Den danske atomaffaldsproces er på rette vej
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 17. april 2017

I de kommende måneder vil Folketinget beslutte, hvad der skal ske med det lav- og mellemradioaktive affald fra Risø i lang tid fremover. Efter i mere end et årti at være kørt ud på et sidespor synes den danske atomaffaldsproces omsider at befinde sig på de rigtige skinner. Det gælder ikke mindst i forhold til vidensopbygningen og den demokratiske proces, der går forud for deponeringen af affaldet. Processen forudsætter, at repræsentanter for civilsamfundet, inklusive miljøorganisationer og borgergrupper, de berørte lokale og regionale myndigheder samt uafhængige internationale ekspertorganisationer og relevante udenlandske myndigheder i størst muligt omfang bliver involveret. Det realistiske valg for folketingspolitikerne står mellem dyb geologisk slutdeponering, og - såfremt det ikke kan ske inden for den udstukne tidsramme - et mellemlager for atomaffaldet af op til hundrede års varighed, der gerne skal kombineres med en atomaffaldsfond. Herefter vil geologisk slutdeponering i Danmark eller udlandet under alle omstændigheder skulle ske.

I Danmark planlægger myndighederne for øjeblikket, hvordan det radioaktive affald fra Risø skal deponeres. Hovedparten af affaldet, der andrager 5-10.000 m3, stammer fra forskningscentrets forsøgsreaktorer. Netop nu forbereder et tværministerielt udvalg anbefalinger til Uddannelses- og Forskningsministeren, som er den ansvarlige minister for håndteringen af affaldet. Derefter skal Folketinget tage stilling til, hvorvidt der skal opføres et slutdepot eller et langtidsmellemlager.

Hele processen har stået på i mere end ti år, men sjældent fungeret efter lovgivernes hensigt. Problemerne har været talrige og givet anledning til alvorlig kritik fra lokale myndigheder, miljøorganisationer, borgergrupper og uafhængige internationale ekspertorganisationer: Ikke mindst er den gået på processuelle forhold – manglen på åbenhed og borgerinddragelse - mangler ved den dokumentation, der fremlægges af de ansvarlige myndigheder, klassificeringen af det radioaktive affald og valget af depottyper. Meget tyder dog på, at disse problemer nu er på vej til at blive løst ved, at borgerinddragelsen har fået faste rammer, og myndighederne er begyndt at udvise mere åbenhed overfor et samarbejde med de forskellige interesseholdere.

Begyndelsen til det forløb, der nu går ind i sin afgørende fase, kan dateres tilbage til marts 2003. Her gav Folketinget den daværende regering tilladelse til at forberede et beslutningsgrundlag for et slutdepot for det lav- og mellemaktive atomaffald i Danmark. Samme år blev den statsejede virksomhed, Dansk Dekommissionering, DD, grundlagt. DD blev ansvarlig for at afvikle Risøs reaktorer og forsøgsanlæg [1].

Seks år senere blev beslutningsgrundlaget fremlagt i Folketinget af Sundhedsministeren, der på dette tidspunkt var ansvarlig for håndteringen af det radioaktive affald. Her blev principperne for sikkerhed og miljø beskrevet i forbindelse med etableringen af depotet, herunder tre parallelle forstudier, der skulle udføres, før det kunne bygges. Forstudierne skulle være det grundlag, hvorpå den endelige beslutning om det geologiske miljø, slutdepotkonceptet og lokaliseringen skulle træffes [2]. I 2011 blev forstudiernes konklusioner og anbefalinger præsenteret. 22 mulige placeringer for et terrænnært eller mellemdybt slutdepot blev nævnt, hvoraf seks blev anset for særligt egnede. Disse lå i fem kommuner: Bornholm, Kerteminde, Lolland, Skive og Struer. Mere udførlige undersøgelser skulle herefter føre til en yderligere reduktion i antallet af mulige værtssteder til to eller tre.

Lokal og international kritik

Herefter gik intet som planlagt: De udpegede kommuner nægtede at huse atomaffaldet og foreslog i stedet den ansvarlige minister, at atomaffaldet skulle forblive på Risø eller om muligt eksporteres. I det følgende år skød borgergrupper op i alle de berørte kommuner. Med henholdsvis otte og seks hundrede medlemmer var de største grupperne på Bornholm og i Skive. Borgergrupperne samarbejdede indbyrdes og med kommunalbestyrelser og borgmestre om at modvirke den foreslåede slutdeponering og udarbejdede en fælles kampagneplatform. Modstanden mod slutdeponeringen kulminerede i oktober 2012 med en stor offentlig høring på Børsen i København. Her blev mere end halvtreds tusind protestunderskrifter overrakt til den ansvarlige minister [3].

