Præsidentvalget i Frankrig - et valg som intet andet
Af Murray Smith

Offentliggjort: 17. april 2017

Det, der sker i Frankrig i dette forår, er meget mere end et valg eller en række af valg - præsidentielle og forsamlingsmæssige. De to store poler i Frankrigs politiske liv - Socialistpartiet (PS) og Republikanerne (LR) - er i krise. Og i forhold til Socialistpartiet kan denne krise vise sig at blive fatal. Det yderste højre og det radikale venstre fylder meget i valgkampagnen og i meningsmålingerne. Og kampagnen har været præget af så mange kursskifter, at alt stadigvæk ser ud til at kunne være muligt. Vi er vidner til en enestående politisk krise i den Femte Republik, der ikke vil blive løst i en fart, uanset resultatet af disse valg.

Siden 1965 har præsidentvalgene fulgt et helt fast mønster. Uanset hvad der skete i første valgrunde, så har de store partier og alliancer på venstre og højre fløj stået overfor hinanden. Med to undtagelser - i 1969 var det gamle socialistparti SFIO endnu ikke dødt - selvom det med 5 procent af stemmerne i første runde var i krise. Og det nye Socialistparti, hvis leder blev François Mitterrand endnu ikke stiftet. Anden runde i præsidentvalget kom derfor til at stå mellem Gaullisten Pompidou og veteranen fra centrum Alain Poher. Den anden undtagelse er af nyere dato. I 2002 kvalificerede Jean-Marie Le Pen fra Front National sig til anden runde, hvor han var oppe imod Jacques Chirac, der havde slået den socialistiske kandidat og premierminister Lionel Jospin i første runde. På baggrund af massive demonstrationer mod Front National, vandt Chirac anden runde af præsidentvalget med 82 procent af stemmerne. Og på den måde blev faren overstået … foreløbig, som man vil se.

Front Nationals fremvækst

Det første slående træk ved præsidentvalget i 2017 er den styrkeposition, som Marine Le Pen indledte valgkampen med. I 2002 fik hendes far 16,86 procent af stemmerne i første valgrunde - i alt 4,8 millioner stemmer. I 2012 fik hun 17,9 procent og 6,4 millioner stemmer. Altså en procent og 2,4 millioner stemmer mere. Forklaringen er simpel: I 2002 var andelen af stemmeberettigede, som undlod at stemme, 28,4 procent - Le Pen vandt kun 300.000 flere stemmer end i 1995. Så der var altså ikke tale om et egentligt gennembrud. Hans succes skyldtes Jospins dårlige resultat. De socialistiske vælgere svigtede deres egen kandidat i stort antal i første valgrunde, selvom de så vendte tilbage igen i anden runde for at slå Le Pen. I 2012 fik Marine Le Pen 2,8 millioner stemmer mere end hendes far havde fået ved valget i 2007, hvor Sarkozy vandt ved at overtage store dele af Front Nationals program. Front National bekræftede og befæstede sit gennembrud ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 med 24,86 procent af stemmerne og ved regionalvalgene i 2015 med 27,73 procent. Og det var med et udgangspunkt på 25 procent af stemmerne, at Marine Le Pen begyndte sin kampagne til præsidentvalget i 2017. Vi står derfor nu med en situation, der er lige så ironisk som bekymrende. Hun er en kandidat udenfor det traditionelle, institutionelle netværk, der ikke desto mindre repræsenterer et element af relativ stabilitet - en stabilitet, der i et vist omfang udspringer af det faktum, at stemmerne på Front National ikke længere er egentlige proteststemmer, men nu er blevet stemmer, der er positive overfor partiets politik. I mellemtiden er Socialistpartiet ved at falde fra hinanden, Jean-Luc Mélenchon outsideren på venstrefløjen går frem, og den officielle kandidat for PS - Benoît Hamon - er ved at tabe sine venstrevælgere til Mélenchon og sine højrefløjsvælgere til Emmanuel Macron. Hvad angår Francois Fillon - højrefløjens kandidat - så fremstår han som et levende eksempel på den franske elites korruption, og det får også en del af hans vælgere til at skifte til Macron.

Lad os se på, hvordan vi er nået dertil.

