Strategisk overgang til en ny international arkitektur
Af Jacques Hersh & Johannes Dragsbæk Schmidt

Offentliggjort: 17. april 2017

En stor svaghed i forståelsen af nutidens geopolitik og geoøkonomi ligger i en mangelfuld fortolkning af fortiden (tilblivelsen af den globale kapitalisme) samt en utilstrækkelig og svag perspektivering af fremtiden (en unipolar eller multipolar verdensorden). Samtidig forekommer forvirringen omkring den nuværende situation i verden påfaldende og bekymrende.

Accepten af denne antagelse får os til at efterlyse en metodologisk tilgang, der forholder sig holistisk og kritisk til virkeligheden. Kun ved at inddrage de kvalitative forskydninger, som peger på de store forandringer, der er under udvikling, bliver de nuværende institutionelle og aktørbaserede ændringer forståelige. Dette essay skal læses som et forsøg på at anvende en analytisk struktur, der tager udgangspunkt i en kritisk position imod Euro-centrismen, som ideologisk forståelsesramme af de ikke-europæiske samfund.

Eurocentrismens udialektiske narrativ

Fra kapitalismens begyndelse i Vesteuropa har et dialektisk forhold mellem ”Vesten” og ”Resten” præget verdens udvikling. Selvom denne hypotese ikke har vundet nok genklang i den europæiske kultursfære, burde den, ikke desto mindre, betragtes som udgangspunktet for en historisk-baseret erkendelsesteori af den globale politiske økonomi.

Set med sådanne briller kan Vestens kapitalistiske udviklingssystem forstås som forbundet i en dialektisk relation til den ikke-europæiske verden. Ingen mindre end Adam Smith erkendte i sit opus magnum ”The Wealth of Nations” (1776), der anses for at være begyndelsen til ”klassisk økonomi”, at Europa i samfundsmæssig udviklingsforstand var en nyankommer, som stod tilbage i forhold til ”Riget i Midten”. Allerede før den industrielle revolution i England skrev han, at Kinas udviklingsstade var højere end Europas og at begge bevægede sig ad den samme vej.

Påvirket af denne forståelse, tilkendegav Adam Smith den opfattelse, at netop kontakten til den ikke-europæiske verden implicit havde været omdrejningspunktet for det kapitalistiske verdenssystems tilblivelse:” Opdagelsen af Amerika og søvejen til Østindien ved Kap det gode Håb er de to største bedrifter i menneskehedens historie.” [1]

Samtidig (og modsat hans nutidige disciple), udtrykte kapitalismens ”fader” skepsis med hensyn til de fordele ikke-europæiske folkeslag ville kunne opnå gennem denne forbindelse. Økonomisk historie har ikke afkræftet dette fremsyn!

På den anden side af det ideologiske spektrum, og næsten et hundrede år senere, kunne Marx og Engels være lidt mere specifikke i deres vurdering af betydningen af denne eksterne stimulans for Europas overgang fra feudalismen til kapitalismen:

De østasiatiske og kinesiske markeder, koloniseringen af Amerika, handlen med kolonierne, stigningen af betalingsmidler og af varer i almindelighed gav handel, søfart, industri en aldrig før kendt impuls og derigennem, til det revolutionære element i den vaklende feudalisme, en hurtig udvikling…. Moderne industri skabte verdensmarkedet, hvis tilblivelse var muliggjort ved opdagelsen af Amerika. [2]

Det interessante i denne sammenhæng er, at modsat Adam Smith, der udtrykte en sund tvivl om den ikke-europæiske kultursfæres gevinster, var ”kommunismens fædre” i dette dokument mere positive, hvad angik Europas ekspansion i de andre dele af verden. Vel at mærke efter den industrielle revolution i England og andre lande.

Bourgeoisiets billige varer er dets tunge artilleri, hvormed de river alle kinesiske mure ned, hvormed de tvinger barbarernes intense had mod fremmede til at kapitulere. Det tvinger alle nationer, med fare for udslettelse, til at påtage sig bourgeoisiets produktionsmåde; det tvinger dem til at introducere det, de kalder civilisation, ind i deres midte, dvs. selv at blive bourgeois. Med andre ord, det skaber en verden efter sit eget billede. [3]

Det skal dog påpeges at Marx’s holdning, som her kom til udtryk, ikke var fuldkommen repræsentativ for den senere udvikling af hans forståelse af ikke-europæiske formationer. Som revolutionær og anti-kapitalist var hensigten ikke kun at beskrive virkeligheden, men at forandre den! Dette åbnede for forandringer i hans forståelse af kapitalismens udbredelse, samt hans dialektiske forståelse af de ikke-europæiske samfunds mulige scenarie i overgangen til post-kapitalismen.

Resultatet var, som man kan læse i ”Det kommunistiske manifest”, en positiv holdning til inddragelsen af disse samfund i den kapitalistiske verdensorden og den opfattelse at de alle sammen ville blive kapitalistiske. Senere, efter at have erkendt at kolonialismen ikke bidrog til udviklingen af koloniernes produktivkræfter, nåede han til den konklusion, at disse områder måtte frigøre sig fra den europæiske dominans.