Den lokale modstand blev gradvist understøttet af landsdækkende miljøorganisationer. Og kritikken fik en mere videnskabelig dimension, da svenske og norske eksperter påpegede, at det planlagte slutdepot ikke lever op til nabolandenes sikkerhedsstandarder. F.eks. konkluderede den svenske ekspertorganisation Miljöorganisationernas kärnavfallsgranskning, MKG – en tænketank under den svenske naturfredningsforening, der har fulgt den danske atomaffaldsproces igennem næsten et årti - at myndighederne ikke satsede på den bedst mulige teknik, og planerne byggede på en sikkerhedskultur, der er uacceptabel efter svensk lovgivning [4]. Ej heller levede den måde, hvorpå lokaliseringsprocessen foregik op til de internationale standarder. Til koret af kritikere meldte sig den tidligere direktør for Statens strålevern i Norge og leder af det udvalg, der har stået for håndteringen af det norske atomaffald, samt en repræsentant for Kärnavfallsrådet, der rådgiver den svenske regering i atomaffaldsspørgsmål. Også vice- og forskningsdirektøren for atomaffaldsmellemlageret COVRA i Holland kritiserede det danske slutdepotkoncept for at være uigennemførligt.

Alt i alt såedes så meget tvivl blandt de politiske beslutningstagere, at de valgte at lade forsigtighedsprincippet råde. I stedet for at satse på et slutdepotkoncept, der var behæftet med alvorlige fejl, begyndte Folketingets partier efter hollandsk forbillede at overveje muligheden for mellemlagring af det radioaktive affald i op til hundrede år. Overvejelserne resulterede i, at der i november 2012 blev indgået en aftale mellem Folketingets politiske partier og Sundhedsministeren. Atomaffaldsprocessen skulle fra nu af følge tre parallelle spor: Muligheden for et slutdepot, muligheden for et mellemlager og endelig muligheden for at eksportere alt affaldet til et andet land. Senere kunne man så vælge imellem de tre alternativer.

Den internationale kritik af det eksisterende slutdepotkoncept fortsatte dog med uformindsket styrke. I november 2014 kulminerede den med offentliggørelsen af et arbejdspapir fra det tyske Öko-Institut, der er kendt som en af de ledende ekspertorganisationer på atomaffaldsområdet i verden [5]. I sin vurdering af det danske slutdepotkoncept påpegede instituttet bl.a., at intet af det radioaktive affald fra Risø er ufarligt efter de 300 år, slutdepotet er beregnet til at skulle vare, hvilket betyder, at intet af affaldet kan placeres her. De metoder og kriterier, der anvendes i forbindelse med deponeringen, er sikkerhedsmæssigt uacceptable, fordi de ignorerer de grundlæggende principper for sikker geologisk deponering. I stedet for et mellemdybt eller overfladenært depot, bør affaldet graves 300-800 meter ned i sikre geologiske lag. Öko-Institut konkluderede derfor, at den igangværende lokaliseringsproces er uanvendelig og ikke kan fortsætte, før klare og passende sikkerhedskriterier er blevet defineret [6].

Selvtilstrækkelighed og boykot

Under den efterfølgende strategiske miljøvurdering af slutdepotkonceptet blev kritikken bakket op af en lang række høringssvar af bl.a. myndigheder i Sverige, Tyskland og Polen [7]. Imidlertid blev den dårligt modtaget af DD og den tværministerielle arbejdsgruppe, der rådgav Sundhedsministeren om atomaffaldshåndteringen. Snart udspillede sig det måske mest markante eksempel på den lukkethed hos de ansvarlige myndigheder, der så længe havde undermineret offentlighedens tillid: I marts 2015 forsøgte seks miljøorganisationer at facilitere en åben dialog mellem myndighederne og de udenlandske kritikere gennem afholdelse af en international konference på Christiansborg om de miljø- og sikkerhedsmæssige konsekvenser af det danske slutdepotkoncept. DD ønskede imidlertid ikke en sådan dialog men et møde bag lukkede døre, hvor ingen repræsentanter for offentligheden eller det politiske miljø var med. Det kunne miljøorganisationerne ikke acceptere, hvorefter den tværministerielle arbejdsgruppe meddelte, at et lukket formøde ville være en betingelse for myndighedernes deltagelse i konferencen. Et formøde i Sundhedsministeriet blev aftalt, men i sidste øjeblik meldte arbejdsgruppen afbud og bekendtgjorde, at hverken den eller DD ville deltage konferencen [8].