På højrefløjen var Nicolas Sarkozy præsident fra 2007 til 2012, før han blev slået af François Hollande ved valget i 2012, før han blev slået af François Hollande. Han havde aldrig opgivet håbet om at få revanche i 2017. Til trods for at han var blevet ramt af en række skandaler og retssager, hvoraf de fleste drejede sig om penge, så stillede han op til primærvalgene i sit parti LR. Blandt de øvrige udfordrere var to tidligere premierministre, Alain Juppé og François Fillon. Juppé repræsenterede den relativt moderate centrum-højre fløj i partiet og var favorit til at vinde nomineringen. Fillon forsvarede en ultraliberal position rent socioøkonomisk. Faktisk forsøgte han at fremstå som den franske Thatcher (og var ikke den første til at prøve det) med alt hvad det indebærer i relation til at søge en konfrontation med arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser. Han ønskede at genforhandle Schengen-aftalerne, således at man kunne få begrænset arbejdskraftens fri bevægelighed. Og i øvrigt stod han på konservativ, katolsk grund i alle andre samfundsspørgsmål. Han har fastholdt en noget kritisk indstilling til de Europæiske institutioner - tilbage i 1992 kæmpede han side om side med Philippe Séguin imod Maastricht-aftalen. I første runde af primærvalgene blev Sarkozy elimineret og Fillon slog Juppé. Anden runde bekræftede Fillons sejr.

På forhånd kunne Fillon - når man tog socialistpartiets tab af status i betragtning - være nogenlunde sikker på at blive nummer et eller to i første runde og på at kunne slå Marine Le Pen i anden runde. Beklageligvis for ham blev han dog ramt af en skandale, som meget hurtigt blev døbt Penelopegate. Den udsprang af, at hans kone havde været ansat som rådgiver for ham og havde stukket næsten en million euro i lommen for det, til trods for at hun - tilsyneladende - ikke udførte arbejdet. Efterfølgende fandt man så ud af, at Fillons to døtre havde tjent penge på samme måde. Og videre viste det sig, at Fillon selv havde modtaget et lån på 50.000 euro - ikke opgivet til skattevæsenet og rentefrit - fra en velhavende forretningsmand - den samme, som havde ansat Penelope Fillon til at udføre et stykke journalistisk arbejde, der fremstod lige så tvivlsomt som hendes parlamentariske. Endelig blev det opdaget, at Fillon havde modtaget to jakkesæt i gave - til en samlet værdi af 13.000 euro - fra en velhavende sagfører. Fillon bedyrede sin uskyld, og lovede, at han - hvis han blev sat under tiltale - ville trække sig fra kampen om Elysee Palæet. Han blev tiltalt, men nægtede at trække sig. Nu er Penelope Fillon også genstand for en formel undersøgelse. Effekten af denne række af afsløringer var, at Fillon tabte terræn i opinionsmålingerne - han faldt fra 25 procents tilslutning til 17 procent. Til trods for presset fra et flertal i partiledelsen fastholdt han dog sit kandidatur. For at holde kritikken i skak indkaldte han derefter til et stormøde i Paris for at få bekræftet sin opbakning. Selvom fremmødet ikke var så massivt, som Fillon påstod, så var han trods alt i stand til at mobilisere i titusindvis af vælgere. Ansigt til ansigt med hans stædighed og uden at have troværdig og samlende kandidat, blev partiapparatet i LR efterfulgt af centrumfløjen i UDI [1] (Union des démocrates et indépendants) nødsaget til at resignere og fastholde støtten til ham.

Et socialistparti i opløsning

Socialistpartiet gik ind i valgkampen som et parti i opløsning - en opløsning, der ikke var af ny dato. Francois Hollande blev valgt som præsident i 2012 på en venstreorienteret dagsorden og erklærede direkte, at hans hovedfjende var finansverdenen. Han lovede også, at han ville anfægte den nedskæringspolitik, som havde behersket Europa, og at han ville forsvare en økonomisk stimulus-politik, men han blev hurtigt banket på plads af Angela Merkel. Hollandes præsidentperiode har på den baggrund været endnu én i en deprimerende række: Mitterrand fra 1981 til 86 og atter fra 1988 til 93, og Jospin fra 1997 til 2002. Efter Mitterands forsøg på en ændring af tendensen i 1983 og efter accepten af en politisk linje, der blev kaldt den hårde, var rytmen altid den samme: Efter en periode hvor højrefløjen havde magten, vendte PS tilbage med en strøm af løfter, men hurtigt viste det sig, at den faktisk politik var identisk med højrefløjens. Konsekvensen var forudsigelig - i 1986, 1993 og i 2002 genvandt højrefløjen magten. Den lange række af højrefløjs og venstrefløjsregeringer fra 1983 og fremefter, førte til et tab af illusioner i relation til de politiske partier og en troværdighedskrise, mens man førte stort set samme politik bare med forskellige overskrifter - nedskæringer, fastkurspolitik og såkaldte strukturelle reformer.