En interessant ny fortolkning af Marx’s evolutionsforståelse fremstiller denne teoretiske proces således:

I årenes løb vil jeg hævde, at hans perspektiver vedrørende disse samfund, var under udvikling. I 1840’erne holdt han sig stiltiende til et unilineart perspektiv, sommetider med et spor af etnocentrisme, ifølge hvilket, ikke-vestlige samfund nødvendigvis ville blive opslugt af kapitalismen og derefter moderniseret via kolonialismen og verdensmarkedet. Men i tidens løb udviklede hans syn sig hen imod et multilineart perspektiv som lod disse samfunds fremtid stå som et åbent spørgsmål. [4]

Formålet med at minde om den eurocentristiske, intellektuelle arv, er at anfægte dens herskende diskurs og iboende ideologisk betingede forståelse af det kapitalistiske verdenssystem. Et syn, der tilskriver Europa en implicit kulturel overlegenhed, som med tiden degenererede i en tilgang præget af ”eurocentrisme” og ”orientalisme.” Med andre ord, kritiske begreber, der blev udviklet i beskrivelsen og problematiseringen af den europæiske kolonialismes mentalitet og praksis, som ydermere indkapsler en opfattelse af europæisk ”exceptionalisme.” Det vil sige en verdensanskuelse der fortolker ikke-europæiske samfunds historie og kultur ud fra et europæisk eller vestligt perspektiv. [5]

Desværre var socialister og marxister ikke immune for denne fortolkning. Mens Max Weber fokuserede på protestantisme og europæeres overlegne rationalitet og navnlig rationalitetens fravær hos ikke-europæere, lagde Karl Marx vægt på forskellen i de samfundsmæssige strukturer. I begyndelsen af sin analyse af kapitalismens udvikling var Marx kommet til den opfattelse, at decentralistisk, europæisk feudalisme havde været bedre egnet til at gå over til kapitalismen end de centralistiske statslige organisationsformer og ejendomsforhold som efter hans mening fandtes i ”den asiatiske produktionsmåde.” [6]

Stiltiende blev varianter af den eurocentristiske ideologiske tilgang, inficeret af kulturelt hovmod, anvendt gennem flere århundreder (og som florerer under forskellige former den dag i dag!) til at rationalisere og til dels legitimere Europas relationer/undertrykkelse/udbytning af den koloniale verden og få dem til at fremstå som mere humane.

Ifølge kritikere af det europæiske forhold til ulandene/kolonierne, som har domineret verdenshistorien siden 1492, blev både europæere og ikke-europæere underlagt en forståelsesramme som gik ud på, at de første var blevet udnævnt til at være skabere af historie og modernitet, mens de andre betragtedes som efterlignere, eller nogle som måtte tvinges til at overtage europæernes selvforståelse, samt narrativ om deres historiske rolle i verdens gang. Med andre ord er ”Restens” fremskridt langsomme eller stagnerende alt efter disse samfunds overlevende traditionalisme. Under disse omstændigheder bliver Vestens ”civilisatoriske mission” den ”hvide mands byrde”!

Denne forståelsesramme udmøntes i hvad J.M. Blaut betegner som ”diffusionisme” eller mere præcist ”eurocentristisk diffusionisme” hvis hoveddogme er ”’teorien om Europas autonome opgang,’ og til tider (en smule mere storslået) ideen om “det europæiske mirakel”. Dette er forestillingen om at Europa før 1492, var mere avanceret og mere progressivt end alle andre regioner og civilisationer. Med andre ord, endnu før begyndelsen af kolonialismen, hvormed Europa og ikke-Europa kom i intensiv vekselvirkning.” [7]

Den Europæiske kapitalismes ”mirakuløse” ekspansion

Det vil ikke være en overdrivelse at påstå, at Vestens herskende tankegang i vor tid stadig præges af en lignende arrogance, som giver sig udtryk i en ideologisk forestilling, der betragter udbredelsen af vestlig modernitets normer, som et imperativ der udfolder sig i en specifik geopolitisk/geoøkonomisk kontekst. Denne erkendelse gør det muligt at forstå den nuværende instrumentalisering af vestlige idealer og værdier i bestræbelserne på at opretholde denne dominans over den ikke-vestlige verden. Regimeskift, eksport af demokrati, farve-revolutioner, liberal interventionisme, etc. indgår i Vestens strategi om at skabe en unipolær verdensorden under USA's ledelse i det 21.århundrede.

Det er også interessant at bemærke, at mens eurocentristisk diffusionisme indgår i den vestlige fortælling, som bygger på antagelsen af europæisk moralsk indbildskhed, viste den amerikanske politolog, Samuel Huntington, en mere realistisk vurdering af denne ideologiske konstruktion i sin bog ”Civilisationernes sammenstød”:

Vesten vandt verden ikke på grund af sine ideer eller værdier eller religion (som få medlemmer af andre civilisationer konverterede til), men på grund af sin overlegenhed i anvendelsen af organiseret vold. Vesterlændinge glemmer tit denne kendsgerning. Ikke-vesterlændinge, aldrig. [8]

Selvom Europas overgang til kapitalismen, i høj grad, blev muliggjort af relationen til omverdenen, er det efter 1492 vigtigt at huske den kompleksitet og samtidige simplicitet af den internationale politiske økonomi, som fulgte bagefter. ”Opdagelsen” af den vestlige hemisfære blev startskuddet til en gradvis proces af europæisk ekspansion i Amerika og Afrika. En udbredelse som ikke var båret af økonomiske mekanismer alene!

Fra sidst i det 16. og begyndelsen af det 19. århundrede blev en transatlantisk trekanthandel, der havde slavehandel som omdrejningspunkt, etableret mellem de tre geografiske områder. Med tiden bidrog slaveri i Nord og Sydamerika, plantage og minedrift samt skibsindustri og transport, til Europas kapitalakkumulation og svækkelsen af europæisk feudalisme. Som den marxistiske økonom Paul A. Baran skrev:

Resultatet af den alsidige handel, i kombination med sørøveri, udbredt plyndring, slavehandel og opdagelsen af guld (og sølv, vores tilføjelse) var en hurtig dannelse af store formuer hos vesteuropæiske handelsfolk. [9]

Den internationale arbejdsdeling, som opstod i kølvandet heraf, medførte en høj menneskelig pris for det ”europæiske mirakel.” Skabelsen af en arbejderklasse i selve Europa var ikke en omkostningsfri udvikling. Millionvis af Afrikas bedste sønner og døtre samt indfødte amerikanere bukkede under, eller blev indlemmet i plantage- og minedrift. På den anden side, gjorde inddragelsen af ikke-europæiske områder i den europæiske kapital-akkumulationsproces det muligt at dække især Englands underskud i handelsforbindelser med Asien (først og fremmest Kina og Indien).