Herefter kom man i den ekstraordinære situation, at den internationale konference på Christiansborg blev afholdt med bl.a. deltagelse af sundhedsordførerne fra de største partier i Folketinget, herunder den senere sundhedsminister Sophie Løhde, og af borgmestre og borgergrupper fra de berørte kommuner men ikke af repræsentanter fra ansvarlige myndigheder på atomaffaldsområdet, der boykottede arrangementet [9].

Et kontaktforum er vejen frem

Efterhånden blev det tydeligt, at atomaffaldsprocessen var kørt fast og mere klarhed, åbenhed og gennemsigtighed var påkrævet. Ikke mindst var det vigtigt, at nye ideer fra flere aktører måtte indgå i beslutningsgrundlaget for håndteringen af det radioaktive affald. Kritikken burde om ikke institutionaliseres, så i det mindste integreres i processen og tildeles faste rammer. Dette var heller ikke udelukkende en dansk observation: Overalt anerkendes det nu, at borgerinddragelse – særligt i de lokalsamfund, der ligger nærmest de mulige oplagringssteder – er afgørende, fordi beslutninger om atomaffaldsdeponering udgør en dynamisk proces. De bedst mulige standarder relaterer sig ikke kun til mål, men også til midler, herunder den bedste og mest demokratiske fremgangsmåde. Nødvendigheden af systematisk borgerinddragelse er allerede beskrevet i EURATOM-direktivet fra 2011: Iflg. dette skal EU-medlemsstaterne sørge for, at de nødvendige oplysninger om håndteringen af radioaktivt affald stilles til rådighed for offentligheden. Informationspligten påhviler tilsynsmyndigheden, og borgerne skal have reel mulighed for at deltage effektivt i beslutningsprocessen i alle dens faser herunder valg af depottype, definition af sikkerhedskriterier, pladsvalg, etc.

I erkendelsen af, at borgerinddragelsen ikke blev tillagt tilstrækkelig vægt, plæderede miljøorganisationerne i anbefalingerne fra konferencen for, at der blev nedsat et permanent kontaktforum vedrørende det radioaktive affald. Den model, de foreslog, kan beskrives som en blanding af formel og uformel borgerinddragelse, der ikke forudsætter ændringer i lovgivningen, blot en mere fleksibel dialogisk praksis, baseret på goodwill og en vilje hos myndighederne til at dele mere viden med de involverede aktører. Kontaktforummet skulle omfatte de ansvarlige myndigheder for atomaffaldsdeponeringen, repræsentanter for civilsamfundet, de berørte lokale myndigheder, uafhængige internationale ekspertorganisationer og relevante udenlandske myndigheder. Dets interessefelt burde omfatte både et slutdepot samt et mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald, og man skulle mødes regelmæssigt [10]. Nødvendigheden af en bred sammensætning og international deltagelse skyldes ikke mindst, at risikoen dermed mindskedes for, at myndighederne traf forkerte beslutninger, der ikke kunne gøres om. Et bredt internationalt samarbejde var allerede foreslået af MKG og Kärnavfallsrådet. Disse havde opfordret de danske myndigheder til at indlede et samarbejde med den svenske Strålsäkerhetsmyndigheten og den finske Strålebeskyttelsesautoritet med den begrundelse, at man her har mere erfaring med deponering af radioaktivt affald end i Danmark. Samarbejdet kunne f.eks. omfatte en granskning af hele beslutningsprocessen og de tekniske forhold omkring etablering af slutdepotet og mellemlageret, iberegnet sikkerhedsaspekterne.

Ideen om et forum var heller ikke noget nyt i forhold til den danske atomaffaldsproces: Oprettelse af et kontaktforum blev anbefalet både i beslutningsgrundlaget for et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald fra 2008 og i beslutningsgrundlaget for et mellemlager for lav- og mellemaktivt affald fra 2015. Nødvendigheden af åbenhed og inddragelse af offentligheden var tillige nævnt adskillige gange i grundlaget for den oprindelige folketingsbeslutning om deponering af det radioaktive affald fra 2003 [11]. Men der var intet blevet gjort for at omsætte anbefalingerne i praksis.

