Pejlemærker til et regeringsalternativ
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2017

I ugerne op til Enhedslistens landsmøde lykkedes det Socialdemokratiets gruppeformand Sass-Larsen at provokere EL ved at kalde partiet ”utopiske humanister” og gøre det klart, at peger EL ikke på Mette Frederiksen som forhandlingsleder og statsminister, får man bare Løkke Rasmussen en gang til. ”Og”, kunne han have tilføjet, ”kan I leve med det”?

Enhedslistens officielle svar kom på landsmødet, hvor et ledelsesgodkendt debatoplæg[1] takserede Sass-Larsens provokation som en ”afpresningsstrategi” og fastholdt, at EL som parti måtte udarbejde en holdning til det.

I samme oplæg refereres til en udtalelse fra landsmødet i 2015, hvor følgende meget centrale sætning ironisk nok indgår: ”Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og socialdemokraterne”. Man kan spørge: Hvad er det, hvis det ikke er en afpresningsstrategi? Forfatterne kunne ligeså godt have bekendt sig til Pelle Dragsteds forestillinger om et venstrepopulistisk alternativ til Socialdemokratiet og skrevet, at man ser EL som et alternativ til Socialdemokratiet, og at det gælder om at styrke EL så meget, at partiet kan indtage Socialdemokratiets plads. Med det billede på nethinden kan ingen vel reelt fortænke Socialdemokratiets pladshund Sass-Larsen i at gø ganske højlydt og truende – nu hvor Socialdemokratiet er i gang med at opbygge konturerne af et andet parlamentarisk grundlag for regeringskampen frigjort fra EL’s indflydelse. ”De kan stå derude og råbe, og kun de velvillige vil høre”, synes rationalet at være.

Enhedslistens defensive, røde linjer
Hvordan har EL så reageret? Som partiet nu engang kan med dets egen afpresningsstrategi in mente, og andet kan vi andre vel heller ikke forlange.

Partiets ledelse er fanget i eget net og har stillet sig selv i en umulig situation. Alle partimedlemmerne er blevet sendt på skolastisk overarbejde hen til en gang i efteråret, hvor de skal diskutere og hovedbestyrelsen endeligt beslutte, hvilke principper Enhedslisten skal formulere som kriterier for i første omgang at pege på Socialdemokratiets Mette Frederiksen som forhandlingsleder og efterfølgende som mulig statsminister enten for en mindretalsregering eller for en koalitionsregering. Men ikke nok med det. Der skal også tages stilling til et sæt principper for, hvornår partiet eventuelt skal trække støtten til en socialdemokratisk-ledet regering – også kaldet ”de røde linjer”.

Dem, der har skrevet debatoplægget, kalder principtemaet for en ”parlamentarisk strategi”, hvilket siger alt. Her stadfæster man tydeligt det parlamentariske arbejdes forrang ved ophøjetaktiske overvejelser til princip og strategi.

Bag den såkaldte parlamentariske strategi ligger et ønske fra EL om at gennemføre partiets perspektiv ”og politiske projekt i fællesskab med andre og ikke blot være en mindre brik på et rødt/blåt politisk landkort”. Thorningtraumet har bidt sig fast.

Man stiller et rent formelt og normativt krav om, at ”de partier, der bringer en regering til magten, må kunne forvente, at deres mandatmæssige indflydelse i rimeligt omfang afspejler sig i den politik, som denne regering fører”. Ja, man kan forvente alt. Det er gratis. Men om forventningerne indfris afhænger af styrkeforholdet. Lettere omskrevet fra Carl Schmitt: ”Magten ligger hos den instans, der har kompetencen til at erklære undtagelsestilstand” – og den kompetence er langt fra kun juridisk. Den er politisk. Måske ligefrem moralsk.

Længere nede i oplægget står der, at ikke mindst de udenomsparlamentariske styrkeforhold er afgørende for udfaldet af et eventuelt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, og så kommer den obligatoriske remse om demonstrationer, aktive bevægelser osv. Mobilisering sættes helt automatisk lig aktivitet, hvad der i sig selv er en abstrakt position uden nogen nødvendig, endsige sandsynlig indflydelse på styrkeforholdet.

Principperne tillægges også betydningsfuld signalværdi. Med vedtagelsen af nogle meget klare principper til efteråret, mener man at kunne vise de mange, der vil stemme på EL, at partiet med en vælgermæssig fremgang vil være i stand til at omsætte fremgangen til ”politisk indflydelse”, og skulle det mod alle forventning ikke materialisere sig, vil der være sendt ”et vigtigt signal” om, at der er grænser for, hvad EL vil acceptere fra en regering, der sidder på partiets mandater. Mere defensivt kan Enhedslistens bevæggrunde til at stille betingelser eller trække de røde linjer næsten ikke være.

Den defensive indstilling overgås kun af Socialdemokratiets nye samarbejde med DF om, hvad de ikke vil i negationens alliance.

Nu forholder det sig heldigvis sådan, at flere partimedlemmer (bl.a. Line Barfod i Information 4. juni) har advaret mod at opstille alt for rigide principper og samtidig kritiserer beslutningen på landsmødet for helt at se bort fra, at sådanne principper aldrig kan opstilles uden at tage den konkrete politiske situation i betragtning og uden nøgtern analyse af partiets muligheder efter et muligt ja eller nej. Virkeligheden styres jo ikke af principper. Vi vedtager principper for at kunne handle i virkeligheden. Altså den anden vej rundt.

Så hvis vi lige her skal drage første konklusion, så har Enhedslistens landsmøde med beslutningen om en ”principdebat” de facto offentligt og for nærværende sat den politiske initiativret i almindelighed og indenfor centrum-venstre i særdeleshed på stand-by og således handlingssvækket medlemmerne og mulighederne for at skabe de forbedrede udenomsparlamentariske styrkeforhold.

Initiativets nødvendighed
Helt konkret er beslutningen problematisk af flere grunde. For det første er dansk politik præget af en regering, der ikke kan føre politik – i hvert fald ikke sin egen. Regeringens nye 2025-plan er så blottet for reelt politisk perspektiv – selv liberalt klasseperspektiv – at Jyllandsposten på lederplads den 30. maj måtte kalde oplægget for: ”Et monument over en svag regering”.

At oplægget er et monument over en svag regering er der væsentlige forklaringer på, der ikke har noget med den aktuelle sammensætning i Folketinget at gøre. En af de væsentligste grunde til, at regeringen befinder sig i den nuværende, håbløse situation, beskrives forbilledligt klart af The Economist, der i en længere leder den 3.juni, The middle has fallen out of British Politics indledningsvis forsøger at forklare den ”polære situation i England” og efterfølgende efterlyser, at en ny engelsk Macron (Liberaldemokraterne) rager kastanjerne ud af ilden. Som første begrundelse for tingenes tilstand peger The Economist på en fejlslagen austeritypolitik, der fortsættes i det uendelige, og som skubber til og for hvert år forstærker de polære tendenser – ikke bare i England men over alt i Europa. Ingen tvivl om, at austeritypolitikken er færdig og i den grad skadelig for samfundsstabiliteten, men hvem skal forestå opgøret og genindføre den savnede stabilitet? Som The Economist ser det, kan det absolut ikke være Labours Corbyn, som er decideret farlig, fordi Labours valgprogram ”For the many – not the few” appellerer til de unge vælgere, og det kan heller ikke være Theresa May, fordi hendes vej repræsenterer et konservativt opgør med liberalismen og nu efter valget ligger i ruiner. Eneste fremtidsorienterede kraft for bladet kan kun være Det liberale Parti, hvis leder skal være den ny Macron. Men, skriver The Economist og også Financial Times, det haster. Folk er trætte!

Bortset fra en dansk undtagelse passer The Economist’s analyse på flere af de andre europæiske lande, hvor socialdemokratierne har demonstreret deres handlingslammelse. Selvom det lige nu i Danmark ser ud til, at Socialdemokratiets taktiske alliance med DF giver en lille fremgang.

I de fleste andre europæiske lande straffes de socialdemokratiske partier for ikke at tage opgøret med austeritypolitikken og for ikke at have frigjort sig fra de tidligere, kompromitterede centrum-venstre koalitioner. I Holland, Frankrig, Spanien, Italien for at trække de mest centrale lande frem, hersker der på det nærmeste ”borgerkrig” mellem de forskellige fraktioner indenfor socialdemokratierne, og The Economist tager ikke meget fejl, når bladet frygter, at der decideret skal udskille sig en ny venstrefløj indenfor disse partier, og at denne nye fløj skal formulere en politik med samme brede appel som Corbyns og Labours. Som The Guardian skriver, slår Corbyn igennem, fordi flere af Labours sociale krav og dets nationaliseringskrav er i overensstemmelse med de helt dagligdags oplevelser hos brede segmenter i den engelske befolkning. Og selv om han ikke vandt valget (men procentvis fik en stor fremgang), vil problemstillingerne være sat øverst på dagsordenen i og udenfor England, hvad de ikke var for bare et halvt år siden. Hvis det, The Economist frygter, sker, slår det selvfølgelig også ind i Danmark om end med den obligatoriske forsinkelse. Vi kan allerede nu læse små indlæg i dagspressen fra ledende socialdemokrater[2], der diskret viser, at der også i det danske Socialdemokrati er en fløj, der hellere vil skæve til England end billige alliancen med DF.

Mette Frederiksens farlige selvforblændelse
I Socialdemokratiet herhjemme bryster formand Mette Frederiksen sig af, at det danske parti ikke er havnet i samme situation som søsterpartierne, selv om hun mener, at en ”syg kapitalisme” har sat det danske samfund og befolkningen under pres. Hvad er så forklaringen på det danske socialdemokratis succes? Den leverer Mette Frederiksen i et nyhedsbrev til socialdemokraterne den 3. marts i år. Den kan trækkes sammen til: Vi foretrækker samarbejde og afviser blokpolitik - vi foretrækker resultater frem for resolutioner. Her henviser hun til H.C. Hansens bemærkninger fra 1946 og skriver: ”Ordene varslede et endeligt opgør mellem det pragmatiske Socialdemokrati og den revolutionære venstrefløj”, og for Mette Frederiksen kan den socialdemokratiske verdensopfattelse ikke sammenfattes mere ”enkelt” og ”mere rigtigt”. Omsat til tåleligt sprogbrug er det et farvel til et ”rødt samarbejde”. I hvert fald for nærværende. Mette Frederiksen er jo ikke kendt som den meste konsistente partileder.

Herefter foretager hun i samme nyhedsbrev i lighed med Mathias Tesfaye en rejse tilbage til Staunings politik for at hente legitimering for nutidens politiske linje: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Hun henviser nemlig til Kanslergade-forliget og de mange senere reformer, der var med til at opbygge det socialdemokratiske velfærdssamfund. Nyhedsbrevet afsluttes med en glædesytring over, at ”det største parti i den borgerlige blok ønsker at samarbejde med os”.

Nyhedsbrevet og et større interview med Mette Frederiksen i ugebrevet Mandag Morgen beskriver en ny politisk linje for Socialdemokratiet, hvori indgår et tæt samarbejde med DF. Hvor tæt undlader alle ledende socialdemokrater at præcisere, men det politiske indhold er ikke til at tage fejl af.

Socialdemokratiet er under Mette Frederiksens ledelse ikke, sådan som mange kommentatorer ellers formulerer det, på vej tilbage til klassisk socialdemokratisk politik. Udskiftningen af sprogdragten fra Helle Thornings Schmidts dage bedrager. Tværtimod bevæger partiet sig under Mette Frederiksens ledelse mere og mere i retning af en småborgerlig, velfærdschauvinistisk politik. Den er berøvet enhver fremtidsvision. Med den politik kan Socialdemokratiet hverken lede eller begejstre – højest slå ring, om det vi har.

Når Mette Frederiksen henviser til bl.a. Stauning og H.C. Hansen glemmer hun præcis en afgørende forskel. De socialdemokratiske ledere stod den gang i spidsen for et historisk, skandinavisk modernitetsprojekt, som allerede i 30’erne blev formuleret som alternativ til en falleret kapitalisme. Som bannerførere for det projekt bekæmpede de godt nok kommunisterne, men det var muligt, fordi socialdemokraterne både herhjemme og i det meste af Europa kunne præsentere velfærdsstaten som ”den jævne og trygge vej” for det langsomme og endelige opgør med kapitalismen. Socialdemokraterne repræsenterede med andre ord – hvor meget de end blev lagt for had af de sande revolutionære – arbejderklassens og de brede lønmodtagergruppers aspirationer og potentielle opgør med kapitalismen. Hvor samarbejdsvillige de socialdemokratiske ledere end var, indså arbejdsgiverne, at de visioner, de repræsenterede, kunne ”gribe ungdommen”, og så ville fanden være løs i Laksegade.

Socialdemokratiske utopier og sårbarhed
Mette Frederiksens nye projekt er ikke et modernitetsprojekt. Det er tværtimod ikke andet end et gement overlevelsesprojekt. Man behøver blot at læse udkastet til nyt principprogram for Socialdemokratiet for at overbevise sig om, at Socialdemokratiet ikke har en eneste vision, der rækker ud over at forsvare det, der er. End ikke det, som var engang.

Programudkastet er rodet og upræcist. Det er renset for veldefinerede begreber, og de sociale kræfter – også kaldet klasser – som partiet skal bygge på, er fraværende og erstattet med ”man”, ”vi” og ”danskerne”. Oven i købet hævder programmet helt umotiveret og uargumenteret, at klassekampen er død. Alle fremskridt må ske ad forhandlingens vej. Det fører til den ene modsigelse efter den anden. Samfundet skal bygge på en social kontrakt – det nye mantra – hvor både erhvervslivet og lønmodtagere yder deres. Desværre kan den kontrakt komme under pres på grund af globaliseringen, som i øvrigt er kommet for at blive, hvorfor vi må indstille på at tage kampen op med de andre landes lønmodtagere, som vi på alle andre områder skal være solidariske med. Sådan fortsætter programmet på 30 sider.

Ingen linje og ingen klare meldinger – organiseret uklarhed. Det samme kan man sige om partiets erhvervspolitiske oplæg ”Vækst der virker”. Partiet konstaterer, at produktiviteten er for lav. Investeringerne er for lave. Arbejdskraften er ikke godt nok uddannet til, at Danmark kan klare sig på verdensmarkedet – i den globale konkurrence. Derfor skal udbudspolitikken være mere målrettet. Den skal nu bare hedde bedre uddannelser og rammebetingelser for erhvervslivet og især den del af erhvervslivet, der vil investere. Ingen af Socialdemokratiets 11 centrale erhvervsforslag er nye. Alle har været prøvet før, og lige lidt har de hjulpet.

Her rammer Socialdemokratiet muren, som ikke kan forceres, før partiets ledelse gør endeligt op med austeritypolitikken og tilslutter sig fronten indenfor EU mod finanspagtens bestemmelser. Herhjemme vil det være ensbetydende med afskaffelse af budgetloven. Partiet kan ganske enkelt ikke forfægte en offensiv finanspolitik eller progressive indgreb i økonomien for at fremme investeringer og produktivitet uden at komme i modsætning til store dele af erhvervslivet og store dele af det intellektuelle parnas – samt DF.

Og Socialdemokratiet kan ikke komme videre og blive en ny progressiv kraft i det danske samfund, som borgerskabet igen begynder at frygte, før partiet overskrider forestillingen om at genskabe en ”ordentlig kapitalisme”.

Men dér er Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledelse langtfra i dag. Deres kur mod neoliberalismens sygdom, som de selv har pådraget sig ved at administrere den i flere årtier, er muteret til småborgerlig velfærdschauvinisme. Selv om Socialdemokratiet klarer sig lige nu og her, er partiet i lighed med de fleste andre socialdemokratier fanget i en situation, hvor muligheden for at vriste sig fri af tidligere tiders centrum-venstre alliancer, forudsætter et generelt opgør med hele det politiske-institutionelle og politisk-intellektuelle svar på gældskrisen, som de selv har været med til at indføre.

Venstrefløjens dogmatik
Hvis man i Enhedslisten tager ovennævnte som belæg for landsmøderesolutionen fra 2015, så giver det vel sig selv, at det må være rent tidsspilde at sætte hele partiet i bevægelse for at diskutere principper for støtte til en Socialdemokratisk ledet regering. Der er jo ikke noget at komme efter.

Som Mette Frederiksens nyhedsbrev meget fint viser, og som der til overflod kan findes belæg for i udkastet til principprogram, så handler det ikke kun om den mindre charmerende og reaktionære udlændingepolitik, som Sass-Larsen fører til torvs. Det handler om et parti, hvis ledelse har valgt at danne alliance med et småborgerligt socialkonservativt parti som DF for at komme på ”talefod med sit traditionelle bagland” – uden at have ret meget at tale om andet end fortiden.

Ud fra Enhedslistens egne præmisser vil man - som tingene arter sig - ikke kunne støtte Socialdemokratiet som regeringsbærende parti. Når man så stadig taler om røde partier og en rød regering, gør man sig skyldig i anakronistisk retardering - drømme om fortiden.

Med udgangspunkt i Landsmødets beslutning har EL kun ét at gøre: At følge den politiske formulering fra 2015 og i lighed med f.eks. de sekteriske beslutninger fra Podemos’ kongres i Spanien og i Mélenchons bevægelse i Frankrig opbygge en ny venstrefløjsbevægelse, der kan ”udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokratiet”.

Problemet er, at beslutninger både i EL og i de venstrepopulistiske bevægelser beror på fejlopfattelser af Socialdemokratierne og overvurderinger af venstrefløjen som tidens eneste dynamiske kraft. Mindre end to måneder efter Podemos’ kongres, vandt venstrefløjskandidaten Sanchez formandsafstemningen i det spanske, socialdemokratiske parti, PSOE. Hvad nu? Forvirring i Podemos’ ledelse, fordi partiet ganske enkelt ikke kan holde til ikke at orientere sig mod en ny alliance med PSOE, som man ellers har afskrevet som en del af la casta. Samme skisma udspiller sig i Frankrig, og det er kun et spørgsmål om tid, før Die Linke endeligt og afgørende bliver tvunget til at tage politisk stilling til, hvordan samarbejdet med SPD skal udvikles. Ingen skal være i tvivl om, at kun få i SPDs ledelse ønsker dette samarbejde. Ligeså lidt tvivl kan der være om, at SPDs ledelse ikke har udviklet et politisk alternativ, der rækker meget længere end til en forsigtig afstandtagen til Agenda 2010 – SPD-kansler Schröders neoliberale reformkompleks, der om noget har bidraget til at svække de tyske lønmodtagere og deres faglige organisationer.

Pointen er selvfølgelig, at den historiske situation trækker sammen om de socialdemokratiske partier og de faglige organisationer, fordi den kapitalistiske lavkonjunktur trækker ud, uligheden vokser og arbejdspresset bliver utåleligt, uden der er reelle løsninger i sigte.

Regeringsalternativets vigtighed
Men enhver, der læser, hvad Mette Frederiksen skriver, kan overbevise sig om, at hun med DF-alliancen føler, at Socialdemokratiet i Danmark er vaccineret mod den europæiske syge.

Så denne leders argumentation for en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten som eneste reelle alternativ til den siddende regering og en liberalistisk samfundspolitik må vel takseres som et vildskud. Ikke desto mindre er det hele denne leders ærinde.

Der er på det seneste gennemført flere interessante forskningsprojekter, som i flere dimensioner påviser, at folk i bred forstand er lige så bevidst om, at der findes klasser, som de var i 1954, og at klasserne repræsenterer forskellige interesser. At der er modsætninger mellem klasserne, og at disse hovedsageligt beror på økonomisk og social ulighed. Et andet projekt dokumenterer, at værdipolitik ikke som formodet spiller en afgørende rolle i dannelsen af folks grundholdninger. Et tredje studie peger på, at folk i almindelighed og folk indenfor de forskellige klasser finder det stadigt vanskeligere at finde det parti, som de bedst kan identificere sig med.[3]

På lignende vis dokumenterer flere internationale studier (bl.a. i forbindelse med det engelske valg), at klassebevidstheden eksisterer i bedste velgående, selv om den intellektuelle elite og de fleste politiske partier taler og handler, som om det ikke er tilfældet og til trods for, at der helt bevidst køres massivt på værdi- og identitetspolitik som afløser for den gamle, (og ifølge socialvidenskaben forældede) socio-økonomiske klassepolitik.

Man kan således godt tillade sig at antage, at der bredt blandt de danske og europæiske lønmodtagere lever ønsker og forhåbninger om en eller anden form for progressiv, socialdemokratisk velfærdspolitik som et moderne alternativ til kapitalismen. På den anden side er det også indlysende, at disse forhåbninger og ønsker efter så mange årtiers neoliberalt, ideologisk overherredømme har svært ved at finde en klar, politisk form og tilsvarende, organisatoriske udtryk. Men fornemmelsen for ”det gode samfund”, som det nu hedder på den socialdemokratiske venstrefløj, lever i bedste velgående også hos de grupper i arbejderklassen, der som ren overlevelsesøvelse for tiden støtter op bag Socialdemokratiets og DFs velfærdschauvinistiske projekt.

Regeringsalternativets nødvendighed
Om Socialdemokratiets nuværende ledelse vil vedkende sig denne progressive tendens blandt lønmodtagerne eller ej, og om venstrefløjen ser den eller ej, så filtrer den sig ind i den daglige samtale uden at antage fast form, men som resonansrum for de partier, der ser og anerkender tendenserne.

Det er det bærende argument for allerede i dag at udbrede parolen om en S-SF-EL regering.

Velfærdsstaten blev ganske vist formgivet, men ikke skabt af de politiske samfundsingeniører. Den blev båret frem af store samfundsgruppers forestilling om, at der kunne udvikles et samfund, som ikke var underlagt markedet og den kapitalistiske produktions kortsynethed, og som blev styret lokalt derude i det daglige samarbejde. Den historiske svaghed var, at man anså projektet for så selvindlysende fornuftigt, at man ikke regnede med at blive udsat for modstand og tilbageskridt. Både borgerskabets modstand og tilbageskridtet blev dog en realitet, og på en så brutal måde – den neoliberalistiske offensiv – at den tog hele arbejderbevægelsen på sengen.

Ikke desto mindre er et nyt velfærdsstatsprojekt muligt, og styrken hertil skal hentes i de mange forskellige samfundsgruppers ønske om at skabe et samfund og daglige vilkår, hvor de kan leve nogenlunde trygt og sikkert og udfolde sig i frihed uden konstant at tabe samme frihed i konkurrencen om at overleve.

På en lidt underlig og abrupt måde er der allerede gang i den proces. Parlamentarisk og i den såkaldte ”store politik” diskuteres principper for at danne en ”rød regering”. Diskussionen er som påvist utrolig abstrakt, i princippet indholdstom og i hvert fald tømt for strategisk perspektiv.

Ude i kommunerne og lokalt er der mange arrangementer i gang, hvoraf de fleste er kendetegnet ved deltagernes ønsker om at skabe alternative løsninger på dette og hint problem, hvor flere af problemerne er nationale, men hvor de opleves påtrængende lokalt. Det kan eksempelvis være trafiksituationen, boligproblemer og så videre. Og det er faktisk ikke kun et dansk fænomen. Hvad man ikke umiddelbart kan komme igennem med nationalt eller globalt prøves af lokalt.

Problemet er imidlertid, at der stort set ikke er nogen forbindelse mellem, hvad der sker i toppen og i bunden. Af samme grund forbliver besværgelserne om udenomsparlamentariske styrkeforhold, mobilisering og kravene til en venstreorienteret politik ideale og skolastiske betragtninger, så længe de progressive partier ikke lægger en praktisk linje for dagen, der kan forene den ”store” og den ”lille” politik (de lokale tilløb), og hvor førstnævnte modtager sin indre dynamiske energi fra sidstnævnte.

Hvis en mobilisering skal kunne holde og udvikle sig og ikke være bundet til og begrænset af spektakulære begivenheder (folk kan jo ikke rende rundt og demonstrere hver anden dag) så skal den indlejres i folks daglige bestræbelser for at løse erkendte kollektive problemer. Omvendt er det ligeså indlysende, at sådanne lokale løsninger meget hurtigt støder på sine egne grænser, hvis de ikke forbindes med de mere overordnede bestræbelser for at ryddet de generelle barrierer af vejen bl.a. ved at erobre regeringsmagten. I sidste ende ender alle de lokale projekter jo med, at man enten vil have et byråd eller et folketingsflertal til at foretage politiske beslutninger, der enten løser problemerne eller i det mindste forholder sig til dem.

Dvs. det er på ingen måde tilstrækkeligt at sige, at der skal være en mobilisering, som bringer bevægelsernes krav ind i Folketinget og øger presset for en progressiv regering.

Det er også ”derude i kampen for nye busruter”, at de forskellige samfundsgrupper praktisk kan komme overens med hinanden og udvikle gensidig tillid.

De fleste kan nok blive enige om, at der ikke skal skæres ned i ældreplejen, i dagtilbudssektoren, i folkeskolen mv. Men det er uligt vanskeligere at finde frem til i fællesskab, hvordan man vil have den offentlige sektor indrettet og skabe alternative kollektive løsninger uafhængigt kommentarerne fra det økonomiske præsteskab. Blot et enkelt anskueliggørende eksempel. De fleste, der dagligt benytter motorvej E47, eller som bor udenfor de store byer på den Østjyske østkyst, oplever et tiltagende trafikhelvede, som i stigende grad reducerer deres fri tid. Skal svaret på trafikpropperne være bredere veje, eller skal det været stærkt forbedret offentlig og kollektiv trafik? Svarene er ikke entydige, men problemet er påtrængende og forstærkes af, at regeringen vil skære ned på de regionale trafikselskabers budgetter.

Sådanne problemer skal der findes svar på og vel at mærke svar, der kan generaliseres til fornuftige nationale svar. Hvem skal gøre det? Hvordan skal det gøres, og hvilke organiseringer skal der opbygges?

For det nytter ikke stort, at befolkningen ude vest på i Midtjylland går sammen om krav om flere busser og flere ruter, når regionen har fået barberet sit budget på området. Er det et generelt problem? Det er præcist det, det er, og det er ikke et problem, som kan løses af en regering, der binder sig til en budgetlov underlagt fiktive budgetmæssige råderum defineret af EU-kommissionen. Eller sagt på en anden måde, så støder løsningen af et lokalt problem i dag meget hurtigt på budgetlovens grænser, og så er der ikke meget andet gøre, hvis man ikke vil opfordre til headbanger-politik, end at løfte problemstillingen op og generalisere den til nationale krav og krav om afskaffelse af den eller de EU traktater, der styrer den økonomiske politik.

Overvindelse af de politiske utopier
Så når Socialdemokratiet i sit nye programudkast siger, at øget lighed er omdrejningspunktet, må det være venstrefløjens opgave at påpege, at ulighed drejer sig om andet og mere end ginikoefficientens udvikling. Det gælder i ligeså høj grad den generelle skævvridning af samfundet i flere dimensioner både på markedet, i civillivet og indenfor den offentlige sektor. I ovennævnte eksempel uligheden mellem land og by. Og det er på disse konkrete udslag af den voksende ulighed, at Socialdemokratiet og partiets mantra om ansvarlig økonomisk politik skal udfordres – konkret og praktisk.

Det er nemlig langt fra sikkert, at socialdemokrater og socialdemokratiske vælgere deler partiledelsens loyalitet overfor budgetloven, som stort set står i vejen for realiseringen af de fleste af deres ønsker og krav. Men det kan kun afprøves helt konkret, og så vil mange af de involverede ophøre med at opfatte budgetloven som en abstrakt lov, og strukturreformen vil ikke længere forstås som et fjernt og abstrakt politisk anliggende, men som reelle og meget konkrete forhindringer for, at de mange gode politiske intentioner, som socialdemokraterne taler så meget om, kan realiseres.

Det drejer sig således ikke om at stikke folk nogle nye programmer i næsen som alternativ til Socialdemokratiets eller at opstille abstrakte principper for at støtte Socialdemokratiet. Det drejer sig som udgangspunkt om at tage fat i det, man efter udtalelserne at dømme er enige om både nationalt og lokalt, og diskutere, hvordan det konkret og praktisk kan gennemføres. De diskussioner kan foretages alle steder og hver eneste dag. Det forudsætter dog, at der er politiske kræfter, der vil tage diskussionerne og har en plan for, hvordan de skal forenes med de nationale drøftelser. I modsat fald kan man godt skyde en hvid pind efter den postulerede bevægelse for en progressiv politik og en ny type centrum-venstre.

Eller sagt på en anden måde. I stedet for at sætte et helt parti i gang med at drøfte abstrakte, parlamentariske principper for et samarbejde med et andet parti, ville det have været et brud med den mainstreamparlamentarisme, som venstrefløjen efterhånden hænger fast i, hvis man i stedet havde påbegyndt en diskussion af, hvordan det egentlig praktisk kan lade sig gøre at forbinde de mange lokale småkampe og lokale arrangementer med en nationalt og europæisk systemoverskridende politisk linje, og hvordan kampen for en S-SF-EL regering kunne blive en strategisk krumtap i et sådant arbejde. Det kunne blive en ”rød regering” af en helt anden jordnær type end den luftspejling, som blev formuleret forud for valget i 2011, og som aldrig blev til noget reelt, fordi venstrefløjen blev underordnet et socialliberalt centrum.

Den situation ville have været langt mindre sandsynlig, hvis der længe før valget havde været diskuteret politik og regeringsalternativ som et helt naturligt element i de mange lokale aktiviteter både i og udenfor de kendte bevægelser og organisationer. De lukkede rums politik i et højt tårn ville have været vanskeliggjort. Det samme gælder de sædvanlige parlamentariske manøvrer for at afværge, ”afpresse” osv. Effekten af de økonomiske ideologers og den teknokratiske sagkundskabs nedskydning af alternativerne som urealistiske og utopiske ville også blive mindre, fordi diskussionen af de politiske krav og et konkret regeringsalternativ i den situation ville have stået på i lang tid, og engageret mange lokalt.

Mette Frederiksens aktuelle halehængspolitik kan være svær at kapere, men der står trods alt i det nye programudkast, at partiets idegrundlag er ”den demokratiske socialisme. Troen på demokratiet og social retfærdighed har altid drevet os fremad”.

Hvad er der så at betænke sig på? SF bekender sig også til demokratisk socialisme. Det samme gør Enhedslisten. Så drejer det sig vel om i fuld offentlighed at kalibrere indholdet og ganske officielt drøfte vejen til et samfund styret efter demokratisk socialistiske principper. Det skulle ikke være helt umuligt samtidig med, at socialdemokrater, SFere, Enhedslistemedlemmer, folk fra Alternativet, det radikale Venstre, partiløse i alle afskygninger lokalt går sammen om at løse alle de problemer, som det kapitalistiske samfund og den borgerligt liberale politik skaber eller efterlader. Sandheden er jo ikke abstrakt, men ganske konkret og praktisk, og den lokale kamp kan blive et laboratorium for afprøvning af de politiske principper, visioner, realpolitiske forslag og de strategiske positioner.

Diskussionen af, hvad vi forstår ved socialisme som et svar på kapitalismens oplagte krise, og hvordan den praktisk skal nås og opbygges, lever i bedste velgående derude i Europa. Forestillingerne er på ingen måde unisone, men diskussionerne er i gang – også i socialdemokratierne. F.eks. udsendte Labour et tillæg til valgmanifestet, hvor man diskuterer kooperativer, kommunalt ejede virksomheder og forsyningsvirksomheder. Den debat foregår også i det spanske PSOE osv. Det er afgørende er dog erkendelsen af, at vi befinder os en historisk situation, hvor de færdige løsninger og det generelle facit er ikke eksisterende.

Et strategisk pejlemærke
Men en ”rød regering”, der kan holde linjen, kommer ikke af sig selv, og den kan heller ikke kreeres i de parlamentariske sideværelser. Dens grundlag og tilsynekomst skal afspejle fællesviljen hos de mange forskellige mennesker, der handler lokalt og opdager at have brug for den. Og lakmusprøven for de politiske partier er, hvordan de stiller sig her og formulerer konkrete politisk bud.

Hvis ikke SF og EL formår at udfordre Socialdemokratiet på dets egne principper, programpunkter og politiske krav og publicere forslag til, hvordan de skal gennemføres, realiseres fællesviljen ikke. Hvis venstrefløjen ikke smidigt vil eller kan tage diskussionerne om, hvad der kan lade sig gøre, når det eksempelvis drejer sig om busruter, begrundelser for at skære ned i kommunerne, kritik af den bevidste udsultning af Skat og så videre, men i stedet bruger kalorier på afgrænsningsprincipper og ”afpresningens strategi”, ja så bidrager man til, at den socialdemokratiske ledelse uden at skulle stå til ansvar kan gå den mindste modstands vej og udbygge den velfærdsnationalistiske politik sammen med DF. Den politik rækker ikke langt, men den holder skuden flot og venstrefløjen passiv.

Men uanset hvordan vi end vender og drejer problematikken om muligheden af en S-SF-EL regering, så sker der ikke en pind, med mindre det forsøges. Det er en defensiv taberstrategi på forhånd at stille ideale fordringer til det politiske enhedsgrundlag. Og hvis venstrefløjen ikke har tillid til, at den praktisk og smidigt kan holde fast i styringsprincipperne, når den er i regering sammen med Socialdemokratiet eller danner parlamentarisk grundlag for en Socialdemokratisk mindretalsregering, hvordan skal ret mange så nære tiltro til, at de samme venstrefløjspartier kan mestre at udfordre kapitalen og borgerskabet – endsige lægge skinner ud til et andet samfund?

Afslutningsvis og for god orden skyld skal det slås fast, at denne leder på ingen måde tror, at en parole om en S-SF-EL regering kan realiseres i morgen eller måske ved næste valg. Det afgørende er imidlertid, at der kastes et konkret regeringsprogram ud og et strategisk perspektiv – en vision, som giver håb og lyst til at handle. Uden et sådant vokser de mange enkeltkampe ikke til den samlede og samlende bevægelse, der er brug for.


[2] http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5982863/M%C3%A5ske-er-Corbyn-slet-ikke-s%C3%A5-tosset