Paradokset var at det relativt ressourcefattige Europa således fik adgang til et økonomisk overskud fra relationerne med Nord og Sydamerika samt Afrika til at dække samkvemmet med de mere udviklede ”asiacentristiske” centre. Uden kapacitet til at eksportere varer til Asien, brugte England sølv fra Latinamerika til at dække underskuddet på betalingsbalancen. Som Frank skriver:

Uanset deres adgang til amerikanske penge til at købe sig en plads i den asiatiske verdensøkonomi for tre århundreder efter 1500, forblev europæerne en lille spiller som måtte tilpasse sig – og ikke fastsætte!—de økonomiske regler i Asien. [10]

Europas (især Englands) overgang fra handelskapitalisme –der var afhængig af kolonialisme—til industrikapitalisme – som beroede på imperialisme - var determinerende for den europæiske udvikling og ekspansion. I denne forbindelse er det nødvendigt at gøre opmærksom på Englands politisk/militære erobring af Indien og Opiumkrigene i Kina, som bidrog til eliminering af konkurrencen fra de asiatiske producenter inden for tekstil, silke og andre færdigvarer.

Det glemmes ofte i narrativet om den kapitalistiske verdensøkonomis tilblivelse, at, indtil midt i 1700-tallet havde Indien været verdens største eksportør af tekstiler. Siden antikken havde Kina været producent og eksportør af højkvalitets silke og porcelæn til markeder i Europa og Nordafrika. ”Silkevejen” som var en vigtig handelsvej i to tusind år, havde sin oprindelse samtidig med kristendommens begyndelse. Langdistance handelsveje var således ikke en europæisk innovation, som antaget af Karl Polanyi.

Englands industrielle revolution og økonomiske krigsførelse

Forvandlingen af den britiske industrielle revolution til at blive ”verdens værksted” nødvendiggjorde at den engelske imperialisme saboterede og tilintetgjorde konkurrencen fra produktionen i Kina og Indien. Stranguleringen af disse samfunds potentielle industrielle udvikling var en del af prisen for Storbritanniens opnåelse af monopolstillingen i det 19. århundrede. Afindustrialiseringen af disse to asiatiske økonomier blev iværksat ved hjælp af told på den indiske eksport til England og krige mod Kina for at tvinge landet til at importere opium fra den indiske koloni. Som den indiske udviklingsøkonom, Amiya Kumar Bagchi, formulerede det, var resultatet af denne engelske strategi destruktivt for disse samfund:

Decimeringen af en stor del af det indiske lokale erhvervsliv… kombineret med afindustrialiseringen af store dele af britisk Indien, samt forhindringen af de indenlandske forsøg på opbygningen af en fabriksindustri. Indien blev omdannet til den største aftager af den britiske bomuldsindustri…. Efter den Første Opium Krig blev Kina også hurtigt afindustrialiseret. [11]

Set fra et udviklingsperspektiv fulgte Storbritannien en militant variant af økonomisk nationalisme i landets ”catching-up” fase. Den tyske nationaløkonom, Friedrich List, beskyldte England for hykleri, fordi man selv anvendte protektionisme i starten af sin industrialiseringsproces, men blev forkæmper for liberalisme og frihandel efter at landet var blevet den ledende kapitalistiske økonomi i verden [12]

Årsagerne til nedsmeltningen af den misvisende betegnelse ”asiatisk produktionsmåde” eller begrebet det asiatiske ”tributary system”, [13] som Samir Amin foretrækker at kalde alle præ-kapitalistiske formationer, var resultatet af en konvergens af interne og eksterne faktorer. Nogle vanskeligheder kunne tilskrives den vestlige indtrængen i Asien. En anden hoved-grund lå i de interne problemer med produktionen og fordelingen af det økonomiske overskud, der skærpede modsigelser og klassekamp i disse samfund. I forlængelse af denne forståelse mener Frank at Kondratieffs lange ekspansionsbølge havde nået sit højdepunkt og nu var på vej ned i en stagnationsbølge, ”B”. Disse vanskeligheder åbnede en mulighed, som de europæiske imperialistiske magter (specielt England) kunne bruge:

Den lange ”A” fase af ekspansion, som sluttede i Asien sent i det attende århundrede og den følgende (cykliske?) nedtur gav det stadigt marginale Vest, dets første reelle lejlighed til at forbedre sin relative og absolutte position indenfor verdensøkonomi og system. Først nu kunne Vesten opnå en (midlertidig) periode af dominans. [14]

At Vesten opnåede overherredømme over det meste af verden indvarslede ikke en progressiv udvikling for samfundene i Afrika, Sydamerika og Asien. Til trods for den filantropiske diskurs om ”Mission Civilisatrice” i Frankrig og ”White Man’s Burden” i anglosfæren, som ideologisk legitimering af imperialismen, blev den ikke-europæiske verden overladt til deres iboende samfundsmæssige modsigelser og konflikter, samt problemerne forårsaget af den europæiske indtrængen. Denne erkendelse blev et fundament for ”afhængighedsskolen” i udviklingsstudier. Som en af dennes ledende teoretikere, Paul Baran, fremhævede:

Således, fandt befolkningerne, der blev trukket ind i kredsløbet af den vestlige kapitalistiske ekspansion, sig i feudalismens tusmørke udsat for begge verdeners værste egenskaber, udover imperialismens undertrykkelse. [15]

Det kan i denne forbindelse nævnes at både Cecil Rhodes og Lenin, ud fra to forskellige ideologiske og politiske forståelsesrammer, gjorde opmærksom på, at de gevinster, som de imperialistiske magter opnåede fra deres kolonier, kunne bruges til at pacificere deres samfunds indre modsigelser og sociale konflikter. Imperialisten, Cecil Rhodes, mente at imperialismen var nødvendig for at forhindre revolution. Anti-imperialisten, Lenin, talte ligefrem om problemet med opkomsten af et arbejderaristokrati. [16]

Østens modstand imod Vestens imperialisme

Udover konkurrencen om kolonierne mellem de etablerede imperialistiske lande og de nye kandidater i sidste halvdel af det 19. Århundrede (Tyskland, USA, Japan), fandtes en latent antiimperialistisk modstand i den ikke-europæiske sfære (især, i Asien).

