et privilegeret liv og har stor indflydelse på dansk økonomi.”

[13] Pernille Skipper: Svar til Holger K.: Uden venstreorienteret EU-kritik vinder højrenationalisterne, Information 6/1 2017

[14] Pernille Skipper: Svar til Holger K.: Uden venstreorienteret EU-kritik vinder højrenationalisterne, Information 6/1 2017.

[15] Pernille Skipper: Svar til Holger K.: Uden venstreorienteret EU-kritik vinder højrenationalisterne, Information 6/1 2017.