Imidlertid var konsekvenserne for Socialistpartiet (og nogle gange også for deres allierede i Kommunistpartiet som i 2002) værre, fordi afstanden mellem de venstreorienterede vælgeres håb og partiets løfter på den ene side og den faktiske politik var større. Dertil kommer, at både højrefløj og venstrefløj agerede indenfor rammerne af den Europæiske Union, der i sig selv blev mindre og mindre populær. Mitterands politikskifte i 1983 og nedskæringspolitikken faldt sammen med relanceringen af EU på et neoliberalt grundlag, der førte frem til en traktatændring (som Danmark sagde nej til) i 1986 og efterfølgende til Maastricht-aftalen i 1992. Den politiske elite vandt en afstemning med et snævert flertal omkring Maastricht - men tabte i forhold til forfatningstraktaten i 2005. [2]

Vendepunktet i 2008

Der var imidlertid et vendepunkt i tiden efter krisen i 2008. Over hele Europa gennemførte både venstre- og højreorienterede regeringer skrappe nedskæringsprogrammer og strukturreformer i forlængelse af Finanspagten. Det kostede Sarkozy præsidentposten i 2012, at han også tilsluttede sig denne politik. Da også Hollande efter nogen tøven tilsluttede sig, mødte han modstand. Under Jospin i perioden fra 1997 til 2002 var der strejker og demonstrationer imod regeringens politik, men de store bevægelser i 1995, 2003 og 2010 var alle sammen rettet direkte imod højrefløjsregeringer. Denne gang var det dog anderledes. Den første halvdel af 2016 blev præget af en massiv bølge af strejker og demonstrationer mod El-Khomri-loven, der afmonterede en væsentlig del af arbejdsmarkedsrettighederne. Regeringen reagerede med mere omfattende repression end nogen højrefløjs- eller venstrefløjsregering havde gjort det i mange år og brugte oven i købet undtagelsestilstanden efter terrorangrebene i november 2015 til at sætte nogen af de mest militante i husarrest. Bevægelsen på gaden blev fulgt op af ophidsede debatter i Nationalforsamlingen, hvor en række socialistiske medlemmer fremsatte et mistillidsvotum, der var meget tæt på at forhindre anvendelsen af artikel 49.3 i Forfatningen, som tillod regeringen at få vedtaget Khomri-loven uden at have et flertal for det. Denne enestående bevægelse under en venstreorienteret regering og regeringens undertrykkelse af protesterne fik hidtil usete politiske konsekvenser. I april 2015 viste opinionsmålinger, at Hollandes opbakning var faldet helt ned til 14 procent. Og den 1. december 2016 blev François Hollande den første præsident i den 5. Republik, som bekendtgjorde, at han ikke ville genopstille til en anden præsidentperiode.

En smuk, folkelig alliance ...

De primærvalg, der skulle udpege en socialistisk kandidat til præsidentvalget, blev afholdt i januar 2017. Fem dage efter Hollandes udmelding, trådte Manuel Valls - der havde været premierminister siden 2014 - tilbage og bekendtgjorde, at han stillede op. Han var Hollandes og Socialistpartiets favorit og havde en stor del af ansvaret for regeringens neoliberale og repressive linje. Men på samme måde som i forbindelse med højrefløjens primærvalg, der netop var overstået, var venstrefløjens primærvalg åbne for alle de, der mente, at venstrefløjsværdier var deres værdier. Derfor deltog 1,6 millioner vælgere i den første runde (der blev kaldt for den smukke folkelige alliance) og 2 millioner i anden runde. For at sætte disse tal i perspektiv, skal det nævnes, at PS i 2014 havde 60.000 medlemmer (173.000 i 2012). De tre hovedkandidater var Valls, Benoît Hamon og Arnaud de Montebourg - to tidligere ministre, der var blevet modstandere af regeringens politik. I første runde lå Hamon i toppen af meningsmålingerne, i anden runde slog han Valls. Han kritiserede Hollande for ikke at leve op til sine løfter. Hans program gik ind for forøgelser af det offentlige forbrug - navnlig i forhold til sundhed og uddannelse - for en reduktion af arbejdstiden, for øget beskatning af kapitalen og de rige og - som det helt afgørende - for en fastsættelse af en universel mindsteløn på 750 euro om måneden.