Den japanske opstigning i det europæisk skabte kapitalistiske verdenssystem byggede på den paradoksale fordel at landet var ressourcefattigt og derfor mindre interessant for de indtrængende vestlige imperialistiske magter i de andre dele af Asien. Ydermere havde Meiji Restorationen i 1868 mobiliseret den japanske nation med henblik på at opbygge et stærkt militær og en stærk industriel økonomi for at beskytte landet imod en mulig vestlig invasion. Den japanske stats modernisering af landets økonomi modbeviser således Max Webers tese om protestantismen, som forudsætning for kapitalismens udvikling.

Efter sejren i den russisk-japanske krig i 1905, blev Japan accepteret og belønnet som juniorpartner i den imperialistiske blok. I 1910 blev Korea således en japansk koloni og ved Versaillesfreden efter 1. Verdenskrig, fik den japanske allierede, af Vestmagterne (Storbritannien og USA), tildelt de tyske koncessioner i Kina til stor forargelse for og ydmygelse af det kinesiske folk. Men relationerne mellem de vestlige imperialistiske magter og den japanske imperialisme blev til modsætninger på grund af Japans økonomiske og politiske ambitioner i det asiatiske rum.

Mellem de to verdenskrige forsøgte det japanske kejserrige at blive Asiens hegemonistiske magt på bekostning af de etablerede vestlige imperialistiske magters interesser (USA, England, Frankrig, og Holland). Formålet var at tilegne sig det økonomiske overskud fra deres respektive kolonier. Denne strategi indebar anvendelsen af ”panasianisme”, som ideologisk værktøj og motivation imod Vesten, samt instrumentaliseringen af en regional økonomisk konstruktion under navnet ”Greater Asian Prosperity Sphere”. Denne anti-vestlige imperialisme under japansk ledelse blev i begyndelsen opfattet meget positivt blandt nationalistiske ledere som Sun Yat-sen i Kina, Subhas Chandra Bose i Indien, Sukarno i Indonesien, med flere. [17]Men den japanske imperialismes undertrykkelse og intensive udbytning af Asiens folkeslag fremkaldte en vis modstand. De kom snart til en erkendelse af, at Japans konfrontation med de vestlige magter ikke var udslag af anti-imperialisme, men i virkelighed udtryk for kontraimperialisme!

En anden form for støtte imod både vestlig, men også japansk anti-imperialisme, kom fra den bolsjevikiske revolution. USSR’s forsøg på at opbygge en ikke vestlig samfundsøkonomisk model vakte interesse blandt progressive kræfter, herunder studenterbevægelser i det meste af Asien. Selvom Rusland gennemførte en overlevelsespolitik og en økonomisk strategi indkapslet i begrebet ”socialisme i et land”, fik Sovjetunionen gode relationer til Asiens socialistiske og nationalistiske bevægelser.

En tredje inspirationskilde til anti-imperialisme i Asien var den kommunistiske sejr i Kina i 1949. Først imod Japans indtrængen og siden, imod Chiang Kai-shek, der var blevet støttet i den kinesiske borgerkrig ikke alene af USA, men også af USSR.

Da Mao Zedong på Tiananmen Pladsen udtalte at ”Det kinesiske folk har rejst sig” blev det, på det tidspunkt, anset som en styrkelse af socialismen i hvert fald i Østasien. Kinas alliance med Sovjetunionen, som havde overlevet Anden Verdenskrig, samt den kinesiske deltagelse i Koreakrigen imod USA, blev betragtet af både den amerikanske politiske elite og de anti-systemiske kræfter i verden, som en milepæl i konfrontationen mellem socialismen og kapitalismen.

Selv amerikansk indenrigspolitik blev påvirket af denne udvikling. Under MacCarthyismens heksejagt i 1950’ernes USA blev spørgsmålet om ”hvem der havde tabt vores Kina?” brugt til at udrense progressive kræfter i udenrigsministeriet, i uddannelsessystemet, og sågar i filmindustrien i Hollywood.

I modsætning til den alarmistiske amerikanske diskurs var stemningen i Kina, til gengæld, præget af optimisme og store forventninger. Under et besøg i Sovjetunionen i 1957 holdt Mao Zedong en tale til kinesiske studerende i Moskva, hvor han omtalte den nye verdenssituation som værende gunstig for socialismen:

I kampen mellem den socialistiske og den kapitalistiske lejr, er Vestenvinden ikke længere stærkere end Østenvinden, men det er Østenvinden der er stærkere end Vestenvinden. [18]

Denne optimisme viste sig med tiden at bero på hybris. En forestilling der dækkede over reelle ideologiske og politiske uoverensstemmelser mellem det russiske og det kinesiske parti om opbygningen af det socialistiske samfund og antiimperialisme, og sågar om vurderingen af Stalins historiske rolle. Den russisk-kinesiske konflikt var forankret i deres historie og politiske kultur samt begge landes nationale interesser, som forstået af de to kommunistiske partiers elite. Selv krigen i Indokina i 1960’erne kunne ikke få dem til at mobilisere en fælles front imod USA's forsøg på nedkæmpelsen af befrielsesbevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika.

Ikke desto mindre kom den revolutionære bølge, som Den kinesiske Folkerepublik repræsenterede, uvilkårligt til at indvarsle store forandringer i Østasiens geopolitik og geoøkonomi. Den udviklingsstrategi som Maoismen stod for, byggede på princippet om ”selvforsyningsøkonomi”. Selvom kineserne gjorde en dyd af denne politik, må det også erkendes at USA havde bestræbt sig på at isolere Kina fra den kapitalistiske verdensøkonomi.