Borgerinddragelse i faste rammer

I juni 2015 blev ansvaret for atomaffaldsdeponeringen overflyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM). Hermed fulgte også et holdningsskift til ideen om systematisk borgerinddragelse og et bredere samarbejde omkring atomaffaldsprocessen. UFM besluttede at oprette et kontaktforum med en sammensætning ikke meget forskellig fra den, der var blevet foreslået i de forskellige beslutningsgrundlag og i anbefalingerne fra miljøorganisationerne. Som en særlig bonus kom forummet til at omfatte flere repræsentanter for miljøorganisationer og lokale borgergrupper, end miljøorganisationerne selv havde foreslået [12].

Forummet, hvis formål er at inddrage interessenter, der anses for væsentlige, i atomaffaldsprocessen, blev defineret som en dialoggruppe, der kunne tage alle aspekter af en langsigtet løsning for affaldet op til diskussion. Særligt ville det blive hørt for kommentarer til resultaterne af den igangværende undersøgelse af mellemlagerløsningen sammenlignet med en slutdepotløsning [13]. Til forummet blev tilknyttet et uvildigt ekspertpanel udpeget af Det Frie Forskningsråd. Panelet skal ved at besvare spørgsmål bistå offentligheden med formidling og vurdering af tekniske og faglige forhold [14]. I forlængelse af dannelsen af kontaktforummet, blev der af DD nedsat en international faglig gruppe, der følger og kommenterer atomaffaldsprocessen. Gruppen, der består af fire personer, indbefatter bl.a. direktørerne for COVRA og MKG, der tidligere har kritiseret det danske slutdepotkoncept.

Fra bedre proces til bedre resultat

En bedre organiseret og mere inkluderende atomaffaldsproces må forventes at slå igennem på resultatniveau, hvad der også synes at være sket: Således foreligger der tegn på, at det eksisterende slutdepotkoncept (overfladenær eller mellemdyb deponering evt. i kombination med borehuller) nu er forladt – men endnu ikke formelt taget af bordet - til fordel for ideen om et dybt geologisk slutdepot. Satsning på et dybt geologisk slutdepot vil kræve en ny politisk beslutning i Folketinget.

At der er sket et holdningsskift til slutdeponeringsmetoden er imidlertid hævet over enhver tvivl: Ved møder i kontaktforummet i december 2016 og januar 2017 fremlagde en repræsentant for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, for første gang en foreløbig opgørelse af de danske geologiske forhold i 500 meters dybde med henblik på en vurdering af, om lagene kunne være egnede til at rumme et dybt geologisk slutdepot, sådan som det anbefales af Öko-Institut, MKG og en række udenlandske myndigheder. Notatet er baseret på allerede eksisterende data, som GEUS opbevarer i henhold til undergrundsloven, vandforsyningsloven og råstofloven [15].

I notatet konkluderes det, at det ikke kan udelukkes, at der i Danmark kan findes egnede depotbjergarter i ca. 500 meters dybde, som kan rumme et slutdepot, men at yderligere undersøgelser vil være nødvendige. Disse vil tage meget lang tid og være omkostningstunge. Slutdepotet vil skulle ligge i lavpermeable lag, bl.a. fordi de højpermeable lag ikke kan standse udsivninger. De mest udbredte højpermeable lag er sand og sandsten og mellem- til højpermeable kalk- og kridtaflejringer. Granit, gnejs, ler og lersten kan derimod udgøre egnede geologiske lag til slutdeponering. Granit og gnejs finder man på Bornholm, men der vides kun lidt om deres sammensætning og strukturelle forhold i 500 meters dybde, hvorfor GEUS ikke udtaler sig meget herom. Ler og lersten findes enkelte steder i Nordjylland, omkring Limfjorden og på Lolland-Falster.

Mellemlagring og eksport

Med et eksisterende slutdepotkoncept, der er kompromitteret, fordi det ikke lever op til miljø- og sikkerhedsstandarderne i vores nabolande; og med et nyt geologisk slutdepotkoncept, der ikke kan gennemføres inden for den planlagte tidsfrist først i det nye årti, er der kun mellemlagerløsningen tilbage. Før den behandles nærmere, kan det dog betale sig at betragte endnu et spor, der for tiden ganske vist er opgivet, men som kan nå at materialisere sig igen på lidt længere sigt, nemlig eksport af alt det radioaktive affald.