Hamon blev valgt af et flertal af dem, der i Frankrig bredt kaldes venstrefløjen. Hvis det kun havde været medlemmerne af Socialistpartiet, som havde haft stemmeret, så ville han helt sikkert ikke have vundet. Men da han først havde gjort det, var han alligevel ikke den smukke, folkelige alliances kandidat. Denne konstruktion havde trods alt aldrig været andet end et slogan: Han var Socialistpartiets kandidat. En kandidat, der var i mindretal i sit eget parti og i endnu højere grad i parlamentsgruppen og partiapparatet. Med mere end en million stemmer i anden runde, ville han dog have været i stand til at søsætte en bred kampagne, helt uafhængigt af partiapparatet. Men han valgte at optræde som partiets kandidat uden forbehold, hvilket resulterede i et kompromis med parlamentsmedlemmerne og partiets ledelse. Og han endte med at tabe på begge fronter. Hans udmeldinger blev uklare, også og måske navnlig omkring minimumslønnen. Og det overlod et stort, frit felt for Jean-Luc Mélenchon, kandidaten fra den radikale venstrefløj - uden samtidig at kunne overbevise højrefløjen i hans eget parti, for hvilken han hele tiden havde virket som alt for venstreorienteret. Nogle af dem var allerede i gang med at hoppe over til centrum-højre-kandidaten Emmanuel Macron, Hollandes tidligere finansminister.

Det er ingen tilfældighed, at det i de to primærvalg var henholdsvis den mest højreorienterede kandidat - Fillon - og den mest venstreorienterede kandidat - Hamon, der vandt. Det var et udtryk for polariseringen i de to traditionelle partier - en polarisering, der mest tydeligt udtrykkes af Le Pen og Mélenchon. På højre side ønskede de mere radikale medlemmer af LR at indlede en reel offensiv mod arbejderklassen. Fillon lovede at afskedige 500.000 offentligt ansatte, at afskaffe 35-timers ugen, at sænke skatterne på de rige og på virksomhederne. Han blev støttet af et flertal af arbejdsgiverne. På venstrefløjen blev Hamon valgt af dem, der ønskede et reelt brud med Hollandes politiske linje og - mere bredt - med Socialisternes socialliberalisme.

Som et spejl af den dybe sociale krise i Frankrig ser folk på alle fronter sig om efter et brud og en fornyelse. Hver på sin måde søger de fem kandidater at personificere dette brud. Vi vender tilbage til Le Pen og Mélenchon. Men lad os først se lidt nærmere på Macron, der måske trods alt er den, der løber af med sejren.

Finanskapitalens kandidat

Emmanuel Macron er den yngste kandidat i feltet og den mindst politisk erfarne. Han er udgået i 2004 fra den berømte ENA (École Nationale d'Administration) [3] - udklækningssted for højtstående medlemmer af den franske administration og de fleste politiske ledere - og blev samme år ansat i det franske Finansinspektorat. I 2008 blev han ansat som investeringsbankmand i Banque Rothschild, hvor han tjente op imod 2,9 millioner euro - efter sigende i forbindelse med hans hjælp med at sikre Nestlé en virksomhedsovertagelse. I 2010 blev han udnævnt som økonomisk rådgiver for François Hollande, i 2012 til vicegeneralsekretær i Elysee Palæet og i 2014 til finansminister, hvor han i 2015 introducerede de love, der bærer hans navn, og som inkluderede en lang række lempelser i forhold til forretningsverdenen. Da lovkomplekset så ud til at resultere i et oprør fra dele af den socialistiske parlamentsgruppe, blev loven stadfæstet ved at anvende undtagelse 49.3 i forfatningen.