Centralt for Washingtons målsætning i denne del af verden blev, især efter Korea krigen og USA's krig i Sydøstasien, skabelsen af en regional økonomisk blok i lighed med Japans økonomiske strategi fra 1930’erne, der var gået under betegnelsen ”Flyvende gæs formation”. [19] Men denne gang skulle det være under amerikansk kontrol.

Asiens statsstyrede udvikling

Målsætningen bag USA's Asien-strategi var på det tidspunkt ikke alene genoplivningen af den japanske økonomi, men skabelsen af en regional politisk-økonomisk struktur bestående af USA, Japan og landene i Sydøstasien. Formålet var at befordre en gensidig afhængighed mellem disse lande og var tænkt som ideologisk/politisk/økonomisk modvægt imod kommunismen og som geopolitisk modstand imod Sovjetunionen og Kina. [20]

Med adgang til det amerikanske marked kom Japan og de oprindelige såkaldte asiatiske tigre (Sydkorea, Taiwan, Singapore, Hongkong) til at udvikle deres økonomier i tråd med en variant af den japanske udviklingsmodel. Dvs. en strategi der byggede på en stærk statslig dirigisme (interventionisme og kontrol). I den kinesiske kontekst blev en lignende ”kapitalistisk udviklingsstatsmodel” delvist overtaget af den nye post-Maoistiske ledelse i begyndelsen af 1980erne sammen med en eksport-orienteret strategi. Resultatet har været en selektiv liberalisering af landets centralistiske økonomiske struktur og en tilpasning til markedsmekanismer, væk fra den tidligere selvforsyningsstrategi.

Disse erfaringer med Asiens økonomiske vækst kan tolkes som modbevis i forhold til det eurocentristiske paradigme, der antog en europæisk kulturel overlegenhed, som forudsætning for Vestens økonomiske dynamik i relation til ikke-europæiske kulturer og samfund. I en Verdensbanks rapport fra 1993 erkendes Østasiens bemærkelsesværdige vækst:

Fra 1965 til 1990 er de 23 østasiatiske økonomier vokset hurtigere end alle andre regioner i verden. Det meste af denne bedrift kan tilskrives den tilsyneladende mirakuløse vækst i blot otte økonomier: Japan, de ”fire tigere” – Hong Kong, Den koreanske Republik, Singapore, og Taiwan, Kina og de tre nyere industrialiserende økonomier af Sydøstasien, Indonesien, Malaysia, og Thailand. [21]

Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på, at udover betydningen af det amerikanske marked som succesbetingelse for den eksportorientede model, var en autoritær politisk styring nødvendig for at holde arbejderklassen under kontrol. Lave produktionsomkostninger (bl.a. med underbetalt arbejdskraft) var en forudsætning for denne model, som også indebar en overførsel af en del af det asiatiske økonomiske overskud til de vestlige økonomier. [22]

For at forstå de store forandringer, der fandt sted i den internationale økonomi i almindelighed og i den asiatiske kontekst i særdeleshed, er det imidlertid også nødvendigt at inddrage den geopolitiske dimension. Efter den kinesiske revolutions sejr og Kinas deltagelse i Korea-krigen, med det formål at standse USA’s fremmarch i denne del af verden, var den vestlige verden kommet i defensiven. Kinas og Nordkoreas økonomiske udvikling i perioden 1960-1970 var faktisk stærkere end de andre tidligere asiatiske kolonier. Desuden truede nationalistiske og socialistiske bevægelser den eksisterende status quo, som eksempelvis Vietnams befrielseskrig viste.

Overfor den turbulente regionale situation i Asien var Washingtons svar, på den ene side politisk/militær bekæmpelse af de asiatiske revolutionære tendenser (”counter insurgency”!), og på den anden side accept af udbredelsen af den japanske statslige kapitalistiske udviklingsmodel. Det er i denne kontekst at den amerikanske krig i Indokina skal forstås. Og selvom krigen førte til et stort militært/politisk nederlag, blev det senere forvandlet til en amerikansk strategisk succes.

Et tilbageblik på denne periode af verdenshistorien viser, hvor afgørende de forskellige geopolitiske og geoøkonomiske elementer udfoldede sig. Underskrivelsen af en fredstraktat mellem Vietnam og USA den 27. januar 1973, der bragte krigen i Sydøstasien til en afslutning, fandt sted næsten samtidig med en anden afgørende historisk begivenhed.

Krigen i Sydøstasien samt USA’s generelle interventionistiske udenrigspolitik havde ikke været gratis selv for kapitalismens ledende nation. Faktisk var det militære nederlag i Indokina et symptom på at det amerikanske hegemoni var i krise, som det kom til udtryk ved afkoblingen af dollaren fra guldstandarden. Denne devaluering, som fandt sted den 13. februar 1973, var det amerikanske svar på de kræfter, inden for den vestlige alliance (General Charles de Gaulle), som ikke længere var parat til acceptere dækningsløse checks! Brettonwoods institutionelle system, som var blevet etableret ved afslutningen af Anden Verdenskrig, havde udnævnt den amerikanske dollar til den kapitalistiske verdensøkonomis internationale betalingsmiddel og reservevaluta. Mens de andre landes penge var forbundet til dollaren, var den amerikanske dollar sat til en fast værdi af 35 dollar per ounce i guld. Ethvert land kunne således forlange at få sine overflødige dollar indløst i guld. Men dette amerikanske privilegium blev vanskeligt at opretholde i takt med at USA oversvømmede verdensøkonomien med sin valuta. På grund af den resulterende inflatoriske tendens faldt dollarens værdi og adskillige lande forlangte at få deres dollar-reserver indløst i guld.