Hidtil er dette spor blevet anset for urealistisk, men med tættere kontakt til relevante myndigheder i vores nabolande kan f.eks. ideen om et nordisk samarbejde på atomaffaldsområdet blive en mulighed [16]. Det samme gælder kontakt til de tyske myndigheder: Disse planlægger for tiden et stort slutdepot for højradioaktivt affald, hvor i princippet også den lille danske portion højradioaktivt affald [17] kunne placeres.

Mængden af tysk højradioaktivt affald er meget større end den danske, og det meste af det resterende danske atomaffald udgør en ret ubetydelig mængde sammenlignet med opbevaringskapaciteten i Schacht Konrad i Salzgitter i Nordtyskland, et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald 800-1300 meter under jorden i en tidligere jernmine. Mængden af radioaktivt affald, som skal deponeres, er mere end treogtredive gange større end den danske. Hvis også det danske affald også kan placeres her, vil det ikke blot være langt mere sikkert end i det planlagte danske overfladenære slutdepot, men også langt billigere end hvis man i Danmark selv skal bygge et slutdepot [18]. Endnu et alternativ er endvidere en fælleseuropæisk løsning [19].

Selvom fælles slutdeponering med et eller flere lande for tiden ikke kan lade sig gøre af politiske eller juridiske grunde, kan det meget vel blive en realistisk mulighed engang i fremtiden, al den stund så mange europæiske lande står i samme situation som Danmark. Overfor tanken om eksport står naturligvis den principielle indvending, at hvert land bør drage omsorg for alt sit eget radioaktive affald – en indvending, der bør tages alvorligt.

Mellemlagerløsningen bør kombineres med en atomaffaldsfond

Eftersom alt tyder på, at Folketinget senere i år vælger et mellemlager for atomaffaldet, giver det mening at se nærmere på dette koncept, ikke mindst i betragtning af at der foreligger forskellige tilgange til denne løsningsmodel.

Det har hele tiden været regeringens officielle politik, at ”enhver generation bør rydde op efter sig selv”, som daværende sundhedsminister Astrid Krag sagde den 22. oktober 2012 under en offentlig høring om lokaliseringen af et slutdepot for det lav- og mellemradioaktive affald. Et lignende princip er fastslået i EURATOM-direktivet fra 2011. Satsning på mellemlagring af det radioaktive affald kan derfor foreligge i alternative versioner: Dels som mellemlagring under uændrede betingelser og dels i form af et mellemlager i kombination med en atomaffaldsfond.

Udgangspunktet for den sidstnævnte valgmulighed er dels erkendelsen af, at mellemlagring vil påføre kommende generationer flere økonomiske byrder end et slutdepot, der opføres så hurtigt som muligt; og dels argumenter for en økonomisk byrdefordeling, der i højere grad tilgodeser de kommende generationer. Det kan ikke bestrides, at opførelsen af et mellemlager af f.eks. hundrede års varighed vil udskyde tidspunktet for slutdeponeringen væsentligt, hvad der betyder, at de generationer, der har produceret affaldet, alt andet lige ikke kommer til at betale for deponeringen. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man identificerer de principper, der taler for en udjævning af byrdefordelingen, og hvordan udjævningen praktisk skal realiseres.

Svaret på det første spørgsmål finder man i det såkaldte forureneren betaler-princip samt i videre forstand i en atomaffaldsetik, der tager højde for, at atomaffaldsdeponering - for at være legitim - må vurderes i forhold til kriterier og begreber, der ikke kun er af rent teknisk karakter. Hvis man følger forureneren betaler-princippet, er de ansvarlige for det radioaktive affald forskningscentret på Risø, der har produceret langt størstedelen af affaldet, myndighederne og Dansk Dekommissionering. Det er følgelig staten, der - med det forbehold at der løbende produceres mindre mængder affald af sundhedssektoren, universiteter, industrien mv. - skal garantere tilstrækkelige ressourcer til myndigheder og operatører for håndteringen af det radioaktive affald.

Eftersom enhver form for deponering under alle omstændigheder vil blive finansieret af skatteyderne, er det virkelige spørgsmål derfor, om finansieringen skal foretages af nutidens eller fremtidens skatteydere. Inden for rammerne af en atomaffaldsetik tilsiger fremtidsetiske overvejelser, at kommende generationer bør holdes mest muligt skadesløse. Dette sker gennem anerkendelsen af en intergenerationel egalitaristisk standard, der fastslår, at kommende generationer ikke stilles ringere end de nuværende, og som igen forudsætter et universelt lighedsprincip, der retfærdiggør lige rettigheder for alle aktuelt levende personer. Princippet kan udstrækkes til også at omfatte fremtidige personer, eftersom de konstituerende egenskaber for en sådan udvidelse ikke behøver at ændres [20].

Hvis man vælger et mellemlager, taler disse overvejelser for, at der samtidigt oprettes en fond, hvortil der overføres så mange økonomiske ressourcer, øremærket til opførelsen og evt. driften af slutdepotet for det lav- og mellemradioaktive affald, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift nemlig i 2022-2023. Atomaffaldsfonde finder man f.eks. i USA, Sverige og Holland og en er på vej i Tyskland. De kan dog ikke helt sammenlignes med den her beskrevne fond, eftersom landene har atomkraftprogrammer. I denne forbindelse bør overvejes om nogle af fondsmidlerne kan anvendes til forsknings-, udviklings- og demonstrationsaktiviteter i forbindelse med håndtering og deponering af det radioaktive affald og evt. andre formål. Alternativt kan man indsætte midlerne på en spærret konto i Nationalbanken. For øjeblikket er det imidlertid svært at udtale sig med sikkerhed om, hvor stort et beløb der i givet fald kan blive tale om [21]. Vigtigt er det også, at man under mellemlagringen ikke unødvendigt udskyder planlægningen af slutdeponeringen, men hurtigst muligt begynder at overveje hvordan, under hvilke betingelser og hvor den skal ske.

En inklusiv, demokratisk atomaffaldsproces er nødvendig

Anskuet i et miljø- og bæredygtighedsperspektiv er det muligt at drage tre konklusioner af det ovenstående, der også er repræsentative for, hvad der foregår i en lang række andre europæiske lande, som planlægger at deponere deres radioaktive affald.

Den første er, at kritikken af atomaffaldsprocessen og af det slutdepotkoncept myndighederne har fremlagt har haft succes på trods af alle odds: Selvom stort set intet af det, myndighederne oprindeligt havde planlagt, er gået som forventet, er planerne for atomaffaldshåndteringen blevet bedre.

Den anden er, at det er vigtigt, at kritikken institutionaliseres og understøttes af tilstrækkelige ressourcer. De bør stilles til rådighed ikke kun for de ansvarlige centrale myndigheder men også for de lokale myndigheder samt for miljøorganisationer og borgergrupper. Med ressourcer tænkes ikke kun på finansielle midler men også videns- og kapacitetsopbygning, erfaring, tid, etc. Meget af dette sker nu inden for rammerne af det nævnte kontaktforum. Men man bør dog notere sig, at investeringer i yderligere ressourceopbygning kan blive nødvendig.

Den tredje og måske vigtigste konklusion er, at for at håndtere og deponere det radioaktive affald i et forsvarligt tempo, er det nødvendigt at tage sig tilstrækkelig tid. Processens langsommelighed i Danmark skyldes først og fremmest, at den langsigtede håndtering af det radioaktive affald ikke fra starten indgik som en obligatorisk del af planlægningen af forsøgsreaktorerne på Risø og i øvrigt ikke har gjort det for ny atomkraft nogetsteds i verden. Der må tages højde for bekymringer og indvendinger hos legitime interessehavere, indtil alle problemer er løst. Og inddragelsen af civilsamfundet bør være så omfattende, at det sikres, at fremtidige beslutninger fuldt ud møder offentlighedens behov for information og medvirken og garanterer, at de politiske valg ikke bare bliver socialt, kulturelt, politisk og økonomisk acceptable men også teknologisk gennemførlige og forsvarlige.