Macron trådte ud af regeringen i august 2016 kort tid efter, at han havde grundlagt sin egen bevægelse En Marche! [4] Den 16. november samme år proklamerede han sit kandidatur til præsidentvalget. Det kræver en vis frækhed at præsentere sig selv som bannerfører for fornyelse, når man trods alt har været en af de vigtigste arkitekter under Hollandes præsidentperiode. Men det er sådan, Macron har gjort i sin kampagne. Hans program er helt igennem socialliberalt. Ved en pressekonference den 1. marts forsvarede han sig mod anklager for at være finans-oligarkiets kandidat. Og forsvaret var nødvendigt, fordi han akkurat her er meget sårbar. Den europæiske skat på finanstransaktioner har ingen prioritet, sagde han. Han vil lette reglerne for banker og forsikringsselskaber. Han ønsker dybtgående reformer i særskatten af de store formuer, der er mere venlig overfor aktieejere. Han foreslår at nedsætte erhvervsskatterne fra 33,3 procent til 25 procent for at eliminere den progressive karakter på al kapitalbeskatning. Og på det sociale område - lad os ikke glemme, at han er social-liberal - med liberal som navneordet og det sociale som et adjektiv - ønsker han kun at reducere antallet af offentligt ansatte med 50.000, skære ned i det offentlige forbrug med 60 milliarder euro og at introducere en stimuluspakke til en værdi af 50 milliarder.

I et andet valg kunne Macron have håbet på at hente en del stemmer, måske at blive nummer tre, ligesom centristen François Bayrou i 2007 og på at kunne skærpe sin politiske profil. Men dette valg er anderledes, og visse faktorer er positive for ham. For det første er der udstrakt vælgerusikkerhed og et svigtende loyalitetshold mellem vælgere og partier. Desuden søger folk efter noget nyt. Derudover er der krise i de to store partier, udtrykt gennem det faktum, at Fillon og Hamon er kandidater. Man kunne sige, at det ville have været vanskeligere for Macron, hvis de kandidater, han stillede op imod, havde været Juppé og Valls. Og det skal nok passe, men det er ingen tilfældighed, at kandidaterne faktisk er Fillon og Hamon. Endelig har de skandaler, som har ramt Fillon, åbnet masser af plads for Macron. Nu kan han præsentere sig selv som det bedste forsvar mod Le Pen. Hans program passer arbejdsgivere og banker fint, selvom nogen af dem stadigvæk foretrækker Fillon, og andre bekymrer sig over hans mangel på erfaring og svagheden i hans bevægelse. Han bliver støttet bredt af medier både i Frankrig og i resten af Europa. Men han har to svage punkter. For det første er hans program skræddersyet efter finanskapitalens behov, og hans forbindelse med Banque Rothschild gør ham sårbar overfor angreb både fra Le Pen og fra Mélenchon. For det andet så var han i høj grad ansvarlig for Hollandes finanspolitik, selvom han aldrig har været medlem af Socialistpartiet - hvilket gør det svært for ham at fremstå som fornyer. Akkurat her har Fillon nu sat et voldsomt angreb ind på ham.

Rækken af socialistledere, der støtter hans kandidatur, er et udtryk for den krise, som partiet er i. Men for Macron er dette et tveægget sværd. På den ene side svækker det Hamon - selvom det ikke længere er nødvendigt. På den anden side hindrer det Macron i at frigøre sig fra arven efter Hollande og fremstå - med et efterhånden temmelig slidt udtryk - som hverken højre eller venstre. Derfor blev han synligt lettet, da Manuel Valls bekendtgjorde, at han støttede Macron - og da den forhenværende premierminister tilføjede, at han i øvrigt ikke tilsluttede sig kampagnen og ikke havde noget at bede Macron om.

Den kandidat, der skal slås

For de andre kandidater til posten i Elysée Palæet er Le Pen stadigvæk den kandidat, man skal besejre. Hendes opbakning forbliver solid og det antal vælgere i opinionsmålingerne, der siger at de ønsker at støtte hende, dels siger at de er sikre på at ville stemme på hende (83 procent) overstiger tilslutningen til alle andre kandidater. Men aktuelt ser det ikke ud til, at hun vinder stemmer ud over det. I den seneste meningsmåling var der 25 procents tilslutning til hende mod 26 procent til Macron. Det store spørgsmål er, í hvor høj grad hun kan udvide sin vælgertilslutning. Siden hun overtog ledelsen af Front National i 2011, har hun gennemført en reel social vending. Hun foreslår at bevare 35-timers ugen, at sænke pensionsalderen, at beskære skatten på ejerboliger og at øge de sociale tilskud. På den økonomiske front er hun protektionist. Men denne sociale protektionisme er kun beregnet for franskmænd. Le Pen fastholder partiets traditionelle position omkring indvandring, som hun vil have beskåret til 10.000 personer om året. Og selvom hun ønsker at forlade Nato, så vil hun alligevel øge udgifterne til forsvaret op til 3 procent af bruttonationalproduktet.