Mens den vestlige del af verden var bragt ud af ligevægt, på grund af det såkaldte ”Nixon chok”, var situationen i den østlige socialistiske del af verden ligeledes i en destruktiv spiral. Denne udvikling gav Washington muligheden for ”kreativt diplomati.” Tilspidsningen af den kinesisk-russiske strid, sideløbende med disse to landes kolde krig med USA, skabte en triangulær geopolitisk konstruktion. Ved at spille det kinesiske kort fik Henry Kissinger arrangeret et møde mellem Præsident Richard Nixon og Formand Mao Zedong. Resultatet blev en amerikansk anerkendelse af Den kinesiske Folkerepublik som legitim og suveræn autoritet over hele Kina på bekostning af Taiwans ambitioner. Normaliseringen af forholdet mellem USA og Kina betød en alvorlig svækkelse af USSR’s geopolitiske indflydelse.

Kinas nye ”store spring fremad”

Udover den strategiske anvendelse af det kinesiske kort imod Sovjetunionen havde Washington en geoøkonomisk interesse i at få Kina integreret i verdensøkonomien på et tidspunkt, hvor de vestlige økonomier var i færd med at gennemføre et stort paradigmeskift fra den herskende statslige økonomiske forvaltning til en markedsorienteret neoliberalisme. Den keynesianske reguleringsstat, som havde styret genopbygning af de vestlige kapitalistiske økonomier efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser, var begyndt at vise udmattelse og begrænsninger: Militær- og velfærdsudgifter tærede på USA’s statsbudget, lønniveauet og skattetrykket var høje, stagflation (stagnation og inflation) var udtryk for overproduktion.

Ikke alene forekom det kinesiske marked attraktivt med hensyn til vestlig (US) eksport af forbrugsgoder, teknologi og kapitaloverførsler fra de kapitalistiske lande, men også i høj grad i forhold til landets gigantiske arbejdskraftreserve. Det er klart at en politisk og økonomisk konvergens mellem USA's (og Vestens) behov og den post-maoistiske ledelses opfattelse af Kinas modernisering blev etableret. Immanuel Wallerstein formulerede denne vekselvirkning af politisk motivation med opfyldelsen af økonomiske interesser.

Det som oprindelig bragte de to lande sammen var et fælles ønske om at indskrænke, endda reducere Sovjetunionens magt. Men snart opdagede de at de hver for sig kunne opnå betydningsfulde økonomiske fordele af en mindskelse af antagonismer mellem dem. Og hver for sig havde de langsigtede visioner som de mente kunne indfries af dette mærkværdige bilaterale arrangement. [23]

Der kan ikke herske tvivl om, at der var tale om et sammentræf af fælles interesser mellem et Kina, der var engageret i en intern politisk og økonomisk liberalisering og ønskede større grad af deltagelse i verdensøkonomien, og et USA der var lokomotiv for globaliseringen af neoliberalismen. For Kinas vedkommende blev adgangen til de vestlige (amerikanske) markeder en forudsætning for landets overgang til en eksportorienteret økonomisk udvikling. Den britiske økonom, David Harvey, opsummerede dette forløb på følgende måde:

Kinas spektakulære opdukken, som global økonomisk magt efter 1980, var til dels en utilsigtet konsekvens af den neoliberale drejning i den førende kapitalistiske verden. [24]

Denne tilsyneladende harmoni mellem den amerikanske supermagt og verdens folkerigeste samfund var med til at neutralisere og reducere USSR’s politiske rolle i verden. Nedsmeltningen af det sovjetiske system, som umiddelbar konsekvens af de reformer Mikhail Gorbatjov forsøgte at få gennemført, resulterede på verdensplan i en omvæltning af det geopolitiske landskab. Hans naive vision om ”et fælles europæisk hjem” blev forkastet af Europas store magter. USA behandlede den tidligere fjende uanstændigt ved at intervenere direkte i russisk politik med gennemførelsen af statssocialismens overgang til markedskapitalisme.

Eurasien på det 21. århundredes dagsorden

Denne transformation af det internationale landskab blev betragtet som et opportunt moment i verdenshistorien og afgørende for USA's projekt om skabelsen af en unipolær verdensstruktur under Washingtons ledelse. Problemet, som skulle løses, var knyttet til forvandlingen af den kolde krigs ”sejr” til en permanent geopolitisk arkitektur. En strømning opstod i den amerikanske politiske elite som mente at USA nu kunne forandre verden efter forgodtbefindende uden at møde afgørende modstand. Disse strategiske overvejelser var udviklet af den neokonservative tænketank under betegnelsen ”Project for the New American Century”.

Sovjetunionens implosion førte til dannelsen og styrkelsen af neo-konservatisme bidrog Kinas integration i den globale verdensøkonomi til en intensivering af neoliberalismen. For Kinas vedkommende resulterede gennemførelsen af neoliberal økonomisk politik, der bygger på frihandel og styrkelse af finanskapital, i at forvandle Kina til verdens fabrik. Neoliberalismens målsætning, med hensyn til USA's økonomiske politik, var/er at nedbringe produktionsomkostningerne og begrænse inflationen. Eksport af velbetalte amerikanske arbejdspladser (”outsourcing”) sammen med kapitalinvesteringer (og teknologi-overførelser) samt import af amerikansk producerede varer i Kina var med til at svække USA's samfundsøkonomi og forvandle Kina til nr. 2 i verdensøkonomien.

Hvad angår neokonservatismens indflydelse på USA's udenrigspolitik var den med til at fremme krig og regimeskift i adskillige lande. Først i Rusland, efter NATO’s krig og opsplitningen af Jugoslavien, blev det klart for den nye ledelse i Kreml at, på længere sigt, ville selve den russiske territoriale integritet være truet. Den indflydelsesrige politolog, Zbigniew Brzezinski, gjorde allerede i 1997 opmærksom på, hvor vigtig kontrollen af Eurasien var for USA. Samtidig lancerede han ideen om en opsplitning af Rusland i tre enheder (et Europæisk Rusland, en Sibirisk Republik og en Fjernøstlig Republik). [25]

I de sidste 25 år har den aktivistiske amerikanske geopolitik givet sig udtryk i mange konflikter og interventioner: Opsplitningen af Jugoslavien, udvidelsen af NATO nær Ruslands vestlige grænse, krig og regimeskift i Mellemøsten og Ukraine, støtten til de Sydøstasiatiske lande i deres territoriale konfrontation med Kina, omringningen af både Rusland og Kina med talrige militære baser. Som svar på en truende potentiel ny øst-vest kold krig har genskabelse og styrkelse af forholdet mellem de to tidligere allierede (og fjender) fundet sted.