Noter:

[1] Forskningscentret blev oprettet i 1955 under navnet Atomenergikommissionens Forsøgsanlæg Risø som en offentlig forskningsinstitution, der skulle forske i den fredelige udnyttelse af atomkraft i Danmark. Anlæggelsen blev ledet af Atomenergikommissionen, der havde repræsentation fra de højere læreanstalter, industrien, elværkerne og fagbevægelsen. Forsøgscentret, der ligger i Roskilde Kommune og blev indviet i 1958, har været hjemsted for tre forskningsreaktorer: DR1 (1957-2001), DR2 (1958-1975) og DR3 (1960-2000) på henholdsvis 2 kW, 5MW og 10MW. I 1985, da ideen om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, definitivt blev forkastet, skiftede centret navn til Forskningscenter Risø. I 2007 fusionerede institutionen med en række andre videnskabs- og forskningscentre, herunder Danmarks Tekniske Universitet, DTU, som er ansvarlig for driften. Som følge af fusionen bærer centret nu navnet Risø DTU eller Nationallaboratoriet for bæredygtig energi. Der er planer om en udvidelse af centret i form en forskerpark – DTU Risø Park – øst for de nuværende anlæg, jf. Niels Henrik Hooge, Anne Albinus, Bendy Poulsen og Kirsten Jacobsen: Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv, København: NOAHs forlag, 2014, s. 7: https://noah.dk/wp-content/uploads/2014/10/etikrapport.pdf

[2] I denne forbindelse har Uddannelses- og Forskningsministeriet, UFM, det overordnede ansvar for etableringen af depotet. DD er ansvarlig for depotkoncepterne i forbindelse med geologien og sikkerhedsanalyserne. Herudover sørger DD for vedligeholdelsen af anlæggene frem til dekommissioneringen og modtager og opbevarer det radioaktive affald, indtil en anden løsning er fundet. Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS er tilsynsmyndighed for håndteringen af det radioaktive affald, og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, har ansvaret for at finde de geologisk set bedst egnede områder til depotet.

[3] En udførlig kronologi over atomaffaldsprocessen frem til 2014 finder man i NOAH Friends of the Earth Denmark and SustainableEnergy: Short chronology of the Danish decision-making process for the future management of nuclear waste, 2014: http://noah.dk/wp-content/uploads/2014/07/Short-chronology-of-the-Danish-decision-making-process-for-the-future-management-of-nuclear-waste.pdf

[4] For mere om kritikken fra MKG, se: Niels Henrik Hooge, Anne Albinus, Bendy Poulsen og Kirsten Jacobsen: Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv, s. 13-17 (jf. note 1).

[5] Blandt de, der har bestilt ekspertvurderinger hos Öko-Instituts Afdeling for Nuklearteknik og Anlægssikkerhed, er EU-kommissionen, EU-parlamentet, EURATOM, OECD, og i Tyskland en lang række forbunds- og delstatsministerier, styrelser, kommuner og energiselskaber. F.eks. finder man en referenceliste her: http://www.oeko.de/uploads/oeko/download/nuklearref.pdf

[6] Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi: Öko-Institut kritiserer det danske slutdepotkoncept for lav- og mellemradioaktivt affald fra Risø, 1/12 2014: http://noah.dk/oko-institut-kritiserer-plan-for-risoe-affald/

[7] Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi: Ny udenlandsk kritik af det danske slutdepotkoncept for atomaffaldet fra Risø, 2/2 2015: https://noah.dk/node/316

[8] Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark, VedvarendeEnergi, IDA Grøn Teknologi, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Greenpeace Danmark og Det Økologiske Råd, 16/3 2015: Atomaffaldskonference – med afbud fra Dansk Dekommissionering og Sundhedsministeriet: https://noah.dk/node/319

[9] Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark, VedvarendeEnergi, IDA Grøn Teknologi, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Greenpeace Danmark og Det Økologiske Råd, 26/3 2015: Fortsat kritik af det danske koncept for atomaffaldsdeponering:

http://noah.dk/fortsat-kritik-af-det-danske-koncept-for-atomaffaldsdeponering/

[10] Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark, VedvarendeEnergi, IDA Grøn Teknologi, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Greenpeace Danmark og Det Økologiske Råd, 29/5 2015: Nedsættelse af et kontaktforum er nødvendig i den videre atomaffaldsproces: https://noah.dk/node/321

[11] Arbejdsgruppe under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald, November 2008, s. 46-48:

http://www.danskdekommissionering.dk/media/34124/beslutningsgrundlag_slutdepot_nov2008.pdf

GEUS og Dansk Dekommissionering: Beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald, Februar 2015, s. 79: http://sum.dk/~/media/Filer%20-%20dokumenter/Slutdepot-26022015/00-Beslutningsgrundlag-mellemlager.ashx

Videnskabsministeren: Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø, 2002/1 BSF 48: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=100413&exp=1

[12] Kontaktforummet består af tre medlemmer fra Kommunernes Landsforening, et medlem fra Danske Regioner, tre medlemmer fra miljøorganisationer, fire medlemmer fra borgergrupper, to medlemmer fra GEUS, to medlemmer fra DD, to medlemmer fra UFM, et medlem fra Beredskabsstyrelsen og et medlem fra SIS.

[13] Uddannelses- og Forskningsministeriet: Revideret arbejdsgrundlag for kontaktforum i sagen om en langsigtet løsning for radioaktivt affald i Danmark, 28/7 2016: http://ufm.dk/aktuelt/temaer/deponering-af-radioaktivt-affald-i-dk/kontaktforum/bilag-1_revideret_arbejdsgrundlag_for_kontaktforum.pdf

[14] UFM’s hjemmeside: Det uvildige ekspertpanel: http://ufm.dk/aktuelt/temaer/deponering-af-radioaktivt-affald-i-dk/det-uvildige-ekspertpanel-1

[15] Peter Gravesen: De geologiske forhold i ca. 500 m’s dybde. Foreløbig redegørelse udarbejdet på eksisterende data, GEUS-NOTAT nr.: 05-VA-16-08, december 2016: http://www.geus.dk/DK/nature-climate/land/Documents/geus-notat_05-va-16-08.pdf

Se også Peter Gravesen: De geologiske forhold indenfor det danske landområde i 500 ms

dybde, Præsentation i kontaktforum, 14/12 2016: kortlink.dk/ufm/q9nv

[16] Se f.eks. Johan Swahn: Presentation för Kontaktforum, 14/12 2016: kortlink.dk/ufm/q9p6

[17] Den mest problematiske del af det danske affald er 233 kg anvendt brændsel fra Risøs hot cell anlæg. Hovedparten af affaldet består af bestrålede brændselsstave, der er blevet brugt til forsøg med høj udbrænding. Affaldet indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. cæsium-137, strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel. De 233 kg er gennem flere år uden held forsøgt eksporteret til udlandet, jf. Anne Albinus, blog, 2014: 233 kg ”særligt affald”, omdefineret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt: https://sites.google.com/site/atomaffaldklarhed/home/233kg

[18] Palle Bendsen, Hans Pedersen, Johan Swahn og Gerhard Schmidt: Den danske atomaffaldsproces må forbedres, Kronik i Ingeniøren, 29/10 2015: https://www.ve.dk/images/nyheder/Kronik_om_kontaktforum.pdf

[19] Se f.eks.: Hjemmeside, European Repository Development Organisation (ERDO): http://www.erdo-wg.com/

[20] Niels Henrik Hooge: Etiske overvejelser om byrdefordelingen mellem nutidige og fremtidige generationer ved oprettelsen af et mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald, Præsentation i kontaktforum, 14/12 2016: kortlink.dk/ufm/q9kr

Kontaktforummets uvildige ekspertpanel blev af NOAH Friends of the Earth Denmark spurgt om, hvorvidt etiske overvejelser talte for oprettelsen af en atomaffaldsfond, og nåede frem til det modsatte resultat. Hermed lagde panelet vægt på andre principper end dem, man finder i EU-retten på det pågældende område, den nationale lovgivning, samt i Sundhedsstyrelsens formulering af den danske regerings politik vedr. atomaffaldsdeponeringen, jf. kortlink.dk/ufm/q9ks

[21] De sandsynlige sml. omkostninger for et mellemlager vil andrage1.550 mio. kr., jf. COWI/Dansk Dekommissionering: Sikkerhed, økonomi og drift for en dansk mellemlagerløsning for radioaktivt affald, August 2016, s. 55-56: kortlink.dk/danskdekommissionering/q9kq

Til dette skal lægges fondsmidler svarende til omkostningerne for et slutdepot. Imidlertid kan den anslåede sandsynlige pris for et sådant - 314-619 mio. kr. – ikke anvendes her, eftersom overslaget kun omfatter et overfladenært eller mellemdybt, ikke et dybt geologisk slutdepot. Overfor de forøgede omkostninger ved, at der samtidigt skal betales for både mellemlagring og slutdeponering, bør dog modstilles den forøgede sandsynlighed for, at den rigtige form for slutdeponering bliver valgt, hvad der vil få positive sikkerhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. Vidensgrundlaget må formodes at blive forøget over tid. Usikkerheden om de samlede omkostninger bliver imidlertid ikke mindre af, at slutdeponeringen i sidste ende vil kunne ske i samarbejde med nabolande eller i et fælleseuropæisk slutdepot.