Denne sociale evolution bekymrer den mest traditionelle fløj af FN’s støtter, navnlig repræsenteret af hendes niece Marion Maréchal-Le Pen, der for eksempel har et mere liberalt syn på økonomien og desuden er mere konservativ i spørgsmålet om abort end sin tante, og som er praktiserende katolik. Der ligger en mulig konflikt her. Men der også en mulig komplementaritet: Marine Le Pen og dem omkring hende kan henvende sig til vælgere på venstre side - hendes niece kan lettere finde et publikum sammen med Fillons tilhængere, af hvem 38 procent siger, at de er parat til at stemme på Le Pen i anden valgrunde.

Vi kan være sikre på, at den sociale vinkel - når først magten er vundet - vil komme til at vige til fordel for kravene fra arbejdsgivere og banker. Derudover vil en sejr for Le Pen forstærke alle de kendte tendenser hen imod en militarisering af politiet, den systematiske repression, angrebene mod arbejderklassens rettigheder og de demokratiske rettigheder og den racisme og det fremmedhad, der allerede eksisterer i Frankrig.

Mélenchon har vind i sejlene

Den kandidat, der gør de største fremskridt for øjeblikket er Jean-Luc Mélenchon, der er den mest konsekvente opponent til den neoliberale orden såvel som til det ekstreme højre. Mélenchon gennemførte en god kampagne I 2012 som kandidat for Front Gauche. Hans vælgerandel på mere end 11 procent var en succes i en situation, hvor der var stærkt pres for at levere en brugbar stemme for François Hollande og for at sørge for, at Marine Le Pen ikke kunne gentage sin fars præstation fra 2002. Venstrefronten eksisterer ikke mere som en national bevægelse - selvom den stadigvæk er aktiv i visse områder. Og man burde på et tidspunkt analysere dens styrker og svagheder og årsagerne til dens sammenbrud - også fordi dette ikke kun er et spørgsmål, som angår Frankrig.

Mélenchon kunne være vendt tilbage til Parti de Gauche, som han var en af lederne af. Men det var ikke det, han gjorde. I stedet søsatte han en bevægelse kaldt La France Insoumise (Det ulydige Frankrig), hvor medlemmerne også er medlemmer af andre partier … Parti de Gauche naturligvis, men også andre. Og hvor mange medlemmer - de fleste faktisk - slet ikke er medlemmer af noget parti. Kommunistpartiet besluttede i efteråret 2016 efter en række svære debatter, at støtte Mélenchons kandidatur. Mange aktivister og partiets ledere - inklusive den tidligere generalsekretær Marie-George Buffet havde allerede tidligere meldt sig som hans støtter. Hans kampagne blev skudt i gang i februar 2016. Dens program - L’Avenir en commun (“Fremtiden sammen”) blev offentliggjort i december. Og det er værd at læse. [5] Naturligvis taler han for et brud med nedskæringspolitikken og for en rekonstruktion og udvidelse at socialstaten. Helt konkret foreslår han at øge minimumslønnen med 15 procent, at nedsætte tilbagetrækningsalderen til 60 og at bygge 200.000 offentligt ejede boliger om året. Der er også en stærk økologisk dimension i programmet, hvilket er helt centralt. Lige så centralt er et forslag om nedsættelse af en grundlovgivende forsamling og et forslag om dannelse af en 6. Republik - med udvidede demokratiske rettigheder og mulighed for direkte, folkelig intervention - inklusive en afskaffelse af det parlamentariske monarki, der rummes i præsidentembedet.

Vedrørende Europa - eller rettere sagt den Europæiske Union - indtager Mélenchon en radikal position. Parti de Gauche deltager aktivt i de europæiske initiativer i relation til Plan B [6] - der tager udgangspunkt i det faktum, at det ikke giver mening at have en Plan A, hvis man ikke også har en Plan B, der kan reagere på unionens forudsigelige modstand. Programmet foreslår en demokratisk, social og økologisk reform af EU, der ikke kan rummes inden for rammerne af det eksisterende traktatgrundlag - og - hvis det ikke lykkes - en række initiativer, der skal forsvare Europa mod finanskapitalen ved blandt andet at ændre Euroen fra den eneste til en fælles valuta - ligesom man ikke udelukker en udmeldelse af EU.