Under den seneste amerikanske valgkamp forsøgte Donald Trump at spille det russiske kort imod Kina, mens den demokratiske kandidat, Hillary Clinton truede med yderlige sanktioner imod Rusland og en forsættelse af konfrontationspolitikken også imod Kina. Som bekendt blev Donald Trump præsident, men blev tvunget – gennem en oppisket russofobi som ikke er set siden McCarthyismen – til at opgive normaliseringen af forholdet til Rusland.

Det russisk-kinesiske forhold er ikke alene en bilateral forsvarsalliance, men en inklusiv multilateral konstruktion åben for alle lande som føler sig truet af det amerikanske unipolære projekt. Desuden bygger dette østlige projekt, i endnu større grad end den vestlige alliance, på gensidig geostrategisk kompatibilitet. Det vil sige: potentielt adgangen til en større andel af det globale økonomiske overskud samt en større indflydelse på verdens økonomiske og politiske beslutningsprocesser. I den forstand forekommer Kinas og Ruslands politiske målsætning ikke at være ideologisk bestemt, men pragmatisk inden for systemets præmisser. Økonomisk har begge lande ikke alene overtaget kapitalistiske karaktertræk (neoliberalisme), men også politisk accepteret at forsvare de gamle europæiske normer og strukturer bag international lov og landenes suverænitet. Altså vestlige normer og principper, der blev nedfældet ved den Westphalske fred i 1648! Paradokset består i at det er Vesten selv, der saboterer og underminerer det internationale systems grundlæggende søjler.

Tankevækkende i denne forbindelse er det, at mens Kina anvender sin økonomiske styrke til at varetage sine interesser i den globale økonomi ved at forsvare frihandel, er det den nye administration i Washington, der promoverer en hul økonomisk nationalisme. På det sidste World Economic Forum i Davos tog den kinesiske præsident Xi Jinping frihandel i forsvar.

På samme måde er det på det politiske og militære plan Rusland, der fører an i modstanden mod den amerikansk-støttede interventionisme i andre landes interne forhold, ved anvendelse af krig og regimeskift imod ikke-vestligt orienterede regimer. Kremls nuværende politik overfor det vestligt støttede anti-russiske regimeskift i Ukraine, samt Ruslands militære engagement i Syrien, kan således ses som reaktiv i forhold til Vestens aktivisme.

De antisystemiske kræfters dilemma?

Som resultat af den nuværende konstellation af modsigelser og konflikter på verdensplan står den globale socialistiske venstrefløj i et, til dels, selvskabt ideologisk/politisk dilemma.

Årsagen til de progressives blindgyde er, i vores optik, at finde i den herskende uvidenhed om det ”europæiske mirakels” fortid. Eurocentrisme som ideologisk/kulturelt fænomen har inficeret den socialistiske forståelses-ramme af kapitalismens tilblivelse og udvikling. Dette problem giver sig udtryk i en iboende mangelfuld vision af fremtiden. Derigennem bliver også nutidens vestligt, dominerende diskurs og praksis styrket. Som den britiske Kina-forsker, Martin Jacques, skriver:

Vi er så vant til at verden er vestlig, endda amerikansk, at vi ikke kan fatte hvordan den kunne være anderledes. [26]

Uden et radikalt brud med den herskende Eurocentrisme, bliver Vestens politiske praksis og dominans på verdensplan legitimeret. For eksempel, den stiltiende accept af det unipolære projekt, som indebærer det vestlige fællesskabs (voldelige) interventionisme i den ikke-provestlige del af verden. Hvis denne vurdering af venstrefløjen er rigtig, får Antonio Gramscis udsagn om at ”det ny kan ikke blive født” sin fulde berettigelse!

Den etablerede venstrefløj, der har accepteret neoliberalisme og globalisering på det økonomiske plan, samt neokonservatisme på det geopolitiske plan, er fastlåst i rollen som systemets nyttige idioter. Dette har skabt problemer angående fortolkningen af international politik, som dermed vanskeliggør opstillingen af eventuelle alternative løsningsmodeller for de igangværende konflikter og modsigelser i verden. Resultatet af denne strategiske mangel er venstrefløjens accept af den herskende diskurs, der metodisk består i en fokusering på problemernes fremtrædelsesformer og ser bort fra deres essens.

Mest påfaldende er holdningen (eller mangel på samme) til de store omvæltninger som kommer til udtryk ved USA's (og Vestens) hegemoniske krise, inklusive de nuværende forandringer i magtbalancen mellem Vesten og Østen (Resten). Ruslands og Kinas aktive bestræbelser omkring skabelsen af en ny verdensorden har ikke vundet stor sympati hos de etablerede progressive politiske kræfter i Vesten. Ikke desto mindre er et sådant udfald af den igangværende geopolitiske/geoøkonomiske dynamik en mulighed på verdens dagsorden. Samtidig ville det dog være dumdristigt at betragte denne proces som en problemfri harmonisk unilinear udvikling. Mange fejl og modsigelser, samt konflikter vil opstå under vejs.

Internt i både Moskva og Beijing står den ledende politiske elite over for tilhængere af en underordning af deres land under vestligt hegemoni. I disse år ledes Kina og Rusland af nationalistiske kræfter, som anser Vestens aggressivitet i forskellige dele af verden, som en latent eksistentiel trussel imod deres nationale overlevelse. Denne erkendelse er drivkraften bag den nuværende vest-skeptiske elite. Deres strategiske projekt er, udover at stræbe efter etableringen af en multipolær politisk verdensorden, en cementering af Eurasien som verdens største økonomiske sammenslutning. Som det amerikanske erhverv og finansmagasin, Forbes, skriver:

Det sker i det stille men dets indvirkning kunne potentielt forandre verdensgeopolitiske og økonomiske ligevægt. Eurasien som sammenhængende kontinent der spænder fra den vestlige del af Europa til østkysten af Kina, er langsom i færd med at blive trukket sammen i et massivt marked der dækker 70% af verdens befolkning, 70% af energiressourcer, og 70% af GNP. [27]

Det er nok med dette perspektiv in mente at man kan begynde at forstå de store forandringer, der muligvis er på vej til at fravriste Vesten sin dominans over det kapitalistiske verdenssystem. Et overherredømme der for ca. to hundrede år siden reducerede Kina til semikoloni og Indien til fuldbyrdet koloni.

Set med geostrategiske briller bliver international politik mere forståelig, men udsigten til en fredelig udvikling synes desværre ikke at være gunstig. Uvilkårligt trues USA's hegemoni af alliancen mellem verdens anden militærmagt og verdens anden økonomiske magt. Under disse omstændigheder forekommer den amerikanske aktivisme i de senere år over for både Kina og Rusland begribelig. Valget af Donald Trump og efterfølgende anti-russisk hysteri og aggressivitet overfor Kina vidner således om den amerikanske elites neurotiske tilstand.

Et populistisk slagord er opstået for nylig om at blive på den rigtige side af historien. Forståelse for verdens kompleksitet og simplicitet burde være elementer i venstrefløjens valg!

Under disse omstændigheder forekommer venstrefløjens holdning til international politik og de nuværende konflikter mere end tvetydig.

Noter:

1. I parentes bemærket satte denne amerikanske strategi, udtænk af Præsident Jimmy Carters rådgiver, Zbigniew Brzezinski, grundstenen til den senere uro der opstod i den muslimske verden og de krige der fandt sted i Vestasien.

2. I en artikel med titlen: ”The new Davos man” skrev The Economist ironisk: ”Her på et tidspunkt karakteriseret ved global usikkerhed og bekymring for kapitalister præsenterede verdens mest magtfulde kommunist sig selv som en forkæmper for globalisering og åbne markeder. [28]

 

[1] Citeret af: Andre Gunter Frank, ReOrient: Global Economy in the Asian Age (Berkeley, California: University of California Press, 1998, s.13)

[2] Karl Marx og Friedrich Engels, ”Manifesto of the Communist Party”, Selected Work in Two Vol-umes, Volume 1, (Moscow LanguagePublishing House, 1958, p.35)

[3] Ibid, s.38

[4] Kevin B. Anderson, Marx at the Margins –On Nationalism, Ethnicity, and Non-Western Societies (Chicago og London: University of Chicago Press, 2010, s.2)

[5] ”Eurocentrisme” se https://en.wikipedia.org/wiki/Eurocentrism

”Orientalisme” se https://scholarblogs.emory.edu/postcolonialstudies/2014/06/21/orientalism/

[6] Se Hélène Carrère d’Encausse og Stuart Schram, Le marxisme et l’Asie 1853-1964 (Paris: Armand Colin, 1965)

[7] J.M. Blaut, The Colonizer’s Model of the World (New York/London: The Guilford Press, 1993, s.1-2)

[8] Samuel P. Huntington, The Clash of Cvivilizations and the Remaking of World Order (Lon-don/New York og flere:Touchstone Books, 1998, s.51)

[9] Paul A. Baran, The Political Economy of Growth (New York: Monrhly Review Press, 1962, s.139)

[10] Andre Gunter Frank, op. Cit.,, p. 185

[11] Amiya Kumar Bagchi, Perilous Passage – Mankind and the Global Ascendancy of Capital (Land-ham, Boulder, New York, Toronto, Oxford: Rowman & Littlefield Publishers, Inc., 2005, p.176)

[12] Friedrich List, The National System of Political Economy (Fairfield: Augustus M. Kelley, Kapitel 4: The English)

[13] Samir Amin, ”Modes of Production: History and Unequal Development” in Science and Society, 49 (2), 1985, s.194-207) Denne agumentation findes også i andre værker af samme forfatter

[14] Frank, op.cit., s.263

[15] Baran, op.cit., s.144

[16] Lenin, Imperialismen, Kapitalismens højeste stadie

[17] https://en.wikipedia.org/wiki/Greater_East_Asia_Co-Prosperity_Sphere

[18] Mao Zedong, ”The East Wind Prevails Over the West Wind”, i blandt andet: http://www.marxists.org/reference/archive/mao/selected-works/volume-7/mswv7_480.htm

[20] Jacques Hersh, The USA and the Rise of East Asia Since 1945 (London:MacMillan Press Ltd og New York: St.Martin’s Press, Inc., 1993, kapitel 1)

[21] World Bank, The East Asian Miracle. Economic Growth and Public Policy, New York: Oxfprd University Press, 1992,s.1)

[22] For en marxistisk analyse af den ”kapitalistiske udviklingsstat” se Paul Burkett and Martin Hart-Landsberg, Development, Crisis, and Class Struggle –Learning from Japan and East Asia, London: MacMillan Press Ltd, 2000, s.2)

[23] Immanuel Wallerstein, ”The Tortoise and the Hare”: http://weekly.ahram.org.eg/Archive/2004/722/op13.htm

[24] David Harvey, A Brief History of Neoliberalism (New York: Oxford University Press, 2005, s.121)

[25] Zbigniew Brzezinski, The Grand Chessboard (New York:Basic Books, 1997, s.30 og s.202)

[26] Martin Jacques, When China Rules the World – The Rise of the Middle Kingdom and the End of the Western World (London: Penguin Group, 2009, s.8)

[27] https://www.forbes.com/sites/wadeshepard/2016/10/21/eurasia-the-worlds-largest-market-emerges/#308443b4f904

[28] The Economist 21-27.1.2017 s. 42