Økofeminisme
Af Gitte Pedersen

Offentliggjort: 17. april 2017

Klimaforandringerne er nu så synlige, at vi må tage dem alvorligt. Indlandsisen smelter, juli måned har været den varmeste i mands minde, Inuit befolkninger i Alaska, hvor hele landsbyer skal flyttes på grund af havvandsstigninger, flerårig tørke i Californien, med katastrofale skovbrande til følge, ørkendannelser i Afrika og Asien – eksemplerne er utallige, og der handles først, når skaden er sket. Klimaforandringerne og de økologiske konsekvenser er så alvorlige, at de kræver en økofeministisk analyse. For hvordan er det kommet så vidt, at vi er ved at ødelægge hele vores livsgrundlag - naturen? Men der er andre grunde til at økologi er et centralt omdrejningspunkt i feministisk filosofi og politik. Den økologiske krise er i høj grad relateret til vores natursyn, som bygger på en naturfilosofi udarbejdet af vestlige hvide mænd med et had til alt, hvad der er naturligt og kvindeligt.

Økofeminisme er en sammentænkning af økologi og feminisme. Miljø- og økologibevægelser har en tendens til at overse, at der er en sammenhæng mellem det kapitalistiske patriarkat, den mandlige dominans og kvindeundertrykkelse i samfundet og den økologiske krise. I det Globale Syd er det som oftest kvinder, der dyrker jorden på små subsistens brug og sørger for mad til familien, og til eventuelt lokalt salg. Når regnen fx. ikke kommer som forventet, og ørkendannelsen breder sig kan jorden ikke længere dyrkes med sult og ekstrem fattigdom til følge. [1] På den anden side har kvindebevægelsen og feminismen haft en tendens til at overse de miljømæssige og økologiske problemer. Derfor er en sammentænkning af økologi og feminisme nødvendig – økofeminisme. Økofeminisme er såvel en anti-globaliserings bevægelse som en ideologikritik, der trækker på kvinders historiske erfaringer med det socialt reproduktive arbejde. Herudover er økofeminisme også en akademisk disciplin med tråde til feministisk- eller omsorgsøkonomi. Selve termen økofeminisme går tilbage til den franske feminist Françoise d’Eaubonne (1920-2005) som introducerede den i 1974.

Lige så vel som der er mange forskellige feminismer er der også forskellige økofeminismer. Her er fokus på den socialistiske økofeminisme.

Opgør med vækstideologien

En af kapitalismens grundpiller er tanken om evig vækst. Der skal hele tiden produceres nye varer og skabes nye markeder. Mere vækst er nutidens mantra, der skal skabes flere arbejdspladser, der skal produceres mere, så vi kan tjene flere penge og dermed forbruge mere, så der kommer endnu mere gang i væksten – et ræs uden ende. Og til stor skade for miljø og klima. Den neoliberalistiske markedsøkonomi står som eneste mulige samfundsudvikling. Men er svaret en økonomi, der kun tænker i større og større akkumulation og profit, som hverken har tanke for menneskers ve og vel eller klima og miljø. En økonomi, der i sin iver efter størst mulig profit ødelægger sociale relationer mellem mennesker og udnytter og udpiner naturen? Dette er hvad Maria Mies og Vandana Shiva kalder det kapitalistiske patriarkalske verdenssystem – ”et system der bygger på og opretholder sig selv gennem kolonialisering af kvinder, ’fremmede’ mennesker og deres lande, og af naturen som det gradvist er ved at ødelægge. ” [2]

Det mekaniske natursyn - naturen dør

Vi opfatter naturen som en uudtømmelig ressource, vi kan bruge for vores egen skyld. Denne måde at tænke på stammer bl.a. fra filosoffer som Francis Bacon (1561-1626) og Rene Descartes (1596-1650). Denne periode kaldes den videnskabelige revolution, fordi der her kom et skift i vores opfattelse af naturen fra en organisk opfattelse, hvor naturen blev opfattet som en organisme som ’Moder Jord’ til et syn baseret på matematik og naturvidenskab. Bacon sagde: Naturens sprog er matematik, og for ham var det et spørgsmål om at kunne beskrive naturen, det vil sige at beskrive lovmæssighederne i naturen, for ved at beskrive dem kunne man forstå naturen og dermed beherske naturen. Bacon er ophavsmand til ordene ’viden er magt’ og med disse mente han, at den videnskabelige indsigt i naturens lovmæssigheder er en forudsætning for, at mennesket kan gribe ind i naturen og ændre den, så den kan tjene menneskets formål. Descartes fulgte denne linje. Descartes var dualist og opfattede verden som skarpt adskilt i to dele en res cogitans (en tænkende ting) og res extensa (en udstrakt ting). Kun den tænkende ting, hvilket vil sige mennesket, der jo er udstyret med fornuft har værdi. Alt andet er bare udstrakte ting uden mening og fornuft – den ikke-menneskelige natur, dyr og den menneskelige krop - der er skarpt adskilt fra sjælen. Ifølge Descartes sker alt i naturen efter et årsags-virknings princip. Som følge heraf reduceres naturen til materie i bevægelse altså til en blot mekanisk maskine. Denne nye mekaniske filosofi genforenede kosmos, samfund og selvet til en ny metafor – maskinen. [3] I modsætning til det organiske natursyn, hvor naturen opfattes som en nærende moder, er naturen i det mekaniske natursyn frarøvet alle former for mening og hemmeligheder, den er reduceret til blot og bar død materie i bevægelse. Mennesket står qua fornuften over og udenfor naturen og har dermed ret til at beherske og udnytte den. Begrebet menneske skal dog ikke forstås som mænd og kvinder, kvinder er præget af følelser og ikke fornuft og derfor kan man betvivle hendes status som fornuftsvæsen. Den følelsesfulde kvinde har altid været udelukket fra filosofien, da den jo i høj grad er gennemsyret af fornuft. Den vestlige filosofihistorie er skabt af hvide, velbeslåede, midaldrende mænd. Kvinder og natur har altid figureret som noget, der skal tæmmes, beherskes og kontrolleres. Descartes’ mekaniske natursyn har haft en umådelig stor indflydelse på såvel filosofi som videnskab, og det er stadig det natursyn, der hersker i dag. Et natursyn hvor al respekt for naturen og dens processer er forsvundet. Selvom mange af os vestlige bymennesker er fuldstændig fremmedgjorte i forhold til naturen, må vi tænke naturen i andre baner og igen få respekt for den, den er trods alt vores livsgrundlag.

Kritik af det mekaniske natursyn og videnskaben

Selvom det mekaniske natursyn hurtigt vandt indpas, det passede jo fint med den gryende kapitalisme og med den begyndende udvinding af mineraler og råstoffer, var der allerede i Descartes samtid kritik af det mekaniske natursyn. En af hans samtidige, noget så usædvanligt som en kvindelig filosof, Anne Conway (1632-1679) lavede en skarp kritik af Descartes’ mekaniske natursyn. Hun argumenterede for et vitalistisk natursyn, hvor alt har en form for liv. Et langt mere holistisk og respektfuldt syn på naturen. I dag er hun glemt og Descartes er stadig en af de ’store’ filosoffer. Man kan spørge, hvorfor det er Descartes’ natursyn, som har overlevet og ikke hendes? Og man kan tænke over, hvordan verden ville have set ud i dag, hvis det vitalistiske natursyn havde sejret over det mekaniske. Udover kritikken af det mekaniske natursyn er Anne Conway også kritisk i forhold til Descartes’ dualisme. Hun argumenterer for, at sjæl og legeme ikke er to forskellige entiteter, men at alt sjæleligt indeholder noget legemligt og det legemlige indeholder noget sjæleligt . [4]Herved kan hun betegnes som monist.

Hvad enten det handler om filosofi eller videnskab er disse aldrig værdineutrale. Der ligger altid nogle bestemte interesser: politiske, økonomiske eller kønsspecifikke bag. Så ideen om videnskaben, der arbejder til alles bedste, skal tages med et gran salt.

Værdihierarkier

Den socialistiske økofeminisme forsøger at hele bruddene mellem sexisme, klasseundertrykkelse og udnyttelse af naturen. De socialistiske økofeminister ser undertrykkelsen og udnyttelsen af køn, klasse, race og ikke-menneskelige arter som udtryk for nogle ideologiske dualismer, hvori den første har værdi og privilegier i forhold til den anden:

Menneske – natur
Sjæl – legeme
Fornuft – følelser
Kultur – natur
Selvet – den anden
Hvid – sort
Produktion – reproduktion
Det globale nord – det globale syd
Mand – kvinde

Listen er alenlang, og disse dualismer strukturerer ubevidst vores måde at opfatte verden på og opretholdes af religionens, filosofiens, lovens, videnskabens og økonomiens hegemoniske praksis. De tjener til at opretholde det kapitalistiske patriarkalske verdenssystems udnyttelse af kvinder og natur. [5]

Omsorgsarbejde og feministisk økonomi

Som det fremgår af dualismerne er der en modsætning mellem menneske og natur. Mennesket dvs. manden står udenfor og over naturen. Kvinden derimod identificeres med naturen. Der er mange paralleller mellem kvinder og natur og det er de samme mekanismer, der undertrykker og udnytter begge. Kvinders gratis reproduktive arbejde udbyttes på samme måde som naturen udnyttes til at skabe merværdi for det kapitalistiske patriarkat. Derfor vil socialistiske økofeminister en anden prioritering af det reproduktive arbejde – uden reproduktion ingen produktion! I den globaliserede neoliberalistiske markedsøkonomi tæller kvinders reproduktive arbejde ikke med. Ifølge den tyske sociolog Christa Wichtericht kan det kapitalistiske marked kun fungere, fordi det gør brug af ubetalt reproduktivt arbejde. [6] Den hegemoniske neoklassiske økonomi intensiverer brugen af menneskelige, sociale og naturlige ressourcer på trods af en øget effektivitet. Denne økonomi er uholdbar, fordi den ignorerer de sociale og økologiske grænser for vækst. [7] Vi må sætte fokus på, at den sociale reproduktion og omsorgsarbejdet også skaber værdi.

Socialistisk økofeminisme

Den socialistiske økofeminisme er endnu ikke en stor social bevægelse, men den er i konstant dialog med økosocialismen, som den forsøger at påvirke ved at gøre reproduktionen i stedet for produktionen til det centrale begreb for en socialt retfærdig og bæredygtig verden. Den forudsætter, at den ikkemenneskelige natur er den materielle basis for liv, og at føde, tøj, ly og energi er essentielle for at opretholde livet. Naturen og den menneskelige natur er gennem tiden socialt og historisk konstrueret og forandret gennem menneskelig praksis. Naturen er ikke et passivt objekt, der skal domineres og beherskes, men et aktivt subjekt som mennesker må udvikle et bæredygtigt forhold til. Den socialistiske økofeminisme forholder sig kritisk til det kapitalistiske patriarkat og fokuserer på dialektikken mellem produktion og reproduktion og mellem produktion og økologi. Den giver herved et godt udgangspunkt for at analysere sociale og økologiske forandringer og give forslag til sociale handlinger, der kan føre til en mere retfærdig og bæredygtig verden. 


[1] Vandana Shiva: The Impoverishment of the Environment i Maria Mies og Vandana Shiva: Ecofeminism, Zed Books London 2004, p.70-88.

[2] Maria Mies og Vandana Shiva: Ecofeminism, Zed Books, London 2004, p. 2.

[3] Carolyn Merchant: The Death of Nature, Harper & Row, 1983, p. 192.

[4] Anne Conway: The Principles of the Most Ancient and Modern Philosophy, redigeret af Allison P.Coudert og Taylor Corse, Cambridge University Press, 1996, p. 39.

[5] Ariel Salleh, fra tale ved TransformDanmarks konference 12. marts 2016.

[6] Christa Wichtericht: The Future We Want, Heinrich Böll Stiftung, Vol. 21, 2012, p. 27.

[7] Ibid. P.39.