De andre kandidater har naturligvis også en mening om Europa. Le Pen foreslår - ud fra et rent nationalistisk perspektiv - at beholde euroen og at afholde en folkeafstemning om medlemskabet af EU. De andre kandidater anfægter ikke EU i sin nuværende form, men foreslår i stedet øget integration. Fillon ønsker en øget integration på basis af forhandlinger mellem de enkelte regeringer, mens Macron og Hamon vil skabe nye institutioner.

Det bedste af det værste

Det ville være mere end risikabelt nu mindre end tre uger før første valgrunde at forudsige resultatet. Lad os i stedet forsøge at opsummere den aktuelle situation. Le Pen befinder sig stadigvæk i en stærk position og virker, som om hun kan være sikker på at gå videre til anden runde. Det er ikke sandsynligt, at hun vil blive valgt, men det er på den anden side desværre heller ikke umuligt. Det kommer til at afhænge blandt andet af, hvor mange stemmer, der kan overføres fra de kandidater, som bliver slået ud i første valgrunde, stemmeprocenten og det faktum, at mere end 40 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet sig og desuden af de mulige men uforudsigelige ting, som kan ske mellem nu og den 23. april. Macron er foran de øvrige kandidater, men støtten til ham virker relativt usammenhængende, og han er sårbar for angreb. Det er vanskeligt at forestille sig, at Fillon kan genvinde sin position, til trods for at han - i modsætning til Macron - har en partiorganisation bag sig.

Jean-Luc Mélenchon mistede styrke, da Hamons kampagne gik i gang, fordi en række af Hamons positioner ikke var ret langt væk fra Mélenchons egne - med undtagelse af positionerne omkring Europa, og ligeledes en uenighed i relation til Nato, som Mélenchon vil udtræde af. Men forskellige forsøg på at koordinere kampagnerne - navnlig indenfor rammerne af Kommunistpartiet - har altid været problematiske. Det kunne måske have været muligt, hvis Hamon havde frigjort sig fra det socialistiske partiapparat. Mélenchon begyndte at bevæge sig opad i meningsmålingerne efter den første store tv-transmitterede debat den 20. marts og at øge afstanden til Hamon. En undersøgelse offentliggjort af magasinet Le Point vurderede Mélenchon til at stå til 16 procent og Hamon til 8 procent af stemmerne. På det tidspunkt begyndte man at høre appeller til Hamon om at trække sig. I en anden undersøgelse offentliggjort af Journal de dimanche den 2. april, svarede 44 procent af de adspurgte, at Mélenchon efter deres mening bedst inkarnerede venstrefløjens ideer og værdier - imod 31 procent til Hamon og 21 procent til Macron.

Den anden store tv-debat fandt sted den 4. april - og denne gang var det ikke kun de fem største kandidater, som deltog, men alle kandidaterne. Philippe Poutou fra Nouveau Parti anticapitaliste (NPA) fik sat en række gode stød ind overfor Le Pen og Fillon. Men vinderen var atter Mélenchon. I en meningsmåling efter debatten sagde 52,8 procent af deltagerne, at Mélenchon havde vundet. Nummer to her var Fillon med 15 procent. I en anden undersøgelse fandt 25 procent af deltagerne Mélenchon mest overbevisende (med 21 procent for Macron) - 22 procent mente, at han havde de bedste planer, hvorimod 23 procent sagde det samme om Macron.

Fillon ligger aktuelt på 17 - 18 procent. Hvis han ikke øger sin tilslutning, og hvis Mélenchon fastholder sine opadstigende linje og overhaler ham, så kan kandidaten for det Ulydige Frankrig lægge sig på tredjepladsen. Og sker det, så er alting muligt.

For franskmændene i det hele taget, er alting allerede muligt - det bedste såvel som det værste. Det værste ville være, hvis den forudsigelige nedtur for Socialisterne i forbindelse med valget til Nationalforsamlingen og den sandsynlige efterfølgende nedsmeltning af partiet trak hele venstrefløjen med ned. Det bedste ville være, at den radikale venstrefløj i det hele taget voksede styrket ud af vragresterne. Det er ikke en overdrivelse at sige, at fremtiden for en sådan styrke afhænger meget af, om Jean-Luc Mélenchon bliver en succes eller en fiasko.


Murray Smith
5/04/2017

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard.